De store kriser er temaet for dette nummer af LIBERTAS. Med ”De store kriser” henvises til krisen i 1930’erne og finanskrisen i 2007-09. Det er de to største økonomiske kriser i de seneste over 100 år uden for krigstid.

Begge kriser var globale, og begge kriser havde deres udspring i USA og begyndte med en stramning af den amerikanske pengepolitik.

Det betyder ikke, at det alene var pengepolitikken i USA, der var årsag til Den Store Depression og Den Store Recession, som finanskrisen kaldes i USA.

Historiske begivenheder har sjælden monokausale årsager, og økonomiske kriser bliver kun store, når der forekommer et sammenfald af mange uheldige omstændigheder på samme tid. Kriser afslører ofte nogle underliggende strukturproblemer og opbyggede ubalancer i økonomien, og uden undtagelse er store kriser blevet store, fordi de er blevet forværret af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

Hverken Den Store Depression eller Den Store Recession er kapitalismens kriser forstået som et resultat af almindelige konjunktursvingninger i markedsøkonomier forstærket af markedsfejl. Tværtimod har de begge primært været resultatet af fejlslagne økonomiske politikker i stor skala, på mange områder og i flere lande.

Temanummeret indledes med en artikel om krisen i 1930’erne skrevet af cand. polit. Finn Ziegler, der er en af Libertas’ grundlæggere. Artiklen tager spørgsmålet op om politikfejl som årsag til krisen i 1930’erne. Selv om Feds fejlslagne pengepolitik i årene 1929-33 er en hovedårsag til, at krisen blev så dyb og så langvarig i USA, som fremhævet af Friedman og Schwartz, så er det bestemt ikke den eneste politikfejl, der bidrog til at forværre krisen.

Finn Ziegler nævner Smoot-Hawley toldloven fra 1930, som en forværrende faktor. Skattestigninger var en anden forværrende faktor. Under præsident Hoover blev de højeste marginalskatter hævet til 63 pct. i 1932, og under præsident Roosevelt forhøjet yderligere til 79 pct. Forsøget på at holde lønningerne kunstigt oppe bidrog også til faldet i beskæftigelsen. Endelig var den meget restriktive regulering af bankerne med til at eksponere dem over for koncentrationsrisiko, der var en medvirkende årsag til, at så mange små banker gik konkurs under bankkriserne.

I de seneste 30 år har økonomiske historikere i stigende grad fokuseret på betydningen af mellemkrigstidens guldstandard for spredningen og forværringen af krisen i 30’erne. Og netop guldstandarden og Frankrigs guldpolitik er emnet for den anden artikel om Den Store Depression, skrevet af Torben Mark Pedersen.

Guldstandarden var den primære transmissionsmekanisme mellem landene, og som et fastkurssystem var alle lande tvunget til at stramme pengepolitikken, når USA som det dominerende land strammede pengepolitikken, og dermed blev de tvunget til at føre en pengepolitik, der forværrede og forlængede krisen i stedet for at modvirke den.

Frankrigs guldpolitik spillede også en central rolle for forværringen og spredningen af krisen i Europa. I årene 1928-32 ophobede Frankrig en enorm mængde guld, der ikke førte til en tilsvarende stigning i pengemængden i Frankrig, så det påførte alle andre lande på guldstandarden et fald i pengemængden, hvilket lagde et deflationært pres på alle guldlande, der tvang dem til at føre en mere kontraktiv pengepolitik end ellers.

Amerikansk og fransk pengepolitik var en hovedårsag til Den Store Deflation i 1930’erne, der førte til bankkriser og yderligere indskrænkninger i pengemængden og kreditgivningen. I sidste ende var det bankkriser, der tvang Østrig, Ungarn og Tyskland fra guldet, og som smittede og skabte en likviditetskrise, så også England måtte gå fra guldet i 1931. I 1933 tvang en bankkrise USA fra guldet.

Aksel Tarras Madsen skriver om politikfejl og markedsfejl i forbindelse med finanskrisen i 2007-09.

En af de store fejl under finanskrisen i USA var, at de amerikanske myndigheder lod Lehman Brothers gå konkurs. Eller rettere: Fejlen bestod i, at de med redningen af LTCM og Bear Stearns havde skabt en forventning i markedet om, at myndighederne ville redde systemiske institutter fra at gå konkurs Det skabte moral hazard problemer, og da myndighederne overraskede markedet ved ikke at redde Lehman Brothers, skabte det panik på de finansielle markeder, og der opstod en alvorlig likviditetskrise, der også gik ud over ellers solvente og veldrevne finansielle institutioner.

I Danmark var bankernes evne til at imødegå en kreditkrise blevet svækket som følge af en rigid implementering af nye, fælles EU-regnskabsregler for opgørelsen af hensættelser.

Uden for tema bringes en debat om Rothbards anarkokapitalisme. I LIBERTAS nr. 64 skrev Torben Mark Pedersen en artikel om grundlaget for Rothbards anarkokapitalisme, hvor hovedpointen var, at selvejerskabet må være ufortabeligt i den forstand, at ingen ufrivilligt kan fortabe ejerskabet til sig selv. Konsekvensen af det må være, at det er illegitimt at udøve nogen form for vold mod andre, og det gælder også i selvforsvar, som straf eller i forsvar mod militære angreb.

Kristoffer Mousten Hansen går i rette med den kritik og kommer med en række modargumenter i artiklen ”Om Rothbards Naturret”. Hovedbudskabet er, at Rothbard må anskues i lyset af andre naturretstænkere for at forstå, hvad han må mene med, at selvejerskabet er absolut. I forlængelse heraf indeholder artiklen en diskussion af krig i et anarkokapitalistisk perspektiv.

Torben Mark Pedersen svarer på kritikken i en replik, og der følger en duplik fra Kristoffer Mousten Hansen.

De to forfattere er ikke enige om, hvorvidt en aggressor kan fortabe sine rettigheder ufrivilligt ved at krænke andres rettigheder, hvis man som Rothbard tager udgangspunkt i selvejerskabet.

Hvis andre læsere mener, at de har det ultimative argument i den sag, er de meget velkomne til at skrive om det i et af de kommende numre af LIBERTAS.

Også uden for tema skriver Filip Steffensen om den tidligere tjekkiske præsident, Václav Havel, der i et essay The Power of the Powerless skriver om den slavementalitet, som Anders Fogh Rasmussen henviste til i Fra socialstat til minimalstat. Havel omtaler slavementaliteten som at ”leve i løgnen” og kontrasterer den med at ”leve i sandheden”, hvor man lever i værdighed og bevarer sin personlige integritet.

Den synlige hånd handler om kapitalismens vækst og kriser og er skrevet af Torben Mark Pedersen.

Krisen i 1930’erne har tidligere været behandlet i LIBERTAS. Lars Christensen har skrevet to artikler om emnet, nemlig i LIBERTAS nr. 17 fra 1993 og i nr. 51 fra 2012.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Temaindledning fra LIBERTAS nr. 65

Dannelsen af den østrigske skole var et af de markante lyspunkter i liberalismens historie i sidste fjerdedel af det 19. og første fjerdedel af det 20. århundrede, og det var i hovedsagen én mands værk: Carl Menger.

Menger var en af pionererne i den marginalistiske revolution i økonomisk teori, der med udgangspunkt i optimerende forbrugere, subjektiv nytteteori og marginalbetragtninger skabte en ny teori om prisen på varer og produktionsfaktorer og gjorde op med klassikernes arbejdsværdilære.

Carl Mengers betydning for den marginalistiske revolution og for den østrigske økonomiske skoles opståen er emnet for de to første artikler af Torben Mark Pedersen. Den første artikel, ”Carl Menger og den marginalistiske revolution i økonomisk teori” fokuserer på Mengers betydning som økonom og på hans bidrag i Principles of Economics fra 1871. Menger kom til at danne skole, og Böhm-Bawerk og Wieser var hovedansvarlige for at udbrede Mengers banebrydende ideer. Menger var dog ikke alene om at udvikle de teorier, for samtidig i England og Schweiz havde Jevons og Walras tænkt samme tanker, og i begyndelsen af det 20. århundrede smeltede østrigernes økonomiske ideer sammen med den engelske neoklassiske skole, så man omkring tiden for Mengers død i 1921 ikke længere kunne tale om en distinkt østrigsk økonomisk skole.

Det var metodestriden med den tyske historiske skole, der førte til identifikationen af en særlig østrigsk økonomisk skole, og om det handler den anden artikel, ”Menger og den østrigske skole”. I artiklen omtales Mengers metodologisk værk, Investigations into the Methods of the Social Sciences” fra 1883, Mengers liberalisme, og hvordan Menger kom til at danne skole.

Havde det ikke været for Mises og Hayek havde der næppe eksisteret en østrigsk skole i dag, for det var mere end noget andet deres Au”Praxeologi – det logiske valg” af Uffe Merrild og Jonas Ejlersen og ”Ludwig von Mises og økonomiensstrian Business Cycle Theory, der op gennem 1920’erne og 30’erne holdt liv i forestillingen om, at der stadig var en østrigsk økonomisk skole.

I løbet af 1930’erne genopliver von Mises den østrigske skole, og han giver den en ny identitet. Et af de vigtigste karakteristika ved den nye østrigske skole er Mises’ videnskabsteori og metode, som han kaldte for praxeologi. Før Mises eksisterede der ikke nogen videnskabsteori, der var specielt møntet på økonomi, men Mises satte sig for at beskrive den måde, hvorpå den østrigske økonomiske skole i traditionen fra Menger og Böhm-Bawerk udviklede økonomisk teori. Praxeologien er emnet for de to følgende artikler,  grundlag” af Sebastian Køhlert, der mere går i dybden med det filosofiske grundlag for von Mises videnskabsteori.

Ifølge Merrild og Ejlersen ligger praxeologiens styrke i, at den beskriver, hvordan en lang række økonomiske love kan udledes logisk-deduktivt alene ud fra handlingsaksiomet, der siger, at mennesker handler, og at menneskets handlinger per definition er rationelle og mål­orienterede.

Praxeologien er et interessant alternativ til mainstream økonomis måde at angribe økonomisk teori på metodologisk. Substansen i østrigsk økonomisk teori adskiller sig ikke fra neoklassisk økonomisk teori. Hovedforskellen ligger i metoden. Hvor neoklassikere – dvs. alle mainstream økonomer og alle standardlærebøger i mikroøkonomi – tager udgangspunkt i en række antagelser om eksempelvis forbrugernes præferencer og nyttemaksimering, der giver praxeologien et bud på, hvordan individernes præferencer og nyttemaksimering følger med nødvendighed af handlingsaksiomet.

I sig selv fører det ikke til nogen anderledes økonomisk teori, men Mises’ insisteren på en Mengersk realisme fører til, at den østrigske skole i traditionen fra Mises og Rothbard afviser at anvende matematik og den tankekonstruktion, som abstrakte økonomiske modeller er.

Sebastian Køhlert graver et spadestik dybere i det filosofiske grundlag for von Mises’ praxeologi og kommer ind på betydningen af Kants erkendelsesteori. Køhlert ser påvirkningen fra Kant i Mises’ rationalisme og i hans anvendelse af aprioriske kategorier. Artiklen kommer også ind på Mises reaktion på kritikken, der blev rejst af den logiske positivist, Carnap. Mises lægger vægt på, at vi altid må have en teori og en teoretisk forståelse af virkeligheden, før vi kan fortolke data.

Socialismekritikken regnes af mange som det vigtigste bidrag fra den østrigske skole, og det har da også været et gennemgående tema fra Böhm-Bawerks første kritik af Marx til moderne østrigere som Hans-Hermann Hoppe.

Socialismekritikken er emnet for artiklen om ”Den østrigske kritik af socialismen” af Kristoffer Mousten Hansen, og den kommer hele vejen rundt fra Böhm-Bawerk over Mises og Hayeks kritik af effektiviteten af socialistisk planlægning til Hoppes socialismekritik og Rothbards anvendelse af socialismekritikken til at imødegå kritikken af monopoler som en trussel mod markedsøkonomien.

Den østrigske skole har tidligere været tema i LIBERTAS, nemlig i nr. 51 fra februar 2012. LIBERTAS har også i tidens løb bragt talrige artikler om og af personer fra den østrigske skole, senest artiklen om Rothbards anarkokapitalisme i LIBERTAS nr. 64 og om Hayek i LIBERTAS nr. 59.

Den synlige hånd er skrevet af Otto Brøns-Petersen og handler om identitet som et fællesgode.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Medlemskab af Libertas for 2018 koster 100 kr. og kan tegnes her: http://bit.ly/2lm0cLG

Thomas Jefferson står for mange som den ubetingede forkæmper for individuel frihed og oplysning, men når det kommer til ytrings- og pressefrihed, var Jefferson ikke nogen frihedskæmper. Thomas Jefferson delte samtidens opfattelse af pressefrihed som fravær af forhåndscensur, og han var tilhænger af, at staterne (men ikke den føderale regering) kunne håndhæve common law krænkelsesparagraffer om seditious libel, så borgere kunne straffes for oprørske ytringer, hån, spot og latterliggørelse af offentlige myndigheder.[i]

“Where the press is free and every man able to read, all is safe.” Jefferson to Colonel Yancey, 6. januar 1816.

“If there be any among us who would wish to dissolve this Union, or to change its republican form, let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated, where reason is left free to combat it.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“The diffusion of information and arraignment of all abuses at the bar of the public reason; freedom of religion; freedom of the press, and freedom of person under the protection of the habeas corpus, and trial by juries impartially selected. These principles form the bright constellation which has gone before us and guided our steps through an age of revolution and reformation.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“No government ought to be without censors; and where the press is free no one ever will.” Jefferson to Washington, 9. september 1792.

“I am (…) for freedom of the press, and against all violations of the Constitution to silence by force and not by reason the complaints or criticisms, just or unjust, of our citizens against the conduct of their agents.” Jefferson til Elbridge Gerry, 26. januar 1799.

“The only security of all is in a free press. The force of public opinion cannot be resisted when permitted freely to be expressed. The agitation it produces must be submitted to. It is necessary, to keep the waters pure.” Jefferson til Lafayette, 4. november 1823.

“Our liberty cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it.” Jefferson til John Jay, 1786.

“To preserve the freedom of the human mind… and freedom of the press, every spirit should be ready to devote itself to martyrdom; for as long as we may think as we will and speak as we think, the condition of man will proceed in improvement.” Jefferson til William Green Munford, 18. juni 1799.

Ovenstående citater er blot et lille udpluk fra Thomas Jeffersons brevvekslinger og taler, hvori han gør sig til talsmand for pressefrihed og ytringsfrihed, men man må forstå, hvad Jefferson mente med “freedom of the press” og lignende udtryk for ikke at misfortolke Thomas Jeffersons opfattelse af og holdning til ytrings- og pressefrihed.

Thomas Jefferson er med rette berømmet som en konsekvent fortaler for personlig frihed. Han var hovedforfatter til USA’s Uafhængighedserklæring, hvori det hedder, at “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.” Jefferson var også konsekvent i sin kamp for religionsfrihed, men ikke pressefrihed. For det første betød Jeffersons ord om pressefrihed ikke det samme dengang, som de gør for os i dag, og for det andet var der en modstrid mellem Jeffersons ord og hans handlinger som præsident.

For Jefferson – som for de fleste i hans samtid – betød pressefrihed alene fravær af forhåndscensur. Det betød derimod ikke, at man ikke kunne straffes efterfølgende for seditious libel,[ii] ifølge hvilken enhver kritik af, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik (herunder skattepolitik) eller kirken samt falske nyheder kunne straffes for at true staten. Common law-definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt efterfølgende.

Jefferson accepterede denne konsensusopfattelse af pressefrihed, og han var ikke imod, at borgere kunne blive retsforfulgt for regeringskritiske ytringer, så længe det var staterne og ikke den føderale regering, der retsforfulgte dem.

I hans udkast til Virginias forfatning i 1783 foreslog han som en tilføjelse, at pressen ”shall be subject to no other restraint than liableness to legal prosecution for false facts printed and published.”

I 1788 skriver Jefferson i et brev til James Madison (hovedforfatter af forfatningen og Bill of Rights), at: “A declaration that the federal government will never restrain the presses from printing any thing they please, will not take away the liability of the printers for false facts printed. The declaration that religious faith shall be unpunished, does not give impunity to criminal acts dictated by religious error.”

Efter at Madison havde sendt sit udkast til Bill of Rights til Jefferson, ønskede Jefferson at få tilføjet: ”the people shall not be deprived or abridged of their right to speak or write or otherwise to publish anything but false facts affecting injuriously the life, liberty, property, or reputation of others or affecting the peace of the confederacy with foreign nations.”

Bill of Rights

Den første tilføjelse til den amerikanske menneskerettighedserklæring, Bill of Rights, fra 1791 er berømmet for at beskytte religionsfriheden, pressefriheden, ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, og den lyder som følger:

”Kongressen skal ikke vedtage nogen lov, der respekterer etableringen af en religion eller forbyde den frie udøvelse heraf; eller mindske ytringsfriheden eller pressefriheden; eller folkets ret til fredeligt at forsamle sig og til at henvende sig til regeringen for at få klager hørt”.

I dag opfattes First Amendments beskyttelse af ytrings- og pressefriheden som næsten absolut, men det var ikke forfatningsfædrenes opfattelse eller intention i 1791.

For det første beskyttede First Amendment kun mod, at Kongressen kunne vedtage love, der begrænsede pressefriheden. Den begrænsede ikke staternes ret til at vedtage love, der krænker pressefriheden.[iii]

For det andet betød First Amendment kun, at Kongressen ikke kunne vedtage censurlove, men det betød ikke, at det var straffrit at skrive hvad som helst. Ingen af forfatningsfædrene gik på dette tidspunkt ind for at afskaffe common law kriminaliseringen af seditious libel, heller ikke Jefferson og Madison.

Denne konsensusopfattelse kom under pres under den såkaldte Alien and Sedition Act krise, hvor flertallet i Kongressen og præsident John Adams, der begge tilhørte “Federalist” partiet, i 1798 vedtog Sedition Act der kriminaliserede kritik af præsidenten, regeringen og Kongressen, og kontroversen omkring den lov udviklede sig til en krise, der var tæt på at kaste USA ud i en borgerkrig, se Pedersen (2017b).

Jefferson og Madison, der ledede oppositionen, var ikke i tvivl om, at Sedition Act var i strid med First Amendment, men First Amendment udelukkede ikke, at man kunne blive straffet for sine ytringer. Hidtil havde forfatningsfædrene ikke forstået andet ved pressefrihed end fravær af forhåndscensur, men den forståelse kom under pres under Sedition Act-krisen, for gav det mening at forbyde forhåndscensur for blot efterfølgende at kunne retsforfølge borgerne for deres skriverier? Og hører den slags lovgivning overhovedet til i et politisk system med en republikansk forfatning? Og giver det mening at tale om, at man kan skade en regering med rene ytringer?

Vedtagelsen af Sedition Act var reelt et forsøg på at skabe en ét-parti presse og ultimativt et ét-parti system, og det kunne ligne en tanke, at loven beskyttede præsidenten, regeringen og begge Kongressens kamre men ikke vicepræsidenten, Thomas Jefferson, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at loven indeholdt en solnedgangsklausul, så den udløb den 3. marts 1801 med udløbet af John Adams’ præsidentperiode. På den måde sikrede føderalisterne sig imod, at de selv kunne blive retsforfulgt efter Sedition Act i tilfælde af, at John Adams ikke skulle blive genvalgt.

Mod en ny opfattelse af ytringsfrihed

Vedtagelsen af Sedition Act tvang oppositionen til at gennemtænke, hvad de egentlig mente med ytringsfrihed og pressefrihed, og hvad First Amendment skulle beskytte.

Som ledere af oppositionen var Madison og Jefferson dem, der skulle lede kampen, men Jeffersons rolle i Sedition Act kontroversen var ikke just glorværdig. Det var Jeffersons parti, der var den primære genstand for Sedition Act, men Jefferson trak sig tilbage til Monticello for at skrive en historie om Angelsaksisk grammatik, og hans modstand kom kun til udtryk i privat korrespondance. Offentligt holdt han sin mund.

Ikke en eneste gang i sin politiske karriere satte Jefferson sin egen karriere eller omdømme på spil for at kæmpe for ytringsfrihed – eller for den sags skyld nogen anden frihedsrettighed, Levy (1999). Ifølge Jon Meacham (2012, 318) var Jefferson “always in favor of whatever means would improve the chances of his cause of the hour. (…) He was not intellectually consistent, but a consistent theme did run through his politics and statecraft: He would do what it took, within reason, to arrange the world as he wanted it to be.”

Madison skiftede opfattelse af ytringsfrihed i løbet af 1799, og i slutningen af året, hvor han skriver “Report on the Alien and Sedition Acts” gør Madison op med definitionen af ytringsfrihed som blot og bar fravær af forhåndscensur. Madison gør sig til talsmand for, at en folkevalgt regering ikke kan blive bagvasket, at den føderale regering ikke har nogen jurisdiktion over common law forbrydelser, at First Amendment står over common law, og at beskyttelsen i First Amendment er absolut.

Det bemærkelsesværdige er, at Jefferson fastholder sin opfattelse af ytringsfrihed i mange år, og han ændrede ikke opfattelse af ytringsfrihed, som Madison gjorde. Det var ifølge Jefferson kun den føderale regering, der ikke måtte begrænse pressefriheden. Staterne måtte godt.

I et brev til Abigail Adams i 1804, da Jefferson var præsident, skriver han, at: “While we deny that Congress have a right to control the freedom of the press, we have ever asserted the right of the states, and their exclusive right to do so.” Som præsident afholdt Jefferson sig heller ikke fra at opfordre staterne til at retsforfølge kritikere af regeringen.

Madison var i øvrigt ikke den eneste, der gjorde op med grundlaget for common law om seditious libel. Der var en række liberale stemmer i debatten, der er mindre kendte i dag, men som dengang faktisk gjorde op med hele common law kriminaliseringen af seditious libel. Det gælder den senere højesteretsdommer, George Hay (1765-1830), advokaten Tunis Wortman, John Thomson, dommeren og juraprofessoren St. George Tucker, Thomas Cooper, James Sullivan, John Nicholas, m.fl. Levy (1985, kapitel X), Feldman (2008, kapitel 4).

Jefferson som præsident

Federalist Party tabte ikke bare præsidentvalget i 1800 men også regeringsmagten for altid. Det republikanske parti dominerede i de næste to årtier.[iv]

Sedition Act udløb den 3. marts 1801 med Adams afgang som præsident, og Jefferson gav amnesti til fængslede efter Sedition Act, og Kongressen tilbagebetalte flere af de dømtes bøder.

Jeffersons gamle allierede, James Thomson Callender, som Jefferson havde betalt for at skrive smædeskriverier om John Adams under Sedition Act kontroversen, fik amnesti den 16. marts 1781, men Callender fik ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt sin bøde. Callender tog hævn ved at offentliggøre en i hovedtræk sand historie om, hvordan Thomas Jefferson havde fået flere børn med sin kvart-sorte slave, Sally Hemings, der som 14-årig havde fulgt hans datter, Polly, til Paris i 1786.

I sin tiltrædelsestale som præsident, havde Jeffersons givet et blændende forsvar for ytringsfrihed: ”If there be any among us who would wish to dissolve this Union or change its republican form let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated where reason is left free to combat it.”

Jeffersons principielle forsvar for pressefrihed blev imidlertid ikke fulgt op af handling, og da Jefferson indtog præsidentembedet, viste han ingen tegn på at være imod at retsforfølge politiske modstandere for seditious libel. Det viser noget om Jefferson dobbeltstandarder i politik, og er et eksempel på afstanden mellem Jeffersons højstemte hyldester til abstrakte principper om frihed og hans ageren som politiker.

Jefferson var opmærksom på, at republikanernes nylige modstand mod retsforfølgelser ville forekomme hyklerisk, hvis de straks efter magtovertagelsen indledte retsforfølgelsen af politiske modstandere, så i et brev til guvernør McKean dateret den 19. februar 1803 beder Jefferson først om, at “what I say must be entirely confidential”. Han beklager sig dernæst over pressens løgnagtighed: “the fact is that so abandoned are the tory presses in this particular that even the least informed of the people have learnt that nothing in a newspaper is to be believed. This is a dangerous state of things, and the press ought to be restored to it’s credibility if possible.”

Jefferson fortsætter med at efterlyse et par velvalgte retsforfølgelser: “And I have therefore long thought that a few prosecutions of the most prominent offenders would have a wholesome effect in restoring the integrity of the presses. Not a general prosecution, for that would look like persecution: but a selected one. The paper I now enclose appears to me to offer as good an instance in every respect to make an example of, as can be selected.” Jefferson vedlagde en kopi af den lille avis, Port Folio, der havde offentliggjort flere af historierne om Sally Hemings, og kort tid efter blev bladets redaktør retsforfulgt i en sag om seditious libel.

Samme år blev avisredaktør Harry Croswell arresteret og tiltalt for at sprede rygter om, at Jefferson skulle have betalt Callender (at Callender var betalt af Jefferson er bevisligt) for at kalde George Washington for en forræder og John Adams for “a hoary-headed incendiary”. De fornærmende ytringer havde allerede kostet Callender en tur i fængsel. Croswell tabte sagen, og i appelretten var han repræsenteret af ingen ringere end Alexander Hamilton, der holdt en historisk tale om vigtigheden af en fri presse. Alligevel blev Croswell dømt igen.

Retssagen førte imidlertid til, at New York ændrede loven, så sandhed blev frifindelsesgrund, og så juryen skulle bestemme skyldsspørgsmålet, og en ny retssag fulgte.

Afslutning

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den danske straffelovs § 266b (“racismeparagraffen”) minder om den gamle engelske common law lov om seditious libel, for begge er krænkelsesparagraffer, der kriminaliserer krænkende ytringer rettet mod regeringsmagten eller kirken hhv. mod minoritetsgrupper, og i begge tilfælde er eller var sandhedsbevis ikke frifindelsesgrund. Sandhedsbevis blev dog frifindelsesgrund i sager om seditious libel, men er det stadig ikke i sager om § 266b.

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget senere vi i Vesten fik reel ytrings- og pressefrihed end religionsfrihed, og hvor modvillige selv oplysningstidens mest liberale tænkere ofte var til at anerkende retten til at kritisere regeringsmagten. Både den danske grundlov og den amerikanske Bill of Rights (og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789) beskyttede kun mod indførelse af censur, men gav ikke nogen substantiel beskyttelse af ytrings- og pressefriheden derudover, hvilket straffelovens § 266b vidner om. Senere tilføjelser til den amerikanske forfatning har dog udvidet beskyttelsen af ytrings- og pressefriheden i USA.

Thomas Jeffersons holdning til ytrings- og pressefrihed var således repræsentativ for hans samtid, men det kan alligevel undre, at han, der var en foregangsmand for religionsfrihed og personlig frihed i det hele taget, ikke ændrede holdning til ytrings- og pressefrihed samtidig med James Madison og andre liberale i årene umiddelbart efter 1798 i forbindelse med Sedition Act-krisen – og inden, han selv blev præsident i 1801.

Litteratur

Feldman, Stephen M. (2008): Free Expression and Democracy in America. Chicago.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Levy, Leonard W. (1999): Origins of the Bill of Rights. New York.

Meacham, Jon (2012): Thomas Jefferson. The Art of Power. N.Y.

Pedersen, Torben Mark (2017a): “1791 – Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Pedersen, Torben Mark (2017b): “1798 – Ytringsfriheden under angreb.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Noter

[i] Artiklen her er baseret på to artikler fra det seneste nummer af LIBERTAS, Pedersen (2017a,b). Artiklen har også været offentliggjort på www.trykkefrihed.dk

[ii] Loven om seditious libel gik tilbage til engelsk common law fra 1275 om Scandalum Magnatum, hvor enhver diskussion af kongen eller regeringen var forbudt, og kun sandheden af en udtalelse kunne fritage en person fra straf. I en dom i Court of the Star Chamber fra 1606 fjernedes sandhedsforsvaret, så enhver udtalelse, der kritiserede eller latterliggjorde kongen, regeringen eller kirken var strafbar, og såvel forfatteren som trykkeren kunne straffes. Sandhed var ikke en formildende omstændighed: ”the greater the truth, the greater the libel.” Forbrydelsen lå i at nedsætte offentlighedens respekt for myndighederne.

[iii] Den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 ifølge en Højesteretsdom fra 1940, så First Amendment i dag omfatter alle dele af den lokale, statslige og føderale regering.

[iv] Jeffersons og Madisons Democratic-Republican party er en forløber for det senere demokratiske parti, der blev stiftet i 1828 af Andrew Jackson. Det nuværende republikanske parti blev stiftet i 1854 af aktivister, der var modstandere af slaveriet, hvor det demokratiske parti dengang var partiet for tilhængere af slaveriet.

LIBERTAS nr. 63, der er anden del af dobbeltnummeret om Ytringsfrihed og tolerance, er udkommet

Temaindledning

LIBERTAS nr. 63 fortsætter temaet om Ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62.

Det er første gang i LIBERTAS’ historie, at der har været planlagt et temanummer i to dele, men alligevel er der mange aspekter af temaet, som vi gerne ville have dækket – men ikke har fundet skribenter til.

Første del af temanummeret dækkede perioden fra efter reformationen til og med John Locke i slutningen af det 17. århundrede, og dette nummer dækker oplysningstiden med den amerikanske og franske revolution.

Idehistorisk var det i det 17. og 18. århundrede, at der først blev formuleret religiøse og filosofiske begrundelser for tolerance, religionsfrihed og ytringsfrihed, og med den amerikanske first amendment, der garanterede religionsfrihed og ytringsfrihed som rettigheder, var disse rettigheder blevet alment accepteret, i hvert fald i USA, selv om de ikke i praksis var realiseret fuldt ud.
USA var år foran de fleste europæiske lande, men selv i USA gik der mange år, før first amendments ord i praksis fik den betydning, den har i dag som værn om religionsfriheden, ytringsfriheden, pressefriheden og forsamlingsfriheden.

Voltaire er om nogen indbegrebet af den franske oplysning, og han var den fremmeste forkæmper for religiøs tolerance i Frankrig før revolutionen. Personligt udviste han dog ingen tolerance over for litteraturkritikere, der ikke beundrede hans skriverier lige så meget, som han selv gjorde, skriver Torben Mark Pedersen.

Opfattelsen af religionsfrihed og ytringsfrihed som menneskerettigheder stammer fra den franske revolutions Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra august 1789, men det er lidt paradoksalt i og med, at Erklæringen ikke ydede nogen substantiel beskyttelse af hverken religions- eller ytringsfrihed, og forsamlingsfrihed slet ikke er nævnt. Det skulle også vise sig i løbet af ganske kort tid – og ikke kun under terrorregimet – at både religionsfriheden og ytringsfriheden blev krænket, og præster blev udsat for forfølgelser, fængslet, sendt i galejerne og henrettet. Og modstandere af revolutionen led samme skæbne, hvis de ytrede kritik af revolutionen, Nationalforsamlingen eller ”almenviljen”.

At det blev i USA, at religionsfrihed for første gang blev beskyttet forfatningsmæssigt, lå ikke i kortene, da de første engelske kolonister slog sig ned i den nye verden, for de var absolut ikke tolerante. I artiklen om “Religionsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment” beskrives en række faktorer, der ledte frem til first amendments beskyttelse af religionsfriheden.

Artiklen om “Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til first amendment” dækker samme problematik, blot for ytrings- og pressefrihed. Hvor alle de amerikanske founding fathers var tilhængere af religionsfrihed, havde de et problematisk forhold til pressefrihed, og oprindelig var de ikke af den opfattelse, at first amendment beskyttede mod, at man kunne blive straffet for sine ytringer.

Ytringsfriheden kom under angreb i USA allerede i 1798, kun syv år efter vedtagelsen af Bill of Rights, da præsident Adams underskrev “Sedition Act”, der kriminaliserede enhver form for kritik af regeringen. Jefferson og Madison, der var ledere af oppositionen, var af den opfattelse, at loven var forfatningsstridig, men federalist party havde flertal i Kongressen, så loven blev først ophævet, da den udløb ved udgangen af Adams præsidentperiode.

Uden for tema bringer LIBERTAS denne gang en artikel om Venezuela og deres fejlslagne økonomiske politik i årene før Hugo Chavez kørte Venezuelas økonomi helt i sænk. Artiklen er skrevet af Niels Westy.

Ryan Smith skriver om frihandel, der er kommet under angreb fra visse borgerliges side, der ellers traditionelt har været tilhængere af frihandel og anden form for økonomisk frihed.
Den synlige hånd er skrevet af Johan J.R. Espersen

Redaktøren beklager forsinkelsen med udgivelsen af dette nummer, men regner fortsat med at udgive de næste to numre af 2017-årgangen inden udgangen af året.

God læselyst

På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen