Lørdag d. 10. februar kl. 14-17.30. afholder Libertas en konference om Anarkisme og Den Østrigske Skole

Sted: CEPOS, Landgreven 3, 3.

Program:

14.00 Velkomst
14.10 Anarkokapitalisme som et voldeligt anarki.      Torben Mark Pedersen. Præsentation
14.35 Venstreanarkisme som radikal individualisme.     Sebastian Køhlert
15.05 Carl Menger og den østrigske skole.      Torben Mark Pedersen. Præsentation
15.30 Kaffepause
15.50 Praxeologi – det logiske valg.     Uffe Merrild og Jonas Ejlersen
16.30 Østrigernes socialismekritik.    Kristoffer Mousten Hansen
17.10 Afsluttende debat Alle
17.30 Afslutning

Artikler i PDF

Tilmelding nødvendig: http://bit.ly/2iFX2jB
35 kr. for medlemmer af Libertas 2018
75 kr. for ikke-medlemmer

Medlemskab af Libertas koster 100 kr for 2018 og inkluderer tre numre af LIBERTAS tilsendt med posten samt digitalt.

Medlemskab kan tegnes her: http://bit.ly/2CnwIXu

Selskabet Libertas ønsker dig et friere og rigere nyt år

Medlemskab for 2018 koster kun 100 kr., så det bliver ikke alene billigere men også bedre at være medlem af Libertas i 2018, da vi afholder en række medlemsmøder og konferencer i løbet af 2018. Forny eller nytegn dit medlemskab her: http://bit.ly/2lm0cLG

Temaindledning fra LIBERTAS nr. 65

Dannelsen af den østrigske skole var et af de markante lyspunkter i liberalismens historie i sidste fjerdedel af det 19. og første fjerdedel af det 20. århundrede, og det var i hovedsagen én mands værk: Carl Menger.

Menger var en af pionererne i den marginalistiske revolution i økonomisk teori, der med udgangspunkt i optimerende forbrugere, subjektiv nytteteori og marginalbetragtninger skabte en ny teori om prisen på varer og produktionsfaktorer og gjorde op med klassikernes arbejdsværdilære.

Carl Mengers betydning for den marginalistiske revolution og for den østrigske økonomiske skoles opståen er emnet for de to første artikler af Torben Mark Pedersen. Den første artikel, ”Carl Menger og den marginalistiske revolution i økonomisk teori” fokuserer på Mengers betydning som økonom og på hans bidrag i Principles of Economics fra 1871. Menger kom til at danne skole, og Böhm-Bawerk og Wieser var hovedansvarlige for at udbrede Mengers banebrydende ideer. Menger var dog ikke alene om at udvikle de teorier, for samtidig i England og Schweiz havde Jevons og Walras tænkt samme tanker, og i begyndelsen af det 20. århundrede smeltede østrigernes økonomiske ideer sammen med den engelske neoklassiske skole, så man omkring tiden for Mengers død i 1921 ikke længere kunne tale om en distinkt østrigsk økonomisk skole.

Det var metodestriden med den tyske historiske skole, der førte til identifikationen af en særlig østrigsk økonomisk skole, og om det handler den anden artikel, ”Menger og den østrigske skole”. I artiklen omtales Mengers metodologisk værk, Investigations into the Methods of the Social Sciences” fra 1883, Mengers liberalisme, og hvordan Menger kom til at danne skole.

Havde det ikke været for Mises og Hayek havde der næppe eksisteret en østrigsk skole i dag, for det var mere end noget andet deres Au”Praxeologi – det logiske valg” af Uffe Merrild og Jonas Ejlersen og ”Ludwig von Mises og økonomiensstrian Business Cycle Theory, der op gennem 1920’erne og 30’erne holdt liv i forestillingen om, at der stadig var en østrigsk økonomisk skole.

I løbet af 1930’erne genopliver von Mises den østrigske skole, og han giver den en ny identitet. Et af de vigtigste karakteristika ved den nye østrigske skole er Mises’ videnskabsteori og metode, som han kaldte for praxeologi. Før Mises eksisterede der ikke nogen videnskabsteori, der var specielt møntet på økonomi, men Mises satte sig for at beskrive den måde, hvorpå den østrigske økonomiske skole i traditionen fra Menger og Böhm-Bawerk udviklede økonomisk teori. Praxeologien er emnet for de to følgende artikler,  grundlag” af Sebastian Køhlert, der mere går i dybden med det filosofiske grundlag for von Mises videnskabsteori.

Ifølge Merrild og Ejlersen ligger praxeologiens styrke i, at den beskriver, hvordan en lang række økonomiske love kan udledes logisk-deduktivt alene ud fra handlingsaksiomet, der siger, at mennesker handler, og at menneskets handlinger per definition er rationelle og mål­orienterede.

Praxeologien er et interessant alternativ til mainstream økonomis måde at angribe økonomisk teori på metodologisk. Substansen i østrigsk økonomisk teori adskiller sig ikke fra neoklassisk økonomisk teori. Hovedforskellen ligger i metoden. Hvor neoklassikere – dvs. alle mainstream økonomer og alle standardlærebøger i mikroøkonomi – tager udgangspunkt i en række antagelser om eksempelvis forbrugernes præferencer og nyttemaksimering, der giver praxeologien et bud på, hvordan individernes præferencer og nyttemaksimering følger med nødvendighed af handlingsaksiomet.

I sig selv fører det ikke til nogen anderledes økonomisk teori, men Mises’ insisteren på en Mengersk realisme fører til, at den østrigske skole i traditionen fra Mises og Rothbard afviser at anvende matematik og den tankekonstruktion, som abstrakte økonomiske modeller er.

Sebastian Køhlert graver et spadestik dybere i det filosofiske grundlag for von Mises’ praxeologi og kommer ind på betydningen af Kants erkendelsesteori. Køhlert ser påvirkningen fra Kant i Mises’ rationalisme og i hans anvendelse af aprioriske kategorier. Artiklen kommer også ind på Mises reaktion på kritikken, der blev rejst af den logiske positivist, Carnap. Mises lægger vægt på, at vi altid må have en teori og en teoretisk forståelse af virkeligheden, før vi kan fortolke data.

Socialismekritikken regnes af mange som det vigtigste bidrag fra den østrigske skole, og det har da også været et gennemgående tema fra Böhm-Bawerks første kritik af Marx til moderne østrigere som Hans-Hermann Hoppe.

Socialismekritikken er emnet for artiklen om ”Den østrigske kritik af socialismen” af Kristoffer Mousten Hansen, og den kommer hele vejen rundt fra Böhm-Bawerk over Mises og Hayeks kritik af effektiviteten af socialistisk planlægning til Hoppes socialismekritik og Rothbards anvendelse af socialismekritikken til at imødegå kritikken af monopoler som en trussel mod markedsøkonomien.

Den østrigske skole har tidligere været tema i LIBERTAS, nemlig i nr. 51 fra februar 2012. LIBERTAS har også i tidens løb bragt talrige artikler om og af personer fra den østrigske skole, senest artiklen om Rothbards anarkokapitalisme i LIBERTAS nr. 64 og om Hayek i LIBERTAS nr. 59.

Den synlige hånd er skrevet af Otto Brøns-Petersen og handler om identitet som et fællesgode.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Medlemskab af Libertas for 2018 koster 100 kr. og kan tegnes her: http://bit.ly/2lm0cLG

Hvad koster indvandringen?

Medlemsmøde med Thomas Gress.

Der har været mange myter om omkostningerne ved indvandringen. Finansministeriet udgav tidligere på året en rapport med beregning af omkostningerne ved indvandringen. Prisen lød på 33 mia. kr. om året i 2014 for visse grupper af indvandrere.

Cand polit Thomas Gress, medlem af Libertas, har været med til at beregne omkostningerne i Finansministeriet og vil fortælle om resultater og metoder. Hvad er med og hvad er ikke med i beregningerne? Hvad ville prisen være i 2017 efter den store tilstrømning af migranter i 2015-16? Hvilke grupper af migranter belaster statsfinanserne mest? Der vil være mulighed for at stille spørgsmål

Tid: Mandag d, 15. januar kl. 17-19

Sted: CEPOS

Tilmelding: http://bit.ly/2yIbdyk

Anarkisme og den østrigske skole

LIBERTAS konference: Skribenter fra LIBERTAS nr. 64 og 65 om anarkisme hhv. om den østrigske skole holder oplæg på baggrund af deres artikler

Tid: Lørdag d. 10. februar kl. 13

Sted: CEPOS

Tilmelding: http://bit.ly/2iFX2jB

Program: Kommer senere

De store kriser

LIBERTAS konference: Skribenter fra LIBERTAS nr. 66 om de store kriser holder oplæg på baggrund af deres artikler

Tid: Lørdag d. 17. marts kl. 13

Sted: CEPOS

Tilmelding: http://bit.ly/2ztskSN

Program: Kommer senere

Public choice

LIBERTAS konference: Skribenter fra LIBERTAS nr. 67 om Public Choice holder oplæg på baggrund af deres artikler

Uddeling af Adam Smith prisen

Tid: Lørdag d. 9. juni kl. 15

Sted: CEPOS

Adam Smith middag

Tid: Lørdag d. 9. juni kl. 19

Sted: Annonceres senere

Program: Kommer senere

Penge

LIBERTAS konference: Skribenter fra LIBERTAS nr. 68 om Penge holder oplæg på baggrund af deres artikler

Tid: Lørdag d. 10. november kl. 13

Sted: CEPOS

Program: Kommer senere

Julefrokost

Fredag d. 21. december kl. 19

Ideers virkningshistorie er ofte kringlet og indirekte. Mange filosofiske og religiøse ideer bliver formidlet videre i en misforstået form, ligesom oprindelige ideer med tiden omfortolkes og gives en ny betydning. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke ofte kan spore ideerne tilbage til deres rødder.

Martin Luthers tanker og hans reformation af den katolske kirke er et af mange eksempler på det. Luther var selv politisk autoritær, og han var ikke tilhænger af religionsfrihed i almindelighed, men alligevel kom hans reformationstanker til at få en enorm betydning for liberalismens opståen i Nordvesteuropa – og det i en grad, så man næppe kan forestille sig liberalisme uden protestantisme.

Kravet om politisk frihed starter med kravet om religionsfrihed, for i en tid, der er dybt religiøs, og hvor spørgsmålet om sjælens frelse er af altafgørende betydning, er det afgørende at have frihed til at dyrke sin religion på den måde, som man tror, sikrer ens sjæls frelse. Og ingen religionsfrihed uden ytrings- og trykkefrihed. De to friheder hænger sammen.

Med den stærke forbindelse mellem kongemagt og kirkemagt, kom kravet om religionsfrihed ofte til at indebære et opgør med de verdslige autoriteter, som under de engelske borgerkrige i 1640’erne, og det kom til at virke som en katalysator for krav om, at kongemagten skulle stå til regnskab over for folket, repræsentation og i sidste ende politisk demokrati.

Det er ikke sådan, at kirken generelt har været en progressiv kraft i frihedens historie, og individuel frihed har som sådan aldrig været et kristent projekt. Den etablerede kirke har oftest været politisk reaktionær, men i en religiøs tid har det været afgørende, at der har kunnet formuleres religiøse argumenter, understøttet af Bibelcitater, for at tro er en individuel sag og en individuel rettighed, og at kirke og stat skal adskilles. Den protestantiske reformation var med til at skabe grobunden for sådanne liberale ideers opståen især i Holland og England, også selv om det ikke var Luthers intention, og langt op i oplysningstiden – se bare på den amerikanske uafhængighedserklæring – er det liberale projekt funderet i en protestantisk kristendom.

Overtegnede er hverken religiøs eller har nogen særligt indsigt i teologi, så med fare for at have misforstået betydningen af den lutherske reformation og dens virkningshistorie, vil jeg pege på tre sæt af ideer, der var med til at fremme liberalismens fremvækst, og som har sin oprindelse i Luthers ideer.

1. Samvittighedsfrihed

På rigsdagen i Worms forsvarede Luther sig med, at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed, hvilket var en traditionel katolsk opfattelse, der gik tilbage til middelalderen. Det betød ikke, at Luther gik ind for trosfrihed. Hans egen samvittighed var “fanget i Guds ord”, som den kom til udtryk i Biblen, og for Luther er det kun Gud (og ikke præster, biskopper eller paven), der hersker over sjælene.

Samvittighedsfrihed for Luther betød en tro på Biblens ord og lydighed over for Gud på netop den måde, Luther fortolkede Biblen, men Luthers forsvar for samvittighedsfrihed kom til at få en anden betydning for eftertiden. Fordi det kun er Gud, der hersker over sjælene, skal den være fri fra tvang fra verdslige og kirkelige magter, og det kom til at udgøre et universelt argument for trosfrihed.

I Om lydighed mod den verdslige øvrighed argumenterer Luther for, at tro er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til, og at det derfor ikke er noget, den verdslige magt skal blande sig i.

Selv om det ikke var Luthers hensigt, var det reelt et argument for almindelig trosfrihed, og med oplysningstidens liberalisme blev netop tanke- og trosfrihed opfattet som individets naturlige rettigheder.

2. Religiøs individualisme

Ifølge Luther er enhver sand kristen troende en præst, og gejstligheden er ikke mere hellig end lægfolk. Alle skal selv læse Biblen, og dermed stillede Luther et subjektivt sandhedskriterium op over for den katolske kirkes autoritetsprincip, hvorved Luther gjorde op med den middelalderlige pavekirke, der anså det for sin pligt at rense kirken for vantro ved at brænde kættere på bålet.

Den protestantiske krav om retten til selv at fortolke Biblen førte til en respekt for den enkeltes samvittighed i religiøse spørgsmål, hvilket igen førte til opfattelsen af, at trosfrihed er en naturlig rettighed. Det personlige gudsforhold, hvor enhver frit kan bede til Gud eller Jesus, og begrebet om det universelle præsteskab af troende førte ydermere til en religiøs individualisme og dannelsen af en lang række protestantiske trosretninger.

Den religiøse individualisme kom til at spille en vigtig rolle for den individualistiske tradition i Vesten. Alle er lige for Gud, og denne kristne universalisme genfindes i ideen om, at mennesker er lige mht. naturlige rettigheder. Hos John Locke stammer individets naturlige rettigheder, fra den naturlige lov, der er givet af Gud.

3. Toregimentelæren og adskillelsen af kirke og stat

Luthers toregimentelære var også et magtdelingsprincip mellem det verdslige og det åndelige regimente. Det var ikke et argument for at adskille kirke og stat, for begge regimenter er måder, hvorpå Gud regerer i denne verden, og begge regimenter er ifølge Luther indstiftet af Gud. Det verdslige regimente skal dog alene tage vare på de lovgivningsmæssige, sociale og politiske forhold, så Guds ordning for et kristent liv opretholdes, og kirken skal ikke blande sig i den verdslige magt på anden måde end ved at prædike Guds ord og evangeliet. Luther gør således op med Augustins ide om, at den verdslige øvrighed er lavere end den gejstlige, og at kirken står over staten.

I det åndelige regimente hersker Guds ord suverænt, og deri må den verdslige øvrighed ikke blande sig.

Med denne magtdelingslære hjalp Luther den verdslige øvrighed af med dens værste konkurrent om den verdslige magt, hvilket banede vejen for den stærke statsmagt, men der var ikke tale om nogen adskillelse af kirke og stat. Den kristne fyrste lever i begge regimenter på én gang, og i kraft af sin delagtighed i det almindelige præstedømme – på linje med alle andre troende – kunne han påtage sig ansvaret for kirkens ydre ordning såsom udnævnelse af præster og biskopper. Det lagde grunden til statskirkeligheden, hvilket blev karakteristisk for de lutherske lande, selv om det ikke oprindelig var noget, Luther ønskede.

Luther var politisk autoritær, og han forsvarede, at det verdslige regimente skulle være indstiftet af Gud. Det var dog et dogme, der blev omstridt, og der kunne argumenteres teologisk for, med henvisninger til Biblen, at statsmagten er menneskeskabt, og at kongen eller fyrsten skal stå til regnskab over for folket. Da præsten Roger Williams i 1636 etablerede kolonien Providence Plantations med religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat, var det med henvisninger til Biblen, og John Locke gjorde i First Treatise of Government op med Robert Filmers ide om, at kongemagten er indstiftet af Gud for i Second treatise on government at udfærdige sin egen kontraktuelle og sekulære begrundelse for etableringen af en statsmagt baseret på borgernes samtykke.

—

LIBERTAS nr. 62 og 63 havde temaet “Ytringsfrihed og tolerance I – II”, og deri er flere artikler, der peger på betydningen af protestantiske ideer for opståen af tanker om religionsfrihed, tolerance og ytringsfrihed, således især artiklerne om John Milton, Roger Williams, Levellers, Locke og de amerikanske founding fathers

Det er i dag 150-året for udgivelsen af Karl Marx’s økonomiske hovedværk Kapitalen, der lagde det økonomiske og moralske grundlag for Marx’s klassekampteori og for socialismen. Marx’s økonomiske teorier var fra starten fejlbehæftede, og det er historiens ironi, at allerede før første bind af Kapitalen udkom i 1867, var den marginalistiske revolution i økonomisk teori allerede begyndt, og i løbet af halvandet årti undergravede den fuldstændig Marx’s arbejdsværdilære og dermed hans udbytningsteori og klasseanalyse.

Det vigtigste værktøj i en forskers værktøjskasse er skraldespanden. At dårlige videnskabelige teorier forkastes, når de falsificeres, eller når alternative teorier har en bedre forklaringskraft. Sådan går det sjældent for venstrefløjens økonomiske yndlingsteorier. Igen og igen dukker forslag op om borgerløn og Tobinskatter på finansielle transaktioner, selv om de er skudt ned utallige gange før, og selv Karl Marx’s arbejdsværdilære bliver hevet frem af stalden med jævne mellemrum.

Det er i dag, den 14. september, 150 året for udgivelsen af første bind af Karl Marx’s (1818-83) økonomiske hovedværk, “Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi”. Andet og tredje bind udkom posthumt i 1885 hhv. i 1894 bearbejdet af Marx’s ven, økonomiske velgører og samarbejdspartner Friedrich Engels.

Det var især i “Kapitalen”, at Marx udviklede sin version af arbejdsværdilæren, der lå bag hans økonomiske udbytningsteori, der igen udgjorde grundlaget for hans klasseteori og det moralske grundlag for hans klassekampsanalyse og teori om overgangen fra kapitalisme til socialisme. Marx mente selv, at han i Kapitalen havde afdækket kapitalismens videnskabelige udviklingslove, og at de viste, at kapitalismen uundgåeligt ville gå fra krise til krise pga. profitratens tendens til fald.

Det er historiens ironi, at arbejdsværdilæren allerede var undergravet, før første bind af Kapitalen udkom, og at den marginalistiske revolution i økonomisk teori i løbet af relativt få år efter gav dødsstødet til arbejdsværdilæren og hele det Marxske system.

Arbejdsværdilæren, merværdi og udbytning

Ifølge arbejdsværdilæren er en vares bytteværdi (pris) bestemt af den gennemsnitlige mængde arbejde, der medgår til at producere den. Adam Smith havde en meget enkel formulering af teorien:

”hvis det … normalt koster dobbelt så meget arbejde at nedlægge en bæver som en hjort, må én bæver kunne udveksles med eller være lige så dyr som to hjorte,” Smith (1776, 85).

Den nytte, som en vare giver forbrugerne, og dermed efterspørgslen efter varen og den relative knaphed spiller ingen rolle for værdiansættelsen ifølge arbejdsværdilæren, og det fører til det såkaldte værdiparadoks, at diamanter, der ikke har megen nytte ofte er dyre, hvorimod vand, som er livsvigtigt, er billigt.

David Ricardo (1772-1823) videreudviklede arbejdsværdilæren ved at tage højde for den indirekte arbejdskraft, der er nedlagt i produktionen af kapital, ved beregningen af arbejdsindholdet i en vare, og Karl Marx overtog stort set Ricardos arbejdsværdilære.

Merværdi og udbytning

Da det ifølge arbejdsværdilæren alene er arbejdskraft, der skaber værdi, burde arbejderne aflønnes med den fulde værdi af den producerede vare, men arbejdskraft aflønnes ifølge Marx med en subsistensløn, og der opstår derfor en merværdi, som kapitalisterne tilegner sig som profit.

Arbejderne bliver derfor udbyttet, og det giver dem en objektiv klasseinteresse i at gøre op med kapitalismen og overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Marx tegner dermed et billede af kapitalismen, som et økonomisk system, hvor arbejdernes og kapitalisternes klasseinteresser er antagonistiske. Væk er Adam Smiths “naturlige harmoni af interesser” og effekten af “den usynlige hånd”. Men hele Marx’s teori og udbytning og klassekamp står og falder med, at arbejdsværdilæren er korrekt.

Problemer med arbejdsværdilæren

Arbejdsværdilæren negligerer imidlertid fuldstændig betydningen af den subjektive nytte, en vare må have for en forbruger for, at forbrugere vil ønske at købe varen, og arbejdsværdilæren ser helt bort fra efterspørgslens betydning for værdiansættelsen af varer. I arbejdsværdilæren er det ikke udbud og efterspørgsel, der bestemmer en vares pris (værdi), men alene udbudet. Det er altså en slags omkostningsteori.

At en vare har en brugsværdi, der er personlig og subjektiv, var ikke fremmed for Smith, Ricardo og Mill, men med arbejdsværdilæren bliver bytteværdien ”objektivt” bestemt af mængden af arbejdskraft, der medgår til produktionen, så efterspørgslen og den relative knaphed på varer ikke spiller nogen rolle for (bytte-)værdien.

Arbejdsværdilæren kan heller ikke forklare værdiansættelsen af produktionsfaktorer som arbejdskraft, kapital og jord, og Marx måtte som Ricardo før ham operere med forskellige teorier for værdiansættelse af varer og af produktionsfaktorer.

Den marginalistiske revolution

I årene (1862-) 1871-77 blev grundlaget lagt for en revolution i økonomisk teori, der blev anført af tre økonomer fra tre forskellige lande og helt uafhængigt af hinanden.

Den første var englænderen William Stanley Jevons (1835-82), der allerede i oktober 1862 havde præsenteret sin ”Brief account of a General Mathematical Theory of Political Economy” på et møde i “The British Association for the Advancement of Science”. Året efter blev en kort sammenfatning trykt, og i 1866 offentliggjordes den fulde version. Jevons arbejder tiltrak sig ikke større opmærksomhed, men i 1871 udkom hans Theory of Political Economy .

Samme år udgav østrigeren Carl Menger (1840-1921) sin Grundsätze, (Principles of Economics på engelsk), og i 1874 udgav franskmanden Leon Walras (1834-1910) første del af Elements of Pure Economics med anden del i 1877.

Den nye subjektive værditeori, som al fremtidig økonomisk teori kom til at bygge på, havde således i sin vorden allerede undergravet arbejdsværdilæren endnu før, Marx havde færdiggjort første bind af Kapitalen, og man kan undre sig over, at Marx, der sad og forskede på British Library i London, har været helt ubekendt med Jevons’ banebrydende arbejder.

Både Jevons og især Walras var Menger teknisk overlegne, men det blev Carl Menger, der i første omgang kom til at få størst indflydelse på udviklingen af en ny mikroøkonomisk teori om prisfastsættelsen af varer og produktionsfaktorer. Menger (1871) udviklede en subjektiv værditeori, hvor den relative pris mellem to eller flere varer er subjektiv og bestemt af forbrugernes præferencer. Det betyder, at selv om to personer med samme indkomster og formue køber de samme to varer til samme markedspriser, så kan varerne have forskellig subjektiv værdi for de to forbrugere, og de vil formentlig købe dem i forskelligt omfang relativ til andre varer.

Menger kom til at danne skole – den østrigske økonomiske skole – og hans ideer blev videreudviklet af især Böhm-Bawerk (1851-1914) og Friedrich von Wieser (1851-1926).

Som enhver god økonomisk teori kunne Mengers teori ikke alene give en bedre forklaring på de fænomener, de hidtidige økonomiske teorier havde forklaret, men den kunne forklare en række fænomener, som arbejdsværdilæren ikke havde kunnet forklare.

I løbet af 1870’erne og frem, især i England, blev den nye pristeori udviklet af blandt andre Edgeworth (1845-1926) og Wicksteed (1844-1927), og i 1890 syntetiserer og sammenfatter Alfred Marshall (1842-1924) indsigterne i første udgave af Principles of Economics. Det var Marshall, der som den første nogensinde illustrerede prisdannelsen med et udbud- efterspørgselsdiagram. Marshall sammenligner prisdannelsen med en saks’ to blade: ”We might as reasonably dispute whether it is the upper or the under blade of a pair of scissors that cuts a piece of paper, as whether the value is governed by utility or cost of production.”

Afslutning

Der er ingen dele af Marx’s økoomiske bidrag fra ”Kapitalen”, der holder i dag: Hans værditeori, kriseteori og vækstteori er for længst forkastet af både teoretiske og empiriske grunde.

Marx byggede sin værditeori på arbejdsværdilæren, der allerede i 1870’erne blev forkastet til fordel for en subjektiv værditeori. Dermed falder Marx’s teori om merværdi og udbytning og arbejdernes objektive klasseinteresser, hvilket igen undergraver hans klassekampteori, og alt hvad der bygger på den. Det kan også vises matematisk, at Marx’s kriseteori, ”loven om profitratens faldende tendens”, er fejlbehæftet.

Som fagøkonom er Marx en ubetydelig skikkelse i den økonomiske teorihistorie. Der er simpelthen intet i moderne økonomisk teori, der kan spores tilbage til Marx. Omvendt med “marginalisterne” og ikke mindst Carl Menger.

Ved at gøre op med arbejdsværdilæren, genskabte Menger og Böhm-Bawerk grundlaget for Adam Smiths ”naturlige harmoni af interesser”.

De viste nemlig, at fordelingen af indkomst i samfundet er et resultat af produktionsfaktorernes bidrag til hver enkelt forbrugers subjektive behovstilfredsstillelse og ikke et resultat af en politisk magtkamp mellem klasser i samfundet.

Alle har derfor en fælles interesse i at skabe velstand og handle med hinanden, og Menger og østrigerne genskabte Adam Smiths positive vision om kapitalismen.

—

Man kan læse mere om den østrigske økonomiske skole i LIBERTAS nr. 65, der udkommer til december.

Litteratur

Marx, Karl (1970): Kapitalen. København: Rhodos.

Menger, Carl (1871): Principles of Economics. N.Y. 2002.

Pedersen, Torben Mark (2017): “Carl Menger, den marginalistiske revolution og den østrigske skoles fødsel”, LIBERTAS nr. 65 (foreløbigt, udkommer december 2017).

Sandmo, A. (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton.

Skousen, Mark (2009): The Making of Modern Economics. 2^nd ed. Armonk N.Y.

Smith, Adam (1776): Nationernes Velstand. København, 2013.

Thomas Jefferson står for mange som den ubetingede forkæmper for individuel frihed og oplysning, men når det kommer til ytrings- og pressefrihed, var Jefferson ikke nogen frihedskæmper. Thomas Jefferson delte samtidens opfattelse af pressefrihed som fravær af forhåndscensur, og han var tilhænger af, at staterne (men ikke den føderale regering) kunne håndhæve common law krænkelsesparagraffer om seditious libel, så borgere kunne straffes for oprørske ytringer, hån, spot og latterliggørelse af offentlige myndigheder.[i]

“Where the press is free and every man able to read, all is safe.” Jefferson to Colonel Yancey, 6. januar 1816.

“If there be any among us who would wish to dissolve this Union, or to change its republican form, let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated, where reason is left free to combat it.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“The diffusion of information and arraignment of all abuses at the bar of the public reason; freedom of religion; freedom of the press, and freedom of person under the protection of the habeas corpus, and trial by juries impartially selected. These principles form the bright constellation which has gone before us and guided our steps through an age of revolution and reformation.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“No government ought to be without censors; and where the press is free no one ever will.” Jefferson to Washington, 9. september 1792.

“I am (…) for freedom of the press, and against all violations of the Constitution to silence by force and not by reason the complaints or criticisms, just or unjust, of our citizens against the conduct of their agents.” Jefferson til Elbridge Gerry, 26. januar 1799.

“The only security of all is in a free press. The force of public opinion cannot be resisted when permitted freely to be expressed. The agitation it produces must be submitted to. It is necessary, to keep the waters pure.” Jefferson til Lafayette, 4. november 1823.

“Our liberty cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it.” Jefferson til John Jay, 1786.

“To preserve the freedom of the human mind… and freedom of the press, every spirit should be ready to devote itself to martyrdom; for as long as we may think as we will and speak as we think, the condition of man will proceed in improvement.” Jefferson til William Green Munford, 18. juni 1799.

Ovenstående citater er blot et lille udpluk fra Thomas Jeffersons brevvekslinger og taler, hvori han gør sig til talsmand for pressefrihed og ytringsfrihed, men man må forstå, hvad Jefferson mente med “freedom of the press” og lignende udtryk for ikke at misfortolke Thomas Jeffersons opfattelse af og holdning til ytrings- og pressefrihed.

Thomas Jefferson er med rette berømmet som en konsekvent fortaler for personlig frihed. Han var hovedforfatter til USA’s Uafhængighedserklæring, hvori det hedder, at “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.” Jefferson var også konsekvent i sin kamp for religionsfrihed, men ikke pressefrihed. For det første betød Jeffersons ord om pressefrihed ikke det samme dengang, som de gør for os i dag, og for det andet var der en modstrid mellem Jeffersons ord og hans handlinger som præsident.

For Jefferson – som for de fleste i hans samtid – betød pressefrihed alene fravær af forhåndscensur. Det betød derimod ikke, at man ikke kunne straffes efterfølgende for seditious libel,[ii] ifølge hvilken enhver kritik af, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik (herunder skattepolitik) eller kirken samt falske nyheder kunne straffes for at true staten. Common law-definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt efterfølgende.

Jefferson accepterede denne konsensusopfattelse af pressefrihed, og han var ikke imod, at borgere kunne blive retsforfulgt for regeringskritiske ytringer, så længe det var staterne og ikke den føderale regering, der retsforfulgte dem.

I hans udkast til Virginias forfatning i 1783 foreslog han som en tilføjelse, at pressen ”shall be subject to no other restraint than liableness to legal prosecution for false facts printed and published.”

I 1788 skriver Jefferson i et brev til James Madison (hovedforfatter af forfatningen og Bill of Rights), at: “A declaration that the federal government will never restrain the presses from printing any thing they please, will not take away the liability of the printers for false facts printed. The declaration that religious faith shall be unpunished, does not give impunity to criminal acts dictated by religious error.”

Efter at Madison havde sendt sit udkast til Bill of Rights til Jefferson, ønskede Jefferson at få tilføjet: ”the people shall not be deprived or abridged of their right to speak or write or otherwise to publish anything but false facts affecting injuriously the life, liberty, property, or reputation of others or affecting the peace of the confederacy with foreign nations.”

Bill of Rights

Den første tilføjelse til den amerikanske menneskerettighedserklæring, Bill of Rights, fra 1791 er berømmet for at beskytte religionsfriheden, pressefriheden, ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, og den lyder som følger:

”Kongressen skal ikke vedtage nogen lov, der respekterer etableringen af en religion eller forbyde den frie udøvelse heraf; eller mindske ytringsfriheden eller pressefriheden; eller folkets ret til fredeligt at forsamle sig og til at henvende sig til regeringen for at få klager hørt”.

I dag opfattes First Amendments beskyttelse af ytrings- og pressefriheden som næsten absolut, men det var ikke forfatningsfædrenes opfattelse eller intention i 1791.

For det første beskyttede First Amendment kun mod, at Kongressen kunne vedtage love, der begrænsede pressefriheden. Den begrænsede ikke staternes ret til at vedtage love, der krænker pressefriheden.[iii]

For det andet betød First Amendment kun, at Kongressen ikke kunne vedtage censurlove, men det betød ikke, at det var straffrit at skrive hvad som helst. Ingen af forfatningsfædrene gik på dette tidspunkt ind for at afskaffe common law kriminaliseringen af seditious libel, heller ikke Jefferson og Madison.

Denne konsensusopfattelse kom under pres under den såkaldte Alien and Sedition Act krise, hvor flertallet i Kongressen og præsident John Adams, der begge tilhørte “Federalist” partiet, i 1798 vedtog Sedition Act der kriminaliserede kritik af præsidenten, regeringen og Kongressen, og kontroversen omkring den lov udviklede sig til en krise, der var tæt på at kaste USA ud i en borgerkrig, se Pedersen (2017b).

Jefferson og Madison, der ledede oppositionen, var ikke i tvivl om, at Sedition Act var i strid med First Amendment, men First Amendment udelukkede ikke, at man kunne blive straffet for sine ytringer. Hidtil havde forfatningsfædrene ikke forstået andet ved pressefrihed end fravær af forhåndscensur, men den forståelse kom under pres under Sedition Act-krisen, for gav det mening at forbyde forhåndscensur for blot efterfølgende at kunne retsforfølge borgerne for deres skriverier? Og hører den slags lovgivning overhovedet til i et politisk system med en republikansk forfatning? Og giver det mening at tale om, at man kan skade en regering med rene ytringer?

Vedtagelsen af Sedition Act var reelt et forsøg på at skabe en ét-parti presse og ultimativt et ét-parti system, og det kunne ligne en tanke, at loven beskyttede præsidenten, regeringen og begge Kongressens kamre men ikke vicepræsidenten, Thomas Jefferson, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at loven indeholdt en solnedgangsklausul, så den udløb den 3. marts 1801 med udløbet af John Adams’ præsidentperiode. På den måde sikrede føderalisterne sig imod, at de selv kunne blive retsforfulgt efter Sedition Act i tilfælde af, at John Adams ikke skulle blive genvalgt.

Mod en ny opfattelse af ytringsfrihed

Vedtagelsen af Sedition Act tvang oppositionen til at gennemtænke, hvad de egentlig mente med ytringsfrihed og pressefrihed, og hvad First Amendment skulle beskytte.

Som ledere af oppositionen var Madison og Jefferson dem, der skulle lede kampen, men Jeffersons rolle i Sedition Act kontroversen var ikke just glorværdig. Det var Jeffersons parti, der var den primære genstand for Sedition Act, men Jefferson trak sig tilbage til Monticello for at skrive en historie om Angelsaksisk grammatik, og hans modstand kom kun til udtryk i privat korrespondance. Offentligt holdt han sin mund.

Ikke en eneste gang i sin politiske karriere satte Jefferson sin egen karriere eller omdømme på spil for at kæmpe for ytringsfrihed – eller for den sags skyld nogen anden frihedsrettighed, Levy (1999). Ifølge Jon Meacham (2012, 318) var Jefferson “always in favor of whatever means would improve the chances of his cause of the hour. (…) He was not intellectually consistent, but a consistent theme did run through his politics and statecraft: He would do what it took, within reason, to arrange the world as he wanted it to be.”

Madison skiftede opfattelse af ytringsfrihed i løbet af 1799, og i slutningen af året, hvor han skriver “Report on the Alien and Sedition Acts” gør Madison op med definitionen af ytringsfrihed som blot og bar fravær af forhåndscensur. Madison gør sig til talsmand for, at en folkevalgt regering ikke kan blive bagvasket, at den føderale regering ikke har nogen jurisdiktion over common law forbrydelser, at First Amendment står over common law, og at beskyttelsen i First Amendment er absolut.

Det bemærkelsesværdige er, at Jefferson fastholder sin opfattelse af ytringsfrihed i mange år, og han ændrede ikke opfattelse af ytringsfrihed, som Madison gjorde. Det var ifølge Jefferson kun den føderale regering, der ikke måtte begrænse pressefriheden. Staterne måtte godt.

I et brev til Abigail Adams i 1804, da Jefferson var præsident, skriver han, at: “While we deny that Congress have a right to control the freedom of the press, we have ever asserted the right of the states, and their exclusive right to do so.” Som præsident afholdt Jefferson sig heller ikke fra at opfordre staterne til at retsforfølge kritikere af regeringen.

Madison var i øvrigt ikke den eneste, der gjorde op med grundlaget for common law om seditious libel. Der var en række liberale stemmer i debatten, der er mindre kendte i dag, men som dengang faktisk gjorde op med hele common law kriminaliseringen af seditious libel. Det gælder den senere højesteretsdommer, George Hay (1765-1830), advokaten Tunis Wortman, John Thomson, dommeren og juraprofessoren St. George Tucker, Thomas Cooper, James Sullivan, John Nicholas, m.fl. Levy (1985, kapitel X), Feldman (2008, kapitel 4).

Jefferson som præsident

Federalist Party tabte ikke bare præsidentvalget i 1800 men også regeringsmagten for altid. Det republikanske parti dominerede i de næste to årtier.[iv]

Sedition Act udløb den 3. marts 1801 med Adams afgang som præsident, og Jefferson gav amnesti til fængslede efter Sedition Act, og Kongressen tilbagebetalte flere af de dømtes bøder.

Jeffersons gamle allierede, James Thomson Callender, som Jefferson havde betalt for at skrive smædeskriverier om John Adams under Sedition Act kontroversen, fik amnesti den 16. marts 1781, men Callender fik ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt sin bøde. Callender tog hævn ved at offentliggøre en i hovedtræk sand historie om, hvordan Thomas Jefferson havde fået flere børn med sin kvart-sorte slave, Sally Hemings, der som 14-årig havde fulgt hans datter, Polly, til Paris i 1786.

I sin tiltrædelsestale som præsident, havde Jeffersons givet et blændende forsvar for ytringsfrihed: ”If there be any among us who would wish to dissolve this Union or change its republican form let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated where reason is left free to combat it.”

Jeffersons principielle forsvar for pressefrihed blev imidlertid ikke fulgt op af handling, og da Jefferson indtog præsidentembedet, viste han ingen tegn på at være imod at retsforfølge politiske modstandere for seditious libel. Det viser noget om Jefferson dobbeltstandarder i politik, og er et eksempel på afstanden mellem Jeffersons højstemte hyldester til abstrakte principper om frihed og hans ageren som politiker.

Jefferson var opmærksom på, at republikanernes nylige modstand mod retsforfølgelser ville forekomme hyklerisk, hvis de straks efter magtovertagelsen indledte retsforfølgelsen af politiske modstandere, så i et brev til guvernør McKean dateret den 19. februar 1803 beder Jefferson først om, at “what I say must be entirely confidential”. Han beklager sig dernæst over pressens løgnagtighed: “the fact is that so abandoned are the tory presses in this particular that even the least informed of the people have learnt that nothing in a newspaper is to be believed. This is a dangerous state of things, and the press ought to be restored to it’s credibility if possible.”

Jefferson fortsætter med at efterlyse et par velvalgte retsforfølgelser: “And I have therefore long thought that a few prosecutions of the most prominent offenders would have a wholesome effect in restoring the integrity of the presses. Not a general prosecution, for that would look like persecution: but a selected one. The paper I now enclose appears to me to offer as good an instance in every respect to make an example of, as can be selected.” Jefferson vedlagde en kopi af den lille avis, Port Folio, der havde offentliggjort flere af historierne om Sally Hemings, og kort tid efter blev bladets redaktør retsforfulgt i en sag om seditious libel.

Samme år blev avisredaktør Harry Croswell arresteret og tiltalt for at sprede rygter om, at Jefferson skulle have betalt Callender (at Callender var betalt af Jefferson er bevisligt) for at kalde George Washington for en forræder og John Adams for “a hoary-headed incendiary”. De fornærmende ytringer havde allerede kostet Callender en tur i fængsel. Croswell tabte sagen, og i appelretten var han repræsenteret af ingen ringere end Alexander Hamilton, der holdt en historisk tale om vigtigheden af en fri presse. Alligevel blev Croswell dømt igen.

Retssagen førte imidlertid til, at New York ændrede loven, så sandhed blev frifindelsesgrund, og så juryen skulle bestemme skyldsspørgsmålet, og en ny retssag fulgte.

Afslutning

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den danske straffelovs § 266b (“racismeparagraffen”) minder om den gamle engelske common law lov om seditious libel, for begge er krænkelsesparagraffer, der kriminaliserer krænkende ytringer rettet mod regeringsmagten eller kirken hhv. mod minoritetsgrupper, og i begge tilfælde er eller var sandhedsbevis ikke frifindelsesgrund. Sandhedsbevis blev dog frifindelsesgrund i sager om seditious libel, men er det stadig ikke i sager om § 266b.

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget senere vi i Vesten fik reel ytrings- og pressefrihed end religionsfrihed, og hvor modvillige selv oplysningstidens mest liberale tænkere ofte var til at anerkende retten til at kritisere regeringsmagten. Både den danske grundlov og den amerikanske Bill of Rights (og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789) beskyttede kun mod indførelse af censur, men gav ikke nogen substantiel beskyttelse af ytrings- og pressefriheden derudover, hvilket straffelovens § 266b vidner om. Senere tilføjelser til den amerikanske forfatning har dog udvidet beskyttelsen af ytrings- og pressefriheden i USA.

Thomas Jeffersons holdning til ytrings- og pressefrihed var således repræsentativ for hans samtid, men det kan alligevel undre, at han, der var en foregangsmand for religionsfrihed og personlig frihed i det hele taget, ikke ændrede holdning til ytrings- og pressefrihed samtidig med James Madison og andre liberale i årene umiddelbart efter 1798 i forbindelse med Sedition Act-krisen – og inden, han selv blev præsident i 1801.

Litteratur

Feldman, Stephen M. (2008): Free Expression and Democracy in America. Chicago.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Levy, Leonard W. (1999): Origins of the Bill of Rights. New York.

Meacham, Jon (2012): Thomas Jefferson. The Art of Power. N.Y.

Pedersen, Torben Mark (2017a): “1791 – Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Pedersen, Torben Mark (2017b): “1798 – Ytringsfriheden under angreb.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Noter

[i] Artiklen her er baseret på to artikler fra det seneste nummer af LIBERTAS, Pedersen (2017a,b). Artiklen har også været offentliggjort på www.trykkefrihed.dk

[ii] Loven om seditious libel gik tilbage til engelsk common law fra 1275 om Scandalum Magnatum, hvor enhver diskussion af kongen eller regeringen var forbudt, og kun sandheden af en udtalelse kunne fritage en person fra straf. I en dom i Court of the Star Chamber fra 1606 fjernedes sandhedsforsvaret, så enhver udtalelse, der kritiserede eller latterliggjorde kongen, regeringen eller kirken var strafbar, og såvel forfatteren som trykkeren kunne straffes. Sandhed var ikke en formildende omstændighed: ”the greater the truth, the greater the libel.” Forbrydelsen lå i at nedsætte offentlighedens respekt for myndighederne.

[iii] Den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 ifølge en Højesteretsdom fra 1940, så First Amendment i dag omfatter alle dele af den lokale, statslige og føderale regering.

[iv] Jeffersons og Madisons Democratic-Republican party er en forløber for det senere demokratiske parti, der blev stiftet i 1828 af Andrew Jackson. Det nuværende republikanske parti blev stiftet i 1854 af aktivister, der var modstandere af slaveriet, hvor det demokratiske parti dengang var partiet for tilhængere af slaveriet.

Bent Jensen om den russiske revolution, onsdag d. 25. oktober

2017 er 100-året for den russiske revolution, og professor Bent Jensen, modtager af Libertas’ Adam Smith pris, og forfatter til talrige bøger om Rusland, Stalin og Gulag, har i den anledning skrevet en bog om den russiske revolution med titlen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921

Bent Jensen kommer og holder oplæg om den russiske revolution og det civilisatoriske sammenbrud, der blev konsekvensen

Dato og tid: Onsdag d. 25. oktober kl. 19.00

Sted: CEPOS, Landgreven 3, 3., 1301 Kbh. K.

Forhåndstilmelding er nødvendig

Billetter: 20 kr. for medlemmer af Libertas, 75 kr. for ikke-medlemmer

Køb billetter her
https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=adf7a28bd2

Kom i god tid, da vi lukker dørene præcis kl.19, hvorefter der ikke vil være adgang

LIBERTAS nr. 63, der er anden del af dobbeltnummeret om Ytringsfrihed og tolerance, er udkommet

Temaindledning

LIBERTAS nr. 63 fortsætter temaet om Ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62.

Det er første gang i LIBERTAS’ historie, at der har været planlagt et temanummer i to dele, men alligevel er der mange aspekter af temaet, som vi gerne ville have dækket – men ikke har fundet skribenter til.

Første del af temanummeret dækkede perioden fra efter reformationen til og med John Locke i slutningen af det 17. århundrede, og dette nummer dækker oplysningstiden med den amerikanske og franske revolution.

Idehistorisk var det i det 17. og 18. århundrede, at der først blev formuleret religiøse og filosofiske begrundelser for tolerance, religionsfrihed og ytringsfrihed, og med den amerikanske first amendment, der garanterede religionsfrihed og ytringsfrihed som rettigheder, var disse rettigheder blevet alment accepteret, i hvert fald i USA, selv om de ikke i praksis var realiseret fuldt ud.
USA var år foran de fleste europæiske lande, men selv i USA gik der mange år, før first amendments ord i praksis fik den betydning, den har i dag som værn om religionsfriheden, ytringsfriheden, pressefriheden og forsamlingsfriheden.

Voltaire er om nogen indbegrebet af den franske oplysning, og han var den fremmeste forkæmper for religiøs tolerance i Frankrig før revolutionen. Personligt udviste han dog ingen tolerance over for litteraturkritikere, der ikke beundrede hans skriverier lige så meget, som han selv gjorde, skriver Torben Mark Pedersen.

Opfattelsen af religionsfrihed og ytringsfrihed som menneskerettigheder stammer fra den franske revolutions Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra august 1789, men det er lidt paradoksalt i og med, at Erklæringen ikke ydede nogen substantiel beskyttelse af hverken religions- eller ytringsfrihed, og forsamlingsfrihed slet ikke er nævnt. Det skulle også vise sig i løbet af ganske kort tid – og ikke kun under terrorregimet – at både religionsfriheden og ytringsfriheden blev krænket, og præster blev udsat for forfølgelser, fængslet, sendt i galejerne og henrettet. Og modstandere af revolutionen led samme skæbne, hvis de ytrede kritik af revolutionen, Nationalforsamlingen eller ”almenviljen”.

At det blev i USA, at religionsfrihed for første gang blev beskyttet forfatningsmæssigt, lå ikke i kortene, da de første engelske kolonister slog sig ned i den nye verden, for de var absolut ikke tolerante. I artiklen om “Religionsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment” beskrives en række faktorer, der ledte frem til first amendments beskyttelse af religionsfriheden.

Artiklen om “Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til first amendment” dækker samme problematik, blot for ytrings- og pressefrihed. Hvor alle de amerikanske founding fathers var tilhængere af religionsfrihed, havde de et problematisk forhold til pressefrihed, og oprindelig var de ikke af den opfattelse, at first amendment beskyttede mod, at man kunne blive straffet for sine ytringer.

Ytringsfriheden kom under angreb i USA allerede i 1798, kun syv år efter vedtagelsen af Bill of Rights, da præsident Adams underskrev “Sedition Act”, der kriminaliserede enhver form for kritik af regeringen. Jefferson og Madison, der var ledere af oppositionen, var af den opfattelse, at loven var forfatningsstridig, men federalist party havde flertal i Kongressen, så loven blev først ophævet, da den udløb ved udgangen af Adams præsidentperiode.

Uden for tema bringer LIBERTAS denne gang en artikel om Venezuela og deres fejlslagne økonomiske politik i årene før Hugo Chavez kørte Venezuelas økonomi helt i sænk. Artiklen er skrevet af Niels Westy.

Ryan Smith skriver om frihandel, der er kommet under angreb fra visse borgerliges side, der ellers traditionelt har været tilhængere af frihandel og anden form for økonomisk frihed.
Den synlige hånd er skrevet af Johan J.R. Espersen

Redaktøren beklager forsinkelsen med udgivelsen af dette nummer, men regner fortsat med at udgive de næste to numre af 2017-årgangen inden udgangen af året.

God læselyst

På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen

Frankrig har valgt den 14. juli som nationaldag – dagen for stormen på Bastillen. Det er der en vis symbolik i, men ikke af den slags, som er værd at fejre, for stormen på Bastillen var ikke så meget starten på den franske revolution, som det indvarslede pøbelvolden, der på afgørende tidspunkter af den franske revolution kom til at bestemme begivenhedernes gang og førte til blodbadet og terroren under den franske revolution.

Den franske revolutions begyndelse

Hvis man endelig skal sætte en dato på den franske revolutions begyndelse, så er det ikke den 14. juli, men den 17. juni 1789.

Det var den dag, hvor tredjestanden på den radikale Abbé Sieyès opfordring erklærede sig selv for at være Nationalforsamling, for med den handling tilranede tredjestanden sig den suveræne magt i nationens navn.

Det var et politisk kup, og Ludvig den XVI var nu ikke længere den suveræne magt, der kun stod til regnskab over for Gud. Tredjestanden hævdede ikke bare folkets suverænitet, men også at de som tredjestand var nationen, og at de som sådan havde ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Abbé Sieyès er blevet kaldt for den franske revolutions teoretiker, og han havde med pamfletten “Hvad er tredjestanden” fra januar 1789 erklæret, at tredjestanden er den eneste retmæssige repræsentant for nationen. Sieyès var Nationalforsamlingens førende filosofiske og politiske tænker, og hans politiske tænkning overgik i dybde og originalitet alle sine samtidiges, inklusiv Condorcet og Paine, Forsyth (1987).

Beslutningen den 17. juni satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Tre dage senere aflagde tredjestanden på Jean-Joseph Mouniers opfordring “Boldhuseden”, hvormed de forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde udarbejdet en ny forfatning. Mounier var en af lederne af den monarkistiske gruppe, Monarchiens i Nationalforsamlingen, hvor gruppen støttet af Gabriel-Honoré Mirabeau ønskede et tokammersystem med magtdeling mellem konge og parlament efter engelsk forbillede og med checks and balances som beskrevet hos Montesquieu, herunder samme vetoret til kongen som i England, Doyle (2002, 119).

Den 14. juli stormede bevæbnede borgere Bastillen.

Stormen på Bastillen

Første fase af revolutionen var egentlig forløbet fredeligt, men mens Nationalforsamlingen præsideret af ærkebiskoppen af Vienne kastede sig ud i opgaven med at udarbejde en ny forfatning, vendte kongen sig mod hæren for at få kontrol over begivenhederne. Kongen samlede først seks regimenter af soldater omkring Versailles og Paris, men efter optøjer i Paris hidkaldte kongen endnu fire regimenter af lejesoldater, der tog opstilling på højderne omkring Paris.

Der var hyppige voldsudbrud i Paris, og situationen var spændt. Et militært fængsel blev angrebet af pøblen, og der opstod optøjer over de stigende brødpriser. I Paris etablerede borgere på et møde på rådhuset en bevæbnet milits, kongens tropper blev overfaldet med stenkast, bagere og andre forretninger blev plyndret osv.

Store folkemasser samlede sig i Palais Royals have den 12. juli, og en ung, fattig advokat, Camille Desmoulins, holdt en opflammende tale, hvor han til sidst trak to pistoler frem af jakken og erklærede, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.

Den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 soldater nogle få hundrede meter væk, greb heller ikke ind. Pøblen kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de slap afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.

De drog derfor til Bastillen, der var et fængsel, der blev meget lidt brugt, og som den 14. juli kun havde syv indsatte, men for den parisiske pøbel var Bastillen symbolet på kongemagten, der truede Nationalforsamlingen og revolutionen.

Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men hvorom alting er, så blev oprørerne beskudt, og 100-150 blev dræbt.

Der var flere forsøg på at forhandle i løbet af eftermiddagen, men uden resultat. Pludselig sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten og sænke vindebroen, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet, kommandanten selv blev myrdet, og hans hoved skåret af og sat på en lanse. Det samme skete for flere andre.

Det var – sammenlignet med senere pøbelvold under revolutionen – en mindre blodig affære, men det gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Symbolpolitik

Der er noget symbolsk over, at det er den 14. juli, der er Frankrigs nationaldag, og ikke den 17. juni. Det er det lovløse, voldelige oprør – og ikke folkets repræsentanters fredelige krav på at repræsentere suveræniteten – der fejres den 14. juli, og det er symbolsk, fordi den voldelige parisiske pøbel i de følgende år var en stærkt medvirkende årsag til, at revolutionen blev så lovløs, blodig og midtvejs udviklede sig til et rent terrorregime med massemord, kristenforfølgelser, folkemord i Vendee provinsen og krig.

Litteratur

Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2^nd ed. Oxford.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyès. N.Y.

Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution.

Israel, Jonathan (2014): Revolutionary Ideas. An Intellectual History of the French Revolution from the Rights of Man to Robespierre. Princeton.

Jennings, Jeremy (2011): Revolution and the Republic. A History of Political Thought in France since the Eighteenth Century. Oxford.

Sieyès, Abbé (1789a): “Hvad er tredjestanden?” oversat i uddrag i Thorup m.fl. red): Den franske revolution. Århus, 2015.