Torben Mark Pedersen
“DET ALMINDELIGE MENNESKE er under angreb og har været det i årtier. Uden at vide det.” Således indledes Den borgerlige orden, og ærindet med bogen er at sandsynliggøre, at det skyldes den indflydelse, som nogle af de vigtigste filosoffer i det 20. århundrede har haft. De overvejende tyske og franske filosoffer har erklæret krig mod den borgerlige orden, men da borgerlige intellektuelle ofte har negligeret kontinental filosofi, og da man ikke kan forsvare sig, hvis man ikke erkender, at man er under angreb, befinder vi os i en krise.
Bogens grundpræmis er, at det er ideer, der bestemmer verdens gang, s. 14, 25, og forfatternes ærinde er at undersøge de mest toneangivende moralske idéers filosofiske udspring – de idéer, som de samlet kalder “hadets filosofi”. Det er en god betegnelse, og det kunne passende have været titlen på bogen. Det er også en grundtanke i bogen, at “de religiøse idéer er de vigtigste. At de er fundamentet eller “idétæppet”, som alle andre idéer bygger på,” side 27. Derfor får sekulariseringen og den manglende gudstro så opløsende effekt, og “vores bog handler i et vist omfang om, hvad den manglende tro på Gud har medført,” og om alternativet, for “Hadets filosofi er et forsøg på at gentænke vores samfund uden kristendom,” side 31.
Sigtet med bogen er således bredere end blot at gøre op med identitetspolitik i dens forskellige afskygninger, for de omtalte opgør med al moral, med sandheden, med videnskaben og med det borgerlige liv opstod længe før, moderne identitetspolitik blev en sag. Identitetspolitikken kan imidlertid ses som en (foreløbig) kulmination på indflydelsen fra hadets filosofi.
Det er et vigtigt projekt, Eva og Rune Selsing har kastet sig ud i, og der findes ikke tilsvarende bøger på dansk. Alle borgerlige burde sætte sig ind i disse idéer, der ifølge forfatterne er en hovedforklaring på angrebet på den borgerlige orden og det borgerlige menneske, og det er nødvendigt at forstå, hvilke ideer, der står bag de samfundsomstyrtende tendenser, hvis man skal kunne forsvare sig imod dem.
Forfatterne, Eva og Rune Selsing, kræver næppe megen præsentation. Det intellektuelle power-par er begge cand. mag. i filosofi, og Rune er ydermere cand. polit. Begge har gjort sig bemærket i den offentlige debat som uforfærdede, konservative kritikere af tidsånden. Begge er tidligere liberale, Rune Selsing har været redaktør af LIBERTAS, hvori han anmeldte Jonathan Israels A revolution of the mind i nr. 48, og Eva Selsing har skrevet om Heidegger i LIBERTAS nr. 48 og om Adam Smith i nr. 49 samt anmeldt bøger i nr. 47.
Den borgerlige orden består af fire dele. Den første del er idehistorisk og gennemgår de filosoffer, der står bag hadets filosofi. I anden del dokumenteres det, hvordan hadets filosofi har haft en afgørende indflydelse på kunsten i det 20. århundrede, og i tredje del redegøres der for konsekvenserne for det levede liv. Fjerde del anviser veje tilbage mod en borgerlig livsform for den enkelte.
Det begynder med Nietzsche
Den idehistorisk gennemgang af det 20. århundredes vigtigste tysk-franske filosoffer, der har skabt “hadets filosofi”, er aldeles fremragende. Det er filosofiformidling, når det er bedst. Og selv om de omtalte filosoffer er svært tilgængelige, og ofte kryptiske grænsende til det uforståelige, er det imponerende så pædagogisk, forfatterne får uddraget de centrale ideer hos Nietzsche, Heidegger, Sartre m.fl., så selv ikke-filosofisk skolede får bibragt en forståelse af, hvordan deres tanker har bidraget til hadets filosofi. Forfatterne har et stort overblik over kontinental filosofi, og litteraturlisten og noteapparatet afslører en enorm belæsthed – og så det vist endda overvejende kun primærlitteraturen, de henviser til.
Hadets første og vigtigste filosof er Friedrich Nietzsche, der proklamerede, at Gud er død, forstået på den måde, at den kristne verdensopfattelse, moral og dyder er svækkede og ikke længere gyldige. For Nietzsche findes der ikke længere noget godt eller ondt, der er ingen moral. Alt er tilladt, og der findes kun viljen til magt.
Det er med Nietzsche, at hadet til det almindelige menneske med dets normalitet og slavemoral begynder, og Nietzsche indvarsler et nyt menneskesyn og et nyt menneske, det autentiske menneske, der frigør sig fra alle overleverede normer og moralbegreber. Overmennesket forstår, at der ikke er andre værdier end dem, som overmennesket selv vælger, at der skal være.
Heidegger
Martin Heidegger omtales som den betydeligste filosof i det 20. århundrede, og hos ham findes det andet store brud med traditionel, vestlig tænkning. Hvor Nietzsche smadrede den kristne moral, gør Heidegger op med forestillingen om, at subjekter erkender en objektiv verden, så der er tale om et opgør med det traditionelle vestlige sandhedsbegreb og videnskabsideal. For Heidegger findes der ikke nogen objektiv sandhed, og ingen objektiv virkelighed ud over det, mennesker har skabt. Mennesket har skabt sandhederne, og når “woke” aktivister i dag hævder, at sandheden er subjektiv og taler om “min sandhed”, så går idéen tilbage til Heidegger – ad krogede veje.
Det er umuligt at overvurdere de samfundsødelæggende konsekvenser af den tanke, for hvis vi helt opgiver ideen om, at der findes en objektiv virkelighed, og at der findes noget, der er sandt og falsk, så forsvinder ethvert grundlag for en fælles virkelighed, og verden bliver fragmenteret, uforståelig, kaotisk og utilregnelig, s. 55.
Lang tid før identitetspolitikken fik især Nietzsches og i mindre grad Heideggers tanker helt anderledes ødelæggende virkninger, idet de med deres forkastelse af al moral, objektiv sandhed og menneskelig værdighed blev en inspiration for de totalitære og voldsparate ideologier, fascismen og nazismen. Heidegger blev selv en overbevist nazist.
Det autentiske menneske
Det er også fra Heidegger, at idéen om det autentiske menneske stammer. Heidegger gør op med det ordinære liv, som de fleste af os lever. Vores småborgerlige liv er noget, vi er født ind i, det er ikke noget, vi har valgt. Og heraf følger to ting. For det første er der en form for usynlig social magt eller strukturer, der undertrykker os og holder os nede, når vi bare følger strømmen som flokdyr. Et tema, der videreudvikles af Foucault. For det andet er der det eksistentialistiske spor: Vi kan kun leve et egentligt eller autentisk liv ved at bryde med det kulturelle og traditionsbaserede lænker, der holder os fanget. Denne frigørelse fra det ordinære liv er et eksistentielt valg.
Sartres antiborgerlige eksistentialisme
Sartre var elev af Heidegger, og med ham populariseres den antiborgerlige, ateistiske eksistentialisme. Der findes ingen gud, ingen moral, mennesket skaber selv sine værdier og er selv ansvarligt for sine valg og for at vælge sin egen mening med livet. Hvor Heidegger mente, at vi ikke kan frigøre os fra vores baggrund, er mennesket hos Sartre dømt til at være frit, hvilket også betyder, at det kan gøre, hvad det vil. Det autentiske menneske vælger selv, det må realisere sig selv.
Med Sartre fik frigørelses- og selvrealiseringstanken sin masseudbredelse, og den forstærkede den totale værdi- og normopløsning fra Nietzsche og Heidegger og førte til en ekstrem optagethed af det enkelte menneskes subjektive værdier, sandheder og valg i livet.
Simone de Beauvoir
Sartres livsledsagerske, Simone de Beauvoir, indvarsler med Det andet køn den antiliberale feminisme, der er kendetegnet ved dens had til den borgerlige orden, og her introduceres køn som en social konstruktion: “man fødes ikke som kvinde – man bliver det.”
Kapitlet bærer overskriften “Kvinder, der hader kvinder”, og det vil måske overraske en del feminister, at Beauvoir skulle hade kvinder, men hun nedgør familien og al kvindeligt, og den barnløse Beauvoir afskriver moderrollen som uden værdighed og selvstændighed, moderkærlighed findes ikke, børn er perverse, og hun begejstres over Marx-Engels og Sovjetunionens løsning med samfundsmæssig opdragelse af børn. Beauvoir var selv en seksuel krænker, der blev frataget retten til at undervise i gymnasier pga. krænkelser mod mindreårige piger, som hun groomede til at have sex med Sartre og sig selv.
Ungdomsoprøret
Med ungdomsoprøret i 1968 opnåede alle venstreradikale ideer en enorm udbredelse. Sartre var allerede en intellektuel stjerne, men med ungdomsoprøret opnåede Herbert Marcuse, der var en del af Frankfurterskolen, decideret rockstjernestatus. Marcuse populariserede Heideggers og Sartres idéer om det frigjorte, autentiske menneske, og med udgangspunkt i Marx, Freud og Heideggers frigørelsesfilosofi og eksistentialisme formulerede Marcuse en potent oprørsfilosofi, der kombinerede kommunistisk revolution, fri sex, stoffer og selvrealisering – en populær cocktail blandt unge med trang til oprør.
Ungdomsoprøret var den foreløbige kulmination på de venstreradikale idéer, hadets filosofi, der siden Nietzsche havde fået afgørende indflydelse på samfundet.
Foucault
Fra Heidegger stammede idéen om alles magt over hinanden via usynlige sociale strukturer, og Foucault populariserede Heideggers beskrivelse af den undertrykkende magt mellem mennesker. For Foucault er alt magt, men magten er usynlig, diffus men også allestedsværende. Magt udøves, men udøves ikke af nogen. Den er strukturel og er udbredt i netværk mellem mennesker. Vi kan derfor aldrig undslippe den. Der vil altid være undertrykkelse og uretfærdighed, og samfundet vil altid være præget af konflikt. Den herskende magt er undertrykkende i dens forsøg på at ensrette os efter borgerlige normer og kapitalens behov, og målet er frigørelse fra de etablerede normer. Men selv hvis vi gør op med kapitalismen og det borgerlige liv, kan vi aldrig undslippe magten. Et noget deprimerende budskab.
Butler
Judith Butler er en radikal socialkonstruktivist og bannerfører for den såkaldte queer-teori, og hendes kønstænkning er stærkt inspireret af Foucault og Nietzsche. For Butler er køn en social konstruktion, og den vestlige kulturs opfattelse af, at der kun findes to køn, tjener ifølge Butler alene til at normalisere det heteroseksuelle liv og reproducere magten på de heteroseksuelles hænder, mens alle andre udgrænses og udskammes. Butler vil derfor omstyrte enhver forestilling om køn og seksualitet.
Identitetspolitik
Identitetspolitik er den foreløbige kulmination på hadets filosofi, s. 120. Den ser verden gennem Foucaultske briller og ser magt, undertrykkere og undertrykte overalt, og med intersektionalismen kan den enkelte samtidig tilhøre adskillige undertrykte grupper baseret på køn, hudfarve, seksualitet, m.v. Identitetspolitikken vil gøre op med alt bestående, både eksisterende samfundsinstitutioner og den enkeltes subjektive tanker om identitet. Det er et program, der vil føre til etnisk segregering (apartheid), had og splittelse langs alle tænkelige medfødte dimensioner, som ingen har valgt. Et samfund baseret på en grundlæggende lighed mellem mennesker og fælles værdier bliver en umulighed. Hadets filosofi er blevet til hadets politik.
Marx og alle de andre
Ovenstående ultrakorte referat af nogle at hovedpointerne i første del yder slet ikke Den borgerlige orden retfærdighed, og mange andre filosoffer nævnes og tages under kritisk behandling i bogen. Det er gjort meget overbevisende, men det kan undre, at traditionen fra Marx og Engels og senere marxister, post-marxister, neo-marxister nok nævnes men i det store og hele negligeres. Angrebet på den borgerlige orden begyndte ellers for alvor med Marx og Engels, der bød alle opløsningstendenser velkommen, og Marx betragtede alle traditionsbaserede menneskelige relationer som illusioner. Marx ønskede at ophæve de nationale fællesskaber, religionens fællesskab, moralen, det naturlige forhold mellem mand og kvinde og familien. I Det Kommunistiske Partis Manifest skriver Marx og Engels, at familien skal afskaffes, og at opdragelsen af børn i hjemmet skal erstattes af samfundsopdragelse, og Engels uddyber det i sin bog om Familiens oprindelse. Opfattelsen af at samfundet er grundlæggende konfliktfyldt, stammer også fra Marx, og det samme gør identitetspolitikkens idé om grupperettigheder. Marx afviste de universelle menneskerettigheder, og for Marx er det kun den undertrykte klasse, proletariatet, der reelt har nogen rettigheder. Marxister i det 20. århundrede droppede i mange tilfælde klassekampen og fokuserede i stedet på kulturkampen og på undertrykkelsen af minoriteter. Forfatterne nævner Marx og Frankfurterskolen og Sartres og Marcuses marxisme, og de skriver retfærdighedsvis også, at “hadets filosofi” kun er en del af den filosofiske baggrund for de opløsningstendenser, de beskriver, men arven fra Marx og senere marxister undervurderes efter min mening.
Kulturrevolutionen
Anden del af bogen omhandler kulturrevolutionen, og dermed vender forfatterne opmærksomheden mod, hvordan hadets filosofi har påvirket kunsten i det 20. århundrede.
Det er et interessant afsnit, der på overbevisende vis dokumenterer med kunstmanifester og udtalelser, at de vigtigste strømninger inden for malerkunsten i det 20. århundrede var stærkt påvirket af hadets filosofi. Det førte til et totalt opgør med den vestlige kunsttradition, og kunsten blev nu elitær, grim og meningsløs. Kunsten skulle provokere, og den fik et politisk formål. Dyrkelsen af det grimme blev en bevidst strategi for at bidrage til opløsningen af den borgerlige orden.
Når man læser kapitlet får man næsten dårlig samvittighed og føler sig som en forræder over for den borgerlige orden, hvis man synes, at nogle af Picassos billeder er fantastiske, og at nogle af Jorns malerier er elementært smukke. Det er, som om forfatterne glemmer Heideggers pointe om, at vi alle er født ind i givne omstændigheder, og at de nævnte kunstneres værker i dag ikke længere er subversive, men for længst er blevet en del af det 20. århundredes kunstkanon.
Den nye moral
Tredje del af bogen, der består af fire kapitler, handler om, hvordan hadets filosofi har påvirket det levede liv. Når hadets filosofi har fået så stor succes, er det fordi, den har udfyldt det tomrum, der fremkom med den manglende tro, s. 161, men hadets filosofi ødelægger samtidig liv.
Det forsøger forfatterne så at vise i fire kapitler omhandlende behovet for selvrealisering, altså behovet for at finde sin egen individuelle mening med tilværelsen og helst uden for hovedsporet af det borgerlige liv, om hadet til den borgerlige livsform, om kønsidentitet og om uforpligtende sex. Der er mange gode konservative pointer i de kapitler, men kapitlerne er ikke så analytiske som de to foregående dele, og vi får fortalt, hvad der er den rigtige måde at leve på, der rettelig hører til i det fjerde afsnit af bogen, og som også gentages der. Tre af de fire kapitler adskiller sig stilistisk fra de to første dele af bogen. De er ikke så analytiske, og de er langt mere småsnakkende med mange gentagelser, og man skal lede mere efter pointerne og de centrale budskaber i teksten. Det tog mig en del tid overhovedet at forstå, hvad der var meningen med kapitlet “Da mennesket lærte at hade sig selv”. Den enormt pædagogiske men også analytiske behandling af hadets filosofi kunne med fordel være anvendt her. Kun det tredje kapitel om kønsidentitet, “Hvem er jeg?”, har de samme kvaliteter som første del af bogen.
Vejen tilbage
Bogens fjerde del hedder “Vejen tilbage”, og man skulle tro, at det så var vejen tilbage til den borgerlige orden. En opskrift på, hvordan vi kan vinde kulturkampen og bekæmpe hadets filosofi. Det er det ikke. Der anvises ikke nogen løsning på, hvordan hadets filosofi kan bekæmpes og dens indflydelse modvirkes.
I stedet rettes fokus mod det enkelte menneske og individuelle løsninger på problemet, og fjerde del bliver en slags selvhjælpsguide for konservative, der anviser, hvordan man bør leve det dydige liv, der er forenelig med den borgerlige orden. “Vejen tilbage” drejer sig om at finde tilbage til Gud! Det er lettere sagt end gjort for de fleste, men forfatterne har løsningen: “Det er et spørgsmål om vilje. Det er noget, vi vælger at tro på. Vi tager troens spring”, skriver de med henvisning til Kierkegaard, s. 215. Er det virkelig så let? Tidligere i bogen har de ellers skrevet, at “det vigtigste i livet er ikke noget, vi kan vælge,” s. 165. Det er det så alligevel.
“Mennesket har brug for det sakrale”, er titlen på det første kapitel, og hvis vi ikke formår trosspringet, så er der alligevel håb, for det guddommelige, det evige og det sakrale kan opfylde samme funktion i ens liv, og det guddommelige kan måske findes i kærligheden.
Det forbliver uklart, hvordan dét kan modvirke Nietzsches opgør med den kristne moral, men det handler det heller ikke om.
Denne fjerde del af bogen bevæger sig på et helt andet plan end de to første dele ved at fokusere på det enkelte menneske. Hvis en fornyet tro på Gud skulle være vejen tilbage for den borgerlige orden, så måtte det forudsætte, at flertallet kan blive omvendt til at tro på Gud, og ikke mindst alle de venstreintellektuelle, der dominerer på universiteterne, i kulturlivet og i medierne, men der gives ingen anvisninger på, hvordan det skulle ske. Der peges kun på en individuel løsning på noget, der er et samfundsmæssigt problem, og denne individualisering af problemet forekommer at være lidt ironisk efter de mange angreb på individualismen og individueringen.
Bogen skifter ikke bare tema i fjerde del men også sproglig karakter. Fra at være overvejende analytisk og (i de bedste afsnit) skrevet i et nøgternt sprog, bliver den nu nærmest til et personligt manifest og en trosbekendelse, der er argumenterende, formanende, belærende og docerende. Forfatterne vil overbevise om ikke ligefrem omvende læseren. Det er nærmest blevet til en katekismus i moralsk oprustning for kristne konservative.
Den sproglige stil bliver trættende med den formanende og docerende tone. Ikke mindst i det højstemte og over-intellektualiserende afsnit om, hvordan kærlighed og sex hører sammen, der i øvrigt indeholder ikke så få gentagelser fra kapitlet om uforpligtende sex. Jeg er ikke her på mine gamle dage grundlæggende uenig i, at det ideelt set burde være sådan i langt højere grad, at kærlighed og sex hører sammen, og at promiskuitet sjældent er godt for hin enkelte, men hele tonen i kapitlet er højstemt, belærende og moraliserende i en grad, så det bare bliver for meget. Selv når man er gift og har sex med hende, man vitterlig er vildt forelsket i, er det ikke altid, at vi inden den seksuelle akt: “er nervøse, forventningsfulde, måske også alvorlige, og opfyldt af tanken om det menneske, hvis nærvær er noget særligt for os…”. Det lyder helt religiøst, men nogle gange er sex – også i ægteskabet – bare spontant, vildt, dyrisk og dejligt og noget, man mere føler end reflekterer over. Nogen ville faktisk mene, at for megen refleksion kan ødelægge sexlivet.
Kapitlets mange puritanske formaninger kan ikke undgå at irritere. Man får nærmest at vide, at selv den sex, man har i ægteskabet, er forkert, hvis den ikke er alt det, forfatterne postulerer, den skal være.
“Dit køn er dit anker” og “Det evige fællesskab i nationen” indeholder gode borgerlige ord om vigtigheden af ens køn og af den nation, man er født i. Meget mere nøgternt skrevet end det foregående afsnit om ægteskab og sex, og man opdager, at man kan trække vejret roligt igen efter det forrige afsnits hæsblæsende tempo. Begge afsnit virker dog påklistrede, og det er lidt svært at se, hvordan de indgår i “Vejen tilbage”. De er mere konstaterende end handlingsanvisende.
På dette tidspunkt i læsningen gruer man lidt for, hvad man bliver budt på i det afsluttende kapitel med den forfærdelige titel “Verdens sjæl” (forfatterne er i det hele taget glade for ordet “sjæl”). Første del er mest en opsummering af de foregående dele af bogen, men så går den over til at stille spørgsmålet: Når vi nu anerkender det enkelte menneske behov for at individuere sig, hvordan kan det så gøres på en opbyggelig måde. Og så tales der ellers direkte og formanende til læsere: Det er ikke ved at gøre…, at DU…, DU skal… og DU bør…
Jeg ved ikke hvem inden for bogens målgruppe, de forestiller sig har brug for den slags belæringer? Ingen bryder sig om den slags smagsdommeri, og det er som om forfatterne ønsker at skubbe alle de borgerlige læsere fra sig, der ikke lever op til de høje krav til det borgerlige liv, som de forstår det. Vi er trods alt alle kun mennesker, men det levner bogens sidste del ikke megen forståelse for.
Det vil også være svært at finde noget menneske, der ikke vil føle sig ramt af de bombastiske angreb på alt det, forfatterne ikke kan lide, eller ikke vil føle sig utilstrækkelige, fordi de ikke “kultiverer vores sjæl gennem livet og bliver visere og bedre,” som om man nødvendigvis blev et bedre menneske af at læse bøger. Gid det var så vel, men hadets filosoffer er netop eksempler på det modsatte. Vi skal angivelig blive “visere og bedre” ved at “læse stor litteratur, smuk poesi og reflektere over det rigtige og forkerte.” Seriøst? Kan man kun være en del af den borgerlige orden, hvis man tilhører en lille intellektuel åndsaristokratisk elite? Jeg lever selv et liv med bøger, men denne elitære form for kulturelt snobberi er for arrogant selv for mig, og i sin essens er den vel nærmest anti-konservativ og anti-borgerlig? Den borgerlige orden konstitueres først og fremmest af helt almindelige mennesker, der passer deres daglige dont, gør deres pligt og værner om og elsker deres familie, hjemstavn og fædreland.
Epilog – angrebet på liberalismen
Indtil jeg nåede Epilogen, glædede det mig, at hadets filosofi omtales som venstreradikalisme og ikke “liberalisme”, som de to forfattere ellers har skudt på igen og igen i den offentlige debat. Det er der mange konservative debattører, der kunne lære en del af. Sartres antiborgerlige eksistentialisme har ikke noget med liberalisme at gøre, blot fordi den handler om frigørelse, og Nietzsches frigørelse fra al moral har heller ikke. Men i epilogen introduceres liberalismen så som en opløsningsideologi, og så får den på alle tangenter. Forfatterne definerer “liberalisme” så bredt, at konservative som Thatcher og Reagan og socialdemokraterne Tony Blair og Poul Nyrup Rasmussen kan kaldes liberale. Forfatterne hævder, at det er “liberalismens” skyld, at vi ikke længere taler om borgerlig moral, fordi liberalisme ikke handler om moral men kun om forholdet mellem individ og stat, hvilket er forkert, og hvilket forfatterne udmærket er klar over, eftersom de selv henviser til Adam Smiths moralfilosofiske hovedværk, Teorien om de moralske følelser.
Hvis det skulle have sin rigtighed, så måtte det også forudsætte, at liberalismen havde haft et ideologisk, kulturelt og værdipolitisk hegemoni i hele efterkrigstiden, hvor hadets filosofi er vundet frem. Det henvises til Patrick Deneens Why liberalism failed som støtte for den påstand, idet Deneen påstår, at liberalisme “har omskabt vores verden i sit ideologiske billede”, s. 263. Argumenter præsenteres læseren ikke for.
Det er rigtigt, at de politiske institutioner i Vesten er liberale i deres oprindelse, og at næsten alle parlamentariske partier i Danmark og i Vesteuropa i efterkrigstiden har støttet op om det liberale demokrati, om menneskerettigheder, privat ejendomsret, frihandel og det private erhvervsliv, men det betyder ikke, at liberalismen har været ideologisk og kulturelt dominerende i de seneste 55 år, hvor velfærdsstaten, skattetrykket og den offentlige beskæftigelse er eksploderet, hvor hadets filosofi har vundet frem på universiteterne og i intellektuelle kredse, og hvor venstreintellektuelle og ikke liberale har besat alle betydende poster i kulturlivet, folkekirken, undervisningssektoren, den offentlige administration og i medierne.
Om noget har det været socialismen især i dens socialdemokratiske og kulturradikale variant, der har været den dominerende ideologiske, kulturelle og politiske kraft i Danmark og i det meste af Vesteuropa i efterkrigstiden kombineret med en mere yderliggående socialisme samt de venstreradikale hadets filosoffer. At hævde, at alle socialdemokrater i virkeligheden er liberale, er meningsløst, for når Socialdemokrater ikke har talt om dyd, Gudstro og seksualmoral i 1950’erne og 60’erne, så skyldes det ikke, at de har læst Rawls (1970) eller Nozick (1974). Det skyldes arven fra Marx, Engels, Lenin, Kautsky og senere socialdemokratiske og post-marxistiske filosoffer. Socialdemokratiets fokus på offentlig velfærd og materiel velstand frem for på kultur, kristendom, moral og åndelige værdier skyldes heller ikke, at Hedtoft, Hansen, Kampmann, Kragh eller Anker havde forlæst sig på liberale filosoffer, men at de er rundet af en politisk tradition, der haft fokus på penge, udbytning, klassekamp og en antikapitalistisk kulturkamp. Det var heller ikke liberalismen, der lå bag ungdomsoprøret, men marxister som Sartre og den revolutionære Marcuse, og i Danmark fik munkemarxisterne (kapitallogikerne) og andre marxistiske skoler vind i sejlene og kom til at dominere på universiteterne i kølvandet på ungdomsoprøret. Kvindebevægelsen blev også venstreorienteret, hvor den oprindelig havde været liberal.
Det er også besynderligt at introducere et helt nyt tema i en epilog, men her som andre steder i bogen synes forfatternes behov for at polemisere at tage overhånd, og det er synd, at forfatterne ikke har kunnet beslutte sig for, om de ville skrive en polemisk debatbog, hvor de angriber alt og alle, der ikke er 100 pct. enige med dem, eller en filosofisk funderet samfundsanalyse.
Afslutning
Kan bogen så anbefales? Jeg ville meget gerne kunne sige ja, fordi jeg er sympatisk indstillet over for projektet, og det er vigtigt, at borgerlige forstår, hvilke ideer, der truer den borgerlige orden, men i sin helhed er bogen ikke vellykket.
Første del af bogen, den idehistoriske, er som nævnt fremragende, og den burde læses af alle med interesse for tidens opløsningstendenser, identitetspolitik og woke. Fremstillingen er pædagogisk og præget af et stort overblik. Det er filosofisk formidling, når det er bedst. Anden del af bogen er også strålende.
Tredje del af bogen er for heterogen, og store dele af den mangler den analytiske tilgang, der prægede de to første dele. Fjerde del af bogen kan man med fordel springe over, medmindre man er særligt interesseret i konservativ oprustning, og i øvrigt elsker at blive talt ned til, og epilogen er lige til papirkurven.
En væsentlig anke mod bogen er, at den alt for tydeligt bærer præg af at være skrevet af to forskellige personer med hver deres skrivestil og meget forskellige temperamenter. Det er der kommet et meget ujævnt og heterogent produkt ud af. Som læser efterlades man også med indtryk af, at det lille forlag, Eksistensen, ikke har haft ansat nogen litterær konsulent, der kritisk har gennemgået bogen.
Eva Selsing og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske. Forlaget Eksistensen, Frederiksberg, 2022. 267 sider plus 15 sider litteraturliste og noter. Set til 274,95 kr. på Saxo.com.
