Statsborgerskab til frihedens fjender?

Torben Mark Pedersen

Hvis  man mener, at vi i Danmark skal tildele indfødsret og stemmeret  til antidemokrater, der ikke øns­ker at blive integreret i det danske samfund, som ikke deler vores værdier, som ikke samtykker til vores love, forfatning og frihedsrettigheder, men som tværtimod ønsker at indføre et kalifat og sharialovgivning, og som med stor sandsynlighed en gang i fremtiden vil benytte deres stemmeret til  at bekæmpe det politiske demokrati, religions- og ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og homoseksuelles og jøders lige rettigheder, så  bør man have nogle 100 pct. skudsikre argumenter for det standpunkt.

Bevisbyrden må ligge på dem, der mener, at vi andre – inklusiv endnu ufødte generationer – skal leve med risikoen for, at et stort antal antidemokrater får stemmeret, som de måske på et tidspunkt i fremtiden vil benytte til at afskaffe vores demokrati og frihedsrettigheder.

Det ville være et skudsikkert argument i en liberal optik, om det var en (negativ) rettighed at opnå indfødsret i det land, man bor i og måske er født i, men det er det ikke. Tildeling af indfødsret er en positiv rettighed. Det er ikke en negativ frihedsrettighed.

Det implicerer, at det ikke vil udgøre en rettighedskrænkelse, hvis en herboende udenlandsk statsborger nægtes indfødsret – uanset grund.

Ifølge grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov, og i modsætning til mange andre steder i grundloven, står der intet om, at de nærmere betingelser for tildeling af indfødsret skal fastsættes ved lov. Derfor er der alene tale om en individuel og konkret vurdering af den enkelte ansøger, og afgørelsen om tildeling af indfødsret eller ej kan være fuldstændig arbitrær uden at stride mod grundloven. Og da folketingsmedlemmer alene er bundet af deres overbevisning, jf. grundlovens § 56, så kan folketingsmedlemmerne stemme efter deres overbevisning uden at være bundet af nogen andre hensyn. Ingen forskrifter eller konventioner står over grundloven.

Men er det ikke et grundlæggende liberalt princip, at staten kun bør lovgive med generelle regler, der er ens for alle? Jo, men tildeling af positive eller sociale rettigheder har aldrig en sådan generel karakter, og i øvrigt har betingelserne for at blive optaget på lovforslag om naturalisation en generel karakter, idet den politiske aftale om indfødsret specificerer en række formelle krav for at blive optaget på lovforslaget. Betingelserne omfatter krav om beskæftigelse, selvforsørgelse, gæld til det offentlige, strafbare forhold, ophold i Danmark, bopæl, beståelse af en indfødsretsprøve – og så skal vedkommende sværge troskab og loyalitet til Danmark, de danske love og det danske samfund.

Det sidste punkt er det vigtigste og fortjener at blive citeret: ”Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati,” aftalens § 2.

Det er faktisk et meget Lockesk krav, om end henvisningen til ”danske værdier” nok mere er Grundtvig end Locke. John Locke mente ikke, at man skal tolerere dem, der føler, at de har en lydighedspligt over for en fremmed fyrste (paven). Lockes tid var også præget af religiøse konflikter: Trediveårskrigen begyndte som en religionskrig, de engelske borgerkrige i 1640’erne handlede (også) om religion, og The Glorious Revolution i 1688 handlede om at afsætte en katolsk konge til fordel for en protes­tant. Hvis fremmede ønsker at være undersåtter i et andet land end deres fædreland, så må de ifølge Locke give deres (stiltiende) samtykke til den pagt, som Locke forestiller sig, var oprindelsen til etableringen af staten, og dermed må de anerkende alle andre borgeres naturlige rettigheder, statsmagtens legitimitet, statsforfatningens indretning og egen lydighedspligt over for statsmagten. Locke er tavs om, hvad man skal stille op med dem, der ikke vil give deres stiltiende samtykke til samfundskontrakten, men i princippet stilles samme krav til udlændinge som til senere generationer af landets egne borgere, der ikke selv har været med til at indgå den oprindelige pagt.

Det burde således være helt ukontroversielt for liberalister, at enhver stat kan stille krav til, hvem de vil tildele indfødsret. Alligevel har det skabt røre i den liberale lejr, at tre personer på lovforslaget om naturalisation blev indkaldt til samtaler i Folketingets Indfødsretsudvalg, og det har afstedkommet anklager om brug af ”antidemokratiske midler”, ”sindelagskontrol” der er ”lån fra det totalitære system” og at det vil ”sætte det demokrati, vi vil redde, ud af funk­tion” og en krænkelse af tankefriheden.

Nu er det frivilligt, om man vil ansøge om indfødsret, og håndteringen af ansøgningerne er i overensstemmelse med grundloven, så det bliver ikke mere frit og demokratisk. Kravene i den politiske aftale er heller ikke arbitrære. De er generelle betingelser, der gælder for alle ansøgere, og det er krav, der implicit antages at være opfyldt af alle indfødte danske statsborgere.

Ved tildeling af positive rettigheder, kontrollerer statsmagten altid, om modtageren opfylder lovens krav: Man kan ikke få SU uden at være aktiv studerende, få børnefamilieydelse uden at have børn, osv. Alt andet ville føre til et enormt spild af skatteborgernes penge. Det samme gælder med betingelserne for at få indfødsret. De fleste betingelser kan kontrolleres ved opslag i folkeregistret, tjek af straffeattester, skattebetaling osv. Kun den første – og vigtigste – betingelse, erklæringen om at love troskab og loyalitet, kan kun kontrolleres ved at undersøge ansøgerens sindelag på den ene eller anden måde. Det er tvivlsomt, om indkaldelse til en samtale i Folketingets Indfødsretsudvalg er den bedste eller mest effektive måde at gøre det på, men hvis man ikke vil undersøge, om ansøgerne kan tænkes at ville afgive en falsk tro og love-erklæring, så kan man lige så godt droppe betingelsen og med åbne øjne give statsborgerskab til salafister og terrortilhængere.

De tre, der blev indkaldt til ”sindelagssamtale” fik i øvrigt alle indfødsret, selv om den ene havde givet udtryk for sin støtte til terrorgruppen Hezbollah, og en anden havde glædet sig over Muhammedtegneren Lars Vilks død.

Den største trussel mod den personlige frihed stammer ikke fra, at tre udlændinge helt undtagelsesvist er blevet kaldt til en samtale i Indfødsretsudvalget, hvor de ikke engang har udtalt sig under ed. Det udgør ikke en krænkelse af deres rettigheder. Den største trussel mod friheden består i, at Folketingets flertal ikke har viljen til at håndhæve deres egen politiske aftale og beskytte Danmark og danskerne mod, at antidemokrater, terrorsympatisører og fjender af personlig frihed opnår indfødsret og måske en dag vil kunne stemme sig til at indskrænker ytringsfriheden, indføre sharialovgivning og afskaffe det liberale demokrati.

Torben Mark Pedersen

Marxismen er kommet på mode igen. Internationalt har den franske økonom og neo-marxists, Thomas Piketty, opnået stjernestatus på venstrefløjen med udgivelserne af Kapitalen i det 21. århundrede, Kapital og ideologi, Mod en ny socialisme og En kort historie om lighed, for nu kun at nævne de af hans bøger, der er udkommet på dansk, og herhjemme udkom forrige år filosoffen Søren Maus bog: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt.
Bogen indledes med de sædvanlige marxistiske floskler om, at vi befinder os i en permanent krise, og i hvert fald har gjort det siden finanskrisen i 2008. Her var jeg allerede ved at stå af, for er selv akademiske marxister virkelig ikke kommet længere end at gentage den slags flove Marxske floskler? Åbenbart ikke.

Det er ellers ikke tale om en debatbog men om et akademisk værk, der er en bearbejdet udgave af forfatterens Ph.D.-afhandling. Der er ingen tvivl om, at Mau er belæst og har et stort overblik over både Marx’ omfattende forfatterskab og senere marxisters tænkning, og hans omtale og kritik af, hvad andre har skrevet tidligere, er måske det bedste ved bogen. Og det lettest læste. Når han skal forklare, hvordan kapital hos Marx ikke bare er en produktionsfaktor eller en beholdning penge men en særlig social logik, så bliver det hele pakket ind i en tung marxistisk jargon, der mere skjuler end klargør, hvad han egentlig mener. Det er venstrefløjsfilosoffers sædvanlige måde at “hæve stemmen” på, når argumentet er svagt.

Marx’ ide om de økonomiske forholds stumme tvang er ellers i sin essens ret simpel:
1. Mennesket (eller nogle mennesker) er tvunget til at arbejde for, at alle kan opretholde livet.

2. Under kapitalismen antager denne tvang en særlig form, fordi de ellers formelt frie arbejdere ikke ejer deres egne produktionsmidler. Arbejderen er derfor tvunget til at påtage sig et lønarbejde af deres egen interesse i at overleve og ikke som følge af nogen ydre tvang, p. 135.

Det gør arbejderne afhængige af kapitalen, og i kapitlet om den såkaldte oprindelige akkumulation i første bind af Kapitalen omtaler Marx, hvordan “De økonomiske forholds stumme tvang besegler kapitalistens herredømme over arbejderen,” (s. 1029 i Rhodosudgaven).

Den stumme tvang er et eksempel på det, mange på venstrefløjen i dag kalder for strukturel magt, idet det er en form for magt, der ikke udøves af nogen handlende person, men angiveligt af nogle økonomiske “strukturer”, og Mau bruger en del plads på at diskutere begreberne magt og kapital. Det er dog svært at se, at Mau kommer mange spadestik dybere i forståelsen af “de økonomiske forholds stumme tvang”, end Marx gjorde i et enkelt afsnit af Kapitalen, og det må siges at være bogens store svaghed vurderet på dens egne præmisser, at forfatteren ikke formår at vise, at begrebet om den stumme tvang er et frugtbart begreb, der kan føre til interessante nye indsigter eller analyser.

Man behøver ikke være marxist for at erkende, at man har færre muligheder i livet, hvis man er fattig, eller hvis man ikke ejer sine egne produktionsmidler, i forhold til hvis man er rig og/eller kapitalejer, og det har ikke i sig selv noget med Marx’ værditeori, udbytningen eller klasseteorien at gøre. For Mau – som for Marx – indgår begrebet imidlertid i kapitalismekritikken, og dermed sættes det ind i en kontekst, hvor hele analysen kommer til at afhænge af udbytningsteorien og klasseteorien, og det er her, hele grundlaget for hans analyse skrider, for det har været vist siden slutningen af det 19. århundrede, at Marx’ værditeori er fejlagtig, at der ikke kan siges at finde nogen udbytning sted, når arbejdskraft og kapital aflønnes efter deres marginalproduktivitet, og at der derfor heller ikke eksisterer klasser under kapitalismen, der står i et antagonistisk modsætningsforhold til hinanden pga. udbytningen. Søren Mau forholder sig slet ikke til fagøkonomers kritik af Marx’ økonomiske teorier, han refererer ingen betydelige marxistiske økonomer, og han afviser – helt absurd – at Marx’ værditeori overhovedet skulle være en pristeori (kapitel 9), selv om hele hans analyse baserer sig på, at kun arbejdskraft kan skabe værdi, og at arbejderne udbyttes, fordi de arbejder i flere timer end, hvad der er nødvendigt for at reproducere arbejdskraften.

Det er ret imponerende, at filosoffen Søren Mau kan basere sin Ph.D.-afhandling på forkerte præmisser, uden at det tilsyneladende har fået nogen konsekvenser for bedømmelsen af hans forskning. Eller af bogen. Jeg har ikke set en eneste anmeldelse, der har nævnt denne helt afgørende svaghed, og hvordan i alverden kan filosoffer (og sociologer og visse politologer) slippe afsted med at bygge videre på for længst falsificerede teorier? Hvor begavet, belæst og seriøst Mau ellers er gået til opgaven, må man konkludere, at størstedelen af værket er crackpot-filosofi.

På den sidste side af bogen erklærer Søren Mau, at udgivelsen af bogen (og hans Ph.D.-afhandling?) skal betragtes som et stykke politisk aktivisme, for han slutter af med det fromme håb, at bogen kan bidrage en lille smule til afviklingen af det “destruktive, undertrykkende og mareridtsagtige system, vi kender som den kapitalistiske produktionsmåde” og han håber, at det vil muliggøre kommunismen.

Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt. Århus, 2021.
310 sider plus 98 sider litteratur og noter.

Torben Mark Pedersen

“DET ALMINDELIGE MENNESKE er under angreb og har været det i årtier. Uden at vide det.” Således indledes Den borgerlige orden, og ærindet med bogen er at sandsynliggøre, at det skyldes den indflydelse, som nogle af de vigtigste filosoffer i det 20. århundrede har haft. De overvejende tyske og franske filosoffer har erklæret krig mod den borgerlige orden, men da borgerlige intellektuelle ofte har negligeret kontinental filosofi, og da man ikke kan forsvare sig, hvis man ikke erkender, at man er under angreb, befinder vi os i en krise.

Bogens grundpræmis er, at det er ideer, der bestemmer verdens gang, s. 14, 25, og forfatternes ærinde er at undersøge de mest toneangivende moralske idéers filosofiske udspring – de idéer, som de samlet kalder “hadets filosofi”. Det er en god betegnelse, og det kunne passende have været titlen på bogen. Det er også en grundtanke i bogen, at “de religiøse idéer er de vigtigste. At de er fundamentet eller “idétæppet”, som alle andre idéer bygger på,” side 27. Derfor får sekulariseringen og den manglende gudstro så opløsende effekt, og “vores bog handler i et vist omfang om, hvad den manglende tro på Gud har medført,” og om alternativet, for “Hadets filosofi er et forsøg på at gentænke vores samfund uden kristendom,” side 31.

Sigtet med bogen er således bredere end blot at gøre op med identitetspolitik i dens forskellige afskygninger, for de omtalte opgør med al moral, med sandheden, med videnskaben og med det borgerlige liv opstod længe før, moderne identitetspolitik blev en sag. Identitetspolitikken kan imidlertid ses som en (foreløbig) kulmination på indflydelsen fra hadets filosofi.

Det er et vigtigt projekt, Eva og Rune Selsing har kastet sig ud i, og der findes ikke tilsvarende bøger på dansk. Alle borgerlige burde sætte sig ind i disse idéer, der ifølge forfatterne er en hovedforklaring på angrebet på den borgerlige orden og det borgerlige menneske, og det er nødvendigt at forstå, hvilke ideer, der står bag de samfundsomstyrtende tendenser, hvis man skal kunne forsvare sig imod dem.

Forfatterne, Eva og Rune Selsing, kræver næppe megen præsentation. Det intellektuelle power-par er begge cand. mag. i filosofi, og Rune er ydermere cand. polit. Begge har gjort sig bemærket i den offentlige debat som uforfærdede, konservative kritikere af tidsånden. Begge er tidligere liberale, Rune Selsing har været redaktør af LIBERTAS, hvori han anmeldte Jonathan Israels A revolution of the mind i nr. 48, og Eva Selsing har skrevet om Heidegger i LIBERTAS nr. 48 og om Adam Smith i nr. 49 samt anmeldt bøger i nr. 47.

Den borgerlige orden består af fire dele. Den første del er idehistorisk og gennemgår de filosoffer, der står bag hadets filosofi. I anden del dokumenteres det, hvordan hadets filosofi har haft en afgørende indflydelse på kunsten i det 20. århundrede, og i tredje del redegøres der for konsekvenserne for det levede liv. Fjerde del anviser veje tilbage mod en borgerlig livsform for den enkelte.

Det begynder med Nietzsche

Den idehistorisk gennemgang af det 20. århundredes vigtigste tysk-franske filosoffer, der har skabt “hadets filosofi”, er aldeles fremragende. Det er filosofiformidling, når det er bedst. Og selv om de omtalte filosoffer er svært tilgængelige, og ofte kryptiske grænsende til det uforståelige, er det imponerende så pædagogisk, forfatterne får uddraget de centrale ideer hos Nietzsche, Heidegger, Sartre m.fl., så selv ikke-filosofisk skolede får bibragt en forståelse af, hvordan deres tanker har bidraget til hadets filosofi. Forfatterne har et stort overblik over kontinental filosofi, og litteraturlisten og noteapparatet afslører en enorm belæsthed – og så det vist endda overvejende kun primærlitteraturen, de henviser til.

Hadets første og vigtigste filosof er Friedrich Nietzsche, der proklamerede, at Gud er død, forstået på den måde, at den kristne verdensopfattelse, moral og dyder er svækkede og ikke længere gyldige. For Nietzsche findes der ikke længere noget godt eller ondt, der er ingen moral. Alt er tilladt, og der findes kun viljen til magt.

Det er med Nietzsche, at hadet til det almindelige menneske med dets normalitet og slavemoral begynder, og Nietzsche indvarsler et nyt menneskesyn og et nyt menneske, det autentiske menneske, der frigør sig fra alle overleverede normer og moralbegreber. Overmennesket forstår, at der ikke er andre værdier end dem, som overmennesket selv vælger, at der skal være.

Heidegger

Martin Heidegger omtales som den betydeligste filosof i det 20. århundrede, og hos ham findes det andet store brud med traditionel, vestlig tænkning. Hvor Nietzsche smadrede den kristne moral, gør Heidegger op med forestillingen om, at subjekter erkender en objektiv verden, så der er tale om et opgør med det traditionelle vestlige sandhedsbegreb og videnskabsideal. For Heidegger findes der ikke nogen objektiv sandhed, og ingen objektiv virkelighed ud over det, mennesker har skabt. Mennesket har skabt sandhederne, og når “woke” aktivister i dag hævder, at sandheden er subjektiv og taler om “min sandhed”, så går idéen tilbage til Heidegger – ad krogede veje.

Det er umuligt at overvurdere de samfundsødelæggende konsekvenser af den tanke, for hvis vi helt opgiver ideen om, at der findes en objektiv virkelighed, og at der findes noget, der er sandt og falsk, så forsvinder ethvert grundlag for en fælles virkelighed, og verden bliver fragmenteret, uforståelig, kaotisk og utilregnelig, s. 55.

Lang tid før identitetspolitikken fik især Nietzsches og i mindre grad Heideggers tanker helt anderledes ødelæggende virkninger, idet de med deres forkastelse af al moral, objektiv sandhed og menneskelig værdighed blev en inspiration for de totalitære og voldsparate ideologier, fascismen og nazismen. Heidegger blev selv en overbevist nazist.

Det autentiske menneske

Det er også fra Heidegger, at idéen om det autentiske menneske stammer. Heidegger gør op med det ordinære liv, som de fleste af os lever. Vores småborgerlige liv er noget, vi er født ind i, det er ikke noget, vi har valgt. Og heraf følger to ting. For det første er der en form for usynlig social magt eller strukturer, der undertrykker os og holder os nede, når vi bare følger strømmen som flokdyr. Et tema, der videreudvikles af Foucault. For det andet er der det eksistentialistiske spor: Vi kan kun leve et egentligt eller autentisk liv ved at bryde med det kulturelle og traditionsbaserede lænker, der holder os fanget. Denne frigørelse fra det ordinære liv er et eksistentielt valg.

Sartres antiborgerlige eksistentialisme

Sartre var elev af Heidegger, og med ham populariseres den antiborgerlige, ateistiske eksistentialisme. Der findes ingen gud, ingen moral, mennesket skaber selv sine værdier og er selv ansvarligt for sine valg og for at vælge sin egen mening med livet. Hvor Heidegger mente, at vi ikke kan frigøre os fra vores baggrund, er mennesket hos Sartre dømt til at være frit, hvilket også betyder, at det kan gøre, hvad det vil. Det autentiske menneske vælger selv, det må realisere sig selv.

Med Sartre fik frigørelses- og selvrealiseringstanken sin masseudbredelse, og den forstærkede den totale værdi- og normopløsning fra Nietzsche og Heidegger og førte til en ekstrem optagethed af det enkelte menneskes subjektive værdier, sandheder og valg i livet.

Simone de Beauvoir

Sartres livsledsagerske, Simone de Beauvoir, indvarsler med Det andet køn den antiliberale feminisme, der er kendetegnet ved dens had til den borgerlige orden, og her introduceres køn som en social konstruktion: “man fødes ikke som kvinde – man bliver det.”

Kapitlet bærer overskriften “Kvinder, der hader kvinder”, og det vil måske overraske en del feminister, at Beauvoir skulle hade kvinder, men hun nedgør familien og al kvindeligt, og den barnløse Beauvoir afskriver moderrollen som uden værdighed og selvstændighed, moderkærlighed findes ikke, børn er perverse, og hun begejstres over Marx-Engels og Sovjetunionens løsning med samfundsmæssig opdragelse af børn. Beauvoir var selv en seksuel krænker, der blev frataget retten til at undervise i gymnasier pga. krænkelser mod mindreårige piger, som hun groomede til at have sex med Sartre og sig selv.

Ungdomsoprøret

Med ungdomsoprøret i 1968 opnåede alle venstreradikale ideer en enorm udbredelse. Sartre var allerede en intellektuel stjerne, men med ungdomsoprøret opnåede Herbert Marcuse, der var en del af Frankfurterskolen, decideret rockstjernestatus. Marcuse populariserede Heideggers og Sartres idéer om det frigjorte, autentiske menneske, og med udgangspunkt i Marx, Freud og Heideggers frigørelsesfilosofi og eksistentialisme formulerede Marcuse en potent oprørsfilosofi, der kombinerede kommunistisk revolution, fri sex, stoffer og selvrealisering – en populær cocktail blandt unge med trang til oprør.

Ungdomsoprøret var den foreløbige kulmination på de venstreradikale idéer, hadets filosofi, der siden Nietzsche havde fået afgørende indflydelse på samfundet.

Foucault

Fra Heidegger stammede idéen om alles magt over hinanden via usynlige sociale strukturer, og Foucault populariserede Heideggers beskrivelse af den undertrykkende magt mellem mennesker. For Foucault er alt magt, men magten er usynlig, diffus men også allestedsværende. Magt udøves, men udøves ikke af nogen. Den er strukturel og er udbredt i netværk mellem mennesker. Vi kan derfor aldrig undslippe den. Der vil altid være undertrykkelse og uretfærdighed, og samfundet vil altid være præget af konflikt. Den herskende magt er undertrykkende i dens forsøg på at ensrette os efter borgerlige normer og kapitalens behov, og målet er frigørelse fra de etablerede normer. Men selv hvis vi gør op med kapitalismen og det borgerlige liv, kan vi aldrig undslippe magten. Et noget deprimerende budskab.

Butler

Judith Butler er en radikal socialkonstruktivist og bannerfører for den såkaldte queer-teori, og hendes kønstænkning er stærkt inspireret af Foucault og Nietzsche. For Butler er køn en social konstruktion, og den vestlige kulturs opfattelse af, at der kun findes to køn, tjener ifølge Butler alene til at normalisere det heteroseksuelle liv og reproducere magten på de heteroseksuelles hænder, mens alle andre udgrænses og udskammes. Butler vil derfor omstyrte enhver forestilling om køn og seksualitet.

Identitetspolitik

Identitetspolitik er den foreløbige kulmination på hadets filosofi, s. 120. Den ser verden gennem Foucaultske briller og ser magt, undertrykkere og undertrykte overalt, og med intersektionalismen kan den enkelte samtidig tilhøre adskillige undertrykte grupper baseret på køn, hudfarve, seksualitet, m.v. Identitetspolitikken vil gøre op med alt bestående, både eksisterende samfundsinstitutioner og den enkeltes subjektive tanker om identitet. Det er et program, der vil føre til etnisk segregering (apartheid), had og splittelse langs alle tænkelige medfødte dimensioner, som ingen har valgt. Et samfund baseret på en grundlæggende lighed mellem mennesker og fælles værdier bliver en umulighed. Hadets filosofi er blevet til hadets politik.

Marx og alle de andre

Ovenstående ultrakorte referat af nogle at hovedpointerne i første del yder slet ikke Den borgerlige orden retfærdighed, og mange andre filosoffer nævnes og tages under kritisk behandling i bogen. Det er gjort meget overbevisende, men det kan undre, at traditionen fra Marx og Engels og senere marxister, post-marxister, neo-marxister nok nævnes men i det store og hele negligeres. Angrebet på den borgerlige orden begyndte ellers for alvor med Marx og Engels, der bød alle opløsningstendenser velkommen, og Marx betragtede alle traditionsbaserede menneskelige relationer som illusioner. Marx ønskede at ophæve de nationale fællesskaber, religionens fællesskab, moralen, det naturlige forhold mellem mand og kvinde og familien. I Det Kommunistiske Partis Manifest skriver Marx og Engels, at familien skal afskaffes, og at opdragelsen af børn i hjemmet skal erstattes af samfundsopdragelse, og Engels uddyber det i sin bog om Familiens oprindelse. Opfattelsen af at samfundet er grundlæggende konfliktfyldt, stammer også fra Marx, og det samme gør identitetspolitikkens idé om grupperettigheder. Marx afviste de universelle menneskerettigheder, og for Marx er det kun den undertrykte klasse, proletariatet, der reelt har nogen rettigheder. Marxister i det 20. århundrede droppede i mange tilfælde klassekampen og fokuserede i stedet på kulturkampen og på undertrykkelsen af minoriteter. Forfatterne nævner Marx og Frankfurterskolen og Sartres og Marcuses marxisme, og de skriver retfærdighedsvis også, at “hadets filosofi” kun er en del af den filosofiske baggrund for de opløsningstendenser, de beskriver, men arven fra Marx og senere marxister undervurderes efter min mening.

Kulturrevolutionen

Anden del af bogen omhandler kulturrevolutionen, og dermed vender forfatterne opmærksomheden mod, hvordan hadets filosofi har påvirket kunsten i det 20. århundrede.

Det er et interessant afsnit, der på overbevisende vis dokumenterer med kunstmanifester og udtalelser, at de vigtigste strømninger inden for malerkunsten i det 20. århundrede var stærkt påvirket af hadets filosofi. Det førte til et totalt opgør med den vestlige kunsttradition, og kunsten blev nu elitær, grim og meningsløs. Kunsten skulle provokere, og den fik et politisk formål. Dyrkelsen af det grimme blev en bevidst strategi for at bidrage til opløsningen af den borgerlige orden.

Når man læser kapitlet får man næsten dårlig samvittighed og føler sig som en forræder over for den borgerlige orden, hvis man synes, at nogle af Picassos billeder er fantastiske, og at nogle af Jorns malerier er elementært smukke. Det er, som om forfatterne glemmer Heideggers pointe om, at vi alle er født ind i givne omstændigheder, og at de nævnte kunstneres værker i dag ikke længere er subversive, men for længst er blevet en del af det 20. århundredes kunstkanon.

Den nye moral

Tredje del af bogen, der består af fire kapitler, handler om, hvordan hadets filosofi har påvirket det levede liv. Når hadets filosofi har fået så stor succes, er det fordi, den har udfyldt det tomrum, der fremkom med den manglende tro, s. 161, men hadets filosofi ødelægger samtidig liv.

Det forsøger forfatterne så at vise i fire kapitler omhandlende behovet for selvrealisering, altså behovet for at finde sin egen individuelle mening med tilværelsen og helst uden for hovedsporet af det borgerlige liv, om hadet til den borgerlige livsform, om kønsidentitet og om uforpligtende sex. Der er mange gode konservative pointer i de kapitler, men kapitlerne er ikke så analytiske som de to foregående dele, og vi får fortalt, hvad der er den rigtige måde at leve på, der rettelig hører til i det fjerde afsnit af bogen, og som også gentages der. Tre af de fire kapitler adskiller sig stilistisk fra de to første dele af bogen. De er ikke så analytiske, og de er langt mere småsnakkende med mange gentagelser, og man skal lede mere efter pointerne og de centrale budskaber i teksten. Det tog mig en del tid overhovedet at forstå, hvad der var meningen med kapitlet “Da mennesket lærte at hade sig selv”. Den enormt pædagogiske men også analytiske behandling af hadets filosofi kunne med fordel være anvendt her. Kun det tredje kapitel om kønsidentitet, “Hvem er jeg?”, har de samme kvaliteter som første del af bogen.   

Vejen tilbage

Bogens fjerde del hedder “Vejen tilbage”, og man skulle tro, at det så var vejen tilbage til den borgerlige orden. En opskrift på, hvordan vi kan vinde kulturkampen og bekæmpe hadets filosofi. Det er det ikke. Der anvises ikke nogen løsning på, hvordan hadets filosofi kan bekæmpes og dens indflydelse modvirkes.

I stedet rettes fokus mod det enkelte menneske og individuelle løsninger på problemet, og fjerde del bliver en slags selvhjælpsguide for konservative, der anviser, hvordan man bør leve det dydige liv, der er forenelig med den borgerlige orden. “Vejen tilbage” drejer sig om at finde tilbage til Gud! Det er lettere sagt end gjort for de fleste, men forfatterne har løsningen: “Det er et spørgsmål om vilje. Det er noget, vi vælger at tro på. Vi tager troens spring”, skriver de med henvisning til Kierkegaard, s. 215. Er det virkelig så let? Tidligere i bogen har de ellers skrevet, at “det vigtigste i livet er ikke noget, vi kan vælge,” s. 165. Det er det så alligevel.

“Mennesket har brug for det sakrale”, er titlen på det første kapitel, og hvis vi ikke formår trosspringet, så er der alligevel håb, for det guddommelige, det evige og det sakrale kan opfylde samme funktion i ens liv, og det guddommelige kan måske findes i kærligheden.

Det forbliver uklart, hvordan dét kan modvirke Nietzsches opgør med den kristne moral, men det handler det heller ikke om.

Denne fjerde del af bogen bevæger sig på et helt andet plan end de to første dele ved at fokusere på det enkelte menneske. Hvis en fornyet tro på Gud skulle være vejen tilbage for den borgerlige orden, så måtte det forudsætte, at flertallet kan blive omvendt til at tro på Gud, og ikke mindst alle de venstreintellektuelle, der dominerer på universiteterne, i kulturlivet og i medierne, men der gives ingen anvisninger på, hvordan det skulle ske. Der peges kun på en individuel løsning på noget, der er et samfundsmæssigt problem, og denne individualisering af problemet forekommer at være lidt ironisk efter de mange angreb på individualismen og individueringen.

Bogen skifter ikke bare tema i fjerde del men også sproglig karakter. Fra at være overvejende analytisk og (i de bedste afsnit) skrevet i et nøgternt sprog, bliver den nu nærmest til et personligt manifest og en trosbekendelse, der er argumenterende, formanende, belærende og docerende. Forfatterne vil overbevise om ikke ligefrem omvende læseren. Det er nærmest blevet til en katekismus i moralsk oprustning for kristne konservative.

Den sproglige stil bliver trættende med den formanende og docerende tone. Ikke mindst i det højstemte og over-intellektualiserende afsnit om, hvordan kærlighed og sex hører sammen, der i øvrigt indeholder ikke så få gentagelser fra kapitlet om uforpligtende sex. Jeg er ikke her på mine gamle dage grundlæggende uenig i, at det ideelt set burde være sådan i langt højere grad, at kærlighed og sex hører sammen, og at promiskuitet sjældent er godt for hin enkelte, men hele tonen i kapitlet er højstemt, belærende og moraliserende i en grad, så det bare bliver for meget. Selv når man er gift og har sex med hende, man vitterlig er vildt forelsket i, er det ikke altid, at vi inden den seksuelle akt: “er nervøse, forventningsfulde, måske også alvorlige, og opfyldt af tanken om det menneske, hvis nærvær er noget særligt for os…”. Det lyder helt religiøst, men nogle gange er sex – også i ægteskabet – bare spontant, vildt, dyrisk og dejligt og noget, man mere føler end reflekterer over. Nogen ville faktisk mene, at for megen refleksion kan ødelægge sexlivet.

Kapitlets mange puritanske formaninger kan ikke undgå at irritere. Man får nærmest at vide, at selv den sex, man har i ægteskabet, er forkert, hvis den ikke er alt det, forfatterne postulerer, den skal være.

“Dit køn er dit anker” og “Det evige fællesskab i nationen” indeholder gode borgerlige ord om vigtigheden af ens køn og af den nation, man er født i. Meget mere nøgternt skrevet end det foregående afsnit om ægteskab og sex, og man opdager, at man kan trække vejret roligt igen efter det forrige afsnits hæsblæsende tempo. Begge afsnit virker dog påklistrede, og det er lidt svært at se, hvordan de indgår i “Vejen tilbage”. De er mere konstaterende end handlingsanvisende.

På dette tidspunkt i læsningen gruer man lidt for, hvad man bliver budt på i det afsluttende kapitel med den forfærdelige titel “Verdens sjæl” (forfatterne er i det hele taget glade for ordet “sjæl”). Første del er mest en opsummering af de foregående dele af bogen, men så går den over til at stille spørgsmålet: Når vi nu anerkender det enkelte menneske behov for at individuere sig, hvordan kan det så gøres på en opbyggelig måde. Og så tales der ellers direkte og formanende til læsere: Det er ikke ved at gøre…, at DU…, DU skal… og DU bør…

Jeg ved ikke hvem inden for bogens målgruppe, de forestiller sig har brug for den slags belæringer? Ingen bryder sig om den slags smagsdommeri, og det er som om forfatterne ønsker at skubbe alle de borgerlige læsere fra sig, der ikke lever op til de høje krav til det borgerlige liv, som de forstår det. Vi er trods alt alle kun mennesker, men det levner bogens sidste del ikke megen forståelse for.

Det vil også være svært at finde noget menneske, der ikke vil føle sig ramt af de bombastiske angreb på alt det, forfatterne ikke kan lide, eller ikke vil føle sig utilstrækkelige, fordi de ikke “kultiverer vores sjæl gennem livet og bliver visere og bedre,” som om man nødvendigvis blev et bedre menneske af at læse bøger. Gid det var så vel, men hadets filosoffer er netop eksempler på det modsatte. Vi skal angivelig blive “visere og bedre” ved at “læse stor litteratur, smuk poesi og reflektere over det rigtige og forkerte.” Seriøst? Kan man kun være en del af den borgerlige orden, hvis man tilhører en lille intellektuel åndsaristokratisk elite? Jeg lever selv et liv med bøger, men denne elitære form for kulturelt snobberi er for arrogant selv for mig, og i sin essens er den vel nærmest anti-konservativ og anti-borgerlig? Den borgerlige orden konstitueres først og fremmest af helt almindelige mennesker, der passer deres daglige dont, gør deres pligt og værner om og elsker deres familie, hjemstavn og fædreland.

Epilog – angrebet på liberalismen

Indtil jeg nåede Epilogen, glædede det mig, at hadets filosofi omtales som venstreradikalisme og ikke “liberalisme”, som de to forfattere ellers har skudt på igen og igen i den offentlige debat. Det er der mange konservative debattører, der kunne lære en del af. Sartres antiborgerlige eksistentialisme har ikke noget med liberalisme at gøre, blot fordi den handler om frigørelse, og Nietzsches frigørelse fra al moral har heller ikke. Men i epilogen introduceres liberalismen så som en opløsningsideologi, og så får den på alle tangenter. Forfatterne definerer “liberalisme” så bredt, at konservative som Thatcher og Reagan og socialdemokraterne Tony Blair og Poul Nyrup Rasmussen kan kaldes liberale. Forfatterne hævder, at det er “liberalismens” skyld, at vi ikke længere taler om borgerlig moral, fordi liberalisme ikke handler om moral men kun om forholdet mellem individ og stat, hvilket er forkert, og hvilket forfatterne udmærket er klar over, eftersom de selv henviser til Adam Smiths moralfilosofiske hovedværk, Teorien om de moralske følelser.

Hvis det skulle have sin rigtighed, så måtte det også forudsætte, at liberalismen havde haft et ideologisk, kulturelt og værdipolitisk hegemoni i hele efterkrigstiden, hvor hadets filosofi er vundet frem. Det henvises til Patrick Deneens Why liberalism failed som støtte for den påstand, idet Deneen påstår, at liberalisme “har omskabt vores verden i sit ideologiske billede”, s. 263. Argumenter præsenteres læseren ikke for.

Det er rigtigt, at de politiske institutioner i  Vesten er liberale i deres oprindelse, og at næsten alle parlamentariske partier i Danmark og i Vesteuropa i efterkrigstiden har støttet op om det liberale demokrati, om menneskerettigheder, privat ejendomsret, frihandel og det private erhvervsliv, men det betyder ikke, at liberalismen har været ideologisk og kulturelt dominerende i de seneste 55 år, hvor velfærdsstaten, skattetrykket og den offentlige beskæftigelse er eksploderet, hvor hadets filosofi har vundet frem på universiteterne og i intellektuelle kredse, og hvor venstreintellektuelle og ikke liberale har besat alle betydende poster i kulturlivet, folkekirken, undervisningssektoren, den offentlige administration og i medierne.

Om noget har det været socialismen især i dens socialdemokratiske og kulturradikale variant, der har været den dominerende ideologiske, kulturelle og politiske kraft i Danmark og i det meste af Vesteuropa i efterkrigstiden kombineret med en mere yderliggående socialisme samt de venstreradikale hadets filosoffer. At hævde, at alle socialdemokrater i virkeligheden er liberale, er meningsløst, for når Socialdemokrater ikke har talt om dyd, Gudstro og seksualmoral i 1950’erne og 60’erne, så skyldes det ikke, at de har læst Rawls (1970) eller Nozick (1974). Det skyldes arven fra Marx, Engels, Lenin, Kautsky og senere socialdemokratiske og post-marxistiske filosoffer. Socialdemokratiets fokus på offentlig velfærd og materiel velstand frem for på kultur, kristendom, moral og åndelige værdier skyldes heller ikke, at Hedtoft, Hansen, Kampmann, Kragh eller Anker havde forlæst sig på liberale filosoffer, men at de er rundet af en politisk tradition, der haft fokus på penge, udbytning, klassekamp og en antikapitalistisk kulturkamp. Det var heller ikke liberalismen, der lå bag ungdomsoprøret, men marxister som Sartre og den revolutionære Marcuse, og i Danmark fik munkemarxisterne (kapitallogikerne) og andre marxistiske skoler vind i sejlene og kom til at dominere på universiteterne i kølvandet på ungdomsoprøret. Kvindebevægelsen blev også venstreorienteret, hvor den oprindelig havde været liberal.

Det er også besynderligt at introducere et helt nyt tema i en epilog, men her som andre steder i bogen synes forfatternes behov for at polemisere at tage overhånd, og det er synd, at forfatterne ikke har kunnet beslutte sig for, om de ville skrive en polemisk debatbog, hvor de angriber alt og alle, der ikke er 100 pct. enige med dem, eller en filosofisk funderet samfundsanalyse.

Afslutning

Kan bogen så anbefales? Jeg ville meget gerne kunne sige ja, fordi jeg er sympatisk indstillet over for projektet, og det er vigtigt, at borgerlige forstår, hvilke ideer, der truer den borgerlige orden, men i sin helhed er bogen ikke vellykket.

Første del af bogen, den idehistoriske, er som nævnt fremragende, og den burde læses af alle med interesse for tidens opløsningstendenser, identitetspolitik og woke. Fremstillingen er pædagogisk og præget af et stort overblik. Det er filosofisk formidling, når det er bedst. Anden del af bogen er også strålende.

Tredje del af bogen er for heterogen, og store dele af den mangler den analytiske tilgang, der prægede de to første dele. Fjerde del af bogen kan man med fordel springe over, medmindre man er særligt interesseret i konservativ oprustning, og i øvrigt elsker at blive talt ned til, og epilogen er lige til papirkurven.

En væsentlig anke mod bogen er, at den alt for tydeligt bærer præg af at være skrevet af to forskellige personer med hver deres skrivestil og meget forskellige temperamenter. Det er der kommet et meget ujævnt og heterogent produkt ud af. Som læser efterlades man også med indtryk af, at det lille forlag, Eksistensen, ikke har haft ansat nogen litterær konsulent, der kritisk har gennemgået bogen.

Eva Selsing og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske. Forlaget Eksistensen, Frederiksberg, 2022. 267 sider plus 15 sider litteraturliste og noter. Set til 274,95 kr. på Saxo.com.

Peter Kurrild-Klitgaard[1]



“The desire to be believed, the desire of persuading, of leading and directing other people, seems to be one of the strongest of all our natural desires. It is perhaps, the instinct upon which is founded the faculty of speech, the characteristic faculty of human nature … Great ambition, the desire of real superiority, of leading and directing altogether peculiar to man, and speech is the great instrument of ambition, of real superiority, of leading and directing the judgments and conduct of other people.” Smith (1759, VII.iv.24; s. 336).

Med SVM-regeringens nye blasfemilov (”koranloven”) blev der i sensommeren 2023 for første gang i årtier iværksat en stærk og bred indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark. Ovenikøbet med støtte fra ikke bare regeringspartiet, Venstre: Danmarks Liberale Parti, men også fra nogle af de mere eller mindre venstreorienterede partier, som ellers gerne ynder at fremstille sig som anti-autoritære i en eller anden form (Alternativet og Det Radikale Venstre).

Det er de ikke altid ene om: Partier på højrefløjen har også i nyere tid nu og da tilsluttet sig eller gået forrest med forslag om indgreb i ytringsfriheden, men som regel primært når disse har kunnet vinkles i en anden, typisk mere nationalistisk retning. Det skete f.eks., da Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti i sommeren 2023 alle ville have forbudt flagning med fremmede statsflag, eller når DF gentagne gange (f.eks. 2005 og 2012) har villet forbyde forhånelse af Dannebrog—desuagtet at begge dele klart er udtryk for ytringer i mindst lige så stor grad som afbrænding af koranen.

I det følgende vil jeg kort sætte forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden ind i en større kontekst: Hvad er argumenterne for en så udstrakt grad af ytringsfrihed som mulig? Hvad er nogle af de dårligste argumenter, som har været fremført til fordel for den nye blasfemilov? Og er der en fare for, at en sådan stramning vil være begyndelsen på en politisk glidebane?

Ytringsfriheden som præmis

Det har siden Oplysningstiden været en grundpræmis i den moderne, vestlige politiske tradition, at borgerne som udgangspunkt skal være frie: At det ikke er deres friheder, der skal retfærdiggøres men indgrebene i dem, og at der skal argumenter til for at gribe ind, og som regel tungtvejende.

Dette synspunkt, som filosoffen Anthony de Jasay (1925-2019) har kaldt ”frihedens formodning”,[2] er essentielt et ”negativt” argument om, at det er indgrebene, der som undtagelser kræver retfærdiggørelse. Det skal de, fordi alternativet ville være absurd: Mennesker kan gøre uendeligt mange forskellige ting, som selv ikke den mest avancerede menneskelige eller kunstige intelligens vil kunne gennemskue alle tænkelige omstændigheder eller konsekvenser af. Det vil f.eks. være absurd at have den præmis, at det er den anklagede, som skal bevise, at vedkommende er uskyldig, al den stund at det ofte vil være umuligt at bevise uskyld. Det vil også ofte være umuligt f.eks. at bevise, at dét, man hævder som ens ejendom, ikke kunne tilhøre en anden, eller ville kunne bruges bedre af en anden, osv. Heraf følger som naturlige formodninger f.eks. principper som: At man er uskyldig — medmindre det kan bevises, at man er skyldig (retssikkerhed). At ens ejendom tilhører én — medmindre det kan påvises, at man er kommet uberettiget til den (privat ejendomsret). Osv., osv.[3] At anlægge den omvendte præmis — f.eks. at noget kun er tilladt, hvis det ikke kan bevises at være skadeligt — vil næsten uvilkårligt betyde et totalitært system, eller i hvert fald et totalitært udgangspunkt.

Samme logik kan bruges om ytringsfriheden specifikt. En grund til, at vi bør anerkende ytringsfrihed som et naturligt udgangspunkt — og hvis eventuelle begrænsninger altid er dem, der skal retfærdiggøres — er, at alternativet forekommer et sted mellem absurd og praktisk umuligt. Det gælder især, hvis man anlægger meget brede og subjektive kriterier for, hvornår noget påvirker andre negativt. Et system, hvor det som udgangspunkt ikke er frit at ytre sig, men hvor der skal spørges om lov til at tale og skrive, vil i praksis være en umulighed. En påstand om, at ytringer kun kan tillades og være straffri, hvis det kan bevises, at de ikke i en meningsfuld forstand er skadelige, ville lægge en helt urimelig byrde på alle, som ville måtte ønske at ytre sig og ville i praksis betyde en slags obligatorisk forhåndscensur.

Så indskrænkninger i ytringsfriheden bør kun kunne forekomme, hvis der er tungtvejende argumenter for, at fraværet på indskrænkninger vil kunne være den direkte årsag til meget alvorlige, negative konsekvenser. Kan den nye blasfemilov klare den tærskel? Næppe — herom nedenfor.

Men dertil kommer, at ytringsfriheden også er en af de få, klassiske rettigheder, der er, hvad filosoffer på engelsk kalder ”compossible”: D.v.s., at den enes ret kan eksistere uden at den automatisk konflikter med en andens rettigheder. Min frihed til at ytre noget uden, at statsmagten censurerer det, går ikke ud over en andens frihed til at ytre det stik modsatte. At rettigheder skal være ”compossible” er et simpelt krav, som mange andre postulerede rettigheder imidlertid ikke kan leve op til, hverken logisk eller i praksis, hvorved mange af dem i virkeligheden bliver meningsløse. Det gælder f.eks. de fleste, såkaldte ”positive” rettigheder eller velfærdsrettigheder (jf. f.eks. Berlin (1969)). Men det ville også gælde en ”positiv” ret til at kunne leve uden at føle sig ”krænket” af andre — hvorom nedenfor.

Ytringsfrihedens konsekvenser

Der er også andre, mere pragmatiske og konsekventialistiske argumenter for ytringsfriheden: En solid ytringsfrihed og en fri samfundsdebat går som regel hånd i hånd med de fleste andre ting, de fleste af os synes godt om. Begge dele fremmer pluralisme, tolerance og kritik af magthavere og er dermed i sidste ende med til at gøre samfund rigere og friere. Forskere, som har studeret ytringsfrihed ved hjælp af data fra mange lande, har fastslået, at denne typisk går hånd i hånd med de fleste ting, som mennesker som regel værdsætter: Velstand, økonomisk vækst, økonomisk frihed, trosfrihed, tolerance, demokrati, retssamfund, o.s.v.[4]

At to ting går hånd i hånd, positivt eller negativt, er som bekendt ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det ene medfører det andet. Begge dele kan have en fælles bagvedliggende årsag—eller skyldes noget helt tilfældigt. Men er man i tvivl om, at der er en positiv sammenhæng mellem, hvor frit man kan ytre sig i et samfund, og hvilke gode ting, der i øvrigt ellers karakteriserer det, kan man blot se på de regimer, som det seneste århundrede tid har været utiltalende af alle andre mulige årsager: Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien, Francos Spanien, Stalins Sovjetunionen, Maos Kina, Pol Pots Cambodja, Ceausescus Rumænien, Honeckers DDR, Hoxhas Albanien, Bothas Sydafrika, Khameneis Iran, Assads Syrien, Castros Cuba, Chavez’ og Maduros Venezuela, Kim-familiens Nordkorea, o.s.v., o.s.v. Alle har de været kendetegnet ved at have mindsket ytringsfriheden eller opretholdt allerede eksisterende drakoniske indgreb. Næppe nogen af dem ville have kunnet overleve så længe, hvis der havde været en udstrakt ytringsfrihed.

Man kan omvendt betragte de lande, hvor man siden Anden Verdenskrig generelt har haft fred og størst frihed og velstand: Dét Vesten, hvortil millioner af mennesker søger hvert eneste år, legalt eller sågar illegalt, og hvor ytringsfrihed siden Oplysningstiden har været en af grundstenene.

At der skulle kunne være sådanne fundamentale, positive sammenhænge mellem friheden til at ytre sig og alt muligt andet godt er i grunden slet ikke så mærkeligt. Det er svært at forestille sig f.eks. politisk frihed, religiøs frihed eller økonomisk frihed, hvis man ikke samtidig har retten til at ytre sig — og herunder også at sige eller skrive ting, nogle ikke kan lide.

Der er, med andre ord, grunde nok til, at et samfund skal værdsætte ikke blot menneskers fundamentale ret til ikke at blive underkastet censur eller straf af statsmagten på grund af deres synspunkter eller ytringer, men også de andre ting, der hører med til en fri debat. En samfundsdebat, hvor kun de på forhånd accepterede synspunkter må ytres eller ikke kan ytres uden risiko for straf, er ikke en debat, men et skuespil, hvor skuespillere leverer forfatternes prædefinerede udsagn.

Ytringsfrihed som opdagelsesproces

Det kan derfor være, at vi skal minde os selv om, at der faktisk er gode ting ved en fri og pluralistisk debat, der har plads til selv uspiselige holdninger—udover at det er en fundamental menneskerettighed og en, der synes at gå naturligt hånd i hånd med andre positive fænomener.

En af idéhistoriens største profiler, den liberale John Stuart Mill (1806-1873), sammenfattede i Om Friheden, Mill (1859) fire grunde til, at en fri og åben samfundsdebat er en god ting. Den helt grundlæggende er dét, filosoffer ville kalde epistemisk: Vi kan som mennesker simpelthen ikke vide med absolut sikkerhed, om de udsagn, andre vil komme med, er sande eller forkerte, eller hvilken værdi de har. At antage, at vi ved, hvad de vil ytre, og hvad værdien af deres udsagn måtte være, er at antage, at vi selv er alvidende og ufejlbarlige — og det er vi ikke. Derfor bør grundpræmissen være, at folk skal kunne ytre selv de mest uspiselige holdninger. Det er et ræsonnement meget tæt på det, der her ovenfor er kaldt ”frihedens formodning”.

Mills anden grund er, at selv hvis de udsagn, man ikke kan lide, indeholder overordnede eller specifikke fejl, så er det dog også muligt, at de indeholder elementer, der er sande eller værd at høre på. Kun når modsatrettede synspunkter mødes gennem argumentation og brydes, vil man kunne nå frem til en dybere viden.

Mills tredje grund er, at selve de holdninger, man forfægter som opposition til dét, man ikke bryder sig om, har brug for at blive udfordret og afprøvet. Hvis holdninger får lov til at stå alene, blot fordi modstanderne ikke kommer til orde, så er accepten af dem ikke båret af fornuft, men af fordomme og som værende dogmer.

Den fjerde og sidste grund, Mill gav, var tæt forbundet: At når først et synspunkt bliver til et dogme, der ikke kan eller må udfordres, stivner det og risikerer lettere at blive kastet til side.

På den måde kan man reelt se ”ytringernes marked” som en slags opdagelsesproces — præcis på samme måde, som Hayek har set traditionelle, kompetitive markeder, Hayek (2002). En arena, hvor subjektive værdier udveksles, og hvor man dermed kollektivt — uden at nogle vil det — får frasorteret de dårlige produkter og fremmet de gode. Eller i hvert fald får et bedre resultat end nogen central planlægger ville kunne kalkulere sig frem til, at man ville få gennem statslig styring, jf. Mises (1990).

Dårlige argumenter for at indskrænke ytringsfriheden

De forudgående argumenter dikterer, som sagt, at det er indgreb i borgernes friheder—herunder ytringsfriheden—der må være undtagelserne og om nødvendigt skal retfærdiggøres med tungtvejende argumenter.

Men forsvarerne for SVM-regeringens plan om at indskrænke ytringsfriheden kom imidlertid primært med ganske dårlige argumenter. Selv landets statsminister og tænksomme personer som juraprofessor Ditlev Tamm, selverklærede liberale profiler som Jan E. Jørgensen og Søren Pind, samt forfatteren Jens Christian Grøndahl har excelleret i nogle af de dårligste, der længe er set i dansk politisk debat. I det følgende kommer en hurtig opsummering af nogle af de mest hyppigt fremførte og med tilknyttede kommentarer.

”At brænde bøger tjener ikke noget formål og er ’meningsløse’.” Men at en handling af nogle vurderes som meningsløs er ikke det samme som, at den ikke har en mening. Meget kan man sige om Rasmus Paludan, men ikke at der ikke er mening med galskaben. Det kan være én, man er uenig i form eller indhold af, men meningsløs er den på ingen måde. I øvrigt begår vi alle hver eneste dag et hav af ting, der forekommer meningsløse for andre: Nogle beder til en gud tre gange om dagen eller bærer en medaljon med en helgens billede om halsen, mens andre tænker overdrevet meget på klimaet eller Romerriget. Det er ikke handlinger, som vi derfor først skal have tilladelse til eller straffes for at gøre. Friheden er ikke frihed, hvis den forudsætter, at andre først skal give deres samtykke til formålet.

”At et forbud ikke er en begrænsning, fordi afbrænding slet ikke er en ytring.” I så fald må man ligeledes konkludere, at det så heller ikke var politiske ytringer, da rødstrømperne brændte deres BH’er, eller da Vietnamkrigsmodstandere brændte deres indkaldelsespapirer, eller da ungarere i 1956 brændte bøger af Marx og Lenin. Men naturligvis er en handling en ytring, hvis den har et klart og erklæret formål. Derfor har domstole i flere lande da også konkluderet, at f.eks. det at brænde et flag som en protest bør falde ind under ytringsfriheden. SVM-regeringens egne embedsmænd i Justitsministeriet var da også lynhurtige til at trække gulvtæppet væk under statsministeren, da de i bemærkningerne til lovforslaget gjorde det klart, at politiske happening som f.eks. afbrændinger faktisk kan være ytringer.

”At et forbud imod bogafbrænding kun er en ’lillebitte’ indskrænkning af ytringsfriheden.” Men at noget kun er et lille indgreb eller en beskeden stramning er ikke i sig selv et argument for, at det er det rette at gøre. Som bekendt var det også et enkelt strå, der knækkede kamelens ryg. Snarere kunne argumentet med tilsvarende ret vendes om og bruges til at argumentere for, at man burde lempe allerede eksisterende begrænsninger af ytringsfriheden.

”At bogafbrænding nærmest allerede er forbudt, fordi det er forbudt at forhåne fremmede flag.” Men den relevante paragraf i den danske straffelov er ikke blevet anvendt i næsten 100 år. Tværtimod er israelske, amerikanske, franske og tyske flag blevet brændt af jævnligt og ikke retsforfulgt, fordi den generelle vurdering hos politi og anklagemyndighed har været, at, ja, det faktisk ville være et indgreb i ytringsfriheden.

”At det at brænde bøger er ’hærværk’ og i sig selv et indgreb i ytringsfriheden og derfor bør være forbudt.” Men hvis frihed krænkes af, at Koranen afbrændes: Muhammeds? Allahs? I hvert fald ikke den muslim, der måtte føle sine følelser gået for nær; vedkommende ejer ikke andres bøger, og afbrænding af en helt anden bog, begrænser ikke hans frihed til at nyde sin egen koran. Pointen er vel også, at de fleste forfattere netop har kunnet ytre sig frit—og så den åbenlyse krølle på halen, at forfatteren nok har ophavsret til en bogs tekst men ikke ejer selve den fysiske bog, som han som regel har taget sig betalt for at sælge.

”At brænde bøger af er dårlig opførsel”. Men god opførsel er en ret subjektiv størrelse, som få vil være enige om, når man dykker ned i detaljerne. Men det er også langt fra tilstrækkeligt: Der er mange handlinger, som mange eller sågar de fleste vil sige udgør ”dårlig opførsel”, men som ikke automatisk bør føre til straf fra statens side: At lyve for sine forældre, at være sin kæreste utro, eller at gå med beskidte tæer og sandaler i offentlighed. Skal alt, hvad nogle mener er ”dårlig opførsel”, være ulovlig, ender man i en totalitær stat.

”At bogafbrænding minder om nazisterne.” Man sammenligner altså dét, at en privat borger brænder vedkommendes egne bøger af med dengang, da et totalitært politisk regime sendte bevæbnede bøller ud for at beslaglægge modstanderes bøger fra biblioteker for derefter brænde dem af på statens vegne? Det er næppe et argument, man kan tage seriøst.

”At ytringsfriheden ikke er absolut.” Men ingen ved deres fulde fem vil hævde, at ytringsfriheden juridisk set er ”absolut”—og bortset fra nogle ganske få anarkister vil ikke mange hævde, at den altid og helt bør være det. Men at ytringsfriheden allerede er begrænset på nogle områder, er heller ikke i sig selv et meningsfuldt argument for, at den skal være det på flere. Den store forskel er desuden, at langt de fleste eksisterende begrænsninger omhandler ”objektivt” konstaterbare eller direkte negative konsekvenser for andre. Her er der tilsyneladende alene tale om at beskytte subjektive følelser eller ikke at provokere reaktioner fra dem, der måtte føle sig ”krænket”.

”At ’hellige skrifter’ skal beskyttes”. Men hvorfor egentlig det? Mange har lige så stærke følelser for politisk-ideologiske værker. Både Maos millioner af rødgardister og millioner af ofre havde stærke følelser for Maos ”Den Lille Røde Bog”. Andre har det for skønlitterære værker—som illustreret af polemik om forfattere fra Ayn Rand over Salman Rushdie til J.K. Rowling. Og hvem definerer, hvilke skrifter der er hellige og hvordan?

”At bogafbrænding udgør en trussel mod Danmark”. Her sammenblander man den rimeligvis for mange irriterende Rasmus Paludan med de fanatikere, der har truet ham, vilkårlige danskere og danske virksomheder med vold og sanktioner. Men det er jo ikke Paludan og sympatisører, som truer med vold. Truslen vil være derimod væk, så snart nogle mennesker ikke mener, at deres religiøse følelser skal trumfe alt og kan retfærdiggøre vold. Men pointen er naturligvis, at det er lettere at begrænse danskernes ytringsfrihed end at slås mod tre snese lande, et utal terrorister og millioner af feta-spisere. SVM-regeringens indskrænkning af ytringsfriheden handler om dét—og opportunisme og egen afmagt. Det skulle man så bare være ærlig om.

”At man ikke må krænke andres følelser.” Faktum er, at alle kan føle sig ”krænket” over et eller andet—og hvad som helst vil altid kunne være noget, som en eller anden vil kunne føle sig krænket over. Hvis nogen kan føle sig krænket over f.eks. Rasmus Paludans kritik af islam, ja, så er der er andre, der kan føle sig krænket over socialisters tirader mod landbrug, selvstændige erhvervsdrivende og folk, der tjener over gennemsnittet. Endnu andre der kan føle sig krænket over, at nogle tror på én gud, andre på en anden gud, og endnu andre over, at der er nogen, som slet ikke tror.

Men at føle sig ”krænket” på deres følelser er, først som sidst, alene en subjektiv følelse, der er kategorisk væsensforskellig fra en geværkugle i hovedet, en knippel i maven eller et afbrændt hus. Det øjeblik, hvor man giver den, der føler sig ”krænket”, vetoretten overfor, hvad der må ytres, vender man reelt bevisbyrden om, så det er retten til at ytre sig, der skal retfærdiggøres. Medmindre man vil være villig til at censurere alt, der tænkeligt kan krænke nogen—og så får man som antydet travlt—bliver det uvilkårligt til et spørgsmål om, hvis (subjektive) ”krænkelser”, der skal tælle mere end andres. Den slags kan i sagens natur ikke nedfældes i lov—og dermed bliver det en endog enorm magt at tillægge embedsmænd og domstole, og uden tvivl med stor vilkårlighed til følge.

At forbyde ytringer blot fordi de støder andre er på den måde en meget usikker vej for et civiliseret samfund. Langt bedre er det, at man som mennesker og samfund praktiserer det moralske princip, der i århundreder er blevet kaldt ”sølvreglen”: Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, de skal gøre mod dig. Så hvis man ikke ønsker, at andre taler grimt om og til en selv, bør man selv lade være med at tale grimt—og ønsker man ikke, at andre skal begrænse ens frihed til at tænke, tro og ytre sig, bør man selv lade være med at begrænse andres tilsvarende frihed.

Faren for den politiske glidebane

Bortset fra de tungtvejende logiske, moralske og konsekventialistiske argumenter for ytringsfrihed, og bortset fra de ringe argumenter for at begrænse samme, er der et andet hensyn, som alle, der værdsætter grundlæggende friheder, bør have in mente. Det er det såkaldte ”glidebane”-argument: At man skal passe på med at indskrænke borgernes frihed på et område, fordi det let kan føre til mere vidtgående indgreb senere. Et argument som liberale koryfæer som Ludwig von Mises (1881-1973) og F.A. von Hayek fremførte i deres advarsler om, at indgreb vil kunne føre til nye indgreb og dermed i sidste ende være en vej til trældom.[5]

Men advarslen om at den nye blasfemilov ville kunne være begyndelsen på en glidebane er kommet fra et politisk meget bredt felt af kritikere: Chefredaktører og lederskribenter fra stort set alle aviser, samt historikere, jurister, politologer, kunstnere og debattører. Det har en del af regeringens støtter til gengæld afvist — inklusive statsministerens ovennævnte, bredt latterliggjorte ræsonnement om, at der ikke kan være tale om en glidebane for ytringsfriheden, fordi der slet ikke er tale om ytringer. Justitsministeren Peter Hummelgaards indvending var den mindre sofistikerede, at det — risikoen for en glidebane — ”anerkender” han simpelthen ikke som et problem.

Men den politiske og moralske glidebane er reel. For det første er det velkendt, at har mennesker først en gang overskredet en grænse, er det rent psykologisk givetvis lettere for dem at overskride den igen — eller overskride den mere. Det er lettere for den nye ryger at tage cigaret nr. 2, end det var at tage nr. 1. Det er lettere for seriemorderen at myrde nr. 2, end det var at myrde nr. 1.

For det andet bliver fortidens handlinger også uvilkårligt brugt som begrundelser for fremtidens. Meget få af dem, der støttede de første moderate forslag om indførelse af sikkerhedsseler i 1970’erne, havde formodentlig ventet, at det i løbet af få år ville blive lovpligtigt for alle passagerer. Eller at de lovpligtige sikkerhedsseler et par generationer senere ville blive brugt som argument for lovpligtige cykelhjelme, air-bags, o.s.v. Har man først købt den første præmis (at folk skal beskyttes mod egen dumhed), bliver det svært at argumentere imod at pakke dem ind i vat.

En tredje faktor er, hvad man kan kalde status quo-tyranniet:[6] Det er erfaringsmæssigt sværere at afskaffe en lov end at indføre en ny.

Derfor er politik og historien også fyldt med eksempler på farlige glidebaner. Når først en upopulær skat eller afgift er indført, er den svær at komme af med og, alt andet lige, lettere at hæve eller øge end den var at indføre. Den nye ”top-topskat”, som ikke vil give nævneværdigt flere penge i statskassen men til gengæld mindske arbejdsudbud, er et illustrativt eksempel.

Man så også under corona-pandemien, hvor hurtigt mennesker vænnede sig til ganske drakoniske indgreb i deres liv. Da borgerne først havde fået pålæg om at holde afstand til hinanden, var der få københavnere, der protesterede over, at man pludselig kun måtte motionsløbe den ene vej rundt om Søerne og slet ikke løbe i Frederiksberg Have—selv når der ikke var spor evidens for, at forbuddene ville betyde noget som helst i praksis.

Man har også set glidebanen i totalitære regimer. Havde tyskerne vidst, hvad nazisterne med tiden ville gøre imod jøderne, tyskerne selv eller resten af Europa, havde de næppe stemt så overvældende på NSDAP i 1933. Men med den konstante eskalation, måned for måned, over en årrække blev det til en del af hverdagslivet, indtil den dag udryddelseslejre og totalkrig var hverdag.

Glidebanens farlighed ses da også med al tydelighed allerede i forslaget om stramning af ytringsfriheden. Dels begyndte forslaget i sommeren 2023 som et argument om, at koranafbrændinger foran ambassader var et problem, som man ville løse med et ”meget, meget lille” indgreb—en rent ”kirurgisk” ”nålestiksoperation”. Men da jurister og politikere den næste måned havde haft fingrene nede i dejen, fremstod de kirurgiske redskaber som havende været en forhammer, en motorsav og en buskrydder og udført af en enøjet person. Det fremsatte lovforslag endte således med at gå langt, langt videre: Rækkevidden blev udstrakt til ”utilbørlig” behandling af religiøse symboler i almindelighed—eller genstande der blot kan minde om sådanne. Konsekvensen blev et lovforslag, der var så langt mere vidtgående end den gamle, afskaffede blasfemilov, at myndighederne enten vil kunne komme til at skulle gribe ind overfor kunstnere og ganske ordinære politiske protester—eller håndhæve loven helt arbitrært.

Dels ses adfærdsændringen allerede andre steder. Som debattøren Eva Gregersen har påpeget, har regeringen også afvist at føje Muhammedkrisen til folkeskolens historiekanon med henvisning til præcis samme ræsonnement: At man ikke bør støde de samme muslimske lande, som regeringen senere lod diktere et dansk forbud. Man har med andre ord underordnet ikke bare forsamlings- og ytringsfriheden men også uddannelsespolitikken, hvad en række af verdens mest autoritære regimer tænkes at kunne ønske. Det næste område bliver uvilkårligt endnu lettere. Når nominelt borgerligt-liberale politikere på den måde sælger ud af egne principper, er de med til at udhule grundlaget for egen værdipolitik, således som man også så det i meget af Fogh-årene, Kurrild-Klitgaard (2011).

Det havde en klog politiker noget at sige om i 2020: ”Jeg fordømmer ethvert forsøg på at sætte religiøse regler over dansk lovgivning. Vi risikerer at komme ind på en glidebane, hvis vi lader ekstremister diktere, hvad man må og ikke må. Og den glidebane skal vi aldrig nærme os i det danske samfund”.

Den mand var Jakob Ellemann, som nu mener det principielt stik modsatte. Som sådan er det desværre endnu et eksempel på, at turen ned af den berømte glidebane, som regel ender et andet sted, end den begyndte.



Litteratur

Berlin, Isaiah (1969): “Two concepts of liberty” s. 118–172 i Isaiah Berlin (red.): Four essays on liberty. Oxford: Oxford University Press.

Devereaux, James (2017): “Free speech leads to tolerance and prosperity.” Foundation for Economic Education. https:// fee.org/articles/free-speech-leads-to-tolerance-and-prosperity/.

Fabro, Gema & José Aixalá (2012): “Direct and indirect effects of economic and political freedom on economic growth.” Journal of Economic Issues 46, 1059–1080.

Friedman, Milton & Rose D. Friedman (1984): Tyranny of the status quo. San Diego: Harcourt Brace Jovanovich.

Hayek, Friedrich August von (1944): The road to serfdom. London: Routledge & Kegan Paul.

Hayek, Friedrich August von (2002): “Competition as a discovery procedure” Quarterly Journal of Austrian Economics 5, 9–23.

Jasay, Anthony de (2002): Justice and its surroundings. Indianapolis: Liberty Fund.

Jasay, Anthony de (2005): “Freedom from a mainly logical perspective.” Philosophy 80, 565–584.

Kurrild-Klitgaard, Peter, red. (2006): The dynamics of intervention: Regulation and redistribution in the mixed economy. Amsterdam: Elsevier.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2011): “Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011.” Økonomi & Politik 84, 47–62.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2012): “Frihed mellem fornuft og skepsis.” Kritik 31–39.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2015): “Status quo tyranniet.” Berlingske, 17 august 2015, s. 20.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2019): “Ytringsfrihed er både nyttig og rigtig.” Berlingske, 22 april 2019, s. 23.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2020a): Demokrati i totalstaten. København: Forlaget Center for Politiske Studier.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2020b): “Ytringsfrihed er mere end en rettighed.” Berlingske, 27 juli 2020, s. 19.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2023a): “Den autoritære midte.” Berlingske, 7 august 2023, s. 25.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2023b): “Ti dårlige argumenter for at indskrænke ytringsfriheden.” Berlingske, 21 august 2023, s. 25.

Lawson, Robert A. & J. R. Clark (2010): “Examining the Hayek–Friedman hypothesis on economic and political freedom.” Journal of Economic Behavior & Organization 74, 230–239.

Mill, John Stuart (1974): On liberty, s. 126–250 i Mary Warnock (red): Utilitarianism, On liberty, Essay on Bentham, together with selected writings of Jeremy Bentham and John Austin. New York: Meridian.

Mises, Ludwig von (1990): “Economic calculation in the socialist commonwealth.” Auburn: Ludwig von Mises Institute.

Mises, Ludwig von (1998): Interventionism: An economic analysis. Irvington-on-Hudson: Foundation for Economic Education.

Roll, Richard & John Talbott (2003): “Political freedom, economic liberty, and prosperity.” Journal of Democracy 14, 75–89.

Rothbard, Murray N. (1982): The ethics of liberty. Atlantic Highlands: Humanities Press.

Sadowsky, James A. (1974): “Private property and collective ownership” s. 83–100 i Samuel Blumenfeld (red.): Property in a humane economy. LaSalle: Open Court.

Smith, Adam (1759): The Theory of Moral Sentiments. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith Vol. I. Edited by D.D. Raphael and A.L. Macfie. Liberty Fund, 1981.

[1] Dele af denne tekst har optrådt i en række af mine klummer, bl.a. Kurrild-Klitgaard (2019, 2020b, 2023a, 2023b).

[2] Se f.eks. Jasay (2002, 150ff), Jasay (2005, 572ff). Se også f.eks. Kurrild-Klitgaard (2012).

[3] For et lidt beslægtet argument mht. den grundlæggende ret til privat ejendom og absurditeten i at hævde kollektiv ejendomsret som udgangspunkt, se f.eks. Sadowsky (1974) og Rothbard (1982).

[4] Se f.eks. Roll & Talbott (2003), Fabro & Aixalá (2012), Lawson & Clark (2010), Devereaux (2017).

[5] Se Mises (1998), Hayek (1944), Kurrild-Klitgaard (2006; 2020a).

[6] Se Friedman and Friedman (1984), jf. Kurrild-Klitgaard (2015).

Selv om det er Adam Smith, der har gjort udtrykket “den usynlige hånd” berømt, er udtrykket ikke Smiths opfindelse. Talrige forfattere har siden antikken omtalt en usynlig hånd, og adskillige økonomer er før Smith kommet med “usynlig hånd-forklaringer” på sociale fænomener. Med “usynlig hånd-forklaringer” menes de gavnlige men utilsigtede konsekvenser af menneskers handlinger, der ellers er drevet af egeninteresse.

I sin i øvrigt interessante bog, Economic Sentiments. Adam Smith, Condorcet and the Enlightenment fra 2001 omtaler Emma Rothschild en række forekomster af udtrykket “usynlig hånd” i litteraturen før Smith, deriblandt Shakespeare og Voltaire, som Smith formentlig har kendt til, men Rotschild citerer også et afsnit fra Ovids Metamorfoser, hvor Ovid ifølge den citerede engelske oversættelse omtaler en usynlig hånd: “twisted and plied his invisible hand, inflicting would within wound.”

For at finde en dansk oversættelse slog jeg afsnittet op i min danske udgave, Ovids Forvandlinger fra 1989, men først lidt baggrund: Ovids Metamorfoser er fra omkring år 8 fvt., og består af 15 sange eller bøger om Verdens udvikling fra den første begyndelse til Kejser Augustus. Metamorfoser indeholder omkring 250 forvandlingsmyter fra den græsk-romerske mytologi, og en af disse myter handler om Caeneus, der oprindelig var en kvinde, Caenis, der blev voldtaget af Poseidon. Poseidon tilstod hende et ønske, og hun bad Poseidon om at forvandle hende til en mand. Ifølge nogle myter for ikke at kunne blive voldtaget igen og ifølge andre for ikke at skulle føde Poseidons barn. Poseidon forvandler hende til en usynlig og af våben usårlig mand, der får navnet Caeneus. Det med usynlig er ikke nævnt i alle myter.

Ovid beretter, hvordan Caeneus angribes af Kentauren, Latreus, med et sværd, der bare splintrer, da han rammer Caeneus, og i Otto Steen Dues oversættelse lyder fortsættelsen:

“Da Caeneus har vist sin forbløffede fjende, at han er uskadt, siger han: ‘Nu skal vi prøve, hvad mit sværd dur til på din krop!’ Og han begraver den dræbende klinge i boven på Latreus, så det er gemt i hans bug. Og han vrider det rundt i hans indre med hånden og frem og tilbage og sårer ham inde i såret,” Ovid (1989, 12 492, s. 395).

Otto Steen Due skriver blot “med hånden” og ikke med en usynlig hånd, men da Caneus er usynlig, og da hele hånden såvel som sværdet er inde i Latreus’ bughule – Latreus er som kentaur halvt menneske og halvt hest – er det rigtigt, at hånden er usynlig. Omvendt hævder Rothschild, at hånden er usynlig, fordi den er bag ved offerets ryg. Uanset hvad er det ikke det, Ovid skriver. I Ovids latinske tekst nævnes ikke, at hånden er usynlig. Google translate oversætter usynlig hånd til “invisibilia manus” på latin, og i Ovids digt på latin lyder afsnittet: “nunc age,” ait Caeneus, “nostro tua corpora ferro temptemus!” capuloque tenus demisit in armos ensem fatiferum caecumque in viscera movit versavitque manu vulnusque in vulnere fecit.”

Ordet “manu” betyder bare “med hånden”, så Ovid taler ikke om en usynlig hånd.

Efter at have skrevet ovenstående blev jeg opmærksom på, at Ovid taler om, at Caeneus blindt fører sværdet ind i indvoldene på Latreus. Caecus betyder blind på latin, og fatiferum caecumque oversættes med blinde mænd. Google translate er næppe den bedste oversætter, men det latinske citat fra Ovid oversættes med: “Gør nu,” sagde Caeneus, “vi vil prøve dine kroppe med vores sværd!” med sit tynde Hoved lod han Heksenes Sværd ned i Armene og flyttede det blindt ind i Indvoldene, og med hånden gjorde han et sår på et sår.”

Jeg har prøvet at finde engelske oversættelser på nettet, deriblandt en fra 1826, men ingen af dem nævner noget med “blind”. I en endnu ældre engelsk oversættelse fra 1567, som det er muligt var tilgængelig på Smiths tid(?), hedder det: “Well now (quoth he) lets see, If my sword able bee or no to byght the flesh of thee. In saying so, his dreadfull sword as far as it would go He underneathe his shoulder thrust, and wrinching to and fro Among his gutts, made wound in wound.”

At Ovid skriver, at Caeneus blindt jager sit sværd ind i kentauren, kan næppe tages til indtægt for brug af udtrykket “den usynlige hånd”, så så medmindre Smith skulle have læst en fejlagtig oversættelse, som Rothschild har gjort, er der ikke grundlag for Emma Rothschilds påstand om, at “Smith probably also knew” Ovids omtale af en usynlig hånd.

Vi rydder op i arkivet og tilbyder udgivne numre af LIBERTAS til spotpriser. Er du interesseret, så send en mail til torbenmarkp@hotmail.com eller pb til Torben Mark Pedersen via Messenger. Sælges så længe lager haves

Bladene kan efter aftale hentes på Østerbro i København. Alle priser er ekskl. forsendelse. Postforsendelse koster 65 kr. for 1 stk og 90 kr. for 2-3 blade.

Libertas nr. 79, juli 2022: Rawls’ “Teori om retfærdighed” efter 50 år: 105 kr.

Libertas nr. 78, marts 2022: Muhammedtegninger i undervisningen: 145 kr. (få eksemplarer)

Årgang 2021. 3 numre samlet: kr. 105:

• 75, marts 2021: Frihandel, globalisering og protektionisme
• 76, juli 2021: Thomas Hobbes
• 77, november 2021: Regulering

Nr. 76, juli 2021: Thomas Hobbes: 65 kr.

Nr. 74, oktober 2020: Har liberalismen slået fejl?: 35 kr.

Tre temanumre om Liberalisme og den franske revolution. samlet pris: 105 kr.:

• 71, oktober 2019: Liberalisme og den franske revolution I
• 72, februar 2020: Liberalisme og den franske revolution II
• 73, juni 2020: Liberalisme og den franske revolution III

Nr. 70, juni 2019: Borgerlige regeringer: 35 kr.

Nr. 69, februar 2019: Indvandring og truslen mod det åbne samfund: 35 kr.

Årgang 2018: Tre temanumre om økonomi, samlet pris: 105 kr.:

• 66, februar 2018: De store kriser
• 67, juni 2018: Public choice
• 68, oktober 2018: Penge: fiat, guld og krypto

2 numre med tema om: Anarkisme og den østrigske skole: kr. 70:

• 64, juni 2017: Anarkisme
• 65, oktober 2017: Den østrigske skole

Nr. 62, oktober 2016: Ytringsfrihed og tolerance I: 35 kr.

Nr. 61, juni 2016: Ayn Rand: 35 kr.

Crackpot-economics er betegnelsen for de fejlagtige økonomiske doktriner, myter og økonomiske misforståelser, der stortrives på venstrefløjen, og som igen og igen dukker op i den offentlige debat, uanset hvor mange gange de er blevet skudt ned, fordi de er baseret på en fejlagtig opfattelse af, hvordan en markedsøkonomi fungerer, og hvad man kan opnå med økonomisk politik. Blandt prominente eksempler på en crackpot-teori, der ikke er behandlet i dette temanummer, er forslaget om at indføre transaktionsskatter på handel med finansielle aktiver, den såkaldte Tobinskat, der har haft det med at dukke op igen og igen med års mellemrum, selv om den hver gang er blevet skudt ned som uigennemførlig og skadelig.

Dette temanummer indledes med en artikel af Otto Brøns-Petersen, hvor han dokumenterer, hvor lidt offentlig omfordeling historisk har betydet for de fattigste gruppers reallønninger. Det er den generelle økonomiske vækst i samfundet, der har hævet reallønningerne dramatisk i de seneste 100 år, hvorimod omfordelingen via skatter og afgifter, indkomst­overførsler og offentligt forbrug tegner sig for mindre end 10 pct. af stigningen i de fattigstes reallønninger.

Sidste år skabte det en del røre, da daværende erhvervsminister, Simon Kollerup fra Socialdemokratiet, på facebook kritiserede bankerne for deres grådighed, fordi de indførte negative renter på indeståender på anfordringskonti for husholdninger. At forveksle de nominelle renter med realrenter er et klassisk eksempel på det, økonomer kalder for pengeillusion, som beskrevet i den anden artikel af Torben Mark Pedersen. Sagen er, at for en given real forrentning, vil det snarere være en gevinst end tab for bankkunderne, hvis den nominelle rente er negativ pga. samspillet med et skattesystem, hvor det er de nominelle renter og ikke realrenten, der beskattes eller kan fratrækkes i skatten.

Jonas Herby skriver om, hvordan kritikere af markedsøkonomien ofte har ret i, at markedet ikke virker. Årsagen er bare ikke markedsfejl, men at statslig regulering hindrer markedsmekanismen i at fungere optimalt, så når markedskritikere efterspørger mere og ikke mindre regulering som løsning på problemet, så gør de kun ondt værre.

Bilaterale handelsunderskud får ofte stor opmærksomhed i den politiske debat, især hvis man kan anklage andre lande – som Kina – for unfair handelspraksisser. Sagen er bare, at bilaterale handelsunderskud er irrelevante, og at kun den samlede handelsbalance har betydning, skriver Torben Mark Pedersen, og selv det kan der stilles spørgsmål ved, for vedvarende underskud på handelsbalancen eller betalingsbalancen er snarere et symptom på andre underliggende problemer end et problem i sig selv.

Jonas Munk Ejlersen, der for nylig har oversat Bryan Caplans bog Myten om den rationelle vælger, til dansk præsenterer en række eksempler fra bogen på, hvordan en stor del af vælgerne tager systematisk fejl, hvad angår de økonomiske konsekvenser af politik, hvilket får konsekvenser for både vælgernes og politikernes handlinger.

Karl Marx’ økonomiske teori om kapitalismens udviklingslove er indbegrebet af en crackpot-teori, der nægter at dø, selv om den blev tilbagevist for 125 år siden. Om det skriver Torben Mark Pedersen.

Foreningen Gode Penges fortælling om, hvordan nærmest alle økonomiske ulykker skyldes bankernes pengeskabelse, er ligeledes et skoleeksempel på en crackpot-fortælling. Der er ikke evidens for Gode Penges påstande om, at bankernes pengeskabelse skulle være en hovedårsag til alle de økonomiske ulykker, de tilskriver bankernes pengeskabelse, men de er formentlig ligeglade, for Gode Penge er først og fremmest et politisk projekt, der skal begrunde, hvorfor staten de facto skal nationalisere al bankvirksomhed og overtage hele ansvaret for pengeskabelsen, al betalingsformidling og udlånsvirksomhed. Det er et politisk projekt, der er inspireret af Lenins ide om, at det gælder om at besætte økonomiens kommandohøje for at få kontrol over hele økonomien.Om det skriver Torben Mark Pedersen.

Uden for tema, men ikke urelateret, skriver Martin Ågerup om, hvordan Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi er et forsøg på at rebrande socialismen som mindre totalitær, men lige under den demokratiske socialismes fredelige overflade ligger fortsat den rå magtanvendelse, som socialister altid og nødvendigvis må ty tilfor at gennemtvinge deres kollektivistiske visioner for samfundet. Når det kommer til stykket, vil der således ikke være den store forskel på Dragsteds “nordiske socialisme” og klassisk socialisme, som Dragsted påstår, at han tager afstand fra. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det ender omtrent samme sted.

Christian Egander Skov reflekterer i forlængelse af udgivelsen af sin anmelderroste Borgerlig krise – Det ideologiske opbrud i blå blok over, hvad der må være vejen frem for det borgerlige Danmark. Christian Egander Skov bekender sig til forsvaret for det liberale demokrati, men understreger samtidig vigtigheden af at omfavne det folkelige – populismen. Opgaven bliver at realisere en borgerlig fællesskabstænkning, der indlejrer det politiske ideal om individets frihed i en substantiel fortælling om betingelserne for det gode liv.

Afslutningsvist anmelder Elisabeth Overgaard Henrik Dahls bog Ved voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik.

Den synlige hånd handler om, at politikere måske ikke rationelt forfølger deres mål, men at de i virkeligheden er drevet af følelser, så deres handlinger bedst kan karakteriseres som irrationel inkompetence.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Den 16. oktober 2020 blev den frans­ke skolelærer, Samuel Paty, myrdet og halshugget af en muslim fra Tjetjenien, fordi han havde vist satiretegninger fra Charlie Hebdo i undervisningen.

Mordet affødte en debat om brugen af Muhammedtegninger i undervisningen, og i Danmark handler Muhammedtegningerne ikke kun om ytringsfrihed. De er en vigtig del af historien om Muhammedkrisen, der er den alvorligste udenrigspolitiske krise siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er, om det giver mening at undervise i Muhammedkrisen uden at vise de satiretegninger, som det hele handler om?

Det burde ikke være til diskussion, at alle skoleelever bør modtage undervisning i Muhammedkrisen, og i den forbindelse bør eleverne også se tegningerne, men truslen mod lærerne er reel, som mordet på Samuel Paty viser, og selv om visning af Muhammedtegninger i undervisningen ikke udløser et terrormord, så kan det udløse voldelige konflikter i klasseværelserne, og det kan få lærerne til i visse elevers øjne at fremstå som fjender, hvilket vil vanskeliggøre undervisningen i andre emner. Mange lærere har forståeligt nok været bange for voldelige reaktioner, og det er ikke rimeligt at kræve, at skolelærere skal sætte livet på spil for at gennemføre undervisningen.

Men hvis vi ikke skal underkaste os voldsmændenes veto og lade undervisningen i danske folkeskoler diktere af voldsparate religiøse fanatikere, så må der findes en løsning på det problem, og i dette temanummer undersøges det, hvilke holdninger der findes til det spørgsmål blandt borgerlige debattører.

Eva Gregersen har været en af de vigtigste stemmer i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen, hvorfor LIBERTAS’ redaktion bad hende være gæsteredaktør på et temanummer om Muhammedtegninger i undervisningen. Eva Gregersen indvilligede og kontaktede en lang række borgerlige debattører og politikere for at få deres bud på hele problematikken. Kun få afslog at bidrage med henvisning til travlhed, men vi kan i dette temanummer – med en vis stolthed – bringe 26 bidrag fra 27 partiledere, folketingsmedlemmer, ungdomspolitikere, folketingskandidater, debattører, journalister, redaktører og forfattere, direktøren for CEPOS, formanden for Trykkefrihedsselskabet og formanden for foreningen Frafalden. Vi takker alle for at bidrage til debatten.

De to første bidrag i dette temanummer er af Eva Gregersen og Jannie Bøgh, og de sætter en ramme om debatten. Det har været en næs­ten umulig opgave at prioritere rækkefølgen af de følgende 24 bidrag med så mange prominente skribenter og gode argumenter. Vi kunne have valgt at bringe dem i alfabetisk rækkefølge, men har i stedet valgt at bringe dem i næsten vilkårlig rækkefølge efter længden af deres bidrag med de længste bidrag først. Når mere prominente bidragsydere kommer efter mindre prominente, så skyldes det altså alene, at nogle har skrevet længere indlæg end andre.

I den første artikel i dette nummer argumenterer Eva Gregersen for, at det må være en statslig opgave at sikre undervisning i Muhammedkrisen og visning af tegningerne, men at det ikke må sætte lærernes liv på spil. Løsningen er en statslig udarbejdelse af en video, og at alle skoleelever kan få vist videofilmen på en lokalitet uden for skolen og arrangeret af andre end deres lærere.

I den anden artikel fortæller Jannie Bøgh om sine personlige oplevelser med at vise Muhammedtegningerne i undervisningen, og hvordan hun blev mobbet på sin arbejdsplads af andre lærere og af tillidsmanden og uden at blive støttet af skoleledelsen. Der er ingen tvivl om, at frygten for, hvad der kan ske, hvis man viser Muhammedtegningerne i undervisningen, er en rationel frygt, men den ideologisk betingede modstand mod at vise dem er også massiv i et langt overvejende venstreorienteret miljø, og lærerne har ydermere stået uden opbakning fra skoleledelser, fagforeningen, kommunerne, undervisningsministeren og Folketinget. Alle har svigtet, men “nogen skal turde”, som Jannie Bøgh skriver.

De efterfølgende artikler må tale for sig selv uden yderligere kommentarer. Fra redaktionen skal blot lyde en opfordring til at læse dem, og en stor tak til: Peter Bjerregaard, Klaus Wivel, Steffen Larsen, Morten Messer­schmidt, Alex Vanopslagh, Mette Thiesen, Nikolaj Bøgh, Naser Khader, Aia Fog, Martin Ågerup, Chris­tian Marcussen, Stefan Agger, Anders Storgaard, Jaleh Tavakoli, Stefan K. Sløk-Madsen og Elisabeth Overgaard, Asger Aamund, Mikael Jalving, Christian Holst Vigilius, Mustafa Sayegh, Jan E. Jørgensen, Maria Ladegaard, Amalie Lyhne, Ole P. Kris­tensen og Christian Foldager.

Bidragene afspejler bredden af holdninger i det borgerlige Danmark, og uenigheden om mål og midler viser, hvorfor det er så svært at mobilisere en forenet modstand mod voldsmandens veto. Vi står splittede, og konsekvensen heraf ser vi i form af selvcensur i medierne, kunstverdenen og vores offentlige uddannelsesinstitutioner.

Flere bidragsydere er inde på, at undervisning i frihed og demokratisk dannelse er afgørende for et liberalt demokrati, hvorimod andre sætter hensynet til lærernes metodefrihed eller modstand mod statslig indblanding i undervisningen højere.

Adskillige bidragsydere er inde på, at Muhammedtegningerne kun er et af flere potentielle konfliktområder, og at undervisning i palæstinakonflikten, religion og litterære skildringer af homoseksualitet eller sex før og uden for ægteskabet ligeledes kan skabe konflikter i klasseværelserne.

Det viser, at hele problematikken handler om andet og mere end Muhammedtegninger, og det handler heller ikke kun om ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er kun én kampplads blandt mange. Både jøder og homoseksuelle har været mål for islamisk terror, og de mest dødelige islamiske terrorangreb i Vesten som terrorangrebene i New York 9/11, London, Madrid, Nice, Berlin, Bruxelles, Manchester, Paris, Ile-de-France og Barcelona har alle været rettet mod helt almindelige mennesker, der tilfældigvis har befundet sig på det sted, som terroristerne havde udvalgt for deres terrorangreb. Det er hele vores civilisation, der er under angreb.

I LIBERTAS nr. 77 var temaet “regulering”, og vi følger op med en artikel af Jens Frederik Hansen om udviklingen i dansk boligregulering siden Første Verdenskrig. Det er et unikt stykke historieskrivning om et område, der aldrig har været fortalt på den måde før, og alle borgerlige politikere burde studere de skadelige effekter af årtiers boligregulering. Og afregulere og liberalisere.

Det var oprindelig planen at have Hobbes som undertema, men det har måttet udskydes til et senere tidspunkt pga. pladsmangel.

Den synlige hånd handler om underkastelse, og er skrevet af Torben Mark Pedersen. Den synlige hånd er illustreret med et billede af Jyllands-Postens avisside fra den 30. september 2005 og deres genoptryk af siden 10 år senere, hvor de 12 Muhammedtegninger var blevet erstattet af tomme billedrammer. Noget klarere udtryk for selvcensur og underkastelse under islams love kan man næppe finde.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen (ansvh.)

Thomas Hobbes var berygtet i sin samtid. De cive og Leviathan blev fordømt af Oxford University og brændt på bålet i den indre gård af Bodleian Library, og han blev udskammet som “the beast of Malmesbury”. Det var ikke mindst hans påståede ateisme – som næppe var rigtig – der gjorde Hobbes berygtet, og som fik det gode selskab til at tage afstand fra ham. Hans politiske holdninger var også radikale – selv sammenlignet med den polariserede debat forud for og under de engelske borgerkrige.

Selv om alle i dag anerkender Hobbes’ geni som politisk teoretiker, er Hobbes stadig berygtet, og der er en tendens til, at hverken liberale eller konservative vil omfavne ham som en af deres. Tværtimod er det ofte modstandere af liberalismen som Leo Strauss og Carl Schmitt, der omtaler Hobbes som liberal, og omvendt liberale der omtaler ham som konservativ. Han var efter min opfattelse ikke nogen af delene – og det er i øvrigt vanskeligt overhovedet at benytte de betegnelser om tænkere, der levede på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var nogen politiske ideologier overhovedet, og hvor betegnelserne “liberalisme” og “konservatisme” om politiske ideologier ikke eksisterede endnu.

Leo Strauss (1953, 181-82) hævder, at Hobbes er en af liberalismens grundlæggere, og han argumenterer for, at (1) hvis liberalisme er en politisk doktrin, der sætter menneskets rettigheder før dets pligter, og (2) som identificerer statens funktion med beskyttelsen af disse rettigheder, så er Hobbes “the founder of liberalism”.

Argumentationen er besynderlig for en ekspert i Hobbes som Strauss, for det første fordi de naturlige rettigheder hos Hobbes ikke er liberalismens negative frihedsrettigheder, men et begreb om frihed som lovløshed, og for det andet fordi det ikke hos Hobbes er Suverænens opgave at beskytte de naturlige rettigheder. Tværtimod afhænder alle individer deres naturlige rettigheder ved indgåelsen af samfundskontrakten, og de negative rettigheder – eller privilegier – som Suverænen tilstår undersåtterne i samfundstilstanden, har ikke noget med individernes naturlige rettigheder fra naturtilstanden at gøre.

Man skal i øvrigt være varsom med at sætte politiske tænkere i bås på baggrund af et enkelt element i deres tænkning, som Strauss gør. Det er udtryk for en uholdbar form for reduktionisme. Det er langt mere frugtbart at spørge: “hvilke liberale elementer er der i Hobbes’ tænkning”? end at spørge: “var Hobbes liberal”? Erstat “Hobbes” med “Rousseau” eller “Rawls”, og det skulle være indlysende.

Hobbes er ikke liberalist

Hobbes stillede sig bevidst i opposition til tidens liberale, demokratiske og republikanske ideer, og i Elements identificerer Hobbes en række oprørske doktriner, som han tog afstand fra og polemiserer imod. Han gentager dem i De cive og i Leviathan. De seks doktriner som nævnt i Leviathan er:

1. At et kongedømme har mindre magt til at opretholde fred og forsvar af almenvellet, end hvad der kræves, (XXIX, 3).
2. At ”enhver privatperson Dømmer om Gode og Onde handlinger,” (XXIX 6).
3. At alt, hvad der strider mod en persons samvittighed, er en synd (XXIX 7), og at individer ikke skal adlyde Suverænen, såfremt dennes befalinger strider mod deres samvittighed.
4. At Suverænen er underlagt de civile love, (XXIX 9).
5. At den private ejendomsret er absolut, og at den også udelukker Suverænens ret, (XXIX 10).
6. At den suveræne magt kan deles, (XXIX 12).

Hobbes er ikke liberalist i nogen meningsfuld betydning af ordet. Nok tager han udgangspunkt i individet, og Hobbes’ naturtilstand kan siges at være ekstremt individualistisk, idet der ikke eksisterer nogen form for samfund, kultur, moral, organiseret religion eller civilisation i naturtilstanden, men hans politiske teori ender med at blive ekstremt kollektivistisk i en grad, der minder en hel del om Rousseau.

Hobbes opererer heller ikke med liberalismens negative frihedsbegreb, og han anerkender ikke, at individer har nogle ukrænkelige rettigheder. Statsmagten indstiftes heller ikke for at beskytte nogen rettigheder men for at beskytte livets opretholdelse, og Hobbes’ ubegrænsede statsmagt er så langt fra liberalismens ideal om en begrænset statsmagt, som noget kan være: der er ingen forfatning, der sætter grænser for statsmagten, der er ingen (forfatningsmæssigt sikrede) rettigheder, der er ingen magtdeling eller checks and balances, statsmagten står ikke til ansvar over for undersåtterne for sin regeringsførelse, og undersåtterne har ingen mulighed for legitimt at afsætte et tyrannisk styre, gøre oprør eller trække deres samtykke tilbage, der er ingen rule of law, og der er ingen religionsudøvelsesfrihed og ingen pressefrihed.

Der er sprækker af frihed, fordi individerne på trods af deres generelle lydighedspligt har en ret til selvforsvar og til selv at dømme om, hvorvidt Suverænen truer deres liv eller ikke længere kan beskytte dem, men det er ikke kravrettigheder, så det er ikke rettigheder, som individerne kan kræve moralsk respekteret. Der er også sprækker af frihed, fordi statsmagten ikke kan lovgive om alt, og nok er Suverænen enevældig, men Hobbes’ stat er ikke en totalitær stat og har ikke nogen ideologi eller noget andet formål end at sikre freden og den sociale orden.

Politisk liberalisme handler først og fremmest om at værne om individets negative frihedsrettigheder, men det var ikke Hobbes’ politiske projekt. Hobbes’ politiske teori er baseret på en større mistro til individuel frihed end til statsmagten, og Hobbes var optaget af at sikre freden og den sociale orden – og ikke den personlige frihed. Det kan siges at være et traditionelt konservativt træk at sætte orden højere end frihed.

Og dog. For når Hobbes skriver, at individernes formål med at etablere en statsmagt er beskyttelse, så handler det om, at individerne ønsker at sikre deres liv, legeme og ejendom mod overgreb fra andre. Og det gør de ikke, fordi de mener, at de har en moralsk ret til en sådan beskyttelse, for en sådan ret eksisterer ikke, men fordi det er et gode, som de begærer. Individernes formål med at instituere en Suveræn er altså at beskytte deres personlige frihed, selvejerskabet, og den private ejendomsret. Og det er jo en meget liberal tanke.

Var Hobbes konservativ?

Nok var Hobbes royalist, og han ønskede mere end noget andet at sikre den sociale orden, men bortset fra det er det svært at karakterisere Hobbes som konservativ i sin samtid. Det er en traditionel konservativ ide at gå ind for en stærk kongemagt, men det er også indbegrebet af konservatisme (ja, i virkeligheden er det en liberal tanke) at ville bevare de eksisterende institutioner eller i hvert fald kun ændre dem gradvist. Hobbes er på ingen måde traditionalist, og hvis England skulle have fulgt Hobbes’ “program” skulle de have afskaffet parlamentet, gjort op med adelens og biskoppernes privilegier, afskaffet common law og common law domstolene, ophævet kirkens uafhængighed og indført et enevælde, der var endnu mere absolut end under Louis XIII og Louis XIV. Der ville have været tale om en politisk revolution. Det kan ikke kaldes for konservatisme.

Hobbes forkastede også den traditionelle legitimationsfortælling om “Divine Rights of Kings”, og i stedet for at begrunde kongemagten med henvisning til Gud eller traditionen, begrundede han den med individernes samtykke i en oprindelig kontrakt (eller under tvang over for en erobrermagt). På samme måde forkaster Hobbes al traditions- og religionsbaseret lov og moral, ligesom han afviser, at der eksisterer et oprindeligt folk eller national kultur før etableringen af statsmagten. Ja, selv efter etableringen af statsmagten, kan man ikke tale om, at der eksisterer et folk på anden måde end i staten. Det lyder ikke særlig konservativt.

Hobbes er rationalist, og det er deri, hans radikalisme ligger, og det er deri, han adskiller sig fra hovedstrømningen i engelsk politisk tænkning i det 17. og 18. århundrede.

Hobbes som liberalismens forfader

Selv om Hobbes hverken kan betegnes som liberalist eller konservativ, er der både liberale og konservative elementer i Hobbes’ tænkning, og der er en hel del elementer i Hobbes’ politiske filosofi, der går igen i Lockes politiske filosofi, hvorfor det ikke er urimeligt at betegne Hobbes som en af liberalismens forfædre. Hvis man skal pege på to andre, der var stærkt påvirket af Hobbes, så var det Spinoza, der næsten overtager Hobbes’ politiske filosofi bortset fra det med lydighedspligten (Spinoza mener, at magt er ret), og Rousseau hvis ide om en suveræn almenvilje nærmest er modelleret efter Hobbes’ omtale af, hvordan undersåtterne indgår i staten og bemyndiger staten til at handle på deres vegne.

Hobbes’ politiske filosofi er i udgangspunktet individualistisk. Han er metodologisk individualist, hvilket vil sige, at alt forklares med udgangspunkt i individers handlinger, og han er moralsk individualist i den forstand, at al moral afhænger af, hvad der tjener individets selvopretholdelse på langt sigt. Alle mennesker er også født frie og lige i naturtilstanden, hvor der ikke er nogen arvelig adel eller medfødte privilegier. Hobbes bryder også med næsten al hidtidig politisk filosofi, når han afviser, at der skulle eksistere et fælles gode – bortset fra fred – som det er målet for det politiske samfund at realisere. Mennesker har hver deres egne mål, og hver især ønsker de at leve deres liv på en måde, som de har deres egne grunde til. Alle begærer selvopretholdelse før alt andet, fordi det er en forudsætning for alt andet, de måtte begære, men på næsten alle andre områder har mennesker deres egne mål i tilværelsen. Det er denne individualisme, der udgør grundlaget for den senere politiske og økonomiske liberalisme.

Selve samfundskontrakttankegangen er også en grundlæggende liberal ide. Den forudsætter, at suveræniteten ligger i individerne. En samfundskontrakt er en frivilligt indgået aftale, og med samfundskontrakten indstiftes en statsmagt, der er baseret på de kontraherende parters frivillige samtykke. Friheden går således forud for og er en forudsætning for etableringen af et samfund og en stat. Det med samtykke blev centralt i Lockes politiske filosofi, fordi Lockes individer bevarer en del af deres naturlige (krav-) rettigheder i samfundstilstanden, så de kan trække deres samtykke tilbage, hvis statsmagten udvikler sig til et tyranni. Sådan er det ikke hos Hobbes, men ideen om, at statens oprindelse og legitimitet og borgernes lydighedspligt stammer fra individernes samtykke er en grundlæggende liberal ide.

Det samme gælder ideen om, at statsmagten er til for borgernes skyld og ikke omvendt, og selv om formålet med at overlade al magt til Suverænen er beskyttelse, så er freden for individerne kun et middel til at sikre deres liv, legeme og ejendom. Hobbes taler ikke som Locke om selvejerskab (selv om han flere steder skriver, at mennesker ejer sig selv eller deres egen krop) eller fremhæver vigtigheden af privat ejendomsret, men det er reelt ønsket om at beskytte selvejerskabet og den private ejendomsret, der får individerne til at give afkald på deres ubegrænsede ret til alt mod en forventet beskyttelse af deres liv, legeme og ejendom.

Hobbes’ individualisme skal ikke overdrives, for han ender som kollektivist, og når alle individer med underskrivelsen af samfundskontrakten bliver én person med én fælles vilje, ændres Hobbes’ politiske filosofi sig fra at være ekstremt individualistisk til at blive ekstremt kollektivistisk, og når alle individer udgør Leviathan, så bortdefinerer Hobbes enhver modsætning mellem individ og stat – lige indtil det tidspunkt, hvor Suverænen måtte true individet på livet. Hobbes’ politiske teori er således ikke – som Lockes – en teori om forholdet mellem individ og stat, for i samfundstilstanden er individet uden betydning, og folket har ingen selvstændig identitet uafhængig af Leviathan. Det er en teori om staten, den almægtige Leviathan.

– – –

Dette blogindlæg baserer sig på dele af artiklen “Individ – kontrakt – stat. Thomas Hobbes’ politiske filosofi” fra LIBERTAS nr. 76.

Af Eva Gregersen

Da den franske skolelærer Samuel Paty i efteråret 2020 blev halshugget, fordi han havde vist Charlie Hebdos Muhammedtegninger i sin undervisning, sendte det chokbølger gennem Europa.

I Danmark reagerede en underviser på Københavns Professionshøjskole ved dagen efter mordet at lave et opslag på sin Facebook-væg, hvor hun delte et billede af Jyllands-Postens Muhammedtegninger og skrev, at hun i solidaritet med sin myrdede kollega fremover agtede at vise tegningerne i sin egen undervisning og opfordrede andre undervisere til at gøre det samme. I løbet af få timer væltede det ind med så mange trusler, at politiet rådede hende til at fjerne opslaget. Siden har hun fået rådgivning af PET og en fast kontaktperson hos PET.

Information har lavet en undersøgelse, som viser, at 67% af danske folkeskolelærere i samfundsfag og historie i en eller anden grad ville være bekymrede for deres egen sikkerhed, hvis de i fremtiden skulle vise Muhammedtegninger i deres undervisning.

Flere undervisere – herunder gymnasielærer Maja Tangsgaard og universitetslektor Jakob V.H. Holtermann – er stået frem i medierne og har sagt, at de ikke længere tør vise Muhammedtegninger i deres undervisning.

Desuden skal det nævnes, at en lærer fra Batley i England i godt et år har måttet leve på flugt under jorden, efter han i marts 2020 viste Charlie Hebdos Muhammedtegninger i sin undervisning. Lokale muslimer blev vrede på ham og piskede en stemning op, hvorefter læreren begyndte at modtage dødstrusler. Som en af de muslimske talsmænd sagde: “If one teacher can do it, another teacher can do it five years down the line, and we do not want this to be the case. Otherwise we are not responsible for the actions of some individuals.”

Og en tysk delstat har advaret skoleledere om, at visning af Muhammedtegninger i undervisningen kan føre til voldshandlinger mod den ansvarlige.

Mulige politiske tiltag

Gør tegningerne obligatoriske

Få dage efter mordet på Samuel Paty bragte Politiken en leder med overskriften ”Gør Muhammedtegningerne til fast pensum i folkeskolen”.

Samme uge bragte Weekendavisen en leder med samme budskab: ”Det er indlysende, at tegningerne bør være en obligatorisk del af undervisningen.”

Meningsdannere som Geeti Amiri og Thomas Hoffmann har været ude med det samme budskab.

Underforstået i disse udmeldinger er, at det er lærerne, som skal tvinges til at vise Jyllands-Postens Muhammedtegninger i deres undervisning.

Lav en statslig undervisningsvideo i Muhammedkrisen

Dette er medredaktør Eva Gregersens idé, som hun har redegjort for i kronikker i Jyllands-Posten, Altinget og Kontrast (ingen af kronikkerne er bag betalingsmur). I kortform mener hun, at man bør gøre tegningerne obligatoriske i undervisningen i folkeskolen for at modvirke lærernes selvcensur som følge af voldsmandens nye veto, men at man ikke bør tvinge lærerne til at udføre, hvad der nu er blevet en livsfarlig undervisningsopgave. Derfor foreslår hun at gennemføre undervisningen per video. På den måde kan man gøre det obligatorisk for skoleeleverne at modtage undervisningen snarere end for skolelærerne at udføre den.

Med inspiration fra Eva Gregersen har Information bragt en leder, der opfordrer staten til at udvikle en undervisningsvideo: ”Derved sikrer vi, at det bliver staten selv – i sidste instans det demokratiske fællesskab som helhed – der står som afsender.”

Beslutningsforslaget fra blå blok

På Christiansborg har man ad flere omgange debatteret et beslutningsforslag stillet af en samlet blå blok, som indeholder to punkter:

• Kanonisér Muhammedkrisen
• Lav undervisningsmateriale om Muhammedkrisen til den officielle undervisningsportal emu.dk

Ift. det første punkt skal man være opmærksom på, at der allerede findes en historiekanon med 29 punkter. Diskussionen går altså på, om man skal gøre Muhammedkrisen til det 30. punkt på denne kanon og altså gøre det obligatorisk for lærerne at undervise i krisen (men ikke at vise tegningerne).

Det andet punkt er inspireret af formand for Religionslærerforeningen John Rydahl. Han har i flere interviews givet udtryk for det synspunkt, at hvis staten ønsker, at lærerne skal vise tegningerne i undervisningen, så må ministeriet gå forrest ved at udvikle noget undervisningsmateriale om Muhammedkrisen komplet med visning af tegningerne til den officielle undervisningsportal emu.dk. (Sådan et materiale findes nemlig ikke i dag på nogen af de portaler, som lærerne plejer at hente undervisningsmateriale fra). Så vil de lærere, som ønsker at vise tegningerne, kunne bruge statens undervisningsmateriale i stedet for at tage ansvar for at udvikle deres eget.

Den politiske situation netop nu

Da SF i december 2021 gav udtryk for at ville stemme for blå bloks beslutningsforslag og dermed bringe regeringen i mindretal, blev det opfattet som en stærkt foruroligende udvikling i Udenrigsministeriet, skriver Altinget:

”Ministeriet frygtede en ny krise med den muslimske verden, hvis den danske stat godkendte undervisningsmateriale om Muhammed-krisen, og man frygtede bevidste fejloversættelser af beslutningsforslaget, så danske ambassader igen blev sat i brand af ’Den arabiske gade’.”

Regeringen fik overtalt SF til alligevel ikke at stemme for beslutningsforslaget. Kort efter indkaldte regeringen til gengæld til forhandlinger om lærernes selvcensur.

Hidtil havde emnet været håndteret af Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som har været indkaldt både til et samråd og til flere debatter i folketingssalen af undervisningsordførerne om Muhammedtegninger i undervisningen. Nu er det imidlertid Justitsministeriet, der indkalder til forhandlingerne, og foruden Undervisningsministeriet deltager også Udenrigsministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet. Fire ministerier skal altså deltage i forhandlinger om lærernes selvcensur. Og det er partilederne snarere end undervisningsordførerne, der er inviteret til forhandlingerne. Det skriver Altinget.

Banen er altså kridtet op til nogle alvorlige diskussioner på politisk topniveau i de kommende måneder om det emne, som Libertas’ temanummer omhandler.

Første møde fandt sted 11. februar 2022. På grund af krigen i Ukraine er næste forhandlingsmøde blevet udskudt.

Diskussionsoplæg til det kommende temanummer af Libertas

Vi ønsker at høre borgerlige meningsdanneres holdning til emnet.

Man kan eksempelvis tage udgangspunkt i spørgsmål som disse:

Kan undervisningsfriheden efter din mening nu siges at være de facto indskrænket af jihadistisk terrorisme?

Skal den danske stat efter din mening forsøge at modvirke effekten af lærernes selvcensur med henblik på at sikre, at danske skoleelever også fremover modtager en fyldestgørende undervisning i Muhammedkrisen komplet med visning af primærkilden – og i så fald hvordan?

Og mere generelt:

Det er nærliggende at se mordet på Samuel Paty i forlængelse af angrebene på Salman Rushdie, Theo Van Gogh, Jyllands-Posten, Charlie Hebdo m.fl. Det er angreb, som har fået vestlige satirikere til at stoppe med at turde gøre grin med islam og vestlige medier til at stoppe med at turde bringe Muhammedtegninger. Og nu skal undervisere, der vil undervise de opvoksende generationer i ytringsfrihed og sekularisme, altså også til at medregne risikoen for halshugning ved tilrettelæggelsen af deres læreplaner.

Hvordan kan et liberaldemokratisk samfund efter din mening forhindre jihadister, som er parate til at gå i døden for deres sag, i med voldens veto at kue os til en stadig mere omsiggribende ufrihed og underkastelse?

Send dit bidrag til torbenmarkp@hotmail.com eller kontakt Eva Gregersen