Frankrig har valgt den 14. juli som nationaldag – dagen for stormen på Bastillen. Det er der en vis symbolik i, men ikke af den slags, som er værd at fejre, for stormen på Bastillen var ikke så meget starten på den franske revolution, som det indvarslede pøbelvolden, der på afgørende tidspunkter af den franske revolution kom til at bestemme begivenhedernes gang og førte til blodbadet og terroren under den franske revolution.
Den franske revolutions begyndelse
Hvis man endelig skal sætte en dato på den franske revolutions begyndelse, så er det ikke den 14. juli, men den 17. juni 1789.
Det var den dag, hvor tredjestanden på den radikale Abbé Sieyès opfordring erklærede sig selv for at være Nationalforsamling, for med den handling tilranede tredjestanden sig den suveræne magt i nationens navn.
Det var et politisk kup, og Ludvig den XVI var nu ikke længere den suveræne magt, der kun stod til regnskab over for Gud. Tredjestanden hævdede ikke bare folkets suverænitet, men også at de som tredjestand var nationen, og at de som sådan havde ret til at give Frankrig en ny forfatning.
Abbé Sieyès er blevet kaldt for den franske revolutions teoretiker, og han havde med pamfletten “Hvad er tredjestanden” fra januar 1789 erklæret, at tredjestanden er den eneste retmæssige repræsentant for nationen. Sieyès var Nationalforsamlingens førende filosofiske og politiske tænker, og hans politiske tænkning overgik i dybde og originalitet alle sine samtidiges, inklusiv Condorcet og Paine, Forsyth (1987).
Beslutningen den 17. juni satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Tre dage senere aflagde tredjestanden på Jean-Joseph Mouniers opfordring “Boldhuseden”, hvormed de forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde udarbejdet en ny forfatning. Mounier var en af lederne af den monarkistiske gruppe, Monarchiens i Nationalforsamlingen, hvor gruppen støttet af Gabriel-Honoré Mirabeau ønskede et tokammersystem med magtdeling mellem konge og parlament efter engelsk forbillede og med checks and balances som beskrevet hos Montesquieu, herunder samme vetoret til kongen som i England, Doyle (2002, 119).
Den 14. juli stormede bevæbnede borgere Bastillen.
Stormen på Bastillen
Første fase af revolutionen var egentlig forløbet fredeligt, men mens Nationalforsamlingen præsideret af ærkebiskoppen af Vienne kastede sig ud i opgaven med at udarbejde en ny forfatning, vendte kongen sig mod hæren for at få kontrol over begivenhederne. Kongen samlede først seks regimenter af soldater omkring Versailles og Paris, men efter optøjer i Paris hidkaldte kongen endnu fire regimenter af lejesoldater, der tog opstilling på højderne omkring Paris.
Der var hyppige voldsudbrud i Paris, og situationen var spændt. Et militært fængsel blev angrebet af pøblen, og der opstod optøjer over de stigende brødpriser. I Paris etablerede borgere på et møde på rådhuset en bevæbnet milits, kongens tropper blev overfaldet med stenkast, bagere og andre forretninger blev plyndret osv.
Store folkemasser samlede sig i Palais Royals have den 12. juli, og en ung, fattig advokat, Camille Desmoulins, holdt en opflammende tale, hvor han til sidst trak to pistoler frem af jakken og erklærede, at han aldrig ville lade sig anholde af politiet i levende live. Hans tale blev mødt med jubel, og under råbet “aux armes” drog alle ind til byen for at søge efter våben.
Den 14. juli samledes omkring 60.000 borgere på pladsen foran Les Invalides og krævede at blive forsynet med våben. Vagterne nægtede at skyde på forsamlingen, og 5.000 soldater nogle få hundrede meter væk, greb heller ikke ind. Pøblen kunne uhindret gennemsøge kældrene, og de slap afsted med 10 kanoner og omkring 28.000 musketter, men meget lidt ammunition.
De drog derfor til Bastillen, der var et fængsel, der blev meget lidt brugt, og som den 14. juli kun havde syv indsatte, men for den parisiske pøbel var Bastillen symbolet på kongemagten, der truede Nationalforsamlingen og revolutionen.
Det er uvist, hvem der udløste det første skud, men hvorom alting er, så blev oprørerne beskudt, og 100-150 blev dræbt.
Der var flere forsøg på at forhandle i løbet af eftermiddagen, men uden resultat. Pludselig sidst på eftermiddagen besluttede kommandanten at åbne porten og sænke vindebroen, og masserne strømmede ind. Garnisonen blev afvæbnet og fængslet, kommandanten selv blev myrdet, og hans hoved skåret af og sat på en lanse. Det samme skete for flere andre.
Det var – sammenlignet med senere pøbelvold under revolutionen – en mindre blodig affære, men det gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.
Symbolpolitik
Der er noget symbolsk over, at det er den 14. juli, der er Frankrigs nationaldag, og ikke den 17. juni. Det er det lovløse, voldelige oprør – og ikke folkets repræsentanters fredelige krav på at repræsentere suveræniteten – der fejres den 14. juli, og det er symbolsk, fordi den voldelige parisiske pøbel i de følgende år var en stærkt medvirkende årsag til, at revolutionen blev så lovløs, blodig og midtvejs udviklede sig til et rent terrorregime med massemord, kristenforfølgelser, folkemord i Vendee provinsen og krig.
Litteratur
Doyle, William (2002): The Oxford History of the French Revolution. 2nd ed. Oxford.
Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyès. N.Y.
Hibbert, Christopher (1980): The French Revolution.
Israel, Jonathan (2014): Revolutionary Ideas. An Intellectual History of the French Revolution from the Rights of Man to Robespierre. Princeton.
Jennings, Jeremy (2011): Revolution and the Republic. A History of Political Thought in France since the Eighteenth Century. Oxford.
Sieyès, Abbé (1789a): “Hvad er tredjestanden?” oversat i uddrag i Thorup m.fl. red): Den franske revolution. Århus, 2015.