Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Forside
Arkiv
Adam Smith prisen
Om Libertas
Medlemskab
Kontakt
Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Ikke kategoriseret

Er du interesseret i tidligere numre af Libertas?

januar 27, 2023by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Vi rydder op i arkivet og tilbyder udgivne numre af LIBERTAS til spotpriser. Er du interesseret, så send en mail til torbenmarkp@hotmail.com eller pb til Torben Mark Pedersen via Messenger. Sælges så længe lager haves

Bladene kan efter aftale hentes på Østerbro i København. Alle priser er ekskl. forsendelse. Postforsendelse koster 65 kr. for 1 stk og 90 kr. for 2-3 blade.

 

Libertas nr. 79, juli 2022: Rawls’ “Teori om retfærdighed” efter 50 år: 105 kr.

Libertas nr. 78, marts 2022: Muhammedtegninger i undervisningen: 145 kr. (få eksemplarer)

Årgang 2021. 3 numre samlet: kr. 105:

  • 75, marts 2021: Frihandel, globalisering og protektionisme
  • 76, juli 2021: Thomas Hobbes
  • 77, november 2021: Regulering

 

Nr. 76, juli 2021: Thomas Hobbes: 65 kr.

Nr. 74, oktober 2020: Har liberalismen slået fejl?: 35 kr.

Tre temanumre om Liberalisme og den franske revolution. samlet pris: 105 kr.:

  • 71, oktober 2019: Liberalisme og den franske revolution I
  • 72, februar 2020: Liberalisme og den franske revolution II
  • 73, juni 2020: Liberalisme og den franske revolution III

 

Nr. 70, juni 2019: Borgerlige regeringer: 35 kr.

Nr. 69, februar 2019: Indvandring og truslen mod det åbne samfund: 35 kr.

Årgang 2018: Tre temanumre om økonomi, samlet pris: 105 kr.:

  • 66, februar 2018: De store kriser
  • 67, juni 2018: Public choice
  • 68, oktober 2018: Penge: fiat, guld og krypto

 

2 numre med tema om: Anarkisme og den østrigske skole: kr. 70:

  • 64, juni 2017: Anarkisme
  • 65, oktober 2017: Den østrigske skole

 

Nr. 62, oktober 2016: Ytringsfrihed og tolerance I: 35 kr.

Nr. 61, juni 2016: Ayn Rand: 35 kr.

Ikke kategoriseret

Crackpot-economics – temaindledning

januar 10, 2023by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Crackpot-economics er betegnelsen for de fejlagtige økonomiske doktriner, myter og økonomiske misforståelser, der stortrives på venstrefløjen, og som igen og igen dukker op i den offentlige debat, uanset hvor mange gange de er blevet skudt ned, fordi de er baseret på en fejlagtig opfattelse af, hvordan en markedsøkonomi fungerer, og hvad man kan opnå med økonomisk politik. Blandt prominente eksempler på en crackpot-teori, der ikke er behandlet i dette temanummer, er forslaget om at indføre transaktionsskatter på handel med finansielle aktiver, den såkaldte Tobinskat, der har haft det med at dukke op igen og igen med års mellemrum, selv om den hver gang er blevet skudt ned som uigennemførlig og skadelig.

Dette temanummer indledes med en artikel af Otto Brøns-Petersen, hvor han dokumenterer, hvor lidt offentlig omfordeling historisk har betydet for de fattigste gruppers reallønninger. Det er den generelle økonomiske vækst i samfundet, der har hævet reallønningerne dramatisk i de seneste 100 år, hvorimod omfordelingen via skatter og afgifter, indkomst­overførsler og offentligt forbrug tegner sig for mindre end 10 pct. af stigningen i de fattigstes reallønninger.

Sidste år skabte det en del røre, da daværende erhvervsminister, Simon Kollerup fra Socialdemokratiet, på facebook kritiserede bankerne for deres grådighed, fordi de indførte negative renter på indeståender på anfordringskonti for husholdninger. At forveksle de nominelle renter med realrenter er et klassisk eksempel på det, økonomer kalder for pengeillusion, som beskrevet i den anden artikel af Torben Mark Pedersen. Sagen er, at for en given real forrentning, vil det snarere være en gevinst end tab for bankkunderne, hvis den nominelle rente er negativ pga. samspillet med et skattesystem, hvor det er de nominelle renter og ikke realrenten, der beskattes eller kan fratrækkes i skatten.

Jonas Herby skriver om, hvordan kritikere af markedsøkonomien ofte har ret i, at markedet ikke virker. Årsagen er bare ikke markedsfejl, men at statslig regulering hindrer markedsmekanismen i at fungere optimalt, så når markedskritikere efterspørger mere og ikke mindre regulering som løsning på problemet, så gør de kun ondt værre.

Bilaterale handelsunderskud får ofte stor opmærksomhed i den politiske debat, især hvis man kan anklage andre lande – som Kina – for unfair handelspraksisser. Sagen er bare, at bilaterale handelsunderskud er irrelevante, og at kun den samlede handelsbalance har betydning, skriver Torben Mark Pedersen, og selv det kan der stilles spørgsmål ved, for vedvarende underskud på handelsbalancen eller betalingsbalancen er snarere et symptom på andre underliggende problemer end et problem i sig selv.

Jonas Munk Ejlersen, der for nylig har oversat Bryan Caplans bog Myten om den rationelle vælger, til dansk præsenterer en række eksempler fra bogen på, hvordan en stor del af vælgerne tager systematisk fejl, hvad angår de økonomiske konsekvenser af politik, hvilket får konsekvenser for både vælgernes og politikernes handlinger.

Karl Marx’ økonomiske teori om kapitalismens udviklingslove er indbegrebet af en crackpot-teori, der nægter at dø, selv om den blev tilbagevist for 125 år siden. Om det skriver Torben Mark Pedersen.

Foreningen Gode Penges fortælling om, hvordan nærmest alle økonomiske ulykker skyldes bankernes pengeskabelse, er ligeledes et skoleeksempel på en crackpot-fortælling. Der er ikke evidens for Gode Penges påstande om, at bankernes pengeskabelse skulle være en hovedårsag til alle de økonomiske ulykker, de tilskriver bankernes pengeskabelse, men de er formentlig ligeglade, for Gode Penge er først og fremmest et politisk projekt, der skal begrunde, hvorfor staten de facto skal nationalisere al bankvirksomhed og overtage hele ansvaret for pengeskabelsen, al betalingsformidling og udlånsvirksomhed. Det er et politisk projekt, der er inspireret af Lenins ide om, at det gælder om at besætte økonomiens kommandohøje for at få kontrol over hele økonomien.Om det skriver Torben Mark Pedersen.

Uden for tema, men ikke urelateret, skriver Martin Ågerup om, hvordan Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi er et forsøg på at rebrande socialismen som mindre totalitær, men lige under den demokratiske socialismes fredelige overflade ligger fortsat den rå magtanvendelse, som socialister altid og nødvendigvis må ty tilfor at gennemtvinge deres kollektivistiske visioner for samfundet. Når det kommer til stykket, vil der således ikke være den store forskel på Dragsteds “nordiske socialisme” og klassisk socialisme, som Dragsted påstår, at han tager afstand fra. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det ender omtrent samme sted.

Christian Egander Skov reflekterer i forlængelse af udgivelsen af sin anmelderroste Borgerlig krise – Det ideologiske opbrud i blå blok over, hvad der må være vejen frem for det borgerlige Danmark. Christian Egander Skov bekender sig til forsvaret for det liberale demokrati, men understreger samtidig vigtigheden af at omfavne det folkelige – populismen. Opgaven bliver at realisere en borgerlig fællesskabstænkning, der indlejrer det politiske ideal om individets frihed i en substantiel fortælling om betingelserne for det gode liv.

Afslutningsvist anmelder Elisabeth Overgaard Henrik Dahls bog Ved voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik.

Den synlige hånd handler om, at politikere måske ikke rationelt forfølger deres mål, men at de i virkeligheden er drevet af følelser, så deres handlinger bedst kan karakteriseres som irrationel inkompetence.

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Ikke kategoriseret

Muhammedtegninger i undervisningen – temaindledning

oktober 4, 2022by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

 

Den 16. oktober 2020 blev den frans­ke skolelærer, Samuel Paty, myrdet og halshugget af en muslim fra Tjetjenien, fordi han havde vist satiretegninger fra Charlie Hebdo i undervisningen.

Mordet affødte en debat om brugen af Muhammedtegninger i undervisningen, og i Danmark handler Muhammedtegningerne ikke kun om ytringsfrihed. De er en vigtig del af historien om Muhammedkrisen, der er den alvorligste udenrigspolitiske krise siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er, om det giver mening at undervise i Muhammedkrisen uden at vise de satiretegninger, som det hele handler om?

Det burde ikke være til diskussion, at alle skoleelever bør modtage undervisning i Muhammedkrisen, og i den forbindelse bør eleverne også se tegningerne, men truslen mod lærerne er reel, som mordet på Samuel Paty viser, og selv om visning af Muhammedtegninger i undervisningen ikke udløser et terrormord, så kan det udløse voldelige konflikter i klasseværelserne, og det kan få lærerne til i visse elevers øjne at fremstå som fjender, hvilket vil vanskeliggøre undervisningen i andre emner. Mange lærere har forståeligt nok været bange for voldelige reaktioner, og det er ikke rimeligt at kræve, at skolelærere skal sætte livet på spil for at gennemføre undervisningen.

Men hvis vi ikke skal underkaste os voldsmændenes veto og lade undervisningen i danske folkeskoler diktere af voldsparate religiøse fanatikere, så må der findes en løsning på det problem, og i dette temanummer undersøges det, hvilke holdninger der findes til det spørgsmål blandt borgerlige debattører.

Eva Gregersen har været en af de vigtigste stemmer i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen, hvorfor LIBERTAS’ redaktion bad hende være gæsteredaktør på et temanummer om Muhammedtegninger i undervisningen. Eva Gregersen indvilligede og kontaktede en lang række borgerlige debattører og politikere for at få deres bud på hele problematikken. Kun få afslog at bidrage med henvisning til travlhed, men vi kan i dette temanummer – med en vis stolthed – bringe 26 bidrag fra 27 partiledere, folketingsmedlemmer, ungdomspolitikere, folketingskandidater, debattører, journalister, redaktører og forfattere, direktøren for CEPOS, formanden for Trykkefrihedsselskabet og formanden for foreningen Frafalden. Vi takker alle for at bidrage til debatten.

De to første bidrag i dette temanummer er af Eva Gregersen og Jannie Bøgh, og de sætter en ramme om debatten. Det har været en næs­ten umulig opgave at prioritere rækkefølgen af de følgende 24 bidrag med så mange prominente skribenter og gode argumenter. Vi kunne have valgt at bringe dem i alfabetisk rækkefølge, men har i stedet valgt at bringe dem i næsten vilkårlig rækkefølge efter længden af deres bidrag med de længste bidrag først. Når mere prominente bidragsydere kommer efter mindre prominente, så skyldes det altså alene, at nogle har skrevet længere indlæg end andre.

I den første artikel i dette nummer argumenterer Eva Gregersen for, at det må være en statslig opgave at sikre undervisning i Muhammedkrisen og visning af tegningerne, men at det ikke må sætte lærernes liv på spil. Løsningen er en statslig udarbejdelse af en video, og at alle skoleelever kan få vist videofilmen på en lokalitet uden for skolen og arrangeret af andre end deres lærere.

I den anden artikel fortæller Jannie Bøgh om sine personlige oplevelser med at vise Muhammedtegningerne i undervisningen, og hvordan hun blev mobbet på sin arbejdsplads af andre lærere og af tillidsmanden og uden at blive støttet af skoleledelsen. Der er ingen tvivl om, at frygten for, hvad der kan ske, hvis man viser Muhammedtegningerne i undervisningen, er en rationel frygt, men den ideologisk betingede modstand mod at vise dem er også massiv i et langt overvejende venstreorienteret miljø, og lærerne har ydermere stået uden opbakning fra skoleledelser, fagforeningen, kommunerne, undervisningsministeren og Folketinget. Alle har svigtet, men “nogen skal turde”, som Jannie Bøgh skriver.

De efterfølgende artikler må tale for sig selv uden yderligere kommentarer. Fra redaktionen skal blot lyde en opfordring til at læse dem, og en stor tak til: Peter Bjerregaard, Klaus Wivel, Steffen Larsen, Morten Messer­schmidt, Alex Vanopslagh, Mette Thiesen, Nikolaj Bøgh, Naser Khader, Aia Fog, Martin Ågerup, Chris­tian Marcussen, Stefan Agger, Anders Storgaard, Jaleh Tavakoli, Stefan K. Sløk-Madsen og Elisabeth Overgaard, Asger Aamund, Mikael Jalving, Christian Holst Vigilius, Mustafa Sayegh, Jan E. Jørgensen, Maria Ladegaard, Amalie Lyhne, Ole P. Kris­tensen og Christian Foldager.

Bidragene afspejler bredden af holdninger i det borgerlige Danmark, og uenigheden om mål og midler viser, hvorfor det er så svært at mobilisere en forenet modstand mod voldsmandens veto. Vi står splittede, og konsekvensen heraf ser vi i form af selvcensur i medierne, kunstverdenen og vores offentlige uddannelsesinstitutioner.

Flere bidragsydere er inde på, at undervisning i frihed og demokratisk dannelse er afgørende for et liberalt demokrati, hvorimod andre sætter hensynet til lærernes metodefrihed eller modstand mod statslig indblanding i undervisningen højere.

Adskillige bidragsydere er inde på, at Muhammedtegningerne kun er et af flere potentielle konfliktområder, og at undervisning i palæstinakonflikten, religion og litterære skildringer af homoseksualitet eller sex før og uden for ægteskabet ligeledes kan skabe konflikter i klasseværelserne.

Det viser, at hele problematikken handler om andet og mere end Muhammedtegninger, og det handler heller ikke kun om ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er kun én kampplads blandt mange. Både jøder og homoseksuelle har været mål for islamisk terror, og de mest dødelige islamiske terrorangreb i Vesten som terrorangrebene i New York 9/11, London, Madrid, Nice, Berlin, Bruxelles, Manchester, Paris, Ile-de-France og Barcelona har alle været rettet mod helt almindelige mennesker, der tilfældigvis har befundet sig på det sted, som terroristerne havde udvalgt for deres terrorangreb. Det er hele vores civilisation, der er under angreb.

I LIBERTAS nr. 77 var temaet “regulering”, og vi følger op med en artikel af Jens Frederik Hansen om udviklingen i dansk boligregulering siden Første Verdenskrig. Det er et unikt stykke historieskrivning om et område, der aldrig har været fortalt på den måde før, og alle borgerlige politikere burde studere de skadelige effekter af årtiers boligregulering. Og afregulere og liberalisere.

Det var oprindelig planen at have Hobbes som undertema, men det har måttet udskydes til et senere tidspunkt pga. pladsmangel.

Den synlige hånd handler om underkastelse, og er skrevet af Torben Mark Pedersen. Den synlige hånd er illustreret med et billede af Jyllands-Postens avisside fra den 30. september 2005 og deres genoptryk af siden 10 år senere, hvor de 12 Muhammedtegninger var blevet erstattet af tomme billedrammer. Noget klarere udtryk for selvcensur og underkastelse under islams love kan man næppe finde.

 

God læselyst

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen (ansvh.)

 

Ikke kategoriseret

Anthony de Jasay 1925-2019

januar 28, 2019by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Anthony de Jasay døde forleden, 94 år gammel. Otto Brøns-Petersen har skrevet mindeord i den anledning på Punditokraterne. I 2013 skrev Otto Brøns-Petersen en artikel om de Jasay, som vi genoptrykker her:

 

Anthony de Jasays ordnede anarki

.

For langt de fleste moderne liberale er staten et nødvendigt onde. For enkelte som Holcomb er staten et uundgåeligt onde, som godt kunne undværes, men ikke kan forhindres i at opstå. For Anthony de Jasay er staten derimod hverken nødvendig eller uundgåelig: Det er ikke ordnet anarki, men den liberalistiske minimalstat, som ifølge ham er utopisk og urealisabel.

 

Otto Brøns-Petersen

De Jasay er ikke den bedst kendte moderne liberalistiske tænker. Men få, hvis nogen moderne har opstillet en mere elaboreret og komplet politisk filosofi end ham. Og nogen naiv filosof er han ikke. Han er velbevandret i spilteorien og social choice-teoriens dilemmaer og får i bemærkelsesværdig grad adresseret de udfordringer, som nutidig politisk-filosofisk tænkning inden for disse rammer skaber. Det gør ham meget svær at komme uden om.

Det betyder til gengæld også, at jeg her må koncentrere mig om hans essentielle kritik af minimalstaten og af politik som sådan og lade resten ligge.

 

Buchanans stat

For at forstå de Jasays verden kan det være værd at begynde med James Buchanans. Det er i høj grad netop Buchanans kontraktarianske politiske filosofi, som er udgangspunktet – og angrebspunktet – for de Jasay. Men de Jasay mener, at den samme kontraktarianske tilgang mere eller mindre præger politisk tænkning fra Aquinas over Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne forfattere som Rawls, Hayek, Nozick og altså Buchanan, uanset deres betydelige indbyrdes forskelle.

Buchanan og de Jasay begynder samme sted:

To the individualist, the ideal or utopian world is necessarily anarchistic in some basic philosophical sense, Buchanan (1975, 7.1.6.)

De tager udgangspunkt i de ønsker og mål, individer nu engang har. Det er den eneste relevante, ikke arbitrære målestok, politisk filosofi kan anvende. Buchanan var eksplicit paretianer: Vi kan kun sige, at en tilstand X er bedre end en tilstand Y, hvis mindst en person hellere vil have X, og hvis ingen foretrækker Y. Derimod krænker det individualismen at sige, at X er bedre end Y, hvis nogen rent faktisk foretrækker Y. Paretos princip om, at en forbedring kun er en forbedring, hvis mindst én stilles bedre, uden at nogen stilles ringere, var efter Buchanans opfattelse et minimalt normativt kriterium. de Jasay mener dog at kunne fremkomme med en endnu mindre normativt tynget begrundelse for individualisme, men under alle omstændigheder bør individer efter deres opfattelse som udgangspunkt betragtes som suveræne.

Statens definerende karakteristikum er, at den alene har legal adgang til med vold at tvinge nogen mod deres vilje. Det er derfor, at et samfund helt uden stat er en ideal liberal utopi. Der skal løftes en bevisbyrde for staten. Hvis der skal være en stat, skal den være i borgernes interesse. Men efter Buchanans opfattelse vil det også netop være tilfældet, at vi vil foretrække at etablere en stat, hvis den ikke fandtes. Han er enig med Hobbes i, at livet i en anarkisk tilstand, ”naturtilstanden”, er ”ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort”. Det skyldes, ar naturtilstanden er et Fangernes Dilemma-spil, hvor der er en individuel gevinst ved at angribe andre, men hvor alle stilles bedre ved at tvinges til at holde fred. Freden er et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere. Havner man i et Fangernes Dilemma-spil, er der en gevinst ved at få en udefrakommende aktør til at påtvinge én at samarbejde. Paretokriteriet om, at ingen må stilles ringere, er altså opfyldt.

For Hobbes er freden det eneste kollektive gode, og det kan kun sikres effektivt ved et hårdhændet diktatur, hvor suverænen i sin egen interesse sikrer freden, fordi det kan presse flere ressourcer ud af borgerne. Locke brød med Hobbes i vurderingen både af livet i naturtilstanden og af behovet for en enevældig hersker til at sikre freden. Tværtimod var det for Locke kun i individernes interesse at underkaste sig staten frem for at leve i naturtilstanden, hvis staten er begrænset til at sikre individuelle rettigheder. Buchanan var grundlæggende enig med oHHobbes’ vurdering af naturtilstanden, men konkluderede som Locke, at staten bør begrænses til kun at løse de opgaver, som den med fordel kan varetage. Det er udover freden også at tage sig af andre kollektive goder. Statens legitimitet forsvinder, hvis den derimod anvender sit magtmonopol til andet, f.eks. at påtvinge borgerne en bestemt livsstil, forhindrer dem i at foretage frivillige transaktioner og indgå kontrakter eller omfordeler fra den ene til den anden. Som grundlægger af public choice-disciplinen i økonomisk teori – en indsats der skaffede ham Nobelprisen i 1986 – var Buchanan ikke blind for risikoen for, at staten kan blive misbrugt. Tværtimod må politiske beslutningstagere forventes at optræde lige så egennyttigt som økonomiske aktører; det er trods alt de samme mennesker. Buchanan foreslog derfor en lang række konstitutionelle bindinger – kvalificerede flertal, magtdeling og lignende – til at tøjle Leviathan (det store dyr, der er Hobbes uromantiske betegnelse for staten). Kun en sådan konstitutionelt begrænset minimalstat kan sikre borgernes frihed. Alternativet er tvang, enten på privat initiativ i naturtilstanden eller institutionaliseret fra den utilstrækkeligt begrænsede stat.

Det hører med, at Buchanan ikke ser springet ud af naturtilstanden til som en faktisk beskrivelse af, hvordan staten oprindelig er blevet skabt. Det er tværtimod et tankeeksperiment, der skal overbevise os om, hvilken stat vi bør etablere, hvis et ”window of opportunity”, et ”konstitutionelt øjeblik”, pludselig viser sig – som ved den amerikanske uafhængighed i 1776.

 

De Jasays grundlæggende påstande

I 1985 læste Buchanan en annonce for en bog i The Times litteraturtillæg. Han havde aldrig hørt om forfatteren, men valgte at anskaffe den alligevel. Det viste sig at være en ret usædvanlig bog, som han gav en meget anerkendende anmeldelse. Forfatteren var den ikke mindre usædvanlige de Jasay, der havde ladet sig førtidspensionere fra et job som investeringsrådgiver for at skrive den. Han var oprindelig ungarer, født der i 1925, men havde efter den kommunistiske magtovertagelse taget flugten til Vesten, hvor han blev uddannet som økonom og i en periode underviste på Oxford, indtil han i 1962 skiftede karrierespor til den finansielle sektor.

Bogen var The State, og Buchanans anerkendende modtagelse af den skyldtes ikke, at han var enig. Han så den derimod som et særdeles kvalificeret forsøg på at undsige logikken bag Buchanans kontraktarianske stat. Og Buchanan havde brug for sådanne forsøg, fordi han måtte kunne tilbagevise ethvert ræsonnement om, at det er i nogens interesse at forblive i naturtilstanden – på samme måde som en bokser har brug for en stærk modstander for at bevise sin overlegenhed. Spørgsmålet er bare, om det lykkedes at tilbagevise de Jasay. Eller om modstanderen ender med at slå mesteren i gulvet.

I The State forfølger de Jasay et kontrafaktisk tankeeksperiment. Hvis staten var én person, hvad ville den da gøre. Formålet er at vise, at staten med stor sandsynlighed ville sætte sig ud over eventuelle bindinger. Man kan godt i en periode tøjle den med konstitutionelle bindinger, men det vil føre til, at den vil forsøge at købe sig til støtte med de ressourcer, den kan tvinge ud af borgerne, ikke at den vil holde sig inden for den udstukne ramme. Det er de Jasays billede på, hvorfor de moderne vestlige samfund næsten alle har udviklet sig fra konstitutionelle stater til rent seeking-societies med omfattende beskatning og omfattende overførsler mellem borgerne.

”The State” er blevet fulgt af en række værker med sigende titler som Against Politics og Before Resorting to Politics. Forfatterskabet udfolder et særdeles komplekst sæt af argumenter for, hvad jeg her vil reducere til at kalde hans tre grundlæggende påstande for ordnet anarki (det er ikke mindst i Social Contract, Free Ride (1989) man finder dem behandlet samlet, men de løber gennem forfatterskabet):

  1. Det er ikke nødvendigt med en stat for at løse problemet med kollektive goder.
  2. Der ville ikke være enstemmig tilslutning til at danne en minimalstat i naturtilstanden[1]
  3. Minimalstaten er ikke robust og stabil.

Lad os se på de tre påstande hver især i baglæns orden.

 

Er minimalstaten robust?

Den måske stærkeste af de tre er den tredje – at minimalstaten ikke er robust og stabil. De Jasay argumenterer grundlæggende for, at statens monopol på magt også kan anvendes til at tilsidesætte eventuelle konstitutionelle begrænsninger. En forfatning er efter hans opfattelse ”et kyskhedsbælte, hvor nøglen altid er inden for rækkevidde” (de Jasay, 1997). Enhver politisk beslutning indeholder et element af omfordeling. Det gælder også kollektive goder, hvor fordelingen af finansieringen hurtigt bliver omfordelingsspørgsmål. Den eneste regel, som kunne sikre, at ingen ender med at blive ringere stillet, er enstemmighed, dvs. at udstyre hver enkelt med en vetoret. Men hvis en sådan enstemmighed kunne opnås ved konkrete politiske beslutninger, ville der ikke være brug for staten til at producere kollektive goder til at begynde med.

Problemet med enstemmighedsreglen er det såkaldte ”hold-out”-problem: At hver enkelt har et incitament til at udnytte sin vetoret til at presse citronen maksimalt og dermed gøre det meget vanskeligt at forhandle. Buchanans mente derfor, at konkrete politiske beslutninger bør træffes med mindre end enstemmighed, det vil sige kvalificeret flertal. Men dermed er der også, ifølge de Jasay, givet adgang til, at staten kan tvinge nogen mod deres vilje (uanset om alle på forhånd måtte have accepteret dette ved vedtagelsen af en forfatning). Og så er vejen åbnet for, at staten bliver brugt til at omfordele fra nogle til andre.

Der kan forsøges indsat ”checks and balances”, men problemet med, hvem der vogter vogterne, går for de Jasay i uendelig regres. I sidste ende synes det svært at komme uden om, at opretholdelsen af minimalstaten er behæftet med principielt helt de samme problemer som en anarkisk orden (se Brøns-Petersen, 2003).

De Jasays argument er dog ikke alene teoretisk, men støtter sig også på den historiske erfaring fra samtlige de lande, som har fået forfatninger – fra USA’s forfatning fra 1789 til i dag. Overalt er staterne svulmet. Staterne er ikke bare vokset i takt med den uset kraftige økonomiske vækst; deres andel af økonomierne er blevet øget mangefold de sidste hundrede år. Den mest effektive begrænsning på staten har historisk set ikke været forfatninger, men ”ureguleret” polycentrisk magtstruktur med konkurrence f.eks. mellem fyrster og kirken samt – navnlig i USA’s tilfælde – en åben grænse mod vest.

 

Hvad ville vi vælge i naturtilstanden?

Det pudsige ved kontraktarianske teorier er, at de alle er enige om, at vi i naturtilstanden alle ville vælge den samme forfatning, men at de er særdeles uenige om, hvilken forfatning det ville være. Hobbes mente som sagt, at frygten for kaos nødvendigvis ville føre til valget af enevælde, mens Buchanan peger på minimalstaten. John Rawls (som dog ikke er kontraktarianer i snæver forstand, men ikke desto mindre betjener sig af en hypotetisk kontrakt alligevel) mente, at frygten for at blive det dårligst stillede individ ville dominere, og at vi derfor ville vælge den kontrakt, som maksimerer nytten for det dårligst stillede individ. Det ville efter hans opfattelse føre til valget af noget, der groft sagt svarer til den moderne velfærdsstat.

Der er altså teorier til at udspænde hele mulighedsrummet for politiske autoriteter. Det skal med det samme noteres, at det ikke behøver at underkende den kontraktarianske tilgang – i princippet kunne én af tilgangene være den rigtige og de andre forkerte. De Jasays argumentation bygger da heller ikke på teoriernes mangetydighed, men derimod på at gennemføre sit eget tankeeksperiment. Og med streg under eksperiment. Han er enig med Hume i, at i virkelighedens verden er staten ikke opstået ved enighed, men gennem erobring og tvang.

Hvis vi alligevel forestiller os, at vi befandt os i naturtilstanden – eller en anden position, hvor vi skulle vælge en forfatning – hvad ville vi så vælge, hvis vi var uvidende om (som hos Rawls) eller usikre (som hos Buchanan) på vores placering i det postkontraktuelle samfund? Den manglende viden skal sikre enighed, fordi vi ellers hver især ville foretrække den forfatning, som passede til vore forskellige interesser. De Jasay argumenterer imidlertid for, at selv om vi er mere eller mindre uvidende om vore personlige karakteristika postkontraktuelt, så vil vi kunne opstille en sandsynlighedsfordeling. Et flertal vil forvente at have en chance for at havne i en flertalsposition, og hvorfor skulle det så afskrive sig muligheden for at omfordele fra mindretallet? Derfor vil valget ifølge de Jasay ikke falde på minimalstaten.

Der synes dog at være en afgørende svaghed ved dette ræsonnement. Det hviler på en præmis om, at den sandsynlige gevinst ved at være en del af flertalskonstellationen i en omfordelende stat er større end gevinsten ved at være en gennemsnitlig borger i en minimalstat. Men jo bedre flertallets medlemmer kan identificere sig selv i naturtilstanden, desto bedre kan mindretallet også gøre det. Og det vil være villig til at indbygge en kompensation til flertallet i kontrakten for at undgå at blive ramt af omfordelingen. Vil kompensationen være stor nok? Ja, under forudsætning af, at minimalstaten er blot marginalt mere produktiv end omfordelingsstaten og naturtilstanden, vil der være et overskud at gøre godt med.

Hvad kan da forhindre, at minimalstaten bliver valgt? Spørgsmålet er i virkeligheden ikke blot relevant i forhold til en tænkt situation i naturtilstanden, men er konstant aktuelt i den forstand, at vi alle altid befinder os i en potentielt kontraktuel fase: Vi står altid over for muligheden for at indgå en aftale om en forfatning – uanset om vi befinder os i naturtilstanden eller i en hvilken som helst anden tilstand. Hvis vi for en stund stadig forudsætter, at minimalstaten er den mest produktive, vil det altid være muligt for vinderne at kompensere taberne.

Der er imidlertid også transaktionsomkostninger forbundet med at etablere en forfatning eller samfundsorden. Det må antages at gælde, uanset hvilken tilstand vi begynder i, hvad enten det er naturtilstanden, en konstitutionelt funderet stat eller en ikke-konstitutionel en. Transaktionsomkostningerne må desuden antages at være formidable – trods det store potentiale er det ikke lykkedes nordkoreanerne at etablere en forhandlingsløsning om et mildere regime. Der er i det hele taget få eksempler på sådanne transaktioner.

Der er ingen grund til at forvente, at transaktionsomkostningerne er væsentligt mindre i naturtilstanden end i så mange andre regimer. Dermed er det primære problem, om der overhovedet ville blive valgt en kontraktmæssig vej ud af naturtilstanden.

Buchanan er ikke blind for denne problemstilling. Tværtimod er han optaget af, at konstitutionelle optioner er ”windows of opportunity”, der normalt ikke er åbne, men historisk kan opstå mere eller mindre tilfældigt, som f.eks. da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud. Transaktionsomkostningerne kan da midlertidigt være lave nok. Er transaktionsomkostningerne derimod hverken komplet prohibitive eller fraværende, afhænger valget af, hvilket af de alternativer, transaktionsomkostningerne tillader, der er mest produktive. Det giver altså en meget opportunistisk tilgang. Det svarer til, at man ikke nødvendigvis altid spiser sin livret, når man er på restaurant, men vælger den bedste ret på det menukort, der nu en gang er.

Men under forudsætning af, at minimalstaten er den mest produktive tilstand, må det forventes, at der i et sådant midlertidigt fravær af prohibitive transaktionsomkostninger vil blive valgt en minimalstatsforfatning. Det er muligvis rigtigt, at transaktionsomkostningerne er større ved at skulle blive enige, når aktørerne har en formodning om deres postkontraktuelle identitet, fordi det så kan være nødvendigt med kompensationer, men det gør det stadig ikke mere sandsynligt, at en ikke-minimalstat skulle blive valgt (såfremt den er mest produktiv[2]).

de Jasays to øvrige påstande kan derimod godt påvirke, om minimalstaten ville blive valgt selv i fravær af transaktionsomkostninger. Er minimalstaten ikke robust og stabil, og kan der produceres kollektive goder under ordnet anarki, bør vi ikke forvente, at naturtilstanden vil munde ud i en minimalstat – tværtimod kan ”valget” være ordnet anarki. Som allerede noteret, har de Jasay en pointe i kritikken af minimalstatens stabilitet. Tilbage står spørgsmålet om mulighederne for at producere kollektive goder i naturtilstanden.

 

Kan ordnet anarki frembringe kollektive goder?

De Jasays argument for, at der vil kunne produceres kollektive goder i naturtilstanden er langt og komplekst, og derfor er det her kun muligt at skitsere nogle grundlæggende pointer. For det første hævder de Jasay, at der ikke er noget grundlæggende problem ved kollektive goder[3] i sig selv. Det afgørende er, om de, som nyder godt af godet, kan udelukkes fra at benytte det. Kan de ikke det, er der et problem, uanset om godet er kollektivt eller privat. Vi har i høj grad vænnet os til, at der ikke sker eksklusion ved goder udbudt af det offentlige (uanset om goderne er kollektive eller private), mens der normalt er eksklusion på private markeder. Det bør imidlertid ikke forveksles med, om der er et grundlæggende eksklusionsproblem eller ej. Der er eksklusion i en butik, sådan at kunder, der ikke vil betale, bliver stoppet i kassen. Der er typisk ingen sammenhæng mellem betaling og brug af en offentlig park. Men man kunne godt ekskludere ikke-betalere fra at bruge parken; det er f.eks. hvad Tivoli gør. Og man kan tænke sig butikker uden betaling; f.eks. kan et offentligt bibliotek, som låner ud gratis, ikke løbe rundt af sig selv.

Men de Jasay må medgive, at der findes goder, hvor det er vanskeligt eller meget dyrt at ekskludere brugerne. Her er der som udgangspunkt et problem med at sikre levering af godet, fordi det ser ud til at være et Fangernes Dilemma. For enhver kan det bedst betale sig at forsøge at free-ride på de andre og ikke bidrage til betalingen. Men det resulterer i, at ingen betaler, og at godet ikke bliver produceret, selv om alle ville være bedre stillet ved at betale og få godet.

Hvis der er tale om et klassisk one-shot Fangernes Dilemma, er denne konklusion ikke til at undgå. De Jasay stiller imidlertid spørgsmål ved, om kollektive goder typisk er rene Fangernes Dilemmaer. Der kan således findes parter, som er bedre stillet ved at betale og få leveret godet, selv om der findes andre, som free-rider. I så fald minder spillet mere om Chicken (de Jasays version kaldes ”Straddle”). Og i et Chicken-spil ender det med, at én viger, mens én holder banen – svarende til at nogle betaler, mens andre free-rider.

Denne situation vil især forekomme, hvis det marginale bidrag spiller en rolle for, om godet overhovedet bliver leveret. Ifølge de Jasay er der mange eksempler på, at det marginale bidrag kan spille en rolle, fordi der er et minimum for, om godet overhovedet kan siges at findes. Han eksemplificerer med en bro, som ikke har nogen værdi, hvis den sidste meter mangler, eller en vej, der vil gå i stå i en trafikprop, hvis den ikke er stor nok. Han skitserer en procedure for, hvordan et privat initiativ kunne frembringe et kollektivt gode i den situation: En gruppe af borgere – måske alle – tilbydes at deltage med en bestemt finansieringsandel. Man kommer dog kun til at betale, hvis der kommer bidrag nok. Hvis der ikke kommer finansiering nok, lægges projektet i mølpose i en betragtelig periode.

Der er to typer af problemer forbundet med de Jasays procedure. For det første er det ikke alle kollektive goder, hvor det marginale finansieringsbidrag spiller en rolle (se f.eks. Sugden 1991). Jo mindre afgørende det marginale bidrag er, desto mere sårbar er proceduren over for free-riding. For det andet vil der – når det marginale bidrag er afgørende – være et hold-out-problem. Den marginale bidragyder har i princippet vetoret, og den kan anvendes til at presse bedre betingelser igennem i forhold til resten. Ultimativt kan den marginale bidragyder presse citronen helt til det punkt, hvor resten er ligeglade med, om projektet gennemføres, dvs. hvor hele gevinsten ved det kollektive gode tilfalder den marginale bidragyder. Da endvidere alle bidragydere er marginale og derfor har vetoret, kan der være ekstremt høje forhandlingsomkostninger forbundet med de Jasays procedure. Begge problemer kan betyde, at det kollektive gode underforsynes (hvad de Jasays free-riderproblem jo erkendt lægger op til) eller slet ikke produceres.

Inden man dermed dømmer de Jasays løsning ude, er en vigtig ting værd at bemærke: De to typer af problemer ved de Jasays procedure er præcis de samme som ved demokratiske beslutningsprocesser. Her vil der også være et hold-outproblem, hvis beslutningerne træffes ved enstemmighed. Ellers vil der være et free-riderproblem i den forstand, at majoriteten kan lægge byrder på mindretallet og omfordele til sig selv på bekostning af at producere det kollektive gode. Nissen flytter med.

For en god ordens skyld kan vi også sammenligne med forsyningen af kollektive goder under autokratisk styre. Her kan autokraten under visse omstændigheder godt have et incitament til et efficient udbud af kollektive goder, men det er fordi, han betragter både disse goder og befolkningen og dens indkomster som sin ejendom. Det svarer til en bondes incitament til at beskytte sine dyr mod fremmede dyr og indbyrdes ufred. Men beskyttelsen har en pris, som samlet kan være væsentligt større end omkostningen ved et mindre udbud af kollektive goder i naturtilstanden eller en demokratisk stat.

Kollektive goder er således behæftet med problemer, uanset hvilke institutioner samfundet er baseret på. Det er kun ved helt undtagelsesvise tilfældigheder, at kollektive goder kan leveres svarende til velfærdsøkonomiens ”first-best”-principper. Dermed er vi henvist til løsninger som private substitutter, klubarrangementer samt private og offentlige procedurer med notoriske free-riding- og holdout-problemer.

Selv om man kan stille spørgsmålstegn ved to af de Jasays tre påstande, kan han altså opretholde sin fundamentale skepsis over for politiske institutioner.

 

Efter kampen

Den store diskussion mellem de Jasay og Buchanans positioner er næppe overstået, men mellem de to er den. Buchanan døde i januar i år, 93 år gammel. De Jasay nærmer sig de 90, og en øjensygdom har tvunget ham til at opgive flere større værker. Men hans vid og logiske skarphed udfoldes stadig på www.econlib.org, hvor han jævnlig kommenterer aktuelle begivenheder set fra Europa.

 

Litteratur

Brøns-Petersen, O. (2003): Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder? Libertas nr. 44

Buchanan, J.M. (1975): The Limits of Liberty. www.econlib.org

de Jasay, A. (1997): Against Politics. London, Routledge

De Jasays biografi mm. findes på www.dejasay.org/

Sugden, Robert (1991): ”Suckers, Free Riders and Public Goods. Book Review.” Humane Studies Review 7, no. 1.

[1] Jeg vælger at bruge ”ordnet anarki” og ”naturtilstand” synonymt. Det er ikke helt uden risiko for misforståelser, bl.a. fordi det dels så ofte er forbundet med Hobbes kaotiske naturtilstand, men læseren må bære over med mig.

[2] Man kan dog naturligvis tænke sig det særlige tilfælde, hvor selve kompensationen kræver, at statens beføjelser går længere end minimalstatens. Det lader vi imidlertid ligge her.

[3] Det traditionelle fokus ved kollektive goder er, at den enes forbrug ikke udelukker den andens. Et atomforsvar er et kollektivt gode (eller onde!), hvis man er omfattet af det, uanset om man bidrager til betalingen.

 

Ikke kategoriseret

Godt nytår fra Libertas

december 30, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Selskabet Libertas ønsker dig et friere og rigere nyt år

Medlemskab for 2018 koster kun 100 kr., så det bliver ikke alene billigere men også bedre at være medlem af Libertas i 2018, da vi afholder en række medlemsmøder og konferencer i løbet af 2018. Forny eller nytegn dit medlemskab her: http://bit.ly/2lm0cLG

Først bladet LIBERTAS. Det får følgende temanumre i 2018:
Nr. 66, februar 2018: De store kriser
Nr. 67, juni 2018: Public Choice
Nr. 68, oktober 2018: Penge

Planlagte møder og konferencer:
Mandag d. 15. januar kl. 17-19 i CEPOS’ lokaler: Medlemsmøde: Hvad koster indvandringen?
Lørdag d. 10. februar kl. 13, CEPOS’ lokaler: Konference: Anarkisme og den østrigske skole
Lørdag d. 17. marts kl. 13, CEPOS’ lokaler: Konference: De store kriser
Lørdag d. 9. juni kl. 15, CEPOS’ lokaler: Libertas konference: Public Choice. Der vil være uddeling af Libertas’ Adam Smith pris, og den traditionsrige Adam Smith middag om aftenen kun for medlemmer
Lørdag d. 10. november kl. 13, CEPOS’ lokaler: Libertas konference: Penge
Fredag d. 21. december kl. 19: Libertas julefrokost.

Du kan læse mere om arrangementerne og tilmelding her: http://bit.ly/2CnwIXu eller se arrangementerne på facebook.

Med håbet om et friere og rigere 2018 ønskes I alle et godt nyt år

Torben Mark Pedersen, redaktør

Selskabet Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke-partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Redaktør (ansv.)

Torben Mark Pedersen
torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær

Claes Theilgaard
claestheilgaard@protonmail.com

Forretningsfører

Rasmus Ole Hansen

Seneste indlæg

  • DEN SYNLIGE HÅND
  • Boganmeldelse: Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt
  • Boganmeldelse: Eva og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske.
  • Ytringsfriheden og dens nyautoritære fjender
  • Adam Smith, Ovid og den usynlige hånd

Arkiver

  • februar 2025
  • marts 2024
  • oktober 2023
  • marts 2023
  • januar 2023
  • oktober 2022
  • maj 2022
  • april 2022
  • august 2021
  • december 2020
  • juli 2020
  • juni 2020
  • maj 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • juli 2019
  • januar 2019
  • november 2018
  • oktober 2018
  • juni 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • juli 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • december 2016

Kategorier

  • Arrangementer
  • Bladet LIBERTAS
  • Blogindlæg
  • Generelle nyheder
  • Ikke kategoriseret
  • Religionsfrihed

Libertas.dk | Alle rettigheder forbeholdes