Er en regeringsmagt, der har erobret magten med militær magt, en legitim statsmagt, der kan gøre krav på undersåtternes lydighed?

Det mente Thomas Hobbes, og selv om Hobbes med sin samfundskontraktteori beskrev, hvordan statsmagtens legitimitet må være baseret på de suveræne individers samtykke, var Hobbes også udmærket klar over, at langt flertallet af statsmagter er etableret ved en voldelig magtovertagelse en gang i fortiden og ikke som følge af en aftale indgået mellem frie individer i en præ-politisk tilstand, Hobbes (1651, XVII 15, XX 1). Hobbes’ samfundskontraktteori er da heller ikke en teori om en historisk begivenhed men et tankeeksperiment.

Hvis en konge besejres i krig og underkaster sig sejrherren, så ophører undersåtternes lydighedspligt over for den tabende konge, for lydighedspligten er betinget af, at staten kan garantere sikkerheden. I stedet forpligtes undersåtterne af sejrherren, og selve det faktum, at statsmagten er indstiftet med magt, ændrer ikke på, at undersåtterne har en lydighedspligt. Selv hvis de samtykker til at adlyde under truslen om død og ødelæggelse, så må det regnes for at være et frivilligt samtykke, for så længe en person ikke hindres fysisk i at handle, er denne ifølge Hobbes fri til at give sit samtykke eller lade være.[i] Et samtykke er ikke ugyldigt, blot fordi det er indgået under trusler om døden. Det samme gælder i forhold til at adlyde love i samfundstilstanden under truslen om straf: enhver har friheden til ikke at adlyde lovene, men må så affinde sig med konsekvenserne, Hobbes (1651, XXI 3).

 

Cromwells erobring af magten og Hobbes tilbagevenden til England

Hobbes’ opfattelse af lydighedspligten over for en erobrermagt var ikke blot en teoretisk betragtning uden praktiske konsekvenser, for da Hobbes i midten/slutningen af 1640’erne ønskede at vende tilbage til England fra sit eksil i Frankrig, endte det med at blive til et land, hvor kongen var blevet henrettet, og Cromwell havde erobret magten. Hobbes skrev Leviathan i eksil i Paris i 1649-50 for at lette sin tilbagevenden til England, og værket udkom i slutningen af april eller begyndelsen af maj 1751. Leviathan var dog ikke skrevet for at lefle for Cromwell, og alle de grundlæggende elementer i Leviathans politiske filosofi findes allerede i Elements of Law og De cive fra 1640 hhv. 1642.

For mange af royalisterne udgjorde det et samvittighedsproblem, om de skulle anerkende det nye styre, for de betragtede kongemordsregeringen som illegitim, da den var baseret på en erobring af magten. Da parlamentet i oktober 1649 besluttede, at alle skulle sværge den såkaldte Oath of Engagement, der krævede af dem, at de skulle være “true and faithful to the Commonwealth of England, as it is now established without a King or House of Lords,” opfattede mange royalister det som uforeneligt med, at de tidligere havde svoret troskab til Charles I, og det faktum, at monarken (Charles I’s søn, den senere James II) var i eksil, fjernede ikke deres forpligtelse. For Hobbes forholdt det sig anderledes, for ifølge Hobbes var en regeringsmagt, der ikke var i stand til at forsvare og beskytte sine undersåtter, ikke en regeringsmagt, og kunne således ikke gøre krav på lydighed. Det følger omvendt deraf, at en regeringsmagt, der tilbyder fred og beskyttelse – selv hvis den er en erobrermagt – har krav på lydighed.

Da Hobbes selv vendte tilbage til England i december 1651, forsonede han sig som noget af det første efter sin ankomst til England med det nye statsråd.

 

Den bredere historiske kontekst

Spørgsmålet om legitimiteten af et monarki, der er kommet til magten ved erobring, spillede en vigtig rolle i den politiske debat i årene op til, under og efter de engelske borgerkrige (1642-49) og såmænd helt frem til The Glorious Revolution i 1688.

Det var en del af Whigideologien (Whig som parti blev først stiftet i 1678, men ideerne stammede fra årene forud for de engelske borgerkrige), der udgjorde en propagandistisk version af tidlig engelsk historie: ideen om en sædvaneret, en “ancient constitution” med et begrænset monarki baseret på magtdeling og ældgamle parlamentariske rettigheder, der stammede fra de saksiske konger fra en “time immemorial”. Problemet med det historiske narrativ var, at kontinuiteten var blevet brudt med normannernes erobring af England i 1066, men whighistorikerne benægtede, at der var tale om en erobring, eller de benægtede, at Wilhelm Erobreren havde destrueret de saksiske love, friheder og politiske traditioner og institutioner, Skinner (2002).

At indrømme at der havde været tale om en erobring, ville har været at indrømme, at kongemagten på et tidspunkt havde været absolut, hvilket ville have sat et uudsletteligt mærke på den engelske forfatning. Ifølge Whighistorikerne var William ikke en erobrer, men en der havde efterstræbt magten, og som havde berettiget sit krav ved slaget mod Harold, men det var en sejr, der ikke gav ham nogen ret til at ændre Englands love. I den udstrækning han havde gjort det, var det en lovløs handling, der først blev rettet et par generationer efter Wilhelms død ved kroningschartrene og med Magna Carta, der bekræftede de gamle love fra Edward the Confessor, Pocock (1987, 53).

Denne whigfortolkning af historien fandt støtte både blandt parlamentarikerne og royalisterne under de engelske borgerkrige. Parlamentarikerne ville ikke anerkende, at Wilhelm havde erobret England, for det ville implicere, at Englands konger havde arvet en absolut form for suverænitet, som de ikke anerkendte, og royalisterne ville ikke anerkende erobringen, fordi det ville indebære, at ethvert styre ville være legitimt, blot de havde den absolutte magt, og det ville fjerne ethvert forsvar for kongen over for Cromwell.

For de første liberalister, Levellers, var 1066 også den definerende og den katastrofale begivenhed i engelsk historie, og for Levellers betød erobringen, at der ikke var nogen kongemagt, der havde krav på lydighed, så længe den ikke var baseret på samtykke. Overton argumenterer i Remonstrance of Many Thousand Citizens fra 1646 for, at pga. den normanniske erobring har englænderne levet I trældom lige siden. Levellers brugte erobringen i 1066 som støtte for deres krav om forfatningsmæssige reformer.

Hobbes anerkendte i den anden af de fire dialoger i Behemoth, at William Erobreren havde ret til at kræve lydighed i kraft af den magt, hvormed han havde erobret England, men Hobbes var på ingen måde den første eller den eneste, der anerkendte, at en erobrer kunne regere legitimt og gøre krav på lydighed. Hobbes var heller ikke den første, der hævdede sammenhængen mellem beskyttelse og lydighedspligt. Henry Parker, der var en af parlamentets ledere, skrev udførligt om historiske eksempler på erobreres krav på at blive adlydt, og det samme gjorde mange andre. Det var disse forfattere og ikke Hobbes, der som de første i England formulerede en rationel teori om suverænitet.

 

Litteratur

Hobbes, Thomas (1651a): Leviathan. København, 2008.

Pocock, J.G.A. (1987): The Ancient Constitution and the Feudal Law. A Study of English historical Thought in the Seventeenth Century. A Reissue with a Retrospect. Cambridge.

Skinner, Quentin (2001): “Hobbes and ideology in the English revolution” i Skinner: Visions of Politics. Volume III. Hobbes and Civil Science. Cambridge.

[i] Hobbes opererer ikke med det negative frihedsbegreb, og hos Hobbes har individerne ikke nogen naturlige rettigheder i betydningen negative frihedsrettigheder, som andre er forpligtiget til at anerkende (kravrettigheder).

Written by Torben Mark Pedersen