Det er i dag 150-året for udgivelsen af Karl Marx’s økonomiske hovedværk Kapitalen, der lagde det økonomiske og moralske grundlag for Marx’s klassekampteori og for socialismen. Marx’s økonomiske teorier var fra starten fejlbehæftede, og det er historiens ironi, at allerede før første bind af Kapitalen udkom i 1867, var den marginalistiske revolution i økonomisk teori allerede begyndt, og i løbet af halvandet årti undergravede den fuldstændig Marx’s arbejdsværdilære og dermed hans udbytningsteori og klasseanalyse.

Det vigtigste værktøj i en forskers værktøjskasse er skraldespanden. At dårlige videnskabelige teorier forkastes, når de falsificeres, eller når alternative teorier har en bedre forklaringskraft. Sådan går det sjældent for venstrefløjens økonomiske yndlingsteorier. Igen og igen dukker forslag op om borgerløn og Tobinskatter på finansielle transaktioner, selv om de er skudt ned utallige gange før, og selv Karl Marx’s arbejdsværdilære bliver hevet frem af stalden med jævne mellemrum.

Det er i dag, den 14. september, 150 året for udgivelsen af første bind af Karl Marx’s (1818-83) økonomiske hovedværk, “Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi”. Andet og tredje bind udkom posthumt i 1885 hhv. i 1894 bearbejdet af Marx’s ven, økonomiske velgører og samarbejdspartner Friedrich Engels.

Det var især i “Kapitalen”, at Marx udviklede sin version af arbejdsværdilæren, der lå bag hans økonomiske udbytningsteori, der igen udgjorde grundlaget for hans klasseteori og det moralske grundlag for hans klassekampsanalyse og teori om overgangen fra kapitalisme til socialisme. Marx mente selv, at han i Kapitalen havde afdækket kapitalismens videnskabelige udviklingslove, og at de viste, at kapitalismen uundgåeligt ville gå fra krise til krise pga. profitratens tendens til fald.

Det er historiens ironi, at arbejdsværdilæren allerede var undergravet, før første bind af Kapitalen udkom, og at den marginalistiske revolution i økonomisk teori i løbet af relativt få år efter gav dødsstødet til arbejdsværdilæren og hele det Marxske system.

Arbejdsværdilæren, merværdi og udbytning

Ifølge arbejdsværdilæren er en vares bytteværdi (pris) bestemt af den gennemsnitlige mængde arbejde, der medgår til at producere den. Adam Smith havde en meget enkel formulering af teorien:

”hvis det … normalt koster dobbelt så meget arbejde at nedlægge en bæver som en hjort, må én bæver kunne udveksles med eller være lige så dyr som to hjorte,” Smith (1776, 85).

Den nytte, som en vare giver forbrugerne, og dermed efterspørgslen efter varen og den relative knaphed spiller ingen rolle for værdiansættelsen ifølge arbejdsværdilæren, og det fører til det såkaldte værdiparadoks, at diamanter, der ikke har megen nytte ofte er dyre, hvorimod vand, som er livsvigtigt, er billigt.

David Ricardo (1772-1823) videreudviklede arbejdsværdilæren ved at tage højde for den indirekte arbejdskraft, der er nedlagt i produktionen af kapital, ved beregningen af arbejdsindholdet i en vare, og Karl Marx overtog stort set Ricardos arbejdsværdilære.

Merværdi og udbytning

Da det ifølge arbejdsværdilæren alene er arbejdskraft, der skaber værdi, burde arbejderne aflønnes med den fulde værdi af den producerede vare, men arbejdskraft aflønnes ifølge Marx med en subsistensløn, og der opstår derfor en merværdi, som kapitalisterne tilegner sig som profit.

Arbejderne bliver derfor udbyttet, og det giver dem en objektiv klasseinteresse i at gøre op med kapitalismen og overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Marx tegner dermed et billede af kapitalismen, som et økonomisk system, hvor arbejdernes og kapitalisternes klasseinteresser er antagonistiske. Væk er Adam Smiths “naturlige harmoni af interesser” og effekten af “den usynlige hånd”. Men hele Marx’s teori og udbytning og klassekamp står og falder med, at arbejdsværdilæren er korrekt.

Problemer med arbejdsværdilæren

Arbejdsværdilæren negligerer imidlertid fuldstændig betydningen af den subjektive nytte, en vare må have for en forbruger for, at forbrugere vil ønske at købe varen, og arbejdsværdilæren ser helt bort fra efterspørgslens betydning for værdiansættelsen af varer. I arbejdsværdilæren er det ikke udbud og efterspørgsel, der bestemmer en vares pris (værdi), men alene udbudet. Det er altså en slags omkostningsteori.

At en vare har en brugsværdi, der er personlig og subjektiv, var ikke fremmed for Smith, Ricardo og Mill, men med arbejdsværdilæren bliver bytteværdien ”objektivt” bestemt af mængden af arbejdskraft, der medgår til produktionen, så efterspørgslen og den relative knaphed på varer ikke spiller nogen rolle for (bytte-)værdien.

Arbejdsværdilæren kan heller ikke forklare værdiansættelsen af produktionsfaktorer som arbejdskraft, kapital og jord, og Marx måtte som Ricardo før ham operere med forskellige teorier for værdiansættelse af varer og af produktionsfaktorer.

Den marginalistiske revolution

I årene (1862-) 1871-77 blev grundlaget lagt for en revolution i økonomisk teori, der blev anført af tre økonomer fra tre forskellige lande og helt uafhængigt af hinanden.

Den første var englænderen William Stanley Jevons (1835-82), der allerede i oktober 1862 havde præsenteret sin ”Brief account of a General Mathematical Theory of Political Economy” på et møde i “The British Association for the Advancement of Science”. Året efter blev en kort sammenfatning trykt, og i 1866 offentliggjordes den fulde version. Jevons arbejder tiltrak sig ikke større opmærksomhed, men i 1871 udkom hans Theory of Political Economy .

Samme år udgav østrigeren Carl Menger (1840-1921) sin Grundsätze, (Principles of Economics på engelsk), og i 1874 udgav franskmanden Leon Walras (1834-1910) første del af Elements of Pure Economics med anden del i 1877.

Den nye subjektive værditeori, som al fremtidig økonomisk teori kom til at bygge på, havde således i sin vorden allerede undergravet arbejdsværdilæren endnu før, Marx havde færdiggjort første bind af Kapitalen, og man kan undre sig over, at Marx, der sad og forskede på British Library i London, har været helt ubekendt med Jevons’ banebrydende arbejder.

Både Jevons og især Walras var Menger teknisk overlegne, men det blev Carl Menger, der i første omgang kom til at få størst indflydelse på udviklingen af en ny mikroøkonomisk teori om prisfastsættelsen af varer og produktionsfaktorer. Menger (1871) udviklede en subjektiv værditeori, hvor den relative pris mellem to eller flere varer er subjektiv og bestemt af forbrugernes præferencer. Det betyder, at selv om to personer med samme indkomster og formue køber de samme to varer til samme markedspriser, så kan varerne have forskellig subjektiv værdi for de to forbrugere, og de vil formentlig købe dem i forskelligt omfang relativ til andre varer.

Menger kom til at danne skole – den østrigske økonomiske skole – og hans ideer blev videreudviklet af især Böhm-Bawerk (1851-1914) og Friedrich von Wieser (1851-1926).

Som enhver god økonomisk teori kunne Mengers teori ikke alene give en bedre forklaring på de fænomener, de hidtidige økonomiske teorier havde forklaret, men den kunne forklare en række fænomener, som arbejdsværdilæren ikke havde kunnet forklare.

I løbet af 1870’erne og frem, især i England, blev den nye pristeori udviklet af blandt andre Edgeworth (1845-1926) og Wicksteed (1844-1927), og i 1890 syntetiserer og sammenfatter Alfred Marshall (1842-1924) indsigterne i første udgave af Principles of Economics. Det var Marshall, der som den første nogensinde illustrerede prisdannelsen med et udbud- efterspørgselsdiagram. Marshall sammenligner prisdannelsen med en saks’ to blade: ”We might as reasonably dispute whether it is the upper or the under blade of a pair of scissors that cuts a piece of paper, as whether the value is governed by utility or cost of production.”

Afslutning

Der er ingen dele af Marx’s økoomiske bidrag fra ”Kapitalen”, der holder i dag: Hans værditeori, kriseteori og vækstteori er for længst forkastet af både teoretiske og empiriske grunde.

Marx byggede sin værditeori på arbejdsværdilæren, der allerede i 1870’erne blev forkastet til fordel for en subjektiv værditeori. Dermed falder Marx’s teori om merværdi og udbytning og arbejdernes objektive klasseinteresser, hvilket igen undergraver hans klassekampteori, og alt hvad der bygger på den. Det kan også vises matematisk, at Marx’s kriseteori, ”loven om profitratens faldende tendens”, er fejlbehæftet.

Som fagøkonom er Marx en ubetydelig skikkelse i den økonomiske teorihistorie. Der er simpelthen intet i moderne økonomisk teori, der kan spores tilbage til Marx. Omvendt med “marginalisterne” og ikke mindst Carl Menger.

Ved at gøre op med arbejdsværdilæren, genskabte Menger og Böhm-Bawerk grundlaget for Adam Smiths ”naturlige harmoni af interesser”.

De viste nemlig, at fordelingen af indkomst i samfundet er et resultat af produktionsfaktorernes bidrag til hver enkelt forbrugers subjektive behovstilfredsstillelse og ikke et resultat af en politisk magtkamp mellem klasser i samfundet.

Alle har derfor en fælles interesse i at skabe velstand og handle med hinanden, og Menger og østrigerne genskabte Adam Smiths positive vision om kapitalismen.

—

Man kan læse mere om den østrigske økonomiske skole i LIBERTAS nr. 65, der udkommer til december.

Litteratur

Marx, Karl (1970): Kapitalen. København: Rhodos.

Menger, Carl (1871): Principles of Economics. N.Y. 2002.

Pedersen, Torben Mark (2017): “Carl Menger, den marginalistiske revolution og den østrigske skoles fødsel”, LIBERTAS nr. 65 (foreløbigt, udkommer december 2017).

Sandmo, A. (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton.

Skousen, Mark (2009): The Making of Modern Economics. 2^nd ed. Armonk N.Y.

Smith, Adam (1776): Nationernes Velstand. København, 2013.

Thomas Jefferson står for mange som den ubetingede forkæmper for individuel frihed og oplysning, men når det kommer til ytrings- og pressefrihed, var Jefferson ikke nogen frihedskæmper. Thomas Jefferson delte samtidens opfattelse af pressefrihed som fravær af forhåndscensur, og han var tilhænger af, at staterne (men ikke den føderale regering) kunne håndhæve common law krænkelsesparagraffer om seditious libel, så borgere kunne straffes for oprørske ytringer, hån, spot og latterliggørelse af offentlige myndigheder.[i]

“Where the press is free and every man able to read, all is safe.” Jefferson to Colonel Yancey, 6. januar 1816.

“If there be any among us who would wish to dissolve this Union, or to change its republican form, let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated, where reason is left free to combat it.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“The diffusion of information and arraignment of all abuses at the bar of the public reason; freedom of religion; freedom of the press, and freedom of person under the protection of the habeas corpus, and trial by juries impartially selected. These principles form the bright constellation which has gone before us and guided our steps through an age of revolution and reformation.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“No government ought to be without censors; and where the press is free no one ever will.” Jefferson to Washington, 9. september 1792.

“I am (…) for freedom of the press, and against all violations of the Constitution to silence by force and not by reason the complaints or criticisms, just or unjust, of our citizens against the conduct of their agents.” Jefferson til Elbridge Gerry, 26. januar 1799.

“The only security of all is in a free press. The force of public opinion cannot be resisted when permitted freely to be expressed. The agitation it produces must be submitted to. It is necessary, to keep the waters pure.” Jefferson til Lafayette, 4. november 1823.

“Our liberty cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it.” Jefferson til John Jay, 1786.

“To preserve the freedom of the human mind… and freedom of the press, every spirit should be ready to devote itself to martyrdom; for as long as we may think as we will and speak as we think, the condition of man will proceed in improvement.” Jefferson til William Green Munford, 18. juni 1799.

Ovenstående citater er blot et lille udpluk fra Thomas Jeffersons brevvekslinger og taler, hvori han gør sig til talsmand for pressefrihed og ytringsfrihed, men man må forstå, hvad Jefferson mente med “freedom of the press” og lignende udtryk for ikke at misfortolke Thomas Jeffersons opfattelse af og holdning til ytrings- og pressefrihed.

Thomas Jefferson er med rette berømmet som en konsekvent fortaler for personlig frihed. Han var hovedforfatter til USA’s Uafhængighedserklæring, hvori det hedder, at “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.” Jefferson var også konsekvent i sin kamp for religionsfrihed, men ikke pressefrihed. For det første betød Jeffersons ord om pressefrihed ikke det samme dengang, som de gør for os i dag, og for det andet var der en modstrid mellem Jeffersons ord og hans handlinger som præsident.

For Jefferson – som for de fleste i hans samtid – betød pressefrihed alene fravær af forhåndscensur. Det betød derimod ikke, at man ikke kunne straffes efterfølgende for seditious libel,[ii] ifølge hvilken enhver kritik af, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik (herunder skattepolitik) eller kirken samt falske nyheder kunne straffes for at true staten. Common law-definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt efterfølgende.

Jefferson accepterede denne konsensusopfattelse af pressefrihed, og han var ikke imod, at borgere kunne blive retsforfulgt for regeringskritiske ytringer, så længe det var staterne og ikke den føderale regering, der retsforfulgte dem.

I hans udkast til Virginias forfatning i 1783 foreslog han som en tilføjelse, at pressen ”shall be subject to no other restraint than liableness to legal prosecution for false facts printed and published.”

I 1788 skriver Jefferson i et brev til James Madison (hovedforfatter af forfatningen og Bill of Rights), at: “A declaration that the federal government will never restrain the presses from printing any thing they please, will not take away the liability of the printers for false facts printed. The declaration that religious faith shall be unpunished, does not give impunity to criminal acts dictated by religious error.”

Efter at Madison havde sendt sit udkast til Bill of Rights til Jefferson, ønskede Jefferson at få tilføjet: ”the people shall not be deprived or abridged of their right to speak or write or otherwise to publish anything but false facts affecting injuriously the life, liberty, property, or reputation of others or affecting the peace of the confederacy with foreign nations.”

Bill of Rights

Den første tilføjelse til den amerikanske menneskerettighedserklæring, Bill of Rights, fra 1791 er berømmet for at beskytte religionsfriheden, pressefriheden, ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, og den lyder som følger:

”Kongressen skal ikke vedtage nogen lov, der respekterer etableringen af en religion eller forbyde den frie udøvelse heraf; eller mindske ytringsfriheden eller pressefriheden; eller folkets ret til fredeligt at forsamle sig og til at henvende sig til regeringen for at få klager hørt”.

I dag opfattes First Amendments beskyttelse af ytrings- og pressefriheden som næsten absolut, men det var ikke forfatningsfædrenes opfattelse eller intention i 1791.

For det første beskyttede First Amendment kun mod, at Kongressen kunne vedtage love, der begrænsede pressefriheden. Den begrænsede ikke staternes ret til at vedtage love, der krænker pressefriheden.[iii]

For det andet betød First Amendment kun, at Kongressen ikke kunne vedtage censurlove, men det betød ikke, at det var straffrit at skrive hvad som helst. Ingen af forfatningsfædrene gik på dette tidspunkt ind for at afskaffe common law kriminaliseringen af seditious libel, heller ikke Jefferson og Madison.

Denne konsensusopfattelse kom under pres under den såkaldte Alien and Sedition Act krise, hvor flertallet i Kongressen og præsident John Adams, der begge tilhørte “Federalist” partiet, i 1798 vedtog Sedition Act der kriminaliserede kritik af præsidenten, regeringen og Kongressen, og kontroversen omkring den lov udviklede sig til en krise, der var tæt på at kaste USA ud i en borgerkrig, se Pedersen (2017b).

Jefferson og Madison, der ledede oppositionen, var ikke i tvivl om, at Sedition Act var i strid med First Amendment, men First Amendment udelukkede ikke, at man kunne blive straffet for sine ytringer. Hidtil havde forfatningsfædrene ikke forstået andet ved pressefrihed end fravær af forhåndscensur, men den forståelse kom under pres under Sedition Act-krisen, for gav det mening at forbyde forhåndscensur for blot efterfølgende at kunne retsforfølge borgerne for deres skriverier? Og hører den slags lovgivning overhovedet til i et politisk system med en republikansk forfatning? Og giver det mening at tale om, at man kan skade en regering med rene ytringer?

Vedtagelsen af Sedition Act var reelt et forsøg på at skabe en ét-parti presse og ultimativt et ét-parti system, og det kunne ligne en tanke, at loven beskyttede præsidenten, regeringen og begge Kongressens kamre men ikke vicepræsidenten, Thomas Jefferson, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at loven indeholdt en solnedgangsklausul, så den udløb den 3. marts 1801 med udløbet af John Adams’ præsidentperiode. På den måde sikrede føderalisterne sig imod, at de selv kunne blive retsforfulgt efter Sedition Act i tilfælde af, at John Adams ikke skulle blive genvalgt.

Mod en ny opfattelse af ytringsfrihed

Vedtagelsen af Sedition Act tvang oppositionen til at gennemtænke, hvad de egentlig mente med ytringsfrihed og pressefrihed, og hvad First Amendment skulle beskytte.

Som ledere af oppositionen var Madison og Jefferson dem, der skulle lede kampen, men Jeffersons rolle i Sedition Act kontroversen var ikke just glorværdig. Det var Jeffersons parti, der var den primære genstand for Sedition Act, men Jefferson trak sig tilbage til Monticello for at skrive en historie om Angelsaksisk grammatik, og hans modstand kom kun til udtryk i privat korrespondance. Offentligt holdt han sin mund.

Ikke en eneste gang i sin politiske karriere satte Jefferson sin egen karriere eller omdømme på spil for at kæmpe for ytringsfrihed – eller for den sags skyld nogen anden frihedsrettighed, Levy (1999). Ifølge Jon Meacham (2012, 318) var Jefferson “always in favor of whatever means would improve the chances of his cause of the hour. (…) He was not intellectually consistent, but a consistent theme did run through his politics and statecraft: He would do what it took, within reason, to arrange the world as he wanted it to be.”

Madison skiftede opfattelse af ytringsfrihed i løbet af 1799, og i slutningen af året, hvor han skriver “Report on the Alien and Sedition Acts” gør Madison op med definitionen af ytringsfrihed som blot og bar fravær af forhåndscensur. Madison gør sig til talsmand for, at en folkevalgt regering ikke kan blive bagvasket, at den føderale regering ikke har nogen jurisdiktion over common law forbrydelser, at First Amendment står over common law, og at beskyttelsen i First Amendment er absolut.

Det bemærkelsesværdige er, at Jefferson fastholder sin opfattelse af ytringsfrihed i mange år, og han ændrede ikke opfattelse af ytringsfrihed, som Madison gjorde. Det var ifølge Jefferson kun den føderale regering, der ikke måtte begrænse pressefriheden. Staterne måtte godt.

I et brev til Abigail Adams i 1804, da Jefferson var præsident, skriver han, at: “While we deny that Congress have a right to control the freedom of the press, we have ever asserted the right of the states, and their exclusive right to do so.” Som præsident afholdt Jefferson sig heller ikke fra at opfordre staterne til at retsforfølge kritikere af regeringen.

Madison var i øvrigt ikke den eneste, der gjorde op med grundlaget for common law om seditious libel. Der var en række liberale stemmer i debatten, der er mindre kendte i dag, men som dengang faktisk gjorde op med hele common law kriminaliseringen af seditious libel. Det gælder den senere højesteretsdommer, George Hay (1765-1830), advokaten Tunis Wortman, John Thomson, dommeren og juraprofessoren St. George Tucker, Thomas Cooper, James Sullivan, John Nicholas, m.fl. Levy (1985, kapitel X), Feldman (2008, kapitel 4).

Jefferson som præsident

Federalist Party tabte ikke bare præsidentvalget i 1800 men også regeringsmagten for altid. Det republikanske parti dominerede i de næste to årtier.[iv]

Sedition Act udløb den 3. marts 1801 med Adams afgang som præsident, og Jefferson gav amnesti til fængslede efter Sedition Act, og Kongressen tilbagebetalte flere af de dømtes bøder.

Jeffersons gamle allierede, James Thomson Callender, som Jefferson havde betalt for at skrive smædeskriverier om John Adams under Sedition Act kontroversen, fik amnesti den 16. marts 1781, men Callender fik ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt sin bøde. Callender tog hævn ved at offentliggøre en i hovedtræk sand historie om, hvordan Thomas Jefferson havde fået flere børn med sin kvart-sorte slave, Sally Hemings, der som 14-årig havde fulgt hans datter, Polly, til Paris i 1786.

I sin tiltrædelsestale som præsident, havde Jeffersons givet et blændende forsvar for ytringsfrihed: ”If there be any among us who would wish to dissolve this Union or change its republican form let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated where reason is left free to combat it.”

Jeffersons principielle forsvar for pressefrihed blev imidlertid ikke fulgt op af handling, og da Jefferson indtog præsidentembedet, viste han ingen tegn på at være imod at retsforfølge politiske modstandere for seditious libel. Det viser noget om Jefferson dobbeltstandarder i politik, og er et eksempel på afstanden mellem Jeffersons højstemte hyldester til abstrakte principper om frihed og hans ageren som politiker.

Jefferson var opmærksom på, at republikanernes nylige modstand mod retsforfølgelser ville forekomme hyklerisk, hvis de straks efter magtovertagelsen indledte retsforfølgelsen af politiske modstandere, så i et brev til guvernør McKean dateret den 19. februar 1803 beder Jefferson først om, at “what I say must be entirely confidential”. Han beklager sig dernæst over pressens løgnagtighed: “the fact is that so abandoned are the tory presses in this particular that even the least informed of the people have learnt that nothing in a newspaper is to be believed. This is a dangerous state of things, and the press ought to be restored to it’s credibility if possible.”

Jefferson fortsætter med at efterlyse et par velvalgte retsforfølgelser: “And I have therefore long thought that a few prosecutions of the most prominent offenders would have a wholesome effect in restoring the integrity of the presses. Not a general prosecution, for that would look like persecution: but a selected one. The paper I now enclose appears to me to offer as good an instance in every respect to make an example of, as can be selected.” Jefferson vedlagde en kopi af den lille avis, Port Folio, der havde offentliggjort flere af historierne om Sally Hemings, og kort tid efter blev bladets redaktør retsforfulgt i en sag om seditious libel.

Samme år blev avisredaktør Harry Croswell arresteret og tiltalt for at sprede rygter om, at Jefferson skulle have betalt Callender (at Callender var betalt af Jefferson er bevisligt) for at kalde George Washington for en forræder og John Adams for “a hoary-headed incendiary”. De fornærmende ytringer havde allerede kostet Callender en tur i fængsel. Croswell tabte sagen, og i appelretten var han repræsenteret af ingen ringere end Alexander Hamilton, der holdt en historisk tale om vigtigheden af en fri presse. Alligevel blev Croswell dømt igen.

Retssagen førte imidlertid til, at New York ændrede loven, så sandhed blev frifindelsesgrund, og så juryen skulle bestemme skyldsspørgsmålet, og en ny retssag fulgte.

Afslutning

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den danske straffelovs § 266b (“racismeparagraffen”) minder om den gamle engelske common law lov om seditious libel, for begge er krænkelsesparagraffer, der kriminaliserer krænkende ytringer rettet mod regeringsmagten eller kirken hhv. mod minoritetsgrupper, og i begge tilfælde er eller var sandhedsbevis ikke frifindelsesgrund. Sandhedsbevis blev dog frifindelsesgrund i sager om seditious libel, men er det stadig ikke i sager om § 266b.

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget senere vi i Vesten fik reel ytrings- og pressefrihed end religionsfrihed, og hvor modvillige selv oplysningstidens mest liberale tænkere ofte var til at anerkende retten til at kritisere regeringsmagten. Både den danske grundlov og den amerikanske Bill of Rights (og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789) beskyttede kun mod indførelse af censur, men gav ikke nogen substantiel beskyttelse af ytrings- og pressefriheden derudover, hvilket straffelovens § 266b vidner om. Senere tilføjelser til den amerikanske forfatning har dog udvidet beskyttelsen af ytrings- og pressefriheden i USA.

Thomas Jeffersons holdning til ytrings- og pressefrihed var således repræsentativ for hans samtid, men det kan alligevel undre, at han, der var en foregangsmand for religionsfrihed og personlig frihed i det hele taget, ikke ændrede holdning til ytrings- og pressefrihed samtidig med James Madison og andre liberale i årene umiddelbart efter 1798 i forbindelse med Sedition Act-krisen – og inden, han selv blev præsident i 1801.

Litteratur

Feldman, Stephen M. (2008): Free Expression and Democracy in America. Chicago.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Levy, Leonard W. (1999): Origins of the Bill of Rights. New York.

Meacham, Jon (2012): Thomas Jefferson. The Art of Power. N.Y.

Pedersen, Torben Mark (2017a): “1791 – Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Pedersen, Torben Mark (2017b): “1798 – Ytringsfriheden under angreb.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Noter

[i] Artiklen her er baseret på to artikler fra det seneste nummer af LIBERTAS, Pedersen (2017a,b). Artiklen har også været offentliggjort på www.trykkefrihed.dk

[ii] Loven om seditious libel gik tilbage til engelsk common law fra 1275 om Scandalum Magnatum, hvor enhver diskussion af kongen eller regeringen var forbudt, og kun sandheden af en udtalelse kunne fritage en person fra straf. I en dom i Court of the Star Chamber fra 1606 fjernedes sandhedsforsvaret, så enhver udtalelse, der kritiserede eller latterliggjorde kongen, regeringen eller kirken var strafbar, og såvel forfatteren som trykkeren kunne straffes. Sandhed var ikke en formildende omstændighed: ”the greater the truth, the greater the libel.” Forbrydelsen lå i at nedsætte offentlighedens respekt for myndighederne.

[iii] Den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 ifølge en Højesteretsdom fra 1940, så First Amendment i dag omfatter alle dele af den lokale, statslige og føderale regering.

[iv] Jeffersons og Madisons Democratic-Republican party er en forløber for det senere demokratiske parti, der blev stiftet i 1828 af Andrew Jackson. Det nuværende republikanske parti blev stiftet i 1854 af aktivister, der var modstandere af slaveriet, hvor det demokratiske parti dengang var partiet for tilhængere af slaveriet.

Bent Jensen taler om den russiske revolution, onsdag d. 25. oktober

2017 er 100-året for den russiske revolution, og professor Bent Jensen, modtager af Libertas’ Adam Smith pris, og forfatter til talrige bøger om Rusland, Stalin og Gulag, har i den anledning skrevet en bog om den russiske revolution med titlen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921

Bent Jensen kommer og holder oplæg om den russiske revolution og det civilisatoriske sammenbrud, der blev konsekvensen

Dato og tid: Onsdag d. 25. oktober kl. 19.00

Sted: CEPOS, Landgreven 3, 3., 1301 Kbh. K.

Forhåndstilmelding er nødvendig
Køb billetter her
https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=adf7a28bd2

Kom i god tid, da vi lukker dørene præcis kl.19, hvorefter der ikke vil være adgang

LIBERTAS nr. 63, der er anden del af dobbeltnummeret om Ytringsfrihed og tolerance, er udkommet

Temaindledning

LIBERTAS nr. 63 fortsætter temaet om Ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62.

Det er første gang i LIBERTAS’ historie, at der har været planlagt et temanummer i to dele, men alligevel er der mange aspekter af temaet, som vi gerne ville have dækket – men ikke har fundet skribenter til.

Første del af temanummeret dækkede perioden fra efter reformationen til og med John Locke i slutningen af det 17. århundrede, og dette nummer dækker oplysningstiden med den amerikanske og franske revolution.

Idehistorisk var det i det 17. og 18. århundrede, at der først blev formuleret religiøse og filosofiske begrundelser for tolerance, religionsfrihed og ytringsfrihed, og med den amerikanske first amendment, der garanterede religionsfrihed og ytringsfrihed som rettigheder, var disse rettigheder blevet alment accepteret, i hvert fald i USA, selv om de ikke i praksis var realiseret fuldt ud.
USA var år foran de fleste europæiske lande, men selv i USA gik der mange år, før first amendments ord i praksis fik den betydning, den har i dag som værn om religionsfriheden, ytringsfriheden, pressefriheden og forsamlingsfriheden.

Voltaire er om nogen indbegrebet af den franske oplysning, og han var den fremmeste forkæmper for religiøs tolerance i Frankrig før revolutionen. Personligt udviste han dog ingen tolerance over for litteraturkritikere, der ikke beundrede hans skriverier lige så meget, som han selv gjorde, skriver Torben Mark Pedersen.

Opfattelsen af religionsfrihed og ytringsfrihed som menneskerettigheder stammer fra den franske revolutions Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra august 1789, men det er lidt paradoksalt i og med, at Erklæringen ikke ydede nogen substantiel beskyttelse af hverken religions- eller ytringsfrihed, og forsamlingsfrihed slet ikke er nævnt. Det skulle også vise sig i løbet af ganske kort tid – og ikke kun under terrorregimet – at både religionsfriheden og ytringsfriheden blev krænket, og præster blev udsat for forfølgelser, fængslet, sendt i galejerne og henrettet. Og modstandere af revolutionen led samme skæbne, hvis de ytrede kritik af revolutionen, Nationalforsamlingen eller ”almenviljen”.

At det blev i USA, at religionsfrihed for første gang blev beskyttet forfatningsmæssigt, lå ikke i kortene, da de første engelske kolonister slog sig ned i den nye verden, for de var absolut ikke tolerante. I artiklen om “Religionsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment” beskrives en række faktorer, der ledte frem til first amendments beskyttelse af religionsfriheden.

Artiklen om “Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til first amendment” dækker samme problematik, blot for ytrings- og pressefrihed. Hvor alle de amerikanske founding fathers var tilhængere af religionsfrihed, havde de et problematisk forhold til pressefrihed, og oprindelig var de ikke af den opfattelse, at first amendment beskyttede mod, at man kunne blive straffet for sine ytringer.

Ytringsfriheden kom under angreb i USA allerede i 1798, kun syv år efter vedtagelsen af Bill of Rights, da præsident Adams underskrev “Sedition Act”, der kriminaliserede enhver form for kritik af regeringen. Jefferson og Madison, der var ledere af oppositionen, var af den opfattelse, at loven var forfatningsstridig, men federalist party havde flertal i Kongressen, så loven blev først ophævet, da den udløb ved udgangen af Adams præsidentperiode.

Uden for tema bringer LIBERTAS denne gang en artikel om Venezuela og deres fejlslagne økonomiske politik i årene før Hugo Chavez kørte Venezuelas økonomi helt i sænk. Artiklen er skrevet af Niels Westy.

Ryan Smith skriver om frihandel, der er kommet under angreb fra visse borgerliges side, der ellers traditionelt har været tilhængere af frihandel og anden form for økonomisk frihed.
Den synlige hånd er skrevet af Johan J.R. Espersen

Redaktøren beklager forsinkelsen med udgivelsen af dette nummer, men regner fortsat med at udgive de næste to numre af 2017-årgangen inden udgangen af året.

God læselyst

På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen

Frankrig har valgt den 14. juli som nationaldag – dagen for stormen på Bastillen. Det er der en vis symbolik i, men ikke af den slags, som er værd at fejre, for stormen på Bastillen var ikke så meget starten på den franske revolution, som det indvarslede pøbelvolden, der på afgørende tidspunkter af den franske revolution kom til at bestemme begivenhedernes gang og førte til blodbadet og terroren under den franske revolution.

Den franske revolutions begyndelse

Hvis man endelig skal sætte en dato på den franske revolutions begyndelse, så er det ikke den 14. juli, men den 17. juni 1789.

Det var den dag, hvor tredjestanden på den radikale Abbé Sieyès opfordring erklærede sig selv for at være Nationalforsamling, for med den handling tilranede tredjestanden sig den suveræne magt i nationens navn.

Det var et politisk kup, og Ludvig den XVI var nu ikke længere den suveræne magt, der kun stod til regnskab over for Gud. Tredjestanden hævdede ikke bare folkets suverænitet, men også at de som tredjestand var nationen, og at de som sådan havde ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Abbé Sieyès er blevet kaldt for den franske revolutions teoretiker, og han havde med pamfletten “Hvad er tredjestanden” fra januar 1789 erklæret, at tredjestanden er den eneste retmæssige repræsentant for nationen. Sieyès var Nationalforsamlingens førende filosofiske og politiske tænker, og hans politiske tænkning overgik i dybde og originalitet alle sine samtidiges, inklusiv Condorcet og Paine, Forsyth (1987).

Beslutningen den 17. juni satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Tre dage senere aflagde tredjestanden på Jean-Joseph Mouniers opfordring “Boldhuseden”, hvormed de forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde udarbejdet en ny forfatning. Mounier var en af lederne af den monarkistiske gruppe, Monarchiens i Nationalforsamlingen, hvor gruppen støttet af Gabriel-Honoré Mirabeau ønskede et tokammersystem med magtdeling mellem konge og parlament efter engelsk forbillede og med checks and balances som beskrevet hos Montesquieu, herunder samme vetoret til kongen som i England, Doyle (2002, 119).

Den 14. juli stormede bevæbnede borgere Bastillen.

Stormen på Bastillen

Første fase af revolutionen var egentlig forløbet fredeligt, men mens Nationalforsamlingen præsideret af ærkebiskoppen af Vienne kastede sig ud i opgaven med at udarbejde en ny forfatning, vendte kongen sig mod hæren for at få kontrol over begivenhederne. Kongen samlede først seks regimenter af soldater omkring Versailles og Paris, men efter optøjer i Paris hidkaldte kongen endnu fire regimenter af lejesoldater, der tog opstilling på højderne omkring Paris.

Der var hyppige voldsudbrud i Paris, og situationen var spændt. Et militært fængsel blev angrebet af pøblen, og der opstod optøjer over de stigende brødpriser. I Paris etablerede borgere på et møde på rådhuset en bevæbnet milits, kongens tropper blev overfaldet med stenkast, bagere og andre forretninger blev plyndret osv.

Store folkemasser samlede sig i Palais Royals have den 12. juli, og en ung, fattig advokat, Camille Desmoulins, holdt en opflammende tale, hvor han til sidst trak to pistoler frem af jakken og erklærede, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.

Den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 soldater nogle få hundrede meter væk, greb heller ikke ind. Pøblen kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de slap afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.

De drog derfor til Bastillen, der var et fængsel, der blev meget lidt brugt, og som den 14. juli kun havde syv indsatte, men for den parisiske pøbel var Bastillen symbolet på kongemagten, der truede Nationalforsamlingen og revolutionen.

Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men hvorom alting er, så blev oprørerne beskudt, og 100-150 blev dræbt.

Der var flere forsøg på at forhandle i løbet af eftermiddagen, men uden resultat. Pludselig sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten og sænke vindebroen, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet, kommandanten selv blev myrdet, og hans hoved skåret af og sat på en lanse. Det samme skete for flere andre.

Det var – sammenlignet med senere pøbelvold under revolutionen – en mindre blodig affære, men det gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Symbolpolitik

Der er noget symbolsk over, at det er den 14. juli, der er Frankrigs nationaldag, og ikke den 17. juni. Det er det lovløse, voldelige oprør – og ikke folkets repræsentanters fredelige krav på at repræsentere suveræniteten – der fejres den 14. juli, og det er symbolsk, fordi den voldelige parisiske pøbel i de følgende år var en stærkt medvirkende årsag til, at revolutionen blev så lovløs, blodig og midtvejs udviklede sig til et rent terrorregime med massemord, kristenforfølgelser, folkemord i Vendee provinsen og krig.

Litteratur

Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2^nd ed. Oxford.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyès. N.Y.

Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution.

Israel, Jonathan (2014): Revolutionary Ideas. An Intellectual History of the French Revolution from the Rights of Man to Robespierre. Princeton.

Jennings, Jeremy (2011): Revolution and the Republic. A History of Political Thought in France since the Eighteenth Century. Oxford.

Sieyès, Abbé (1789a): “Hvad er tredjestanden?” oversat i uddrag i Thorup m.fl. red): Den franske revolution. Århus, 2015.

Pay for play – at bestikke sig til adgang til de politiske beslutningstagere – er ikke noget, “the Clintons” har opfundet.

Det var kendt for århundreder siden, og amerikanske diplomater stødte på det i 1797 i Frankrig – og afviste at lege med.

Baggrunden for de diplomatiske drøftelser var, at USA havde forsøgt at holde sig neutrale under de franske revolutionskrige, der brød ud i 1792, men både England og Frankrig beslaglagde skibe fra neutrale lande, der handlede med fjenden. USA fik en aftale med England i 1795, the Jay Treaty, men det forværrede blot forholdet til Frankrig, og i begyndelsen af 1797 var amerikanske skibe blevet opbragt af franske flådefartøjer i Caribien.

USA sendte en diplomatisk delegation til Frankrig for at undgå krig, men de formelle forhandlinger endte, før de begyndte, da den amerikanske delegation ikke ville betale bestikkelse på 250.000 $ til den franske udenrigsminister, Talleyrand, og yde den franske stat et lån på 12 mio. $ blot for at indlede formelle forhandlinger.

Den amerikanske delegation afviste bestikkelsen med et ”Not a sixpence”.

De fejlslagne forhandlinger skabte et stort politisk postyr i USA, da de diplomatiske indberetninger blev offentliggjort, og en bølge af patriotisme og anti-fransk stemning skyllede hen over kolonierne.

John Adams optrådte i fuld militær uniform, mens 12.000 patrioter paraderede forbi hans hjem i Philadelphia til lyden af marchmusik. George Washington blev kaldt tilbage fra sin pensionisttilværelse for at lede en amerikansk hær, om det blev nødvendigt, føderalisterne krævede krig, men Adams ville ikke bede Kongressen om en krigserklæring. Kongressen autoriserede bestillingen af 12 fregatter og gjorde andre foranstaltninger for at øge det militære beredskab, og den 7. juli 1798 annullerede Kongressen Alliancetraktaten med Frankrig fra 1778, og to dage senere godkendte de angreb på franske flådefartøjer. Krigen var en søkrig, der overvejende blev udkæmpet i Caribien, og den kaldes en “Quasi-War”, fordi den forblev uerklæret.

Dette er for så vidt bare en historisk anekdote om pay-for-play.

Den fik imidlertid et efterspil, da John Adams underskrev Alien and Sedition Acts i 1798, der kriminaliserede kritik af præsidenten og regeringen (men ikke af vice-præsidenten, der var Jefferson). Loven var det første angreb på ytringsfriheden efter ratificeringen af Bill of Rights med den First Amendment beskyttelse af ytringsfriheden. Loven fik oppositionen til at gentænke, hvad de egentlig mente om ytringsfrihed.

Om det kan man læse mere om i det kommende nummer af LIBERTAS.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Det er overset, hvordan Brexit lægger sig i forlængelse af tidligere engelske oprør mod tyranniske herskere, der retter sig mod at beskytte historiske engelske rettigheder, der er ved at gå tabt, men det er rent faktisk en hovedbegrundelse for Brexit ifølge Theresa May, at historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, har været truet som følge af, at mere og mere af regeringsmagten er blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde friheder om national selvbestemmelse, parlamentet suverænitet og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig.

England har en lang historisk tradition for oprør mod tyranniske konger, og den engelske friheds historie er grundlæggende historien om, hvordan oprør mod tyranni fører til stadig større frihed og udviklingen af ideer om frihed, der kulminerede med den klassiske engelske liberalisme.

Brexit kan betragtes som det seneste i denne række af engelske oprør, der i modsætning til den franske revolution, altid har været konservative i den forstand, at målet altid har været at sikre historiske friheder, som var ved at blive trampet under fode at et tyrannisk politisk system.

Også Brexit handlet om at generobre historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, og som var ved at gå tabt efter, at mere og mere af regeringsmagten var blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde de friheder: national selvbestemmelse og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig. Med Theresa Mays ord:

“Our vote to leave the European Union (…) was a vote to restore, as we see it, our parliamentary democracy, national self-determination…”

“The public expect to be able to hold their governments to account very directly, and as a result supranational institutions as strong as those created by the European Union sit very uneasily in relation to our political history and way of life.”

Man kan måske ligefrem anskue Brexit som en Whig-revolution båret af Whig-idealer i forlængelse af den puritanske revolution I 1640’erne, the Glorious Revolution i 1688 og den amerikanske revolution i 1776.

Ja, den puritanske revolution er fra før, der var noget, der hed Whig og Tory, men The Glorious Revolution var en revolution for at sikre de friheder, som puritanerne havde kæmpet for, og for de idealer, som de liberale Levellers udviklede under den puritanske revolution, og John Lockes retfærdiggørelse af retten til oprør i Second Treatise on Government er stort set en teoretisk begrundelse for de frihedsideer, der havde udviklet sig under den puritanske revolution. Det er derfor ikke for meget at kalde dem for Whig-ideer, selv om Whig-partiet først blev stiftet i 1678.

Men Englands revolutionære historie starter med baronernes oprør mod den tyranniske King John i 1215 fra den franske Plantagenetslægt, og med våbenhvilen og Magna Carta blev “rule of law” slået fast som princip, ligesom retten til ikke at blive beskattet uden samtykke blev bekræftet. Den ideologiske baggrund for Magna Carta var en forestilling eller myte om en ældgammel “ancient constitution” ifølge hvilken, kongen skulle stå til regnskab over for folket og regere i overensstemmelse med allerede eksisterende love, og at kongen stod under loven – rule of law.

Den puritanske revolution i 1640’erne var et opgør med Stuartkongernes mere og mere enevældige styre og med den katolske (ikke romersk-katolsk) Church of England og dens religiøse undertrykkelse. Parlamentet så sig selv som beskytter af common law og folkets ældgamle rettigheder, og Stuartkongernes stræben efter absolut magt blev betragtet som en katolsk uskik. Undervejs i opgøret med kongen og biskopvældet vandt puritanerne en betydelig grad af religionsfrihed og ytringsfrihed, og i den konstitutionelle krise, der opstod med kongens fængsling, inden han mistede hovedet i 1649, udviklede Levellers ideer om et politisk system uden arvelige privilegier, hvor regeringen står til ansvar over for parlamentet, og hvor parlamentet alene står til ansvar alene over for borgerne.

En stor del af religionsfriheden og trykkefriheden gik tabt efter restorationen og monarkiets genindførelse i 1660, men ideerne døde ikke, og de blev bærende for The Glorious Revolution fire årtier senere. Her var det Whig mod Tory, og det var på mange måder en gentagelse af den puritanske revolution. Det frygtedes, at den katolske James II ville genindføre katolicismen og regere uden om parlamentet, men med the Glorious Revolution og Bill of Rights fik England en “forfatning” med magtdeling mellem konge og parlament, hvor lovgivningsmagten og skatteudskrivningsretten lå hos parlamentet, og hvor de kongelige domstole blev afskaffet. I 1689 indførtes en udstrakt grad af religionsfrihed for protestanter, og i 1695 afskaffedes censuren.

For John Locke var The Glorious Revolution et selvforsvar for og en bevarelse af “the people of England’s (…) just and natural rights”, og ligeledes for Burke: ”The Revolution was made to preserve our ancient, indisputable laws and liberties, and that ancient constitution of government which is our only security of law and liberty.”

Den amerikanske revolution var fra starten en engelsk borgerkrig, og den baserede sig på almene Whig-ideer, som Thomas Jefferson beskrev som bærende for Uafhængighedserklæringen. Den amerikanske revolution var som de foregående engelske revolutioner et oprør for at bevare kolonisternes historiske “rights as Englishmen” – herunder retten til ikke at betale skat uden repræsentation og den nationale suverænitet til bl.a. at bestemme sin egen handels- og migrationspolitik og andre love, der naturligt hører en suveræn stat til.

Alle de engelske oprør har flere træk til fælles. De handler alle om at beskytte ældgamle engelske friheder, og i alle de nævnte oprør er der et element af at gøre oprør mod en “fremmed” konge. King John var fransk og der taltes fransk ved hoffet, James I var af skotsk oprindelse og var katolsk gift, og Church of England var mere katolsk end protestantisk, ligesom Charles I og James I’s ønske om enevældig magt blev betragtet som noget fremmed og katolsk. James II var katolik, og hans far Charles II havde konverteret til katolicismen på sit dødsleje efter aftale med Englands ærkefjende, Louis af Frankrig. Den amerikanske revolution handlede selvfølgelig også om at frigøre sig fra at blive regeret fra hovedstaden i et fremmed land og for retten til selv at bestemme sin handels- og migrationspolitik og beskatning, og for repræsentation og for at kunne stille politikerne til ansvar.

Brexit lægger sig fint i forlængelse af denne engelske historiske tradition for oprør mod tyranniske konger; for folkets selvbestemmelse, og for at kunne stille statsmagten til regnskab. Det er ikke muligt i EU, så det er tro mod britiske Whig-traditioner, at UK stemte sig ud af EU.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Det er ikke nyt, at dybt religiøse flygtninge, der flygter fra religiøs og politisk forfølgelse, ikke nødvendigvis er tilhængere af religionsfrihed.

Puritanerne, der drog til Amerika og etablerede Massachusetts Bay Colony i 1630, var selv flygtet fra religiøs forfølgelse i England, der var blevet strengere under James I og biskop Laud. Kolonien blev etableret af præsten John Winthrop ifølge med 1.000 mænd, kvinder og børn, og den “shining city upon a hill”, som Winthrop omtalte, var bestemt ikke et religiøst fristed men derimod ”a new Jerusalem” dedikeret til Guds ære og baseret på Guds love og i Guds billede.

Massachusetts Bay Colony tiltrak en del kvækere, der ikke anerkendte andre religiøse autoriteter end deres eget ”indre lys”, og det chokerede puritanerne. Først forsøgte de at fordrive dem, kom de tilbage skulle de have deres venstre øre skåret af. Ved anden forseelse det højre øre. Ved tredje blev tungen gennemboret af en rødglødende jernstang, og da alle disse torturmetoder ikke hjalp, blev det forbundet med dødsstraf for udviste at vende tilbage til kolonien. Adskillige blev hængt, indtil den engelske konge greb ind og satte en stopper for barbariet.

I Plymouth Rock etableret i 1620 lidt sydligere end Massachusetts Bay Colony etablerede pilgrimmene, der kom med Mayflower til Amerika, ligeledes et strengt religiøst samfund med en statskirke og obligatorisk kirkegang, og hvor kun medlemmer af kirken kunne få et offentligt embede. Vælgere skulle erklæres at være “orthodox in the fundamentals of religion”. De indførte love mod kvækere og kættere, og da en anglikansk præst ønskede at etablere en alternativ søndagsgudstjeneste, blev han deporteret. En generation senere forbød kolonien fejring af jul, som de betragtede som en katolsk højtid.

Tolerance og religionsfrihed var ikke en arv, de første engelske migranter bragte med sig til Amerika, selv om de selv var flygtet fra religiøs forfølgelse. Deres mål var at etablere et religiøst samfund, hvor de selv kunne leve i overensstemmelse med deres tro, men uden at ville give andre troende samme ret.

Det lå således ikke i kortene, at det netop skulle blive i Amerika, at religionsfriheden for første gang skulle blive forfatningsmæssigt sikret for alle trosretninger i 1791, men puritanerne bragte også en frihedstrang og en engelsk frihedstradition med sig, og de slog sig ned i den nye verden. Religiøs forfølgelse som i Europa var ikke en mulighed, når dissidenter let kunne finde plads til at stifte deres egen koloni. Der var heller ikke nogen fælles statsreligion for alle kolonierne, og der opstod hurtigt konkurrerende trossamfund i næsten alle kolonier.

Puritanerne indførte også en form for institutionel adskillelse mellem kirke og stat. Ifølge puritanerne er både kirken og staten indstiftet af Gud, men for at tjene forskellige mål, og de skulle være adskilte men dog tæt forbundne. Kolonien var indrettet efter religiøse forskrifter, men det politiske styre var ikke et teokrati, og det var forbudt religiøse ledere at besidde politiske embeder eller varetage hverv som nævninge, ligesom de politiske ledere ikke kunne varetage religiøse funktioner. Endelig udviklede Puritanerne demokratiske processer inden for deres kirker. Selv om Massachusetts var en af de kolonier, der i ringest omfang respekterede religionsfrihed, var de blandt de første til at beskytte andre rettigheder med Massachusetts Body of Liberties fra 1641, der beskyttede bl.a. (en begrænset) ytringsfrihed, ret til jury retssager, frihed fra grusom og usædvanlige straffe, forbud mod værnepligt bortset fra ved territorialforsvar m.m.

Den første koloni med fuld religionsfrihed var Providence Plantations and Rhode Island etableret af Roger Williams i 1636 – i øvrigt flygtet fra Massachusetts Bay Colony. Der var ikke nogen officiel religion, kirke og stat var adskilt, og øvrigheden havde kun magt i civile spørgsmål. Der var religionsfrihed for alle religioner, og jøder fik snart fulde politiske rettigheder. Og kolonien fungerede stort set uden religiøse stridigheder.

Det er en længere historie, hvordan frihedstraditionen udviklede sig i de amerikanske kolonier, og hvordan USA fik religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat med First Amendment. Om det og meget andet om religions- og ytringsfrihedens historie kan du (som abonnent) læse mere om i næste nummer af LIBERTAS, der udkommer i næste måned.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

For anden gang har præsident Trump lidt nederlag i sit forsøg på at begrænse indvandringen fra en række overvejende muslimske lande. En dommer på Hawaii har afsagt kendelse, der blokerer for præsidentens reviderede indrejsedekret, jf. omtalen i Berlingske.

Præsident Trump har ifølge avisen kaldt kendelsen for »dårlige og sørgelige« nyheder og betegnet det som udtryk for »magtfuldkommenhed uden fortilfælde.«

Hvilket igen har fået kritikere til at hævde, at Trump ikke respekterer at være præsident i en retsstat.

Men er Trumps politik virkelig i strid med forfatningen? Eller er der tale om en politiserende dommer, der fortolker forfatningen politisk og på en måde, der ikke var forfatningsfædrenes hensigt? I dommen henvises – igen ifølge pressen – til “frihed for diskrimination”, og at loven derfor “kan” være i strid med forfatningen.

I betragtning af, at USA i Uafhængighedserklæringen begrunder løsrivelsen fra den engelske konge bl.a. med henvisning til, at kongen har hindret dem i selv at bestemme, hvem der måtte migrere til landet, forekommer det usandsynligt, at forfatningsfædrene skulle have ønsket, at Kongressen eller præsidenten ikke skulle have suverænitet til at bestemme migrationspolitikken.

Spørgsmålet er, om den første tilføjelse til forfatningens “free exercise clause” virkelig begrænser Kongressens ret til at lovgive om migration ved at give udenlandske statsborgere i udlandet ret til ikke at blive diskrimineret i forhold til religion?

Der er den sjove teknikalitet, at “1st. amendment” kun begrænser “Kongressen” fra at lovgive om at “…or prohibiting the free exercise thereof” (om religion), men faktisk ikke omhandler præsidentielle dekreter. Alene det burde gøre, at “1at. Amendment” ikke er relevant i denne sag, men jeg skal ikke kunne sige, om der er senere “amendments”, der udvider begrænsningen til at gælde for præsidentielle dekreter, ligesom den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 – ifølge en (tvivlsom) Højesteretsdom fra 1940.

Spørgsmålet er snarere, om “1^st. amendment” beskytter udenlandske statsborgere, der bor og befinder sig i udlandet. Det er svært at se, at det skulle være tilfældet.

Forfatningen indledes med, at “We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquility, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity.” Det vil sige, at forfatningen eksplicit sikrer friheden for “ourselves”, “we the people” og ikke for udlændinge.

De amerikanske “founding fathers” opfattede indstiftelsen af en stat nærmest som en Lockesk samfundskontrakt, jf. Uafhængighedserklæringen, hvori det hedder: “At regeringen er indstiftet iblandt mennesker for at sikre disse rettigheder, der udleder deres retmæssige magt fra de regeredes samtykke…” Og en Lockesk samfundskontrakt er afgrænset til at omfatte de kontraherende parter og vel alle de borgere, der bor på den ejendom, som de kontraherende parter ejer i forening. Det ville ikke give nogen mening, om et individ i Lockes naturtilstand skulle indgå en samfundskontrakt med andre individer i naturtilstanden, der overdrager suveræniteten til at værne om de ydre grænser til staten, og som giver udlændinge, der ikke er part i kontrakten, nogle rettigheder, der begrænser den statslige suverænitet, som de kontraherende parter selv har afgivet. Det ville sige, at de kontraherende parter skulle give udlændinge nogle rettigheder, som de selv har afskrevet sig. Det ville ikke give nogen mening.

Det er også svært at forstå den amerikanske forfatning på anden måde end, at den beskytter rettighederne for “We, the people” alene og ikke for udlændinge, der er bosat i udlandet og pt. befinder sig i udlandet.

Som lægmand skal jeg ikke gøre mig klog på, om der findes nogen højesteretsdomme, der udstrækker Bill of Rights til at beskytte i udlandet boende udenlandske statsborgere rettigheder, men det forekommer usandsynligt, at det skulle have været “the framers'” hensigt, og det ville stride mod den kontrakttankegang, der ligger bag forfatningen. Derfor forekommer dommen politisk og ikke udtryk for nogen højere retsstatsprincipper, imho.

Det er blevet en stor historie, at præsident Trump i fredags udelukkede journalister fra store medier som The New York Times, Politico, CNN, Buzzfeed og The Los Angeles Times fra en pressebriefing med talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, i Det Hvide Hus.

De venstreorienterede medier er kommet helt op i det røde felt, og det har ikke skortet på brugen af sproglige forstærkerord om angreb på demokratiet.

Man kan diskutere, om det ligefrem er en ret for medier, at præsidenten overhovedet holder pressemøder, eller at alle medier har lige adgang til alle pressebriefinger, men det er i hvert fald et vigtigt træk ved et folkestyre, at borgerne og pressen kan stille regeringen til ansvar for dens politik, og kan skrive om politikernes beslutninger og udtalelser. Sådan var det gennemgående ikke i England før 1771 (og dermed i de amerikanske kolonier), og det var en mand, der hed John Wilkes, der fik gennemtrumfet, at den engelske presse fik lov til at rapportere fra parlamentsdebatter.

1771 – John Wilkes og retten til at rapportere fra parlamentet

I 1689 havde medlemmer af parlamentet med Bill of Rights fået ytringsfrihed for ytringer fremsat i parlamentet, og “freedom of speech” refererede primært til dette parlamentariske privilegie, Levy (1985). Common law definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt for krænkende ytringer.

Myndighedernes kontrol med pressen foregik primært ved at håndhæve common law forbrydelsen om seditious libel, ifølge hvilken enhver kritik, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik eller kirken kunne straffes.

Parlamentarikerne håndhævede strengt deres privilegium, men de ville ikke tillade folket at få indblik i, hvad de debatterede. Det var forbudt for pressen at rapportere fra parlamentsdebatter.

I 1771 indledte John Wilkes (1725-97) en kamp for retten til at rapportere fra parlamentet. Wilkes mente, at vælgerne havde en ret til at vide, hvad deres valgte repræsentanter i parlamentet sagde og gjorde, og at det var en skandale, at kritiske rapportager fra debatterne bragte udgiveren for domstole, der var i lommen på regeringen.

Wilkes erklærede nu sin beskyttelse til alle trykkere, der rapporterede fra parlamentet, inden for sit magistrat i London, hvor han var Oldermand, og det betød pga. Londons særlige privilegier, at parlamentet ikke havde ret til at lade trykkere fængsle.

Sagen endte på typisk engelsk vis med, at selv om parlamentet aldrig anerkendte retten til at trykke debatter fra parlamentet, så tog de aldrig siden hen skridt for at retsforfølge dem, der rapporterede fra debatterne.

Debatterne om de amerikanske koloniers forhold i 1775 blev rapporteret i pressen, og det blev gradvist accepteret, at offentligheden havde en forfatningsmæssig ret til at vide, hvad deres repræsentanter udtalte sig om i parlamentet.

Wilkes and liberty

John Wilkes var ikke en hr. hvem-som-helst, og det var ikke første gang, Wilkes havde sat sig op mod myndighederne i en sag, der handlede om pressens frihed.

Wilkes havde i 1762 lanceret avisen The North Briton, hvor den første sætning i det første nummer lød:

“The liberty of the press is the birthright of a Briton, and is justly esteemed the firmest bulwark of the liberties of this country.”

Så var temaet slået an.

I den 45. udgave af avisen angreb Wilkes kongens tale ved åbningen af parlamentet, som alle parlamentarikere vidste, var skrevet af regeringen. Men at afsløre det udgjorde ”sedition” og muligvis endda forræderi. Niogfyrre personer med tilknytning til The North Briton blev arresteret, deriblandt Wilkes.

Nummer 45 havde en særlig betydning, fordi 45 var synonym med den Jacobinske opstand i 1745, almindeligvis kendt som “The 45”. I offentlighedens øjne knyttedes Bute, der havde skrevet kongens tale, og som var skotte og kongens rådgiver, til jacobinisme.

Da Wilkes var medlem af parlamentet, kunne han ikke anklages, medmindre der var tale om forræderi, og dommeren mente nok, at han var skyldig i bagvaskelser, men det var ikke nok til at fængsle et medlem af parlamentet. Da han kom ud fra retsbygningen, blev han mødt af begejstrede tilråb ”Wilkes and Liberty” fra en stor folkemængde, og ”Wilkes and Liberty” markerede fødslen for den britiske bevægelse for demokratisk reform, Hargreaves (2006, 126).

I første omgang endte sagen med, at nr. 45 blev erklæret for seditious libel (oprørske bagvaskelser) og beordret brændt, og efterfølgende blev Wilkes smidt ud af House of Commons og erklæret fredløs i januar 1764. Wilkes flygtede i eksil i Frankrig, men vendte tilbage til England i 1768 presset af sine franske kreditorer. Kirkeklokkerne ringede i Dover ved nyheden om deres helts tilbagevenden.

Med to domme hængende over hovedet risikerede han at blive skudt på stedet af politiet, men regeringen undlod at arrestere ham for ikke at opildne hans offentlige støtte. Han stillede op til parlamentsvalg for Middlesex og blev valgt.

Wilkes blev fængslet i maj 1768, og hans støtter mødte op ved retten og råbte “No liberty, no King”. Tropper åbnede ild mod den ubevæbnede folkemængde og dræbte syv og sårede 15. Begivenheden blev senere kendt som St. George’s Fields Massacre.

Mens Wilkes sad fængslet, blev han valgt til Oldermand i London, han blev igen smidt ud af House of Commons i februar 1769 med den begrundelse, at han var fredløs, da han vendte tilbage. Middlesex’s vælgere genvalgte imidlertid Wilkes i samme måned til parlamentet, hvilket blev fejret med fyrværkeri og musikalske processioner over alt i London, og i de amerikanske kolonier blev han fejret for sin kamp for frihed. Folk i South Carolina tilbød at betale hans gæld, og flere byer blev navngivet efter ham. Ironisk nok bar Lincolns morder navnet John Wilkes Booth.

House of Commons smed igen Wilkes ud af parlamentet og ville vedtage en erklæring om, at udelukke Wilkes fra at blive valgt på livstid, og at enhver, der stemte på ham, kunne smides i fængsel.

Det var nu ikke bare en personlig kamp men en kamp for borgernes fundamentale rettigheder, retten til at vælge egne repræsentanter til parlamentet. Wilkes vandt nyvalget i marts med et overvældende flertal: 1.143 stemmer for Wilkes, 296 for Luttrell. Regeringen erklærede Luttrell som vinder.

En af engelsk histories store frihedshelte

John Wilkes er en af den engelske histories store frihedshelte. Han sikrede vælgerkorpset (og ikke partiet) ret til at vælge deres egne repræsentanter, og han sikrede pressen ret til at rapportere fra parlamentet og endda kritisere regeringen. Wilkes banede vejen for Fox’s “Libel Act” fra 1792, der gav en jury ret til at dømme og altså tage juridisk stillingtagen i sager om “seditious libel” – og ikke kun tage stilling til sagens fakta.

Wilkes ledte også vejen for ophævelsen af fredløshed som straf og til en bedre beskyttelse af privatlivets fred mod vilkårlige ransagninger og beslaglæggelser.

Litteratur

Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Alle indlæg på bloggen står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.