Den 14. juli 1789 stormede bevæbnede borgere med støtte fra regulære soldater det gamle fængsel og borganlæg i Paris, Bastillen. Stormen på Bastillen er siden blevet et symbol på den franske revolution. Det var imidlertid ikke stormen på Bastillen, der indledte revolutionen. Dens betydning lå et andet sted.

Her følger et “crash-course” i den franske revolutions begyndelse

Det var forværringen af en strukturel finanspolitisk krise og en truende statsbankerot i 1786, der udløste den politiske krise, der førte til den franske revolution.

I to år, 1787-89, forsøgte kongen at få de privilegerede stænder og Parisparlamentet til at godkende indførelsen af en ny jordskat, der indebar et opgør med adelens og kirkens skatteprivilegier, men l’ancien régime var et korporativt samfund, der var baseret på privilegier, og alle korporative enheder havde en stærk interesse i at bevare status quo. Systemets manglende evne til at reformere sig, gjorde l’ancien régimes sammenbrud næsten uundgåeligt.

Forsøget på at løse den finanspolitiske krise i foråret 1787 udstillede de privilegerede stænders manglende vilje til at give afkald på deres privilegier for nationens skyld, og adelens revolte endte med at udfordre monarkiets magtposition.

Mere end noget andet blev det opgøret med standsprivilegier, der drev udviklingen i den præ-revolutionære fase, men det var et opgør, der var forankret i l’ancien régimes korporative samfund. Det var en kamp for lighed mellem stænderne. Ikke for politisk demokrati med én mand én stemme, og ikke for individuelle rettigheder. Det kom senere.

Kongens forsøg på at redde statsfinanserne på trods af adelens og de gejstliges modstand mod indførelsen af en ny skat førte til en politisk og konstitutionel krise i efteråret 1787, der blev skærpet i april-maj måned året efter. I sit forsøg på at indføre nye skatter optrådte Kongen despotisk, og det førte til parlamenternes (domstolenes) oprør med det enevældige monarki, og her gjorde aristokratiet og borgerstanden fælles front.

Det førte til en konstitutionel krise, der satte spørgsmålet om den franske forfatning på dagsordenen.

Kongen forsøgte at løse krisen med et politisk kup i maj 1788, der skulle fratage parlamenterne deres traditionelle rolle som godkender af alle love, men statsbankerotten i august satte en stopper for reformerne og fremskyndede indkaldelsen af Generalstænderne.

Kampen om repræsentation

Den afgørende konflikt kom nu til at stå mellem tredjestanden og de to privilegerede stænder, især adelen, og det afgørende spørgsmål blev nu, hvordan Generalstænderne blev sammensat, og hvordan den skulle stemme. Hvis alle tre stænder kunne vælge lige mange deputerede, eller hvis der skulle stemmes efter stand og ikke efter hoved, ville første- og andenstanden kunne nedlægge veto mod ethvert forslag om nye skatter og andre reformer.

Kun hvis der blev valgt lige så mange deputerede fra tredjestanden som fra de to privilegerede stænder, og der blev stemt efter hoved og ikke efter stand, ville tredjestanden få flertal med tilslutning fra bare nogle få sognepræster, der følte sig tættere knyttet til tredjestanden end til biskopperne. Det problem blev ikke løst, før indkaldelsen af Stænderforsamlingen, og det var denne kamp om afstemningsprocedurer, der udløste de revolutionære begivenheder.

Der var meget på spil. Hvis ikke tredjestanden fik flertal, ville adelen og de gejstlige have vetoret over alle reformer, og de havde hidtil vist uvilje til at opgive deres privilegier. Omvendt frygtede adelen med god grund, hvad et folkeflertal ville kunne finde på at gennemføre, og de mente også, ophævelsen af stændernes traditionelle politiske privilegier var i strid med Frankrigs uskrevne forfatning.

Forløbet frem til indkaldelsen af Generalstænderne i maj 1789 havde godt nok skabt en politisk krise, der både bestod i aristokratiets/parlamenternes oprør mod enevælden, og borgerskabets oprør mod standsprivilegierne, men begivenhederne før 1789 kan ikke karakteriseres som revolutionære.

Mødet i Generalstænderne var heller ikke i sig selv en revolutionær begivenhed, selv om en stor del af den oplyste del af det franske borgerskab var blevet radikaliserede af begivenhederne frem til foråret 1789, og det store flertal af de deputerede til Generalstænderne havde ikke nogen revolutionær omvæltning i tankerne men var opsatte på at gennemføre en “regenerering” af monarkiet.

Da de deputerede mødtes i Generalstænderne i maj 1789 var der en udbredt enighed om behovet for at give Frankrig en forfatning, men ikke enighed om hvilken, og næppe nogen forestillede sig den fuldstændig omvæltning af det franske samfund, som blev gennemført blot tre måneder senere. Det var ikke revolutionære, der skabte revolutionen. Det var snarere revolutionen, der gjorde de deputerede til revolutionære.

Den politiske revolution

Den egentlige politiske revolution fandt sted i løbet af blot 14 dage i juni måned, hvor tredjestanden tog magten ved et politisk kup, så den suveræne magt ikke længere alene lå hos kongen men nu var delt mellem kongen og tredjestanden. Tre datoer skiller sig ud:

• 10. juni foreslog Sieyès at invitere første- og andenstanden til at deltage i en fælles forsamling for at verificere de deputeredes identitet ved navneopråb, og hvis de ikke mødte op, skulle tredjestanden gå enegang. Sieyès forslag var det første revolutionære skridt for tredjestanden.
• 17. juni: Tredjestanden erklærer sig for Nationalforsamling. Tredjestanden brød dermed med århundreders forfatningsmæssig tradition ved at omdanne en traditionel rådgivende forsamling til en rådslagende og besluttende forsamling. Om nogen enkelt dato skal udpeges til at være den franske revolutions begyndelse, så må det være den 17. juni, for det var den dag, hvor tredjestanden med et politisk kup tilranede sig den suveræne magt i nationens navn.
• 20, juni: Boldhuseden: Nationalforsamlingen erklærer ikke at opløse sig, før de har givet Frankrig en ny forfatning

Der skete to ting i dette forløb: Begivenhederne radikaliserede de deputerede, så de blev revolutionære, og de mere radikale kræfter med Sieyès i spidsen overtog initiativet fra de mere moderate deputerede fra Dauphiné med Mounier og Barnave i spidsen

Der var dog ikke på dette tidspunkt tale om et opgør med hele stændersamfundet, og der var ingen, der talte om indførelse af politisk demokrati eller afskaffelse af monarkiet. Så radikaliseret var revolutionen endnu ikke blevet på dette tidspunkt. Indtil slutningen af juni var det kun den suveræne magt, der var gjort op med, og det var planen, at der skulle tages et opgør med adelens og de gejstlige skatteprivilegier og politiske privilegier, men ikke at afskaffe stændersamfundet.

Stormen på Bastillen

Kongen anerkendte ikke legitimiteten af Nationalforsamlingen, og han forberedte en opløsning af Nationalforsamlingen med magt. Han samlede seks regimenter lejetropper omkring Paris og Versailles, og den 11. juli iværksatte han planerne for at opløse Nationalforsamlingen.

Det var muligvis det værst tænkelige tidspunkt for kongen at ville tage en væbnet konfrontation med Nationalforsamlingen, og han undervurdere helt klart den folkelige opinion. Paris’ folkemasser havde været i oprørsstemning over de høje brødpriser, mange sultede og var forarmede, og gennem foråret og hen i juli måned, hvor brødpriserne symbolsk toppede den 14. juli, var der mange voldelige oprør, overfald på toldposter, korntransporter, kongens lejetropper blev overfaldet med stenkast m.m.

Folket frygtede et militært angreb og greb til våben den 11.-12. juli, og begivenhederne kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli.

Selve indtagelsen af Bastillen var primært en symbolsk handling, men det var en handling, der fik en enorm realpolitisk betydning, idet det var disse folkelige oprør, der redede revolutionen og hindrede kongen i at opløse Nationalforsamlingen med magt.

Efterspillet

Begivenhederne gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Efter denne begivenhed tvivlede Burke stærkt på, at Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve deres autoritet frit, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.

Nationalforsamlingen var også splittet, og der var på ingen måde enighed om det politiske reformprogram. Nogen revolution var der ikke lagt op, men nok en gennemgribende reform af det politiske system.

Blot tre uger senere, den 4. august, ændrede alt sig, og hele det franske samfund blev revolutioneret, idet feudalismen blev afskaffet og med den alle standsprivilegier inklusiv betaling af tiende til kirken. Nattens begivenheder ændrede fuldstændig den politiske dagsorden for resten af revolutionen.

Skal man være lidt legalistisk, så bestod den franske revolution i tre dokumenter:

1. Dekretet fra den 11. august 1789, der sammenfattede beslutningerne om feudalismens afskaffelse, der blev truffet den 4. august
2. Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder, der blev vedtaget den 26. august 1789
3. Den nye demokratiske forfatning for et konstitutionelt demokrati, der blev vedtaget den 3. september 1791.

Om hele dette forløb og om disse tre revolutionære dokumenter kan man læse mere i årets sidste nummer af LIBERTAS, der udkommer i december måned.