Er en regeringsmagt, der har erobret magten med militær magt, en legitim statsmagt, der kan gøre krav på undersåtternes lydighed?

Det mente Thomas Hobbes, og selv om Hobbes med sin samfundskontraktteori beskrev, hvordan statsmagtens legitimitet må være baseret på de suveræne individers samtykke, var Hobbes også udmærket klar over, at langt flertallet af statsmagter er etableret ved en voldelig magtovertagelse en gang i fortiden og ikke som følge af en aftale indgået mellem frie individer i en præ-politisk tilstand, Hobbes (1651, XVII 15, XX 1). Hobbes’ samfundskontraktteori er da heller ikke en teori om en historisk begivenhed men et tankeeksperiment.

Hvis en konge besejres i krig og underkaster sig sejrherren, så ophører undersåtternes lydighedspligt over for den tabende konge, for lydighedspligten er betinget af, at staten kan garantere sikkerheden. I stedet forpligtes undersåtterne af sejrherren, og selve det faktum, at statsmagten er indstiftet med magt, ændrer ikke på, at undersåtterne har en lydighedspligt. Selv hvis de samtykker til at adlyde under truslen om død og ødelæggelse, så må det regnes for at være et frivilligt samtykke, for så længe en person ikke hindres fysisk i at handle, er denne ifølge Hobbes fri til at give sit samtykke eller lade være.[i] Et samtykke er ikke ugyldigt, blot fordi det er indgået under trusler om døden. Det samme gælder i forhold til at adlyde love i samfundstilstanden under truslen om straf: enhver har friheden til ikke at adlyde lovene, men må så affinde sig med konsekvenserne, Hobbes (1651, XXI 3).

Cromwells erobring af magten og Hobbes tilbagevenden til England

Hobbes’ opfattelse af lydighedspligten over for en erobrermagt var ikke blot en teoretisk betragtning uden praktiske konsekvenser, for da Hobbes i midten/slutningen af 1640’erne ønskede at vende tilbage til England fra sit eksil i Frankrig, endte det med at blive til et land, hvor kongen var blevet henrettet, og Cromwell havde erobret magten. Hobbes skrev Leviathan i eksil i Paris i 1649-50 for at lette sin tilbagevenden til England, og værket udkom i slutningen af april eller begyndelsen af maj 1751. Leviathan var dog ikke skrevet for at lefle for Cromwell, og alle de grundlæggende elementer i Leviathans politiske filosofi findes allerede i Elements of Law og De cive fra 1640 hhv. 1642.

For mange af royalisterne udgjorde det et samvittighedsproblem, om de skulle anerkende det nye styre, for de betragtede kongemordsregeringen som illegitim, da den var baseret på en erobring af magten. Da parlamentet i oktober 1649 besluttede, at alle skulle sværge den såkaldte Oath of Engagement, der krævede af dem, at de skulle være “true and faithful to the Commonwealth of England, as it is now established without a King or House of Lords,” opfattede mange royalister det som uforeneligt med, at de tidligere havde svoret troskab til Charles I, og det faktum, at monarken (Charles I’s søn, den senere James II) var i eksil, fjernede ikke deres forpligtelse. For Hobbes forholdt det sig anderledes, for ifølge Hobbes var en regeringsmagt, der ikke var i stand til at forsvare og beskytte sine undersåtter, ikke en regeringsmagt, og kunne således ikke gøre krav på lydighed. Det følger omvendt deraf, at en regeringsmagt, der tilbyder fred og beskyttelse – selv hvis den er en erobrermagt – har krav på lydighed.

Da Hobbes selv vendte tilbage til England i december 1651, forsonede han sig som noget af det første efter sin ankomst til England med det nye statsråd.

Den bredere historiske kontekst

Spørgsmålet om legitimiteten af et monarki, der er kommet til magten ved erobring, spillede en vigtig rolle i den politiske debat i årene op til, under og efter de engelske borgerkrige (1642-49) og såmænd helt frem til The Glorious Revolution i 1688.

Det var en del af Whigideologien (Whig som parti blev først stiftet i 1678, men ideerne stammede fra årene forud for de engelske borgerkrige), der udgjorde en propagandistisk version af tidlig engelsk historie: ideen om en sædvaneret, en “ancient constitution” med et begrænset monarki baseret på magtdeling og ældgamle parlamentariske rettigheder, der stammede fra de saksiske konger fra en “time immemorial”. Problemet med det historiske narrativ var, at kontinuiteten var blevet brudt med normannernes erobring af England i 1066, men whighistorikerne benægtede, at der var tale om en erobring, eller de benægtede, at Wilhelm Erobreren havde destrueret de saksiske love, friheder og politiske traditioner og institutioner, Skinner (2002).

At indrømme at der havde været tale om en erobring, ville har været at indrømme, at kongemagten på et tidspunkt havde været absolut, hvilket ville have sat et uudsletteligt mærke på den engelske forfatning. Ifølge Whighistorikerne var William ikke en erobrer, men en der havde efterstræbt magten, og som havde berettiget sit krav ved slaget mod Harold, men det var en sejr, der ikke gav ham nogen ret til at ændre Englands love. I den udstrækning han havde gjort det, var det en lovløs handling, der først blev rettet et par generationer efter Wilhelms død ved kroningschartrene og med Magna Carta, der bekræftede de gamle love fra Edward the Confessor, Pocock (1987, 53).

Denne whigfortolkning af historien fandt støtte både blandt parlamentarikerne og royalisterne under de engelske borgerkrige. Parlamentarikerne ville ikke anerkende, at Wilhelm havde erobret England, for det ville implicere, at Englands konger havde arvet en absolut form for suverænitet, som de ikke anerkendte, og royalisterne ville ikke anerkende erobringen, fordi det ville indebære, at ethvert styre ville være legitimt, blot de havde den absolutte magt, og det ville fjerne ethvert forsvar for kongen over for Cromwell.

For de første liberalister, Levellers, var 1066 også den definerende og den katastrofale begivenhed i engelsk historie, og for Levellers betød erobringen, at der ikke var nogen kongemagt, der havde krav på lydighed, så længe den ikke var baseret på samtykke. Overton argumenterer i Remonstrance of Many Thousand Citizens fra 1646 for, at pga. den normanniske erobring har englænderne levet I trældom lige siden. Levellers brugte erobringen i 1066 som støtte for deres krav om forfatningsmæssige reformer.

Hobbes anerkendte i den anden af de fire dialoger i Behemoth, at William Erobreren havde ret til at kræve lydighed i kraft af den magt, hvormed han havde erobret England, men Hobbes var på ingen måde den første eller den eneste, der anerkendte, at en erobrer kunne regere legitimt og gøre krav på lydighed. Hobbes var heller ikke den første, der hævdede sammenhængen mellem beskyttelse og lydighedspligt. Henry Parker, der var en af parlamentets ledere, skrev udførligt om historiske eksempler på erobreres krav på at blive adlydt, og det samme gjorde mange andre. Det var disse forfattere og ikke Hobbes, der som de første i England formulerede en rationel teori om suverænitet.

Litteratur

Hobbes, Thomas (1651a): Leviathan. København, 2008.

Pocock, J.G.A. (1987): The Ancient Constitution and the Feudal Law. A Study of English historical Thought in the Seventeenth Century. A Reissue with a Retrospect. Cambridge.

Skinner, Quentin (2001): “Hobbes and ideology in the English revolution” i Skinner: Visions of Politics. Volume III. Hobbes and Civil Science. Cambridge.

[i] Hobbes opererer ikke med det negative frihedsbegreb, og hos Hobbes har individerne ikke nogen naturlige rettigheder i betydningen negative frihedsrettigheder, som andre er forpligtiget til at anerkende (kravrettigheder).

Skal den franske revolution bedømmes på, om den realiserede sine mål, så må det konkluderes, at den slog fejl. Nedrivningsdelen af det revolutionære projekt lykkedes, men det lykkedes ikke at skabe et stabilt politisk system. Forfatningen fra 1791 holdt kun i 11 måneder, så tabte demokratiet til pøbelvolden, og den lovgivende forsamling havde hverken modet, viljen eller evnen til at forsvare forfatningen.

Liberalisme og kollektivisme

Den franske revolution var ikke liberal i samme forstand som den amerikanske. Dermed ikke sagt, at der ikke var mange liberale elementer i den franske revolution: Afskaffelsen af det privilegiebaserede samfund, lighed for loven, lige adgang til erhverv, religionsfrihed, afskaffelsen af censuren, afskaffelsen af slaveriet, afkriminalisering af homoseksualitet, indførelse af et politisk demokrati osv., men de franske revolutionære var ikke liberale på samme måde som deres amerikanske modparter, der var ikke nogen egentlig liberalistisk fraktion i den franske Nationalforsamling, og Lockes politiske filosofi spillede stort set ingen rolle i fransk politisk tænkning i modsætning til i de amerikanske kolonier. Fransk politisk tænkning i oplysningstiden var langt mere kollektivistisk end den engelsk-skotsk-amerikanske liberalisme, og ideen om individuelle rettigheder spillede aldrig samme rolle i fransk politisk tænkning som i engelsk og amerikansk. Det var Sieyès’ og Rousseaus langt mere kollektivistiske politiske filosofier, der kom til at dominere.

Den grundlæggende ideologiske præmis bag den amerikanske forfatning var den individualistiske, at “alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke,” som det hedder i Uafhængighedserklæringen. Den grundlæggende ideologiske præmis bag den franske forfatning var den kollektivistiske, at suveræniteten ligger i nationen, at nationens repræsentanter har ret til at lovgive om alt, og at loven er udtryk for almenviljen, der er én og udelelig.

Hvilke ideer dominerede den franske revolution

De revolutionære i Nationalforsamlingen var – med ganske få undtagelser – ikke revolutionære, da de ankom til Generalstænderne i maj 1789. Der var kun en lille gruppe af intellektuelle som Sieyès, Mirabeau, Volney, Mounier, Barnave m.fl., der var ideologisk bevidste, men gradvist blev de deputerede mere radikaliserede. I de første måneder var det Sieyès politiske ideer, der dominerede, men allerede hen over sommeren 1789 var det tydeligt, at Rousseaus tanker fra Samfundskontrakten vandt frem på trods af, at de på flere måder var mindre egnede til at danne grundlag for det revolutionære projekt end Sieyès’ tanker, der i øvrigt hvad angår suverænitet lå tæt op af Rousseau.

Forfatningen og Menneskerettighedserklæringen er de dokumenter, der bedst viser, hvilke politiske ideer, der influerede begivenhederne i de første to år af den franske revolution. Begge dokumenter var præget af oplysningstidens liberale ideer om lighed i rettigheder, lighed for loven, pressefrihed, religionsfrihed, folkets selvbestemmelse og demokrati, men de afspejlede også den autoritære kollektivisme, der i flere århundreder havde været en del af fransk politisk tænkning, og som også kom til udtryk i Rousseaus og Sieyès politiske filosofier.

Menneskerettighedserklæringen

Det var paradoksalt nok Menneskerettighedserklæringen, der lagde kimen til den franske revolutions autoritære karakter, idet det var i Menneskerettighedserklæringen, at den grundlæggende ideologiske præmis blev formuleret: at suveræniteten har sin oprindelse i det kollektive nationen og ikke i individerne som hos Hobbes og Locke, artikel 3, og at “loven er udtryk for almenviljen,” artikel 6.

De franske revolutionære bevarede på den måde betydningen af suverænitet, som begrebet var blevet forstået under det absolutte monarki og hos “absolutismens filosof”, Bodin, blot med den forskel, at de placerede suveræniteten i nationen i stedet for hos kongen, og de bevarede absolutismens ide om, at suveræniteten må være absolut og udelt. Den franske revolutions førende filosof i den tidlige fase, Sieyès, gav meget klart udtryk for den tanke: “The nation exists prior to everything; it is the origin of everything. Its will is always legal. It is the law itself.”

Et klarere udtryk for absolutismens ide, kan næppe findes, og implikationen er, at nationen – eller dens repræsentanter – har ret til at lovgive om alt. Nationens rettigheder går forud for individernes rettigheder, og ingen Menneskerettighedserklæring eller forfatning kan sætte grænser for nationen. Det viste sig i Menneskerettighedserklæringen, hvor det om alle rettigheder eksplicit blev anført, at de kunne begrænses ved lov på trods af Menneskerettighedserklæringens højstemte ord om “menneskets naturlige, uafhændelige og hellige rettigheder.”

Ordet “frihed” blev anvendt i mange betydninger af de franske revolutionære, men den vigtigste betydning var frihed som nationens ret til kollektiv selvbestemmelse. Ikke individuel frihed.

Ikke alene var det opfattelsen, at nationen har ret til at lovgive om alt. Det var også opfattelsen, at der heller ikke var behov for at beskytte borgerne som individer mod borgerne som nation. To århundreders enevælde havde cementeret opfattelsen af, at nationen har en forenet vilje og fælles interesser, som Rousseau overtog med sit begreb om almenviljen, og ligesom kongen var den eneste, der repræsenterede nationens forenede interesser under absolutismen, repræsenterer almenviljen nationens forenede interesser under 1791-forfatningen. Almenviljen kan per definition ikke være i strid med individernes egentlige interesser, og der er derfor ikke nogen grund til at begrænse statsmagten eller beskytte borgerne mod folket selv. Ifølge Hayek I “The Constitution of Liberty” var det netop denne kollektivisme, der hindrede beskyttelsen af de individuelle rettigheder: “The decisive factor which made the efforts of the Revolution toward the enhancement of individual liberty so abortive was that it created the belief that, since at last all power had been placed in the hands of the people, all safeguards against the abuse of this power had become unnecessary.”

At nationens rettigheder går forud for individernes rettigheder i Menneskerettighedserklæringen er på ingen måde en kontroversiel påstand. Mange revolutionshistorikere omtaler det, selv om man sjældent finder det omtalt i bøger om Menneskerettigheder, der ofte tager de højstemte fraser for pålydende.

Forfatningen

Det var mere end noget andet forfatningen, der viste, hvad målet var med revolutionen. I maj-juni-juli måned 1789 var det på ingen måde givet hvilken retning, revolutionen ville tage. Forudsætningerne ændrede sig fundamentalt med sammenbruddet af det feudale regime og afskaffelsen af alle privilegier den 4. august, og opgaven bestod nu ikke længere blot i at reformere l’ancien régimes institutioner, men i at etablere en helt ny forfatning og indstifte et nyt økonomisk og socialt system.

Men hvad ville de revolutionære så? Ville de etablere et liberalt demokrati med en begrænset statsmagt baseret på magtdeling og checks and balances som i Amerika, eller ville de noget helt andet?

Det var tre politiske begivenheder i efteråret 1789, der lagde sporet for den senere forfatningsmæssige og politiske udvikling.

1. Efter færdiggørelsen af Menneskerettighedserklæringen den 26. august, var det første forfatningsmæssige spørgsmål, der krævede en afklaring, om den lovgivende forsamling skulle deles i to kamre eller ej, som i USA og England, og om kongen skulle have et veto som i England. Det blev de afgørende forfatningsmæssige spørgsmål, fordi det var dem, der definerede grænserne for den lovgivende og udøvende magt, folkets suverænitet og kongens rolle. Det var også de spørgsmål, der ville afgøre, om Frankrig ville etablere et liberalt demokrati med en begrænset statsmagt eller et autoritært demokrati, hvor den lovgivende forsamling fik en absolut magt.

Debatten om ét eller to kamre og vetospørgsmålet endte med et politisk kompromis med et énkammersystem og et opsættende veto, men det var blevet klart, hvor udbredt den Rousseauske opfattelse var blevet, at almenviljen må være én og udelt og derfor ikke kan deles, hvilket også var “venstrefløjens” begrundelse for at gå imod et veto.

2. Den anden afgørende begivenhed i efteråret 1789 var kvindemarchen til Versailles den 5.-6. oktober, der endte med, at kongefamilien blev bragt til Paris “more like prisoners than Princes”. Det betød afslutningen på det franske hof i Versailles og det traditionelle monarki i Frankrig. Kongen og kongefamilien var nu reelt fanger i Paris med Nationalgarden som deres fangevogtere, og dermed var både den lovgivende og den udøvende magt de facto koncentreret i Nationalforsamlingen. Kongen underskrev, hvad der forventedes af ham, fordi han ikke mente, han havde noget valg. Begivenhederne viste også, at det var den voldelige parisiske pøbel, der i sidste ende besad den suveræne magt, og at Nationalforsamlingen ikke kunne kontrollere begivenhederne. Såvel Nationalforsamlingens som kongens sikkerhed afhang alene af Lafayette og Nationalgardens evne og vilje til at forsvare dem.

3. Endelig blev det den 2. november besluttet at beslaglægge kirkejorden for at stille den som sikkerhed for udstedelsen af assignater, der oprindelig var en slags statsobligationer, men som senere blev til fiat penge. Det var en krænkelse af den private ejendomsret og af den netop vedtagne Menneskerettighedserklæring, men de revolutionære gjorde det klart, at de mente, at de havde ret til at lovgive om alt.

Efter vetospørgsmålet, oktoberdagene og nationaliseringen af kirkejorden syntes ethvert håb om en moderat udvikling udelukket. Venstrefløjen dominerede Nationalforsamlingen, og de var ikke indstillet på, at der skulle være nogen begrænsninger på, hvad de som nationens repræsentanter kunne gennemføre ved lov.

Den franske forfatning fra 1791 blev da heller ikke en liberal forfatning for en begrænset statsmagt baseret på magtdeling og checks and balances som den amerikanske. Det blev en forfatning for et konstitutionelt monarki med frie valg til en lovgivende forsamling, dog med en stærkt begrænset valgret og især valgbarhed, men uden den magtdeling og uden de checks and balances, der prægede den amerikanske forfatning fra 1789. Næsten al magt var koncentreret i den lovgivende forsamling, og hverken Menneskerettighedserklæringen eller forfatningen satte reelt nogen begrænsninger på, hvad der kunne lovgives om, så det blev en forfatning for et autoritært demokrati med en ubegrænset statsmagt.

Den lovgivende forsamling fik reelt en større magt, end nogen af de franske enevældige konger nogensinde havde haft, og under udfærdigelsen af forfatningen traf de beslutninger, som Ludvig XVI aldrig kunne have truffet uden at blive mødt med anklager om despoti.

Lighed

Lighed – ikke frihed – var det primære mål for revolutionen. I den før-revolutionære fase var det opgøret med privilegier, der drev udviklingen, men under udarbejdelsen af forfatningen kom det til at handle om at gennemtvinge en radikal lighedspolitik, der skulle stille alle lige – ikke behandle alle lige. Der var et element af klassepolitik over det: Den radikale lighedspolitik tjente til at fjerne truslen “oppefra” mod tredjestandens politiske hegemoni ved at udrydde adelen og kirkens særstatus, og “nedadtil” konsoliderede borgerskabet sin magtposition og skabte en ny ulighed ved at udelukke de fattigste fra politisk indflydelse. Dermed gav det bedrestillede borgerskab sig selv politiske privilegier, der adskilte dem fra det store flertal af befolkningen.

Totalitære tendenser før terrorregimet

Under udarbejdelsen af forfatningen mente de revolutionære også, at de var i deres gode ret til at gennemføre et politisk program, der krænkede den private ejendomsret, religionsfriheden, ytrings- og pressefriheden og borgernes politiske rettigheder, og havde det ikke været for Menneskerettighedserklæringens mangler, så også forsamlingsfriheden, forenings- og organisationsfriheden, retten til at strejke, den personlige frihed, frihed fra vilkårlig fængsling, og retten til at henvende sig til regeringsmagten med klager.

Efter kongens flugtforsøg i juni 1791 slog Nationalforsamlingen hårdt ned på den republikanske opposition, og den repressive reaktion på de republikanske protester var et forvarsel om det senere terrorregime: suspenderingen af monarkiet, koncentrationen af den lovgivende og udøvende magt i en “revolutionsregering”, der påkaldte sig undtagelsestilstand, og udstedte nødretslovgivning, godkendelsen af militærets nedskydning af ubevæbnede, politiske modstandere, knægtelse af pressefriheden, masearrestationer og vilkårlige fængslinger.

Det er ikke svært at se, hvordan den revolutionære ideologi kunne legitimere undertrykkelsen af oppositionen. Nationens rettigheder stod over individuelle, så Nationalforsamlingen kunne vedtage hvilke som helst undertrykkende love. Dogmet om almenviljens enhed betød også, at så snart almenviljen var opdaget, måtte mindretallet forpligte sig til at gøre almenviljen til sin egen. Det levnede ikke plads til nogen form for legitim politisk opposition. At være imod en lov, der er udtryk for almenviljen, er at være en fjende af nationen.

Var terrorregimet en følge af 1789?

Revolutionshistorikere har lige siden 1790’erne diskuteret, om eller i hvilken grad terrorregimet i 1793-94 var en følge af de beslutninger, der blev truffet i revolutionens tidlige fase, 1789-91. Lå kimen til terroren allerede i “ånden fra 1789”?

Den franske revolution kan ikke meningsfuldt inddeles i skarpt adskilte faser. Der var ikke en tidlig liberal fase, der blev erstattet af en stadig mere repressiv fase. Der var en grundlæggende kontinuitet både ideologisk og politisk, og de ideologiske forudsætninger for terrorregimet lå allerede i kimen i “ånden fra 1789:

• Den kollektivistiske opfattelse af, at suveræniteten ligger i nationen, at nationens rettigheder går forud for alt andet, og at nationen eller dens repræsentanter har ret til at lovgive om alt.
• Ideen om almenviljens énhed, der ikke levner plads for nogen legitim politisk opposition. Enten bakker man op om revolutionen, eller også er man en fjende af nationen.
• Den manglende vilje til at anerkende repræsentation. Tredjestanden var de første til at gøre krav på at repræsentere nationen, men de havde ikke taget de parisiske masser i ed, og den franske revolution var præget af voldelige sammenstød mellem forskellige opfattelser af, om suveræniteten ligger i Nationalforsamlingen eller i folket. Mange af de deputerede på den yderste venstrefløj var også uvillige til fuldt ud at tilslutte sig ideen om repræsentation, og de kunne ikke helt slippe den Rousseauske opfattelse af, at suveræniteten ligger hos folket.

Afslutning

Det lykkedes aldrig for de revolutionære at give Nationalforsamlingen den nødvendige demokratiske legitimitet. Den folkelige opbakning til det repræsentative demokrati var ikke til stede. Den blev undergravet af den yderste venstrefløj, og den blev undergravet af den revolutionære politik, der skabte revolutionens fjender: Kirkepolitikken skabte fjender blandt gejstlige og millioner af troende katolikker, ophævelsen af aristokratiet fik mange adelige til at føle sig forrådt og undertrykt, og de parisiske folkemasser følte sig ekskluderet ved at blive stemplet som “passive borgere” uden stemmeret.

Det er let at se i tilbageblik, at forudsætningerne ikke var til stede for etableringen af et liberalt demokrati i Frankrig i 1789. Der eksisterede ikke nogen liberal kultur i Frankrig før revolutionen, og de brede folkemasser og især den parisiske pøbel var på ingen måde liberale.

Burke (1790, 1791) havde også ret i sin kritik af den mentalitet, der lå bag den revolutionære ideologi. Troen på at man alene med udgangspunkt i rationel tænkning og abstrakte principper kan skabe et friere og mere lige og retfærdigt samfund, hvis blot man vedtager de rette love, uden at de er bakket op af civilsamfundets normer, traditioner og politiske kultur. Det var i virkeligheden en form for “nationbuilding”, de revolutionære satte sig for at gennemføre i deres eget land med indførelsen af personlig frihed og demokrati fra oven, uden at de sociale, kulturelle og åndelige forudsætninger var til stede, og det franske samfund efter 1789 manglede den sammenhængskraft, som l’ancien régime på godt og ondt havde haft med dets hierarkiske orden, kirken og monarkiet.

Litteratur

Pedersen, Torben Mark (2019a): “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” LIBERTAS nr. 71, 5-34.

Pedersen, Torben Mark (2019b): “L’ancien régime” LIBERTAS nr. 71, tillæg publiceret på: www.libertas.dk/arkiv

Pedersen, Torben Mark (2019c): “L’ancien régimes sammenbrud: Skatteoprør, adelsrevolte og kampen om privilegier” LIBERTAS nr. 71, 35-57.

Pedersen, Torben Mark (2019d): “Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” LIBERTAS nr. 71, 58-78.

Pedersen, Torben Mark (2019e): “Folkets revolution og stormen på Bastillen” LIBERTAS nr. 71, 79-86.

Pedersen, Torben Mark (2020a): “Menneskerettigheder i fransk politisk tænkning før revolutionen” LIBERTAS nr. 72, 4-20.

Pedersen, Torben Mark (2020b): “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder” LIBERTAS nr. 72, 21-45.

Pedersen, Torben Mark (2020c): “Den Store Frygt og den sociale revolution” LIBERTAS nr. 73, 4-11.

Pedersen, Torben Mark (2020d): “Folkesuverænitet, lighed og kampen om forfatningen 1789-91” LIBERTAS nr. 73, 12-56.

Borgerskabets politiske revolution i juni 1789 var en ublodig revolution, men den var også kun en revolution på papiret, og kongen havde den 23. juni meddelt, at han ville være parat til at gennemføre sine reformer uden om Nationalforsamlingen, hvis de ikke bakkede ham op. Det skabte frygt for, at kongen ville opløse Nationalforsamlingen, og at han ville sætte militæret ind for at gennemføre sine reformer. Den frygt blev bestyrket af, at kongen samlede store troppestyrker omkring Paris. Paris var da allerede på oprørets rand pga. de høje brødpriser og manglen på brød. Da finansminister Necker blev afskediget, blev det opfattet som startskuddet på kontrarevolutionen, og frygten for et angreb fra fremmede lejetropper udløste oprøret i Paris i dagene fra den 12. til den 14. juli, der kulminerede med stormen på Bastillen. Begivenhederne tvang kongen til at anerkende Nationalforsamlingen. Det blev dermed folkets revolution, der reddede borgerskabets revolution.

Det folkelige oprør i Paris begyndte den 12. juli med meddelelsen om Neckers afskedigelse, og det kulminerede den 14. juli med stormen på Bastillen. Dagen efter mødte kongen op i Nationalforsamlingen, hvor han for første gang anerkendte den og lovede at ville samarbejde om at gennemføre reformer.

Kongen kunne ikke gøre andet. For det første viste begivenhederne, at kongen ikke kunne stole på sine troppers loyalitet, end ikke de udenlandske lejetroppers, hvis han havde forsøgt at sætte dem ind mod folket. Monarkiet havde mistet sin legitimitet. For det andet havde det folkelige oprør et sådant omfang, at det ville have været næsten umuligt at undertvinge det med militær magt og i hvert fald ikke uden betydelige blodsudgydelser, hvilket kongen ikke var parat til. Og hvad så bagefter?

Det blev således ironisk nok folkets revolution, der reddede borgerskabets revolution, selv om den parisiske pøbel var drevet af helt andre motiver end borgerskabets deputerede i Nationalforsamlingen. Det var ikke politisk filosofiske overvejelser om folkesuverænitet og lighed, der lå bag det folkelige oprør, men noget meget mere jordnært: frygten for et angreb, protest mod høje brødpriser og brødmangel samt en forarmet underklasses had til de rige.

Kongen forbereder at opløse Nationalforsamlingen

I sin tale til Generalstænderne den 23. juni havde kongen gjort det klart, at han ikke anerkendte Nationalforsamlingen, og at han betragtede tredjestandens beslutninger fra den 17. og den 20. juni (Boldhuseden) som illegale og forfatningsstridige. Han sluttede af med at erklære, at såfremt forsamlingen svigtede ham, ville han arbejde videre alene og gennemføre sine mål med fasthed, Pedersen (2019b).

Allerede den 22. havde kongen underskrevet den første marchordre for at samle tropper omkring Paris, og i de følgende dage traf han yderligere foranstaltninger for en mulig militær intervention. Den 26. underskrev han marchordrer for fire regimenter med 4.880 soldater. Yderligere marchordrer blev sendt ud den 29. og den 30. juni, Godechot (1970, 179f). Den 1. juli underskrev han marchordre til yderligere 10 regimenter af fortrinsvist schweiziske og tyske lejesoldater. Den 4. juli var der samlet næsten 30.000 soldater omkring Paris under kommando af Marskal de Broglie.

Ifølge Godechot (1970, 180) havde kongen besluttet sig for at handle omkring den 13. juli, når de sidste tropper var på plads. Flere vidner fortæller om, at kongen havde planer om at indkalde til en ny kongelig session, hvor Nationalforsamlingen endnu en gang ville blive bedt om at anerkende reformplanerne fra den 23. juni, og hvis de nægtede, ville kongen opløse Forsamlingen. Marskal Broglie skulle angiveligt være blevet beordret til at forberede en militær intervention begyndende natten til den 14. juli, Godechot (1970, 249).

Der findes imidlertid ikke kildemateriale, der med sikkerhed beviser kongens intentioner, og Hardman (2015) mener ikke, at kongen havde til hensigt at sætte militæret ind mod Paris. Han argumenterer for, at tropperne blev udstationeret i byer med kongelige slotte, og at formålet var at beskytte dem mod at blive plyndret.

Hvorom alting er, så kom der ikke nogen militær intervention, og tidspunktet for en sådan ville også have været det værst tænkelige.

Paris på randen af oprør

Paris var allerede på randen af oprør pga. de høje brødpriser og manglen på brød. Der var stor arbejdsløshed, mange sultede, og hele foråret havde der været folkelige opstande i både Paris og i provinsen. Et brød på omkring to kilo kostede normalt 9 sous, men i februar 1789 var prisen steget til 14,5 sous, hvilket var op mod 75 pct. af lønnen for en arbejder i Paris, hvis vedkommende var så heldig at have et arbejde.[1] Meget symbolsk toppede brødpriserne i Paris med 16 sous den 14. juli – dagen for stormen på Bastillen.

Det var ydermere en gammel folkelig overbevisning, at når tingene gik skidt, så måtte der ligge et komplot bag, og det var en udbredt opfattelse, at der lå et aristokratisk komplot bag brødmanglen, og at det var en del af et kontrarevolutionært plot.

Den anspændte situation i Paris kunne hvert øjeblik eksplodere, og hvis der var én ting, der kunne forøge spændingerne, så var det deployeringen af fremmede lejesoldater omkring byen. Der var rygter om, at kongen planlagde indsættelsen af tropper for at opløse Nationalforsamlingen med magt, og selv om den folkelige opbakning til Nationalforsamlingen var stor, tænkte pariserne ikke så meget på at komme Nationalforsamlingen til undsætning som på sig selv og den fare, Paris befandt sig i, Richet (1988), og det var ønsket om at kunne forsvare sig mod angreb, der udløste de revolutionære begivenheder i juli 1789.

Mange havde frygtet, at Nationalforsamlingen ville blive opløst omkring tidspunktet for den kongelige session den 23. juni, men det skete ikke, og som dagene gik, blev det sværere og sværere for kongen at gribe ind.

Den 24. juni erklærede to kompagnier i Gardes Francaises, den kongelige paladsvagt, der residerede i Paris, at de ikke ville hindre folkelige demonstrationer, og den 27. juni kastede fem andre kompagnier deres våben og bevægede sig mod Palais Royal, hvor de blev mødt som helte.

Lederne af de deserterende soldater blev fængslet dagen efter, men den 30. forlod omkring 400 parisere Palais Royal og drog mod Abbaye fængslet, figur 1, og før de nåede frem, var forsamlingen vokset til 10.000, der gennemtvang de fængslede soldaters løsladelse, Blackman (2019, 170).

Det var ikke de eneste soldater, der var påvirket af de revolutionære begivenheder, og hvis loyalitet over for kongen var tvivlsom.

Figur 1. Kort over Paris i revolutionsårene

Den 6. juli blev der holdt så voldelige taler i Palais Royal, at duc d’Orléans følte sig tvunget til at tilkalde soldater for at rydde haven, hvilket foregik uden blodsudgydelser.

Under et privat møde den 7. juli med deltagelse af bl.a. Mirabeau, Lafaytte og Mounier besluttedes det, at Nationalforsamlingen måtte kræve tilbagetrækning af tropperne omkring Paris og Versailles. Den 8. juli tager Mirabeau ordet i Nationalforsamlingen og taler om, at kongen er blevet forledt af sine rådgivere til at forberede en modrevolution: “A large number of troops already surround us. More are arriving each day. (…) These preparations for war are obvious to anyone and fill every heart with indignation,” Hibbert (1980, 64).

Den 10. juli henvender Mirabeau og 24 deputerede sig til kongen på vegne af Nationalforsamlingen for at kræve en tilbagetrækning af tropperne, men dagen efter fremsendte kongen sit formelle svar med en afvisning. Det eneste formål med tropperne var at sikre ro og orden, og hvis Nationalforsamlingen føler, at dens frihed til at debattere er truet, vil kongen gerne flytte dens samling til Noyon eller Soissons.

Folkets revolution

Lørdag den 11. juli om aftenen blev Necker og tre andre ministre, der blev opfattet som sympatisk indstillede over for tredjestanden, afskediget, og kongen udpegede en ny regering af kompromisløse royalister, der i nogen tid havde fungeret som skyggekabinet. Baron de Breteuil afløste Necker og Marskal de Broglie blev udpeget som krigsminister. Den nye regering var “en åbenlys skiltning af modrevolutionen”, Furet og Richet (1965, 74).

12. juli

Den 12. om morgenen nåede rygtet om Neckers afskedigelse Paris, og rygtet spredtes hurtigt i Palais Royal. Lige siden den 23. juni havde Necker været den fejrede helt i Palais Royal, og han blev betragtet som folkets garanti for brødforsyningerne. Afskedigelsen blev taget som det endegyldige bevis på modrevolutionen. Omringet af udenlandske lejesoldater frygtede pariserne, at de ville blive angrebet og byen plyndret, at brødpriserne ville stige, og at Nationalforsamlingen ville blive opløst.

Afskedigelsen var timet, så de deputerede først ville finde ud af det om søndagen, hvor Nationalforsamlingen ikke var i session. Til gengæld var det en dag, hvor alle havde fri, og store folkemasser samlede sig i Palais Royals have for at høre de seneste nyheder. En procession af parisere, der protesterede mod afskedigelsen af Necker, bar buster af Necker og duc d’Orléans gennem Paris, og tvang teatre til at lukke.

En tysk kavaleriafdeling forsøgte at sprede en gruppe demonstranter på Place Vendôme, og en demonstration på 5-6.000 personer endte i Tuilerierne, hvor deserterende tropper fra Gardes Francaises sluttede sig til dem. Fra en terrasse med udsigt over Place Louis XV (nuværende Concorde Plads) kastede demonstranterne sten mod kavaleridelingen. Den ledende officer beordrede Tuilerierne ryddet, og det var den ordre, der ifølge Godechot (1970, 189) omdannede en demonstration til et oprør. Soldaterne endte med at måtte trække sig tilbage, men der florerede usande rygter om, at de skulle have massakreret fredelige borgere.

En ung, fattig advokat, Camille Desmoulins (1760-94),[2] der var en del af Mirabeaus slæng, holdt om aftenen efter at have været i Versailles tidligere på dagen, en opflammende tale stående på et bord i Café de Foy i Palais Royal. Han sluttede talen af med at trække to pistoler frem af jakken og erklære, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.

Figur 2. Maleri af Barrias af Camille Desmoulins tale den 12. juli i Palais Royals have

Borgere plyndrede våbenhandlere i deres søgen efter våben, afvæbnede vagter, og det kom til skudveksling mellem soldater fra Gardes Francaises og Royal-Allemand regimentet.

Mere end noget andet frygtede Paris’ borgere, at fyringen af Necker skulle betyde endnu højere brødpriser, og toldafgifterne på brød var med til at forhøje priserne. I løbet af natten mellem den 12. og 13. juli blev mere end 40 af 54 toldsteder omkring Paris ødelagt og brændt ned. Der er ifølge Rudé (1959, 49) næppe tvivl om, at oprøret havde sine bagmænd. De to toldsteder, der tilhørte duc d’Orléans, blev ikke ødelagt.

Den kommunale revolution

Siden maj havde Paris’ 407 valgmænd mødtes jævnligt. Valgmændene var dem, der havde valgt Paris’ deputerede til Generalstænderne. De frygtede anarkistiske tilstande, og allerede den 11. juli havde de på blandt andet Brissots initiativ besluttet at danne en folkets milits.

Den 13. om morgenen samledes valgmændene i Hôtel de Ville, Paris rådhus, og krævede at blive en del af bystyret i Paris. Der blev på stedet etableret et nyt styre, Pariserkommunen, uden kongens godkendelse og med en mindre permanent komite under formandskab af kongens mand i Paris, Jacques de Fleselles, der var Paris øverste embedsmand med titel af købmændenes oldermand, Prévôt des Marchands.

Den første opgave for det nye bystyre var at etablere en borgermilits på 48.000 mand eller 800 fra hver af Paris’ 60 valgdistrikter. Borgermilitsen havde det dobbelte formål at være en hærenhed under folkets og ikke kongens kontrol, og at beskytte de rige mod overgreb på deres ejendom, og natten mellem den 13. og 14. arresterede og hængte de adskillige tyve. For at være effektiv i forhold til at holde ro i Paris havde den nye milits behov for våben og ammunition.

13. juli

Nyhederne om uroen i Paris nåede Versailles, hvor Nationalforsamlingen begyndte at diskutere, hvad de skulle stille op. Efter timers debat sendte de en delegation til kongen for at bønfalde ham om at tilbagekalde Necker og trække tropperne omkring Paris tilbage. Kongen nægtede at imødekomme anmodningen, og tilbage i Nationalforsamlingen erklærede de deputerede, at de stod fast på deres dekreter fra den 17., den 20. og den 23. juni.

Den erklæring markerede ifølge Blackman (2019, 175) et vendepunkt, fordi både adelige og gejstlige deputerede stemte til fordel for erklæringen i lyset af truslen om en opløsning af Nationalforsamlingen og fængslingen af dens ledere.

I Paris fortsatte optøjerne, og klosteret Saint-Lazare blev plyndret for korn, som klosteret brugte til hver dag at brødføde 500 munke og fattige i kvarteret, og mens de nu var i gang, stjal demonstranterne også et stort antal tønder med vin, olie og eddike, ligesom sølvtøj blev stjålet og hele biblioteket på 20.000 bøger blev ødelagt.

Først og fremmest søgte folket dog efter våben, og den 13. kræver tusinder af mænd våben foran Hôtel de Ville, Paris’ rådhus. Men forgæves. Der er ingen våben i Hôtel de Ville.

Natten mellem den 13. og 14. juli var der alle tegn på et snarligt sammenstød mellem de parisiske masser og kongens soldater. Paris’ borgere frygtede et angreb, og der blev bygget barrikader i gaderne.

14. juli – stormen på Bastillen

Den foregående dags søgen efter våben havde ikke båret frugt, så den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran militærhospitalet Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben for at kunne bevæbne borgermilitsen. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 af kongens soldater nogle få hundrede meter væk på Champ de Mars, forholdt sig ligeledes passive. Oprørerne kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de drog afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.

De drog derefter spontant til Bastillen, der var en befæstet borg (bastille = lille bastion) i den østlige del af Paris. Bastillen var opført i 1300-tallet, og den blev anvendt som fængsel, men den 14. juli var der kun syv indsatte. Formålet var at få fat i de 250 tønder krudt, som var blevet overført til Bastillen natten mellem den 12. og den 13.

Bastillen var dårligt forsvaret. Forsvaret bestod af pensionerede soldater og en lille gruppe schweiziske soldater, og de ville ikke kunne modstå et angreb fra en folkemængde assisteret af regulære tropper. Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men oprørerne blev beskudt, efter at de var trængt ind i forgården, og skyderierne medførte 100-150 dræbte.

Flere forsøg på at forhandle endte resultatløst, så sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet. Tre officerer og tre soldater blev dræbt. Kommandanten blev ført gennem Paris som fange, men han blev myrdet på Place de la Grève (nuværende Place de l’Hôtel de Ville). Fleselles, formand for den permanente komite af valgmænd, blev anklaget for at forhindre borgernes søgen efter ammunition og våben, og han blev ligeledes myrdet. Både kommandantens og Fleselles afhuggede hoveder blev sat på lanser, hvorefter mængden bevægede sig mod Palais-Royal.

De deputerede i Nationalforsamlingen var forfærdede. De var omringet af udenlandske lejetropper, Paris var i oprør, borgere blev beskudt af soldater, og soldater og embedsmænd blev myrdet af den parisiske pøbel. Og Nationalforsamlingen var magtesløs.

Figur 3. Stormen på Bastillen

Ludvig XVI anerkender Nationalforsamlingen

Først tidligt om morgenen den 15. juli blev kongen klar over situationens alvor. Marskal de Broglie måtte informere kongen om, at de ikke kunne stole på hæren, og at de ikke havde kontrol over Paris. Ludvig XVI mødte op i Nationalforsamlingen samme morgen, hvor han godkendte Nationalforsamlingen, og han lovede at arbejde med den om at redde nationen. Han lovede også at trække tropperne tilbage, og han anerkendte Paris’ nye milits. Det var første gang, han anvendte betegnelsen Nationalforsamling.

Jefferson omtalte kongens tale som “a surrender at discretion”,[3] og det var et markant tilbagetog i forhold til kongens udmelding den 23. juni om at ville gå enegang.

For Nationalforsamlingen blev kongens fremmøde et vendepunkt, og senere på dagen drog 88 medlemmer af Nationalforsamlingen anført af Nationalforsamlingens formand og næstformand, Bailly og Lafayette, til Hôtel de Ville, hvor Lafayette oplæste kongens tale for valgmændene.

Det endte med, at Bailly blev valgt til Paris’ borgmester, den første nogensinde, og Lafayette blev udnævnt til kommandant for den nye borgermilits, der snart fik navnet Nationalgarde, Gottschalk and Maddox (1969, 111).

Lafayette var helten fra den amerikanske revolution, soldaten der var blevet nære venner med Washington og Jefferson, og som mere end nogen anden kæmpede for liberale ideer om frihed, lighed og et konstitutionelt monarki. Han havde været medlem af Notabilitetsforsamlingen, og havde krævet Generalstænderne indkaldt, og han havde i nær ved et år været folkets idol. Han nød stor prestige, han havde den militære erfaring, og han var derfor det oplagte valg som kommandant for folkemilitsen.

Stillingen gjorde Lafayette til en af de mest magtfulde mænd i landet. Det var Nationalgardens opgave at sikre lov og orden, og det var umuligt for nogen at kontrollere den politiske situation uden Lafayettes støtte. Det var Lafayettes opfattelse, at den primære funktion for Nationalgarden bestod i at forene folket, og den loyalitetsed, som han svor, lovede, at nationalgardisterne ville “remain united with all Frenchmen by the indissoluble bonds of brotherhood”, Dunn (1999, 14). Politisk søgte Lafayette at forene de revolutionære fraktioner omkring et fælles mål om et konstitutionelt monarki, og de emblemer, Lafayette valgte for Nationalgarden, symboliserede foreningen af revolutionen og monarkiet, idet de kombinerede Paris’ blå og røde farver med Bourbonkongernes hvide farve.

Den 17. juli drog kongen til Paris eskorteret af Nationalgarden, hvor han modtog byens nøgler af Bailly foran Hôtel de Ville. Bailly tilbød kongen den rød-hvid-blå kokarde, der var blevet et emblem for oprørerne, og kongen tog imod den, og fæstnede den i sin hat.

Det var en bekræftelse på folkets sejr. Den britiske ambassadør skrev tilbage til udenrigsministeren i England, at “The greatest revolution that we know anything of has been effected with, comparatively speaking, if the magnitude of the event is considered, the loss of very few lives: from this moment we may consider France as a free country,” Hampson (1988, x).

Necker blev kaldt tilbage som finansminister, men det blev hurtigt klart, at han ikke kunne regne med Den Konstituerende Nationalforsamlings støtte.

Den 10. august besluttede Den Konstituerende Nationalforsamling at oprette en Nationalgarde med lokale afdelinger. Med beslutningen udfordrede de kongens autoritet som øverstbefalende for hæren. Formålet var officielt at sikre ro og orden i forhold til de folkelige oprør, der truede den private ejendomsret, men det blev også begrundet med behovet for at forsvare sig mod de “enemies of the nation”, der ville gribe til “violence of despotism,”[4] hvilket var møntet på kongens rådgivere. Oprettelsen af en Nationalgarde var endnu et af Sieyès’ forslag.

Folket redder revolutionen

Stormen på Bastillen fik hurtig en symbolsk betydning som et angreb på den despotiske kongemagt, fordi Bastillen rummede indsatte, som var fængslet med lettres de cachet, og som alle gode symboler fik den fortælling sit eget liv, selv om Bastillen blev angrebet for at skaffe krudt til at bevæbne borgermilitsen og andre borgergrupper.

Selv om Bastillen var uden militær betydning, var det ikke kun en symbolsk handling, og stormen på Bastillen fik øjeblikkelig en enorm realpolitisk betydning for både kongen, de adelige, Nationalforsamlingen og folket:

• Kongen indså, at han ikke længere kunne stole på soldaternes loyalitet, hvis de skulle blive sat ind mod folket, og at kampen om den suveræne magt i første omgang var tabt. Monarkiet havde mistet sin legitimitet, og kongen kunne ikke længere regere uden om Nationalforsamlingen.
• De konservative ved hoffet, herunder kongens broder, greven af Artois, havde spillet fallit, og efter stormen på Bastillen begyndte den første bølge af adelig emigration.
• De adelige måtte erkende, at de havde tabt magtkampen, og den 16. juli accepterede de afstemning per hoved i Nationalforsamlingen. Det blev således en helt uforudsigelig faktor, den parisiske pøbel, der afsluttede magtkampen mellem anden- og tredjestanden, og forenede de tre stænder. Det var en sejr for Mouniers linje og et nederlag for Sieyès’.
• Kongens anerkendelse af Nationalforsamlingen, og adelens tilslutning til at stemme efter hoved og ikke efter stand, gav Nationalforsamlingen den hidtil manglede legitimitet. Det var en kæmpestor politisk sejr for Tredjestanden.
• Begivenhederne udstillede samtidig Nationalforsamlingens magtesløshed over for de folkelige masser, som de ikke kunne kontrollere, og det stod klart, at Nationalforsamlingen ikke var den nye suveræne magt, som de radikale revolutionære havde forestillet sig få uger tidligere.
• Efter stormen på Bastillen fik de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de alene repræsenterede folkets vilje og havde ret til at sætte den igennem med vold, og de endte med flere gange at gribe afgørende ind og ændre revolutionens kurs. Meget profetisk hed det i en diplomatisk depeche til den østrigske minister, at: “from now on the city of Paris has assumed the role of a King in France, and that it can, if it pleases, send an army of forty to fifty thousand citizens to surround the Assembly and dictate the laws to it,” Godechot (1970, 261).

Malouet bemærkede ligeledes, at den 14. juli var terrorregimet begyndt, og en deputeret, De Ferrières, skrev, at “Liberty has ceased to exist, even in the National Assembly itself,” Thompson (1952, 24).

Begivenhederne fik også Burke til at tvivle på, om Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve sin autoritet, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.

Med etableringen af det revolutionære styre i Paris var der nu tre magtcentre for revolutionen: Nationalforsamlingen, Paris’ bystyre og Paris’ folkelige masser og klubberne.

Bastilledag

Nationalforsamlingen besluttede, at etårsdagen for stormen på Bastillen skulle være en fejring af nationens enhed. Den 14. juli 1790 blev Fête de la Fédération afholdt over hele landet. I Paris blev der holdt messe anført af Talleyrand, biskop af Autun, og Lafayette ledte alle Nationalforsamlingens deputerede an i en ed til den kommende forfatning: “We swear to be forever faithful to the Nation, to the Law and to the King, to uphold with all our might the Constitution…” Efterfølgende svor Ludvig XVI “to maintain the Constitution as decreed by the National Assembly and accepted by myself.” Festen blev holdt på Champ de Mars uden for Paris, hvor Eiffeltårnet står i dag. Eiffeltårnet blev opført til verdensudstillingen i 1889 som hyldest til hundredårsdagen.

Først i 1880 under den 3. republik besluttede Nationalforsamlingen ved lov, at den 14. juli skulle være nationaldag, men loven angiver ikke, om det er den blodige 14. juli 1789 og/eller den forsonende 14. juli 1790, der fejres.

Navnet Bastilledagen/Bastille Day er en udenlandsk betegnelse, i Frankrig fejres quattorze juillet eller Fête Nationale.

Afslutning

Der er en vis ironi i, at det skulle blive de parisiske folkemasser, der med deres had til de rige skulle redde den revolution, der satte det velstillede borgerskab på magten, og som holdt de brede masser uden for politisk indflydelse.

Men den voldelige parisiske pøbel ville det også anderledes, og den kom gentagne gange til at spille en afgørende rolle i de revolutionære begivenheder. Ikke via stemmeurnerne, som de fleste af dem blev udelukket fra, men via deres direkte og voldelige indgreb i begivenhedernes gang.

Litteratur

Burke, Edmund (1790): Tanker om den franske revolution. Tønder, 1987.

Clarke, Stephen 2019): The French Revolution & What Went Wrong. London.

Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2^nd ed. Oxford.

Dunn, Susan (1999): Sister Revolutions. French Lightning, American Light. N.Y.

Furet, Francois og Denis Richet (1965): Den franske Revolution 1-2. København, 1988.

Furet, Francois and Mona Ozouf (eds.) (1988): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge, Ma. 1989.

Godechot, Jacques (1970): The Taking of the Bastille. July 14^th, 1789. London.

Gottschalk, Louis and Margaret Maddox (1969): Lafayette in the French Revolution. Through the October Days. Chicago.

Hampson, Norman (1988): Prelude to Terror. The Constitutent Assembly and the Failure of Consensus, 1789-1791. Oxford.

Hardman, John (2015): “The view from above” i Andress (ed): The Oxford Handbook of the French Revolution. Oxford.

Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution. New York.

Pedersen, Torben Mark (2019a): “L’ancien régimes sammenbrud: skatteoprør, adelsrevolte og opgøret med privilegier” LIBERTAS nr. 71, xx-xx

Pedersen, Torben Mark (2019b): “Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” LIBERTAS nr. 71, xx-xx

Popkin, Jeremy D. (2019): A New World Begins. The History of the French Revolution. New York.

Richet, Denis (1988): “Revolutionary journées” i Furet og Ozouf (eds.): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge, Ma. 1989.

Rudé, George (1959): The Crowd in the French Revolution. Oxford.

Stewart, John Hall (1966): A Documentary Survey of the French Revolution. New York.

Thompson, Eric (1952): Popular Sovereignty and the French Constituent Assembly 1789-91. Manchester.

[1] Faglærte arbejdere som låsesmede og tømrere tjente omkring 50 sous om dagen, murere omkring 40, og arbejdsmænd mellem 20 og 30. Under normale omstændigheder gik omkring halvdelen af den almindelige arbejders løn til brød og yderligere 16 pct. til andre fødevarer, Hibbert (1980, 96).

[2] Desmoulin kom senere til at spille en fremtrædende rolle i revolutionen. Han blev en nær ven af Robespierre, men endte alligevel livet i guillotinen under terrorregimet.

[3] Brev til Mason, 16. juli 1789.

[4] “Decree Establishing National Guards, 10 August 1789”, Stewart (1966, 110).

Artiklen er offentliggjort i LIBERTAS nr. 71, der havde temaet “Liberalisme og den franske revolution I”

Roger Williams (1603-83) var den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri. Roger Williams omtales i denne artikel fra LIBERTAS nr. 62 fra 2016 for hans bidrag til religiøs tolerance.

På et tidspunkt, hvor der intet sted i verden var religionsfrihed, etablerede Roger Williams en koloni i Amerika med religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati. Under den engelske tolerancedebat kastede Williams sig ind i kampen for religionsfrihed, og han argumenterede for nødvendigheden af en wall of separation mellem kirke og stat. En sådan adskillelse er nødvendigt for, at den sande kirke ikke skal blive korrumperet af politik.

Roger Williams

Roger Williams (c. 1603-83) var født i London omkring 1603, og som teenager var han lærling hos Englands største jurist, sir Edward Coke (1552-1634). Fra Coke fik Williams indpodet sin store forkærlighed for frihed, og det var under Cokes protektion, at Williams fik en uddannelse. Williams viste et stort talent for at lære sprog, og år senere underviste han Milton i hollandsk, ligesom han udgav en bog om indianske sprog.

Williams blev ordineret præst i Church of England, men blev senere separatist, og som sådan var Roger Williams en religiøs afviger. Det var på det tidspunkt, hvor kampagnen for at gennemtvinge den kirkelige uniformitet var blevet intensiveret, og dissenters blev ikke behandlet mildt. Flere hundrede puritanske præster blev bortvist fra kirken, og det fik mange til at overveje at emigrere til Amerika.

Religiøs intolerance blandt puritanerne i Massachusetts

Med sine teologiske holdninger var Williams i farezonen og frygtede med god grund ærkebiskop Lauds forfølgelse. Williams havde ikke udsigt til nogen fremtid i den anglikanske kirke, og det var uden glæde, at Williams besluttede at følge efter de første puritanere til Massachusetts Bay Colony, Barry (2012b).

Massachusetts Bay Colony var et religiøst samfund, hvor fortolkningen af Guds ord styrede alle aktiviteter og al lovgivning i kolonien. Privat dissens blev tolereret, men offentligt krævedes der uniformitet i kirkelivet.

Williams blev tilbudt en stilling som præst i Boston, men afslog. Ifølge Williams’ var kirken ikke reformert nok. Williams forlod Boston. Først for Salem, dernæst til pilgrimmene i kolonien Plymouth, hvor han fungerede som præsteassistent, og i 1633 fik han et præsteembede i Salem.

I modsætning til de religiøse og politiske ledere i Massachusetts Bay Colony mente Williams ikke, at det var en opgave for kirken eller myndighederne at bekæmpe fejl i religionen. Det er umuligt at forhindre fejl, for det kræver at man kan fortolke Biblen korrekt, og nogle mennesker vil uundgåeligt gøre sig skyldig i fejlfortolkninger, når der findes modsigelser i Biblen. Han mente derfor, at regeringsmagten skal holde sig fra alt, hvad der har med borgernes forhold til Gud at gøre. Ellers vil det i bedste fald føre til hykleri, og tvungen tilbedelse, ”stincks in God’s nostrils”, og i værste fald til en korrumpering af kirken, Barry (2012a).

Williams’ inspirationskilder

Det er ikke helt klart, hvordan Roger Williams nåede frem til at gå ind for religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Han var fra sin ungdom påvirket af Cokes kamp for at beskytte individets frihed mod statsmagten, og det er muligt, at Williams havde læst Sebastian Castellios (1515-1565) skrift om forfølgelse af kættere, Zagorin (2003, 200), men i religiøse spørgsmål og i spørgsmål om tolerance var Williams først og fremmest påvirket af de hollandske armenianere og af baptisterne. Williams var blevet gendøbt i slutningen af 1638, men hans tilknytning til baptistkirken blev kort. Ikke desto mindre var han stærkt inspireret af baptisternes syn på tolerance.

1636 – Providence Plantations

Williams kom i konflikt med Massachusetts Bay Colonys religiøse og politiske ledere, og i 1635 blev han bortvist pga. sine ”nye og farlige holdninger”. På grund af sygdom fik Williams lov til at blive til det følgende forår, men det endte alligevel med, at han i januar måtte flygte midt under en hård vinter med høj sne, og efter at have modtaget hjælp fra indianerne, slog han sig i foråret ned ved Narangasett Bay på land købt af indianerne.

Her etablerede Williams Providence Plantations: ”I called the place Providence, I desired it might be for a shelter for persons distressed for conscience,” Barry (2012a).

Selv om Roger Williams havde privat ejendomsret til jorden, gav han kolonien en demokratisk forfatning, der var ikke nogen officiel religion, og kirke og stat var adskilt. Øvrigheden fik kun magt i civile spørgsmål, ikke i religiøse, og helt usædvanligt er der ikke en eneste henvisning til Gud i forfatningen. Et par år senere etableredes kolonien Rhode Island, og i 1638 udfærdigede Williams den første demokratiske forfatning for Rhode Island and Providence Plantations med en adskillelse af kirke og stat og med religionsfrihed for alle. Jøder fik snart fulde politiske rettigheder.

Providence og Rhode Island var af både religiøse og økonomiske årsager en torn i øjet på styret i Massachusetts, og det kom til en militær konflikt. Uden nogen juridisk ret, krævede Massachusetts jurisdiktion over en del af kolonien, og da puritanerne i Massachusetts var i forbund med lovgiverne i England, var parlamentet de eneste, der kunne stoppe Massachusetts imperialisme.

1644 – The Bloudy Tenent of Persecution

Roger Williams rejste derfor til England i 1643 for at sikre et charter for Providence Plantations and Rhode Island fra parlamentet, og det var ikke bare for at sikre overhøjheden over kolonien men også for at opnå anerkendelse af principperne om religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati.

Det kunne forekomme at være et håbløst forehavende. Hundredtusinder var blevet dræbt under den første engelske borgerkrig pga. uenigheder om, hvordan man skal tilbede Gud, og så ville Roger Williams have godkendelse til at oprette en koloni med religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat?

Roger Williams ankom midt under debatten om en reformation af kirken, og han bidrog til tolerancedebatten i 1644 med en firehundrede sider lang bog med titlen The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience [Den blodige doktrin om forfølgelse…]. Bogen udkom uden censorernes godkendelse, anonymt og med en anonym trykker, men det blev hurtigt kendt, at Williams var forfatteren.

Bogen var først og fremmest et angreb på intolerancen i Massachusetts, men det var også en advarsel om at indføre en ny presbyteriansk kirkeordning i England, som Williams og mange andre puritanere frygtede ville blive lige så intolerant og forfølgende, som ærkebiskop Lauds Church of England havde været i 1630’erne.

The Bloudy Tenent var en dialog mellem Sandheden og Freden,[1] og den indledes med den chokerende udtalelse, at enhver stat er sekulær, og at de verdslige myndigheder ikke har noget at gøre med ”the spiritual or Christian state and worship”. Religionsfrihed er Guds vilje: ”it is the will and command of God that (…) a permission of the most paganish, Jewish, Turkish, or antichristian consciences and worships, be granted to all men in all nations and countries; and they are only to be fought against with that sword which is only (in soul matters) able to conquer, to wit, the sword of God’s Spirit, the Word of God.”

Det var ikke usædvanligt for det 17. århundredes protestanter at påkalde tolerance over for jøder og tyrkere. De blev regnet for vantro, ikke kættere, og ifølge kirkelige doktriner fra middelalderen skal ingen tvinges til at konvertere. Det enestående ved Williams var, at han også var parat til at udstrække tolerance til ateister og katolikker blot med det forbehold, at de forsikrer om deres borgerlige lydighed over for staten.

Samvittighedsfrihed

Williams insisterede på den enkeltes samvittighedsfrihed. Siden middelalderen havde det inden for den katolske kirke været betragtet som en synd at handle mod sin samvittighed, hvilket dog ikke fritog en fra straf i tilfælde af, at ens samvittighed skulle lede til kætteri eller blasfemi. På Rigsdagen i Worms havde Martin Luther erklæret, at han ikke kunne andet end følge sin samvittighed, for ifølge Luther er det kun Gud, der hersker over sjælene, og samvittigheden skal derfor være fri fra tvang fra verdslige magter.

For Luther betød samvittighedsfrihed imidlertid ikke retten til at tro hvad som helst. Samvittigheden var for Luther bundet af Guds ord, men for Roger Williams er den enkeltes samvittighed ukrænkelig, både fordi det er en vej til Gud, og fordi det er en uadskillelig del af det at være menneske. Samvittighedsfrihed blev dermed til en individuel rettighed, og forfølgelse af andre pga. deres samvittighed blev følgelig en krænkelse af Guds værk. Williams (1644c) omtaler det som en åndelig voldtægt: ”a spiritual rape to force the consciences of all to one worship.”

Åndsfrihed som et kristent princip

Williams argumenterer for, at åndsfrihed er et kristent princip, og at religiøs forfølgelse er i strid med Jesus’ lære: ”the doctrine of persecution for cause of conscience, is most evidently and lamentably contrary to the doctrine of Christ Jesus the Prince of Peace”, Williams (1644a).

Størstedelen af bogen omhandler fortolkninger af Biblen. Williams henviser til lignelsen om ukrudtet i marken,[2] og fortolker lignelsen på den måde, at de, der tager fejl i religiøse spørgsmål, skal tolereres indtil dommedag. Samtidig afviser Roger Williams, at forholdene i staten Israel omtalt i Gamle Testamente, kan være et forbillede for noget kongerige i dag. Den teologiske skelnen mellem GT og NT var central i datidens debat, for hvor staten Israel i GT var understøttet af lovgivningsmæssig tvang, er kirken i NT en frivillig sammenslutning, og den sondring fik politiske implikationer. Følger man NT, må statsmagten betragtes som menneskeskabt og dermed sekulær, lød argumentet.

En sekulær stat

Der er altså religiøse årsager til, at staten skal være sekulær, og ifølge Williams er staten alene til for at sikre fred og retfærdighed og beskytte individernes frihed, familien og privat ejendom. Williams henvender sig direkte til parlamentarikerne og skriver, at deres opgave som kristne er at frelse deres egen og andres sjæl, men at deres opgave som myndigheder alene er at beskytte “the Bodies and Goods of others”. Det er en meget liberal ide, som genfindes hos John Locke knap et halvt århundrede senere.

Williams er også fortaler for folkesuverænitetsprincippet: “I infer (…) that the sovereign, original, and foundation of civil power lies in the people,” og regeringsmagten “have no more power, nor for no longer time, than the civil power or people consenting and agreeing shall betrust them with,” Williams (1644a).

Wall of separation

Williams begrunder sin modstand mod en sammenblanding af kirke og stat med den skade, det påfører religionen og de troende. En sammenblanding af kirke og stat fører til, at det kirkelige bliver til politik, hvilket vil korrumpere kirken. Den sande kirke beskrives som en herlig have, ubesmittet og ren, ikke ulig Paradiset, hvorimod verden er vildnisset, og det drejer sig om at adskille de to med en ”wall of separation” for ikke at besmitte den sande kirke:

“When they [the Church] have opened a gap in the hedge or wall of separation between the garden of the church and the wilderness of the world, God hath ever broke down the wall itself, removed the Candlestick, etc., and made His Garden a wilderness as it is this day. And that therefore if He will ever please to restore His garden and Paradise again, it must of necessity be walled in peculiarly unto Himself from the world, and all that be saved out of the world are to be transplanted out of the wilderness of the World.” Williams (1644b).

Roger Williams opponerede også imod det røde Skt. Georgs kors på hvid baggrund i Englands flag, fordi det er helligbrøde at blande kirke og stat. Williams var også modstander af, at offentligt ansatte svor en ed afsluttet med ”so help me God”. Dommere og andre embedsmænd skal ikke foregive at handle på Guds vegne.

Lighed i rettigheder

Efter Williams opfattelse er verden delt mellem de sande troende og alle de andre, og de sande troende, hvortil han selv hørte, udgjorde et meget lille og frivilligt fællesskab.

I samfundslivet forholder det sig anderledes. Der skal alle være lige. Som noget ganske enestående for sin tid støttede Williams også samvittighedsfrihed for kvinder. I Providences charter fra 1644 tales der ikke om, at “no man” ikke må forfølges for sin tro, men om at “no person (…) shall be any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any difference in opinion in matters of religion…”, Eberle (2005), og det var ikke tomme ord. Williams nabo Joshua Verin, der sammen med Williams var en af de oprindelige grundlæggere af kolonien, fik frataget sin stemmeret for at forhindre sin kone, Jane, i at deltage i bønnemøder hos Roger Williams.

Williams var også den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri.

Pax civitatis

Konfronteret med postulatet om, at religiøse forskelle nødvendigvis vil skabe oprør, og at en stat splittet af religion ikke kan opretholdes, hævdede Williams, at det netop er sammenblandingen af religion og verdslige anliggender, der skaber problemerne, som i Massachusetts Bay Colony og som i England i årene forud for den engelske borgerkrig, og at religionsfrihed og borgerlig fred er forenelig.

Denne pax civitatis baserer sig på, at borgerne opfører sig civiliseret, og i den sammenhæng spiller det ingen rolle, hvad de ellers tror på, og hvordan de dyrker deres religion. Religiøse uroligheder er først og fremmest resultatet af religiøs forfølgelse.

Selve ideen om, at et samfund med fuld religionsfrihed ikke alene kunne fungere, men at det ligefrem var en forudsætning for en fredelig sameksistens mellem mennesker tilhørende forskellige konfessioner, var revolutionerende. Roger Williams formulerer her et forsvar for religiøs tolerance, som genfindes 25-40 år senere hos Spinoza, Locke og Bayle.

Williams får sit charter

Over for parlamentet argumenterede Williams for, at Rhode Island kunne fungere som en test for den hypotese, at fuld religionsfrihed er forenelig med en borgerlig fred – og det tilmed i sikker afstand fra England.

Det overraskende skete: parlamentets ”Commitee on foreign Plantations” gav den 14. marts 1644 Williams det ønskede charter,[3] der gav kolonisterne ”full Powre & Authority to Governe & rule themselves … by such a form of Civil Government, as by voluntary consent of all, or the greater Part of them shall find most suteable to their Estates & Conditions” så længe dets love “be conformable to the Laws of England, so far as the Nature and Constitution of the place will admit” Barry (2012b).

Ved at tillade “the greater Part of them” at etablere en hvilken som helst form for regering, de måtte finde passende, anerkendte parlamentet en fuldt demokratisk regering. Og lige så bemærkelsesværdigt overlod komiteen alle beslutninger angående religion til flertallet vel vidende, at de ville adskille kirke og stat og indføre religionsfrihed.

Efter kongens henrettelse i 1649 opstod der tvivl om gyldigheden af det oprindelige charter, men efter restorationen bekræftede Charles II forfatningen, der garanterede ”a full libertie in religious concernements”, således at ”noe person within the sayd colonye, at any tyme hereafter, shall bee any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any differences in opinione in matters of religion.” Alle underståtterne skal sikres ”the free exercise and enjovment of all theire civill and religious rights”.

Charteret forklarer, at dette er nødvendigt, fordi ”some of the people and inhabitants of the same colonie cannot, in theire private opinions, conforms to the publique exercise of religion, according to the litturgy, formes and ceremonyes of the Church of England,” men charteret understreger også, at dette ”by reason of the remote distances of those places, will (as wee hope) bee noe breach of the unitie and uniformitie established in this nation”. King Charles II (1663).

Virkningshistorie

William bog blev en øjeblikkelig succes, og hurtigt udkom et andet oplag. I de følgende år blev der trykt mindst 60 pamfletter, der direkte adresserer Williams’ argumenter, og han citeres i yderligere mindst 120 pamfletter, Barry (2012b). Og endnu flere blev indirekte påvirket af hans ideer.

Lilburne og Levellers citerer hyppigt Roger Williams, og folkesuverænitetsprincippet og tankerne om demokrati bliver centrale elementer i Levellers liberalisme. I sin samtid påvirkede Roger Williams også både John Milton og Oliver Cromwell, som Williams kendte personligt. John Milton blev senere modstander af en statskirke og af enhver form for statsstøtte til kirkesamfund, og gik ind for en adskillelse af kirke og stat. Det er sandsynligt, at Milton var påvirket af Williams i det spørgsmål.

Myndighederne betragtede The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience som et farligt værk, og tre år efter udgivelsen beordrede House of Commons bogen brændt af bødlen.

John Locke har formentlig været påvirket af Roger Williams, selv om det er uvist, om han har haft et førstehåndskendskab til Williams’ skrifter, eller har været bekendt med dem på anden hånd. Det forekommer sandsynligt, at Locke under udarbejdelsen af Carolinas forfatning i 1669 har gjort sig bekendt med forfatningerne i andre kolonier som Rhode Island og Maryland, især når det kongelige charter for Rhode Island and Providence Plantations blev udstedt kun seks år tidligere. Nogle af formuleringerne fra Rhode Islands charter om religiøs frihed går igen i Charles II’s chartre for Carolina og New Jersey.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så mange af Williams’ ideer, der genfindes hos Locke. I ”Et brev om tolerance” fra 1689 begrunder Locke dog adskillelsen mellem kirke og stat med hensynet til individet og dets rettigheder, og ikke med hensynet til kirken.

Roger Williams fremhæves som den åndelige fader til den amerikanske forfatnings ”first amendment”, der garanterer religionsfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Det er imidlertid tvivlsomt, om Madison havde læst Williams på det tidspunkt, hvor Bill of Rights blev skrevet, men det ville være mærkeligt, om de belæste og juridisk skolede ”founding fathers” ikke har kendt delstaternes forfatninger og deres historie, før de kastede sig ud i at udarbejde en forfatning for USA.

År senere citerer Thomas Jefferson Roger Williams i et brev fra 1802 til Danbury Baptist Association, hvor Jefferson forklarer betydningen af den første tilføjelse til forfatningen, og her benytter han Williams’ vending om en ”wall of separation” mellem kirke og stat.

Afslutning

Både i forhold til spørgsmålet om religionsfrihed og politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Han argumenterede for religionsfrihed selv for katolikker, jøder og ateister på et tidspunkt, hvor næsten ingen andre gik ind for en almen religionsfrihed, og han praktiserede det i sin egen koloni næsten halvandet hundrede år, før religionsfrihed blev garanteret i USA med Bill of Rights.

Det er især værd at fremhæve, at Williams ikke argumenterer for fuld religionsfrihed fra en svag position som forfulgt. Med etableringen af Rhode Island and Providence Plantations kunne Roger Williams have gjort sin egen religiøse overbevisning til koloniens officielle trosretning, men Roger Williams gjorde det stik modsatte og tillod alle at følge deres samvittighed i trosspørgsmål og dyrke deres religion, som det passede dem.

Også med hensyn til politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Levellers havde også udviklet ideer om politisk demokrati, men Roger Williams praktiserede det.

Og nok så bemærkelsesværdigt nåede Roger Williams frem til disse meget liberale principper alene med religiøse argumenter.

Litteratur

Barry, John. M. (2012a): “God, government and Roger Williams’ big idea” www.Smithsonian.com

Barry, John. M. (2012b): Roger Williams and the Creation of the American Soul. Church, State, and the Birth of Liberty. N.Y.

Eberle, Edward J. (2005): “Roger Williams on Liberty of Conscience.” Roger Williams University Law Review 10, 289-323.

Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.

Jefferson, Thomas (1802): “To Messrs. Nehemiah Dodge and Others, a Committee of the Danbury Baptist Association, in the State of Connecticut” M.D. Peterson (ed.) (1984): Thomas Jefferson Writings.

King Charles II (1663): Charter of Rhode Island and Providence Plantations. Yale Law School.

Williams, Roger (1644a): The Bloudy Tenent of Persecution for cause of Conscience. Mercer University Press 2001.

Williams, Roger (1644b): “Mr. Cotton’s Letter Lately Printed, Examined and Answered,” The Complete Writings of Roger Williams, Vol. 1, 108.

Williams, Roger (1644c): “Queries of the highest consideration.”

Zagorin, Perez (2003):  How the Idea of Religious Toleration Came to the West. Princeton.

[1] Williams spiller på, at “truth and peace” var slagord, der ofte blev anvendt under revolutionen.

[2] Mathæus (13, 24-30). http://www.bibelselskabet.dk

[3] Charteret var udstedt til “Providence Plantations in the Narangansett Bay”. Først med Charles II’ charter fra 1663 bliver navnet officielt “Rhode Island and Providence Plantations” – hvilket den dag i dag er statens officielle navn.

Emmanuel-Joseph Sieyès (1748-1836) var den franske revolutions førende filosofiske og politiske tænker, og han er blevet kaldt for “the theoretical architect of the French Revolution of 1789”, Sonenscher (2003), “the pre-eminent exponent of the ‘ideas of 1789′”, Forsyth (1987, 37), “the first and most profound theorist of the French Revolution”, Baker (1988), “the man who articulates the political theory of the French Revolution,” Forsyth (1987, 3), og Acton (1902) omtaler ham som “the most perfect representative of the Revolution.”

Sieyès hører ikke til blandt den politiske filosofihistories giganter, men ifølge Forsyth (1987) var hans politiske tænkning “superior in originality, breadth and depth to that of any of his contemporaries, not excluding such well-known figures as Thomas Paine or Condorcet”. Acton (1902) kalder ham “the first political intellect of his age” og omtaler ham som “profoundly original”, og Arendt (1963,161) skriver, at Sieyès “in the field of theory, had no peer among the men of the French Revolution.”

Sieyès skrev aldrig noget sammenhængende politisk-filosofisk værk. Hans berømmelse hviler på tre lejlighedsskrifter, der blev udgivet i 1788-89 med henblik på at påvirke den offentlige opinion forud for Generalstændernes møde i maj 1789.[i] Det var ikke ordinære debatindlæg men grundigt argumenterede skrifter, der baserede sig på principielle og teoretiske overvejelser, og som samtidig udviklede en revolutionær strategi for at give Frankrig en forfatning.

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), kalder Sieyès’ politiske filosofi for en “remarkably complete and consistent liberal political philosophy”, men det kan godt diskuteres, hvor konsistent Sieyès var, ligesom det kan diskuteres, i hvilken forstand, Sieyès skulle være liberal.

Der er mange liberale elementer i Sieyès’ politiske filosofi, men han var ikke klassisk liberal i den engelsk-skotsk-amerikanske forstand, og han ville med sikkerhed heller ikke selv have placeret sig i en sådan bås. Eller nogen bås overhovedet. Sieyès’ politiske filosofi havde også stærke kollektivistiske træk.

Det var ikke frihed, der var det højeste politiske mål for Sieyès, men derimod det repræsentative system, som er Sieyès’ betegnelse for arbejdsdelingen på markedet og i det politiske system. I den forstand var det økonomisk effektivitet, der var målet, for det repræsentative system er det samfundssystem, der ifølge Sieyès bedst sikrer fremskridt, frihed og velstand. Sieyès kaldte det repræsentative system for “the true object of the revolution”, Forsyth (1987, 128).

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), skriver om hans politiske filosofi, at den “embraced both a theory of revolution and a theory of constitutional construction.”

At være revolutionær er usædvanligt i den liberale tradition, hvor samtidens skotske liberalisme lagde vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Det forudsætter ikke bare et ønske om at rive det bestående samfund ned, men også en tro på, at man kan konstruere en ny verden baseret på filosofi og rationelle principper uden hensyntagen til kultur, religion, normer og sædvaner. Det er det, Hayek kalder for rationalistisk konstruktivisme: forestillingen om at alle institutioner, der gavner mennesker, er resultatet af en bevidst plan eller design, og at samfundsmæssige institutioner er skabt med et formål af dem, der har skabt dem. På det punkt var Sieyès en typisk repræsentant for den fornuftsdyrkende franske oplysning. Endelig forudsætter revolution en form for retfærdiggørelse, der må gå videre end en Lockesk ret til oprør, og den retfærdiggørelse findes i Sieyès’ teori om nationen og om den konstituerende magt.

Ifølge Acton (1902) var Sieyès “essentially a revolutionist”, og hans tre banebrydende skrifter fra 1788-89 drejer sig først og fremmest om at begrunde, at tredjestandens repræsentanter til det kommende møde i Generalstænderne har den suveræne magt og har ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Sieyès taler ikke om retten til oprør, som Locke gjorde 100 år tidligere, for det drejer sig for Sieyès ikke så meget om at erstatte det absolutte monarki med et konstitutionelt, men om at afskaffe det privilegiebaserede samfund. Da privilegier var grundlaget for ejendomsretssystemet og hele det økonomiske, politiske, administrative, juridiske, kirkelige, militære og sociale system under l’ancien régime, ville en afskaffelse af alle privilegier betyde en fuldstændig omvæltning af hele samfundet. Det var således en revolution, Sieyès lagde op til, uden at bruge ordet og uden at beskrive samfundet efter revolutionen nærmere.

Sieyès var en typisk skrivebordsfilosof, der ikke havde nogen politisk erfaring, før han skrev sine vigtigste politiske skrifter, men som valgt til Generalstænderne i maj 1789 fik han lejlighed til at realisere sin revolutionære strategi, og Sieyès stod bag det politiske kup, der bragte tredjestanden til magten i juni 1789. Sieyès spillede også en stor rolle i udfærdigelsen af “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder”, og han omtales gerne sammen med Mirabeau som den franske forfatnings fader.

Mange vil mene, at det er Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der fortjener betegnelsen “den franske revolutions filosof”. Det kan der være noget om, for Rousseau er uden sammenligning den filosof, der fik størst indflydelse på revolutionen – på visse punkter allerede fra sommeren 1789, men i de første måneder var det Sieyès’ revolutionære tanker, der satte dagsordenen.

I Samfundskontrakten erklærer Rousseau, at intet politisk styre er legitimt, hvis det ikke er baseret på borgernes samtykke. Det var et frontalangreb på absolutismen, men Rousseau var ikke revolutionær, og han lagde selv vægt på den evolutionære udvikling af samfundets institutioner.

Sieyès var en af de få politiske ledere fra maj-juni måned 1789, der overlevede terrorregimet, og som også var aktiv i politik i årene efter, og ligesom Sieyès havde stået bag kuppet, der bragte tredjestanden til magten i 1789, stod han ironisk nok også bag kuppet, der bragte Napoleon til magten i 1799: “By the first Sieyes opened the Revolution, by the second he closed it,” Forsyth (1987, 1).

Det er formålet med artiklen at give et indblik i Sieyès’ politiske og økonomiske tænkning og hans rolle i de revolutionære begivenheder i den første afgørende fase af den franske revolution. Hans senere indsats og tænkning omtales kun kort.

Artiklen er delt i tre dele. Først omtales Sieyès’ liv og hans vigtigste arbejder kronologisk. Dernæst præsenteres hans politiske filosofi mere samlet, og endelig omtales Sieyès’ virke under den franske revolution.

– – –

Dette tekstuddrag er fra indledningen til artiklen “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” i LIBERTAS nr. 71, Pedersen (2019b).

Litteratur

Acton, J.E.E.D. (1902): Lectures on the French Revolution. New York, 2015.

Arendt, Hannah (1963): On Revolution. London.

Baker, Keith M. (1988): “Sieyes” i Furet and Ozouf (eds.): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge Ma., 1989.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyes. New York.

Pedersen, Torben Mark (2019a): “L’ancien régime” LIBERTAS nr. 71. http://www.libertas.dk/libertas-arkiv/

Pedersen, Torben Mark (2019b): “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” LIBERTAS nr. 71, 5-34.

Sonenscher, Michael (2003): “Introduction” i Sonenscher (ed.): Sieyès. Political Writings. Cambridge, 2003.

[i] Generalstænderne bestod af repræsentanter fra de tre stænder: de gejstlige (førstestanden), adelen (andenstanden), og tredjestanden, der bestod af resten af befolkningen. Generalstændernes opgave var at bistå kongen med råd, men indførelsen af nye skatter skulle godkendes af Generalstænderne, og det var med det formål, at de var blevet indkaldt til at mødes i maj 1789. Se Pedersen (2019a) for en nærmere omtale af l’ancien régimes politiske institutioner.

Var den franske revolution en liberalistisk revolution? Og hvis den var, er der så noget iboende i liberalismen, der kan forklare, hvorfor den franske revolution kørte af sporet og endte i terrorregimet?

Det er de spørgsmål, der motiverede til dette og næste temanummer af LIBERTAS.

Mange konservative har siden Burkes kritik af den franske revolution givet liberalismen skylden for, at den franske revolution endte i blodbadet under terrorregimet. Har de noget at have kritikken i? Var den franske revolution gennemført af revolutionære liberalister, og var det årsagen til en af den moderne tids store tragedier?

Den franske revolution var en borgerlig revolution i den forstand, at det var borgerskabets revolution. Med revolutionen afskaffedes det feudale system og hele det privilegiebaserede korporative samfund. Aristokratiet blev afskaffet, kirken mistede sin særstatus, og det bedrestillede borgerskab kom til magten.

Det var også en demokratisk revolution. Det absolutte monarki blev erstattet af et repræsentativt demokrati, og den var demokratisk i den bredere betydning af ordet som lighedsskabende. Alle medfødte privilegier blev afskaffet, og alle mænd blev stillet lige for loven, fik lige adgang til erhverv, og fik de samme universelle rettigheder. I den forstand var det også en lighedsmæssig revolution. Ligheden omfattede ikke politiske rettigheder, Der var ikke almindelig valgret i forfatningen i 1791, og de fattige, tyende, kvinder og andre grupper blev udelukket fra at stemme.

Spørgsmålet er, om det også var en liberal revolution?

Der var åbenlyst liberale elementer i den franske revolution, og den var en del af en bølge af frihedsrevolutioner på tværs af Atlanten i det 18. århundredes sidste årtier.

Den franske revolution adskilte sig imidlertid meget fra den amerikanske, og fransk politisk tænkning før revolutionen havde stærke kollektivistiske træk.

I sidste ende var det folkesuverænitet, lighed og republikkens enhed, der var revolutionens bærende principper og ikke frihed. Abstrakte begreber om rettigheder spillede i det hele taget ikke nogen fremtrædende rolle.

Et svar på spørgsmålet om, hvorvidt den franske revolution var en liberal revolution, må derfor blive et både og.

Den franske revolution er heller ikke en entydig størrelse. De deputerede, der gennemførte revolutionen, og som oprindelig var valgt til Generalstænderne, var på ingen måde enige om, hvordan Frankrig efter l’ancien régimes afskaffelse skulle se ud, og både menneskerettighedserklæringen og forfatningen fra 1791 var resultatet af politiske kompromiser. Revolutionen gennemløb også forskellige faser, og med skiftende magtkonstellationer skiftede også de regerendes ideologiske orienteringer.

Det er håbet med dette og næste nummer af LIBERTAS at nærme os et svar på spørgsmålet om forholdet mellem liberalisme og den franske revolution.

Det er svært om ikke umuligt at finde nogen klassisk liberale i den engelsk-skotsk-amerikanske tradition blandt de deputerede til Generalstænderne i 1789. Der var en lille gruppe américains, deriblandt Lafayette, der måske var den nærmeste arvtager af den amerikanske revolutions principper, men Lafayette var først og fremmest soldat og ikke en politisk tænker, og han spillede stort set ingen rolle i Nationalforsamlingen.

Nationalforsamlingens førende politiske tænker i den første fase af revolutionen var Abbed Sieyès. Han var økonomisk liberal, og hans mål var et samfund baseret på arbejdsdeling, lighed og økonomisk frihed, og i sidste ende var de fælles mål: fremskridt, frihed og velstand. Hans mål var ikke personlig frihed eller en begrænset statsmagt, og hans politiske filosofi indeholdt mange af de samme kollektivistiske træk, der dominerede fransk politisk tænkning i det 18. århundrede, ikke mindst Rousseau.

Om Abbed Sieyès handler den første artikel i dette nummer, der er skrevet af Torben Mark Pedersen.

Som redaktør af bladet føler undertegnede behov for at undskylde, at alle artikler i dette temanummer er skrevet af undertegnede. Det var ikke planlagt. Der var lovet bidrag fra andre skribenter, men de udeblev. Næste nummer af LIBERTAS bliver med bidrag fra andre skribenter, har jeg fået lovning på.

Den anden artikel i temanummeret omhandler “L’ancien regimes sammenbrud: skatteoprør, adelsrevolte og opgøret med privilegier”.

Den franske revolution ville næppe have fundet sted – i hvert fald ikke på det tidspunkt – om det ikke havde været for den gældskrise og truende statsbankerot, der førte til en forfatningsmæssig krise og l’ancien régimes sammenbrud.

Oplysningstidens ideer spillede ikke nogen stor rolle for l’ancien régimes sammenbrud, der primært var resultatet af en magtkamp mellem i første omgang aristokratiet og monarkiet og i anden omgang mellem borgerskabet og aristokratiet, der varede indtil efter stormen på Bastillen. Det var en magtkamp, der handlede mere om interesser end om ideologi, og som førte til den politiske revolution i juni 1789.

“Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” redegør for omstændighederne omkring det politiske kup, hvormed tredjestanden tilranede sig den suveræne magt i nationens navn, og som satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Den politiske strategi var udtænkt af Sieyès, og som deputeret til Generalstænderne spillede han en hovedrolle i de revolutionære begivenheder sammen med radikale revolutionære fra Bretagne og Paris.

I juni 1789 var det usikkert, om revolutionen overhovedet ville overleve, og det skulle blive den folkelige revolution i Paris, der kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli, der reddede den borgerlige revolution. Den folkelige revolution afslørede, at monarkiet havde mistet sin legitimitet, og at kongen end ikke kunne stole på hærens opbakning, og det fik kongen til at anerkende Nationalforsamlingen og love at samarbejde. Om det handler den fjerde og sidste artikel i dette nummer af LIBERTAS.

Det er umuligt at forstå den franske revolution uden at kende lidt til l’ancien regimes politiske system og samfundsindretning. Blandt andet er det nødvendigt at forstå, hvorfor det formelt set absolutte monarki ikke var absolut i praksis, hvilken rolle parlamenterne (højesteretterne) spillede, hvad en lit de justice er m.m.

Om det handler en femte artikel, ”L’ancien régime”, der af pladsmæssige grunde er udgivet som et tillæg i Libertas’ arkiv, se http://www.libertas.dk/libertas-arkiv/

Dette er sidste nummer i 2019 årgangen. Med 88 sider er dette nummer det hidtil længste nummer af LIBERTAS, ligesom 2019 årgangen med 208 sider er den største hidtil.

LIBERTAS nr. 72 vil bringe artikler om Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, om den første franske demokratiske forfatning fra 1791, om Robespierre og terrorregimet og om konservative kritikere af den franske revolution.

LIBERTAS nr. 73 får temaet ”Har liberalismen fejlet?”, hvor konservative kritikere og liberale forsvare giver deres bud på, om liberalismen har slået fejl. LIBERTAS nr. 74 vil handle om ”Frihandel, globalisering og protektionisme”. Håber det kan give lyst til at forny medlemskabet af Selskabet Libertas.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Fra 1896 til 2016 er real BNP per capita vokset med 9,4 gange i Danmark og med 9,9 gange i USA. Det er historisk enestående. I størstedelen af menneskehedens historie har mennesker levet i elendig fattigdom med ingen eller umærkeligt små velstandsstigninger fra århundred til århundred. I henseende til økonomisk vækst er de seneste 200 år, hvor vi har haft en kapitalistisk markedsøkonomi, historisk enestående.

Hvis kapitalismens kriser var hyppige, dybe og langvarige, kunne fordelene ved vedvarende økonomisk vækst synes beskedne sammenlignet med de sociale konsekvenser af kriseperioder med høj ledighed. Men sådan er det ikke. Konjunktursvingninger er en del af markedsøkonomier, men de store kriser som depressionen i 30’erne og finanskrisen i 2007-9 har været resultatet af politikfejl.

Det var ikke “kapitalismens kriser” men kriser forårsaget af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

I USA var depressionen i 30’erne den største krise i de seneste 150 år med et fald i real BNP på tæt på en tredjedel, og sammenlignet med USA slap Danmark nådigt gennem krisen. For Danmarks vedkommende var det derimod kriserne under første og anden verdenskrig, der har været de store kriser. Sammenlignet med de kriser var finanskrisen i 2007-9 både i USA og Danmark mindre kriser.

Dette er en “Den synlige hånd” fra LIBERTAS nr. 66, februar 2018 med tema “De store kriser”

Det er en central del af Gode Penges kritik af private bankers pengeskabelse, at de påstår, at bankerne kan skabe penge “ud af det blå” ved at udlån skaber indlån.

Dermed vender Gode Penge hele beskrivelsen af pengeskabelsen i banker baseret på fractional reserve banking på hovedet. Pengeskabelsen i private banker begynder med indlån i bankerne, der giver mulighed for udlån. Banken har og må altså have aktiverne og dermed finansieringen på plads, før den kan låne penge ud.

I Gode Penges beskrivelse af pengeskabelsen er det omvendt. Ifølge Gode Penge behøver bankerne ikke at have finansieringen på plads, før de låner penge ud. Det er påstanden, at udlån er selvfinansierende, ved at udlån skaber et samtidigt indlån af samme størrelse.

Gode Penge henviser flere steder til en artikel af økonomer fra Bank of England, der omtaler pengeskabelsen på en måde, der kan give det forkerte indtryk af, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, McLeay m.fl. (2014). Forfatterne skriver, at: “whenever a bank makes a loan, it simultaneously creates a matching deposit in the borrower’s bank account, thereby creating new money.”

Bjerg (2013) forklarer det sådan her: “Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret ved en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr.” Bankrådgiveren “har lavet gæld om til penge”, og “banker låner penge ud, som de ikke har i forvejen.”

Gode Penge hævder altså, at banker kan skabe penge blot ved at bogføre én postering og dens tilsvarende modpostering på passivsiden, og at banker kan “udlåne penge uden at skulle have “penge op af lommen””.

Dén beskrivelse af bankernes pengeskabelse er grundlæggende fejlagtig, og det skulle næsten give sig selv, at en bank ikke kan give et lånetilsagn, hvortil det skal reservere aktiver, uden at være i besiddelse af aktiverne. Det er faktisk heller ikke det, økonomerne i Bank of England skriver i citatet ovenfor. De tager udgangspunkt i, at banker udsteder et lån (og for at kunne gøre det, skal de have finansieringen på plads, hvilket de ikke nævner), men bagefter indsættes låneprovenuet på låntagers indlånskonto, indtil pengene hæves. Økonomerne i Bank of England siger ikke, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, altså uden at have finansieringen på plads, før lånet udbetales. De siger alene, at i øjeblikket lige efter lånet er udbetalt til låntagers konto, vil lånet være (næsten) selvfinansierende. Det er noget andet.

At banker udbetaler låneprovenuet ved at kontere kundens indlånskonto, betyder ikke, at banker er 100 pct. selvfinansierende, og at de kan skabe penge “ud af det blå”. McLeay m.fl. (2014) skriver da også, at “Although commercial banks create money through lending, they cannot do so freely without limit,” hvilket de ikke ville skrive, hvis de mente, at banker kunne skabe penge “ud af det blå” blot ved kontoposteringer.

1. Det ville stride mod bankernes regnskabsregler, om de foretog udlån blot ved at postere et aktiv og modposterede et passiv i regnskabet. Før lånet udbetales til kunden, skal banken give et lånetilsagn, og det skal reservere aktiver i regnskabet til det lånetilsagn. Banken skal altså være i besiddelse af aktiverne, før den kan give et lånetilsagn.
2. Banker skal opfylde lovens kapitalkrav og likviditetskrav, så hvis banken i udgangssituationen kun lige akkurat har tilstrækkelig kapital og likviditet til at opfylde de regulatoriske krav, kan banken ikke yde nye lån. Udlån forudsætter, at banken forud har en beholdning af frie aktiver, som den kan låne ud, og at den har tilstrækkelig med økonomisk kapital og tilstrækkelig likviditet ifølge likviditetsreglerne til at øge udlånet. En bank må nødvendigvis have finansieringen på plads, før den kan låne ud
3. At fremstillingen hos Bjerg (2013) og Nielsen et al (2018) er fejlagtigt, viser sig måske tydeligst på det tidspunkt, hvor låntager hæver lånet. Låntagere holder jo ikke låneprovenuet på deres indlånskonti i længere tid end højst nødvendigt, og på det tidspunkt, hvor låntager hæver eller overfører pengene til en tredjepart med en konto i en anden bank, skal banken have de likvide midler til at gennemføre overførslen. Banken kan ikke på forhånd vide, om låneprovenuet vil stå på låntagers indlånskonto i tre dage eller tredive sekunder, så den skal have finansieringen på plads, før den kan foretage udlån.

Konklusionen er, at Gode Penges beskrivelse af, at banker kan “skabe penge ud af det blå”, er forkert. Den baserer sig på en misforståelse af, hvordan fractional reserve banking fungerer, og på en mangelfuld forståelse af regnskabsregler, kapitalkrav og likviditetskrav.

På sektorniveau er det rigtigt, at der er en høj grad af selvfinansiering af udlån, idet størstedelen af låneprovenuet ender som indlån i en bank på et tidspunkt. Det sker dog ikke øjeblikkeligt, og selvfinansieringsgraden for den enkelte bank er betragtelig mindre end for sektoren som helhed. Især for små banker.

Gode Penges kritik af konsekvenserne af private bankers pengeskabelse afhænger ikke af den fejlagtige påstand om, at banker kan skabe penge “ud af det blå”. Det er heller ikke indlysende, hvad det konkrete problem ville være, om det var muligt. Vi må bare forstå, at det er “en vanvittig tanke” og moralsk forkasteligt.

Litteratur

Bjerg, Ole (2013): Gode penge – et kontant svar på gældskrisen. København, Informations Forlag.

McLeay, Michael, Amar Radia and Ryland Thomas (2014): “Money creation in the modern economy,” Bank of England Quarterly Bulletin.

Nielsen, Rasmus Hougaard, Ib Ravn, Jonas Jensen & Tune Revsgaard Nielsen (2018): Et pengesystem for alle. Gode Penges forslag til et effektivt & demokratisk pengesystem. Aarhus.

Lørdag d. 7. marts afholdtes præsidiemøde i Selskabet Libertas

Niels Westy havde forinden meddelt, at han ønskede at træde tilbage som sekretær (formand) for Libertas, og på præsidiemødet blev Jens Frederik Hansen valgt som ny Sekretær.

Jens Frederik Hansen har været medlem af Libertas næsten fra stiftelsen af selskabet, og har i de senere år skrevet flere indlæg til bladet: “Folkekirken – kan public choice teori genfindes i virkelighedens verden?” i LIBERTAS nr. 67, “Gode penge – en uvidenskabelig redelighed eller er det videnskabelig uredelighed” i LIBERTAS nr. 68, og “Lov om ændring af “som” til “der” i straffeloven” i LIBERTAS nr. 69.

Jens Frederik Hansen underviser i boligregulering på CEPOS Akademi.

Som redaktør af bladet fortsætter Torben Mark Pedersen, og som forretningsfører fortsætter Rasmus Ole Hansen. Og Otto Brøns-Petersen blev genvalgt som revisor.

På Libertas’ vegne skal lyde en stor tak til Niels Westy for de år, han har været sekretær for Selskabet Libertas.

Den 14. juli 1789 stormede bevæbnede borgere med støtte fra regulære soldater det gamle fængsel og borganlæg i Paris, Bastillen. Stormen på Bastillen er siden blevet et symbol på den franske revolution. Det var imidlertid ikke stormen på Bastillen, der indledte revolutionen. Dens betydning lå et andet sted.

Her følger et “crash-course” i den franske revolutions begyndelse

Det var forværringen af en strukturel finanspolitisk krise og en truende statsbankerot i 1786, der udløste den politiske krise, der førte til den franske revolution.

I to år, 1787-89, forsøgte kongen at få de privilegerede stænder og Parisparlamentet til at godkende indførelsen af en ny jordskat, der indebar et opgør med adelens og kirkens skatteprivilegier, men l’ancien régime var et korporativt samfund, der var baseret på privilegier, og alle korporative enheder havde en stærk interesse i at bevare status quo. Systemets manglende evne til at reformere sig, gjorde l’ancien régimes sammenbrud næsten uundgåeligt.

Forsøget på at løse den finanspolitiske krise i foråret 1787 udstillede de privilegerede stænders manglende vilje til at give afkald på deres privilegier for nationens skyld, og adelens revolte endte med at udfordre monarkiets magtposition.

Mere end noget andet blev det opgøret med standsprivilegier, der drev udviklingen i den præ-revolutionære fase, men det var et opgør, der var forankret i l’ancien régimes korporative samfund. Det var en kamp for lighed mellem stænderne. Ikke for politisk demokrati med én mand én stemme, og ikke for individuelle rettigheder. Det kom senere.

Kongens forsøg på at redde statsfinanserne på trods af adelens og de gejstliges modstand mod indførelsen af en ny skat førte til en politisk og konstitutionel krise i efteråret 1787, der blev skærpet i april-maj måned året efter. I sit forsøg på at indføre nye skatter optrådte Kongen despotisk, og det førte til parlamenternes (domstolenes) oprør med det enevældige monarki, og her gjorde aristokratiet og borgerstanden fælles front.

Det førte til en konstitutionel krise, der satte spørgsmålet om den franske forfatning på dagsordenen.

Kongen forsøgte at løse krisen med et politisk kup i maj 1788, der skulle fratage parlamenterne deres traditionelle rolle som godkender af alle love, men statsbankerotten i august satte en stopper for reformerne og fremskyndede indkaldelsen af Stænderforsamlingen.

Kampen om repræsentation

Den afgørende konflikt kom nu til at stå mellem tredjestanden og de to privilegerede stænder, især adelen, og det afgørende spørgsmål blev nu, hvordan Stænderforsamlingen blev sammensat, og hvordan den skulle stemme. Hvis alle tre stænder kunne vælge lige mange deputerede, eller hvis der skulle stemmes efter stand og ikke efter hoved, ville første- og andenstanden kunne nedlægge veto mod ethvert forslag om nye skatter og andre reformer.

Kun hvis der blev valgt lige så mange deputerede fra tredjestanden som fra de to privilegerede stænder, og der blev stemt efter hoved og ikke efter stand, ville tredjestanden få flertal med tilslutning fra bare nogle få sognepræster, der følte sig tættere knyttet til tredjestanden end til biskopperne. Det problem blev ikke løst, før indkaldelsen af Stænderforsamlingen, og det var denne kamp om afstemningsprocedurer, der udløste de revolutionære begivenheder.

Der var meget på spil. Hvis ikke tredjestanden fik flertal, ville adelen og de gejstlige have vetoret over alle reformer, og de havde hidtil vist uvilje til at opgive deres privilegier. Omvendt frygtede adelen med god grund, hvad et folkeflertal ville kunne finde på at gennemføre, og de mente også, ophævelsen af stændernes traditionelle politiske privilegier var i strid med Frankrigs uskrevne forfatning.

Forløbet frem til indkaldelsen af Stænderforsamlingen i maj 1789 havde godt nok skabt en politisk krise, der både bestod i aristokratiets/parlamenternes oprør mod enevælden, og borgerskabets oprør mod standsprivilegierne, men begivenhederne før 1789 kan ikke karakteriseres som revolutionære.

Mødet i Stænderforsamlingen var heller ikke i sig selv en revolutionær begivenhed, selv om en stor del af den oplyste del af det franske borgerskab var blevet radikaliserede af begivenhederne frem til foråret 1789, og det store flertal af de deputerede til Stænderforsamlingen havde ikke nogen revolutionær omvæltning i tankerne men var opsatte på at gennemføre en “regenerering” af monarkiet.

Da de deputerede mødtes i Stænderforsamlingen i maj 1789 var der en udbredt enighed om behovet for at give Frankrig en forfatning, men ikke enighed om hvilken, og næppe nogen forestillede sig den fuldstændig omvæltning af det franske samfund, som blev gennemført blot tre måneder senere. Det var ikke revolutionære, der skabte revolutionen. Det var snarere revolutionen, der gjorde de deputerede til revolutionære.

Den politiske revolution

Den egentlige politiske revolution fandt sted i løbet af blot 14 dage i juni måned, hvor tredjestanden tog magten ved et politisk kup, så den suveræne magt ikke længere alene lå hos kongen men nu var delt mellem kongen og tredjestanden. Tre datoer skiller sig ud:

• 10. juni foreslog Sieyès at invitere første- og andenstanden til at deltage i en fælles forsamling for at verificere de deputeredes identitet ved navneopråb, og hvis de ikke mødte op, skulle tredjestanden gå enegang. Sieyès forslag var det første revolutionære skridt for tredjestanden.
• 17. juni: Tredjestanden erklærer sig for Nationalforsamling. Tredjestanden brød dermed med århundreders forfatningsmæssig tradition ved at omdanne en traditionel rådgivende forsamling til en rådslagende og besluttende forsamling. Om nogen enkelt dato skal udpeges til at være den franske revolutions begyndelse, så må det være den 17. juni, for det var den dag, hvor tredjestanden med et politisk kup tilranede sig den suveræne magt i nationens navn.
• 20, juni: Boldhuseden: Nationalforsamlingen erklærer ikke at skilles, før de har givet Frankrig en ny forfatning

Der skete to ting i dette forløb: Begivenhederne radikaliserede de deputerede, så de blev revolutionære, og de mere radikale kræfter med Sieyès i spidsen overtog initiativet fra de mere moderate deputerede fra Dauphiné med Mounier og Barnave i spidsen

Der var dog ikke på dette tidspunkt tale om et opgør med hele stændersamfundet, og der var ingen, der talte om indførelse af politisk demokrati eller afskaffelse af monarkiet. Så radikaliseret var revolutionen endnu ikke blevet på dette tidspunkt. Indtil slutningen af juni var det kun den suveræne magt, der var gjort op med, og det var planen, at der skulle tages et opgør med adelens og de gejstlige skatteprivilegier og politiske privilegier, men ikke at afskaffe stændersamfundet.

Stormen på Bastillen

Kongen anerkendte ikke legitimiteten af Nationalforsamlingen, og han forberedte en opløsning af Nationalforsamlingen med magt. Han samlede seks regimenter lejetropper omkring Paris og Versailles, og den 11. juli iværksatte han planerne for at opløse Nationalforsamlingen.

Det var muligvis det værst tænkelige tidspunkt for kongen at ville tage en væbnet konfrontation med Nationalforsamlingen, og han undervurdere helt klart den folkelige opinion. Paris’ folkemasser havde været i oprørsstemning over de høje brødpriser, mange sultede og var forarmede, og gennem foråret og hen i juli måned, hvor brødpriserne symbolsk toppede den 14. juli, var der mange voldelige oprør, overfald på toldposter, korntransporter, kongens lejetropper blev overfaldet med stenkast m.m.

Folket frygtede et militært angreb og greb til våben den 11.-12. juli, og begivenhederne kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli.

Selve indtagelsen af Bastillen var primært en symbolsk handling, men det var en handling, der fik en enorm realpolitisk betydning, idet det var disse folkelige oprør, der redede revolutionen og hindrede kongen i at opløse Nationalforsamlingen med magt.

Efterspillet

Begivenhederne gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Efter denne begivenhed tvivlede Burke stærkt på, at Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve deres autoritet frit, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.

Nationalforsamlingen var også splittet, og der var på ingen måde enighed om det politiske reformprogram. Nogen revolution var der ikke lagt op, men nok en gennemgribende reform af det politiske system.

Blot tre uger senere, den 4. august, ændrede alt sig, og hele det franske samfund blev revolutioneret, idet feudalismen blev afskaffet og med den alle standsprivilegier, inklusiv betaling af tiende til kirken. Nattens begivenheder ændrede fuldstændig den politiske dagsorden for resten af revolutionen.

Skal man være lidt legalistisk, så bestod den franske revolution i tre dokumenter:

1. Dekretet fra den 11. august 1789, der sammenfattede beslutningerne om feudalismens afskaffelse, der blev truffet den 4. august
2. Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder, der blev vedtaget den 26. august 1789
3. Den nye demokratiske forfatning for et konstitutionelt demokrati, der blev vedtaget den 3. september 1791.

Om hele dette forløb og om disse tre revolutionære dokumenter kan man læse mere i årets sidste nummer af LIBERTAS, der udkommer i december måned.