Emmanuel-Joseph Sieyès (1748-1836) var den franske revolutions førende filosofiske og politiske tænker, og han er blevet kaldt for “the theoretical architect of the French Revolution of 1789”, Sonenscher (2003), “the pre-eminent exponent of the ‘ideas of 1789′”, Forsyth (1987, 37), “the first and most profound theorist of the French Revolution”, Baker (1988), “the man who articulates the political theory of the French Revolution,” Forsyth (1987, 3), og Acton (1902) omtaler ham som “the most perfect representative of the Revolution.”

Sieyès hører ikke til blandt den politiske filosofihistories giganter, men ifølge Forsyth (1987) var hans politiske tænkning “superior in originality, breadth and depth to that of any of his contemporaries, not excluding such well-known figures as Thomas Paine or Condorcet”. Acton (1902) kalder ham “the first political intellect of his age” og omtaler ham som “profoundly original”, og Arendt (1963,161) skriver, at Sieyès “in the field of theory, had no peer among the men of the French Revolution.”

Sieyès skrev aldrig noget sammenhængende politisk-filosofisk værk. Hans berømmelse hviler på tre lejlighedsskrifter, der blev udgivet i 1788-89 med henblik på at påvirke den offentlige opinion forud for Generalstændernes møde i maj 1789.[i] Det var ikke ordinære debatindlæg men grundigt argumenterede skrifter, der baserede sig på principielle og teoretiske overvejelser, og som samtidig udviklede en revolutionær strategi for at give Frankrig en forfatning.

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), kalder Sieyès’ politiske filosofi for en “remarkably complete and consistent liberal political philosophy”, men det kan godt diskuteres, hvor konsistent Sieyès var, ligesom det kan diskuteres, i hvilken forstand, Sieyès skulle være liberal.

Der er mange liberale elementer i Sieyès’ politiske filosofi, men han var ikke klassisk liberal i den engelsk-skotsk-amerikanske forstand, og han ville med sikkerhed heller ikke selv have placeret sig i en sådan bås. Eller nogen bås overhovedet. Sieyès’ politiske filosofi havde også stærke kollektivistiske træk.

Det var ikke frihed, der var det højeste politiske mål for Sieyès, men derimod det repræsentative system, som er Sieyès’ betegnelse for arbejdsdelingen på markedet og i det politiske system. I den forstand var det økonomisk effektivitet, der var målet, for det repræsentative system er det samfundssystem, der ifølge Sieyès bedst sikrer fremskridt, frihed og velstand. Sieyès kaldte det repræsentative system for “the true object of the revolution”, Forsyth (1987, 128).

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), skriver om hans politiske filosofi, at den “embraced both a theory of revolution and a theory of constitutional construction.”

At være revolutionær er usædvanligt i den liberale tradition, hvor samtidens skotske liberalisme lagde vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Det forudsætter ikke bare et ønske om at rive det bestående samfund ned, men også en tro på, at man kan konstruere en ny verden baseret på filosofi og rationelle principper uden hensyntagen til kultur, religion, normer og sædvaner. Det er det, Hayek kalder for rationalistisk konstruktivisme: forestillingen om at alle institutioner, der gavner mennesker, er resultatet af en bevidst plan eller design, og at samfundsmæssige institutioner er skabt med et formål af dem, der har skabt dem. På det punkt var Sieyès en typisk repræsentant for den fornuftsdyrkende franske oplysning. Endelig forudsætter revolution en form for retfærdiggørelse, der må gå videre end en Lockesk ret til oprør, og den retfærdiggørelse findes i Sieyès’ teori om nationen og om den konstituerende magt.

Ifølge Acton (1902) var Sieyès “essentially a revolutionist”, og hans tre banebrydende skrifter fra 1788-89 drejer sig først og fremmest om at begrunde, at tredjestandens repræsentanter til det kommende møde i Generalstænderne har den suveræne magt og har ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Sieyès taler ikke om retten til oprør, som Locke gjorde 100 år tidligere, for det drejer sig for Sieyès ikke så meget om at erstatte det absolutte monarki med et konstitutionelt, men om at afskaffe det privilegiebaserede samfund. Da privilegier var grundlaget for ejendomsretssystemet og hele det økonomiske, politiske, administrative, juridiske, kirkelige, militære og sociale system under l’ancien régime, ville en afskaffelse af alle privilegier betyde en fuldstændig omvæltning af hele samfundet. Det var således en revolution, Sieyès lagde op til, uden at bruge ordet og uden at beskrive samfundet efter revolutionen nærmere.

Sieyès var en typisk skrivebordsfilosof, der ikke havde nogen politisk erfaring, før han skrev sine vigtigste politiske skrifter, men som valgt til Generalstænderne i maj 1789 fik han lejlighed til at realisere sin revolutionære strategi, og Sieyès stod bag det politiske kup, der bragte tredjestanden til magten i juni 1789. Sieyès spillede også en stor rolle i udfærdigelsen af “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder”, og han omtales gerne sammen med Mirabeau som den franske forfatnings fader.

Mange vil mene, at det er Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der fortjener betegnelsen “den franske revolutions filosof”. Det kan der være noget om, for Rousseau er uden sammenligning den filosof, der fik størst indflydelse på revolutionen – på visse punkter allerede fra sommeren 1789, men i de første måneder var det Sieyès’ revolutionære tanker, der satte dagsordenen.

I Samfundskontrakten erklærer Rousseau, at intet politisk styre er legitimt, hvis det ikke er baseret på borgernes samtykke. Det var et frontalangreb på absolutismen, men Rousseau var ikke revolutionær, og han lagde selv vægt på den evolutionære udvikling af samfundets institutioner.

Sieyès var en af de få politiske ledere fra maj-juni måned 1789, der overlevede terrorregimet, og som også var aktiv i politik i årene efter, og ligesom Sieyès havde stået bag kuppet, der bragte tredjestanden til magten i 1789, stod han ironisk nok også bag kuppet, der bragte Napoleon til magten i 1799: “By the first Sieyes opened the Revolution, by the second he closed it,” Forsyth (1987, 1).

Det er formålet med artiklen at give et indblik i Sieyès’ politiske og økonomiske tænkning og hans rolle i de revolutionære begivenheder i den første afgørende fase af den franske revolution. Hans senere indsats og tænkning omtales kun kort.

Artiklen er delt i tre dele. Først omtales Sieyès’ liv og hans vigtigste arbejder kronologisk. Dernæst præsenteres hans politiske filosofi mere samlet, og endelig omtales Sieyès’ virke under den franske revolution.

– – –

Dette tekstuddrag er fra indledningen til artiklen “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” i LIBERTAS nr. 71, Pedersen (2019b).

Litteratur

Acton, J.E.E.D. (1902): Lectures on the French Revolution. New York, 2015.

Arendt, Hannah (1963): On Revolution. London.

Baker, Keith M. (1988): “Sieyes” i Furet and Ozouf (eds.): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge Ma., 1989.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyes. New York.

Pedersen, Torben Mark (2019a): “L’ancien régime” LIBERTAS nr. 71. http://www.libertas.dk/libertas-arkiv/

Pedersen, Torben Mark (2019b): “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” LIBERTAS nr. 71, 5-34.

Sonenscher, Michael (2003): “Introduction” i Sonenscher (ed.): Sieyès. Political Writings. Cambridge, 2003.

[i] Generalstænderne bestod af repræsentanter fra de tre stænder: de gejstlige (førstestanden), adelen (andenstanden), og tredjestanden, der bestod af resten af befolkningen. Generalstændernes opgave var at bistå kongen med råd, men indførelsen af nye skatter skulle godkendes af Generalstænderne, og det var med det formål, at de var blevet indkaldt til at mødes i maj 1789. Se Pedersen (2019a) for en nærmere omtale af l’ancien régimes politiske institutioner.