Roger Williams (1603-83) var den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri. Roger Williams omtales i denne artikel fra LIBERTAS nr. 62 fra 2016 for hans bidrag til religiøs tolerance.
På et tidspunkt, hvor der intet sted i verden var religionsfrihed, etablerede Roger Williams en koloni i Amerika med religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati. Under den engelske tolerancedebat kastede Williams sig ind i kampen for religionsfrihed, og han argumenterede for nødvendigheden af en wall of separation mellem kirke og stat. En sådan adskillelse er nødvendigt for, at den sande kirke ikke skal blive korrumperet af politik.
Roger Williams
Roger Williams (c. 1603-83) var født i London omkring 1603, og som teenager var han lærling hos Englands største jurist, sir Edward Coke (1552-1634). Fra Coke fik Williams indpodet sin store forkærlighed for frihed, og det var under Cokes protektion, at Williams fik en uddannelse. Williams viste et stort talent for at lære sprog, og år senere underviste han Milton i hollandsk, ligesom han udgav en bog om indianske sprog.
Williams blev ordineret præst i Church of England, men blev senere separatist, og som sådan var Roger Williams en religiøs afviger. Det var på det tidspunkt, hvor kampagnen for at gennemtvinge den kirkelige uniformitet var blevet intensiveret, og dissenters blev ikke behandlet mildt. Flere hundrede puritanske præster blev bortvist fra kirken, og det fik mange til at overveje at emigrere til Amerika.
Religiøs intolerance blandt puritanerne i Massachusetts
Med sine teologiske holdninger var Williams i farezonen og frygtede med god grund ærkebiskop Lauds forfølgelse. Williams havde ikke udsigt til nogen fremtid i den anglikanske kirke, og det var uden glæde, at Williams besluttede at følge efter de første puritanere til Massachusetts Bay Colony, Barry (2012b).
Massachusetts Bay Colony var et religiøst samfund, hvor fortolkningen af Guds ord styrede alle aktiviteter og al lovgivning i kolonien. Privat dissens blev tolereret, men offentligt krævedes der uniformitet i kirkelivet.
Williams blev tilbudt en stilling som præst i Boston, men afslog. Ifølge Williams’ var kirken ikke reformert nok. Williams forlod Boston. Først for Salem, dernæst til pilgrimmene i kolonien Plymouth, hvor han fungerede som præsteassistent, og i 1633 fik han et præsteembede i Salem.
I modsætning til de religiøse og politiske ledere i Massachusetts Bay Colony mente Williams ikke, at det var en opgave for kirken eller myndighederne at bekæmpe fejl i religionen. Det er umuligt at forhindre fejl, for det kræver at man kan fortolke Biblen korrekt, og nogle mennesker vil uundgåeligt gøre sig skyldig i fejlfortolkninger, når der findes modsigelser i Biblen. Han mente derfor, at regeringsmagten skal holde sig fra alt, hvad der har med borgernes forhold til Gud at gøre. Ellers vil det i bedste fald føre til hykleri, og tvungen tilbedelse, ”stincks in God’s nostrils”, og i værste fald til en korrumpering af kirken, Barry (2012a).
Williams’ inspirationskilder
Det er ikke helt klart, hvordan Roger Williams nåede frem til at gå ind for religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Han var fra sin ungdom påvirket af Cokes kamp for at beskytte individets frihed mod statsmagten, og det er muligt, at Williams havde læst Sebastian Castellios (1515-1565) skrift om forfølgelse af kættere, Zagorin (2003, 200), men i religiøse spørgsmål og i spørgsmål om tolerance var Williams først og fremmest påvirket af de hollandske armenianere og af baptisterne. Williams var blevet gendøbt i slutningen af 1638, men hans tilknytning til baptistkirken blev kort. Ikke desto mindre var han stærkt inspireret af baptisternes syn på tolerance.
1636 – Providence Plantations
Williams kom i konflikt med Massachusetts Bay Colonys religiøse og politiske ledere, og i 1635 blev han bortvist pga. sine ”nye og farlige holdninger”. På grund af sygdom fik Williams lov til at blive til det følgende forår, men det endte alligevel med, at han i januar måtte flygte midt under en hård vinter med høj sne, og efter at have modtaget hjælp fra indianerne, slog han sig i foråret ned ved Narangasett Bay på land købt af indianerne.
Her etablerede Williams Providence Plantations: ”I called the place Providence, I desired it might be for a shelter for persons distressed for conscience,” Barry (2012a).
Selv om Roger Williams havde privat ejendomsret til jorden, gav han kolonien en demokratisk forfatning, der var ikke nogen officiel religion, og kirke og stat var adskilt. Øvrigheden fik kun magt i civile spørgsmål, ikke i religiøse, og helt usædvanligt er der ikke en eneste henvisning til Gud i forfatningen. Et par år senere etableredes kolonien Rhode Island, og i 1638 udfærdigede Williams den første demokratiske forfatning for Rhode Island and Providence Plantations med en adskillelse af kirke og stat og med religionsfrihed for alle. Jøder fik snart fulde politiske rettigheder.
Providence og Rhode Island var af både religiøse og økonomiske årsager en torn i øjet på styret i Massachusetts, og det kom til en militær konflikt. Uden nogen juridisk ret, krævede Massachusetts jurisdiktion over en del af kolonien, og da puritanerne i Massachusetts var i forbund med lovgiverne i England, var parlamentet de eneste, der kunne stoppe Massachusetts imperialisme.
1644 – The Bloudy Tenent of Persecution
Roger Williams rejste derfor til England i 1643 for at sikre et charter for Providence Plantations and Rhode Island fra parlamentet, og det var ikke bare for at sikre overhøjheden over kolonien men også for at opnå anerkendelse af principperne om religionsfrihed, adskillelse af kirke og stat og politisk demokrati.
Det kunne forekomme at være et håbløst forehavende. Hundredtusinder var blevet dræbt under den første engelske borgerkrig pga. uenigheder om, hvordan man skal tilbede Gud, og så ville Roger Williams have godkendelse til at oprette en koloni med religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat?
Roger Williams ankom midt under debatten om en reformation af kirken, og han bidrog til tolerancedebatten i 1644 med en firehundrede sider lang bog med titlen The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience [Den blodige doktrin om forfølgelse…]. Bogen udkom uden censorernes godkendelse, anonymt og med en anonym trykker, men det blev hurtigt kendt, at Williams var forfatteren.
Bogen var først og fremmest et angreb på intolerancen i Massachusetts, men det var også en advarsel om at indføre en ny presbyteriansk kirkeordning i England, som Williams og mange andre puritanere frygtede ville blive lige så intolerant og forfølgende, som ærkebiskop Lauds Church of England havde været i 1630’erne.
The Bloudy Tenent var en dialog mellem Sandheden og Freden,[1] og den indledes med den chokerende udtalelse, at enhver stat er sekulær, og at de verdslige myndigheder ikke har noget at gøre med ”the spiritual or Christian state and worship”. Religionsfrihed er Guds vilje: ”it is the will and command of God that (…) a permission of the most paganish, Jewish, Turkish, or antichristian consciences and worships, be granted to all men in all nations and countries; and they are only to be fought against with that sword which is only (in soul matters) able to conquer, to wit, the sword of God’s Spirit, the Word of God.”
Det var ikke usædvanligt for det 17. århundredes protestanter at påkalde tolerance over for jøder og tyrkere. De blev regnet for vantro, ikke kættere, og ifølge kirkelige doktriner fra middelalderen skal ingen tvinges til at konvertere. Det enestående ved Williams var, at han også var parat til at udstrække tolerance til ateister og katolikker blot med det forbehold, at de forsikrer om deres borgerlige lydighed over for staten.
Samvittighedsfrihed
Williams insisterede på den enkeltes samvittighedsfrihed. Siden middelalderen havde det inden for den katolske kirke været betragtet som en synd at handle mod sin samvittighed, hvilket dog ikke fritog en fra straf i tilfælde af, at ens samvittighed skulle lede til kætteri eller blasfemi. På Rigsdagen i Worms havde Martin Luther erklæret, at han ikke kunne andet end følge sin samvittighed, for ifølge Luther er det kun Gud, der hersker over sjælene, og samvittigheden skal derfor være fri fra tvang fra verdslige magter.
For Luther betød samvittighedsfrihed imidlertid ikke retten til at tro hvad som helst. Samvittigheden var for Luther bundet af Guds ord, men for Roger Williams er den enkeltes samvittighed ukrænkelig, både fordi det er en vej til Gud, og fordi det er en uadskillelig del af det at være menneske. Samvittighedsfrihed blev dermed til en individuel rettighed, og forfølgelse af andre pga. deres samvittighed blev følgelig en krænkelse af Guds værk. Williams (1644c) omtaler det som en åndelig voldtægt: ”a spiritual rape to force the consciences of all to one worship.”
Åndsfrihed som et kristent princip
Williams argumenterer for, at åndsfrihed er et kristent princip, og at religiøs forfølgelse er i strid med Jesus’ lære: ”the doctrine of persecution for cause of conscience, is most evidently and lamentably contrary to the doctrine of Christ Jesus the Prince of Peace”, Williams (1644a).
Størstedelen af bogen omhandler fortolkninger af Biblen. Williams henviser til lignelsen om ukrudtet i marken,[2] og fortolker lignelsen på den måde, at de, der tager fejl i religiøse spørgsmål, skal tolereres indtil dommedag. Samtidig afviser Roger Williams, at forholdene i staten Israel omtalt i Gamle Testamente, kan være et forbillede for noget kongerige i dag. Den teologiske skelnen mellem GT og NT var central i datidens debat, for hvor staten Israel i GT var understøttet af lovgivningsmæssig tvang, er kirken i NT en frivillig sammenslutning, og den sondring fik politiske implikationer. Følger man NT, må statsmagten betragtes som menneskeskabt og dermed sekulær, lød argumentet.
En sekulær stat
Der er altså religiøse årsager til, at staten skal være sekulær, og ifølge Williams er staten alene til for at sikre fred og retfærdighed og beskytte individernes frihed, familien og privat ejendom. Williams henvender sig direkte til parlamentarikerne og skriver, at deres opgave som kristne er at frelse deres egen og andres sjæl, men at deres opgave som myndigheder alene er at beskytte “the Bodies and Goods of others”. Det er en meget liberal ide, som genfindes hos John Locke knap et halvt århundrede senere.
Williams er også fortaler for folkesuverænitetsprincippet: “I infer (…) that the sovereign, original, and foundation of civil power lies in the people,” og regeringsmagten “have no more power, nor for no longer time, than the civil power or people consenting and agreeing shall betrust them with,” Williams (1644a).
Wall of separation
Williams begrunder sin modstand mod en sammenblanding af kirke og stat med den skade, det påfører religionen og de troende. En sammenblanding af kirke og stat fører til, at det kirkelige bliver til politik, hvilket vil korrumpere kirken. Den sande kirke beskrives som en herlig have, ubesmittet og ren, ikke ulig Paradiset, hvorimod verden er vildnisset, og det drejer sig om at adskille de to med en ”wall of separation” for ikke at besmitte den sande kirke:
“When they [the Church] have opened a gap in the hedge or wall of separation between the garden of the church and the wilderness of the world, God hath ever broke down the wall itself, removed the Candlestick, etc., and made His Garden a wilderness as it is this day. And that therefore if He will ever please to restore His garden and Paradise again, it must of necessity be walled in peculiarly unto Himself from the world, and all that be saved out of the world are to be transplanted out of the wilderness of the World.” Williams (1644b).
Roger Williams opponerede også imod det røde Skt. Georgs kors på hvid baggrund i Englands flag, fordi det er helligbrøde at blande kirke og stat. Williams var også modstander af, at offentligt ansatte svor en ed afsluttet med ”so help me God”. Dommere og andre embedsmænd skal ikke foregive at handle på Guds vegne.
Lighed i rettigheder
Efter Williams opfattelse er verden delt mellem de sande troende og alle de andre, og de sande troende, hvortil han selv hørte, udgjorde et meget lille og frivilligt fællesskab.
I samfundslivet forholder det sig anderledes. Der skal alle være lige. Som noget ganske enestående for sin tid støttede Williams også samvittighedsfrihed for kvinder. I Providences charter fra 1644 tales der ikke om, at “no man” ikke må forfølges for sin tro, men om at “no person (…) shall be any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any difference in opinion in matters of religion…”, Eberle (2005), og det var ikke tomme ord. Williams nabo Joshua Verin, der sammen med Williams var en af de oprindelige grundlæggere af kolonien, fik frataget sin stemmeret for at forhindre sin kone, Jane, i at deltage i bønnemøder hos Roger Williams.
Williams var også den første abolitionist i Amerika, og den 18. maj 1652 indførte Rhode Island den første lov i Nordamerika, som forbød slaveri.
Pax civitatis
Konfronteret med postulatet om, at religiøse forskelle nødvendigvis vil skabe oprør, og at en stat splittet af religion ikke kan opretholdes, hævdede Williams, at det netop er sammenblandingen af religion og verdslige anliggender, der skaber problemerne, som i Massachusetts Bay Colony og som i England i årene forud for den engelske borgerkrig, og at religionsfrihed og borgerlig fred er forenelig.
Denne pax civitatis baserer sig på, at borgerne opfører sig civiliseret, og i den sammenhæng spiller det ingen rolle, hvad de ellers tror på, og hvordan de dyrker deres religion. Religiøse uroligheder er først og fremmest resultatet af religiøs forfølgelse.
Selve ideen om, at et samfund med fuld religionsfrihed ikke alene kunne fungere, men at det ligefrem var en forudsætning for en fredelig sameksistens mellem mennesker tilhørende forskellige konfessioner, var revolutionerende. Roger Williams formulerer her et forsvar for religiøs tolerance, som genfindes 25-40 år senere hos Spinoza, Locke og Bayle.
Williams får sit charter
Over for parlamentet argumenterede Williams for, at Rhode Island kunne fungere som en test for den hypotese, at fuld religionsfrihed er forenelig med en borgerlig fred – og det tilmed i sikker afstand fra England.
Det overraskende skete: parlamentets ”Commitee on foreign Plantations” gav den 14. marts 1644 Williams det ønskede charter,[3] der gav kolonisterne ”full Powre & Authority to Governe & rule themselves … by such a form of Civil Government, as by voluntary consent of all, or the greater Part of them shall find most suteable to their Estates & Conditions” så længe dets love “be conformable to the Laws of England, so far as the Nature and Constitution of the place will admit” Barry (2012b).
Ved at tillade “the greater Part of them” at etablere en hvilken som helst form for regering, de måtte finde passende, anerkendte parlamentet en fuldt demokratisk regering. Og lige så bemærkelsesværdigt overlod komiteen alle beslutninger angående religion til flertallet vel vidende, at de ville adskille kirke og stat og indføre religionsfrihed.
Efter kongens henrettelse i 1649 opstod der tvivl om gyldigheden af det oprindelige charter, men efter restorationen bekræftede Charles II forfatningen, der garanterede ”a full libertie in religious concernements”, således at ”noe person within the sayd colonye, at any tyme hereafter, shall bee any wise molested, punished, disquieted, or called in question, for any differences in opinione in matters of religion.” Alle underståtterne skal sikres ”the free exercise and enjovment of all theire civill and religious rights”.
Charteret forklarer, at dette er nødvendigt, fordi ”some of the people and inhabitants of the same colonie cannot, in theire private opinions, conforms to the publique exercise of religion, according to the litturgy, formes and ceremonyes of the Church of England,” men charteret understreger også, at dette ”by reason of the remote distances of those places, will (as wee hope) bee noe breach of the unitie and uniformitie established in this nation”. King Charles II (1663).
Virkningshistorie
William bog blev en øjeblikkelig succes, og hurtigt udkom et andet oplag. I de følgende år blev der trykt mindst 60 pamfletter, der direkte adresserer Williams’ argumenter, og han citeres i yderligere mindst 120 pamfletter, Barry (2012b). Og endnu flere blev indirekte påvirket af hans ideer.
Lilburne og Levellers citerer hyppigt Roger Williams, og folkesuverænitetsprincippet og tankerne om demokrati bliver centrale elementer i Levellers liberalisme. I sin samtid påvirkede Roger Williams også både John Milton og Oliver Cromwell, som Williams kendte personligt. John Milton blev senere modstander af en statskirke og af enhver form for statsstøtte til kirkesamfund, og gik ind for en adskillelse af kirke og stat. Det er sandsynligt, at Milton var påvirket af Williams i det spørgsmål.
Myndighederne betragtede The Bloudy Tenent of Persecution for Cause of Conscience som et farligt værk, og tre år efter udgivelsen beordrede House of Commons bogen brændt af bødlen.
John Locke har formentlig været påvirket af Roger Williams, selv om det er uvist, om han har haft et førstehåndskendskab til Williams’ skrifter, eller har været bekendt med dem på anden hånd. Det forekommer sandsynligt, at Locke under udarbejdelsen af Carolinas forfatning i 1669 har gjort sig bekendt med forfatningerne i andre kolonier som Rhode Island og Maryland, især når det kongelige charter for Rhode Island and Providence Plantations blev udstedt kun seks år tidligere. Nogle af formuleringerne fra Rhode Islands charter om religiøs frihed går igen i Charles II’s chartre for Carolina og New Jersey.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så mange af Williams’ ideer, der genfindes hos Locke. I ”Et brev om tolerance” fra 1689 begrunder Locke dog adskillelsen mellem kirke og stat med hensynet til individet og dets rettigheder, og ikke med hensynet til kirken.
Roger Williams fremhæves som den åndelige fader til den amerikanske forfatnings ”first amendment”, der garanterer religionsfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed og en adskillelse af kirke og stat. Det er imidlertid tvivlsomt, om Madison havde læst Williams på det tidspunkt, hvor Bill of Rights blev skrevet, men det ville være mærkeligt, om de belæste og juridisk skolede ”founding fathers” ikke har kendt delstaternes forfatninger og deres historie, før de kastede sig ud i at udarbejde en forfatning for USA.
År senere citerer Thomas Jefferson Roger Williams i et brev fra 1802 til Danbury Baptist Association, hvor Jefferson forklarer betydningen af den første tilføjelse til forfatningen, og her benytter han Williams’ vending om en ”wall of separation” mellem kirke og stat.
Afslutning
Både i forhold til spørgsmålet om religionsfrihed og politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Han argumenterede for religionsfrihed selv for katolikker, jøder og ateister på et tidspunkt, hvor næsten ingen andre gik ind for en almen religionsfrihed, og han praktiserede det i sin egen koloni næsten halvandet hundrede år, før religionsfrihed blev garanteret i USA med Bill of Rights.
Det er især værd at fremhæve, at Williams ikke argumenterer for fuld religionsfrihed fra en svag position som forfulgt. Med etableringen af Rhode Island and Providence Plantations kunne Roger Williams have gjort sin egen religiøse overbevisning til koloniens officielle trosretning, men Roger Williams gjorde det stik modsatte og tillod alle at følge deres samvittighed i trosspørgsmål og dyrke deres religion, som det passede dem.
Også med hensyn til politisk demokrati var Roger Williams langt forud for sin tid. Levellers havde også udviklet ideer om politisk demokrati, men Roger Williams praktiserede det.
Og nok så bemærkelsesværdigt nåede Roger Williams frem til disse meget liberale principper alene med religiøse argumenter.
Litteratur
Barry, John. M. (2012a): “God, government and Roger Williams’ big idea” www.Smithsonian.com
Barry, John. M. (2012b): Roger Williams and the Creation of the American Soul. Church, State, and the Birth of Liberty. N.Y.
Eberle, Edward J. (2005): “Roger Williams on Liberty of Conscience.” Roger Williams University Law Review 10, 289-323.
Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.
Jefferson, Thomas (1802): “To Messrs. Nehemiah Dodge and Others, a Committee of the Danbury Baptist Association, in the State of Connecticut” M.D. Peterson (ed.) (1984): Thomas Jefferson Writings.
King Charles II (1663): Charter of Rhode Island and Providence Plantations. Yale Law School.
Williams, Roger (1644a): The Bloudy Tenent of Persecution for cause of Conscience. Mercer University Press 2001.
Williams, Roger (1644b): “Mr. Cotton’s Letter Lately Printed, Examined and Answered,” The Complete Writings of Roger Williams, Vol. 1, 108.
Williams, Roger (1644c): “Queries of the highest consideration.”
Zagorin, Perez (2003): How the Idea of Religious Toleration Came to the West. Princeton.
[1] Williams spiller på, at “truth and peace” var slagord, der ofte blev anvendt under revolutionen.
[2] Mathæus (13, 24-30). http://www.bibelselskabet.dk
[3] Charteret var udstedt til “Providence Plantations in the Narangansett Bay”. Først med Charles II’ charter fra 1663 bliver navnet officielt “Rhode Island and Providence Plantations” – hvilket den dag i dag er statens officielle navn.