Thomas Hobbes var berygtet i sin samtid. De cive og Leviathan blev fordømt af Oxford University og brændt på bålet i den indre gård af Bodleian Library, og han blev udskammet som “the beast of Malmesbury”. Det var ikke mindst hans påståede ateisme – som næppe var rigtig – der gjorde Hobbes berygtet, og som fik det gode selskab til at tage afstand fra ham. Hans politiske holdninger var også radikale – selv sammenlignet med den polariserede debat forud for og under de engelske borgerkrige.
Selv om alle i dag anerkender Hobbes’ geni som politisk teoretiker, er Hobbes stadig berygtet, og der er en tendens til, at hverken liberale eller konservative vil omfavne ham som en af deres. Tværtimod er det ofte modstandere af liberalismen som Leo Strauss og Carl Schmitt, der omtaler Hobbes som liberal, og omvendt liberale der omtaler ham som konservativ. Han var efter min opfattelse ikke nogen af delene – og det er i øvrigt vanskeligt overhovedet at benytte de betegnelser om tænkere, der levede på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var nogen politiske ideologier overhovedet, og hvor betegnelserne “liberalisme” og “konservatisme” om politiske ideologier ikke eksisterede endnu.
Leo Strauss (1953, 181-82) hævder, at Hobbes er en af liberalismens grundlæggere, og han argumenterer for, at (1) hvis liberalisme er en politisk doktrin, der sætter menneskets rettigheder før dets pligter, og (2) som identificerer statens funktion med beskyttelsen af disse rettigheder, så er Hobbes “the founder of liberalism”.
Argumentationen er besynderlig for en ekspert i Hobbes som Strauss, for det første fordi de naturlige rettigheder hos Hobbes ikke er liberalismens negative frihedsrettigheder, men et begreb om frihed som lovløshed, og for det andet fordi det ikke hos Hobbes er Suverænens opgave at beskytte de naturlige rettigheder. Tværtimod afhænder alle individer deres naturlige rettigheder ved indgåelsen af samfundskontrakten, og de negative rettigheder – eller privilegier – som Suverænen tilstår undersåtterne i samfundstilstanden, har ikke noget med individernes naturlige rettigheder fra naturtilstanden at gøre.
Man skal i øvrigt være varsom med at sætte politiske tænkere i bås på baggrund af et enkelt element i deres tænkning, som Strauss gør. Det er udtryk for en uholdbar form for reduktionisme. Det er langt mere frugtbart at spørge: “hvilke liberale elementer er der i Hobbes’ tænkning”? end at spørge: “var Hobbes liberal”? Erstat “Hobbes” med “Rousseau” eller “Rawls”, og det skulle være indlysende.
Hobbes er ikke liberalist
Hobbes stillede sig bevidst i opposition til tidens liberale, demokratiske og republikanske ideer, og i Elements identificerer Hobbes en række oprørske doktriner, som han tog afstand fra og polemiserer imod. Han gentager dem i De cive og i Leviathan. De seks doktriner som nævnt i Leviathan er:
- At et kongedømme har mindre magt til at opretholde fred og forsvar af almenvellet, end hvad der kræves, (XXIX, 3).
- At ”enhver privatperson Dømmer om Gode og Onde handlinger,” (XXIX 6).
- At alt, hvad der strider mod en persons samvittighed, er en synd (XXIX 7), og at individer ikke skal adlyde Suverænen, såfremt dennes befalinger strider mod deres samvittighed.
- At Suverænen er underlagt de civile love, (XXIX 9).
- At den private ejendomsret er absolut, og at den også udelukker Suverænens ret, (XXIX 10).
- At den suveræne magt kan deles, (XXIX 12).
Hobbes er ikke liberalist i nogen meningsfuld betydning af ordet. Nok tager han udgangspunkt i individet, og Hobbes’ naturtilstand kan siges at være ekstremt individualistisk, idet der ikke eksisterer nogen form for samfund, kultur, moral, organiseret religion eller civilisation i naturtilstanden, men hans politiske teori ender med at blive ekstremt kollektivistisk i en grad, der minder en hel del om Rousseau.
Hobbes opererer heller ikke med liberalismens negative frihedsbegreb, og han anerkender ikke, at individer har nogle ukrænkelige rettigheder. Statsmagten indstiftes heller ikke for at beskytte nogen rettigheder men for at beskytte livets opretholdelse, og Hobbes’ ubegrænsede statsmagt er så langt fra liberalismens ideal om en begrænset statsmagt, som noget kan være: der er ingen forfatning, der sætter grænser for statsmagten, der er ingen (forfatningsmæssigt sikrede) rettigheder, der er ingen magtdeling eller checks and balances, statsmagten står ikke til ansvar over for undersåtterne for sin regeringsførelse, og undersåtterne har ingen mulighed for legitimt at afsætte et tyrannisk styre, gøre oprør eller trække deres samtykke tilbage, der er ingen rule of law, og der er ingen religionsudøvelsesfrihed og ingen pressefrihed.
Der er sprækker af frihed, fordi individerne på trods af deres generelle lydighedspligt har en ret til selvforsvar og til selv at dømme om, hvorvidt Suverænen truer deres liv eller ikke længere kan beskytte dem, men det er ikke kravrettigheder, så det er ikke rettigheder, som individerne kan kræve moralsk respekteret. Der er også sprækker af frihed, fordi statsmagten ikke kan lovgive om alt, og nok er Suverænen enevældig, men Hobbes’ stat er ikke en totalitær stat og har ikke nogen ideologi eller noget andet formål end at sikre freden og den sociale orden.
Politisk liberalisme handler først og fremmest om at værne om individets negative frihedsrettigheder, men det var ikke Hobbes’ politiske projekt. Hobbes’ politiske teori er baseret på en større mistro til individuel frihed end til statsmagten, og Hobbes var optaget af at sikre freden og den sociale orden – og ikke den personlige frihed. Det kan siges at være et traditionelt konservativt træk at sætte orden højere end frihed.
Og dog. For når Hobbes skriver, at individernes formål med at etablere en statsmagt er beskyttelse, så handler det om, at individerne ønsker at sikre deres liv, legeme og ejendom mod overgreb fra andre. Og det gør de ikke, fordi de mener, at de har en moralsk ret til en sådan beskyttelse, for en sådan ret eksisterer ikke, men fordi det er et gode, som de begærer. Individernes formål med at instituere en Suveræn er altså at beskytte deres personlige frihed, selvejerskabet, og den private ejendomsret. Og det er jo en meget liberal tanke.
Var Hobbes konservativ?
Nok var Hobbes royalist, og han ønskede mere end noget andet at sikre den sociale orden, men bortset fra det er det svært at karakterisere Hobbes som konservativ i sin samtid. Det er en traditionel konservativ ide at gå ind for en stærk kongemagt, men det er også indbegrebet af konservatisme (ja, i virkeligheden er det en liberal tanke) at ville bevare de eksisterende institutioner eller i hvert fald kun ændre dem gradvist. Hobbes er på ingen måde traditionalist, og hvis England skulle have fulgt Hobbes’ “program” skulle de have afskaffet parlamentet, gjort op med adelens og biskoppernes privilegier, afskaffet common law og common law domstolene, ophævet kirkens uafhængighed og indført et enevælde, der var endnu mere absolut end under Louis XIII og Louis XIV. Der ville have været tale om en politisk revolution. Det kan ikke kaldes for konservatisme.
Hobbes forkastede også den traditionelle legitimationsfortælling om “Divine Rights of Kings”, og i stedet for at begrunde kongemagten med henvisning til Gud eller traditionen, begrundede han den med individernes samtykke i en oprindelig kontrakt (eller under tvang over for en erobrermagt). På samme måde forkaster Hobbes al traditions- og religionsbaseret lov og moral, ligesom han afviser, at der eksisterer et oprindeligt folk eller national kultur før etableringen af statsmagten. Ja, selv efter etableringen af statsmagten, kan man ikke tale om, at der eksisterer et folk på anden måde end i staten. Det lyder ikke særlig konservativt.
Hobbes er rationalist, og det er deri, hans radikalisme ligger, og det er deri, han adskiller sig fra hovedstrømningen i engelsk politisk tænkning i det 17. og 18. århundrede.
Hobbes som liberalismens forfader
Selv om Hobbes hverken kan betegnes som liberalist eller konservativ, er der både liberale og konservative elementer i Hobbes’ tænkning, og der er en hel del elementer i Hobbes’ politiske filosofi, der går igen i Lockes politiske filosofi, hvorfor det ikke er urimeligt at betegne Hobbes som en af liberalismens forfædre. Hvis man skal pege på to andre, der var stærkt påvirket af Hobbes, så var det Spinoza, der næsten overtager Hobbes’ politiske filosofi bortset fra det med lydighedspligten (Spinoza mener, at magt er ret), og Rousseau hvis ide om en suveræn almenvilje nærmest er modelleret efter Hobbes’ omtale af, hvordan undersåtterne indgår i staten og bemyndiger staten til at handle på deres vegne.
Hobbes’ politiske filosofi er i udgangspunktet individualistisk. Han er metodologisk individualist, hvilket vil sige, at alt forklares med udgangspunkt i individers handlinger, og han er moralsk individualist i den forstand, at al moral afhænger af, hvad der tjener individets selvopretholdelse på langt sigt. Alle mennesker er også født frie og lige i naturtilstanden, hvor der ikke er nogen arvelig adel eller medfødte privilegier. Hobbes bryder også med næsten al hidtidig politisk filosofi, når han afviser, at der skulle eksistere et fælles gode – bortset fra fred – som det er målet for det politiske samfund at realisere. Mennesker har hver deres egne mål, og hver især ønsker de at leve deres liv på en måde, som de har deres egne grunde til. Alle begærer selvopretholdelse før alt andet, fordi det er en forudsætning for alt andet, de måtte begære, men på næsten alle andre områder har mennesker deres egne mål i tilværelsen. Det er denne individualisme, der udgør grundlaget for den senere politiske og økonomiske liberalisme.
Selve samfundskontrakttankegangen er også en grundlæggende liberal ide. Den forudsætter, at suveræniteten ligger i individerne. En samfundskontrakt er en frivilligt indgået aftale, og med samfundskontrakten indstiftes en statsmagt, der er baseret på de kontraherende parters frivillige samtykke. Friheden går således forud for og er en forudsætning for etableringen af et samfund og en stat. Det med samtykke blev centralt i Lockes politiske filosofi, fordi Lockes individer bevarer en del af deres naturlige (krav-) rettigheder i samfundstilstanden, så de kan trække deres samtykke tilbage, hvis statsmagten udvikler sig til et tyranni. Sådan er det ikke hos Hobbes, men ideen om, at statens oprindelse og legitimitet og borgernes lydighedspligt stammer fra individernes samtykke er en grundlæggende liberal ide.
Det samme gælder ideen om, at statsmagten er til for borgernes skyld og ikke omvendt, og selv om formålet med at overlade al magt til Suverænen er beskyttelse, så er freden for individerne kun et middel til at sikre deres liv, legeme og ejendom. Hobbes taler ikke som Locke om selvejerskab (selv om han flere steder skriver, at mennesker ejer sig selv eller deres egen krop) eller fremhæver vigtigheden af privat ejendomsret, men det er reelt ønsket om at beskytte selvejerskabet og den private ejendomsret, der får individerne til at give afkald på deres ubegrænsede ret til alt mod en forventet beskyttelse af deres liv, legeme og ejendom.
Hobbes’ individualisme skal ikke overdrives, for han ender som kollektivist, og når alle individer med underskrivelsen af samfundskontrakten bliver én person med én fælles vilje, ændres Hobbes’ politiske filosofi sig fra at være ekstremt individualistisk til at blive ekstremt kollektivistisk, og når alle individer udgør Leviathan, så bortdefinerer Hobbes enhver modsætning mellem individ og stat – lige indtil det tidspunkt, hvor Suverænen måtte true individet på livet. Hobbes’ politiske teori er således ikke – som Lockes – en teori om forholdet mellem individ og stat, for i samfundstilstanden er individet uden betydning, og folket har ingen selvstændig identitet uafhængig af Leviathan. Det er en teori om staten, den almægtige Leviathan.
– – –
Dette blogindlæg baserer sig på dele af artiklen “Individ – kontrakt – stat. Thomas Hobbes’ politiske filosofi” fra LIBERTAS nr. 76.