Anthony de Jasay døde forleden, 94 år gammel. Otto Brøns-Petersen har skrevet mindeord i den anledning på Punditokraterne. I 2013 skrev Otto Brøns-Petersen en artikel om de Jasay, som vi genoptrykker her:

Anthony de Jasays ordnede anarki

.

For langt de fleste moderne liberale er staten et nødvendigt onde. For enkelte som Holcomb er staten et uundgåeligt onde, som godt kunne undværes, men ikke kan forhindres i at opstå. For Anthony de Jasay er staten derimod hverken nødvendig eller uundgåelig: Det er ikke ordnet anarki, men den liberalistiske minimalstat, som ifølge ham er utopisk og urealisabel.

Otto Brøns-Petersen

De Jasay er ikke den bedst kendte moderne liberalistiske tænker. Men få, hvis nogen moderne har opstillet en mere elaboreret og komplet politisk filosofi end ham. Og nogen naiv filosof er han ikke. Han er velbevandret i spilteorien og social choice-teoriens dilemmaer og får i bemærkelsesværdig grad adresseret de udfordringer, som nutidig politisk-filosofisk tænkning inden for disse rammer skaber. Det gør ham meget svær at komme uden om.

Det betyder til gengæld også, at jeg her må koncentrere mig om hans essentielle kritik af minimalstaten og af politik som sådan og lade resten ligge.

Buchanans stat

For at forstå de Jasays verden kan det være værd at begynde med James Buchanans. Det er i høj grad netop Buchanans kontraktarianske politiske filosofi, som er udgangspunktet – og angrebspunktet – for de Jasay. Men de Jasay mener, at den samme kontraktarianske tilgang mere eller mindre præger politisk tænkning fra Aquinas over Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne forfattere som Rawls, Hayek, Nozick og altså Buchanan, uanset deres betydelige indbyrdes forskelle.

Buchanan og de Jasay begynder samme sted:

To the individualist, the ideal or utopian world is necessarily anarchistic in some basic philosophical sense, Buchanan (1975, 7.1.6.)

De tager udgangspunkt i de ønsker og mål, individer nu engang har. Det er den eneste relevante, ikke arbitrære målestok, politisk filosofi kan anvende. Buchanan var eksplicit paretianer: Vi kan kun sige, at en tilstand X er bedre end en tilstand Y, hvis mindst en person hellere vil have X, og hvis ingen foretrækker Y. Derimod krænker det individualismen at sige, at X er bedre end Y, hvis nogen rent faktisk foretrækker Y. Paretos princip om, at en forbedring kun er en forbedring, hvis mindst én stilles bedre, uden at nogen stilles ringere, var efter Buchanans opfattelse et minimalt normativt kriterium. de Jasay mener dog at kunne fremkomme med en endnu mindre normativt tynget begrundelse for individualisme, men under alle omstændigheder bør individer efter deres opfattelse som udgangspunkt betragtes som suveræne.

Statens definerende karakteristikum er, at den alene har legal adgang til med vold at tvinge nogen mod deres vilje. Det er derfor, at et samfund helt uden stat er en ideal liberal utopi. Der skal løftes en bevisbyrde for staten. Hvis der skal være en stat, skal den være i borgernes interesse. Men efter Buchanans opfattelse vil det også netop være tilfældet, at vi vil foretrække at etablere en stat, hvis den ikke fandtes. Han er enig med Hobbes i, at livet i en anarkisk tilstand, ”naturtilstanden”, er ”ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort”. Det skyldes, ar naturtilstanden er et Fangernes Dilemma-spil, hvor der er en individuel gevinst ved at angribe andre, men hvor alle stilles bedre ved at tvinges til at holde fred. Freden er et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere. Havner man i et Fangernes Dilemma-spil, er der en gevinst ved at få en udefrakommende aktør til at påtvinge én at samarbejde. Paretokriteriet om, at ingen må stilles ringere, er altså opfyldt.

For Hobbes er freden det eneste kollektive gode, og det kan kun sikres effektivt ved et hårdhændet diktatur, hvor suverænen i sin egen interesse sikrer freden, fordi det kan presse flere ressourcer ud af borgerne. Locke brød med Hobbes i vurderingen både af livet i naturtilstanden og af behovet for en enevældig hersker til at sikre freden. Tværtimod var det for Locke kun i individernes interesse at underkaste sig staten frem for at leve i naturtilstanden, hvis staten er begrænset til at sikre individuelle rettigheder. Buchanan var grundlæggende enig med oHHobbes’ vurdering af naturtilstanden, men konkluderede som Locke, at staten bør begrænses til kun at løse de opgaver, som den med fordel kan varetage. Det er udover freden også at tage sig af andre kollektive goder. Statens legitimitet forsvinder, hvis den derimod anvender sit magtmonopol til andet, f.eks. at påtvinge borgerne en bestemt livsstil, forhindrer dem i at foretage frivillige transaktioner og indgå kontrakter eller omfordeler fra den ene til den anden. Som grundlægger af public choice-disciplinen i økonomisk teori – en indsats der skaffede ham Nobelprisen i 1986 – var Buchanan ikke blind for risikoen for, at staten kan blive misbrugt. Tværtimod må politiske beslutningstagere forventes at optræde lige så egennyttigt som økonomiske aktører; det er trods alt de samme mennesker. Buchanan foreslog derfor en lang række konstitutionelle bindinger – kvalificerede flertal, magtdeling og lignende – til at tøjle Leviathan (det store dyr, der er Hobbes uromantiske betegnelse for staten). Kun en sådan konstitutionelt begrænset minimalstat kan sikre borgernes frihed. Alternativet er tvang, enten på privat initiativ i naturtilstanden eller institutionaliseret fra den utilstrækkeligt begrænsede stat.

Det hører med, at Buchanan ikke ser springet ud af naturtilstanden til som en faktisk beskrivelse af, hvordan staten oprindelig er blevet skabt. Det er tværtimod et tankeeksperiment, der skal overbevise os om, hvilken stat vi bør etablere, hvis et ”window of opportunity”, et ”konstitutionelt øjeblik”, pludselig viser sig – som ved den amerikanske uafhængighed i 1776.

De Jasays grundlæggende påstande

I 1985 læste Buchanan en annonce for en bog i The Times litteraturtillæg. Han havde aldrig hørt om forfatteren, men valgte at anskaffe den alligevel. Det viste sig at være en ret usædvanlig bog, som han gav en meget anerkendende anmeldelse. Forfatteren var den ikke mindre usædvanlige de Jasay, der havde ladet sig førtidspensionere fra et job som investeringsrådgiver for at skrive den. Han var oprindelig ungarer, født der i 1925, men havde efter den kommunistiske magtovertagelse taget flugten til Vesten, hvor han blev uddannet som økonom og i en periode underviste på Oxford, indtil han i 1962 skiftede karrierespor til den finansielle sektor.

Bogen var The State, og Buchanans anerkendende modtagelse af den skyldtes ikke, at han var enig. Han så den derimod som et særdeles kvalificeret forsøg på at undsige logikken bag Buchanans kontraktarianske stat. Og Buchanan havde brug for sådanne forsøg, fordi han måtte kunne tilbagevise ethvert ræsonnement om, at det er i nogens interesse at forblive i naturtilstanden – på samme måde som en bokser har brug for en stærk modstander for at bevise sin overlegenhed. Spørgsmålet er bare, om det lykkedes at tilbagevise de Jasay. Eller om modstanderen ender med at slå mesteren i gulvet.

I The State forfølger de Jasay et kontrafaktisk tankeeksperiment. Hvis staten var én person, hvad ville den da gøre. Formålet er at vise, at staten med stor sandsynlighed ville sætte sig ud over eventuelle bindinger. Man kan godt i en periode tøjle den med konstitutionelle bindinger, men det vil føre til, at den vil forsøge at købe sig til støtte med de ressourcer, den kan tvinge ud af borgerne, ikke at den vil holde sig inden for den udstukne ramme. Det er de Jasays billede på, hvorfor de moderne vestlige samfund næsten alle har udviklet sig fra konstitutionelle stater til rent seeking-societies med omfattende beskatning og omfattende overførsler mellem borgerne.

”The State” er blevet fulgt af en række værker med sigende titler som Against Politics og Before Resorting to Politics. Forfatterskabet udfolder et særdeles komplekst sæt af argumenter for, hvad jeg her vil reducere til at kalde hans tre grundlæggende påstande for ordnet anarki (det er ikke mindst i Social Contract, Free Ride (1989) man finder dem behandlet samlet, men de løber gennem forfatterskabet):

1. Det er ikke nødvendigt med en stat for at løse problemet med kollektive goder.
2. Der ville ikke være enstemmig tilslutning til at danne en minimalstat i naturtilstanden[1]
3. Minimalstaten er ikke robust og stabil.

Lad os se på de tre påstande hver især i baglæns orden.

Er minimalstaten robust?

Den måske stærkeste af de tre er den tredje – at minimalstaten ikke er robust og stabil. De Jasay argumenterer grundlæggende for, at statens monopol på magt også kan anvendes til at tilsidesætte eventuelle konstitutionelle begrænsninger. En forfatning er efter hans opfattelse ”et kyskhedsbælte, hvor nøglen altid er inden for rækkevidde” (de Jasay, 1997). Enhver politisk beslutning indeholder et element af omfordeling. Det gælder også kollektive goder, hvor fordelingen af finansieringen hurtigt bliver omfordelingsspørgsmål. Den eneste regel, som kunne sikre, at ingen ender med at blive ringere stillet, er enstemmighed, dvs. at udstyre hver enkelt med en vetoret. Men hvis en sådan enstemmighed kunne opnås ved konkrete politiske beslutninger, ville der ikke være brug for staten til at producere kollektive goder til at begynde med.

Problemet med enstemmighedsreglen er det såkaldte ”hold-out”-problem: At hver enkelt har et incitament til at udnytte sin vetoret til at presse citronen maksimalt og dermed gøre det meget vanskeligt at forhandle. Buchanans mente derfor, at konkrete politiske beslutninger bør træffes med mindre end enstemmighed, det vil sige kvalificeret flertal. Men dermed er der også, ifølge de Jasay, givet adgang til, at staten kan tvinge nogen mod deres vilje (uanset om alle på forhånd måtte have accepteret dette ved vedtagelsen af en forfatning). Og så er vejen åbnet for, at staten bliver brugt til at omfordele fra nogle til andre.

Der kan forsøges indsat ”checks and balances”, men problemet med, hvem der vogter vogterne, går for de Jasay i uendelig regres. I sidste ende synes det svært at komme uden om, at opretholdelsen af minimalstaten er behæftet med principielt helt de samme problemer som en anarkisk orden (se Brøns-Petersen, 2003).

De Jasays argument er dog ikke alene teoretisk, men støtter sig også på den historiske erfaring fra samtlige de lande, som har fået forfatninger – fra USA’s forfatning fra 1789 til i dag. Overalt er staterne svulmet. Staterne er ikke bare vokset i takt med den uset kraftige økonomiske vækst; deres andel af økonomierne er blevet øget mangefold de sidste hundrede år. Den mest effektive begrænsning på staten har historisk set ikke været forfatninger, men ”ureguleret” polycentrisk magtstruktur med konkurrence f.eks. mellem fyrster og kirken samt – navnlig i USA’s tilfælde – en åben grænse mod vest.

Hvad ville vi vælge i naturtilstanden?

Det pudsige ved kontraktarianske teorier er, at de alle er enige om, at vi i naturtilstanden alle ville vælge den samme forfatning, men at de er særdeles uenige om, hvilken forfatning det ville være. Hobbes mente som sagt, at frygten for kaos nødvendigvis ville føre til valget af enevælde, mens Buchanan peger på minimalstaten. John Rawls (som dog ikke er kontraktarianer i snæver forstand, men ikke desto mindre betjener sig af en hypotetisk kontrakt alligevel) mente, at frygten for at blive det dårligst stillede individ ville dominere, og at vi derfor ville vælge den kontrakt, som maksimerer nytten for det dårligst stillede individ. Det ville efter hans opfattelse føre til valget af noget, der groft sagt svarer til den moderne velfærdsstat.

Der er altså teorier til at udspænde hele mulighedsrummet for politiske autoriteter. Det skal med det samme noteres, at det ikke behøver at underkende den kontraktarianske tilgang – i princippet kunne én af tilgangene være den rigtige og de andre forkerte. De Jasays argumentation bygger da heller ikke på teoriernes mangetydighed, men derimod på at gennemføre sit eget tankeeksperiment. Og med streg under eksperiment. Han er enig med Hume i, at i virkelighedens verden er staten ikke opstået ved enighed, men gennem erobring og tvang.

Hvis vi alligevel forestiller os, at vi befandt os i naturtilstanden – eller en anden position, hvor vi skulle vælge en forfatning – hvad ville vi så vælge, hvis vi var uvidende om (som hos Rawls) eller usikre (som hos Buchanan) på vores placering i det postkontraktuelle samfund? Den manglende viden skal sikre enighed, fordi vi ellers hver især ville foretrække den forfatning, som passede til vore forskellige interesser. De Jasay argumenterer imidlertid for, at selv om vi er mere eller mindre uvidende om vore personlige karakteristika postkontraktuelt, så vil vi kunne opstille en sandsynlighedsfordeling. Et flertal vil forvente at have en chance for at havne i en flertalsposition, og hvorfor skulle det så afskrive sig muligheden for at omfordele fra mindretallet? Derfor vil valget ifølge de Jasay ikke falde på minimalstaten.

Der synes dog at være en afgørende svaghed ved dette ræsonnement. Det hviler på en præmis om, at den sandsynlige gevinst ved at være en del af flertalskonstellationen i en omfordelende stat er større end gevinsten ved at være en gennemsnitlig borger i en minimalstat. Men jo bedre flertallets medlemmer kan identificere sig selv i naturtilstanden, desto bedre kan mindretallet også gøre det. Og det vil være villig til at indbygge en kompensation til flertallet i kontrakten for at undgå at blive ramt af omfordelingen. Vil kompensationen være stor nok? Ja, under forudsætning af, at minimalstaten er blot marginalt mere produktiv end omfordelingsstaten og naturtilstanden, vil der være et overskud at gøre godt med.

Hvad kan da forhindre, at minimalstaten bliver valgt? Spørgsmålet er i virkeligheden ikke blot relevant i forhold til en tænkt situation i naturtilstanden, men er konstant aktuelt i den forstand, at vi alle altid befinder os i en potentielt kontraktuel fase: Vi står altid over for muligheden for at indgå en aftale om en forfatning – uanset om vi befinder os i naturtilstanden eller i en hvilken som helst anden tilstand. Hvis vi for en stund stadig forudsætter, at minimalstaten er den mest produktive, vil det altid være muligt for vinderne at kompensere taberne.

Der er imidlertid også transaktionsomkostninger forbundet med at etablere en forfatning eller samfundsorden. Det må antages at gælde, uanset hvilken tilstand vi begynder i, hvad enten det er naturtilstanden, en konstitutionelt funderet stat eller en ikke-konstitutionel en. Transaktionsomkostningerne må desuden antages at være formidable – trods det store potentiale er det ikke lykkedes nordkoreanerne at etablere en forhandlingsløsning om et mildere regime. Der er i det hele taget få eksempler på sådanne transaktioner.

Der er ingen grund til at forvente, at transaktionsomkostningerne er væsentligt mindre i naturtilstanden end i så mange andre regimer. Dermed er det primære problem, om der overhovedet ville blive valgt en kontraktmæssig vej ud af naturtilstanden.

Buchanan er ikke blind for denne problemstilling. Tværtimod er han optaget af, at konstitutionelle optioner er ”windows of opportunity”, der normalt ikke er åbne, men historisk kan opstå mere eller mindre tilfældigt, som f.eks. da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud. Transaktionsomkostningerne kan da midlertidigt være lave nok. Er transaktionsomkostningerne derimod hverken komplet prohibitive eller fraværende, afhænger valget af, hvilket af de alternativer, transaktionsomkostningerne tillader, der er mest produktive. Det giver altså en meget opportunistisk tilgang. Det svarer til, at man ikke nødvendigvis altid spiser sin livret, når man er på restaurant, men vælger den bedste ret på det menukort, der nu en gang er.

Men under forudsætning af, at minimalstaten er den mest produktive tilstand, må det forventes, at der i et sådant midlertidigt fravær af prohibitive transaktionsomkostninger vil blive valgt en minimalstatsforfatning. Det er muligvis rigtigt, at transaktionsomkostningerne er større ved at skulle blive enige, når aktørerne har en formodning om deres postkontraktuelle identitet, fordi det så kan være nødvendigt med kompensationer, men det gør det stadig ikke mere sandsynligt, at en ikke-minimalstat skulle blive valgt (såfremt den er mest produktiv[2]).

de Jasays to øvrige påstande kan derimod godt påvirke, om minimalstaten ville blive valgt selv i fravær af transaktionsomkostninger. Er minimalstaten ikke robust og stabil, og kan der produceres kollektive goder under ordnet anarki, bør vi ikke forvente, at naturtilstanden vil munde ud i en minimalstat – tværtimod kan ”valget” være ordnet anarki. Som allerede noteret, har de Jasay en pointe i kritikken af minimalstatens stabilitet. Tilbage står spørgsmålet om mulighederne for at producere kollektive goder i naturtilstanden.

Kan ordnet anarki frembringe kollektive goder?

De Jasays argument for, at der vil kunne produceres kollektive goder i naturtilstanden er langt og komplekst, og derfor er det her kun muligt at skitsere nogle grundlæggende pointer. For det første hævder de Jasay, at der ikke er noget grundlæggende problem ved kollektive goder[3] i sig selv. Det afgørende er, om de, som nyder godt af godet, kan udelukkes fra at benytte det. Kan de ikke det, er der et problem, uanset om godet er kollektivt eller privat. Vi har i høj grad vænnet os til, at der ikke sker eksklusion ved goder udbudt af det offentlige (uanset om goderne er kollektive eller private), mens der normalt er eksklusion på private markeder. Det bør imidlertid ikke forveksles med, om der er et grundlæggende eksklusionsproblem eller ej. Der er eksklusion i en butik, sådan at kunder, der ikke vil betale, bliver stoppet i kassen. Der er typisk ingen sammenhæng mellem betaling og brug af en offentlig park. Men man kunne godt ekskludere ikke-betalere fra at bruge parken; det er f.eks. hvad Tivoli gør. Og man kan tænke sig butikker uden betaling; f.eks. kan et offentligt bibliotek, som låner ud gratis, ikke løbe rundt af sig selv.

Men de Jasay må medgive, at der findes goder, hvor det er vanskeligt eller meget dyrt at ekskludere brugerne. Her er der som udgangspunkt et problem med at sikre levering af godet, fordi det ser ud til at være et Fangernes Dilemma. For enhver kan det bedst betale sig at forsøge at free-ride på de andre og ikke bidrage til betalingen. Men det resulterer i, at ingen betaler, og at godet ikke bliver produceret, selv om alle ville være bedre stillet ved at betale og få godet.

Hvis der er tale om et klassisk one-shot Fangernes Dilemma, er denne konklusion ikke til at undgå. De Jasay stiller imidlertid spørgsmål ved, om kollektive goder typisk er rene Fangernes Dilemmaer. Der kan således findes parter, som er bedre stillet ved at betale og få leveret godet, selv om der findes andre, som free-rider. I så fald minder spillet mere om Chicken (de Jasays version kaldes ”Straddle”). Og i et Chicken-spil ender det med, at én viger, mens én holder banen – svarende til at nogle betaler, mens andre free-rider.

Denne situation vil især forekomme, hvis det marginale bidrag spiller en rolle for, om godet overhovedet bliver leveret. Ifølge de Jasay er der mange eksempler på, at det marginale bidrag kan spille en rolle, fordi der er et minimum for, om godet overhovedet kan siges at findes. Han eksemplificerer med en bro, som ikke har nogen værdi, hvis den sidste meter mangler, eller en vej, der vil gå i stå i en trafikprop, hvis den ikke er stor nok. Han skitserer en procedure for, hvordan et privat initiativ kunne frembringe et kollektivt gode i den situation: En gruppe af borgere – måske alle – tilbydes at deltage med en bestemt finansieringsandel. Man kommer dog kun til at betale, hvis der kommer bidrag nok. Hvis der ikke kommer finansiering nok, lægges projektet i mølpose i en betragtelig periode.

Der er to typer af problemer forbundet med de Jasays procedure. For det første er det ikke alle kollektive goder, hvor det marginale finansieringsbidrag spiller en rolle (se f.eks. Sugden 1991). Jo mindre afgørende det marginale bidrag er, desto mere sårbar er proceduren over for free-riding. For det andet vil der – når det marginale bidrag er afgørende – være et hold-out-problem. Den marginale bidragyder har i princippet vetoret, og den kan anvendes til at presse bedre betingelser igennem i forhold til resten. Ultimativt kan den marginale bidragyder presse citronen helt til det punkt, hvor resten er ligeglade med, om projektet gennemføres, dvs. hvor hele gevinsten ved det kollektive gode tilfalder den marginale bidragyder. Da endvidere alle bidragydere er marginale og derfor har vetoret, kan der være ekstremt høje forhandlingsomkostninger forbundet med de Jasays procedure. Begge problemer kan betyde, at det kollektive gode underforsynes (hvad de Jasays free-riderproblem jo erkendt lægger op til) eller slet ikke produceres.

Inden man dermed dømmer de Jasays løsning ude, er en vigtig ting værd at bemærke: De to typer af problemer ved de Jasays procedure er præcis de samme som ved demokratiske beslutningsprocesser. Her vil der også være et hold-outproblem, hvis beslutningerne træffes ved enstemmighed. Ellers vil der være et free-riderproblem i den forstand, at majoriteten kan lægge byrder på mindretallet og omfordele til sig selv på bekostning af at producere det kollektive gode. Nissen flytter med.

For en god ordens skyld kan vi også sammenligne med forsyningen af kollektive goder under autokratisk styre. Her kan autokraten under visse omstændigheder godt have et incitament til et efficient udbud af kollektive goder, men det er fordi, han betragter både disse goder og befolkningen og dens indkomster som sin ejendom. Det svarer til en bondes incitament til at beskytte sine dyr mod fremmede dyr og indbyrdes ufred. Men beskyttelsen har en pris, som samlet kan være væsentligt større end omkostningen ved et mindre udbud af kollektive goder i naturtilstanden eller en demokratisk stat.

Kollektive goder er således behæftet med problemer, uanset hvilke institutioner samfundet er baseret på. Det er kun ved helt undtagelsesvise tilfældigheder, at kollektive goder kan leveres svarende til velfærdsøkonomiens ”first-best”-principper. Dermed er vi henvist til løsninger som private substitutter, klubarrangementer samt private og offentlige procedurer med notoriske free-riding- og holdout-problemer.

Selv om man kan stille spørgsmålstegn ved to af de Jasays tre påstande, kan han altså opretholde sin fundamentale skepsis over for politiske institutioner.

Efter kampen

Den store diskussion mellem de Jasay og Buchanans positioner er næppe overstået, men mellem de to er den. Buchanan døde i januar i år, 93 år gammel. De Jasay nærmer sig de 90, og en øjensygdom har tvunget ham til at opgive flere større værker. Men hans vid og logiske skarphed udfoldes stadig på www.econlib.org, hvor han jævnlig kommenterer aktuelle begivenheder set fra Europa.

Litteratur

Brøns-Petersen, O. (2003): Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder? Libertas nr. 44

Buchanan, J.M. (1975): The Limits of Liberty. www.econlib.org

de Jasay, A. (1997): Against Politics. London, Routledge

De Jasays biografi mm. findes på www.dejasay.org/

Sugden, Robert (1991): ”Suckers, Free Riders and Public Goods. Book Review.” Humane Studies Review 7, no. 1.

[1] Jeg vælger at bruge ”ordnet anarki” og ”naturtilstand” synonymt. Det er ikke helt uden risiko for misforståelser, bl.a. fordi det dels så ofte er forbundet med Hobbes kaotiske naturtilstand, men læseren må bære over med mig.

[2] Man kan dog naturligvis tænke sig det særlige tilfælde, hvor selve kompensationen kræver, at statens beføjelser går længere end minimalstatens. Det lader vi imidlertid ligge her.

[3] Det traditionelle fokus ved kollektive goder er, at den enes forbrug ikke udelukker den andens. Et atomforsvar er et kollektivt gode (eller onde!), hvis man er omfattet af det, uanset om man bidrager til betalingen.