Det er blevet en stor historie, at præsident Trump i fredags udelukkede journalister fra store medier som The New York Times, Politico, CNN, Buzzfeed og The Los Angeles Times fra en pressebriefing med talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, i Det Hvide Hus.
De venstreorienterede medier er kommet helt op i det røde felt, og det har ikke skortet på brugen af sproglige forstærkerord om angreb på demokratiet.
Man kan diskutere, om det ligefrem er en ret for medier, at præsidenten overhovedet holder pressemøder, eller at alle medier har lige adgang til alle pressebriefinger, men det er i hvert fald et vigtigt træk ved et folkestyre, at borgerne og pressen kan stille regeringen til ansvar for dens politik, og kan skrive om politikernes beslutninger og udtalelser. Sådan var det gennemgående ikke i England før 1771 (og dermed i de amerikanske kolonier), og det var en mand, der hed John Wilkes, der fik gennemtrumfet, at den engelske presse fik lov til at rapportere fra parlamentsdebatter.
1771 – John Wilkes og retten til at rapportere fra parlamentet
I 1689 havde medlemmer af parlamentet med Bill of Rights fået ytringsfrihed for ytringer fremsat i parlamentet, og “freedom of speech” refererede primært til dette parlamentariske privilegie, Levy (1985). Common law definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt for krænkende ytringer.
Myndighedernes kontrol med pressen foregik primært ved at håndhæve common law forbrydelsen om seditious libel, ifølge hvilken enhver kritik, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik eller kirken kunne straffes.
Parlamentarikerne håndhævede strengt deres privilegium, men de ville ikke tillade folket at få indblik i, hvad de debatterede. Det var forbudt for pressen at rapportere fra parlamentsdebatter.
I 1771 indledte John Wilkes (1725-97) en kamp for retten til at rapportere fra parlamentet. Wilkes mente, at vælgerne havde en ret til at vide, hvad deres valgte repræsentanter i parlamentet sagde og gjorde, og at det var en skandale, at kritiske rapportager fra debatterne bragte udgiveren for domstole, der var i lommen på regeringen.
Wilkes erklærede nu sin beskyttelse til alle trykkere, der rapporterede fra parlamentet, inden for sit magistrat i London, hvor han var Oldermand, og det betød pga. Londons særlige privilegier, at parlamentet ikke havde ret til at lade trykkere fængsle.
Sagen endte på typisk engelsk vis med, at selv om parlamentet aldrig anerkendte retten til at trykke debatter fra parlamentet, så tog de aldrig siden hen skridt for at retsforfølge dem, der rapporterede fra debatterne.
Debatterne om de amerikanske koloniers forhold i 1775 blev rapporteret i pressen, og det blev gradvist accepteret, at offentligheden havde en forfatningsmæssig ret til at vide, hvad deres repræsentanter udtalte sig om i parlamentet.
Wilkes and liberty
John Wilkes var ikke en hr. hvem-som-helst, og det var ikke første gang, Wilkes havde sat sig op mod myndighederne i en sag, der handlede om pressens frihed.
Wilkes havde i 1762 lanceret avisen The North Briton, hvor den første sætning i det første nummer lød:
“The liberty of the press is the birthright of a Briton, and is justly esteemed the firmest bulwark of the liberties of this country.”
Så var temaet slået an.
I den 45. udgave af avisen angreb Wilkes kongens tale ved åbningen af parlamentet, som alle parlamentarikere vidste, var skrevet af regeringen. Men at afsløre det udgjorde ”sedition” og muligvis endda forræderi. Niogfyrre personer med tilknytning til The North Briton blev arresteret, deriblandt Wilkes.
Nummer 45 havde en særlig betydning, fordi 45 var synonym med den Jacobinske opstand i 1745, almindeligvis kendt som “The 45”. I offentlighedens øjne knyttedes Bute, der havde skrevet kongens tale, og som var skotte og kongens rådgiver, til jacobinisme.
Da Wilkes var medlem af parlamentet, kunne han ikke anklages, medmindre der var tale om forræderi, og dommeren mente nok, at han var skyldig i bagvaskelser, men det var ikke nok til at fængsle et medlem af parlamentet. Da han kom ud fra retsbygningen, blev han mødt af begejstrede tilråb ”Wilkes and Liberty” fra en stor folkemængde, og ”Wilkes and Liberty” markerede fødslen for den britiske bevægelse for demokratisk reform, Hargreaves (2006, 126).
I første omgang endte sagen med, at nr. 45 blev erklæret for seditious libel (oprørske bagvaskelser) og beordret brændt, og efterfølgende blev Wilkes smidt ud af House of Commons og erklæret fredløs i januar 1764. Wilkes flygtede i eksil i Frankrig, men vendte tilbage til England i 1768 presset af sine franske kreditorer. Kirkeklokkerne ringede i Dover ved nyheden om deres helts tilbagevenden.
Med to domme hængende over hovedet risikerede han at blive skudt på stedet af politiet, men regeringen undlod at arrestere ham for ikke at opildne hans offentlige støtte. Han stillede op til parlamentsvalg for Middlesex og blev valgt.
Wilkes blev fængslet i maj 1768, og hans støtter mødte op ved retten og råbte “No liberty, no King”. Tropper åbnede ild mod den ubevæbnede folkemængde og dræbte syv og sårede 15. Begivenheden blev senere kendt som St. George’s Fields Massacre.
Mens Wilkes sad fængslet, blev han valgt til Oldermand i London, han blev igen smidt ud af House of Commons i februar 1769 med den begrundelse, at han var fredløs, da han vendte tilbage. Middlesex’s vælgere genvalgte imidlertid Wilkes i samme måned til parlamentet, hvilket blev fejret med fyrværkeri og musikalske processioner over alt i London, og i de amerikanske kolonier blev han fejret for sin kamp for frihed. Folk i South Carolina tilbød at betale hans gæld, og flere byer blev navngivet efter ham. Ironisk nok bar Lincolns morder navnet John Wilkes Booth.
House of Commons smed igen Wilkes ud af parlamentet og ville vedtage en erklæring om, at udelukke Wilkes fra at blive valgt på livstid, og at enhver, der stemte på ham, kunne smides i fængsel.
Det var nu ikke bare en personlig kamp men en kamp for borgernes fundamentale rettigheder, retten til at vælge egne repræsentanter til parlamentet. Wilkes vandt nyvalget i marts med et overvældende flertal: 1.143 stemmer for Wilkes, 296 for Luttrell. Regeringen erklærede Luttrell som vinder.
En af engelsk histories store frihedshelte
John Wilkes er en af den engelske histories store frihedshelte. Han sikrede vælgerkorpset (og ikke partiet) ret til at vælge deres egne repræsentanter, og han sikrede pressen ret til at rapportere fra parlamentet og endda kritisere regeringen. Wilkes banede vejen for Fox’s “Libel Act” fra 1792, der gav en jury ret til at dømme og altså tage juridisk stillingtagen i sager om “seditious libel” – og ikke kun tage stilling til sagens fakta.
Wilkes ledte også vejen for ophævelsen af fredløshed som straf og til en bedre beskyttelse af privatlivets fred mod vilkårlige ransagninger og beslaglæggelser.
Litteratur
Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.
Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.
Alle indlæg på bloggen står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.