Borgerskabets politiske revolution i juni 1789 var en ublodig revolution, men den var også kun en revolution på papiret, og kongen havde den 23. juni meddelt, at han ville være parat til at gennemføre sine reformer uden om Nationalforsamlingen, hvis de ikke bakkede ham op. Det skabte frygt for, at kongen ville opløse Nationalforsamlingen, og at han ville sætte militæret ind for at gennemføre sine reformer. Den frygt blev bestyrket af, at kongen samlede store troppestyrker omkring Paris. Paris var da allerede på oprørets rand pga. de høje brødpriser og manglen på brød. Da finansminister Necker blev afskediget, blev det opfattet som startskuddet på kontrarevolutionen, og frygten for et angreb fra fremmede lejetropper udløste oprøret i Paris i dagene fra den 12. til den 14. juli, der kulminerede med stormen på Bastillen. Begivenhederne tvang kongen til at anerkende Nationalforsamlingen. Det blev dermed folkets revolution, der reddede borgerskabets revolution.
Det folkelige oprør i Paris begyndte den 12. juli med meddelelsen om Neckers afskedigelse, og det kulminerede den 14. juli med stormen på Bastillen. Dagen efter mødte kongen op i Nationalforsamlingen, hvor han for første gang anerkendte den og lovede at ville samarbejde om at gennemføre reformer.
Kongen kunne ikke gøre andet. For det første viste begivenhederne, at kongen ikke kunne stole på sine soldaters loyalitet, end ikke de udenlandske lejetroppers, hvis han havde forsøgt at sætte dem ind mod folket. Monarkiet havde mistet sin legitimitet. For det andet havde det folkelige oprør et sådant omfang, at det ville have været næsten umuligt at undertvinge det med militær magt og i hvert fald ikke uden betydelige blodsudgydelser, hvilket kongen ikke var parat til. Og hvad så bagefter?
Det blev således ironisk nok folkets revolution, der reddede borgerskabets revolution, selv om den parisiske pøbel var drevet af helt andre motiver end borgerskabets deputerede i Nationalforsamlingen. Det var ikke politisk filosofiske overvejelser om folkesuverænitet og lighed, der lå bag det folkelige oprør, men noget meget mere jordnært: frygten for et angreb, protest mod høje brødpriser og brødmangel samt en forarmet underklasses had til de rige.
Kongen forbereder at opløse Nationalforsamlingen
I sin tale til Generalstænderne den 23. juni havde kongen gjort det klart, at han ikke anerkendte Nationalforsamlingen, og at han betragtede tredjestandens beslutninger fra den 17. og den 20. juni (Boldhuseden) som illegale og forfatningsstridige. Han sluttede af med at erklære, at såfremt forsamlingen svigtede ham, ville han arbejde videre alene og gennemføre sine mål med fasthed, Pedersen (2019b).
Allerede den 22. havde kongen underskrevet den første marchordre for at samle tropper omkring Paris, og i de følgende dage traf han yderligere foranstaltninger for en mulig militær intervention. Den 26. underskrev han marchordrer for fire regimenter med 4.880 soldater. Yderligere marchordrer blev sendt ud den 29. og den 30. juni, Godechot (1970, 179f). Den 1. juli underskrev han marchordre til yderligere 10 regimenter af fortrinsvist schweiziske og tyske lejesoldater. Den 4. juli var der samlet næsten 30.000 soldater omkring Paris under kommando af Marskal de Broglie.
Ifølge Godechot (1970, 180) havde kongen besluttet sig for at handle omkring den 13. juli, når de sidste tropper var på plads. Flere vidner fortæller om, at kongen havde planer om at indkalde til en ny kongelig session, hvor Nationalforsamlingen endnu en gang ville blive bedt om at anerkende reformplanerne fra den 23. juni, og hvis de nægtede, ville kongen opløse Forsamlingen. Marskal Broglie skulle angiveligt være blevet beordret til at forberede en militær intervention begyndende natten til den 14. juli, Godechot (1970, 249).
Der findes imidlertid ikke kildemateriale, der med sikkerhed beviser kongens intentioner, og Hardman (2015) mener ikke, at kongen havde til hensigt at sætte militæret ind mod Paris. Han argumenterer for, at tropperne blev udstationeret i byer med kongelige slotte, og at formålet var at beskytte dem mod at blive plyndret.
Hvorom alting er, så kom der ikke nogen militær intervention, og tidspunktet for en sådan ville også have været det værst tænkelige.
Paris på randen af oprør
Paris var allerede på randen af oprør pga. de høje brødpriser og manglen på brød. Der var stor arbejdsløshed, mange sultede, og hele foråret havde der været folkelige opstande i både Paris og i provinsen. Et brød på omkring to kilo kostede normalt 9 sous, men i februar 1789 var prisen steget til 14,5 sous, hvilket var op mod 75 pct. af lønnen for en arbejder i Paris, hvis vedkommende var så heldig at have et arbejde.[1] Meget symbolsk toppede brødpriserne i Paris med 16 sous den 14. juli – dagen for stormen på Bastillen.
Det var ydermere en gammel folkelig overbevisning, at når tingene gik skidt, så måtte der ligge et komplot bag, og det var en udbredt opfattelse, at der lå et aristokratisk komplot bag brødmanglen, og at det var en del af et kontrarevolutionært plot.
Den anspændte situation i Paris kunne hvert øjeblik eksplodere, og hvis der var én ting, der kunne forøge spændingerne, så var det deployeringen af fremmede lejesoldater omkring byen. Der var rygter om, at kongen planlagde indsættelsen af tropper for at opløse Nationalforsamlingen med magt, og selv om den folkelige opbakning til Nationalforsamlingen var stor, tænkte pariserne ikke så meget på at komme Nationalforsamlingen til undsætning som på sig selv og den fare, Paris befandt sig i, Richet (1988), og det var ønsket om at kunne forsvare sig mod angreb, der udløste de revolutionære begivenheder i juli 1789.
Mange havde frygtet, at Nationalforsamlingen ville blive opløst omkring tidspunktet for den kongelige session den 23. juni, men det skete ikke, og som dagene gik, blev det sværere og sværere for kongen at gribe ind.
Den 24. juni erklærede to kompagnier i Gardes Francaises, den kongelige paladsvagt, der residerede i Paris, at de ikke ville hindre folkelige demonstrationer, og den 27. juni kastede fem andre kompagnier deres våben og bevægede sig mod Palais Royal, hvor de blev mødt som helte.
Lederne af de deserterende soldater blev fængslet dagen efter, men den 30. forlod omkring 400 parisere Palais Royal og drog mod Abbaye fængslet, figur 1, og før de nåede frem, var forsamlingen vokset til 10.000, der gennemtvang de fængslede soldaters løsladelse, Blackman (2019, 170).
Det var ikke de eneste soldater, der var påvirket af de revolutionære begivenheder, og hvis loyalitet over for kongen var tvivlsom.
Figur 1. Kort over Paris i revolutionsårene
Den 6. juli blev der holdt så voldelige taler i Palais Royal, at duc d’Orléans følte sig tvunget til at tilkalde soldater for at rydde haven, hvilket foregik uden blodsudgydelser.
Under et privat møde den 7. juli med deltagelse af bl.a. Mirabeau, Lafaytte og Mounier besluttedes det, at Nationalforsamlingen måtte kræve tilbagetrækning af tropperne omkring Paris og Versailles. Den 8. juli tager Mirabeau ordet i Nationalforsamlingen og taler om, at kongen er blevet forledt af sine rådgivere til at forberede en modrevolution: “A large number of troops already surround us. More are arriving each day. (…) These preparations for war are obvious to anyone and fill every heart with indignation,” Hibbert (1980, 64).
Den 10. juli henvender Mirabeau og 24 deputerede sig til kongen på vegne af Nationalforsamlingen for at kræve en tilbagetrækning af tropperne, men dagen efter fremsendte kongen sit formelle svar med en afvisning. Det eneste formål med tropperne var at sikre ro og orden, og hvis Nationalforsamlingen føler, at dens frihed til at debattere er truet, vil kongen gerne flytte dens samling til Noyon eller Soissons.
Folkets revolution
Lørdag den 11. juli om aftenen blev Necker og tre andre ministre, der blev opfattet som sympatisk indstillede over for tredjestanden, afskediget, og kongen udpegede en ny regering af kompromisløse royalister, der i nogen tid havde fungeret som skyggekabinet. Baron de Breteuil afløste Necker og Marskal de Broglie blev udpeget som krigsminister. Den nye regering var “en åbenlys skiltning af modrevolutionen”, Furet og Richet (1965, 74).
- juli
Den 12. om morgenen nåede rygtet om Neckers afskedigelse Paris, og rygtet spredtes hurtigt i Palais Royal. Lige siden den 23. juni havde Necker været den fejrede helt i Palais Royal, og han blev betragtet som folkets garanti for brødforsyningerne. Afskedigelsen blev taget som det endegyldige bevis på modrevolutionen. Omringet af udenlandske lejesoldater frygtede pariserne, at de ville blive angrebet og byen plyndret, at brødpriserne ville stige, og at Nationalforsamlingen ville blive opløst.
Afskedigelsen var timet, så de deputerede først ville finde ud af det om søndagen, hvor Nationalforsamlingen ikke var i session. Til gengæld var det en dag, hvor alle havde fri, og store folkemasser samlede sig i Palais Royals have for at høre de seneste nyheder. En procession af parisere, der protesterede mod afskedigelsen af Necker, bar buster af Necker og duc d’Orléans gennem Paris, og tvang teatre til at lukke.
En tysk kavaleriafdeling forsøgte at sprede en gruppe demonstranter på Place Vendôme, og en demonstration på 5-6.000 personer endte i Tuilerierne, hvor deserterende tropper fra Gardes Francaises sluttede sig til dem. Fra en terrasse med udsigt over Place Louis XV (nuværende Concorde Plads) kastede demonstranterne sten mod kavaleridelingen. Den ledende officer beordrede Tuilerierne ryddet, og det var den ordre, der ifølge Godechot (1970, 189) omdannede en demonstration til et oprør. Soldaterne endte med at måtte trække sig tilbage, men der florerede usande rygter om, at de skulle have massakreret fredelige borgere.
En ung, fattig advokat, Camille Desmoulins (1760-94),[2] der var en del af Mirabeaus slæng, holdt om aftenen efter at have været i Versailles tidligere på dagen, en opflammende tale stående på et bord i Café de Foy i Palais Royal. Han sluttede talen af med at trække to pistoler frem af jakken og erklære, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.
Figur 2. Maleri af Barrias af Camille Desmoulins tale den 12. juli i Palais Royals have
Borgere plyndrede våbenhandlere i deres søgen efter våben, afvæbnede vagter, og det kom til skudveksling mellem soldater fra Gardes Francaises og Royal-Allemand regimentet.
Mere end noget andet frygtede Paris’ borgere, at fyringen af Necker skulle betyde endnu højere brødpriser, og toldafgifterne på brød var med til at forhøje priserne. I løbet af natten mellem den 12. og 13. juli blev mere end 40 af 54 toldsteder omkring Paris ødelagt og brændt ned. Der er ifølge Rudé (1959, 49) næppe tvivl om, at oprøret havde sine bagmænd. De to toldsteder, der tilhørte duc d’Orléans, blev ikke ødelagt.
Den kommunale revolution
Siden maj havde Paris’ 407 valgmænd mødtes jævnligt. Valgmændene var dem, der havde valgt Paris’ deputerede til Generalstænderne. De frygtede anarkistiske tilstande, og allerede den 11. juli havde de på blandt andet Brissots initiativ besluttet at danne en folkets milits.
Den 13. om morgenen samledes valgmændene i Hôtel de Ville, Paris rådhus, og krævede at blive en del af bystyret i Paris. Der blev på stedet etableret et nyt styre, Pariserkommunen, uden kongens godkendelse og med en mindre permanent komite under formandskab af kongens mand i Paris, Jacques de Fleselles, der var Paris øverste embedsmand med titel af købmændenes oldermand, Prévôt des Marchands.
Den første opgave for det nye bystyre var at etablere en borgermilits på 48.000 mand eller 800 fra hver af Paris’ 60 valgdistrikter. Borgermilitsen havde det dobbelte formål at være en hærenhed under folkets og ikke kongens kontrol, og at beskytte de rige mod overgreb på deres ejendom, og natten mellem den 13. og 14. arresterede og hængte de adskillige tyve. For at være effektiv i forhold til at holde ro i Paris havde den nye milits behov for våben og ammunition.
- juli
Nyhederne om uroen i Paris nåede Versailles, hvor Nationalforsamlingen begyndte at diskutere, hvad de skulle stille op. Efter timers debat sendte de en delegation til kongen for at bønfalde ham om at tilbagekalde Necker og trække tropperne omkring Paris tilbage. Kongen nægtede at imødekomme anmodningen, og tilbage i Nationalforsamlingen erklærede de deputerede, at de stod fast på deres dekreter fra den 17., den 20. og den 23. juni.
Den erklæring markerede ifølge Blackman (2019, 175) et vendepunkt, fordi både adelige og gejstlige deputerede stemte til fordel for erklæringen i lyset af truslen om en opløsning af Nationalforsamlingen og fængslingen af dens ledere.
I Paris fortsatte optøjerne, og klosteret Saint-Lazare blev plyndret for korn, som klosteret brugte til hver dag at brødføde 500 munke og fattige i kvarteret, og mens de nu var i gang, stjal demonstranterne også et stort antal tønder med vin, olie og eddike, ligesom sølvtøj blev stjålet og hele biblioteket på 20.000 bøger blev ødelagt.
Først og fremmest søgte folket dog efter våben, og den 13. kræver tusinder af mænd våben foran Hôtel de Ville, Paris’ rådhus. Men forgæves. Der er ingen våben i Hôtel de Ville.
Natten mellem den 13. og 14. juli var der alle tegn på et snarligt sammenstød mellem de parisiske masser og kongens soldater. Paris’ borgere frygtede et angreb, og der blev bygget barrikader i gaderne.
- juli – stormen på Bastillen
Den foregående dags søgen efter våben havde ikke båret frugt, så den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran militærhospitalet Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben for at kunne bevæbne borgermilitsen. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 af kongens soldater nogle få hundrede meter væk på Champ de Mars, forholdt sig ligeledes passive. Oprørerne kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de drog afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.
De drog derefter spontant til Bastillen, der var en befæstet borg (bastille = lille bastion) i den østlige del af Paris. Bastillen var opført i 1300-tallet, og den blev anvendt som fængsel, men den 14. juli var der kun syv indsatte. Formålet var at få fat i de 250 tønder krudt, som var blevet overført til Bastillen natten mellem den 12. og den 13.
Bastillen var dårligt forsvaret. Forsvaret bestod af pensionerede soldater og en lille gruppe schweiziske soldater, og de ville ikke kunne modstå et angreb fra en folkemængde assisteret af regulære tropper. Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men oprørerne blev beskudt, efter at de var trængt ind i forgården, og skyderierne medførte 100-150 dræbte.
Flere forsøg på at forhandle endte resultatløst, så sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet. Tre officerer og tre soldater blev dræbt. Kommandanten blev ført gennem Paris som fange, men han blev myrdet på Place de la Grève (nuværende Place de l’Hôtel de Ville). Fleselles, formand for den permanente komite af valgmænd, blev anklaget for at forhindre borgernes søgen efter ammunition og våben, og han blev ligeledes myrdet. Både kommandantens og Fleselles afhuggede hoveder blev sat på lanser, hvorefter mængden bevægede sig mod Palais-Royal.
De deputerede i Nationalforsamlingen var forfærdede. De var omringet af udenlandske lejetropper, Paris var i oprør, borgere blev beskudt af soldater, og soldater og embedsmænd blev myrdet af den parisiske pøbel. Og Nationalforsamlingen var magtesløs.
Figur 3. Stormen på Bastillen
Ludvig XVI anerkender Nationalforsamlingen
Først tidligt om morgenen den 15. juli blev kongen klar over situationens alvor. Marskal de Broglie måtte informere kongen om, at de ikke kunne stole på hæren, og at de ikke havde kontrol over Paris. Ludvig XVI mødte op i Nationalforsamlingen samme morgen, hvor han godkendte Nationalforsamlingen, og han lovede at arbejde med den om at redde nationen. Han lovede også at trække tropperne tilbage, og han anerkendte Paris’ nye milits. Det var første gang, han anvendte betegnelsen Nationalforsamling.
Jefferson omtalte kongens tale som “a surrender at discretion”,[3] og det var et markant tilbagetog i forhold til kongens udmelding den 23. juni om at ville gå enegang.
For Nationalforsamlingen blev kongens fremmøde et vendepunkt, og senere på dagen drog 88 medlemmer af Nationalforsamlingen anført af Nationalforsamlingens formand og næstformand, Bailly og Lafayette, til Hôtel de Ville, hvor Lafayette oplæste kongens tale for valgmændene.
Det endte med, at Bailly blev valgt til Paris’ borgmester, den første nogensinde, og Lafayette blev udnævnt til kommandant for den nye borgermilits, der snart fik navnet Nationalgarde, Gottschalk and Maddox (1969, 111).
Lafayette var helten fra den amerikanske revolution, soldaten der var blevet nære venner med Washington og Jefferson, og som mere end nogen anden kæmpede for liberale ideer om frihed, lighed og et konstitutionelt monarki. Han havde været medlem af Notabilitetsforsamlingen, og havde krævet Generalstænderne indkaldt, og han havde i nær ved et år været folkets idol. Han nød stor prestige, han havde den militære erfaring, og han var derfor det oplagte valg som kommandant for folkemilitsen.
Stillingen gjorde Lafayette til en af de mest magtfulde mænd i landet. Det var Nationalgardens opgave at sikre lov og orden, og det var umuligt for nogen at kontrollere den politiske situation uden Lafayettes støtte. Det var Lafayettes opfattelse, at den primære funktion for Nationalgarden bestod i at forene folket, og den loyalitetsed, som han svor, lovede, at nationalgardisterne ville “remain united with all Frenchmen by the indissoluble bonds of brotherhood”, Dunn (1999, 14). Politisk søgte Lafayette at forene de revolutionære fraktioner omkring et fælles mål om et konstitutionelt monarki, og de emblemer, Lafayette valgte for Nationalgarden, symboliserede foreningen af revolutionen og monarkiet, idet de kombinerede Paris’ blå og røde farver med Bourbonkongernes hvide farve.
Den 17. juli drog kongen til Paris eskorteret af Nationalgarden, hvor han modtog byens nøgler af Bailly foran Hôtel de Ville. Bailly tilbød kongen den rød-hvid-blå kokarde, der var blevet et emblem for oprørerne, og kongen tog imod den, og fæstnede den i sin hat.
Det var en bekræftelse på folkets sejr. Den britiske ambassadør skrev tilbage til udenrigsministeren i England, at “The greatest revolution that we know anything of has been effected with, comparatively speaking, if the magnitude of the event is considered, the loss of very few lives: from this moment we may consider France as a free country,” Hampson (1988, x).
Necker blev kaldt tilbage som finansminister, men det blev hurtigt klart, at han ikke kunne regne med Den Konstituerende Nationalforsamlings støtte.
Den 10. august besluttede Den Konstituerende Nationalforsamling at oprette en Nationalgarde med lokale afdelinger. Med beslutningen udfordrede de kongens autoritet som øverstbefalende for hæren. Formålet var officielt at sikre ro og orden i forhold til de folkelige oprør, der truede den private ejendomsret, men det blev også begrundet med behovet for at forsvare sig mod de “enemies of the nation”, der ville gribe til “violence of despotism,”[4] hvilket var møntet på kongens rådgivere. Oprettelsen af en Nationalgarde var endnu et af Sieyès’ forslag.
Folket redder revolutionen
Stormen på Bastillen fik hurtig en symbolsk betydning som et angreb på den despotiske kongemagt, fordi Bastillen rummede indsatte, som var fængslet med lettres de cachet, og som alle gode symboler fik den fortælling sit eget liv, selv om Bastillen blev angrebet for at skaffe krudt til at bevæbne borgermilitsen og andre borgergrupper.
Selv om Bastillen var uden militær betydning, var det ikke kun en symbolsk handling, og stormen på Bastillen fik øjeblikkelig en enorm realpolitisk betydning for både kongen, de adelige, Nationalforsamlingen og folket:
- Kongen indså, at han ikke længere kunne stole på soldaternes loyalitet, hvis de skulle blive sat ind mod folket, og at kampen om den suveræne magt i første omgang var tabt. Monarkiet havde mistet sin legitimitet, og kongen kunne ikke længere regere uden om Nationalforsamlingen.
- De konservative ved hoffet, herunder kongens broder, greven af Artois, havde spillet fallit, og efter stormen på Bastillen begyndte den første bølge af adelig emigration.
- De adelige måtte erkende, at de havde tabt magtkampen, og den 16. juli accepterede de afstemning per hoved i Nationalforsamlingen. Det blev således en helt uforudsigelig faktor, den parisiske pøbel, der afsluttede magtkampen mellem anden- og tredjestanden, og forenede de tre stænder. Det var en sejr for Mouniers linje og et nederlag for Sieyès’.
- Kongens anerkendelse af Nationalforsamlingen, og adelens tilslutning til at stemme efter hoved og ikke efter stand, gav Nationalforsamlingen den hidtil manglede legitimitet. Det var en kæmpestor politisk sejr for Tredjestanden.
- Begivenhederne udstillede samtidig Nationalforsamlingens magtesløshed over for de folkelige masser, som de ikke kunne kontrollere, og det stod klart, at Nationalforsamlingen ikke var den nye suveræne magt, som de radikale revolutionære havde forestillet sig få uger tidligere.
- Efter stormen på Bastillen fik de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de alene repræsenterede folkets vilje og havde ret til at sætte den igennem med vold, og de endte med flere gange at gribe afgørende ind og ændre revolutionens kurs. Meget profetisk hed det i en diplomatisk depeche til den østrigske minister, at: “from now on the city of Paris has assumed the role of a King in France, and that it can, if it pleases, send an army of forty to fifty thousand citizens to surround the Assembly and dictate the laws to it,” Godechot (1970, 261).
Malouet bemærkede ligeledes, at den 14. juli var terrorregimet begyndt, og en deputeret, De Ferrières, skrev, at “Liberty has ceased to exist, even in the National Assembly itself,” Thompson (1952, 24).
Begivenhederne fik også Burke til at tvivle på, om Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve sin autoritet, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.
Med etableringen af det revolutionære styre i Paris var der nu tre magtcentre for revolutionen: Nationalforsamlingen, Paris’ bystyre og Paris’ folkelige masser og klubberne.
Bastilledag
Nationalforsamlingen besluttede, at etårsdagen for stormen på Bastillen skulle være en fejring af nationens enhed. Den 14. juli 1790 blev Fête de la Fédération afholdt over hele landet. I Paris blev der holdt messe anført af Talleyrand, biskop af Autun, og Lafayette ledte alle Nationalforsamlingens deputerede an i en ed til den kommende forfatning: “We swear to be forever faithful to the Nation, to the Law and to the King, to uphold with all our might the Constitution…” Efterfølgende svor Ludvig XVI “to maintain the Constitution as decreed by the National Assembly and accepted by myself.” Festen blev holdt på Champ de Mars uden for Paris, hvor Eiffeltårnet står i dag. Eiffeltårnet blev opført til verdensudstillingen i 1889 som hyldest til hundredårsdagen.
Først i 1880 under den 3. republik besluttede Nationalforsamlingen ved lov, at den 14. juli skulle være nationaldag, men loven angiver ikke, om det er den blodige 14. juli 1789 og/eller den forsonende 14. juli 1790, der fejres.
Navnet Bastilledagen/Bastille Day er en udenlandsk betegnelse, i Frankrig fejres quattorze juillet eller Fête Nationale.
Afslutning
Der er en vis ironi i, at det skulle blive de parisiske folkemasser, der med deres had til de rige skulle redde den revolution, der satte det velstillede borgerskab på magten, og som holdt de brede masser uden for politisk indflydelse.
Men den voldelige parisiske pøbel ville det også anderledes, og den kom gentagne gange til at spille en afgørende rolle i de revolutionære begivenheder. Ikke via stemmeurnerne, som de fleste af dem blev udelukket fra, men via deres direkte og voldelige indgreb i begivenhedernes gang.
Litteratur
Burke, Edmund (1790): Tanker om den franske revolution. Tønder, 1987.
Clarke, Stephen 2019): The French Revolution & What Went Wrong. London.
Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2nd ed. Oxford.
Dunn, Susan (1999): Sister Revolutions. French Lightning, American Light. N.Y.
Furet, Francois og Denis Richet (1965): Den franske Revolution 1-2. København, 1988.
Furet, Francois and Mona Ozouf (eds.) (1988): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge, Ma. 1989.
Godechot, Jacques (1970): The Taking of the Bastille. July 14th, 1789. London.
Gottschalk, Louis and Margaret Maddox (1969): Lafayette in the French Revolution. Through the October Days. Chicago.
Hampson, Norman (1988): Prelude to Terror. The Constitutent Assembly and the Failure of Consensus, 1789-1791. Oxford.
Hardman, John (2015): “The view from above” i Andress (ed): The Oxford Handbook of the French Revolution. Oxford.
Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution. New York.
Pedersen, Torben Mark (2019a): “L’ancien régimes sammenbrud: skatteoprør, adelsrevolte og opgøret med privilegier” LIBERTAS nr. 71, xx-xx
Pedersen, Torben Mark (2019b): “Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” LIBERTAS nr. 71, xx-xx
Popkin, Jeremy D. (2019): A New World Begins. The History of the French Revolution. New York.
Richet, Denis (1988): “Revolutionary journées” i Furet og Ozouf (eds.): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge, Ma. 1989.
Rudé, George (1959): The Crowd in the French Revolution. Oxford.
Stewart, John Hall (1966): A Documentary Survey of the French Revolution. New York.
Thompson, Eric (1952): Popular Sovereignty and the French Constituent Assembly 1789-91. Manchester.
[1] Faglærte arbejdere som låsesmede og tømrere tjente omkring 50 sous om dagen, murere omkring 40, og arbejdsmænd mellem 20 og 30. Under normale omstændigheder gik omkring halvdelen af den almindelige arbejders løn til brød og yderligere 16 pct. til andre fødevarer, Hibbert (1980, 96).
[2] Desmoulin kom senere til at spille en fremtrædende rolle i revolutionen. Han blev en nær ven af Robespierre, men endte alligevel livet i guillotinen under terrorregimet.
[3] Brev til Mason, 16. juli 1789.
[4] “Decree Establishing National Guards, 10 August 1789”, Stewart (1966, 110).
Artiklen er offentliggjort i LIBERTAS nr. 71, der havde temaet “Liberalisme og den franske revolution I”
ed et konstitutionelt, men om at afskaffe det privilegiebaserede samfund. Da privilegier var grundlaget for ejendomsretssystemet og hele det økonomiske, politiske, administrative, juridiske, kirkelige, militære og sociale system under l’ancien régime, ville en afskaffelse af alle privilegier betyde en fuldstændig omvæltning af hele samfundet. Det var således en revolution, Sieyès lagde op til, uden at bruge ordet og uden at beskrive samfundet efter revolutionen nærmere.