Skal den franske revolution bedømmes på, om den realiserede sine mål, så må det konkluderes, at den slog fejl. Nedrivningsdelen af det revolutionære projekt lykkedes, men det lykkedes ikke at skabe et stabilt politisk system. Forfatningen fra 1791 holdt kun i 11 måneder, så tabte demokratiet til pøbelvolden, og den lovgivende forsamling havde hverken modet, viljen eller evnen til at forsvare forfatningen.

Liberalisme og kollektivisme

Den franske revolution var ikke liberal i samme forstand som den amerikanske. Dermed ikke sagt, at der ikke var mange liberale elementer i den franske revolution: Afskaffelsen af det privilegiebaserede samfund, lighed for loven, lige adgang til erhverv, religionsfrihed, afskaffelsen af censuren, afskaffelsen af slaveriet, afkriminalisering af homoseksualitet, indførelse af et politisk demokrati osv., men de franske revolutionære var ikke liberale på samme måde som deres amerikanske modparter, der var ikke nogen egentlig liberalistisk fraktion i den franske Nationalforsamling, og Lockes politiske filosofi spillede stort set ingen rolle i fransk politisk tænkning i modsætning til i de amerikanske kolonier. Fransk politisk tænkning i oplysningstiden var langt mere kollektivistisk end den engelsk-skotsk-amerikanske liberalisme, og ideen om individuelle rettigheder spillede aldrig samme rolle i fransk politisk tænkning som i engelsk og amerikansk. Det var Sieyès’ og Rousseaus langt mere kollektivistiske politiske filosofier, der kom til at dominere.

Den grundlæggende ideologiske præmis bag den amerikanske forfatning var den individualistiske, at “alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke,” som det hedder i Uafhængighedserklæringen. Den grundlæggende ideologiske præmis bag den franske forfatning var den kollektivistiske, at suveræniteten ligger i nationen, at nationens repræsentanter har ret til at lovgive om alt, og at loven er udtryk for almenviljen, der er én og udelelig.

Hvilke ideer dominerede den franske revolution

De revolutionære i Nationalforsamlingen var – med ganske få undtagelser – ikke revolutionære, da de ankom til Generalstænderne i maj 1789. Der var kun en lille gruppe af intellektuelle som Sieyès, Mirabeau, Volney, Mounier, Barnave m.fl., der var ideologisk bevidste, men gradvist blev de deputerede mere radikaliserede. I de første måneder var det Sieyès politiske ideer, der dominerede, men allerede hen over sommeren 1789 var det tydeligt, at Rousseaus tanker fra Samfundskontrakten vandt frem på trods af, at de på flere måder var mindre egnede til at danne grundlag for det revolutionære projekt end Sieyès’ tanker, der i øvrigt hvad angår suverænitet lå tæt op af Rousseau.

Forfatningen og Menneskerettighedserklæringen er de dokumenter, der bedst viser, hvilke politiske ideer, der influerede begivenhederne i de første to år af den franske revolution. Begge dokumenter var præget af oplysningstidens liberale ideer om lighed i rettigheder, lighed for loven, pressefrihed, religionsfrihed, folkets selvbestemmelse og demokrati, men de afspejlede også den autoritære kollektivisme, der i flere århundreder havde været en del af fransk politisk tænkning, og som også kom til udtryk i Rousseaus og Sieyès politiske filosofier.

Menneskerettighedserklæringen

Det var paradoksalt nok Menneskerettighedserklæringen, der lagde kimen til den franske revolutions autoritære karakter, idet det var i Menneskerettighedserklæringen, at den grundlæggende ideologiske præmis blev formuleret: at suveræniteten har sin oprindelse i det kollektive nationen og ikke i individerne som hos Hobbes og Locke, artikel 3, og at “loven er udtryk for almenviljen,” artikel 6.

De franske revolutionære bevarede på den måde betydningen af suverænitet, som begrebet var blevet forstået under det absolutte monarki og hos “absolutismens filosof”, Bodin, blot med den forskel, at de placerede suveræniteten i nationen i stedet for hos kongen, og de bevarede absolutismens ide om, at suveræniteten må være absolut og udelt. Den franske revolutions førende filosof i den tidlige fase, Sieyès, gav meget klart udtryk for den tanke: “The nation exists prior to everything; it is the origin of everything. Its will is always legal. It is the law itself.”

Et klarere udtryk for absolutismens ide, kan næppe findes, og implikationen er, at nationen – eller dens repræsentanter – har ret til at lovgive om alt. Nationens rettigheder går forud for individernes rettigheder, og ingen Menneskerettighedserklæring eller forfatning kan sætte grænser for nationen. Det viste sig i Menneskerettighedserklæringen, hvor det om alle rettigheder eksplicit blev anført, at de kunne begrænses ved lov på trods af Menneskerettighedserklæringens højstemte ord om “menneskets naturlige, uafhændelige og hellige rettigheder.”

Ordet “frihed” blev anvendt i mange betydninger af de franske revolutionære, men den vigtigste betydning var frihed som nationens ret til kollektiv selvbestemmelse. Ikke individuel frihed.

Ikke alene var det opfattelsen, at nationen har ret til at lovgive om alt. Det var også opfattelsen, at der heller ikke var behov for at beskytte borgerne som individer mod borgerne som nation. To århundreders enevælde havde cementeret opfattelsen af, at nationen har en forenet vilje og fælles interesser, som Rousseau overtog med sit begreb om almenviljen, og ligesom kongen var den eneste, der repræsenterede nationens forenede interesser under absolutismen, repræsenterer almenviljen nationens forenede interesser under 1791-forfatningen. Almenviljen kan per definition ikke være i strid med individernes egentlige interesser, og der er derfor ikke nogen grund til at begrænse statsmagten eller beskytte borgerne mod folket selv. Ifølge Hayek I “The Constitution of Liberty” var det netop denne kollektivisme, der hindrede beskyttelsen af de individuelle rettigheder: “The decisive factor which made the efforts of the Revolution toward the enhancement of individual liberty so abortive was that it created the belief that, since at last all power had been placed in the hands of the people, all safeguards against the abuse of this power had become unnecessary.”

At nationens rettigheder går forud for individernes rettigheder i Menneskerettighedserklæringen er på ingen måde en kontroversiel påstand. Mange revolutionshistorikere omtaler det, selv om man sjældent finder det omtalt i bøger om Menneskerettigheder, der ofte tager de højstemte fraser for pålydende.

Forfatningen

Det var mere end noget andet forfatningen, der viste, hvad målet var med revolutionen. I maj-juni-juli måned 1789 var det på ingen måde givet hvilken retning, revolutionen ville tage. Forudsætningerne ændrede sig fundamentalt med sammenbruddet af det feudale regime og afskaffelsen af alle privilegier den 4. august, og opgaven bestod nu ikke længere blot i at reformere l’ancien régimes institutioner, men i at etablere en helt ny forfatning og indstifte et nyt økonomisk og socialt system.

Men hvad ville de revolutionære så? Ville de etablere et liberalt demokrati med en begrænset statsmagt baseret på magtdeling og checks and balances som i Amerika, eller ville de noget helt andet?

Det var tre politiske begivenheder i efteråret 1789, der lagde sporet for den senere forfatningsmæssige og politiske udvikling.

  1. Efter færdiggørelsen af Menneskerettighedserklæringen den 26. august, var det første forfatningsmæssige spørgsmål, der krævede en afklaring, om den lovgivende forsamling skulle deles i to kamre eller ej, som i USA og England, og om kongen skulle have et veto som i England. Det blev de afgørende forfatningsmæssige spørgsmål, fordi det var dem, der definerede grænserne for den lovgivende og udøvende magt, folkets suverænitet og kongens rolle. Det var også de spørgsmål, der ville afgøre, om Frankrig ville etablere et liberalt demokrati med en begrænset statsmagt eller et autoritært demokrati, hvor den lovgivende forsamling fik en absolut magt.

Debatten om ét eller to kamre og vetospørgsmålet endte med et politisk kompromis med et énkammersystem og et opsættende veto, men det var blevet klart, hvor udbredt den Rousseauske opfattelse var blevet, at almenviljen må være én og udelt og derfor ikke kan deles, hvilket også var “venstrefløjens” begrundelse for at gå imod et veto.

  1. Den anden afgørende begivenhed i efteråret 1789 var kvindemarchen til Versailles den 5.-6. oktober, der endte med, at kongefamilien blev bragt til Paris “more like prisoners than Princes”. Det betød afslutningen på det franske hof i Versailles og det traditionelle monarki i Frankrig. Kongen og kongefamilien var nu reelt fanger i Paris med Nationalgarden som deres fangevogtere, og dermed var både den lovgivende og den udøvende magt de facto koncentreret i Nationalforsamlingen. Kongen underskrev, hvad der forventedes af ham, fordi han ikke mente, han havde noget valg. Begivenhederne viste også, at det var den voldelige parisiske pøbel, der i sidste ende besad den suveræne magt, og at Nationalforsamlingen ikke kunne kontrollere begivenhederne. Såvel Nationalforsamlingens som kongens sikkerhed afhang alene af Lafayette og Nationalgardens evne og vilje til at forsvare dem.
  1. Endelig blev det den 2. november besluttet at beslaglægge kirkejorden for at stille den som sikkerhed for udstedelsen af assignater, der oprindelig var en slags statsobligationer, men som senere blev til fiat penge. Det var en krænkelse af den private ejendomsret og af den netop vedtagne Menneskerettighedserklæring, men de revolutionære gjorde det klart, at de mente, at de havde ret til at lovgive om alt.

Efter vetospørgsmålet, oktoberdagene og nationaliseringen af kirkejorden syntes ethvert håb om en moderat udvikling udelukket. Venstrefløjen dominerede Nationalforsamlingen, og de var ikke indstillet på, at der skulle være nogen begrænsninger på, hvad de som nationens repræsentanter kunne gennemføre ved lov.

Den franske forfatning fra 1791 blev da heller ikke en liberal forfatning for en begrænset statsmagt baseret på magtdeling og checks and balances som den amerikanske. Det blev en forfatning for et konstitutionelt monarki med frie valg til en lovgivende forsamling, dog med en stærkt begrænset valgret og især valgbarhed, men uden den magtdeling og uden de checks and balances, der prægede den amerikanske forfatning fra 1789. Næsten al magt var koncentreret i den lovgivende forsamling, og hverken Menneskerettighedserklæringen eller forfatningen satte reelt nogen begrænsninger på, hvad der kunne lovgives om, så det blev en forfatning for et autoritært demokrati med en ubegrænset statsmagt.

Den lovgivende forsamling fik reelt en større magt, end nogen af de franske enevældige konger nogensinde havde haft, og under udfærdigelsen af forfatningen traf de beslutninger, som Ludvig XVI aldrig kunne have truffet uden at blive mødt med anklager om despoti.

Lighed

Lighed – ikke frihed – var det primære mål for revolutionen. I den før-revolutionære fase var det opgøret med privilegier, der drev udviklingen, men under udarbejdelsen af forfatningen kom det til at handle om at gennemtvinge en radikal lighedspolitik, der skulle stille alle lige – ikke behandle alle lige. Der var et element af klassepolitik over det: Den radikale lighedspolitik tjente til at fjerne truslen “oppefra” mod tredjestandens politiske hegemoni ved at udrydde adelen og kirkens særstatus, og “nedadtil” konsoliderede borgerskabet sin magtposition og skabte en ny ulighed ved at udelukke de fattigste fra politisk indflydelse. Dermed gav det bedrestillede borgerskab sig selv politiske privilegier, der adskilte dem fra det store flertal af befolkningen.

Totalitære tendenser før terrorregimet

Under udarbejdelsen af forfatningen mente de revolutionære også, at de var i deres gode ret til at gennemføre et politisk program, der krænkede den private ejendomsret, religionsfriheden, ytrings- og pressefriheden og borgernes politiske rettigheder, og havde det ikke været for Menneskerettighedserklæringens mangler, så også forsamlingsfriheden, forenings- og organisationsfriheden, retten til at strejke, den personlige frihed, frihed fra vilkårlig fængsling, og retten til at henvende sig til regeringsmagten med klager.

Efter kongens flugtforsøg i juni 1791 slog Nationalforsamlingen hårdt ned på den republikanske opposition, og den repressive reaktion på de republikanske protester var et forvarsel om det senere terrorregime: suspenderingen af monarkiet, koncentrationen af den lovgivende og udøvende magt i en “revolutionsregering”, der påkaldte sig undtagelsestilstand, og udstedte nødretslovgivning, godkendelsen af militærets nedskydning af ubevæbnede, politiske modstandere, knægtelse af pressefriheden, masearrestationer og vilkårlige fængslinger.

Det er ikke svært at se, hvordan den revolutionære ideologi kunne legitimere undertrykkelsen af oppositionen. Nationens rettigheder stod over individuelle, så Nationalforsamlingen kunne vedtage hvilke som helst undertrykkende love. Dogmet om almenviljens enhed betød også, at så snart almenviljen var opdaget, måtte mindretallet forpligte sig til at gøre almenviljen til sin egen. Det levnede ikke plads til nogen form for legitim politisk opposition. At være imod en lov, der er udtryk for almenviljen, er at være en fjende af nationen.

Var terrorregimet en følge af 1789?

Revolutionshistorikere har lige siden 1790’erne diskuteret, om eller i hvilken grad terrorregimet i 1793-94 var en følge af de beslutninger, der blev truffet i revolutionens tidlige fase, 1789-91. Lå kimen til terroren allerede i “ånden fra 1789”?

Den franske revolution kan ikke meningsfuldt inddeles i skarpt adskilte faser. Der var ikke en tidlig liberal fase, der blev erstattet af en stadig mere repressiv fase. Der var en grundlæggende kontinuitet både ideologisk og politisk, og de ideologiske forudsætninger for terrorregimet lå allerede i kimen i “ånden fra 1789:

  • Den kollektivistiske opfattelse af, at suveræniteten ligger i nationen, at nationens rettigheder går forud for alt andet, og at nationen eller dens repræsentanter har ret til at lovgive om alt.
  • Ideen om almenviljens énhed, der ikke levner plads for nogen legitim politisk opposition. Enten bakker man op om revolutionen, eller også er man en fjende af nationen.
  • Den manglende vilje til at anerkende repræsentation. Tredjestanden var de første til at gøre krav på at repræsentere nationen, men de havde ikke taget de parisiske masser i ed, og den franske revolution var præget af voldelige sammenstød mellem forskellige opfattelser af, om suveræniteten ligger i Nationalforsamlingen eller i folket. Mange af de deputerede på den yderste venstrefløj var også uvillige til fuldt ud at tilslutte sig ideen om repræsentation, og de kunne ikke helt slippe den Rousseauske opfattelse af, at suveræniteten ligger hos folket.

Afslutning

Det lykkedes aldrig for de revolutionære at give Nationalforsamlingen den nødvendige demokratiske legitimitet. Den folkelige opbakning til det repræsentative demokrati var ikke til stede. Den blev undergravet af den yderste venstrefløj, og den blev undergravet af den revolutionære politik, der skabte revolutionens fjender: Kirkepolitikken skabte fjender blandt gejstlige og millioner af troende katolikker, ophævelsen af aristokratiet fik mange adelige til at føle sig forrådt og undertrykt, og de parisiske folkemasser følte sig ekskluderet ved at blive stemplet som “passive borgere” uden stemmeret.

Det er let at se i tilbageblik, at forudsætningerne ikke var til stede for etableringen af et liberalt demokrati i Frankrig i 1789. Der eksisterede ikke nogen liberal kultur i Frankrig før revolutionen, og de brede folkemasser og især den parisiske pøbel var på ingen måde liberale.

Burke (1790, 1791) havde også ret i sin kritik af den mentalitet, der lå bag den revolutionære ideologi. Troen på at man alene med udgangspunkt i rationel tænkning og abstrakte principper kan skabe et friere og mere lige og retfærdigt samfund, hvis blot man vedtager de rette love, uden at de er bakket op af civilsamfundets normer, traditioner og politiske kultur. Det var i virkeligheden en form for “nationbuilding”, de revolutionære satte sig for at gennemføre i deres eget land med indførelsen af personlig frihed og demokrati fra oven, uden at de sociale, kulturelle og åndelige forudsætninger var til stede, og det franske samfund efter 1789 manglede den sammenhængskraft, som l’ancien régime på godt og ondt havde haft med dets hierarkiske orden, kirken og monarkiet.

 

Litteratur

Pedersen, Torben Mark (2019a): “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” LIBERTAS nr. 71, 5-34.

Pedersen, Torben Mark (2019b): “L’ancien régime” LIBERTAS nr. 71, tillæg publiceret på: www.libertas.dk/arkiv

Pedersen, Torben Mark (2019c): “L’ancien régimes sammenbrud: Skatteoprør, adelsrevolte og kampen om privilegier” LIBERTAS nr. 71, 35-57.

Pedersen, Torben Mark (2019d): “Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” LIBERTAS nr. 71, 58-78.

Pedersen, Torben Mark (2019e): “Folkets revolution og stormen på Bastillen” LIBERTAS nr. 71, 79-86.

Pedersen, Torben Mark (2020a): “Menneskerettigheder i fransk politisk tænkning før revolutionen” LIBERTAS nr. 72, 4-20.

Pedersen, Torben Mark (2020b): “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder” LIBERTAS nr. 72, 21-45.

Pedersen, Torben Mark (2020c): “Den Store Frygt og den sociale revolution” LIBERTAS nr. 73, 4-11.

Pedersen, Torben Mark (2020d): “Folkesuverænitet, lighed og kampen om forfatningen 1789-91” LIBERTAS nr. 73, 12-56.

Written by Torben Mark Pedersen