Frankrig har valgt den 14. juli som nationaldag – dagen for stormen på Bastillen. Det er der en vis symbolik i, men ikke af den slags, som er værd at fejre, for stormen på Bastillen var ikke så meget starten på den franske revolution, som det indvarslede pøbelvolden, der på afgørende tidspunkter af den franske revolution kom til at bestemme begivenhedernes gang og førte til blodbadet og terroren under den franske revolution.

Den franske revolutions begyndelse

Hvis man endelig skal sætte en dato på den franske revolutions begyndelse, så er det ikke den 14. juli, men den 17. juni 1789.

Det var den dag, hvor tredjestanden på den radikale Abbé Sieyès opfordring erklærede sig selv for at være Nationalforsamling, for med den handling tilranede tredjestanden sig den suveræne magt i nationens navn.

Det var et politisk kup, og Ludvig den XVI var nu ikke længere den suveræne magt, der kun stod til regnskab over for Gud. Tredjestanden hævdede ikke bare folkets suverænitet, men også at de som tredjestand var nationen, og at de som sådan havde ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Abbé Sieyès er blevet kaldt for den franske revolutions teoretiker, og han havde med pamfletten “Hvad er tredjestanden” fra januar 1789 erklæret, at tredjestanden er den eneste retmæssige repræsentant for nationen. Sieyès var Nationalforsamlingens førende filosofiske og politiske tænker, og hans politiske tænkning overgik i dybde og originalitet alle sine samtidiges, inklusiv Condorcet og Paine, Forsyth (1987).

Beslutningen den 17. juni satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Tre dage senere aflagde tredjestanden på Jean-Joseph Mouniers opfordring “Boldhuseden”, hvormed de forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde udarbejdet en ny forfatning. Mounier var en af lederne af den monarkistiske gruppe, Monarchiens i Nationalforsamlingen, hvor gruppen støttet af Gabriel-Honoré Mirabeau ønskede et tokammersystem med magtdeling mellem konge og parlament efter engelsk forbillede og med checks and balances som beskrevet hos Montesquieu, herunder samme vetoret til kongen som i England, Doyle (2002, 119).

Den 14. juli stormede bevæbnede borgere Bastillen.

Stormen på Bastillen

Første fase af revolutionen var egentlig forløbet fredeligt, men mens Nationalforsamlingen præsideret af ærkebiskoppen af Vienne kastede sig ud i opgaven med at udarbejde en ny forfatning, vendte kongen sig mod hæren for at få kontrol over begivenhederne. Kongen samlede først seks regimenter af soldater omkring Versailles og Paris, men efter optøjer i Paris hidkaldte kongen endnu fire regimenter af lejesoldater, der tog opstilling på højderne omkring Paris.

Der var hyppige voldsudbrud i Paris, og situationen var spændt. Et militært fængsel blev angrebet af pøblen, og der opstod optøjer over de stigende brødpriser. I Paris etablerede borgere på et møde på rådhuset en bevæbnet milits, kongens tropper blev overfaldet med stenkast, bagere og andre forretninger blev plyndret osv.

Store folkemasser samlede sig i Palais Royals have den 12. juli, og en ung, fattig advokat, Camille Desmoulins, holdt en opflammende tale, hvor han til sidst trak to pistoler frem af jakken og erklærede, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.

Den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 soldater nogle få hundrede meter væk, greb heller ikke ind. Pøblen kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de slap afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.

De drog derfor til Bastillen, der var et fængsel, der blev meget lidt brugt, og som den 14. juli kun havde syv indsatte, men for den parisiske pøbel var Bastillen symbolet på kongemagten, der truede Nationalforsamlingen og revolutionen.

Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men hvorom alting er, så blev oprørerne beskudt, og 100-150 blev dræbt.

Der var flere forsøg på at forhandle i løbet af eftermiddagen, men uden resultat. Pludselig sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten og sænke vindebroen, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet, kommandanten selv blev myrdet, og hans hoved skåret af og sat på en lanse. Det samme skete for flere andre.

Det var – sammenlignet med senere pøbelvold under revolutionen – en mindre blodig affære, men det gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Symbolpolitik

Der er noget symbolsk over, at det er den 14. juli, der er Frankrigs nationaldag, og ikke den 17. juni. Det er det lovløse, voldelige oprør – og ikke folkets repræsentanters fredelige krav på at repræsentere suveræniteten – der fejres den 14. juli, og det er symbolsk, fordi den voldelige parisiske pøbel i de følgende år var en stærkt medvirkende årsag til, at revolutionen blev så lovløs, blodig og midtvejs udviklede sig til et rent terrorregime med massemord, kristenforfølgelser, folkemord i Vendee provinsen og krig.

Litteratur

Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2^nd ed. Oxford.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyès. N.Y.

Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution.

Israel, Jonathan (2014): Revolutionary Ideas. An Intellectual History of the French Revolution from the Rights of Man to Robespierre. Princeton.

Jennings, Jeremy (2011): Revolution and the Republic. A History of Political Thought in France since the Eighteenth Century. Oxford.

Sieyès, Abbé (1789a): “Hvad er tredjestanden?” oversat i uddrag i Thorup m.fl. red): Den franske revolution. Århus, 2015.

Pay for play – at bestikke sig til adgang til de politiske beslutningstagere – er ikke noget, “the Clintons” har opfundet.

Det var kendt for århundreder siden, og amerikanske diplomater stødte på det i 1797 i Frankrig – og afviste at lege med.

Baggrunden for de diplomatiske drøftelser var, at USA havde forsøgt at holde sig neutrale under de franske revolutionskrige, der brød ud i 1792, men både England og Frankrig beslaglagde skibe fra neutrale lande, der handlede med fjenden. USA fik en aftale med England i 1795, the Jay Treaty, men det forværrede blot forholdet til Frankrig, og i begyndelsen af 1797 var amerikanske skibe blevet opbragt af franske flådefartøjer i Caribien.

USA sendte en diplomatisk delegation til Frankrig for at undgå krig, men de formelle forhandlinger endte, før de begyndte, da den amerikanske delegation ikke ville betale bestikkelse på 250.000 $ til den franske udenrigsminister, Talleyrand, og yde den franske stat et lån på 12 mio. $ blot for at indlede formelle forhandlinger.

Den amerikanske delegation afviste bestikkelsen med et ”Not a sixpence”.

De fejlslagne forhandlinger skabte et stort politisk postyr i USA, da de diplomatiske indberetninger blev offentliggjort, og en bølge af patriotisme og anti-fransk stemning skyllede hen over kolonierne.

John Adams optrådte i fuld militær uniform, mens 12.000 patrioter paraderede forbi hans hjem i Philadelphia til lyden af marchmusik. George Washington blev kaldt tilbage fra sin pensionisttilværelse for at lede en amerikansk hær, om det blev nødvendigt, føderalisterne krævede krig, men Adams ville ikke bede Kongressen om en krigserklæring. Kongressen autoriserede bestillingen af 12 fregatter og gjorde andre foranstaltninger for at øge det militære beredskab, og den 7. juli 1798 annullerede Kongressen Alliancetraktaten med Frankrig fra 1778, og to dage senere godkendte de angreb på franske flådefartøjer. Krigen var en søkrig, der overvejende blev udkæmpet i Caribien, og den kaldes en “Quasi-War”, fordi den forblev uerklæret.

Dette er for så vidt bare en historisk anekdote om pay-for-play.

Den fik imidlertid et efterspil, da John Adams underskrev Alien and Sedition Acts i 1798, der kriminaliserede kritik af præsidenten og regeringen (men ikke af vice-præsidenten, der var Jefferson). Loven var det første angreb på ytringsfriheden efter ratificeringen af Bill of Rights med den First Amendment beskyttelse af ytringsfriheden. Loven fik oppositionen til at gentænke, hvad de egentlig mente om ytringsfrihed.

Om det kan man læse mere om i det kommende nummer af LIBERTAS.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Det er overset, hvordan Brexit lægger sig i forlængelse af tidligere engelske oprør mod tyranniske herskere, der retter sig mod at beskytte historiske engelske rettigheder, der er ved at gå tabt, men det er rent faktisk en hovedbegrundelse for Brexit ifølge Theresa May, at historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, har været truet som følge af, at mere og mere af regeringsmagten er blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde friheder om national selvbestemmelse, parlamentet suverænitet og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig.

England har en lang historisk tradition for oprør mod tyranniske konger, og den engelske friheds historie er grundlæggende historien om, hvordan oprør mod tyranni fører til stadig større frihed og udviklingen af ideer om frihed, der kulminerede med den klassiske engelske liberalisme.

Brexit kan betragtes som det seneste i denne række af engelske oprør, der i modsætning til den franske revolution, altid har været konservative i den forstand, at målet altid har været at sikre historiske friheder, som var ved at blive trampet under fode at et tyrannisk politisk system.

Også Brexit handlet om at generobre historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, og som var ved at gå tabt efter, at mere og mere af regeringsmagten var blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde de friheder: national selvbestemmelse og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig. Med Theresa Mays ord:

“Our vote to leave the European Union (…) was a vote to restore, as we see it, our parliamentary democracy, national self-determination…”

“The public expect to be able to hold their governments to account very directly, and as a result supranational institutions as strong as those created by the European Union sit very uneasily in relation to our political history and way of life.”

Man kan måske ligefrem anskue Brexit som en Whig-revolution båret af Whig-idealer i forlængelse af den puritanske revolution I 1640’erne, the Glorious Revolution i 1688 og den amerikanske revolution i 1776.

Ja, den puritanske revolution er fra før, der var noget, der hed Whig og Tory, men The Glorious Revolution var en revolution for at sikre de friheder, som puritanerne havde kæmpet for, og for de idealer, som de liberale Levellers udviklede under den puritanske revolution, og John Lockes retfærdiggørelse af retten til oprør i Second Treatise on Government er stort set en teoretisk begrundelse for de frihedsideer, der havde udviklet sig under den puritanske revolution. Det er derfor ikke for meget at kalde dem for Whig-ideer, selv om Whig-partiet først blev stiftet i 1678.

Men Englands revolutionære historie starter med baronernes oprør mod den tyranniske King John i 1215 fra den franske Plantagenetslægt, og med våbenhvilen og Magna Carta blev “rule of law” slået fast som princip, ligesom retten til ikke at blive beskattet uden samtykke blev bekræftet. Den ideologiske baggrund for Magna Carta var en forestilling eller myte om en ældgammel “ancient constitution” ifølge hvilken, kongen skulle stå til regnskab over for folket og regere i overensstemmelse med allerede eksisterende love, og at kongen stod under loven – rule of law.

Den puritanske revolution i 1640’erne var et opgør med Stuartkongernes mere og mere enevældige styre og med den katolske (ikke romersk-katolsk) Church of England og dens religiøse undertrykkelse. Parlamentet så sig selv som beskytter af common law og folkets ældgamle rettigheder, og Stuartkongernes stræben efter absolut magt blev betragtet som en katolsk uskik. Undervejs i opgøret med kongen og biskopvældet vandt puritanerne en betydelig grad af religionsfrihed og ytringsfrihed, og i den konstitutionelle krise, der opstod med kongens fængsling, inden han mistede hovedet i 1649, udviklede Levellers ideer om et politisk system uden arvelige privilegier, hvor regeringen står til ansvar over for parlamentet, og hvor parlamentet alene står til ansvar alene over for borgerne.

En stor del af religionsfriheden og trykkefriheden gik tabt efter restorationen og monarkiets genindførelse i 1660, men ideerne døde ikke, og de blev bærende for The Glorious Revolution fire årtier senere. Her var det Whig mod Tory, og det var på mange måder en gentagelse af den puritanske revolution. Det frygtedes, at den katolske James II ville genindføre katolicismen og regere uden om parlamentet, men med the Glorious Revolution og Bill of Rights fik England en “forfatning” med magtdeling mellem konge og parlament, hvor lovgivningsmagten og skatteudskrivningsretten lå hos parlamentet, og hvor de kongelige domstole blev afskaffet. I 1689 indførtes en udstrakt grad af religionsfrihed for protestanter, og i 1695 afskaffedes censuren.

For John Locke var The Glorious Revolution et selvforsvar for og en bevarelse af “the people of England’s (…) just and natural rights”, og ligeledes for Burke: ”The Revolution was made to preserve our ancient, indisputable laws and liberties, and that ancient constitution of government which is our only security of law and liberty.”

Den amerikanske revolution var fra starten en engelsk borgerkrig, og den baserede sig på almene Whig-ideer, som Thomas Jefferson beskrev som bærende for Uafhængighedserklæringen. Den amerikanske revolution var som de foregående engelske revolutioner et oprør for at bevare kolonisternes historiske “rights as Englishmen” – herunder retten til ikke at betale skat uden repræsentation og den nationale suverænitet til bl.a. at bestemme sin egen handels- og migrationspolitik og andre love, der naturligt hører en suveræn stat til.

Alle de engelske oprør har flere træk til fælles. De handler alle om at beskytte ældgamle engelske friheder, og i alle de nævnte oprør er der et element af at gøre oprør mod en “fremmed” konge. King John var fransk og der taltes fransk ved hoffet, James I var af skotsk oprindelse og var katolsk gift, og Church of England var mere katolsk end protestantisk, ligesom Charles I og James I’s ønske om enevældig magt blev betragtet som noget fremmed og katolsk. James II var katolik, og hans far Charles II havde konverteret til katolicismen på sit dødsleje efter aftale med Englands ærkefjende, Louis af Frankrig. Den amerikanske revolution handlede selvfølgelig også om at frigøre sig fra at blive regeret fra hovedstaden i et fremmed land og for retten til selv at bestemme sin handels- og migrationspolitik og beskatning, og for repræsentation og for at kunne stille politikerne til ansvar.

Brexit lægger sig fint i forlængelse af denne engelske historiske tradition for oprør mod tyranniske konger; for folkets selvbestemmelse, og for at kunne stille statsmagten til regnskab. Det er ikke muligt i EU, så det er tro mod britiske Whig-traditioner, at UK stemte sig ud af EU.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Det er ikke nyt, at dybt religiøse flygtninge, der flygter fra religiøs og politisk forfølgelse, ikke nødvendigvis er tilhængere af religionsfrihed.

Puritanerne, der drog til Amerika og etablerede Massachusetts Bay Colony i 1630, var selv flygtet fra religiøs forfølgelse i England, der var blevet strengere under James I og biskop Laud. Kolonien blev etableret af præsten John Winthrop ifølge med 1.000 mænd, kvinder og børn, og den “shining city upon a hill”, som Winthrop omtalte, var bestemt ikke et religiøst fristed men derimod ”a new Jerusalem” dedikeret til Guds ære og baseret på Guds love og i Guds billede.

Massachusetts Bay Colony tiltrak en del kvækere, der ikke anerkendte andre religiøse autoriteter end deres eget ”indre lys”, og det chokerede puritanerne. Først forsøgte de at fordrive dem, kom de tilbage skulle de have deres venstre øre skåret af. Ved anden forseelse det højre øre. Ved tredje blev tungen gennemboret af en rødglødende jernstang, og da alle disse torturmetoder ikke hjalp, blev det forbundet med dødsstraf for udviste at vende tilbage til kolonien. Adskillige blev hængt, indtil den engelske konge greb ind og satte en stopper for barbariet.

I Plymouth Rock etableret i 1620 lidt sydligere end Massachusetts Bay Colony etablerede pilgrimmene, der kom med Mayflower til Amerika, ligeledes et strengt religiøst samfund med en statskirke og obligatorisk kirkegang, og hvor kun medlemmer af kirken kunne få et offentligt embede. Vælgere skulle erklæres at være “orthodox in the fundamentals of religion”. De indførte love mod kvækere og kættere, og da en anglikansk præst ønskede at etablere en alternativ søndagsgudstjeneste, blev han deporteret. En generation senere forbød kolonien fejring af jul, som de betragtede som en katolsk højtid.

Tolerance og religionsfrihed var ikke en arv, de første engelske migranter bragte med sig til Amerika, selv om de selv var flygtet fra religiøs forfølgelse. Deres mål var at etablere et religiøst samfund, hvor de selv kunne leve i overensstemmelse med deres tro, men uden at ville give andre troende samme ret.

Det lå således ikke i kortene, at det netop skulle blive i Amerika, at religionsfriheden for første gang skulle blive forfatningsmæssigt sikret for alle trosretninger i 1791, men puritanerne bragte også en frihedstrang og en engelsk frihedstradition med sig, og de slog sig ned i den nye verden. Religiøs forfølgelse som i Europa var ikke en mulighed, når dissidenter let kunne finde plads til at stifte deres egen koloni. Der var heller ikke nogen fælles statsreligion for alle kolonierne, og der opstod hurtigt konkurrerende trossamfund i næsten alle kolonier.

Puritanerne indførte også en form for institutionel adskillelse mellem kirke og stat. Ifølge puritanerne er både kirken og staten indstiftet af Gud, men for at tjene forskellige mål, og de skulle være adskilte men dog tæt forbundne. Kolonien var indrettet efter religiøse forskrifter, men det politiske styre var ikke et teokrati, og det var forbudt religiøse ledere at besidde politiske embeder eller varetage hverv som nævninge, ligesom de politiske ledere ikke kunne varetage religiøse funktioner. Endelig udviklede Puritanerne demokratiske processer inden for deres kirker. Selv om Massachusetts var en af de kolonier, der i ringest omfang respekterede religionsfrihed, var de blandt de første til at beskytte andre rettigheder med Massachusetts Body of Liberties fra 1641, der beskyttede bl.a. (en begrænset) ytringsfrihed, ret til jury retssager, frihed fra grusom og usædvanlige straffe, forbud mod værnepligt bortset fra ved territorialforsvar m.m.

Den første koloni med fuld religionsfrihed var Providence Plantations and Rhode Island etableret af Roger Williams i 1636 – i øvrigt flygtet fra Massachusetts Bay Colony. Der var ikke nogen officiel religion, kirke og stat var adskilt, og øvrigheden havde kun magt i civile spørgsmål. Der var religionsfrihed for alle religioner, og jøder fik snart fulde politiske rettigheder. Og kolonien fungerede stort set uden religiøse stridigheder.

Det er en længere historie, hvordan frihedstraditionen udviklede sig i de amerikanske kolonier, og hvordan USA fik religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat med First Amendment. Om det og meget andet om religions- og ytringsfrihedens historie kan du (som abonnent) læse mere om i næste nummer af LIBERTAS, der udkommer i næste måned.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

For anden gang har præsident Trump lidt nederlag i sit forsøg på at begrænse indvandringen fra en række overvejende muslimske lande. En dommer på Hawaii har afsagt kendelse, der blokerer for præsidentens reviderede indrejsedekret, jf. omtalen i Berlingske.

Præsident Trump har ifølge avisen kaldt kendelsen for »dårlige og sørgelige« nyheder og betegnet det som udtryk for »magtfuldkommenhed uden fortilfælde.«

Hvilket igen har fået kritikere til at hævde, at Trump ikke respekterer at være præsident i en retsstat.

Men er Trumps politik virkelig i strid med forfatningen? Eller er der tale om en politiserende dommer, der fortolker forfatningen politisk og på en måde, der ikke var forfatningsfædrenes hensigt? I dommen henvises – igen ifølge pressen – til “frihed for diskrimination”, og at loven derfor “kan” være i strid med forfatningen.

I betragtning af, at USA i Uafhængighedserklæringen begrunder løsrivelsen fra den engelske konge bl.a. med henvisning til, at kongen har hindret dem i selv at bestemme, hvem der måtte migrere til landet, forekommer det usandsynligt, at forfatningsfædrene skulle have ønsket, at Kongressen eller præsidenten ikke skulle have suverænitet til at bestemme migrationspolitikken.

Spørgsmålet er, om den første tilføjelse til forfatningens “free exercise clause” virkelig begrænser Kongressens ret til at lovgive om migration ved at give udenlandske statsborgere i udlandet ret til ikke at blive diskrimineret i forhold til religion?

Der er den sjove teknikalitet, at “1st. amendment” kun begrænser “Kongressen” fra at lovgive om at “…or prohibiting the free exercise thereof” (om religion), men faktisk ikke omhandler præsidentielle dekreter. Alene det burde gøre, at “1at. Amendment” ikke er relevant i denne sag, men jeg skal ikke kunne sige, om der er senere “amendments”, der udvider begrænsningen til at gælde for præsidentielle dekreter, ligesom den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 – ifølge en (tvivlsom) Højesteretsdom fra 1940.

Spørgsmålet er snarere, om “1^st. amendment” beskytter udenlandske statsborgere, der bor og befinder sig i udlandet. Det er svært at se, at det skulle være tilfældet.

Forfatningen indledes med, at “We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquility, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity.” Det vil sige, at forfatningen eksplicit sikrer friheden for “ourselves”, “we the people” og ikke for udlændinge.

De amerikanske “founding fathers” opfattede indstiftelsen af en stat nærmest som en Lockesk samfundskontrakt, jf. Uafhængighedserklæringen, hvori det hedder: “At regeringen er indstiftet iblandt mennesker for at sikre disse rettigheder, der udleder deres retmæssige magt fra de regeredes samtykke…” Og en Lockesk samfundskontrakt er afgrænset til at omfatte de kontraherende parter og vel alle de borgere, der bor på den ejendom, som de kontraherende parter ejer i forening. Det ville ikke give nogen mening, om et individ i Lockes naturtilstand skulle indgå en samfundskontrakt med andre individer i naturtilstanden, der overdrager suveræniteten til at værne om de ydre grænser til staten, og som giver udlændinge, der ikke er part i kontrakten, nogle rettigheder, der begrænser den statslige suverænitet, som de kontraherende parter selv har afgivet. Det ville sige, at de kontraherende parter skulle give udlændinge nogle rettigheder, som de selv har afskrevet sig. Det ville ikke give nogen mening.

Det er også svært at forstå den amerikanske forfatning på anden måde end, at den beskytter rettighederne for “We, the people” alene og ikke for udlændinge, der er bosat i udlandet og pt. befinder sig i udlandet.

Som lægmand skal jeg ikke gøre mig klog på, om der findes nogen højesteretsdomme, der udstrækker Bill of Rights til at beskytte i udlandet boende udenlandske statsborgere rettigheder, men det forekommer usandsynligt, at det skulle have været “the framers'” hensigt, og det ville stride mod den kontrakttankegang, der ligger bag forfatningen. Derfor forekommer dommen politisk og ikke udtryk for nogen højere retsstatsprincipper, imho.

Det er blevet en stor historie, at præsident Trump i fredags udelukkede journalister fra store medier som The New York Times, Politico, CNN, Buzzfeed og The Los Angeles Times fra en pressebriefing med talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, i Det Hvide Hus.

De venstreorienterede medier er kommet helt op i det røde felt, og det har ikke skortet på brugen af sproglige forstærkerord om angreb på demokratiet.

Man kan diskutere, om det ligefrem er en ret for medier, at præsidenten overhovedet holder pressemøder, eller at alle medier har lige adgang til alle pressebriefinger, men det er i hvert fald et vigtigt træk ved et folkestyre, at borgerne og pressen kan stille regeringen til ansvar for dens politik, og kan skrive om politikernes beslutninger og udtalelser. Sådan var det gennemgående ikke i England før 1771 (og dermed i de amerikanske kolonier), og det var en mand, der hed John Wilkes, der fik gennemtrumfet, at den engelske presse fik lov til at rapportere fra parlamentsdebatter.

1771 – John Wilkes og retten til at rapportere fra parlamentet

I 1689 havde medlemmer af parlamentet med Bill of Rights fået ytringsfrihed for ytringer fremsat i parlamentet, og “freedom of speech” refererede primært til dette parlamentariske privilegie, Levy (1985). Common law definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt for krænkende ytringer.

Myndighedernes kontrol med pressen foregik primært ved at håndhæve common law forbrydelsen om seditious libel, ifølge hvilken enhver kritik, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik eller kirken kunne straffes.

Parlamentarikerne håndhævede strengt deres privilegium, men de ville ikke tillade folket at få indblik i, hvad de debatterede. Det var forbudt for pressen at rapportere fra parlamentsdebatter.

I 1771 indledte John Wilkes (1725-97) en kamp for retten til at rapportere fra parlamentet. Wilkes mente, at vælgerne havde en ret til at vide, hvad deres valgte repræsentanter i parlamentet sagde og gjorde, og at det var en skandale, at kritiske rapportager fra debatterne bragte udgiveren for domstole, der var i lommen på regeringen.

Wilkes erklærede nu sin beskyttelse til alle trykkere, der rapporterede fra parlamentet, inden for sit magistrat i London, hvor han var Oldermand, og det betød pga. Londons særlige privilegier, at parlamentet ikke havde ret til at lade trykkere fængsle.

Sagen endte på typisk engelsk vis med, at selv om parlamentet aldrig anerkendte retten til at trykke debatter fra parlamentet, så tog de aldrig siden hen skridt for at retsforfølge dem, der rapporterede fra debatterne.

Debatterne om de amerikanske koloniers forhold i 1775 blev rapporteret i pressen, og det blev gradvist accepteret, at offentligheden havde en forfatningsmæssig ret til at vide, hvad deres repræsentanter udtalte sig om i parlamentet.

Wilkes and liberty

John Wilkes var ikke en hr. hvem-som-helst, og det var ikke første gang, Wilkes havde sat sig op mod myndighederne i en sag, der handlede om pressens frihed.

Wilkes havde i 1762 lanceret avisen The North Briton, hvor den første sætning i det første nummer lød:

“The liberty of the press is the birthright of a Briton, and is justly esteemed the firmest bulwark of the liberties of this country.”

Så var temaet slået an.

I den 45. udgave af avisen angreb Wilkes kongens tale ved åbningen af parlamentet, som alle parlamentarikere vidste, var skrevet af regeringen. Men at afsløre det udgjorde ”sedition” og muligvis endda forræderi. Niogfyrre personer med tilknytning til The North Briton blev arresteret, deriblandt Wilkes.

Nummer 45 havde en særlig betydning, fordi 45 var synonym med den Jacobinske opstand i 1745, almindeligvis kendt som “The 45”. I offentlighedens øjne knyttedes Bute, der havde skrevet kongens tale, og som var skotte og kongens rådgiver, til jacobinisme.

Da Wilkes var medlem af parlamentet, kunne han ikke anklages, medmindre der var tale om forræderi, og dommeren mente nok, at han var skyldig i bagvaskelser, men det var ikke nok til at fængsle et medlem af parlamentet. Da han kom ud fra retsbygningen, blev han mødt af begejstrede tilråb ”Wilkes and Liberty” fra en stor folkemængde, og ”Wilkes and Liberty” markerede fødslen for den britiske bevægelse for demokratisk reform, Hargreaves (2006, 126).

I første omgang endte sagen med, at nr. 45 blev erklæret for seditious libel (oprørske bagvaskelser) og beordret brændt, og efterfølgende blev Wilkes smidt ud af House of Commons og erklæret fredløs i januar 1764. Wilkes flygtede i eksil i Frankrig, men vendte tilbage til England i 1768 presset af sine franske kreditorer. Kirkeklokkerne ringede i Dover ved nyheden om deres helts tilbagevenden.

Med to domme hængende over hovedet risikerede han at blive skudt på stedet af politiet, men regeringen undlod at arrestere ham for ikke at opildne hans offentlige støtte. Han stillede op til parlamentsvalg for Middlesex og blev valgt.

Wilkes blev fængslet i maj 1768, og hans støtter mødte op ved retten og råbte “No liberty, no King”. Tropper åbnede ild mod den ubevæbnede folkemængde og dræbte syv og sårede 15. Begivenheden blev senere kendt som St. George’s Fields Massacre.

Mens Wilkes sad fængslet, blev han valgt til Oldermand i London, han blev igen smidt ud af House of Commons i februar 1769 med den begrundelse, at han var fredløs, da han vendte tilbage. Middlesex’s vælgere genvalgte imidlertid Wilkes i samme måned til parlamentet, hvilket blev fejret med fyrværkeri og musikalske processioner over alt i London, og i de amerikanske kolonier blev han fejret for sin kamp for frihed. Folk i South Carolina tilbød at betale hans gæld, og flere byer blev navngivet efter ham. Ironisk nok bar Lincolns morder navnet John Wilkes Booth.

House of Commons smed igen Wilkes ud af parlamentet og ville vedtage en erklæring om, at udelukke Wilkes fra at blive valgt på livstid, og at enhver, der stemte på ham, kunne smides i fængsel.

Det var nu ikke bare en personlig kamp men en kamp for borgernes fundamentale rettigheder, retten til at vælge egne repræsentanter til parlamentet. Wilkes vandt nyvalget i marts med et overvældende flertal: 1.143 stemmer for Wilkes, 296 for Luttrell. Regeringen erklærede Luttrell som vinder.

En af engelsk histories store frihedshelte

John Wilkes er en af den engelske histories store frihedshelte. Han sikrede vælgerkorpset (og ikke partiet) ret til at vælge deres egne repræsentanter, og han sikrede pressen ret til at rapportere fra parlamentet og endda kritisere regeringen. Wilkes banede vejen for Fox’s “Libel Act” fra 1792, der gav en jury ret til at dømme og altså tage juridisk stillingtagen i sager om “seditious libel” – og ikke kun tage stilling til sagens fakta.

Wilkes ledte også vejen for ophævelsen af fredløshed som straf og til en bedre beskyttelse af privatlivets fred mod vilkårlige ransagninger og beslaglæggelser.

Litteratur

Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Alle indlæg på bloggen står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Velkommen til den nye version af Libertas.dk

Vi har længe arbejdet på at få et nyt site på benene, og dette er nu blevet aktualiseret.

Websitet er sponsoreret af Det danske e-handelsbureau YouWe.dk