Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Forside
Arkiv
Adam Smith prisen
Om Libertas
Medlemskab
Kontakt
Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Bladet LIBERTAS, Religionsfrihed

Ytringsfriheden og dens nyautoritære fjender

oktober 14, 2023by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Peter Kurrild-Klitgaard[1]



“The desire to be believed, the desire of persuading, of leading and directing other people, seems to be one of the strongest of all our natural desires. It is perhaps, the instinct upon which is founded the faculty of speech, the characteristic faculty of human nature … Great ambition, the desire of real superiority, of leading and directing altogether peculiar to man, and speech is the great instrument of ambition, of real superiority, of leading and directing the judgments and conduct of other people.” Smith (1759, VII.iv.24; s. 336).

Med SVM-regeringens nye blasfemilov (”koranloven”) blev der i sensommeren 2023 for første gang i årtier iværksat en stærk og bred indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark. Ovenikøbet med støtte fra ikke bare regeringspartiet, Venstre: Danmarks Liberale Parti, men også fra nogle af de mere eller mindre venstreorienterede partier, som ellers gerne ynder at fremstille sig som anti-autoritære i en eller anden form (Alternativet og Det Radikale Venstre).

Det er de ikke altid ene om: Partier på højrefløjen har også i nyere tid nu og da tilsluttet sig eller gået forrest med forslag om indgreb i ytringsfriheden, men som regel primært når disse har kunnet vinkles i en anden, typisk mere nationalistisk retning. Det skete f.eks., da Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti i sommeren 2023 alle ville have forbudt flagning med fremmede statsflag, eller når DF gentagne gange (f.eks. 2005 og 2012) har villet forbyde forhånelse af Dannebrog—desuagtet at begge dele klart er udtryk for ytringer i mindst lige så stor grad som afbrænding af koranen.

I det følgende vil jeg kort sætte forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden ind i en større kontekst: Hvad er argumenterne for en så udstrakt grad af ytringsfrihed som mulig? Hvad er nogle af de dårligste argumenter, som har været fremført til fordel for den nye blasfemilov? Og er der en fare for, at en sådan stramning vil være begyndelsen på en politisk glidebane?

Ytringsfriheden som præmis

Det har siden Oplysningstiden været en grundpræmis i den moderne, vestlige politiske tradition, at borgerne som udgangspunkt skal være frie: At det ikke er deres friheder, der skal retfærdiggøres men indgrebene i dem, og at der skal argumenter til for at gribe ind, og som regel tungtvejende.

Dette synspunkt, som filosoffen Anthony de Jasay (1925-2019) har kaldt ”frihedens formodning”,[2] er essentielt et ”negativt” argument om, at det er indgrebene, der som undtagelser kræver retfærdiggørelse. Det skal de, fordi alternativet ville være absurd: Mennesker kan gøre uendeligt mange forskellige ting, som selv ikke den mest avancerede menneskelige eller kunstige intelligens vil kunne gennemskue alle tænkelige omstændigheder eller konsekvenser af. Det vil f.eks. være absurd at have den præmis, at det er den anklagede, som skal bevise, at vedkommende er uskyldig, al den stund at det ofte vil være umuligt at bevise uskyld. Det vil også ofte være umuligt f.eks. at bevise, at dét, man hævder som ens ejendom, ikke kunne tilhøre en anden, eller ville kunne bruges bedre af en anden, osv. Heraf følger som naturlige formodninger f.eks. principper som: At man er uskyldig — medmindre det kan bevises, at man er skyldig (retssikkerhed). At ens ejendom tilhører én — medmindre det kan påvises, at man er kommet uberettiget til den (privat ejendomsret). Osv., osv.[3] At anlægge den omvendte præmis — f.eks. at noget kun er tilladt, hvis det ikke kan bevises at være skadeligt — vil næsten uvilkårligt betyde et totalitært system, eller i hvert fald et totalitært udgangspunkt.

Samme logik kan bruges om ytringsfriheden specifikt. En grund til, at vi bør anerkende ytringsfrihed som et naturligt udgangspunkt — og hvis eventuelle begrænsninger altid er dem, der skal retfærdiggøres — er, at alternativet forekommer et sted mellem absurd og praktisk umuligt. Det gælder især, hvis man anlægger meget brede og subjektive kriterier for, hvornår noget påvirker andre negativt. Et system, hvor det som udgangspunkt ikke er frit at ytre sig, men hvor der skal spørges om lov til at tale og skrive, vil i praksis være en umulighed. En påstand om, at ytringer kun kan tillades og være straffri, hvis det kan bevises, at de ikke i en meningsfuld forstand er skadelige, ville lægge en helt urimelig byrde på alle, som ville måtte ønske at ytre sig og ville i praksis betyde en slags obligatorisk forhåndscensur.

Så indskrænkninger i ytringsfriheden bør kun kunne forekomme, hvis der er tungtvejende argumenter for, at fraværet på indskrænkninger vil kunne være den direkte årsag til meget alvorlige, negative konsekvenser. Kan den nye blasfemilov klare den tærskel? Næppe — herom nedenfor.

Men dertil kommer, at ytringsfriheden også er en af de få, klassiske rettigheder, der er, hvad filosoffer på engelsk kalder ”compossible”: D.v.s., at den enes ret kan eksistere uden at den automatisk konflikter med en andens rettigheder. Min frihed til at ytre noget uden, at statsmagten censurerer det, går ikke ud over en andens frihed til at ytre det stik modsatte. At rettigheder skal være ”compossible” er et simpelt krav, som mange andre postulerede rettigheder imidlertid ikke kan leve op til, hverken logisk eller i praksis, hvorved mange af dem i virkeligheden bliver meningsløse. Det gælder f.eks. de fleste, såkaldte ”positive” rettigheder eller velfærdsrettigheder (jf. f.eks. Berlin (1969)). Men det ville også gælde en ”positiv” ret til at kunne leve uden at føle sig ”krænket” af andre — hvorom nedenfor.

Ytringsfrihedens konsekvenser

Der er også andre, mere pragmatiske og konsekventialistiske argumenter for ytringsfriheden: En solid ytringsfrihed og en fri samfundsdebat går som regel hånd i hånd med de fleste andre ting, de fleste af os synes godt om. Begge dele fremmer pluralisme, tolerance og kritik af magthavere og er dermed i sidste ende med til at gøre samfund rigere og friere. Forskere, som har studeret ytringsfrihed ved hjælp af data fra mange lande, har fastslået, at denne typisk går hånd i hånd med de fleste ting, som mennesker som regel værdsætter: Velstand, økonomisk vækst, økonomisk frihed, trosfrihed, tolerance, demokrati, retssamfund, o.s.v.[4]

At to ting går hånd i hånd, positivt eller negativt, er som bekendt ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det ene medfører det andet. Begge dele kan have en fælles bagvedliggende årsag—eller skyldes noget helt tilfældigt. Men er man i tvivl om, at der er en positiv sammenhæng mellem, hvor frit man kan ytre sig i et samfund, og hvilke gode ting, der i øvrigt ellers karakteriserer det, kan man blot se på de regimer, som det seneste århundrede tid har været utiltalende af alle andre mulige årsager: Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien, Francos Spanien, Stalins Sovjetunionen, Maos Kina, Pol Pots Cambodja, Ceausescus Rumænien, Honeckers DDR, Hoxhas Albanien, Bothas Sydafrika, Khameneis Iran, Assads Syrien, Castros Cuba, Chavez’ og Maduros Venezuela, Kim-familiens Nordkorea, o.s.v., o.s.v. Alle har de været kendetegnet ved at have mindsket ytringsfriheden eller opretholdt allerede eksisterende drakoniske indgreb. Næppe nogen af dem ville have kunnet overleve så længe, hvis der havde været en udstrakt ytringsfrihed.

Man kan omvendt betragte de lande, hvor man siden Anden Verdenskrig generelt har haft fred og størst frihed og velstand: Dét Vesten, hvortil millioner af mennesker søger hvert eneste år, legalt eller sågar illegalt, og hvor ytringsfrihed siden Oplysningstiden har været en af grundstenene.

At der skulle kunne være sådanne fundamentale, positive sammenhænge mellem friheden til at ytre sig og alt muligt andet godt er i grunden slet ikke så mærkeligt. Det er svært at forestille sig f.eks. politisk frihed, religiøs frihed eller økonomisk frihed, hvis man ikke samtidig har retten til at ytre sig — og herunder også at sige eller skrive ting, nogle ikke kan lide.

Der er, med andre ord, grunde nok til, at et samfund skal værdsætte ikke blot menneskers fundamentale ret til ikke at blive underkastet censur eller straf af statsmagten på grund af deres synspunkter eller ytringer, men også de andre ting, der hører med til en fri debat. En samfundsdebat, hvor kun de på forhånd accepterede synspunkter må ytres eller ikke kan ytres uden risiko for straf, er ikke en debat, men et skuespil, hvor skuespillere leverer forfatternes prædefinerede udsagn.

Ytringsfrihed som opdagelsesproces

Det kan derfor være, at vi skal minde os selv om, at der faktisk er gode ting ved en fri og pluralistisk debat, der har plads til selv uspiselige holdninger—udover at det er en fundamental menneskerettighed og en, der synes at gå naturligt hånd i hånd med andre positive fænomener.

En af idéhistoriens største profiler, den liberale John Stuart Mill (1806-1873), sammenfattede i Om Friheden, Mill (1859) fire grunde til, at en fri og åben samfundsdebat er en god ting. Den helt grundlæggende er dét, filosoffer ville kalde epistemisk: Vi kan som mennesker simpelthen ikke vide med absolut sikkerhed, om de udsagn, andre vil komme med, er sande eller forkerte, eller hvilken værdi de har. At antage, at vi ved, hvad de vil ytre, og hvad værdien af deres udsagn måtte være, er at antage, at vi selv er alvidende og ufejlbarlige — og det er vi ikke. Derfor bør grundpræmissen være, at folk skal kunne ytre selv de mest uspiselige holdninger. Det er et ræsonnement meget tæt på det, der her ovenfor er kaldt ”frihedens formodning”.

Mills anden grund er, at selv hvis de udsagn, man ikke kan lide, indeholder overordnede eller specifikke fejl, så er det dog også muligt, at de indeholder elementer, der er sande eller værd at høre på. Kun når modsatrettede synspunkter mødes gennem argumentation og brydes, vil man kunne nå frem til en dybere viden.

Mills tredje grund er, at selve de holdninger, man forfægter som opposition til dét, man ikke bryder sig om, har brug for at blive udfordret og afprøvet. Hvis holdninger får lov til at stå alene, blot fordi modstanderne ikke kommer til orde, så er accepten af dem ikke båret af fornuft, men af fordomme og som værende dogmer.

Den fjerde og sidste grund, Mill gav, var tæt forbundet: At når først et synspunkt bliver til et dogme, der ikke kan eller må udfordres, stivner det og risikerer lettere at blive kastet til side.

På den måde kan man reelt se ”ytringernes marked” som en slags opdagelsesproces — præcis på samme måde, som Hayek har set traditionelle, kompetitive markeder, Hayek (2002). En arena, hvor subjektive værdier udveksles, og hvor man dermed kollektivt — uden at nogle vil det — får frasorteret de dårlige produkter og fremmet de gode. Eller i hvert fald får et bedre resultat end nogen central planlægger ville kunne kalkulere sig frem til, at man ville få gennem statslig styring, jf. Mises (1990).

Dårlige argumenter for at indskrænke ytringsfriheden

De forudgående argumenter dikterer, som sagt, at det er indgreb i borgernes friheder—herunder ytringsfriheden—der må være undtagelserne og om nødvendigt skal retfærdiggøres med tungtvejende argumenter.

Men forsvarerne for SVM-regeringens plan om at indskrænke ytringsfriheden kom imidlertid primært med ganske dårlige argumenter. Selv landets statsminister og tænksomme personer som juraprofessor Ditlev Tamm, selverklærede liberale profiler som Jan E. Jørgensen og Søren Pind, samt forfatteren Jens Christian Grøndahl har excelleret i nogle af de dårligste, der længe er set i dansk politisk debat. I det følgende kommer en hurtig opsummering af nogle af de mest hyppigt fremførte og med tilknyttede kommentarer.

”At brænde bøger tjener ikke noget formål og er ’meningsløse’.” Men at en handling af nogle vurderes som meningsløs er ikke det samme som, at den ikke har en mening. Meget kan man sige om Rasmus Paludan, men ikke at der ikke er mening med galskaben. Det kan være én, man er uenig i form eller indhold af, men meningsløs er den på ingen måde. I øvrigt begår vi alle hver eneste dag et hav af ting, der forekommer meningsløse for andre: Nogle beder til en gud tre gange om dagen eller bærer en medaljon med en helgens billede om halsen, mens andre tænker overdrevet meget på klimaet eller Romerriget. Det er ikke handlinger, som vi derfor først skal have tilladelse til eller straffes for at gøre. Friheden er ikke frihed, hvis den forudsætter, at andre først skal give deres samtykke til formålet.

”At et forbud ikke er en begrænsning, fordi afbrænding slet ikke er en ytring.” I så fald må man ligeledes konkludere, at det så heller ikke var politiske ytringer, da rødstrømperne brændte deres BH’er, eller da Vietnamkrigsmodstandere brændte deres indkaldelsespapirer, eller da ungarere i 1956 brændte bøger af Marx og Lenin. Men naturligvis er en handling en ytring, hvis den har et klart og erklæret formål. Derfor har domstole i flere lande da også konkluderet, at f.eks. det at brænde et flag som en protest bør falde ind under ytringsfriheden. SVM-regeringens egne embedsmænd i Justitsministeriet var da også lynhurtige til at trække gulvtæppet væk under statsministeren, da de i bemærkningerne til lovforslaget gjorde det klart, at politiske happening som f.eks. afbrændinger faktisk kan være ytringer.

”At et forbud imod bogafbrænding kun er en ’lillebitte’ indskrænkning af ytringsfriheden.” Men at noget kun er et lille indgreb eller en beskeden stramning er ikke i sig selv et argument for, at det er det rette at gøre. Som bekendt var det også et enkelt strå, der knækkede kamelens ryg. Snarere kunne argumentet med tilsvarende ret vendes om og bruges til at argumentere for, at man burde lempe allerede eksisterende begrænsninger af ytringsfriheden.

”At bogafbrænding nærmest allerede er forbudt, fordi det er forbudt at forhåne fremmede flag.” Men den relevante paragraf i den danske straffelov er ikke blevet anvendt i næsten 100 år. Tværtimod er israelske, amerikanske, franske og tyske flag blevet brændt af jævnligt og ikke retsforfulgt, fordi den generelle vurdering hos politi og anklagemyndighed har været, at, ja, det faktisk ville være et indgreb i ytringsfriheden.

”At det at brænde bøger er ’hærværk’ og i sig selv et indgreb i ytringsfriheden og derfor bør være forbudt.” Men hvis frihed krænkes af, at Koranen afbrændes: Muhammeds? Allahs? I hvert fald ikke den muslim, der måtte føle sine følelser gået for nær; vedkommende ejer ikke andres bøger, og afbrænding af en helt anden bog, begrænser ikke hans frihed til at nyde sin egen koran. Pointen er vel også, at de fleste forfattere netop har kunnet ytre sig frit—og så den åbenlyse krølle på halen, at forfatteren nok har ophavsret til en bogs tekst men ikke ejer selve den fysiske bog, som han som regel har taget sig betalt for at sælge.

”At brænde bøger af er dårlig opførsel”. Men god opførsel er en ret subjektiv størrelse, som få vil være enige om, når man dykker ned i detaljerne. Men det er også langt fra tilstrækkeligt: Der er mange handlinger, som mange eller sågar de fleste vil sige udgør ”dårlig opførsel”, men som ikke automatisk bør føre til straf fra statens side: At lyve for sine forældre, at være sin kæreste utro, eller at gå med beskidte tæer og sandaler i offentlighed. Skal alt, hvad nogle mener er ”dårlig opførsel”, være ulovlig, ender man i en totalitær stat.

”At bogafbrænding minder om nazisterne.” Man sammenligner altså dét, at en privat borger brænder vedkommendes egne bøger af med dengang, da et totalitært politisk regime sendte bevæbnede bøller ud for at beslaglægge modstanderes bøger fra biblioteker for derefter brænde dem af på statens vegne? Det er næppe et argument, man kan tage seriøst.

”At ytringsfriheden ikke er absolut.” Men ingen ved deres fulde fem vil hævde, at ytringsfriheden juridisk set er ”absolut”—og bortset fra nogle ganske få anarkister vil ikke mange hævde, at den altid og helt bør være det. Men at ytringsfriheden allerede er begrænset på nogle områder, er heller ikke i sig selv et meningsfuldt argument for, at den skal være det på flere. Den store forskel er desuden, at langt de fleste eksisterende begrænsninger omhandler ”objektivt” konstaterbare eller direkte negative konsekvenser for andre. Her er der tilsyneladende alene tale om at beskytte subjektive følelser eller ikke at provokere reaktioner fra dem, der måtte føle sig ”krænket”.

”At ’hellige skrifter’ skal beskyttes”. Men hvorfor egentlig det? Mange har lige så stærke følelser for politisk-ideologiske værker. Både Maos millioner af rødgardister og millioner af ofre havde stærke følelser for Maos ”Den Lille Røde Bog”. Andre har det for skønlitterære værker—som illustreret af polemik om forfattere fra Ayn Rand over Salman Rushdie til J.K. Rowling. Og hvem definerer, hvilke skrifter der er hellige og hvordan?

”At bogafbrænding udgør en trussel mod Danmark”. Her sammenblander man den rimeligvis for mange irriterende Rasmus Paludan med de fanatikere, der har truet ham, vilkårlige danskere og danske virksomheder med vold og sanktioner. Men det er jo ikke Paludan og sympatisører, som truer med vold. Truslen vil være derimod væk, så snart nogle mennesker ikke mener, at deres religiøse følelser skal trumfe alt og kan retfærdiggøre vold. Men pointen er naturligvis, at det er lettere at begrænse danskernes ytringsfrihed end at slås mod tre snese lande, et utal terrorister og millioner af feta-spisere. SVM-regeringens indskrænkning af ytringsfriheden handler om dét—og opportunisme og egen afmagt. Det skulle man så bare være ærlig om.

”At man ikke må krænke andres følelser.” Faktum er, at alle kan føle sig ”krænket” over et eller andet—og hvad som helst vil altid kunne være noget, som en eller anden vil kunne føle sig krænket over. Hvis nogen kan føle sig krænket over f.eks. Rasmus Paludans kritik af islam, ja, så er der er andre, der kan føle sig krænket over socialisters tirader mod landbrug, selvstændige erhvervsdrivende og folk, der tjener over gennemsnittet. Endnu andre der kan føle sig krænket over, at nogle tror på én gud, andre på en anden gud, og endnu andre over, at der er nogen, som slet ikke tror.

Men at føle sig ”krænket” på deres følelser er, først som sidst, alene en subjektiv følelse, der er kategorisk væsensforskellig fra en geværkugle i hovedet, en knippel i maven eller et afbrændt hus. Det øjeblik, hvor man giver den, der føler sig ”krænket”, vetoretten overfor, hvad der må ytres, vender man reelt bevisbyrden om, så det er retten til at ytre sig, der skal retfærdiggøres. Medmindre man vil være villig til at censurere alt, der tænkeligt kan krænke nogen—og så får man som antydet travlt—bliver det uvilkårligt til et spørgsmål om, hvis (subjektive) ”krænkelser”, der skal tælle mere end andres. Den slags kan i sagens natur ikke nedfældes i lov—og dermed bliver det en endog enorm magt at tillægge embedsmænd og domstole, og uden tvivl med stor vilkårlighed til følge.

At forbyde ytringer blot fordi de støder andre er på den måde en meget usikker vej for et civiliseret samfund. Langt bedre er det, at man som mennesker og samfund praktiserer det moralske princip, der i århundreder er blevet kaldt ”sølvreglen”: Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, de skal gøre mod dig. Så hvis man ikke ønsker, at andre taler grimt om og til en selv, bør man selv lade være med at tale grimt—og ønsker man ikke, at andre skal begrænse ens frihed til at tænke, tro og ytre sig, bør man selv lade være med at begrænse andres tilsvarende frihed.

Faren for den politiske glidebane

Bortset fra de tungtvejende logiske, moralske og konsekventialistiske argumenter for ytringsfrihed, og bortset fra de ringe argumenter for at begrænse samme, er der et andet hensyn, som alle, der værdsætter grundlæggende friheder, bør have in mente. Det er det såkaldte ”glidebane”-argument: At man skal passe på med at indskrænke borgernes frihed på et område, fordi det let kan føre til mere vidtgående indgreb senere. Et argument som liberale koryfæer som Ludwig von Mises (1881-1973) og F.A. von Hayek fremførte i deres advarsler om, at indgreb vil kunne føre til nye indgreb og dermed i sidste ende være en vej til trældom.[5]

Men advarslen om at den nye blasfemilov ville kunne være begyndelsen på en glidebane er kommet fra et politisk meget bredt felt af kritikere: Chefredaktører og lederskribenter fra stort set alle aviser, samt historikere, jurister, politologer, kunstnere og debattører. Det har en del af regeringens støtter til gengæld afvist — inklusive statsministerens ovennævnte, bredt latterliggjorte ræsonnement om, at der ikke kan være tale om en glidebane for ytringsfriheden, fordi der slet ikke er tale om ytringer. Justitsministeren Peter Hummelgaards indvending var den mindre sofistikerede, at det — risikoen for en glidebane — ”anerkender” han simpelthen ikke som et problem.

Men den politiske og moralske glidebane er reel. For det første er det velkendt, at har mennesker først en gang overskredet en grænse, er det rent psykologisk givetvis lettere for dem at overskride den igen — eller overskride den mere. Det er lettere for den nye ryger at tage cigaret nr. 2, end det var at tage nr. 1. Det er lettere for seriemorderen at myrde nr. 2, end det var at myrde nr. 1.

For det andet bliver fortidens handlinger også uvilkårligt brugt som begrundelser for fremtidens. Meget få af dem, der støttede de første moderate forslag om indførelse af sikkerhedsseler i 1970’erne, havde formodentlig ventet, at det i løbet af få år ville blive lovpligtigt for alle passagerer. Eller at de lovpligtige sikkerhedsseler et par generationer senere ville blive brugt som argument for lovpligtige cykelhjelme, air-bags, o.s.v. Har man først købt den første præmis (at folk skal beskyttes mod egen dumhed), bliver det svært at argumentere imod at pakke dem ind i vat.

En tredje faktor er, hvad man kan kalde status quo-tyranniet:[6] Det er erfaringsmæssigt sværere at afskaffe en lov end at indføre en ny.

Derfor er politik og historien også fyldt med eksempler på farlige glidebaner. Når først en upopulær skat eller afgift er indført, er den svær at komme af med og, alt andet lige, lettere at hæve eller øge end den var at indføre. Den nye ”top-topskat”, som ikke vil give nævneværdigt flere penge i statskassen men til gengæld mindske arbejdsudbud, er et illustrativt eksempel.

Man så også under corona-pandemien, hvor hurtigt mennesker vænnede sig til ganske drakoniske indgreb i deres liv. Da borgerne først havde fået pålæg om at holde afstand til hinanden, var der få københavnere, der protesterede over, at man pludselig kun måtte motionsløbe den ene vej rundt om Søerne og slet ikke løbe i Frederiksberg Have—selv når der ikke var spor evidens for, at forbuddene ville betyde noget som helst i praksis.

Man har også set glidebanen i totalitære regimer. Havde tyskerne vidst, hvad nazisterne med tiden ville gøre imod jøderne, tyskerne selv eller resten af Europa, havde de næppe stemt så overvældende på NSDAP i 1933. Men med den konstante eskalation, måned for måned, over en årrække blev det til en del af hverdagslivet, indtil den dag udryddelseslejre og totalkrig var hverdag.

Glidebanens farlighed ses da også med al tydelighed allerede i forslaget om stramning af ytringsfriheden. Dels begyndte forslaget i sommeren 2023 som et argument om, at koranafbrændinger foran ambassader var et problem, som man ville løse med et ”meget, meget lille” indgreb—en rent ”kirurgisk” ”nålestiksoperation”. Men da jurister og politikere den næste måned havde haft fingrene nede i dejen, fremstod de kirurgiske redskaber som havende været en forhammer, en motorsav og en buskrydder og udført af en enøjet person. Det fremsatte lovforslag endte således med at gå langt, langt videre: Rækkevidden blev udstrakt til ”utilbørlig” behandling af religiøse symboler i almindelighed—eller genstande der blot kan minde om sådanne. Konsekvensen blev et lovforslag, der var så langt mere vidtgående end den gamle, afskaffede blasfemilov, at myndighederne enten vil kunne komme til at skulle gribe ind overfor kunstnere og ganske ordinære politiske protester—eller håndhæve loven helt arbitrært.

Dels ses adfærdsændringen allerede andre steder. Som debattøren Eva Gregersen har påpeget, har regeringen også afvist at føje Muhammedkrisen til folkeskolens historiekanon med henvisning til præcis samme ræsonnement: At man ikke bør støde de samme muslimske lande, som regeringen senere lod diktere et dansk forbud. Man har med andre ord underordnet ikke bare forsamlings- og ytringsfriheden men også uddannelsespolitikken, hvad en række af verdens mest autoritære regimer tænkes at kunne ønske. Det næste område bliver uvilkårligt endnu lettere. Når nominelt borgerligt-liberale politikere på den måde sælger ud af egne principper, er de med til at udhule grundlaget for egen værdipolitik, således som man også så det i meget af Fogh-årene, Kurrild-Klitgaard (2011).

Det havde en klog politiker noget at sige om i 2020: ”Jeg fordømmer ethvert forsøg på at sætte religiøse regler over dansk lovgivning. Vi risikerer at komme ind på en glidebane, hvis vi lader ekstremister diktere, hvad man må og ikke må. Og den glidebane skal vi aldrig nærme os i det danske samfund”.

Den mand var Jakob Ellemann, som nu mener det principielt stik modsatte. Som sådan er det desværre endnu et eksempel på, at turen ned af den berømte glidebane, som regel ender et andet sted, end den begyndte.



Litteratur

Berlin, Isaiah (1969): “Two concepts of liberty” s. 118–172 i Isaiah Berlin (red.): Four essays on liberty. Oxford: Oxford University Press.

Devereaux, James (2017): “Free speech leads to tolerance and prosperity.” Foundation for Economic Education. https:// fee.org/articles/free-speech-leads-to-tolerance-and-prosperity/.

Fabro, Gema & José Aixalá (2012): “Direct and indirect effects of economic and political freedom on economic growth.” Journal of Economic Issues 46, 1059–1080.

Friedman, Milton & Rose D. Friedman (1984): Tyranny of the status quo. San Diego: Harcourt Brace Jovanovich.

Hayek, Friedrich August von (1944): The road to serfdom. London: Routledge & Kegan Paul.

Hayek, Friedrich August von (2002): “Competition as a discovery procedure” Quarterly Journal of Austrian Economics 5, 9–23.

Jasay, Anthony de (2002): Justice and its surroundings. Indianapolis: Liberty Fund.

Jasay, Anthony de (2005): “Freedom from a mainly logical perspective.” Philosophy 80, 565–584.

Kurrild-Klitgaard, Peter, red. (2006): The dynamics of intervention: Regulation and redistribution in the mixed economy. Amsterdam: Elsevier.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2011): “Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011.” Økonomi & Politik 84, 47–62.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2012): “Frihed mellem fornuft og skepsis.” Kritik 31–39.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2015): “Status quo tyranniet.” Berlingske, 17 august 2015, s. 20.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2019): “Ytringsfrihed er både nyttig og rigtig.” Berlingske, 22 april 2019, s. 23.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2020a): Demokrati i totalstaten. København: Forlaget Center for Politiske Studier.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2020b): “Ytringsfrihed er mere end en rettighed.” Berlingske, 27 juli 2020, s. 19.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2023a): “Den autoritære midte.” Berlingske, 7 august 2023, s. 25.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2023b): “Ti dårlige argumenter for at indskrænke ytringsfriheden.” Berlingske, 21 august 2023, s. 25.

Lawson, Robert A. & J. R. Clark (2010): “Examining the Hayek–Friedman hypothesis on economic and political freedom.” Journal of Economic Behavior & Organization 74, 230–239.

Mill, John Stuart (1974): On liberty, s. 126–250 i Mary Warnock (red): Utilitarianism, On liberty, Essay on Bentham, together with selected writings of Jeremy Bentham and John Austin. New York: Meridian.

Mises, Ludwig von (1990): “Economic calculation in the socialist commonwealth.” Auburn: Ludwig von Mises Institute.

Mises, Ludwig von (1998): Interventionism: An economic analysis. Irvington-on-Hudson: Foundation for Economic Education.

Roll, Richard & John Talbott (2003): “Political freedom, economic liberty, and prosperity.” Journal of Democracy 14, 75–89.

Rothbard, Murray N. (1982): The ethics of liberty. Atlantic Highlands: Humanities Press.

Sadowsky, James A. (1974): “Private property and collective ownership” s. 83–100 i Samuel Blumenfeld (red.): Property in a humane economy. LaSalle: Open Court.

Smith, Adam (1759): The Theory of Moral Sentiments. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith Vol. I. Edited by D.D. Raphael and A.L. Macfie. Liberty Fund, 1981.


[1] Dele af denne tekst har optrådt i en række af mine klummer, bl.a. Kurrild-Klitgaard (2019, 2020b, 2023a, 2023b).

[2] Se f.eks. Jasay (2002, 150ff), Jasay (2005, 572ff). Se også f.eks. Kurrild-Klitgaard (2012).

[3] For et lidt beslægtet argument mht. den grundlæggende ret til privat ejendom og absurditeten i at hævde kollektiv ejendomsret som udgangspunkt, se f.eks. Sadowsky (1974) og Rothbard (1982).

[4] Se f.eks. Roll & Talbott (2003), Fabro & Aixalá (2012), Lawson & Clark (2010), Devereaux (2017).

[5] Se Mises (1998), Hayek (1944), Kurrild-Klitgaard (2006; 2020a).

[6] Se Friedman and Friedman (1984), jf. Kurrild-Klitgaard (2015).

Bladet LIBERTAS, Religionsfrihed

Roger Williams – den første abolitionist i Amerika

juni 14, 2020by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Roger Williams (1603-83) var den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri. Roger Williams omtales i denne artikel fra LIBERTAS nr. 62 fra 2016 for hans bidrag til religiøs tolerance.

På et tidspunkt, hvor der intet sted i verden var religionsfrihed, etablerede Roger Williams en koloni i Amerika med religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati. Under den engelske tolerancedebat kastede Williams sig ind i kampen for religionsfrihed, og han argumenterede for nødvendigheden af en wall of separation mellem kirke og stat. En sådan adskillelse er nødvendigt for, at den sande kirke ikke skal blive korrumperet af politik.

 

 

Roger Williams

Roger Williams (c. 1603-83) var født i London omkring 1603, og som teenager var han lærling hos Englands største jurist, sir Edward Coke (1552-1634). Fra Coke fik Williams indpodet sin store forkærlighed for frihed, og det var under Cokes protektion, at Williams fik en uddannelse. Williams viste et stort talent for at lære sprog, og år senere underviste han Milton i hollandsk, ligesom han udgav en bog om indianske sprog.

Williams blev ordineret præst i Church of England, men blev senere separatist, og som sådan var Roger Williams en religiøs afviger. Det var på det tidspunkt, hvor kampagnen for at gennemtvinge den kirkelige uniformitet var blevet intensiveret, og dissenters blev ikke behandlet mildt. Flere hundrede puritanske præster blev bortvist fra kirken, og det fik mange til at overveje at emigrere til Amerika.

 

Religiøs intolerance blandt puritanerne i Massachusetts

Med sine teologiske holdninger var Williams i farezonen og frygtede med god grund ærkebiskop Lauds forfølgelse. Williams havde ikke udsigt til nogen fremtid i den anglikanske kirke, og det var uden glæde, at Williams besluttede at følge efter de første puritanere til Massachusetts Bay Colony, Barry (2012b).

Massachusetts Bay Colony var et religiøst samfund, hvor fortolkningen af Guds ord styrede alle aktiviteter og al lovgivning i kolonien. Privat dissens blev tolereret, men offentligt krævedes der uniformitet i kirkelivet.

Williams blev tilbudt en stilling som præst i Boston, men afslog. Ifølge Williams’ var kirken ikke reformert nok. Williams forlod Boston. Først for Salem, dernæst til pilgrimmene i kolonien Plymouth, hvor han fungerede som præsteassistent, og i 1633 fik han et præsteembede i Salem.

I modsætning til de religiøse og politiske ledere i Massachusetts Bay Colony mente Williams ikke, at det var en opgave for kirken eller myndighederne at bekæmpe fejl i religionen. Det er umuligt at forhindre fejl, for det kræver at man kan fortolke Biblen korrekt, og nogle mennesker vil uundgåeligt gøre sig skyldig i fejlfortolkninger, når der findes modsigelser i Biblen. Han mente derfor, at regeringsmagten skal holde sig fra alt, hvad der har med borgernes forhold til Gud at gøre. Ellers vil det i bedste fald føre til hykleri, og tvungen tilbedelse, ”stincks in God’s nostrils”, og i værste fald til en korrumpering af kirken, Barry (2012a).

Williams’ inspirationskilder

Det er ikke helt klart, hvordan Roger Williams nåede frem til at gå ind for religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Han var fra sin ungdom påvirket af Cokes kamp for at beskytte individets frihed mod statsmagten, og det er muligt, at Williams havde læst Sebastian Castellios (1515-1565) skrift om forfølgelse af kættere, Zagorin (2003, 200), men i religiøse spørgsmål og i spørgsmål om tolerance var Williams først og fremmest påvirket af de hollandske armenianere og af baptisterne. Williams var blevet gendøbt i slutningen af 1638, men hans tilknytning til baptistkirken blev kort. Ikke desto mindre var han stærkt inspireret af baptisternes syn på tolerance.

1636 – Providence Plantations

Williams kom i konflikt med Massachusetts Bay Colonys religiøse og politiske ledere, og i 1635 blev han bortvist pga. sine ”nye og farlige holdninger”. På grund af sygdom fik Williams lov til at blive til det følgende forår, men det endte alligevel med, at han i januar måtte flygte midt under en hård vinter med høj sne, og efter at have modtaget hjælp fra indianerne, slog han sig i foråret ned ved Narangasett Bay på land købt af indianerne.

Her etablerede Williams Providence Plantations: ”I called the place Providence, I desired it might be for a shelter for persons distressed for conscience,” Barry (2012a).

Selv om Roger Williams havde privat ejendomsret til jorden, gav han kolonien en demokratisk forfatning, der var ikke nogen officiel religion, og kirke og stat var adskilt. Øvrigheden fik kun magt i civile spørgsmål, ikke i religiøse, og helt usædvanligt er der ikke en eneste henvisning til Gud i forfatningen. Et par år senere etableredes kolonien Rhode Island, og i 1638 udfærdigede Williams den første demokratiske forfatning for Rhode Island and Providence Plantations med en adskillelse af kirke og stat og med religionsfrihed for alle. Jøder fik snart fulde politiske rettigheder.

Providence og Rhode Island var af både religiøse og økonomiske årsager en torn i øjet på styret i Massachusetts, og det kom til en militær konflikt. Uden nogen juridisk ret, krævede Massachusetts jurisdiktion over en del af kolonien, og da puritanerne i Massachusetts var i forbund med lovgiverne i England, var parlamentet de eneste, der kunne stoppe Massachusetts imperialisme.

 

1644 – The Bloudy Tenent of Persecution

Roger Williams rejste derfor til England i 1643 for at sikre et charter for Providence Plantations and Rhode Island fra parlamentet, og det var ikke bare for at sikre overhøjheden over kolonien men også for at opnå anerkendelse af principperne om religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati.

Det kunne forekomme at være et håbløst forehavende. Hundredtusinder var blevet dræbt under den første engelske borgerkrig pga. uenigheder om, hvordan man skal tilbede Gud, og så ville Roger Williams have godkendelse til at oprette en koloni med religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat?

Roger Williams ankom midt under debatten om en reformation af kirken, og han bidrog til tolerancedebatten i 1644 med en firehundrede sider lang bog med titlen The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience [Den blodige doktrin om forfølgelse…]. Bogen udkom uden censorernes godkendelse, anonymt og med en anonym trykker, men det blev hurtigt kendt, at Williams var forfatteren.

Bogen var først og fremmest et angreb på intolerancen i Massachusetts, men det var også en advarsel om at indføre en ny presbyteriansk kirkeordning i England, som Williams og mange andre puritanere frygtede ville blive lige så intolerant og forfølgende, som ærkebiskop Lauds Church of England havde været i 1630’erne.

The Bloudy Tenent var en dialog mellem Sandheden og Freden,[1] og den indledes med den chokerende udtalelse, at enhver stat er sekulær, og at de verdslige myndigheder ikke har noget at gøre med ”the spiritual or Christian state and worship”. Religionsfrihed er Guds vilje: ”it is the will and command of God that (…) a permission of the most paganish, Jewish, Turkish, or antichristian consciences and worships, be granted to all men in all nations and countries; and they are only to be fought against with that sword which is only (in soul matters) able to conquer, to wit, the sword of God’s Spirit, the Word of God.”

Det var ikke usædvanligt for det 17. århundredes protestanter at påkalde tolerance over for jøder og tyrkere. De blev regnet for vantro, ikke kættere, og ifølge kirkelige doktriner fra middelalderen skal ingen tvinges til at konvertere. Det enestående ved Williams var, at han også var parat til at udstrække tolerance til ateister og katolikker blot med det forbehold, at de forsikrer om deres borgerlige lydighed over for staten.

Samvittighedsfrihed

Williams insisterede på den enkeltes samvittighedsfrihed. Siden middelalderen havde det inden for den katolske kirke været betragtet som en synd at handle mod sin samvittighed, hvilket dog ikke fritog en fra straf i tilfælde af, at ens samvittighed skulle lede til kætteri eller blasfemi. På Rigsdagen i Worms havde Martin Luther erklæret, at han ikke kunne andet end følge sin samvittighed, for ifølge Luther er det kun Gud, der hersker over sjælene, og samvittigheden skal derfor være fri fra tvang fra verdslige magter.

For Luther betød samvittighedsfrihed imidlertid ikke retten til at tro hvad som helst. Samvittigheden var for Luther bundet af Guds ord, men for Roger Williams er den enkeltes samvittighed ukrænkelig, både fordi det er en vej til Gud, og fordi det er en uadskillelig del af det at være menneske. Samvittighedsfrihed blev dermed til en individuel rettighed, og forfølgelse af andre pga. deres samvittighed blev følgelig en krænkelse af Guds værk. Williams (1644c) omtaler det som en åndelig voldtægt: ”a spiritual rape to force the consciences of all to one worship.”

Åndsfrihed som et kristent princip

Williams argumenterer for, at åndsfrihed er et kristent princip, og at religiøs forfølgelse er i strid med Jesus’ lære: ”the doctrine of persecution for cause of conscience, is most evidently and lamentably contrary to the doctrine of Christ Jesus the Prince of Peace”, Williams (1644a).

Størstedelen af bogen omhandler fortolkninger af Biblen. Williams henviser til lignelsen om ukrudtet i marken,[2] og fortolker lignelsen på den måde, at de, der tager fejl i religiøse spørgsmål, skal tolereres indtil dommedag. Samtidig afviser Roger Williams, at forholdene i staten Israel omtalt i Gamle Testamente, kan være et forbillede for noget kongerige i dag. Den teologiske skelnen mellem GT og NT var central i datidens debat, for hvor staten Israel i GT var understøttet af lovgivningsmæssig tvang, er kirken i NT en frivillig sammenslutning, og den sondring fik politiske implikationer. Følger man NT, må statsmagten betragtes som menneskeskabt og dermed sekulær, lød argumentet.

En sekulær stat

Der er altså religiøse årsager til, at staten skal være sekulær, og ifølge Williams er staten alene til for at sikre fred og retfærdighed og beskytte individernes frihed, familien og privat ejendom. Williams henvender sig direkte til parlamentarikerne og skriver, at deres opgave som kristne er at frelse deres egen og andres sjæl, men at deres opgave som myndigheder alene er at beskytte “the Bodies and Goods of others”. Det er en meget liberal ide, som genfindes hos John Locke knap et halvt århundrede senere.

Williams er også fortaler for folkesuverænitetsprincippet: “I infer (…) that the sovereign, original, and foundation of civil power lies in the people,” og regeringsmagten “have no more power, nor for no longer time, than the civil power or people consenting and agreeing shall betrust them with,” Williams (1644a).

Wall of separation

Williams begrunder sin modstand mod en sammenblanding af kirke og stat med den skade, det påfører religionen og de troende. En sammenblanding af kirke og stat fører til, at det kirkelige bliver til politik, hvilket vil korrumpere kirken. Den sande kirke beskrives som en herlig have, ubesmittet og ren, ikke ulig Paradiset, hvorimod verden er vildnisset, og det drejer sig om at adskille de to med en ”wall of separation” for ikke at besmitte den sande kirke:

“When they [the Church] have opened a gap in the hedge or wall of separation between the garden of the church and the wilderness of the world, God hath ever broke down the wall itself, removed the Candlestick, etc., and made His Garden a wilderness as it is this day. And that therefore if He will ever please to restore His garden and Paradise again, it must of necessity be walled in peculiarly unto Himself from the world, and all that be saved out of the world are to be transplanted out of the wilderness of the World.” Williams (1644b).

Roger Williams opponerede også imod det røde Skt. Georgs kors på hvid baggrund i Englands flag, fordi det er helligbrøde at blande kirke og stat. Williams var også modstander af, at offentligt ansatte svor en ed afsluttet med ”so help me God”. Dommere og andre embedsmænd skal ikke foregive at handle på Guds vegne.

Lighed i rettigheder

Efter Williams opfattelse er verden delt mellem de sande troende og alle de andre, og de sande troende, hvortil han selv hørte, udgjorde et meget lille og frivilligt fællesskab.

I samfundslivet forholder det sig anderledes. Der skal alle være lige. Som noget ganske enestående for sin tid støttede Williams også samvittighedsfrihed for kvinder. I Providences charter fra 1644 tales der ikke om, at “no man” ikke må forfølges for sin tro, men om at “no person (…) shall be any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any difference in opinion in matters of religion…”, Eberle (2005), og det var ikke tomme ord. Williams nabo Joshua Verin, der sammen med Williams var en af de oprindelige grundlæggere af kolonien, fik frataget sin stemmeret for at forhindre sin kone, Jane, i at deltage i bønnemøder hos Roger Williams.

Williams var også den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri.

Pax civitatis

Konfronteret med postulatet om, at religiøse forskelle nødvendigvis vil skabe oprør, og at en stat splittet af religion ikke kan opretholdes, hævdede Williams, at det netop er sammenblandingen af religion og verdslige anliggender, der skaber problemerne, som i Massachusetts Bay Colony og som i England i årene forud for den engelske borgerkrig, og at religionsfrihed og borgerlig fred er forenelig.

Denne pax civitatis baserer sig på, at borgerne opfører sig civiliseret, og i den sammenhæng spiller det ingen rolle, hvad de ellers tror på, og hvordan de dyrker deres religion. Religiøse uroligheder er først og fremmest resultatet af religiøs forfølgelse.

Selve ideen om, at et samfund med fuld religionsfrihed ikke alene kunne fungere, men at det ligefrem var en forudsætning for en fredelig sameksistens mellem mennesker tilhørende forskellige konfessioner, var revolutionerende. Roger Williams formulerer her et forsvar for religiøs tolerance, som genfindes 25-40 år senere hos Spinoza, Locke og Bayle.

 

Williams får sit charter

Over for parlamentet argumenterede Williams for, at Rhode Island kunne fungere som en test for den hypotese, at fuld religionsfrihed er forenelig med en borgerlig fred – og det tilmed i sikker afstand fra England.

Det overraskende skete: parlamentets ”Commitee on foreign Plantations” gav den 14. marts 1644 Williams det ønskede charter,[3] der gav kolonisterne ”full Powre & Authority to Governe & rule themselves … by such a form of Civil Government, as by voluntary consent of all, or the greater Part of them shall find most suteable to their Estates & Conditions” så længe dets love “be conformable to the Laws of England, so far as the Nature and Constitution of the place will admit” Barry (2012b).

Ved at tillade “the greater Part of them” at etablere en hvilken som helst form for regering, de måtte finde passende, anerkendte parlamentet en fuldt demokratisk regering. Og lige så bemærkelsesværdigt overlod komiteen alle beslutninger angående religion til flertallet vel vidende, at de ville adskille kirke og stat og indføre religionsfrihed.

Efter kongens henrettelse i 1649 opstod der tvivl om gyldigheden af det oprindelige charter, men efter restorationen bekræftede Charles II forfatningen, der garanterede ”a full libertie in religious concernements”, således at ”noe person within the sayd colonye, at any tyme hereafter, shall bee any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any differences in opinione in matters of religion.” Alle underståtterne skal sikres ”the free exercise and enjovment of all theire civill and religious rights”.

Charteret forklarer, at dette er nødvendigt, fordi ”some of the people and inhabitants of the same colonie cannot, in theire private opinions, conforms to the publique exercise of religion, according to the litturgy, formes and ceremonyes of the Church of England,” men charteret understreger også, at dette ”by reason of the remote distances of those places, will (as wee hope) bee noe breach of the unitie and uniformitie established in this nation”. King Charles II (1663).

 

Virkningshistorie

William bog blev en øjeblikkelig succes, og hurtigt udkom et andet oplag. I de følgende år blev der trykt mindst 60 pamfletter, der direkte adresserer Williams’ argumenter, og han citeres i yderligere mindst 120 pamfletter, Barry (2012b). Og endnu flere blev indirekte påvirket af hans ideer.

Lilburne og Levellers citerer hyppigt Roger Williams, og folkesuverænitetsprincippet og tankerne om demokrati bliver centrale elementer i Levellers liberalisme. I sin samtid påvirkede Roger Williams også både John Milton og Oliver Cromwell, som Williams kendte personligt. John Milton blev senere modstander af en statskirke og af enhver form for statsstøtte til kirkesamfund, og gik ind for en adskillelse af kirke og stat. Det er sandsynligt, at Milton var påvirket af Williams i det spørgsmål.

Myndighederne betragtede The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience som et farligt værk, og tre år efter udgivelsen beordrede House of Commons bogen brændt af bødlen.

John Locke har formentlig været påvirket af Roger Williams, selv om det er uvist, om han har haft et førstehåndskendskab til Williams’ skrifter, eller har været bekendt med dem på anden hånd. Det forekommer sandsynligt, at Locke under udarbejdelsen af Carolinas forfatning i 1669 har gjort sig bekendt med forfatningerne i andre kolonier som Rhode Island og Maryland, især når det kongelige charter for Rhode Island and Providence Plantations blev udstedt kun seks år tidligere. Nogle af formuleringerne fra Rhode Islands charter om religiøs frihed går igen i Charles II’s chartre for Carolina og New Jersey.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så mange af Williams’ ideer, der genfindes hos Locke. I ”Et brev om tolerance” fra 1689 begrunder Locke dog adskillelsen mellem kirke og stat med hensynet til individet og dets rettigheder, og ikke med hensynet til kirken.

Roger Williams fremhæves som den åndelige fader til den amerikanske forfatnings ”first amendment”, der garanterer religionsfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Det er imidlertid tvivlsomt, om Madison havde læst Williams på det tidspunkt, hvor Bill of Rights blev skrevet, men det ville være mærkeligt, om de belæste og juridisk skolede ”founding fathers” ikke har kendt delstaternes forfatninger og deres historie, før de kastede sig ud i at udarbejde en forfatning for USA.

År senere citerer Thomas Jefferson Roger Williams i et brev fra 1802 til Danbury Baptist Association, hvor Jefferson forklarer betydningen af den første tilføjelse til forfatningen, og her benytter han Williams’ vending om en ”wall of separation” mellem kirke og stat.

 

Afslutning

Både i forhold til spørgsmålet om religionsfrihed og politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Han argumenterede for religionsfrihed selv for katolikker, jøder og ateister på et tidspunkt, hvor næsten ingen andre gik ind for en almen religionsfrihed, og han praktiserede det i sin egen koloni næsten halvandet hundrede år, før religionsfrihed blev garanteret i USA med Bill of Rights.

Det er især værd at fremhæve, at Williams ikke argumenterer for fuld religionsfrihed fra en svag position som forfulgt. Med etableringen af Rhode Island and Providence Plantations kunne Roger Williams have gjort sin egen religiøse overbevisning til koloniens officielle trosretning, men Roger Williams gjorde det stik modsatte og tillod alle at følge deres samvittighed i trosspørgsmål og dyrke deres religion, som det passede dem.

Også med hensyn til politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Levellers havde også udviklet ideer om politisk demokrati, men Roger Williams praktiserede det.

Og nok så bemærkelsesværdigt nåede Roger Williams frem til disse meget liberale principper alene med religiøse argumenter.

 

Litteratur

Barry, John. M. (2012a): “God, government and Roger Williams’ big idea” www.Smithsonian.com

Barry, John. M. (2012b): Roger Williams and the Creation of the American Soul. Church, State, and the Birth of Liberty. N.Y.

Eberle, Edward J. (2005): “Roger Williams on Liberty of Conscience.” Roger Williams University Law Review 10, 289-323.

Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.

Jefferson, Thomas (1802): “To Messrs. Nehemiah Dodge and Others, a Committee of the Danbury Baptist Association, in the State of Connecticut” M.D. Peterson (ed.) (1984): Thomas Jefferson Writings.

King Charles II (1663): Charter of Rhode Island and Providence Plantations. Yale Law School.

Williams, Roger (1644a): The Bloudy Tenent of Persecution for cause of Conscience. Mercer University Press 2001.

Williams, Roger (1644b): “Mr. Cotton’s Letter Lately Printed, Examined and Answered,” The Complete Writings of Roger Williams, Vol. 1, 108.

Williams, Roger (1644c): “Queries of the highest consideration.”

Zagorin, Perez (2003):  How the Idea of Religious Toleration Came to the West. Princeton.

 

[1] Williams spiller på, at “truth and peace” var slagord, der ofte blev anvendt under revolutionen.

[2] Mathæus (13, 24-30). http://www.bibelselskabet.dk

[3] Charteret var udstedt til “Providence Plantations in the Narangansett Bay”. Først med Charles II’ charter fra 1663 bliver navnet officielt “Rhode Island and Providence Plantations” – hvilket den dag i dag er statens officielle navn.

Blogindlæg, Religionsfrihed

Luthers reformation og liberalismens opståen

oktober 31, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Ideers virkningshistorie er ofte kringlet og indirekte. Mange filosofiske og religiøse ideer bliver formidlet videre i en misforstået form, ligesom oprindelige ideer med tiden omfortolkes og gives en ny betydning. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke ofte kan spore ideerne tilbage til deres rødder.

Martin Luthers tanker og hans reformation af den katolske kirke er et af mange eksempler på det. Luther var selv politisk autoritær, og han var ikke tilhænger af religionsfrihed i almindelighed, men alligevel kom hans reformationstanker til at få en enorm betydning for liberalismens opståen i Nordvesteuropa – og det i en grad, så man næppe kan forestille sig liberalisme uden protestantisme.

Kravet om politisk frihed starter med kravet om religionsfrihed, for i en tid, der er dybt religiøs, og hvor spørgsmålet om sjælens frelse er af altafgørende betydning, er det afgørende at have frihed til at dyrke sin religion på den måde, som man tror, sikrer ens sjæls frelse. Og ingen religionsfrihed uden ytrings- og trykkefrihed. De to friheder hænger sammen.

Med den stærke forbindelse mellem kongemagt og kirkemagt, kom kravet om religionsfrihed ofte til at indebære et opgør med de verdslige autoriteter, som under de engelske borgerkrige i 1640’erne, og det kom til at virke som en katalysator for krav om, at kongemagten skulle stå til regnskab over for folket, repræsentation og i sidste ende politisk demokrati.

Det er ikke sådan, at kirken generelt har været en progressiv kraft i frihedens historie, og individuel frihed har som sådan aldrig været et kristent projekt. Den etablerede kirke har oftest været politisk reaktionær, men i en religiøs tid har det været afgørende, at der har kunnet formuleres religiøse argumenter, understøttet af Bibelcitater, for at tro er en individuel sag og en individuel rettighed, og at kirke og stat skal adskilles. Den protestantiske reformation var med til at skabe grobunden for sådanne liberale ideers opståen især i Holland og England, også selv om det ikke var Luthers intention, og langt op i oplysningstiden – se bare på den amerikanske uafhængighedserklæring – er det liberale projekt funderet i en protestantisk kristendom.

Overtegnede er hverken religiøs eller har nogen særligt indsigt i teologi, så med fare for at have misforstået betydningen af den lutherske reformation og dens virkningshistorie, vil jeg pege på tre sæt af ideer, der var med til at fremme liberalismens fremvækst, og som har sin oprindelse i Luthers ideer.

 

  1. Samvittighedsfrihed

På rigsdagen i Worms forsvarede Luther sig med, at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed, hvilket var en traditionel katolsk opfattelse, der gik tilbage til middelalderen. Det betød ikke, at Luther gik ind for trosfrihed. Hans egen samvittighed var “fanget i Guds ord”, som den kom til udtryk i Biblen, og for Luther er det kun Gud (og ikke præster, biskopper eller paven), der hersker over sjælene.

Samvittighedsfrihed for Luther betød en tro på Biblens ord og lydighed over for Gud på netop den måde, Luther fortolkede Biblen, men Luthers forsvar for samvittighedsfrihed kom til at få en anden betydning for eftertiden. Fordi det kun er Gud, der hersker over sjælene, skal den være fri fra tvang fra verdslige og kirkelige magter, og det kom til at udgøre et universelt argument for trosfrihed.

I Om lydighed mod den verdslige øvrighed argumenterer Luther for, at tro er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til, og at det derfor ikke er noget, den verdslige magt skal blande sig i.

Selv om det ikke var Luthers hensigt, var det reelt et argument for almindelig trosfrihed, og med oplysningstidens liberalisme blev netop tanke- og trosfrihed opfattet som individets naturlige rettigheder.

 

  1. Religiøs individualisme

Ifølge Luther er enhver sand kristen troende en præst, og gejstligheden er ikke mere hellig end lægfolk. Alle skal selv læse Biblen, og dermed stillede Luther et subjektivt sandhedskriterium op over for den katolske kirkes autoritetsprincip, hvorved Luther gjorde op med den middelalderlige pavekirke, der anså det for sin pligt at rense kirken for vantro ved at brænde kættere på bålet.

Den protestantiske krav om retten til selv at fortolke Biblen førte til en respekt for den enkeltes samvittighed i religiøse spørgsmål, hvilket igen førte til opfattelsen af, at trosfrihed er en naturlig rettighed. Det personlige gudsforhold, hvor enhver frit kan bede til Gud eller Jesus, og begrebet om det universelle præsteskab af troende førte ydermere til en religiøs individualisme og dannelsen af en lang række protestantiske trosretninger.

Den religiøse individualisme kom til at spille en vigtig rolle for den individualistiske tradition i Vesten. Alle er lige for Gud, og denne kristne universalisme genfindes i ideen om, at mennesker er lige mht. naturlige rettigheder. Hos John Locke stammer individets naturlige rettigheder, fra den naturlige lov, der er givet af Gud.

 

  1. Toregimentelæren og adskillelsen af kirke og stat

Luthers toregimentelære var også et magtdelingsprincip mellem det verdslige og det åndelige regimente. Det var ikke et argument for at adskille kirke og stat, for begge regimenter er måder, hvorpå Gud regerer i denne verden, og begge regimenter er ifølge Luther indstiftet af Gud. Det verdslige regimente skal dog alene tage vare på de lovgivningsmæssige, sociale og politiske forhold, så Guds ordning for et kristent liv opretholdes, og kirken skal ikke blande sig i den verdslige magt på anden måde end ved at prædike Guds ord og evangeliet. Luther gør således op med Augustins ide om, at den verdslige øvrighed er lavere end den gejstlige, og at kirken står over staten.

I det åndelige regimente hersker Guds ord suverænt, og deri må den verdslige øvrighed ikke blande sig.

Med denne magtdelingslære hjalp Luther den verdslige øvrighed af med dens værste konkurrent om den verdslige magt, hvilket banede vejen for den stærke statsmagt, men der var ikke tale om nogen adskillelse af kirke og stat. Den kristne fyrste lever i begge regimenter på én gang, og i kraft af sin delagtighed i det almindelige præstedømme – på linje med alle andre troende – kunne han påtage sig ansvaret for kirkens ydre ordning såsom udnævnelse af præster og biskopper. Det lagde grunden til statskirkeligheden, hvilket blev karakteristisk for de lutherske lande, selv om det ikke oprindelig var noget, Luther ønskede.

Luther var politisk autoritær, og han forsvarede, at det verdslige regimente skulle være indstiftet af Gud. Det var dog et dogme, der blev omstridt, og der kunne argumenteres teologisk for, med henvisninger til Biblen, at statsmagten er menneskeskabt, og at kongen eller fyrsten skal stå til regnskab over for folket. Da præsten Roger Williams i 1636 etablerede kolonien Providence Plantations med religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat, var det med henvisninger til Biblen, og John Locke gjorde i First Treatise of Government op med Robert Filmers ide om, at kongemagten er indstiftet af Gud for i Second treatise on government at udfærdige sin egen kontraktuelle og sekulære begrundelse for etableringen af en statsmagt baseret på borgernes samtykke.

—

LIBERTAS nr. 62 og 63 havde temaet “Ytringsfrihed og tolerance I – II”, og deri er flere artikler, der peger på betydningen af protestantiske ideer for opståen af tanker om religionsfrihed, tolerance og ytringsfrihed, således især artiklerne om John Milton, Roger Williams, Levellers, Locke og de amerikanske founding fathers

Selskabet Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke-partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Redaktør (ansv.)

Torben Mark Pedersen
torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær

Claes Theilgaard
claestheilgaard@protonmail.com

Forretningsfører

Rasmus Ole Hansen

Seneste indlæg

  • DEN SYNLIGE HÅND
  • Boganmeldelse: Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt
  • Boganmeldelse: Eva og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske.
  • Ytringsfriheden og dens nyautoritære fjender
  • Adam Smith, Ovid og den usynlige hånd

Arkiver

  • februar 2025
  • marts 2024
  • oktober 2023
  • marts 2023
  • januar 2023
  • oktober 2022
  • maj 2022
  • april 2022
  • august 2021
  • december 2020
  • juli 2020
  • juni 2020
  • maj 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • juli 2019
  • januar 2019
  • november 2018
  • oktober 2018
  • juni 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • juli 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • december 2016

Kategorier

  • Arrangementer
  • Bladet LIBERTAS
  • Blogindlæg
  • Generelle nyheder
  • Ikke kategoriseret
  • Religionsfrihed

Libertas.dk | Alle rettigheder forbeholdes