Torben Mark Pedersen
Marxismen er kommet på mode igen. Internationalt har den franske økonom og neo-marxists, Thomas Piketty, opnået stjernestatus på venstrefløjen med udgivelserne af Kapitalen i det 21. århundrede, Kapital og ideologi, Mod en ny socialisme og En kort historie om lighed, for nu kun at nævne de af hans bøger, der er udkommet på dansk, og herhjemme udkom forrige år filosoffen Søren Maus bog: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt.
Bogen indledes med de sædvanlige marxistiske floskler om, at vi befinder os i en permanent krise, og i hvert fald har gjort det siden finanskrisen i 2008. Her var jeg allerede ved at stå af, for er selv akademiske marxister virkelig ikke kommet længere end at gentage den slags flove Marxske floskler? Åbenbart ikke.
Det er ellers ikke tale om en debatbog men om et akademisk værk, der er en bearbejdet udgave af forfatterens Ph.D.-afhandling. Der er ingen tvivl om, at Mau er belæst og har et stort overblik over både Marx’ omfattende forfatterskab og senere marxisters tænkning, og hans omtale og kritik af, hvad andre har skrevet tidligere, er måske det bedste ved bogen. Og det lettest læste. Når han skal forklare, hvordan kapital hos Marx ikke bare er en produktionsfaktor eller en beholdning penge men en særlig social logik, så bliver det hele pakket ind i en tung marxistisk jargon, der mere skjuler end klargør, hvad han egentlig mener. Det er venstrefløjsfilosoffers sædvanlige måde at “hæve stemmen” på, når argumentet er svagt.
Marx’ ide om de økonomiske forholds stumme tvang er ellers i sin essens ret simpel:
1. Mennesket (eller nogle mennesker) er tvunget til at arbejde for, at alle kan opretholde livet.
2. Under kapitalismen antager denne tvang en særlig form, fordi de ellers formelt frie arbejdere ikke ejer deres egne produktionsmidler. Arbejderen er derfor tvunget til at påtage sig et lønarbejde af deres egen interesse i at overleve og ikke som følge af nogen ydre tvang, p. 135.
Det gør arbejderne afhængige af kapitalen, og i kapitlet om den såkaldte oprindelige akkumulation i første bind af Kapitalen omtaler Marx, hvordan “De økonomiske forholds stumme tvang besegler kapitalistens herredømme over arbejderen,” (s. 1029 i Rhodosudgaven).
Den stumme tvang er et eksempel på det, mange på venstrefløjen i dag kalder for strukturel magt, idet det er en form for magt, der ikke udøves af nogen handlende person, men angiveligt af nogle økonomiske “strukturer”, og Mau bruger en del plads på at diskutere begreberne magt og kapital. Det er dog svært at se, at Mau kommer mange spadestik dybere i forståelsen af “de økonomiske forholds stumme tvang”, end Marx gjorde i et enkelt afsnit af Kapitalen, og det må siges at være bogens store svaghed vurderet på dens egne præmisser, at forfatteren ikke formår at vise, at begrebet om den stumme tvang er et frugtbart begreb, der kan føre til interessante nye indsigter eller analyser.
Man behøver ikke være marxist for at erkende, at man har færre muligheder i livet, hvis man er fattig, eller hvis man ikke ejer sine egne produktionsmidler, i forhold til hvis man er rig og/eller kapitalejer, og det har ikke i sig selv noget med Marx’ værditeori, udbytningen eller klasseteorien at gøre. For Mau – som for Marx – indgår begrebet imidlertid i kapitalismekritikken, og dermed sættes det ind i en kontekst, hvor hele analysen kommer til at afhænge af udbytningsteorien og klasseteorien, og det er her, hele grundlaget for hans analyse skrider, for det har været vist siden slutningen af det 19. århundrede, at Marx’ værditeori er fejlagtig, at der ikke kan siges at finde nogen udbytning sted, når arbejdskraft og kapital aflønnes efter deres marginalproduktivitet, og at der derfor heller ikke eksisterer klasser under kapitalismen, der står i et antagonistisk modsætningsforhold til hinanden pga. udbytningen. Søren Mau forholder sig slet ikke til fagøkonomers kritik af Marx’ økonomiske teorier, han refererer ingen betydelige marxistiske økonomer, og han afviser – helt absurd – at Marx’ værditeori overhovedet skulle være en pristeori (kapitel 9), selv om hele hans analyse baserer sig på, at kun arbejdskraft kan skabe værdi, og at arbejderne udbyttes, fordi de arbejder i flere timer end, hvad der er nødvendigt for at reproducere arbejdskraften.
Det er ret imponerende, at filosoffen Søren Mau kan basere sin Ph.D.-afhandling på forkerte præmisser, uden at det tilsyneladende har fået nogen konsekvenser for bedømmelsen af hans forskning. Eller af bogen. Jeg har ikke set en eneste anmeldelse, der har nævnt denne helt afgørende svaghed, og hvordan i alverden kan filosoffer (og sociologer og visse politologer) slippe afsted med at bygge videre på for længst falsificerede teorier? Hvor begavet, belæst og seriøst Mau ellers er gået til opgaven, må man konkludere, at størstedelen af værket er crackpot-filosofi.
På den sidste side af bogen erklærer Søren Mau, at udgivelsen af bogen (og hans Ph.D.-afhandling?) skal betragtes som et stykke politisk aktivisme, for han slutter af med det fromme håb, at bogen kan bidrage en lille smule til afviklingen af det “destruktive, undertrykkende og mareridtsagtige system, vi kender som den kapitalistiske produktionsmåde” og han håber, at det vil muliggøre kommunismen.
Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt. Århus, 2021.
310 sider plus 98 sider litteratur og noter.
