Crackpot-economics er betegnelsen for de fejlagtige økonomiske doktriner, myter og økonomiske misforståelser, der stortrives på venstrefløjen, og som igen og igen dukker op i den offentlige debat, uanset hvor mange gange de er blevet skudt ned, fordi de er baseret på en fejlagtig opfattelse af, hvordan en markedsøkonomi fungerer, og hvad man kan opnå med økonomisk politik. Blandt prominente eksempler på en crackpot-teori, der ikke er behandlet i dette temanummer, er forslaget om at indføre transaktionsskatter på handel med finansielle aktiver, den såkaldte Tobinskat, der har haft det med at dukke op igen og igen med års mellemrum, selv om den hver gang er blevet skudt ned som uigennemførlig og skadelig.
Dette temanummer indledes med en artikel af Otto Brøns-Petersen, hvor han dokumenterer, hvor lidt offentlig omfordeling historisk har betydet for de fattigste gruppers reallønninger. Det er den generelle økonomiske vækst i samfundet, der har hævet reallønningerne dramatisk i de seneste 100 år, hvorimod omfordelingen via skatter og afgifter, indkomstoverførsler og offentligt forbrug tegner sig for mindre end 10 pct. af stigningen i de fattigstes reallønninger.
Sidste år skabte det en del røre, da daværende erhvervsminister, Simon Kollerup fra Socialdemokratiet, på facebook kritiserede bankerne for deres grådighed, fordi de indførte negative renter på indeståender på anfordringskonti for husholdninger. At forveksle de nominelle renter med realrenter er et klassisk eksempel på det, økonomer kalder for pengeillusion, som beskrevet i den anden artikel af Torben Mark Pedersen. Sagen er, at for en given real forrentning, vil det snarere være en gevinst end tab for bankkunderne, hvis den nominelle rente er negativ pga. samspillet med et skattesystem, hvor det er de nominelle renter og ikke realrenten, der beskattes eller kan fratrækkes i skatten.
Jonas Herby skriver om, hvordan kritikere af markedsøkonomien ofte har ret i, at markedet ikke virker. Årsagen er bare ikke markedsfejl, men at statslig regulering hindrer markedsmekanismen i at fungere optimalt, så når markedskritikere efterspørger mere og ikke mindre regulering som løsning på problemet, så gør de kun ondt værre.
Bilaterale handelsunderskud får ofte stor opmærksomhed i den politiske debat, især hvis man kan anklage andre lande – som Kina – for unfair handelspraksisser. Sagen er bare, at bilaterale handelsunderskud er irrelevante, og at kun den samlede handelsbalance har betydning, skriver Torben Mark Pedersen, og selv det kan der stilles spørgsmål ved, for vedvarende underskud på handelsbalancen eller betalingsbalancen er snarere et symptom på andre underliggende problemer end et problem i sig selv.
Jonas Munk Ejlersen, der for nylig har oversat Bryan Caplans bog Myten om den rationelle vælger, til dansk præsenterer en række eksempler fra bogen på, hvordan en stor del af vælgerne tager systematisk fejl, hvad angår de økonomiske konsekvenser af politik, hvilket får konsekvenser for både vælgernes og politikernes handlinger.
Karl Marx’ økonomiske teori om kapitalismens udviklingslove er indbegrebet af en crackpot-teori, der nægter at dø, selv om den blev tilbagevist for 125 år siden. Om det skriver Torben Mark Pedersen.
Foreningen Gode Penges fortælling om, hvordan nærmest alle økonomiske ulykker skyldes bankernes pengeskabelse, er ligeledes et skoleeksempel på en crackpot-fortælling. Der er ikke evidens for Gode Penges påstande om, at bankernes pengeskabelse skulle være en hovedårsag til alle de økonomiske ulykker, de tilskriver bankernes pengeskabelse, men de er formentlig ligeglade, for Gode Penge er først og fremmest et politisk projekt, der skal begrunde, hvorfor staten de facto skal nationalisere al bankvirksomhed og overtage hele ansvaret for pengeskabelsen, al betalingsformidling og udlånsvirksomhed. Det er et politisk projekt, der er inspireret af Lenins ide om, at det gælder om at besætte økonomiens kommandohøje for at få kontrol over hele økonomien.Om det skriver Torben Mark Pedersen.
Uden for tema, men ikke urelateret, skriver Martin Ågerup om, hvordan Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi er et forsøg på at rebrande socialismen som mindre totalitær, men lige under den demokratiske socialismes fredelige overflade ligger fortsat den rå magtanvendelse, som socialister altid og nødvendigvis må ty tilfor at gennemtvinge deres kollektivistiske visioner for samfundet. Når det kommer til stykket, vil der således ikke være den store forskel på Dragsteds “nordiske socialisme” og klassisk socialisme, som Dragsted påstår, at han tager afstand fra. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det ender omtrent samme sted.
Christian Egander Skov reflekterer i forlængelse af udgivelsen af sin anmelderroste Borgerlig krise – Det ideologiske opbrud i blå blok over, hvad der må være vejen frem for det borgerlige Danmark. Christian Egander Skov bekender sig til forsvaret for det liberale demokrati, men understreger samtidig vigtigheden af at omfavne det folkelige – populismen. Opgaven bliver at realisere en borgerlig fællesskabstænkning, der indlejrer det politiske ideal om individets frihed i en substantiel fortælling om betingelserne for det gode liv.
Afslutningsvist anmelder Elisabeth Overgaard Henrik Dahls bog Ved voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik.
Den synlige hånd handler om, at politikere måske ikke rationelt forfølger deres mål, men at de i virkeligheden er drevet af følelser, så deres handlinger bedst kan karakteriseres som irrationel inkompetence.
God læselyst
På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen
