Fra 1896 til 2016 er real BNP per capita vokset med 9,4 gange i Danmark og med 9,9 gange i USA. Det er historisk enestående. I størstedelen af menneskehedens historie har mennesker levet i elendig fattigdom med ingen eller umærkeligt små velstandsstigninger fra århundred til århundred. I henseende til økonomisk vækst er de seneste 200 år, hvor vi har haft en kapitalistisk markedsøkonomi, historisk enestående.

Hvis kapitalismens kriser var hyppige, dybe og langvarige, kunne fordelene ved vedvarende økonomisk vækst synes beskedne sammenlignet med de sociale konsekvenser af kriseperioder med høj ledighed. Men sådan er det ikke. Konjunktursvingninger er en del af markedsøkonomier, men de store kriser som depressionen i 30’erne og finanskrisen i 2007-9 har været resultatet af politikfejl.

Det var ikke “kapitalismens kriser” men kriser forårsaget af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

I USA var depressionen i 30’erne den største krise i de seneste 150 år med et fald i real BNP på tæt på en tredjedel, og sammenlignet med USA slap Danmark nådigt gennem krisen. For Danmarks vedkommende var det derimod kriserne under første og anden verdenskrig, der har været de store kriser. Sammenlignet med de kriser var finanskrisen i 2007-9 både i USA og Danmark mindre kriser.

Dette er en “Den synlige hånd” fra LIBERTAS nr. 66, februar 2018 med tema “De store kriser”

Det er en central del af Gode Penges kritik af private bankers pengeskabelse, at de påstår, at bankerne kan skabe penge “ud af det blå” ved at udlån skaber indlån.

Dermed vender Gode Penge hele beskrivelsen af pengeskabelsen i banker baseret på fractional reserve banking på hovedet. Pengeskabelsen i private banker begynder med indlån i bankerne, der giver mulighed for udlån. Banken har og må altså have aktiverne og dermed finansieringen på plads, før den kan låne penge ud.

I Gode Penges beskrivelse af pengeskabelsen er det omvendt. Ifølge Gode Penge behøver bankerne ikke at have finansieringen på plads, før de låner penge ud. Det er påstanden, at udlån er selvfinansierende, ved at udlån skaber et samtidigt indlån af samme størrelse.

Gode Penge henviser flere steder til en artikel af økonomer fra Bank of England, der omtaler pengeskabelsen på en måde, der kan give det forkerte indtryk af, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, McLeay m.fl. (2014). Forfatterne skriver, at: “whenever a bank makes a loan, it simultaneously creates a matching deposit in the borrower’s bank account, thereby creating new money.”

Bjerg (2013) forklarer det sådan her: “Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret ved en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr.” Bankrådgiveren “har lavet gæld om til penge”, og “banker låner penge ud, som de ikke har i forvejen.”

Gode Penge hævder altså, at banker kan skabe penge blot ved at bogføre én postering og dens tilsvarende modpostering på passivsiden, og at banker kan “udlåne penge uden at skulle have “penge op af lommen””.

Dén beskrivelse af bankernes pengeskabelse er grundlæggende fejlagtig, og det skulle næsten give sig selv, at en bank ikke kan give et lånetilsagn, hvortil det skal reservere aktiver, uden at være i besiddelse af aktiverne. Det er faktisk heller ikke det, økonomerne i Bank of England skriver i citatet ovenfor. De tager udgangspunkt i, at banker udsteder et lån (og for at kunne gøre det, skal de have finansieringen på plads, hvilket de ikke nævner), men bagefter indsættes låneprovenuet på låntagers indlånskonto, indtil pengene hæves. Økonomerne i Bank of England siger ikke, at banker kan skabe penge “ud af det blå”, altså uden at have finansieringen på plads, før lånet udbetales. De siger alene, at i øjeblikket lige efter lånet er udbetalt til låntagers konto, vil lånet være (næsten) selvfinansierende. Det er noget andet.

At banker udbetaler låneprovenuet ved at kontere kundens indlånskonto, betyder ikke, at banker er 100 pct. selvfinansierende, og at de kan skabe penge “ud af det blå”. McLeay m.fl. (2014) skriver da også, at “Although commercial banks create money through lending, they cannot do so freely without limit,” hvilket de ikke ville skrive, hvis de mente, at banker kunne skabe penge “ud af det blå” blot ved kontoposteringer.

1. Det ville stride mod bankernes regnskabsregler, om de foretog udlån blot ved at postere et aktiv og modposterede et passiv i regnskabet. Før lånet udbetales til kunden, skal banken give et lånetilsagn, og det skal reservere aktiver i regnskabet til det lånetilsagn. Banken skal altså være i besiddelse af aktiverne, før den kan give et lånetilsagn.
2. Banker skal opfylde lovens kapitalkrav og likviditetskrav, så hvis banken i udgangssituationen kun lige akkurat har tilstrækkelig kapital og likviditet til at opfylde de regulatoriske krav, kan banken ikke yde nye lån. Udlån forudsætter, at banken forud har en beholdning af frie aktiver, som den kan låne ud, og at den har tilstrækkelig med økonomisk kapital og tilstrækkelig likviditet ifølge likviditetsreglerne til at øge udlånet. En bank må nødvendigvis have finansieringen på plads, før den kan låne ud
3. At fremstillingen hos Bjerg (2013) og Nielsen et al (2018) er fejlagtigt, viser sig måske tydeligst på det tidspunkt, hvor låntager hæver lånet. Låntagere holder jo ikke låneprovenuet på deres indlånskonti i længere tid end højst nødvendigt, og på det tidspunkt, hvor låntager hæver eller overfører pengene til en tredjepart med en konto i en anden bank, skal banken have de likvide midler til at gennemføre overførslen. Banken kan ikke på forhånd vide, om låneprovenuet vil stå på låntagers indlånskonto i tre dage eller tredive sekunder, så den skal have finansieringen på plads, før den kan foretage udlån.

Konklusionen er, at Gode Penges beskrivelse af, at banker kan “skabe penge ud af det blå”, er forkert. Den baserer sig på en misforståelse af, hvordan fractional reserve banking fungerer, og på en mangelfuld forståelse af regnskabsregler, kapitalkrav og likviditetskrav.

På sektorniveau er det rigtigt, at der er en høj grad af selvfinansiering af udlån, idet størstedelen af låneprovenuet ender som indlån i en bank på et tidspunkt. Det sker dog ikke øjeblikkeligt, og selvfinansieringsgraden for den enkelte bank er betragtelig mindre end for sektoren som helhed. Især for små banker.

Gode Penges kritik af konsekvenserne af private bankers pengeskabelse afhænger ikke af den fejlagtige påstand om, at banker kan skabe penge “ud af det blå”. Det er heller ikke indlysende, hvad det konkrete problem ville være, om det var muligt. Vi må bare forstå, at det er “en vanvittig tanke” og moralsk forkasteligt.

Litteratur

Bjerg, Ole (2013): Gode penge – et kontant svar på gældskrisen. København, Informations Forlag.

McLeay, Michael, Amar Radia and Ryland Thomas (2014): “Money creation in the modern economy,” Bank of England Quarterly Bulletin.

Nielsen, Rasmus Hougaard, Ib Ravn, Jonas Jensen & Tune Revsgaard Nielsen (2018): Et pengesystem for alle. Gode Penges forslag til et effektivt & demokratisk pengesystem. Aarhus.

Lørdag d. 7. marts afholdtes præsidiemøde i Selskabet Libertas

Niels Westy havde forinden meddelt, at han ønskede at træde tilbage som sekretær (formand) for Libertas, og på præsidiemødet blev Jens Frederik Hansen valgt som ny Sekretær.

Jens Frederik Hansen har været medlem af Libertas næsten fra stiftelsen af selskabet, og har i de senere år skrevet flere indlæg til bladet: “Folkekirken – kan public choice teori genfindes i virkelighedens verden?” i LIBERTAS nr. 67, “Gode penge – en uvidenskabelig redelighed eller er det videnskabelig uredelighed” i LIBERTAS nr. 68, og “Lov om ændring af “som” til “der” i straffeloven” i LIBERTAS nr. 69.

Jens Frederik Hansen underviser i boligregulering på CEPOS Akademi.

Som redaktør af bladet fortsætter Torben Mark Pedersen, og som forretningsfører fortsætter Rasmus Ole Hansen. Og Otto Brøns-Petersen blev genvalgt som revisor.

På Libertas’ vegne skal lyde en stor tak til Niels Westy for de år, han har været sekretær for Selskabet Libertas.