Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Forside
Arkiv
Adam Smith prisen
Om Libertas
Medlemskab
Kontakt
Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Blogindlæg

Pay-for-play – “not a sixpence”

marts 29, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Pay for play – at bestikke sig til adgang til de politiske beslutningstagere – er ikke noget, “the Clintons” har opfundet.

Det var kendt for århundreder siden, og amerikanske diplomater stødte på det i 1797 i Frankrig – og afviste at lege med.

Baggrunden for de diplomatiske drøftelser var, at USA havde forsøgt at holde sig neutrale under de franske revolutionskrige, der brød ud i 1792, men både England og Frankrig beslaglagde skibe fra neutrale lande, der handlede med fjenden. USA fik en aftale med England i 1795, the Jay Treaty, men det forværrede blot forholdet til Frankrig, og i begyndelsen af 1797 var amerikanske skibe blevet opbragt af franske flådefartøjer i Caribien.

USA sendte en diplomatisk delegation til Frankrig for at undgå krig, men de formelle forhandlinger endte, før de begyndte, da den amerikanske delegation ikke ville betale bestikkelse på 250.000 $ til den franske udenrigsminister, Talleyrand, og yde den franske stat et lån på 12 mio. $ blot for at indlede formelle forhandlinger.

Den amerikanske delegation afviste bestikkelsen med et ”Not a sixpence”.

De fejlslagne forhandlinger skabte et stort politisk postyr i USA, da de diplomatiske indberetninger blev offentliggjort, og en bølge af patriotisme og anti-fransk stemning skyllede hen over kolonierne.

John Adams optrådte i fuld militær uniform, mens 12.000 patrioter paraderede forbi hans hjem i Philadelphia til lyden af marchmusik. George Washington blev kaldt tilbage fra sin pensionisttilværelse for at lede en amerikansk hær, om det blev nødvendigt, føderalisterne krævede krig, men Adams ville ikke bede Kongressen om en krigserklæring. Kongressen autoriserede bestillingen af 12 fregatter og gjorde andre foranstaltninger for at øge det militære beredskab, og den 7. juli 1798 annullerede Kongressen Alliancetraktaten med Frankrig fra 1778, og to dage senere godkendte de angreb på franske flådefartøjer. Krigen var en søkrig, der overvejende blev udkæmpet i Caribien, og den kaldes en “Quasi-War”, fordi den forblev uerklæret.

Dette er for så vidt bare en historisk anekdote om pay-for-play.

Den fik imidlertid et efterspil, da John Adams underskrev Alien and Sedition Acts i 1798, der kriminaliserede kritik af præsidenten og regeringen (men ikke af vice-præsidenten, der var Jefferson). Loven var det første angreb på ytringsfriheden efter ratificeringen af Bill of Rights med den First Amendment beskyttelse af ytringsfriheden. Loven fik oppositionen til at gentænke, hvad de egentlig mente om ytringsfrihed.

Om det kan man læse mere om i det kommende nummer af LIBERTAS.

 

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Blogindlæg

Brexit som et engelsk oprør mod tyranniet

marts 29, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Det er overset, hvordan Brexit lægger sig i forlængelse af tidligere engelske oprør mod tyranniske herskere, der retter sig mod at beskytte historiske engelske rettigheder, der er ved at gå tabt, men det er rent faktisk en hovedbegrundelse for Brexit ifølge Theresa May, at historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, har været truet som følge af, at mere og mere af regeringsmagten er blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde friheder om national selvbestemmelse, parlamentet suverænitet og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig.

 

England har en lang historisk tradition for oprør mod tyranniske konger, og den engelske friheds historie er grundlæggende historien om, hvordan oprør mod tyranni fører til stadig større frihed og udviklingen af ideer om frihed, der kulminerede med den klassiske engelske liberalisme.

Brexit kan betragtes som det seneste i denne række af engelske oprør, der i modsætning til den franske revolution, altid har været konservative i den forstand, at målet altid har været at sikre historiske friheder, som var ved at blive trampet under fode at et tyrannisk politisk system.

Også Brexit handlet om at generobre historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, og som var ved at gå tabt efter, at mere og mere af regeringsmagten var blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde de friheder: national selvbestemmelse og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig. Med Theresa Mays ord:

“Our vote to leave the European Union (…) was a vote to restore, as we see it, our parliamentary democracy, national self-determination…”

“The public expect to be able to hold their governments to account very directly, and as a result supranational institutions as strong as those created by the European Union sit very uneasily in relation to our political history and way of life.”

Man kan måske ligefrem anskue Brexit som en Whig-revolution båret af Whig-idealer i forlængelse af den puritanske revolution I 1640’erne, the Glorious Revolution i 1688 og den amerikanske revolution i 1776.

Ja, den puritanske revolution er fra før, der var noget, der hed Whig og Tory, men The Glorious Revolution var en revolution for at sikre de friheder, som puritanerne havde kæmpet for, og for de idealer, som de liberale Levellers udviklede under den puritanske revolution, og John Lockes retfærdiggørelse af retten til oprør i Second Treatise on Government er stort set en teoretisk begrundelse for de frihedsideer, der havde udviklet sig under den puritanske revolution. Det er derfor ikke for meget at kalde dem for Whig-ideer, selv om Whig-partiet først blev stiftet i 1678.

Men Englands revolutionære historie starter med baronernes oprør mod den tyranniske King John i 1215 fra den franske Plantagenetslægt, og med våbenhvilen og Magna Carta blev “rule of law” slået fast som princip, ligesom retten til ikke at blive beskattet uden samtykke blev bekræftet. Den ideologiske baggrund for Magna Carta var en forestilling eller myte om en ældgammel “ancient constitution” ifølge hvilken, kongen skulle stå til regnskab over for folket og regere i overensstemmelse med allerede eksisterende love, og at kongen stod under loven – rule of law.

Den puritanske revolution i 1640’erne var et opgør med Stuartkongernes mere og mere enevældige styre og med den katolske (ikke romersk-katolsk) Church of England og dens religiøse undertrykkelse. Parlamentet så sig selv som beskytter af common law og folkets ældgamle rettigheder, og Stuartkongernes stræben efter absolut magt blev betragtet som en katolsk uskik. Undervejs i opgøret med kongen og biskopvældet vandt puritanerne en betydelig grad af religionsfrihed og ytringsfrihed, og i den konstitutionelle krise, der opstod med kongens fængsling, inden han mistede hovedet i 1649, udviklede Levellers ideer om et politisk system uden arvelige privilegier, hvor regeringen står til ansvar over for parlamentet, og hvor parlamentet alene står til ansvar alene over for borgerne.

En stor del af religionsfriheden og trykkefriheden gik tabt efter restorationen og monarkiets genindførelse i 1660, men ideerne døde ikke, og de blev bærende for The Glorious Revolution fire årtier senere. Her var det Whig mod Tory, og det var på mange måder en gentagelse af den puritanske revolution. Det frygtedes, at den katolske James II ville genindføre katolicismen og regere uden om parlamentet, men med the Glorious Revolution og Bill of Rights fik England en “forfatning” med magtdeling mellem konge og parlament, hvor lovgivningsmagten og skatteudskrivningsretten lå hos parlamentet, og hvor de kongelige domstole blev afskaffet. I 1689 indførtes en udstrakt grad af religionsfrihed for protestanter, og i 1695 afskaffedes censuren.

For John Locke var The Glorious Revolution et selvforsvar for og en bevarelse af “the people of England’s (…) just and natural rights”, og ligeledes for Burke: ”The Revolution was made to preserve our ancient, indisputable laws and liberties, and that ancient constitution of government which is our only security of law and liberty.”

Den amerikanske revolution var fra starten en engelsk borgerkrig, og den baserede sig på almene Whig-ideer, som Thomas Jefferson beskrev som bærende for Uafhængighedserklæringen. Den amerikanske revolution var som de foregående engelske revolutioner et oprør for at bevare kolonisternes historiske “rights as Englishmen” – herunder retten til ikke at betale skat uden repræsentation og den nationale suverænitet til bl.a. at bestemme sin egen handels- og migrationspolitik og andre love, der naturligt hører en suveræn stat til.

Alle de engelske oprør har flere træk til fælles. De handler alle om at beskytte ældgamle engelske friheder, og i alle de nævnte oprør er der et element af at gøre oprør mod en “fremmed” konge. King John var fransk og der taltes fransk ved hoffet, James I var af skotsk oprindelse og var katolsk gift, og Church of England var mere katolsk end protestantisk, ligesom Charles I og James I’s ønske om enevældig magt blev betragtet som noget fremmed og katolsk. James II var katolik, og hans far Charles II havde konverteret til katolicismen på sit dødsleje efter aftale med Englands ærkefjende, Louis af Frankrig. Den amerikanske revolution handlede selvfølgelig også om at frigøre sig fra at blive regeret fra hovedstaden i et fremmed land og for retten til selv at bestemme sin handels- og migrationspolitik og beskatning, og for repræsentation og for at kunne stille politikerne til ansvar.

Brexit lægger sig fint i forlængelse af denne engelske historiske tradition for oprør mod tyranniske konger; for folkets selvbestemmelse, og for at kunne stille statsmagten til regnskab. Det er ikke muligt i EU, så det er tro mod britiske Whig-traditioner, at UK stemte sig ud af EU.

 

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Blogindlæg

På flugt fra religiøs forfølgelse

marts 23, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Det er ikke nyt, at dybt religiøse flygtninge, der flygter fra religiøs og politisk forfølgelse, ikke nødvendigvis er tilhængere af religionsfrihed.

Puritanerne, der drog til Amerika og etablerede Massachusetts Bay Colony i 1630, var selv flygtet fra religiøs forfølgelse i England, der var blevet strengere under James I og biskop Laud. Kolonien blev etableret af præsten John Winthrop ifølge med 1.000 mænd, kvinder og børn, og den “shining city upon a hill”, som Winthrop omtalte, var bestemt ikke et religiøst fristed men derimod ”a new Jerusalem” dedikeret til Guds ære og baseret på Guds love og i Guds billede.

Massachusetts Bay Colony tiltrak en del kvækere, der ikke anerkendte andre religiøse autoriteter end deres eget ”indre lys”, og det chokerede puritanerne. Først forsøgte de at fordrive dem, kom de tilbage skulle de have deres venstre øre skåret af. Ved anden forseelse det højre øre. Ved tredje blev tungen gennemboret af en rødglødende jernstang, og da alle disse torturmetoder ikke hjalp, blev det forbundet med dødsstraf for udviste at vende tilbage til kolonien. Adskillige blev hængt, indtil den engelske konge greb ind og satte en stopper for barbariet.

I Plymouth Rock etableret i 1620 lidt sydligere end Massachusetts Bay Colony etablerede pilgrimmene, der kom med Mayflower til Amerika, ligeledes et strengt religiøst samfund med en statskirke og obligatorisk kirkegang, og hvor kun medlemmer af kirken kunne få et offentligt embede. Vælgere skulle erklæres at være “orthodox in the fundamentals of religion”. De indførte love mod kvækere og kættere, og da en anglikansk præst ønskede at etablere en alternativ søndagsgudstjeneste, blev han deporteret. En generation senere forbød kolonien fejring af jul, som de betragtede som en katolsk højtid.

Tolerance og religionsfrihed var ikke en arv, de første engelske migranter bragte med sig til Amerika, selv om de selv var flygtet fra religiøs forfølgelse. Deres mål var at etablere et religiøst samfund, hvor de selv kunne leve i overensstemmelse med deres tro, men uden at ville give andre troende samme ret.

Det lå således ikke i kortene, at det netop skulle blive i Amerika, at religionsfriheden for første gang skulle blive forfatningsmæssigt sikret for alle trosretninger i 1791, men puritanerne bragte også en frihedstrang og en engelsk frihedstradition med sig, og de slog sig ned i den nye verden. Religiøs forfølgelse som i Europa var ikke en mulighed, når dissidenter let kunne finde plads til at stifte deres egen koloni. Der var heller ikke nogen fælles statsreligion for alle kolonierne, og der opstod hurtigt konkurrerende trossamfund i næsten alle kolonier.

Puritanerne indførte også en form for institutionel adskillelse mellem kirke og stat. Ifølge puritanerne er både kirken og staten indstiftet af Gud, men for at tjene forskellige mål, og de skulle være adskilte men dog tæt forbundne. Kolonien var indrettet efter religiøse forskrifter, men det politiske styre var ikke et teokrati, og det var forbudt religiøse ledere at besidde politiske embeder eller varetage hverv som nævninge, ligesom de politiske ledere ikke kunne varetage religiøse funktioner. Endelig udviklede Puritanerne demokratiske processer inden for deres kirker. Selv om Massachusetts var en af de kolonier, der i ringest omfang respekterede religionsfrihed, var de blandt de første til at beskytte andre rettigheder med Massachusetts Body of Liberties fra 1641, der beskyttede bl.a. (en begrænset) ytringsfrihed, ret til jury retssager, frihed fra grusom og usædvanlige straffe, forbud mod værnepligt bortset fra ved territorialforsvar m.m.

Den første koloni med fuld religionsfrihed var Providence Plantations and Rhode Island etableret af Roger Williams i 1636 – i øvrigt flygtet fra Massachusetts Bay Colony. Der var ikke nogen officiel religion, kirke og stat var adskilt, og øvrigheden havde kun magt i civile spørgsmål. Der var religionsfrihed for alle religioner, og jøder fik snart fulde politiske rettigheder. Og kolonien fungerede stort set uden religiøse stridigheder.

Det er en længere historie, hvordan frihedstraditionen udviklede sig i de amerikanske kolonier, og hvordan USA fik religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat med First Amendment. Om det og meget andet om religions- og ytringsfrihedens historie kan du (som abonnent) læse mere om i næste nummer af LIBERTAS, der udkommer i næste måned.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Blogindlæg

Er Trumps migrationspolitik (virkelig) i strid med forfatningen?

marts 16, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

For anden gang har præsident Trump lidt nederlag i sit forsøg på at begrænse indvandringen fra en række overvejende muslimske lande. En dommer på Hawaii har afsagt kendelse, der blokerer for præsidentens reviderede indrejsedekret, jf. omtalen i Berlingske.

Præsident Trump har ifølge avisen kaldt kendelsen for »dårlige og sørgelige« nyheder og betegnet det som udtryk for »magtfuldkommenhed uden fortilfælde.«

Hvilket igen har fået kritikere til at hævde, at Trump ikke respekterer at være præsident i en retsstat.

Men er Trumps politik virkelig i strid med forfatningen? Eller er der tale om en politiserende dommer, der fortolker forfatningen politisk og på en måde, der ikke var forfatningsfædrenes hensigt? I dommen henvises – igen ifølge pressen – til “frihed for diskrimination”, og at loven derfor “kan” være i strid med forfatningen.

I betragtning af, at USA i Uafhængighedserklæringen begrunder løsrivelsen fra den engelske konge bl.a. med henvisning til, at kongen har hindret dem i selv at bestemme, hvem der måtte migrere til landet, forekommer det usandsynligt, at forfatningsfædrene skulle have ønsket, at Kongressen eller præsidenten ikke skulle have suverænitet til at bestemme migrationspolitikken.

Spørgsmålet er, om den første tilføjelse til forfatningens “free exercise clause” virkelig begrænser Kongressens ret til at lovgive om migration ved at give udenlandske statsborgere i udlandet ret til ikke at blive diskrimineret i forhold til religion?

Der er den sjove teknikalitet, at “1st. amendment” kun begrænser “Kongressen” fra at lovgive om at “…or prohibiting the free exercise thereof” (om religion), men faktisk ikke omhandler præsidentielle dekreter. Alene det burde gøre, at “1at. Amendment” ikke er relevant i denne sag, men jeg skal ikke kunne sige, om der er senere “amendments”, der udvider begrænsningen til at gælde for præsidentielle dekreter, ligesom den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 – ifølge en (tvivlsom) Højesteretsdom fra 1940.

Spørgsmålet er snarere, om “1st. amendment” beskytter udenlandske statsborgere, der bor og befinder sig i udlandet. Det er svært at se, at det skulle være tilfældet.

Forfatningen indledes med, at “We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquility, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity.” Det vil sige, at forfatningen eksplicit sikrer friheden for “ourselves”, “we the people” og ikke for udlændinge.

De amerikanske “founding fathers” opfattede indstiftelsen af en stat nærmest som en Lockesk samfundskontrakt, jf. Uafhængighedserklæringen, hvori det hedder: “At regeringen er indstiftet iblandt mennesker for at sikre disse rettigheder, der udleder deres retmæssige magt fra de regeredes samtykke…” Og en Lockesk samfundskontrakt er afgrænset til at omfatte de kontraherende parter og vel alle de borgere, der bor på den ejendom, som de kontraherende parter ejer i forening. Det ville ikke give nogen mening, om et individ i Lockes naturtilstand skulle indgå en samfundskontrakt med andre individer i naturtilstanden, der overdrager suveræniteten til at værne om de ydre grænser til staten, og som giver udlændinge, der ikke er part i kontrakten, nogle rettigheder, der begrænser den statslige suverænitet, som de kontraherende parter selv har afgivet. Det ville sige, at de kontraherende parter skulle give udlændinge nogle rettigheder, som de selv har afskrevet sig. Det ville ikke give nogen mening.

Det er også svært at forstå den amerikanske forfatning på anden måde end, at den beskytter rettighederne for “We, the people” alene og ikke for udlændinge, der er bosat i udlandet og pt. befinder sig i udlandet.

Som lægmand skal jeg ikke gøre mig klog på, om der findes nogen højesteretsdomme, der udstrækker Bill of Rights til at beskytte i udlandet boende udenlandske statsborgere rettigheder, men det forekommer usandsynligt, at det skulle have været “the framers'” hensigt, og det ville stride mod den kontrakttankegang, der ligger bag forfatningen. Derfor forekommer dommen politisk og ikke udtryk for nogen højere retsstatsprincipper, imho.

Selskabet Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke-partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Redaktør (ansv.)

Torben Mark Pedersen
torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær

Claes Theilgaard
claestheilgaard@protonmail.com

Forretningsfører

Rasmus Ole Hansen

Seneste indlæg

  • DEN SYNLIGE HÅND
  • Boganmeldelse: Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt
  • Boganmeldelse: Eva og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske.
  • Ytringsfriheden og dens nyautoritære fjender
  • Adam Smith, Ovid og den usynlige hånd

Arkiver

  • februar 2025
  • marts 2024
  • oktober 2023
  • marts 2023
  • januar 2023
  • oktober 2022
  • maj 2022
  • april 2022
  • august 2021
  • december 2020
  • juli 2020
  • juni 2020
  • maj 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • juli 2019
  • januar 2019
  • november 2018
  • oktober 2018
  • juni 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • juli 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • december 2016

Kategorier

  • Arrangementer
  • Bladet LIBERTAS
  • Blogindlæg
  • Generelle nyheder
  • Ikke kategoriseret
  • Religionsfrihed

Libertas.dk | Alle rettigheder forbeholdes