Fra 1896 til 2016 er real BNP per capita vokset med 9,4 gange i Danmark og med 9,9 gange i USA. Det er historisk enestående. I størstedelen af menneskehedens historie har mennesker levet i elendig fattigdom med ingen eller umærkeligt små velstandsstigninger fra århundred til århundred. I henseende til økonomisk vækst er de seneste 200 år, hvor vi har haft en kapitalistisk markedsøkonomi, historisk enestående.

Hvis kapitalismens kriser var hyppige, dybe og langvarige, kunne fordelene ved vedvarende økonomisk vækst synes beskedne sammenlignet med de sociale konsekvenser af kriseperioder med høj ledighed. Men sådan er det ikke. Konjunktursvingninger er en del af markedsøkonomier, men de store kriser som depressionen i 30’erne og finanskrisen i 2007-9 har været resultatet af politikfejl.

Det var ikke “kapitalismens kriser” men kriser forårsaget af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

I USA var depressionen i 30’erne den største krise i de seneste 150 år med et fald i real BNP på tæt på en tredjedel, og sammenlignet med USA slap Danmark nådigt gennem krisen. For Danmarks vedkommende var det derimod kriserne under første og anden verdenskrig, der har været de store kriser. Sammenlignet med de kriser var finanskrisen i 2007-9 både i USA og Danmark mindre kriser.

Dette er en “Den synlige hånd” fra LIBERTAS nr. 66, februar 2018 med tema “De store kriser”

Det er en central del af Gode Penges kritik af private bankers pengeskabelse, at de påstår, at bankerne kan skabe penge “ud af det blå” ved at udlån skaber indlån.

Dermed vender Gode Penge hele beskrivelsen af pengeskabelsen i banker baseret på fractional reserve banking på hovedet. Pengeskabelsen i private banker begynder med indlån i bankerne, der giver mulighed for udlån. Banken har og må altså have aktiverne og dermed finansieringen på plads, før den kan låne penge ud.

I Gode Penges beskrivelse af pengeskabelsen er det omvendt. Ifølge Gode Penge behøver bankerne ikke at have finansieringen på plads, før de låner penge ud. Det er påstanden, at udlån er selvfinansierende, ved at udlån skaber et samtidigt indlån af samme størrelse.

Gode Penge henviser flere steder til en artikel af økonomer fra Bank of England, der omtaler pengeskabelsen på en måde, der kan give det forkerte indtryk af, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, McLeay m.fl. (2014). Forfatterne skriver, at: “whenever a bank makes a loan, it simultaneously creates a matching deposit in the borrower’s bank account, thereby creating new money.”

Bjerg (2013) forklarer det sådan her: “Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret ved en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr.” Bankrådgiveren “har lavet gæld om til penge”, og “banker låner penge ud, som de ikke har i forvejen.”

Gode Penge hævder altså, at banker kan skabe penge blot ved at bogføre én postering og dens tilsvarende modpostering på passivsiden, og at banker kan “udlåne penge uden at skulle have “penge op af lommen””.

Dén beskrivelse af bankernes pengeskabelse er grundlæggende fejlagtig, og det skulle næsten give sig selv, at en bank ikke kan give et lånetilsagn, hvortil det skal reservere aktiver, uden at være i besiddelse af aktiverne. Det er faktisk heller ikke det, økonomerne i Bank of England skriver i citatet ovenfor. De tager udgangspunkt i, at banker udsteder et lån (og for at kunne gøre det, skal de have finansieringen på plads, hvilket de ikke nævner), men bagefter indsættes låneprovenuet på låntagers indlånskonto, indtil pengene hæves. Økonomerne i Bank of England siger ikke, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, altså uden at have finansieringen på plads, før lånet udbetales. De siger alene, at i øjeblikket lige efter lånet er udbetalt til låntagers konto, vil lånet være (næsten) selvfinansierende. Det er noget andet.

At banker udbetaler låneprovenuet ved at kontere kundens indlånskonto, betyder ikke, at banker er 100 pct. selvfinansierende, og at de kan skabe penge “ud af det blå”. McLeay m.fl. (2014) skriver da også, at “Although commercial banks create money through lending, they cannot do so freely without limit,” hvilket de ikke ville skrive, hvis de mente, at banker kunne skabe penge “ud af det blå” blot ved kontoposteringer.

1. Det ville stride mod bankernes regnskabsregler, om de foretog udlån blot ved at postere et aktiv og modposterede et passiv i regnskabet. Før lånet udbetales til kunden, skal banken give et lånetilsagn, og det skal reservere aktiver i regnskabet til det lånetilsagn. Banken skal altså være i besiddelse af aktiverne, før den kan give et lånetilsagn.
2. Banker skal opfylde lovens kapitalkrav og likviditetskrav, så hvis banken i udgangssituationen kun lige akkurat har tilstrækkelig kapital og likviditet til at opfylde de regulatoriske krav, kan banken ikke yde nye lån. Udlån forudsætter, at banken forud har en beholdning af frie aktiver, som den kan låne ud, og at den har tilstrækkelig med økonomisk kapital og tilstrækkelig likviditet ifølge likviditetsreglerne til at øge udlånet. En bank må nødvendigvis have finansieringen på plads, før den kan låne ud
3. At fremstillingen hos Bjerg (2013) og Nielsen et al (2018) er fejlagtigt, viser sig måske tydeligst på det tidspunkt, hvor låntager hæver lånet. Låntagere holder jo ikke låneprovenuet på deres indlånskonti i længere tid end højst nødvendigt, og på det tidspunkt, hvor låntager hæver eller overfører pengene til en tredjepart med en konto i en anden bank, skal banken have de likvide midler til at gennemføre overførslen. Banken kan ikke på forhånd vide, om låneprovenuet vil stå på låntagers indlånskonto i tre dage eller tredive sekunder, så den skal have finansieringen på plads, før den kan foretage udlån.

Konklusionen er, at Gode Penges beskrivelse af, at banker kan “skabe penge ud af det blå”, er forkert. Den baserer sig på en misforståelse af, hvordan fractional reserve banking fungerer, og på en mangelfuld forståelse af regnskabsregler, kapitalkrav og likviditetskrav.

På sektorniveau er det rigtigt, at der er en høj grad af selvfinansiering af udlån, idet størstedelen af låneprovenuet ender som indlån i en bank på et tidspunkt. Det sker dog ikke øjeblikkeligt, og selvfinansieringsgraden for den enkelte bank er betragtelig mindre end for sektoren som helhed. Især for små banker.

Gode Penges kritik af konsekvenserne af private bankers pengeskabelse afhænger ikke af den fejlagtige påstand om, at banker kan skabe penge “ud af det blå”. Det er heller ikke indlysende, hvad det konkrete problem ville være, om det var muligt. Vi må bare forstå, at det er “en vanvittig tanke” og moralsk forkasteligt.

Litteratur

Bjerg, Ole (2013): Gode penge – et kontant svar på gældskrisen. København, Informations Forlag.

McLeay, Michael, Amar Radia and Ryland Thomas (2014): “Money creation in the modern economy,” Bank of England Quarterly Bulletin.

Nielsen, Rasmus Hougaard, Ib Ravn, Jonas Jensen & Tune Revsgaard Nielsen (2018): Et pengesystem for alle. Gode Penges forslag til et effektivt & demokratisk pengesystem. Aarhus.

Lørdag d. 7. marts afholdtes præsidiemøde i Selskabet Libertas

Niels Westy havde forinden meddelt, at han ønskede at træde tilbage som sekretær (formand) for Libertas, og på præsidiemødet blev Jens Frederik Hansen valgt som ny Sekretær.

Jens Frederik Hansen har været medlem af Libertas næsten fra stiftelsen af selskabet, og har i de senere år skrevet flere indlæg til bladet: “Folkekirken – kan public choice teori genfindes i virkelighedens verden?” i LIBERTAS nr. 67, “Gode penge – en uvidenskabelig redelighed eller er det videnskabelig uredelighed” i LIBERTAS nr. 68, og “Lov om ændring af “som” til “der” i straffeloven” i LIBERTAS nr. 69.

Jens Frederik Hansen underviser i boligregulering på CEPOS Akademi.

Som redaktør af bladet fortsætter Torben Mark Pedersen, og som forretningsfører fortsætter Rasmus Ole Hansen. Og Otto Brøns-Petersen blev genvalgt som revisor.

På Libertas’ vegne skal lyde en stor tak til Niels Westy for de år, han har været sekretær for Selskabet Libertas.

Den 14. juli 1789 stormede bevæbnede borgere med støtte fra regulære soldater det gamle fængsel og borganlæg i Paris, Bastillen. Stormen på Bastillen er siden blevet et symbol på den franske revolution. Det var imidlertid ikke stormen på Bastillen, der indledte revolutionen. Dens betydning lå et andet sted.

Her følger et “crash-course” i den franske revolutions begyndelse

Det var forværringen af en strukturel finanspolitisk krise og en truende statsbankerot i 1786, der udløste den politiske krise, der førte til den franske revolution.

I to år, 1787-89, forsøgte kongen at få de privilegerede stænder og Parisparlamentet til at godkende indførelsen af en ny jordskat, der indebar et opgør med adelens og kirkens skatteprivilegier, men l’ancien régime var et korporativt samfund, der var baseret på privilegier, og alle korporative enheder havde en stærk interesse i at bevare status quo. Systemets manglende evne til at reformere sig, gjorde l’ancien régimes sammenbrud næsten uundgåeligt.

Forsøget på at løse den finanspolitiske krise i foråret 1787 udstillede de privilegerede stænders manglende vilje til at give afkald på deres privilegier for nationens skyld, og adelens revolte endte med at udfordre monarkiets magtposition.

Mere end noget andet blev det opgøret med standsprivilegier, der drev udviklingen i den præ-revolutionære fase, men det var et opgør, der var forankret i l’ancien régimes korporative samfund. Det var en kamp for lighed mellem stænderne. Ikke for politisk demokrati med én mand én stemme, og ikke for individuelle rettigheder. Det kom senere.

Kongens forsøg på at redde statsfinanserne på trods af adelens og de gejstliges modstand mod indførelsen af en ny skat førte til en politisk og konstitutionel krise i efteråret 1787, der blev skærpet i april-maj måned året efter. I sit forsøg på at indføre nye skatter optrådte Kongen despotisk, og det førte til parlamenternes (domstolenes) oprør med det enevældige monarki, og her gjorde aristokratiet og borgerstanden fælles front.

Det førte til en konstitutionel krise, der satte spørgsmålet om den franske forfatning på dagsordenen.

Kongen forsøgte at løse krisen med et politisk kup i maj 1788, der skulle fratage parlamenterne deres traditionelle rolle som godkender af alle love, men statsbankerotten i august satte en stopper for reformerne og fremskyndede indkaldelsen af Stænderforsamlingen.

Kampen om repræsentation

Den afgørende konflikt kom nu til at stå mellem tredjestanden og de to privilegerede stænder, især adelen, og det afgørende spørgsmål blev nu, hvordan Stænderforsamlingen blev sammensat, og hvordan den skulle stemme. Hvis alle tre stænder kunne vælge lige mange deputerede, eller hvis der skulle stemmes efter stand og ikke efter hoved, ville første- og andenstanden kunne nedlægge veto mod ethvert forslag om nye skatter og andre reformer.

Kun hvis der blev valgt lige så mange deputerede fra tredjestanden som fra de to privilegerede stænder, og der blev stemt efter hoved og ikke efter stand, ville tredjestanden få flertal med tilslutning fra bare nogle få sognepræster, der følte sig tættere knyttet til tredjestanden end til biskopperne. Det problem blev ikke løst, før indkaldelsen af Stænderforsamlingen, og det var denne kamp om afstemningsprocedurer, der udløste de revolutionære begivenheder.

Der var meget på spil. Hvis ikke tredjestanden fik flertal, ville adelen og de gejstlige have vetoret over alle reformer, og de havde hidtil vist uvilje til at opgive deres privilegier. Omvendt frygtede adelen med god grund, hvad et folkeflertal ville kunne finde på at gennemføre, og de mente også, ophævelsen af stændernes traditionelle politiske privilegier var i strid med Frankrigs uskrevne forfatning.

Forløbet frem til indkaldelsen af Stænderforsamlingen i maj 1789 havde godt nok skabt en politisk krise, der både bestod i aristokratiets/parlamenternes oprør mod enevælden, og borgerskabets oprør mod standsprivilegierne, men begivenhederne før 1789 kan ikke karakteriseres som revolutionære.

Mødet i Stænderforsamlingen var heller ikke i sig selv en revolutionær begivenhed, selv om en stor del af den oplyste del af det franske borgerskab var blevet radikaliserede af begivenhederne frem til foråret 1789, og det store flertal af de deputerede til Stænderforsamlingen havde ikke nogen revolutionær omvæltning i tankerne men var opsatte på at gennemføre en “regenerering” af monarkiet.

Da de deputerede mødtes i Stænderforsamlingen i maj 1789 var der en udbredt enighed om behovet for at give Frankrig en forfatning, men ikke enighed om hvilken, og næppe nogen forestillede sig den fuldstændig omvæltning af det franske samfund, som blev gennemført blot tre måneder senere. Det var ikke revolutionære, der skabte revolutionen. Det var snarere revolutionen, der gjorde de deputerede til revolutionære.

Den politiske revolution

Den egentlige politiske revolution fandt sted i løbet af blot 14 dage i juni måned, hvor tredjestanden tog magten ved et politisk kup, så den suveræne magt ikke længere alene lå hos kongen men nu var delt mellem kongen og tredjestanden. Tre datoer skiller sig ud:

• 10. juni foreslog Sieyès at invitere første- og andenstanden til at deltage i en fælles forsamling for at verificere de deputeredes identitet ved navneopråb, og hvis de ikke mødte op, skulle tredjestanden gå enegang. Sieyès forslag var det første revolutionære skridt for tredjestanden.
• 17. juni: Tredjestanden erklærer sig for Nationalforsamling. Tredjestanden brød dermed med århundreders forfatningsmæssig tradition ved at omdanne en traditionel rådgivende forsamling til en rådslagende og besluttende forsamling. Om nogen enkelt dato skal udpeges til at være den franske revolutions begyndelse, så må det være den 17. juni, for det var den dag, hvor tredjestanden med et politisk kup tilranede sig den suveræne magt i nationens navn.
• 20, juni: Boldhuseden: Nationalforsamlingen erklærer ikke at skilles, før de har givet Frankrig en ny forfatning

Der skete to ting i dette forløb: Begivenhederne radikaliserede de deputerede, så de blev revolutionære, og de mere radikale kræfter med Sieyès i spidsen overtog initiativet fra de mere moderate deputerede fra Dauphiné med Mounier og Barnave i spidsen

Der var dog ikke på dette tidspunkt tale om et opgør med hele stændersamfundet, og der var ingen, der talte om indførelse af politisk demokrati eller afskaffelse af monarkiet. Så radikaliseret var revolutionen endnu ikke blevet på dette tidspunkt. Indtil slutningen af juni var det kun den suveræne magt, der var gjort op med, og det var planen, at der skulle tages et opgør med adelens og de gejstlige skatteprivilegier og politiske privilegier, men ikke at afskaffe stændersamfundet.

Stormen på Bastillen

Kongen anerkendte ikke legitimiteten af Nationalforsamlingen, og han forberedte en opløsning af Nationalforsamlingen med magt. Han samlede seks regimenter lejetropper omkring Paris og Versailles, og den 11. juli iværksatte han planerne for at opløse Nationalforsamlingen.

Det var muligvis det værst tænkelige tidspunkt for kongen at ville tage en væbnet konfrontation med Nationalforsamlingen, og han undervurdere helt klart den folkelige opinion. Paris’ folkemasser havde været i oprørsstemning over de høje brødpriser, mange sultede og var forarmede, og gennem foråret og hen i juli måned, hvor brødpriserne symbolsk toppede den 14. juli, var der mange voldelige oprør, overfald på toldposter, korntransporter, kongens lejetropper blev overfaldet med stenkast m.m.

Folket frygtede et militært angreb og greb til våben den 11.-12. juli, og begivenhederne kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli.

Selve indtagelsen af Bastillen var primært en symbolsk handling, men det var en handling, der fik en enorm realpolitisk betydning, idet det var disse folkelige oprør, der redede revolutionen og hindrede kongen i at opløse Nationalforsamlingen med magt.

Efterspillet

Begivenhederne gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Efter denne begivenhed tvivlede Burke stærkt på, at Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve deres autoritet frit, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.

Nationalforsamlingen var også splittet, og der var på ingen måde enighed om det politiske reformprogram. Nogen revolution var der ikke lagt op, men nok en gennemgribende reform af det politiske system.

Blot tre uger senere, den 4. august, ændrede alt sig, og hele det franske samfund blev revolutioneret, idet feudalismen blev afskaffet og med den alle standsprivilegier, inklusiv betaling af tiende til kirken. Nattens begivenheder ændrede fuldstændig den politiske dagsorden for resten af revolutionen.

Skal man være lidt legalistisk, så bestod den franske revolution i tre dokumenter:

1. Dekretet fra den 11. august 1789, der sammenfattede beslutningerne om feudalismens afskaffelse, der blev truffet den 4. august
2. Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder, der blev vedtaget den 26. august 1789
3. Den nye demokratiske forfatning for et konstitutionelt demokrati, der blev vedtaget den 3. september 1791.

Om hele dette forløb og om disse tre revolutionære dokumenter kan man læse mere i årets sidste nummer af LIBERTAS, der udkommer i december måned.

Anthony de Jasay døde forleden, 94 år gammel. Otto Brøns-Petersen har skrevet mindeord i den anledning på Punditokraterne. I 2013 skrev Otto Brøns-Petersen en artikel om de Jasay, som vi genoptrykker her:

Anthony de Jasays ordnede anarki

.

For langt de fleste moderne liberale er staten et nødvendigt onde. For enkelte som Holcomb er staten et uundgåeligt onde, som godt kunne undværes, men ikke kan forhindres i at opstå. For Anthony de Jasay er staten derimod hverken nødvendig eller uundgåelig: Det er ikke ordnet anarki, men den liberalistiske minimalstat, som ifølge ham er utopisk og urealisabel.

Otto Brøns-Petersen

De Jasay er ikke den bedst kendte moderne liberalistiske tænker. Men få, hvis nogen moderne har opstillet en mere elaboreret og komplet politisk filosofi end ham. Og nogen naiv filosof er han ikke. Han er velbevandret i spilteorien og social choice-teoriens dilemmaer og får i bemærkelsesværdig grad adresseret de udfordringer, som nutidig politisk-filosofisk tænkning inden for disse rammer skaber. Det gør ham meget svær at komme uden om.

Det betyder til gengæld også, at jeg her må koncentrere mig om hans essentielle kritik af minimalstaten og af politik som sådan og lade resten ligge.

Buchanans stat

For at forstå de Jasays verden kan det være værd at begynde med James Buchanans. Det er i høj grad netop Buchanans kontraktarianske politiske filosofi, som er udgangspunktet – og angrebspunktet – for de Jasay. Men de Jasay mener, at den samme kontraktarianske tilgang mere eller mindre præger politisk tænkning fra Aquinas over Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne forfattere som Rawls, Hayek, Nozick og altså Buchanan, uanset deres betydelige indbyrdes forskelle.

Buchanan og de Jasay begynder samme sted:

To the individualist, the ideal or utopian world is necessarily anarchistic in some basic philosophical sense, Buchanan (1975, 7.1.6.)

De tager udgangspunkt i de ønsker og mål, individer nu engang har. Det er den eneste relevante, ikke arbitrære målestok, politisk filosofi kan anvende. Buchanan var eksplicit paretianer: Vi kan kun sige, at en tilstand X er bedre end en tilstand Y, hvis mindst en person hellere vil have X, og hvis ingen foretrækker Y. Derimod krænker det individualismen at sige, at X er bedre end Y, hvis nogen rent faktisk foretrækker Y. Paretos princip om, at en forbedring kun er en forbedring, hvis mindst én stilles bedre, uden at nogen stilles ringere, var efter Buchanans opfattelse et minimalt normativt kriterium. de Jasay mener dog at kunne fremkomme med en endnu mindre normativt tynget begrundelse for individualisme, men under alle omstændigheder bør individer efter deres opfattelse som udgangspunkt betragtes som suveræne.

Statens definerende karakteristikum er, at den alene har legal adgang til med vold at tvinge nogen mod deres vilje. Det er derfor, at et samfund helt uden stat er en ideal liberal utopi. Der skal løftes en bevisbyrde for staten. Hvis der skal være en stat, skal den være i borgernes interesse. Men efter Buchanans opfattelse vil det også netop være tilfældet, at vi vil foretrække at etablere en stat, hvis den ikke fandtes. Han er enig med Hobbes i, at livet i en anarkisk tilstand, ”naturtilstanden”, er ”ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort”. Det skyldes, ar naturtilstanden er et Fangernes Dilemma-spil, hvor der er en individuel gevinst ved at angribe andre, men hvor alle stilles bedre ved at tvinges til at holde fred. Freden er et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere. Havner man i et Fangernes Dilemma-spil, er der en gevinst ved at få en udefrakommende aktør til at påtvinge én at samarbejde. Paretokriteriet om, at ingen må stilles ringere, er altså opfyldt.

For Hobbes er freden det eneste kollektive gode, og det kan kun sikres effektivt ved et hårdhændet diktatur, hvor suverænen i sin egen interesse sikrer freden, fordi det kan presse flere ressourcer ud af borgerne. Locke brød med Hobbes i vurderingen både af livet i naturtilstanden og af behovet for en enevældig hersker til at sikre freden. Tværtimod var det for Locke kun i individernes interesse at underkaste sig staten frem for at leve i naturtilstanden, hvis staten er begrænset til at sikre individuelle rettigheder. Buchanan var grundlæggende enig med oHHobbes’ vurdering af naturtilstanden, men konkluderede som Locke, at staten bør begrænses til kun at løse de opgaver, som den med fordel kan varetage. Det er udover freden også at tage sig af andre kollektive goder. Statens legitimitet forsvinder, hvis den derimod anvender sit magtmonopol til andet, f.eks. at påtvinge borgerne en bestemt livsstil, forhindrer dem i at foretage frivillige transaktioner og indgå kontrakter eller omfordeler fra den ene til den anden. Som grundlægger af public choice-disciplinen i økonomisk teori – en indsats der skaffede ham Nobelprisen i 1986 – var Buchanan ikke blind for risikoen for, at staten kan blive misbrugt. Tværtimod må politiske beslutningstagere forventes at optræde lige så egennyttigt som økonomiske aktører; det er trods alt de samme mennesker. Buchanan foreslog derfor en lang række konstitutionelle bindinger – kvalificerede flertal, magtdeling og lignende – til at tøjle Leviathan (det store dyr, der er Hobbes uromantiske betegnelse for staten). Kun en sådan konstitutionelt begrænset minimalstat kan sikre borgernes frihed. Alternativet er tvang, enten på privat initiativ i naturtilstanden eller institutionaliseret fra den utilstrækkeligt begrænsede stat.

Det hører med, at Buchanan ikke ser springet ud af naturtilstanden til som en faktisk beskrivelse af, hvordan staten oprindelig er blevet skabt. Det er tværtimod et tankeeksperiment, der skal overbevise os om, hvilken stat vi bør etablere, hvis et ”window of opportunity”, et ”konstitutionelt øjeblik”, pludselig viser sig – som ved den amerikanske uafhængighed i 1776.

De Jasays grundlæggende påstande

I 1985 læste Buchanan en annonce for en bog i The Times litteraturtillæg. Han havde aldrig hørt om forfatteren, men valgte at anskaffe den alligevel. Det viste sig at være en ret usædvanlig bog, som han gav en meget anerkendende anmeldelse. Forfatteren var den ikke mindre usædvanlige de Jasay, der havde ladet sig førtidspensionere fra et job som investeringsrådgiver for at skrive den. Han var oprindelig ungarer, født der i 1925, men havde efter den kommunistiske magtovertagelse taget flugten til Vesten, hvor han blev uddannet som økonom og i en periode underviste på Oxford, indtil han i 1962 skiftede karrierespor til den finansielle sektor.

Bogen var The State, og Buchanans anerkendende modtagelse af den skyldtes ikke, at han var enig. Han så den derimod som et særdeles kvalificeret forsøg på at undsige logikken bag Buchanans kontraktarianske stat. Og Buchanan havde brug for sådanne forsøg, fordi han måtte kunne tilbagevise ethvert ræsonnement om, at det er i nogens interesse at forblive i naturtilstanden – på samme måde som en bokser har brug for en stærk modstander for at bevise sin overlegenhed. Spørgsmålet er bare, om det lykkedes at tilbagevise de Jasay. Eller om modstanderen ender med at slå mesteren i gulvet.

I The State forfølger de Jasay et kontrafaktisk tankeeksperiment. Hvis staten var én person, hvad ville den da gøre. Formålet er at vise, at staten med stor sandsynlighed ville sætte sig ud over eventuelle bindinger. Man kan godt i en periode tøjle den med konstitutionelle bindinger, men det vil føre til, at den vil forsøge at købe sig til støtte med de ressourcer, den kan tvinge ud af borgerne, ikke at den vil holde sig inden for den udstukne ramme. Det er de Jasays billede på, hvorfor de moderne vestlige samfund næsten alle har udviklet sig fra konstitutionelle stater til rent seeking-societies med omfattende beskatning og omfattende overførsler mellem borgerne.

”The State” er blevet fulgt af en række værker med sigende titler som Against Politics og Before Resorting to Politics. Forfatterskabet udfolder et særdeles komplekst sæt af argumenter for, hvad jeg her vil reducere til at kalde hans tre grundlæggende påstande for ordnet anarki (det er ikke mindst i Social Contract, Free Ride (1989) man finder dem behandlet samlet, men de løber gennem forfatterskabet):

1. Det er ikke nødvendigt med en stat for at løse problemet med kollektive goder.
2. Der ville ikke være enstemmig tilslutning til at danne en minimalstat i naturtilstanden[1]
3. Minimalstaten er ikke robust og stabil.

Lad os se på de tre påstande hver især i baglæns orden.

Er minimalstaten robust?

Den måske stærkeste af de tre er den tredje – at minimalstaten ikke er robust og stabil. De Jasay argumenterer grundlæggende for, at statens monopol på magt også kan anvendes til at tilsidesætte eventuelle konstitutionelle begrænsninger. En forfatning er efter hans opfattelse ”et kyskhedsbælte, hvor nøglen altid er inden for rækkevidde” (de Jasay, 1997). Enhver politisk beslutning indeholder et element af omfordeling. Det gælder også kollektive goder, hvor fordelingen af finansieringen hurtigt bliver omfordelingsspørgsmål. Den eneste regel, som kunne sikre, at ingen ender med at blive ringere stillet, er enstemmighed, dvs. at udstyre hver enkelt med en vetoret. Men hvis en sådan enstemmighed kunne opnås ved konkrete politiske beslutninger, ville der ikke være brug for staten til at producere kollektive goder til at begynde med.

Problemet med enstemmighedsreglen er det såkaldte ”hold-out”-problem: At hver enkelt har et incitament til at udnytte sin vetoret til at presse citronen maksimalt og dermed gøre det meget vanskeligt at forhandle. Buchanans mente derfor, at konkrete politiske beslutninger bør træffes med mindre end enstemmighed, det vil sige kvalificeret flertal. Men dermed er der også, ifølge de Jasay, givet adgang til, at staten kan tvinge nogen mod deres vilje (uanset om alle på forhånd måtte have accepteret dette ved vedtagelsen af en forfatning). Og så er vejen åbnet for, at staten bliver brugt til at omfordele fra nogle til andre.

Der kan forsøges indsat ”checks and balances”, men problemet med, hvem der vogter vogterne, går for de Jasay i uendelig regres. I sidste ende synes det svært at komme uden om, at opretholdelsen af minimalstaten er behæftet med principielt helt de samme problemer som en anarkisk orden (se Brøns-Petersen, 2003).

De Jasays argument er dog ikke alene teoretisk, men støtter sig også på den historiske erfaring fra samtlige de lande, som har fået forfatninger – fra USA’s forfatning fra 1789 til i dag. Overalt er staterne svulmet. Staterne er ikke bare vokset i takt med den uset kraftige økonomiske vækst; deres andel af økonomierne er blevet øget mangefold de sidste hundrede år. Den mest effektive begrænsning på staten har historisk set ikke været forfatninger, men ”ureguleret” polycentrisk magtstruktur med konkurrence f.eks. mellem fyrster og kirken samt – navnlig i USA’s tilfælde – en åben grænse mod vest.

Hvad ville vi vælge i naturtilstanden?

Det pudsige ved kontraktarianske teorier er, at de alle er enige om, at vi i naturtilstanden alle ville vælge den samme forfatning, men at de er særdeles uenige om, hvilken forfatning det ville være. Hobbes mente som sagt, at frygten for kaos nødvendigvis ville føre til valget af enevælde, mens Buchanan peger på minimalstaten. John Rawls (som dog ikke er kontraktarianer i snæver forstand, men ikke desto mindre betjener sig af en hypotetisk kontrakt alligevel) mente, at frygten for at blive det dårligst stillede individ ville dominere, og at vi derfor ville vælge den kontrakt, som maksimerer nytten for det dårligst stillede individ. Det ville efter hans opfattelse føre til valget af noget, der groft sagt svarer til den moderne velfærdsstat.

Der er altså teorier til at udspænde hele mulighedsrummet for politiske autoriteter. Det skal med det samme noteres, at det ikke behøver at underkende den kontraktarianske tilgang – i princippet kunne én af tilgangene være den rigtige og de andre forkerte. De Jasays argumentation bygger da heller ikke på teoriernes mangetydighed, men derimod på at gennemføre sit eget tankeeksperiment. Og med streg under eksperiment. Han er enig med Hume i, at i virkelighedens verden er staten ikke opstået ved enighed, men gennem erobring og tvang.

Hvis vi alligevel forestiller os, at vi befandt os i naturtilstanden – eller en anden position, hvor vi skulle vælge en forfatning – hvad ville vi så vælge, hvis vi var uvidende om (som hos Rawls) eller usikre (som hos Buchanan) på vores placering i det postkontraktuelle samfund? Den manglende viden skal sikre enighed, fordi vi ellers hver især ville foretrække den forfatning, som passede til vore forskellige interesser. De Jasay argumenterer imidlertid for, at selv om vi er mere eller mindre uvidende om vore personlige karakteristika postkontraktuelt, så vil vi kunne opstille en sandsynlighedsfordeling. Et flertal vil forvente at have en chance for at havne i en flertalsposition, og hvorfor skulle det så afskrive sig muligheden for at omfordele fra mindretallet? Derfor vil valget ifølge de Jasay ikke falde på minimalstaten.

Der synes dog at være en afgørende svaghed ved dette ræsonnement. Det hviler på en præmis om, at den sandsynlige gevinst ved at være en del af flertalskonstellationen i en omfordelende stat er større end gevinsten ved at være en gennemsnitlig borger i en minimalstat. Men jo bedre flertallets medlemmer kan identificere sig selv i naturtilstanden, desto bedre kan mindretallet også gøre det. Og det vil være villig til at indbygge en kompensation til flertallet i kontrakten for at undgå at blive ramt af omfordelingen. Vil kompensationen være stor nok? Ja, under forudsætning af, at minimalstaten er blot marginalt mere produktiv end omfordelingsstaten og naturtilstanden, vil der være et overskud at gøre godt med.

Hvad kan da forhindre, at minimalstaten bliver valgt? Spørgsmålet er i virkeligheden ikke blot relevant i forhold til en tænkt situation i naturtilstanden, men er konstant aktuelt i den forstand, at vi alle altid befinder os i en potentielt kontraktuel fase: Vi står altid over for muligheden for at indgå en aftale om en forfatning – uanset om vi befinder os i naturtilstanden eller i en hvilken som helst anden tilstand. Hvis vi for en stund stadig forudsætter, at minimalstaten er den mest produktive, vil det altid være muligt for vinderne at kompensere taberne.

Der er imidlertid også transaktionsomkostninger forbundet med at etablere en forfatning eller samfundsorden. Det må antages at gælde, uanset hvilken tilstand vi begynder i, hvad enten det er naturtilstanden, en konstitutionelt funderet stat eller en ikke-konstitutionel en. Transaktionsomkostningerne må desuden antages at være formidable – trods det store potentiale er det ikke lykkedes nordkoreanerne at etablere en forhandlingsløsning om et mildere regime. Der er i det hele taget få eksempler på sådanne transaktioner.

Der er ingen grund til at forvente, at transaktionsomkostningerne er væsentligt mindre i naturtilstanden end i så mange andre regimer. Dermed er det primære problem, om der overhovedet ville blive valgt en kontraktmæssig vej ud af naturtilstanden.

Buchanan er ikke blind for denne problemstilling. Tværtimod er han optaget af, at konstitutionelle optioner er ”windows of opportunity”, der normalt ikke er åbne, men historisk kan opstå mere eller mindre tilfældigt, som f.eks. da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud. Transaktionsomkostningerne kan da midlertidigt være lave nok. Er transaktionsomkostningerne derimod hverken komplet prohibitive eller fraværende, afhænger valget af, hvilket af de alternativer, transaktionsomkostningerne tillader, der er mest produktive. Det giver altså en meget opportunistisk tilgang. Det svarer til, at man ikke nødvendigvis altid spiser sin livret, når man er på restaurant, men vælger den bedste ret på det menukort, der nu en gang er.

Men under forudsætning af, at minimalstaten er den mest produktive tilstand, må det forventes, at der i et sådant midlertidigt fravær af prohibitive transaktionsomkostninger vil blive valgt en minimalstatsforfatning. Det er muligvis rigtigt, at transaktionsomkostningerne er større ved at skulle blive enige, når aktørerne har en formodning om deres postkontraktuelle identitet, fordi det så kan være nødvendigt med kompensationer, men det gør det stadig ikke mere sandsynligt, at en ikke-minimalstat skulle blive valgt (såfremt den er mest produktiv[2]).

de Jasays to øvrige påstande kan derimod godt påvirke, om minimalstaten ville blive valgt selv i fravær af transaktionsomkostninger. Er minimalstaten ikke robust og stabil, og kan der produceres kollektive goder under ordnet anarki, bør vi ikke forvente, at naturtilstanden vil munde ud i en minimalstat – tværtimod kan ”valget” være ordnet anarki. Som allerede noteret, har de Jasay en pointe i kritikken af minimalstatens stabilitet. Tilbage står spørgsmålet om mulighederne for at producere kollektive goder i naturtilstanden.

Kan ordnet anarki frembringe kollektive goder?

De Jasays argument for, at der vil kunne produceres kollektive goder i naturtilstanden er langt og komplekst, og derfor er det her kun muligt at skitsere nogle grundlæggende pointer. For det første hævder de Jasay, at der ikke er noget grundlæggende problem ved kollektive goder[3] i sig selv. Det afgørende er, om de, som nyder godt af godet, kan udelukkes fra at benytte det. Kan de ikke det, er der et problem, uanset om godet er kollektivt eller privat. Vi har i høj grad vænnet os til, at der ikke sker eksklusion ved goder udbudt af det offentlige (uanset om goderne er kollektive eller private), mens der normalt er eksklusion på private markeder. Det bør imidlertid ikke forveksles med, om der er et grundlæggende eksklusionsproblem eller ej. Der er eksklusion i en butik, sådan at kunder, der ikke vil betale, bliver stoppet i kassen. Der er typisk ingen sammenhæng mellem betaling og brug af en offentlig park. Men man kunne godt ekskludere ikke-betalere fra at bruge parken; det er f.eks. hvad Tivoli gør. Og man kan tænke sig butikker uden betaling; f.eks. kan et offentligt bibliotek, som låner ud gratis, ikke løbe rundt af sig selv.

Men de Jasay må medgive, at der findes goder, hvor det er vanskeligt eller meget dyrt at ekskludere brugerne. Her er der som udgangspunkt et problem med at sikre levering af godet, fordi det ser ud til at være et Fangernes Dilemma. For enhver kan det bedst betale sig at forsøge at free-ride på de andre og ikke bidrage til betalingen. Men det resulterer i, at ingen betaler, og at godet ikke bliver produceret, selv om alle ville være bedre stillet ved at betale og få godet.

Hvis der er tale om et klassisk one-shot Fangernes Dilemma, er denne konklusion ikke til at undgå. De Jasay stiller imidlertid spørgsmål ved, om kollektive goder typisk er rene Fangernes Dilemmaer. Der kan således findes parter, som er bedre stillet ved at betale og få leveret godet, selv om der findes andre, som free-rider. I så fald minder spillet mere om Chicken (de Jasays version kaldes ”Straddle”). Og i et Chicken-spil ender det med, at én viger, mens én holder banen – svarende til at nogle betaler, mens andre free-rider.

Denne situation vil især forekomme, hvis det marginale bidrag spiller en rolle for, om godet overhovedet bliver leveret. Ifølge de Jasay er der mange eksempler på, at det marginale bidrag kan spille en rolle, fordi der er et minimum for, om godet overhovedet kan siges at findes. Han eksemplificerer med en bro, som ikke har nogen værdi, hvis den sidste meter mangler, eller en vej, der vil gå i stå i en trafikprop, hvis den ikke er stor nok. Han skitserer en procedure for, hvordan et privat initiativ kunne frembringe et kollektivt gode i den situation: En gruppe af borgere – måske alle – tilbydes at deltage med en bestemt finansieringsandel. Man kommer dog kun til at betale, hvis der kommer bidrag nok. Hvis der ikke kommer finansiering nok, lægges projektet i mølpose i en betragtelig periode.

Der er to typer af problemer forbundet med de Jasays procedure. For det første er det ikke alle kollektive goder, hvor det marginale finansieringsbidrag spiller en rolle (se f.eks. Sugden 1991). Jo mindre afgørende det marginale bidrag er, desto mere sårbar er proceduren over for free-riding. For det andet vil der – når det marginale bidrag er afgørende – være et hold-out-problem. Den marginale bidragyder har i princippet vetoret, og den kan anvendes til at presse bedre betingelser igennem i forhold til resten. Ultimativt kan den marginale bidragyder presse citronen helt til det punkt, hvor resten er ligeglade med, om projektet gennemføres, dvs. hvor hele gevinsten ved det kollektive gode tilfalder den marginale bidragyder. Da endvidere alle bidragydere er marginale og derfor har vetoret, kan der være ekstremt høje forhandlingsomkostninger forbundet med de Jasays procedure. Begge problemer kan betyde, at det kollektive gode underforsynes (hvad de Jasays free-riderproblem jo erkendt lægger op til) eller slet ikke produceres.

Inden man dermed dømmer de Jasays løsning ude, er en vigtig ting værd at bemærke: De to typer af problemer ved de Jasays procedure er præcis de samme som ved demokratiske beslutningsprocesser. Her vil der også være et hold-outproblem, hvis beslutningerne træffes ved enstemmighed. Ellers vil der være et free-riderproblem i den forstand, at majoriteten kan lægge byrder på mindretallet og omfordele til sig selv på bekostning af at producere det kollektive gode. Nissen flytter med.

For en god ordens skyld kan vi også sammenligne med forsyningen af kollektive goder under autokratisk styre. Her kan autokraten under visse omstændigheder godt have et incitament til et efficient udbud af kollektive goder, men det er fordi, han betragter både disse goder og befolkningen og dens indkomster som sin ejendom. Det svarer til en bondes incitament til at beskytte sine dyr mod fremmede dyr og indbyrdes ufred. Men beskyttelsen har en pris, som samlet kan være væsentligt større end omkostningen ved et mindre udbud af kollektive goder i naturtilstanden eller en demokratisk stat.

Kollektive goder er således behæftet med problemer, uanset hvilke institutioner samfundet er baseret på. Det er kun ved helt undtagelsesvise tilfældigheder, at kollektive goder kan leveres svarende til velfærdsøkonomiens ”first-best”-principper. Dermed er vi henvist til løsninger som private substitutter, klubarrangementer samt private og offentlige procedurer med notoriske free-riding- og holdout-problemer.

Selv om man kan stille spørgsmålstegn ved to af de Jasays tre påstande, kan han altså opretholde sin fundamentale skepsis over for politiske institutioner.

Efter kampen

Den store diskussion mellem de Jasay og Buchanans positioner er næppe overstået, men mellem de to er den. Buchanan døde i januar i år, 93 år gammel. De Jasay nærmer sig de 90, og en øjensygdom har tvunget ham til at opgive flere større værker. Men hans vid og logiske skarphed udfoldes stadig på www.econlib.org, hvor han jævnlig kommenterer aktuelle begivenheder set fra Europa.

Litteratur

Brøns-Petersen, O. (2003): Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder? Libertas nr. 44

Buchanan, J.M. (1975): The Limits of Liberty. www.econlib.org

de Jasay, A. (1997): Against Politics. London, Routledge

De Jasays biografi mm. findes på www.dejasay.org/

Sugden, Robert (1991): ”Suckers, Free Riders and Public Goods. Book Review.” Humane Studies Review 7, no. 1.

[1] Jeg vælger at bruge ”ordnet anarki” og ”naturtilstand” synonymt. Det er ikke helt uden risiko for misforståelser, bl.a. fordi det dels så ofte er forbundet med Hobbes kaotiske naturtilstand, men læseren må bære over med mig.

[2] Man kan dog naturligvis tænke sig det særlige tilfælde, hvor selve kompensationen kræver, at statens beføjelser går længere end minimalstatens. Det lader vi imidlertid ligge her.

[3] Det traditionelle fokus ved kollektive goder er, at den enes forbrug ikke udelukker den andens. Et atomforsvar er et kollektivt gode (eller onde!), hvis man er omfattet af det, uanset om man bidrager til betalingen.

Temaindledning

Public choice bygger på en meget simpel idé: At politiske beslutningstagere er de samme mennesker, de er,  som når de optræder på markedet. Det er ikke menneskene eller deres motiver, som adskiller sig, men de regelsæt, de optræder indenfor. Politik bør analyseres med de samme redskaber og antagelser, som når økonomer ser på markedet.

Public choice-teori har trods dette enkle udgangspunkt vist sig at kunne frembringe en stor mængde ny viden. Det gælder både om, hvordan politik rent faktisk fungerer, og hvilke institutioner, som kan føre til hensigtsmæssige resultater. Teorien har både beskrivende og normative konsekvenser.

Dette temanummer handler om public choice.

Christian Bjørnskov folder i sit bidrag de grundlæggende antagelser ud og viser, hvordan den politiske dynamik i høj grad er drevet af interessegrupper. En dynamik som ellers ville være svært at forstå.

I ”Markedsfejl og statsfejl” ser Otto Brøns-Petersen på det dilemma, at statens naturlige opgave er at løse markedsfejl, men at præcis samme typer af fejl dukker op som statsfejl i den politiske arena.

Jens Frederik Hansen giver os et exceptionelt indblik i de kræfter, som driver beslutningerne i Folkekirken – et casestudie i public choice.

Ryan Smith forklarer, hvorfor dem, der har de største forventninger til de politiske beslutningstagere, ender med at vælge de værste.

Torben Mark Pedersen slutter af med at anmelde to nye bøger om James M. Buchanan, en af public choice-teoriens pionerer.

Uden for tema men i forlængelse af serien af artikler om ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62-63 ser Torben Mark Pedersen desuden på argumenterne for, at ytrings- og religionsfrihed bør forstås som ejendomsret.

Den Synlige Hånd på bagsiden er skrevet af Otto Brøns-Petersen og handler om, hvordan man kan tæmme staten, og hvad Buchanans bud var på det problem.

Public choice har aldrig tidligere været udførligt behandlet i LIBERTAS, men der har været bragt to artikler om public choice i LIBERTAS nr. 10 fra 1990.

På redaktionens vegne
Otto Brøns-Petersen
Gæsteredaktør

Afslutningen på den liberale verdensorden

Tid: Onsdag d. 10. oktober kl. 17-19. Dørene lukker præcist, så kom til tiden

Sted: CEPOS, Landgreven 3, 3.

Tilmelding: https://bit.ly/2zDGjan   Medlemmer af Libertas: 20 kr. Ikke-medlemmer: 75 kr.

Libertas indbyder til bogpræsentation og debat om Kasper Støvrings nye bog: “Gensyn med fremtiden. Et essay om den nye verdensorden”, hvori han kritiserer, hvad han betegner som den liberale verdensorden.

Et uddrag af bogen kan læses her. Og bogen kan i øvrigt bestilles her.

Martin Ågerup, direktør for CEPOS, har skrevet en kritisk anmeldelse af bogen for Altinget, og Kasper Støvring har svaret på anmeldelsen. Det var derfor oplagt at bede Martin Ågerup komme og debattere Kasper Støvrings ideer om den liberale verdensorden og universalisme vs. relativisme.

Andre indlæg af Kasper Støvring:

“Min udenrigspolitiske trosbekendelse” Kommentar, Berlingske 11. september 2018.

“Merkel og Macros liberale ideer bliver overhalet af virkeligheden” Kommentar, Kristeligt Dagblad 14. september 2018

“Ungarn er fremtidens Europa” Kronik, Jyllandsposten 25. september 2018

Journalistisk artikel: “Kasper Støvring: Krigsliderlige liberale og muslimsk masseindvandring vil blive Danmarks undergang“. Berlingske 22. september 2018

Lørdag d. 29. september holdt Libertas en konference om “Indvandring og det frie åbne samfund”, og emnet bliver tema for februarnummeret af LIBERTAS 2019.

Konferencen blev holdt i samarbejde med CEPOS Akademi

Programmet og talere var som følger:

Professor Frederik Stjernfelt: “Ytringsfrihed og voldsmandens veto”

Henrik Dahl: “Islamistisk radikalisering og den demografiske udfordring” Slides

Otto Brøns-Petersen: ”Hvordan forsvarer et liberalt demokrati sig mod sine fjender”

Ryan Smith: “Normdannelse og ytringsfrihed i de liberale demokratier” Slides ryan-slides

De store kriser er temaet for dette nummer af LIBERTAS. Med ”De store kriser” henvises til krisen i 1930’erne og finanskrisen i 2007-09. Det er de to største økonomiske kriser i de seneste over 100 år uden for krigstid.

Begge kriser var globale, og begge kriser havde deres udspring i USA og begyndte med en stramning af den amerikanske pengepolitik.

Det betyder ikke, at det alene var pengepolitikken i USA, der var årsag til Den Store Depression og Den Store Recession, som finanskrisen kaldes i USA.

Historiske begivenheder har sjælden monokausale årsager, og økonomiske kriser bliver kun store, når der forekommer et sammenfald af mange uheldige omstændigheder på samme tid. Kriser afslører ofte nogle underliggende strukturproblemer og opbyggede ubalancer i økonomien, og uden undtagelse er store kriser blevet store, fordi de er blevet forværret af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

Hverken Den Store Depression eller Den Store Recession er kapitalismens kriser forstået som et resultat af almindelige konjunktursvingninger i markedsøkonomier forstærket af markedsfejl. Tværtimod har de begge primært været resultatet af fejlslagne økonomiske politikker i stor skala, på mange områder og i flere lande.

Temanummeret indledes med en artikel om krisen i 1930’erne skrevet af cand. polit. Finn Ziegler, der er en af Libertas’ grundlæggere. Artiklen tager spørgsmålet op om politikfejl som årsag til krisen i 1930’erne. Selv om Feds fejlslagne pengepolitik i årene 1929-33 er en hovedårsag til, at krisen blev så dyb og så langvarig i USA, som fremhævet af Friedman og Schwartz, så er det bestemt ikke den eneste politikfejl, der bidrog til at forværre krisen.

Finn Ziegler nævner Smoot-Hawley toldloven fra 1930, som en forværrende faktor. Skattestigninger var en anden forværrende faktor. Under præsident Hoover blev de højeste marginalskatter hævet til 63 pct. i 1932, og under præsident Roosevelt forhøjet yderligere til 79 pct. Forsøget på at holde lønningerne kunstigt oppe bidrog også til faldet i beskæftigelsen. Endelig var den meget restriktive regulering af bankerne med til at eksponere dem over for koncentrationsrisiko, der var en medvirkende årsag til, at så mange små banker gik konkurs under bankkriserne.

I de seneste 30 år har økonomiske historikere i stigende grad fokuseret på betydningen af mellemkrigstidens guldstandard for spredningen og forværringen af krisen i 30’erne. Og netop guldstandarden og Frankrigs guldpolitik er emnet for den anden artikel om Den Store Depression, skrevet af Torben Mark Pedersen.

Guldstandarden var den primære transmissionsmekanisme mellem landene, og som et fastkurssystem var alle lande tvunget til at stramme pengepolitikken, når USA som det dominerende land strammede pengepolitikken, og dermed blev de tvunget til at føre en pengepolitik, der forværrede og forlængede krisen i stedet for at modvirke den.

Frankrigs guldpolitik spillede også en central rolle for forværringen og spredningen af krisen i Europa. I årene 1928-32 ophobede Frankrig en enorm mængde guld, der ikke førte til en tilsvarende stigning i pengemængden i Frankrig, så det påførte alle andre lande på guldstandarden et fald i pengemængden, hvilket lagde et deflationært pres på alle guldlande, der tvang dem til at føre en mere kontraktiv pengepolitik end ellers.

Amerikansk og fransk pengepolitik var en hovedårsag til Den Store Deflation i 1930’erne, der førte til bankkriser og yderligere indskrænkninger i pengemængden og kreditgivningen. I sidste ende var det bankkriser, der tvang Østrig, Ungarn og Tyskland fra guldet, og som smittede og skabte en likviditetskrise, så også England måtte gå fra guldet i 1931. I 1933 tvang en bankkrise USA fra guldet.

Aksel Tarras Madsen skriver om politikfejl og markedsfejl i forbindelse med finanskrisen i 2007-09.

En af de store fejl under finanskrisen i USA var, at de amerikanske myndigheder lod Lehman Brothers gå konkurs. Eller rettere: Fejlen bestod i, at de med redningen af LTCM og Bear Stearns havde skabt en forventning i markedet om, at myndighederne ville redde systemiske institutter fra at gå konkurs Det skabte moral hazard problemer, og da myndighederne overraskede markedet ved ikke at redde Lehman Brothers, skabte det panik på de finansielle markeder, og der opstod en alvorlig likviditetskrise, der også gik ud over ellers solvente og veldrevne finansielle institutioner.

I Danmark var bankernes evne til at imødegå en kreditkrise blevet svækket som følge af en rigid implementering af nye, fælles EU-regnskabsregler for opgørelsen af hensættelser.

Uden for tema bringes en debat om Rothbards anarkokapitalisme. I LIBERTAS nr. 64 skrev Torben Mark Pedersen en artikel om grundlaget for Rothbards anarkokapitalisme, hvor hovedpointen var, at selvejerskabet må være ufortabeligt i den forstand, at ingen ufrivilligt kan fortabe ejerskabet til sig selv. Konsekvensen af det må være, at det er illegitimt at udøve nogen form for vold mod andre, og det gælder også i selvforsvar, som straf eller i forsvar mod militære angreb.

Kristoffer Mousten Hansen går i rette med den kritik og kommer med en række modargumenter i artiklen ”Om Rothbards Naturret”. Hovedbudskabet er, at Rothbard må anskues i lyset af andre naturretstænkere for at forstå, hvad han må mene med, at selvejerskabet er absolut. I forlængelse heraf indeholder artiklen en diskussion af krig i et anarkokapitalistisk perspektiv.

Torben Mark Pedersen svarer på kritikken i en replik, og der følger en duplik fra Kristoffer Mousten Hansen.

De to forfattere er ikke enige om, hvorvidt en aggressor kan fortabe sine rettigheder ufrivilligt ved at krænke andres rettigheder, hvis man som Rothbard tager udgangspunkt i selvejerskabet.

Hvis andre læsere mener, at de har det ultimative argument i den sag, er de meget velkomne til at skrive om det i et af de kommende numre af LIBERTAS.

Også uden for tema skriver Filip Steffensen om den tidligere tjekkiske præsident, Václav Havel, der i et essay The Power of the Powerless skriver om den slavementalitet, som Anders Fogh Rasmussen henviste til i Fra socialstat til minimalstat. Havel omtaler slavementaliteten som at ”leve i løgnen” og kontrasterer den med at ”leve i sandheden”, hvor man lever i værdighed og bevarer sin personlige integritet.

Den synlige hånd handler om kapitalismens vækst og kriser og er skrevet af Torben Mark Pedersen.

Krisen i 1930’erne har tidligere været behandlet i LIBERTAS. Lars Christensen har skrevet to artikler om emnet, nemlig i LIBERTAS nr. 17 fra 1993 og i nr. 51 fra 2012.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen