Den 16. oktober 2020 blev den franske skolelærer, Samuel Paty, myrdet og halshugget af en muslim fra Tjetjenien, fordi han havde vist satiretegninger fra Charlie Hebdo i undervisningen.
Mordet affødte en debat om brugen af Muhammedtegninger i undervisningen, og i Danmark handler Muhammedtegningerne ikke kun om ytringsfrihed. De er en vigtig del af historien om Muhammedkrisen, der er den alvorligste udenrigspolitiske krise siden afslutningen på Anden Verdenskrig.
Spørgsmålet er, om det giver mening at undervise i Muhammedkrisen uden at vise de satiretegninger, som det hele handler om?
Det burde ikke være til diskussion, at alle skoleelever bør modtage undervisning i Muhammedkrisen, og i den forbindelse bør eleverne også se tegningerne, men truslen mod lærerne er reel, som mordet på Samuel Paty viser, og selv om visning af Muhammedtegninger i undervisningen ikke udløser et terrormord, så kan det udløse voldelige konflikter i klasseværelserne, og det kan få lærerne til i visse elevers øjne at fremstå som fjender, hvilket vil vanskeliggøre undervisningen i andre emner. Mange lærere har forståeligt nok været bange for voldelige reaktioner, og det er ikke rimeligt at kræve, at skolelærere skal sætte livet på spil for at gennemføre undervisningen.
Men hvis vi ikke skal underkaste os voldsmændenes veto og lade undervisningen i danske folkeskoler diktere af voldsparate religiøse fanatikere, så må der findes en løsning på det problem, og i dette temanummer undersøges det, hvilke holdninger der findes til det spørgsmål blandt borgerlige debattører.
Eva Gregersen har været en af de vigtigste stemmer i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen, hvorfor LIBERTAS’ redaktion bad hende være gæsteredaktør på et temanummer om Muhammedtegninger i undervisningen. Eva Gregersen indvilligede og kontaktede en lang række borgerlige debattører og politikere for at få deres bud på hele problematikken. Kun få afslog at bidrage med henvisning til travlhed, men vi kan i dette temanummer – med en vis stolthed – bringe 26 bidrag fra 27 partiledere, folketingsmedlemmer, ungdomspolitikere, folketingskandidater, debattører, journalister, redaktører og forfattere, direktøren for CEPOS, formanden for Trykkefrihedsselskabet og formanden for foreningen Frafalden. Vi takker alle for at bidrage til debatten.
De to første bidrag i dette temanummer er af Eva Gregersen og Jannie Bøgh, og de sætter en ramme om debatten. Det har været en næsten umulig opgave at prioritere rækkefølgen af de følgende 24 bidrag med så mange prominente skribenter og gode argumenter. Vi kunne have valgt at bringe dem i alfabetisk rækkefølge, men har i stedet valgt at bringe dem i næsten vilkårlig rækkefølge efter længden af deres bidrag med de længste bidrag først. Når mere prominente bidragsydere kommer efter mindre prominente, så skyldes det altså alene, at nogle har skrevet længere indlæg end andre.
I den første artikel i dette nummer argumenterer Eva Gregersen for, at det må være en statslig opgave at sikre undervisning i Muhammedkrisen og visning af tegningerne, men at det ikke må sætte lærernes liv på spil. Løsningen er en statslig udarbejdelse af en video, og at alle skoleelever kan få vist videofilmen på en lokalitet uden for skolen og arrangeret af andre end deres lærere.
I den anden artikel fortæller Jannie Bøgh om sine personlige oplevelser med at vise Muhammedtegningerne i undervisningen, og hvordan hun blev mobbet på sin arbejdsplads af andre lærere og af tillidsmanden og uden at blive støttet af skoleledelsen. Der er ingen tvivl om, at frygten for, hvad der kan ske, hvis man viser Muhammedtegningerne i undervisningen, er en rationel frygt, men den ideologisk betingede modstand mod at vise dem er også massiv i et langt overvejende venstreorienteret miljø, og lærerne har ydermere stået uden opbakning fra skoleledelser, fagforeningen, kommunerne, undervisningsministeren og Folketinget. Alle har svigtet, men “nogen skal turde”, som Jannie Bøgh skriver.
De efterfølgende artikler må tale for sig selv uden yderligere kommentarer. Fra redaktionen skal blot lyde en opfordring til at læse dem, og en stor tak til: Peter Bjerregaard, Klaus Wivel, Steffen Larsen, Morten Messerschmidt, Alex Vanopslagh, Mette Thiesen, Nikolaj Bøgh, Naser Khader, Aia Fog, Martin Ågerup, Christian Marcussen, Stefan Agger, Anders Storgaard, Jaleh Tavakoli, Stefan K. Sløk-Madsen og Elisabeth Overgaard, Asger Aamund, Mikael Jalving, Christian Holst Vigilius, Mustafa Sayegh, Jan E. Jørgensen, Maria Ladegaard, Amalie Lyhne, Ole P. Kristensen og Christian Foldager.
Bidragene afspejler bredden af holdninger i det borgerlige Danmark, og uenigheden om mål og midler viser, hvorfor det er så svært at mobilisere en forenet modstand mod voldsmandens veto. Vi står splittede, og konsekvensen heraf ser vi i form af selvcensur i medierne, kunstverdenen og vores offentlige uddannelsesinstitutioner.
Flere bidragsydere er inde på, at undervisning i frihed og demokratisk dannelse er afgørende for et liberalt demokrati, hvorimod andre sætter hensynet til lærernes metodefrihed eller modstand mod statslig indblanding i undervisningen højere.
Adskillige bidragsydere er inde på, at Muhammedtegningerne kun er et af flere potentielle konfliktområder, og at undervisning i palæstinakonflikten, religion og litterære skildringer af homoseksualitet eller sex før og uden for ægteskabet ligeledes kan skabe konflikter i klasseværelserne.
Det viser, at hele problematikken handler om andet og mere end Muhammedtegninger, og det handler heller ikke kun om ytringsfrihed.
Ytringsfriheden er kun én kampplads blandt mange. Både jøder og homoseksuelle har været mål for islamisk terror, og de mest dødelige islamiske terrorangreb i Vesten som terrorangrebene i New York 9/11, London, Madrid, Nice, Berlin, Bruxelles, Manchester, Paris, Ile-de-France og Barcelona har alle været rettet mod helt almindelige mennesker, der tilfældigvis har befundet sig på det sted, som terroristerne havde udvalgt for deres terrorangreb. Det er hele vores civilisation, der er under angreb.
I LIBERTAS nr. 77 var temaet “regulering”, og vi følger op med en artikel af Jens Frederik Hansen om udviklingen i dansk boligregulering siden Første Verdenskrig. Det er et unikt stykke historieskrivning om et område, der aldrig har været fortalt på den måde før, og alle borgerlige politikere burde studere de skadelige effekter af årtiers boligregulering. Og afregulere og liberalisere.
Det var oprindelig planen at have Hobbes som undertema, men det har måttet udskydes til et senere tidspunkt pga. pladsmangel.
Den synlige hånd handler om underkastelse, og er skrevet af Torben Mark Pedersen. Den synlige hånd er illustreret med et billede af Jyllands-Postens avisside fra den 30. september 2005 og deres genoptryk af siden 10 år senere, hvor de 12 Muhammedtegninger var blevet erstattet af tomme billedrammer. Noget klarere udtryk for selvcensur og underkastelse under islams love kan man næppe finde.
God læselyst
På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen (ansvh.)
