Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Forside
Arkiv
Adam Smith prisen
Om Libertas
Medlemskab
Kontakt
Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemskab
  • Kontakt
Bladet LIBERTAS

Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof

maj 5, 2020by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Emmanuel-Joseph Sieyès (1748-1836) var den franske revolutions førende filosofiske og politiske tænker, og han er blevet kaldt for “the theoretical architect of the French Revolution of 1789”, Sonenscher (2003), “the pre-eminent exponent of the ‘ideas of 1789′”, Forsyth (1987, 37), “the first and most profound theorist of the French Revolution”, Baker (1988), “the man who articulates the political theory of the French Revolution,” Forsyth (1987, 3), og Acton (1902) omtaler ham som “the most perfect representative of the Revolution.”

Sieyès hører ikke til blandt den politiske filosofihistories giganter, men ifølge Forsyth (1987) var hans politiske tænkning “superior in originality, breadth and depth to that of any of his contemporaries, not excluding such well-known figures as Thomas Paine or Condorcet”. Acton (1902) kalder ham “the first political intellect of his age” og omtaler ham som “profoundly original”, og Arendt (1963,161) skriver, at Sieyès “in the field of theory, had no peer among the men of the French Revolution.”

Sieyès skrev aldrig noget sammenhængende politisk-filosofisk værk. Hans berømmelse hviler på tre lejlighedsskrifter, der blev udgivet i 1788-89 med henblik på at påvirke den offentlige opinion forud for Generalstændernes møde i maj 1789.[i] Det var ikke ordinære debatindlæg men grundigt argumenterede skrifter, der baserede sig på principielle og teoretiske overvejelser, og som samtidig udviklede en revolutionær strategi for at give Frankrig en forfatning.

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), kalder Sieyès’ politiske filosofi for en “remarkably complete and consistent liberal political philosophy”, men det kan godt diskuteres, hvor konsistent Sieyès var, ligesom det kan diskuteres, i hvilken forstand, Sieyès skulle være liberal.

Der er mange liberale elementer i Sieyès’ politiske filosofi, men han var ikke klassisk liberal i den engelsk-skotsk-amerikanske forstand, og han ville med sikkerhed heller ikke selv have placeret sig i en sådan bås. Eller nogen bås overhovedet. Sieyès’ politiske filosofi havde også stærke kollektivistiske træk.

Det var ikke frihed, der var det højeste politiske mål for Sieyès, men derimod det repræsentative system, som er Sieyès’ betegnelse for arbejdsdelingen på markedet og i det politiske system. I den forstand var det økonomisk effektivitet, der var målet, for det repræsentative system er det samfundssystem, der ifølge Sieyès bedst sikrer fremskridt, frihed og velstand. Sieyès kaldte det repræsentative system for “the true object of the revolution”, Forsyth (1987, 128).

Sieyès’ biografist, Forsyth (1987), skriver om hans politiske filosofi, at den “embraced both a theory of revolution and a theory of constitutional construction.”

At være revolutionær er usædvanligt i den liberale tradition, hvor samtidens skotske liberalisme lagde vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Det forudsætter ikke bare et ønske om at rive det bestående samfund ned, men også en tro på, at man kan konstruere en ny verden baseret på filosofi og rationelle principper uden hensyntagen til kultur, religion, normer og sædvaner. Det er det, Hayek kalder for rationalistisk konstruktivisme: forestillingen om at alle institutioner, der gavner mennesker, er resultatet af en bevidst plan eller design, og at samfundsmæssige institutioner er skabt med et formål af dem, der har skabt dem. På det punkt var Sieyès en typisk repræsentant for den fornuftsdyrkende franske oplysning. Endelig forudsætter revolution en form for retfærdiggørelse, der må gå videre end en Lockesk ret til oprør, og den retfærdiggørelse findes i Sieyès’ teori om nationen og om den konstituerende magt.

Ifølge Acton (1902) var Sieyès “essentially a revolutionist”, og hans tre banebrydende skrifter fra 1788-89 drejer sig først og fremmest om at begrunde, at tredjestandens repræsentanter til det kommende møde i Generalstænderne har den suveræne magt og har ret til at give Frankrig en ny forfatning.

Sieyès taler ikke om retten til oprør, som Locke gjorde 100 år tidligere, for det drejer sig for Sieyès ikke så meget om at erstatte det absolutte monarki med et konstitutionelt, men om at afskaffe det privilegiebaserede samfund. Da privilegier var grundlaget for ejendomsretssystemet og hele det økonomiske, politiske, administrative, juridiske, kirkelige, militære og sociale system under l’ancien régime, ville en afskaffelse af alle privilegier betyde en fuldstændig omvæltning af hele samfundet. Det var således en revolution, Sieyès lagde op til, uden at bruge ordet og uden at beskrive samfundet efter revolutionen nærmere.

Sieyès var en typisk skrivebordsfilosof, der ikke havde nogen politisk erfaring, før han skrev sine vigtigste politiske skrifter, men som valgt til Generalstænderne i maj 1789 fik han lejlighed til at realisere sin revolutionære strategi, og Sieyès stod bag det politiske kup, der bragte tredjestanden til magten i juni 1789. Sieyès spillede også en stor rolle i udfærdigelsen af “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder”, og han omtales gerne sammen med Mirabeau som den franske forfatnings fader.

Mange vil mene, at det er Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der fortjener betegnelsen “den franske revolutions filosof”. Det kan der være noget om, for Rousseau er uden sammenligning den filosof, der fik størst indflydelse på revolutionen – på visse punkter allerede fra sommeren 1789, men i de første måneder var det Sieyès’ revolutionære tanker, der satte dagsordenen.

I Samfundskontrakten erklærer Rousseau, at intet politisk styre er legitimt, hvis det ikke er baseret på borgernes samtykke. Det var et frontalangreb på absolutismen, men Rousseau var ikke revolutionær, og han lagde selv vægt på den evolutionære udvikling af samfundets institutioner.

Sieyès var en af de få politiske ledere fra maj-juni måned 1789, der overlevede terrorregimet, og som også var aktiv i politik i årene efter, og ligesom Sieyès havde stået bag kuppet, der bragte tredjestanden til magten i 1789, stod han ironisk nok også bag kuppet, der bragte Napoleon til magten i 1799: “By the first Sieyes opened the Revolution, by the second he closed it,” Forsyth (1987, 1).

Det er formålet med artiklen at give et indblik i Sieyès’ politiske og økonomiske tænkning og hans rolle i de revolutionære begivenheder i den første afgørende fase af den franske revolution. Hans senere indsats og tænkning omtales kun kort.

Artiklen er delt i tre dele. Først omtales Sieyès’ liv og hans vigtigste arbejder kronologisk. Dernæst præsenteres hans politiske filosofi mere samlet, og endelig omtales Sieyès’ virke under den franske revolution.

– – –

Dette tekstuddrag er fra indledningen til artiklen “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” i LIBERTAS nr. 71, Pedersen (2019b).

 

Litteratur

Acton, J.E.E.D. (1902): Lectures on the French Revolution. New York, 2015.

Arendt, Hannah (1963): On Revolution. London.

Baker, Keith M. (1988): “Sieyes” i Furet and Ozouf (eds.): A Critical Dictionary of the French Revolution. Cambridge Ma., 1989.

Forsyth, Murray (1987): Reason and Revolution. The Political Thought of the Abbé Sieyes. New York.

Pedersen, Torben Mark (2019a): “L’ancien régime” LIBERTAS nr. 71. http://www.libertas.dk/libertas-arkiv/

Pedersen, Torben Mark (2019b): “Abbed Sieyès – den franske revolutions filosof” LIBERTAS nr. 71, 5-34.

Sonenscher, Michael (2003): “Introduction” i Sonenscher (ed.): Sieyès. Political Writings. Cambridge, 2003.

 

[i] Generalstænderne bestod af repræsentanter fra de tre stænder: de gejstlige (førstestanden), adelen (andenstanden), og tredjestanden, der bestod af resten af befolkningen. Generalstændernes opgave var at bistå kongen med råd, men indførelsen af nye skatter skulle godkendes af Generalstænderne, og det var med det formål, at de var blevet indkaldt til at mødes i maj 1789. Se Pedersen (2019a) for en nærmere omtale af l’ancien régimes politiske institutioner.

Bladet LIBERTAS

Liberalisme og den franske revolution I

april 22, 2020by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Var den franske revolution en liberalistisk revolution? Og hvis den var, er der så noget iboende i liberalismen, der kan forklare, hvorfor den franske revolution kørte af sporet og endte i terrorregimet?

Det er de spørgsmål, der motiverede til dette og næste temanummer af LIBERTAS.

Mange konservative har siden Burkes kritik af den franske revolution givet liberalismen skylden for, at den franske revolution endte i blodbadet under terrorregimet. Har de noget at have kritikken i? Var den franske revolution gennemført af revolutionære liberalister, og var det årsagen til en af den moderne tids store tragedier?

Den franske revolution var en borgerlig revolution i den forstand, at det var borgerskabets revolution. Med revolutionen afskaffedes det feudale system og hele det privilegiebaserede korporative samfund. Aristokratiet blev afskaffet, kirken mistede sin særstatus, og det bedrestillede borgerskab kom til magten.

Det var også en demokratisk revolution. Det absolutte monarki blev erstattet af et repræsentativt demokrati, og den var demokratisk i den bredere betydning af ordet som lighedsskabende. Alle medfødte privilegier blev afskaffet, og alle mænd blev stillet lige for loven, fik lige adgang til erhverv, og fik de samme universelle rettigheder. I den forstand var det også en lighedsmæssig revolution. Ligheden omfattede ikke politiske rettigheder, Der var ikke almindelig valgret i forfatningen i 1791, og de fattige, tyende, kvinder og andre grupper blev udelukket fra at stemme.

Spørgsmålet er, om det også var en liberal revolution?

Der var åbenlyst liberale elementer i den franske revolution, og den var en del af en bølge af frihedsrevolutioner på tværs af Atlanten i det 18. århundredes sidste årtier.

Den franske revolution adskilte sig imidlertid meget fra den amerikanske, og fransk politisk tænkning før revolutionen havde stærke kollektivistiske træk.

I sidste ende var det folkesuverænitet, lighed og republikkens enhed, der var revolutionens bærende principper og ikke frihed. Abstrakte begreber om rettigheder spillede i det hele taget ikke nogen fremtrædende rolle.

Et svar på spørgsmålet om, hvorvidt den franske revolution var en liberal revolution, må derfor blive et både og.

Den franske revolution er heller ikke en entydig størrelse. De deputerede, der gennemførte revolutionen, og som oprindelig var valgt til Generalstænderne, var på ingen måde enige om, hvordan Frankrig efter l’ancien régimes afskaffelse skulle se ud, og både menneskerettighedserklæringen og forfatningen fra 1791 var resultatet af politiske kompromiser. Revolutionen gennemløb også forskellige faser, og med skiftende magtkonstellationer skiftede også de regerendes ideologiske orienteringer.

Det er håbet med dette og næste nummer af LIBERTAS at nærme os et svar på spørgsmålet om forholdet mellem liberalisme og den franske revolution.

Det er svært om ikke umuligt at finde nogen klassisk liberale i den engelsk-skotsk-amerikanske tradition blandt de deputerede til Generalstænderne i 1789. Der var en lille gruppe américains, deriblandt Lafayette, der måske var den nærmeste arvtager af den amerikanske revolutions principper, men Lafayette var først og fremmest soldat og ikke en politisk tænker, og han spillede stort set ingen rolle i Nationalforsamlingen.

Nationalforsamlingens førende politiske tænker i den første fase af revolutionen var Abbed Sieyès. Han var økonomisk liberal, og hans mål var et samfund baseret på arbejdsdeling, lighed og økonomisk frihed, og i sidste ende var de fælles mål: fremskridt, frihed og velstand. Hans mål var ikke personlig frihed eller en begrænset statsmagt, og hans politiske filosofi indeholdt mange af de samme kollektivistiske træk, der dominerede fransk politisk tænkning i det 18. århundrede, ikke mindst Rousseau.

Om Abbed Sieyès handler den første artikel i dette nummer, der er skrevet af Torben Mark Pedersen.

Som redaktør af bladet føler undertegnede behov for at undskylde, at alle artikler i dette temanummer er skrevet af undertegnede. Det var ikke planlagt. Der var lovet bidrag fra andre skribenter, men de udeblev. Næste nummer af LIBERTAS bliver med bidrag fra andre skribenter, har jeg fået lovning på.

Den anden artikel i temanummeret omhandler “L’ancien regimes sammenbrud: skatteoprør, adelsrevolte og opgøret med privilegier”.

Den franske revolution ville næppe have fundet sted – i hvert fald ikke på det tidspunkt – om det ikke havde været for den gældskrise og truende statsbankerot, der førte til en forfatningsmæssig krise og l’ancien régimes sammenbrud.

Oplysningstidens ideer spillede ikke nogen stor rolle for l’ancien régimes sammenbrud, der primært var resultatet af en magtkamp mellem i første omgang aristokratiet og monarkiet og i anden omgang mellem borgerskabet og aristokratiet, der varede indtil efter stormen på Bastillen. Det var en magtkamp, der handlede mere om interesser end om ideologi, og som førte til den politiske revolution i juni 1789.

“Den politiske revolution – 11 dage i juni 1789” redegør for omstændighederne omkring det politiske kup, hvormed tredjestanden tilranede sig den suveræne magt i nationens navn, og som satte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution. Den politiske strategi var udtænkt af Sieyès, og som deputeret til Generalstænderne spillede han en hovedrolle i de revolutionære begivenheder sammen med radikale revolutionære fra Bretagne og Paris.

I juni 1789 var det usikkert, om revolutionen overhovedet ville overleve, og det skulle blive den folkelige revolution i Paris, der kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli, der reddede den borgerlige revolution. Den folkelige revolution afslørede, at monarkiet havde mistet sin legitimitet, og at kongen end ikke kunne stole på hærens opbakning, og det fik kongen til at anerkende Nationalforsamlingen og love at samarbejde. Om det handler den fjerde og sidste artikel i dette nummer af LIBERTAS.

Det er umuligt at forstå den franske revolution uden at kende lidt til l’ancien regimes politiske system og samfundsindretning. Blandt andet er det nødvendigt at forstå, hvorfor det formelt set absolutte monarki ikke var absolut i praksis, hvilken rolle parlamenterne (højesteretterne) spillede, hvad en lit de justice er m.m.

Om det handler en femte artikel, ”L’ancien régime”, der af pladsmæssige grunde er udgivet som et tillæg i Libertas’ arkiv, se http://www.libertas.dk/libertas-arkiv/

Dette er sidste nummer i 2019 årgangen. Med 88 sider er dette nummer det hidtil længste nummer af LIBERTAS, ligesom 2019 årgangen med 208 sider er den største hidtil.

 

LIBERTAS nr. 72 vil bringe artikler om Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, om den første franske demokratiske forfatning fra 1791, om Robespierre og terrorregimet og om konservative kritikere af den franske revolution.

LIBERTAS nr. 73 får temaet ”Har liberalismen fejlet?”, hvor konservative kritikere og liberale forsvare giver deres bud på, om liberalismen har slået fejl. LIBERTAS nr. 74 vil handle om ”Frihandel, globalisering og protektionisme”. Håber det kan give lyst til at forny medlemskabet af Selskabet Libertas.

 

God læselyst

 

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Bladet LIBERTAS

Kapitalismens vækst og kriser

marts 19, 2020by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Fra 1896 til 2016 er real BNP per capita vokset med 9,4 gange i Danmark og med 9,9 gange i USA. Det er historisk enestående. I størstedelen af menneskehedens historie har mennesker levet i elendig fattigdom med ingen eller umærkeligt små velstandsstigninger fra århundred til århundred. I henseende til økonomisk vækst er de seneste 200 år, hvor vi har haft en kapitalistisk markedsøkonomi, historisk enestående.

Hvis kapitalismens kriser var hyppige, dybe og langvarige, kunne fordelene ved vedvarende økonomisk vækst synes beskedne sammenlignet med de sociale konsekvenser af kriseperioder med høj ledighed. Men sådan er det ikke. Konjunktursvingninger er en del af markedsøkonomier, men de store kriser som depressionen i 30’erne og finanskrisen i 2007-9 har været resultatet af politikfejl.

Det var ikke “kapitalismens kriser” men kriser forårsaget af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

I USA var depressionen i 30’erne den største krise i de seneste 150 år med et fald i real BNP på tæt på en tredjedel, og sammenlignet med USA slap Danmark nådigt gennem krisen. For Danmarks vedkommende var det derimod kriserne under første og anden verdenskrig, der har været de store kriser. Sammenlignet med de kriser var finanskrisen i 2007-9 både i USA og Danmark mindre kriser.

 

Dette er en “Den synlige hånd” fra LIBERTAS nr. 66, februar 2018 med tema “De store kriser”

 

Bladet LIBERTAS

14. juli 1789 – stormen på Bastillen

juli 14, 2019by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Den 14. juli 1789 stormede bevæbnede borgere med støtte fra regulære soldater det gamle fængsel og borganlæg i Paris, Bastillen. Stormen på Bastillen er siden blevet et symbol på den franske revolution. Det var imidlertid ikke stormen på Bastillen, der indledte revolutionen. Dens betydning lå et andet sted.

 

Her følger et “crash-course” i den franske revolutions begyndelse

Det var forværringen af en strukturel finanspolitisk krise og en truende statsbankerot i 1786, der udløste den politiske krise, der førte til den franske revolution.

I to år, 1787-89, forsøgte kongen at få de privilegerede stænder og Parisparlamentet til at godkende indførelsen af en ny jordskat, der indebar et opgør med adelens og kirkens skatteprivilegier, men l’ancien régime var et korporativt samfund, der var baseret på privilegier, og alle korporative enheder havde en stærk interesse i at bevare status quo. Systemets manglende evne til at reformere sig, gjorde l’ancien régimes sammenbrud næsten uundgåeligt.

Forsøget på at løse den finanspolitiske krise i foråret 1787 udstillede de privilegerede stænders manglende vilje til at give afkald på deres privilegier for nationens skyld, og adelens revolte endte med at udfordre monarkiets magtposition.

Mere end noget andet blev det opgøret med standsprivilegier, der drev udviklingen i den præ-revolutionære fase, men det var et opgør, der var forankret i l’ancien régimes korporative samfund. Det var en kamp for lighed mellem stænderne. Ikke for politisk demokrati med én mand én stemme, og ikke for individuelle rettigheder. Det kom senere.

Kongens forsøg på at redde statsfinanserne på trods af adelens og de gejstliges modstand mod indførelsen af en ny skat førte til en politisk og konstitutionel krise i efteråret 1787, der blev skærpet i april-maj måned året efter. I sit forsøg på at indføre nye skatter optrådte Kongen despotisk, og det førte til parlamenternes (domstolenes) oprør med det enevældige monarki, og her gjorde aristokratiet og borgerstanden fælles front.

Det førte til en konstitutionel krise, der satte spørgsmålet om den franske forfatning på dagsordenen.

Kongen forsøgte at løse krisen med et politisk kup i maj 1788, der skulle fratage parlamenterne deres traditionelle rolle som godkender af alle love, men statsbankerotten i august satte en stopper for reformerne og fremskyndede indkaldelsen af Generalstænderne.

 

Kampen om repræsentation

Den afgørende konflikt kom nu til at stå mellem tredjestanden og de to privilegerede stænder, især adelen, og det afgørende spørgsmål blev nu, hvordan Generalstænderne blev sammensat, og hvordan den skulle stemme. Hvis alle tre stænder kunne vælge lige mange deputerede, eller hvis der skulle stemmes efter stand og ikke efter hoved, ville første- og andenstanden kunne nedlægge veto mod ethvert forslag om nye skatter og andre reformer.

Kun hvis der blev valgt lige så mange deputerede fra tredjestanden som fra de to privilegerede stænder, og der blev stemt efter hoved og ikke efter stand, ville tredjestanden få flertal med tilslutning fra bare nogle få sognepræster, der følte sig tættere knyttet til tredjestanden end til biskopperne. Det problem blev ikke løst, før indkaldelsen af Stænderforsamlingen, og det var denne kamp om afstemningsprocedurer, der udløste de revolutionære begivenheder.

Der var meget på spil. Hvis ikke tredjestanden fik flertal, ville adelen og de gejstlige have vetoret over alle reformer, og de havde hidtil vist uvilje til at opgive deres privilegier. Omvendt frygtede adelen med god grund, hvad et folkeflertal ville kunne finde på at gennemføre, og de mente også, ophævelsen af stændernes traditionelle politiske privilegier var i strid med Frankrigs uskrevne forfatning.

Forløbet frem til indkaldelsen af Generalstænderne i maj 1789 havde godt nok skabt en politisk krise, der både bestod i aristokratiets/parlamenternes oprør mod enevælden, og borgerskabets oprør mod standsprivilegierne, men begivenhederne før 1789 kan ikke karakteriseres som revolutionære.

Mødet i Generalstænderne var heller ikke i sig selv en revolutionær begivenhed, selv om en stor del af den oplyste del af det franske borgerskab var blevet radikaliserede af begivenhederne frem til foråret 1789, og det store flertal af de deputerede til Generalstænderne havde ikke nogen revolutionær omvæltning i tankerne men var opsatte på at gennemføre en “regenerering” af monarkiet.

Da de deputerede mødtes i Generalstænderne i maj 1789 var der en udbredt enighed om behovet for at give Frankrig en forfatning, men ikke enighed om hvilken, og næppe nogen forestillede sig den fuldstændig omvæltning af det franske samfund, som blev gennemført blot tre måneder senere. Det var ikke revolutionære, der skabte revolutionen. Det var snarere revolutionen, der gjorde de deputerede til revolutionære.

 

Den politiske revolution

Den egentlige politiske revolution fandt sted i løbet af blot 14 dage i juni måned, hvor tredjestanden tog magten ved et politisk kup, så den suveræne magt ikke længere alene lå hos kongen men nu var delt mellem kongen og tredjestanden. Tre datoer skiller sig ud:

  • 10. juni foreslog Sieyès at invitere første- og andenstanden til at deltage i en fælles forsamling for at verificere de deputeredes identitet ved navneopråb, og hvis de ikke mødte op, skulle tredjestanden gå enegang. Sieyès forslag var det første revolutionære skridt for tredjestanden.
  • 17. juni: Tredjestanden erklærer sig for Nationalforsamling. Tredjestanden brød dermed med århundreders forfatningsmæssig tradition ved at omdanne en traditionel rådgivende forsamling til en rådslagende og besluttende forsamling. Om nogen enkelt dato skal udpeges til at være den franske revolutions begyndelse, så må det være den 17. juni, for det var den dag, hvor tredjestanden med et politisk kup tilranede sig den suveræne magt i nationens navn.
  • 20, juni: Boldhuseden: Nationalforsamlingen erklærer ikke at opløse sig, før de har givet Frankrig en ny forfatning

Der skete to ting i dette forløb: Begivenhederne radikaliserede de deputerede, så de blev revolutionære, og de mere radikale kræfter med Sieyès i spidsen overtog initiativet fra de mere moderate deputerede fra Dauphiné med Mounier og Barnave i spidsen

Der var dog ikke på dette tidspunkt tale om et opgør med hele stændersamfundet, og der var ingen, der talte om indførelse af politisk demokrati eller afskaffelse af monarkiet. Så radikaliseret var revolutionen endnu ikke blevet på dette tidspunkt. Indtil slutningen af juni var det kun den suveræne magt, der var gjort op med, og det var planen, at der skulle tages et opgør med adelens og de gejstlige skatteprivilegier og politiske privilegier, men ikke at afskaffe stændersamfundet.

 

Stormen på Bastillen

Kongen anerkendte ikke legitimiteten af Nationalforsamlingen, og han forberedte en opløsning af Nationalforsamlingen med magt. Han samlede seks regimenter lejetropper omkring Paris og Versailles, og den 11. juli iværksatte han planerne for at opløse Nationalforsamlingen.

Det var muligvis det værst tænkelige tidspunkt for kongen at ville tage en væbnet konfrontation med Nationalforsamlingen, og han undervurdere helt klart den folkelige opinion. Paris’ folkemasser havde været i oprørsstemning over de høje brødpriser, mange sultede og var forarmede, og gennem foråret og hen i juli måned, hvor brødpriserne symbolsk toppede den 14. juli, var der mange voldelige oprør, overfald på toldposter, korntransporter, kongens lejetropper blev overfaldet med stenkast m.m.

Folket frygtede et militært angreb og greb til våben den 11.-12. juli, og begivenhederne kulminerede med stormen på Bastillen den 14. juli.

Selve indtagelsen af Bastillen var primært en symbolsk handling, men det var en handling, der fik en enorm realpolitisk betydning, idet det var disse folkelige oprør, der redede revolutionen og hindrede kongen i at opløse Nationalforsamlingen med magt.

 

Efterspillet

Begivenhederne gav de parisiske folkemasser opfattelsen af, at de – og ikke deres deputerede i Nationalforsamlingen – repræsenterede folkets vilje og havde ret til at virke med vold.

Efter denne begivenhed tvivlede Burke stærkt på, at Nationalforsamlingen havde vilje til at udøve deres autoritet frit, når de voldelige parisiske masser til enhver tid var parate til at klynge dem op, hvis de skulle blive for moderate.

Nationalforsamlingen var også splittet, og der var på ingen måde enighed om det politiske reformprogram. Nogen revolution var der ikke lagt op, men nok en gennemgribende reform af det politiske system.

Blot tre uger senere, den 4. august, ændrede alt sig, og hele det franske samfund blev revolutioneret, idet feudalismen blev afskaffet og med den alle standsprivilegier inklusiv betaling af tiende til kirken. Nattens begivenheder ændrede fuldstændig den politiske dagsorden for resten af revolutionen.

Skal man være lidt legalistisk, så bestod den franske revolution i tre dokumenter:

  1. Dekretet fra den 11. august 1789, der sammenfattede beslutningerne om feudalismens afskaffelse, der blev truffet den 4. august
  2. Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder, der blev vedtaget den 26. august 1789
  3. Den nye demokratiske forfatning for et konstitutionelt demokrati, der blev vedtaget den 3. september 1791.

 

Om hele dette forløb og om disse tre revolutionære dokumenter kan man læse mere i årets sidste nummer af LIBERTAS, der udkommer i december måned.

 

 

 

 

 

Bladet LIBERTAS

Public choice – LIBERTAS nr. 67

november 25, 2018by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Temaindledning

Public choice bygger på en meget simpel idé: At politiske beslutningstagere er de samme mennesker, de er,  som når de optræder på markedet. Det er ikke menneskene eller deres motiver, som adskiller sig, men de regelsæt, de optræder indenfor. Politik bør analyseres med de samme redskaber og antagelser, som når økonomer ser på markedet.

Public choice-teori har trods dette enkle udgangspunkt vist sig at kunne frembringe en stor mængde ny viden. Det gælder både om, hvordan politik rent faktisk fungerer, og hvilke institutioner, som kan føre til hensigtsmæssige resultater. Teorien har både beskrivende og normative konsekvenser.

Dette temanummer handler om public choice.

Christian Bjørnskov folder i sit bidrag de grundlæggende antagelser ud og viser, hvordan den politiske dynamik i høj grad er drevet af interessegrupper. En dynamik som ellers ville være svært at forstå.

I ”Markedsfejl og statsfejl” ser Otto Brøns-Petersen på det dilemma, at statens naturlige opgave er at løse markedsfejl, men at præcis samme typer af fejl dukker op som statsfejl i den politiske arena.

Jens Frederik Hansen giver os et exceptionelt indblik i de kræfter, som driver beslutningerne i Folkekirken – et casestudie i public choice.

Ryan Smith forklarer, hvorfor dem, der har de største forventninger til de politiske beslutningstagere, ender med at vælge de værste.

Torben Mark Pedersen slutter af med at anmelde to nye bøger om James M. Buchanan, en af public choice-teoriens pionerer.

Uden for tema men i forlængelse af serien af artikler om ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62-63 ser Torben Mark Pedersen desuden på argumenterne for, at ytrings- og religionsfrihed bør forstås som ejendomsret.

Den Synlige Hånd på bagsiden er skrevet af Otto Brøns-Petersen og handler om, hvordan man kan tæmme staten, og hvad Buchanans bud var på det problem.

Public choice har aldrig tidligere været udførligt behandlet i LIBERTAS, men der har været bragt to artikler om public choice i LIBERTAS nr. 10 fra 1990.

På redaktionens vegne
Otto Brøns-Petersen
Gæsteredaktør

Bladet LIBERTAS

De store kriser

juni 30, 2018by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

De store kriser er temaet for dette nummer af LIBERTAS. Med ”De store kriser” henvises til krisen i 1930’erne og finanskrisen i 2007-09. Det er de to største økonomiske kriser i de seneste over 100 år uden for krigstid.

Begge kriser var globale, og begge kriser havde deres udspring i USA og begyndte med en stramning af den amerikanske pengepolitik.

Det betyder ikke, at det alene var pengepolitikken i USA, der var årsag til Den Store Depression og Den Store Recession, som finanskrisen kaldes i USA.

Historiske begivenheder har sjælden monokausale årsager, og økonomiske kriser bliver kun store, når der forekommer et sammenfald af mange uheldige omstændigheder på samme tid. Kriser afslører ofte nogle underliggende strukturproblemer og opbyggede ubalancer i økonomien, og uden undtagelse er store kriser blevet store, fordi de er blevet forværret af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.

Hverken Den Store Depression eller Den Store Recession er kapitalismens kriser forstået som et resultat af almindelige konjunktursvingninger i markedsøkonomier forstærket af markedsfejl. Tværtimod har de begge primært været resultatet af fejlslagne økonomiske politikker i stor skala, på mange områder og i flere lande.

Temanummeret indledes med en artikel om krisen i 1930’erne skrevet af cand. polit. Finn Ziegler, der er en af Libertas’ grundlæggere. Artiklen tager spørgsmålet op om politikfejl som årsag til krisen i 1930’erne. Selv om Feds fejlslagne pengepolitik i årene 1929-33 er en hovedårsag til, at krisen blev så dyb og så langvarig i USA, som fremhævet af Friedman og Schwartz, så er det bestemt ikke den eneste politikfejl, der bidrog til at forværre krisen.

Finn Ziegler nævner Smoot-Hawley toldloven fra 1930, som en forværrende faktor. Skattestigninger var en anden forværrende faktor. Under præsident Hoover blev de højeste marginalskatter hævet til 63 pct. i 1932, og under præsident Roosevelt forhøjet yderligere til 79 pct. Forsøget på at holde lønningerne kunstigt oppe bidrog også til faldet i beskæftigelsen. Endelig var den meget restriktive regulering af bankerne med til at eksponere dem over for koncentrationsrisiko, der var en medvirkende årsag til, at så mange små banker gik konkurs under bankkriserne.

I de seneste 30 år har økonomiske historikere i stigende grad fokuseret på betydningen af mellemkrigstidens guldstandard for spredningen og forværringen af krisen i 30’erne. Og netop guldstandarden og Frankrigs guldpolitik er emnet for den anden artikel om Den Store Depression, skrevet af Torben Mark Pedersen.

Guldstandarden var den primære transmissionsmekanisme mellem landene, og som et fastkurssystem var alle lande tvunget til at stramme pengepolitikken, når USA som det dominerende land strammede pengepolitikken, og dermed blev de tvunget til at føre en pengepolitik, der forværrede og forlængede krisen i stedet for at modvirke den.

Frankrigs guldpolitik spillede også en central rolle for forværringen og spredningen af krisen i Europa. I årene 1928-32 ophobede Frankrig en enorm mængde guld, der ikke førte til en tilsvarende stigning i pengemængden i Frankrig, så det påførte alle andre lande på guldstandarden et fald i pengemængden, hvilket lagde et deflationært pres på alle guldlande, der tvang dem til at føre en mere kontraktiv pengepolitik end ellers.

Amerikansk og fransk pengepolitik var en hovedårsag til Den Store Deflation i 1930’erne, der førte til bankkriser og yderligere indskrænkninger i pengemængden og kreditgivningen. I sidste ende var det bankkriser, der tvang Østrig, Ungarn og Tyskland fra guldet, og som smittede og skabte en likviditetskrise, så også England måtte gå fra guldet i 1931. I 1933 tvang en bankkrise USA fra guldet.

Aksel Tarras Madsen skriver om politikfejl og markedsfejl i forbindelse med finanskrisen i 2007-09.

En af de store fejl under finanskrisen i USA var, at de amerikanske myndigheder lod Lehman Brothers gå konkurs. Eller rettere: Fejlen bestod i, at de med redningen af LTCM og Bear Stearns havde skabt en forventning i markedet om, at myndighederne ville redde systemiske institutter fra at gå konkurs Det skabte moral hazard problemer, og da myndighederne overraskede markedet ved ikke at redde Lehman Brothers, skabte det panik på de finansielle markeder, og der opstod en alvorlig likviditetskrise, der også gik ud over ellers solvente og veldrevne finansielle institutioner.

I Danmark var bankernes evne til at imødegå en kreditkrise blevet svækket som følge af en rigid implementering af nye, fælles EU-regnskabsregler for opgørelsen af hensættelser.

Uden for tema bringes en debat om Rothbards anarkokapitalisme. I LIBERTAS nr. 64 skrev Torben Mark Pedersen en artikel om grundlaget for Rothbards anarkokapitalisme, hvor hovedpointen var, at selvejerskabet må være ufortabeligt i den forstand, at ingen ufrivilligt kan fortabe ejerskabet til sig selv. Konsekvensen af det må være, at det er illegitimt at udøve nogen form for vold mod andre, og det gælder også i selvforsvar, som straf eller i forsvar mod militære angreb.

Kristoffer Mousten Hansen går i rette med den kritik og kommer med en række modargumenter i artiklen ”Om Rothbards Naturret”. Hovedbudskabet er, at Rothbard må anskues i lyset af andre naturretstænkere for at forstå, hvad han må mene med, at selvejerskabet er absolut. I forlængelse heraf indeholder artiklen en diskussion af krig i et anarkokapitalistisk perspektiv.

Torben Mark Pedersen svarer på kritikken i en replik, og der følger en duplik fra Kristoffer Mousten Hansen.

De to forfattere er ikke enige om, hvorvidt en aggressor kan fortabe sine rettigheder ufrivilligt ved at krænke andres rettigheder, hvis man som Rothbard tager udgangspunkt i selvejerskabet.

Hvis andre læsere mener, at de har det ultimative argument i den sag, er de meget velkomne til at skrive om det i et af de kommende numre af LIBERTAS.

Også uden for tema skriver Filip Steffensen om den tidligere tjekkiske præsident, Václav Havel, der i et essay The Power of the Powerless skriver om den slavementalitet, som Anders Fogh Rasmussen henviste til i Fra socialstat til minimalstat. Havel omtaler slavementaliteten som at ”leve i løgnen” og kontrasterer den med at ”leve i sandheden”, hvor man lever i værdighed og bevarer sin personlige integritet.

Den synlige hånd handler om kapitalismens vækst og kriser og er skrevet af Torben Mark Pedersen.

 

Krisen i 1930’erne har tidligere været behandlet i LIBERTAS. Lars Christensen har skrevet to artikler om emnet, nemlig i LIBERTAS nr. 17 fra 1993 og i nr. 51 fra 2012.

 

God læselyst

 

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

Bladet LIBERTAS

LIBERTAS nr. 65: Den østrigske skole

december 30, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Temaindledning fra LIBERTAS nr. 65

Dannelsen af den østrigske skole var et af de markante lyspunkter i liberalismens historie i sidste fjerdedel af det 19. og første fjerdedel af det 20. århundrede, og det var i hovedsagen én mands værk: Carl Menger.

Menger var en af pionererne i den marginalistiske revolution i økonomisk teori, der med udgangspunkt i optimerende forbrugere, subjektiv nytteteori og marginalbetragtninger skabte en ny teori om prisen på varer og produktionsfaktorer og gjorde op med klassikernes arbejdsværdilære.

Carl Mengers betydning for den marginalistiske revolution og for den østrigske økonomiske skoles opståen er emnet for de to første artikler af Torben Mark Pedersen. Den første artikel, ”Carl Menger og den marginalistiske revolution i økonomisk teori” fokuserer på Mengers betydning som økonom og på hans bidrag i Principles of Economics fra 1871. Menger kom til at danne skole, og Böhm-Bawerk og Wieser var hovedansvarlige for at udbrede Mengers banebrydende ideer. Menger var dog ikke alene om at udvikle de teorier, for samtidig i England og Schweiz havde Jevons og Walras tænkt samme tanker, og i begyndelsen af det 20. århundrede smeltede østrigernes økonomiske ideer sammen med den engelske neoklassiske skole, så man omkring tiden for Mengers død i 1921 ikke længere kunne tale om en distinkt østrigsk økonomisk skole.

Det var metodestriden med den tyske historiske skole, der førte til identifikationen af en særlig østrigsk økonomisk skole, og om det handler den anden artikel, ”Menger og den østrigske skole”. I artiklen omtales Mengers metodologisk værk, Investigations into the Methods of the Social Sciences” fra 1883, Mengers liberalisme, og hvordan Menger kom til at danne skole.

Havde det ikke været for Mises og Hayek havde der næppe eksisteret en østrigsk skole i dag, for det var mere end noget andet deres Au”Praxeologi – det logiske valg” af Uffe Merrild og Jonas Ejlersen og ”Ludwig von Mises og økonomiensstrian Business Cycle Theory, der op gennem 1920’erne og 30’erne holdt liv i forestillingen om, at der stadig var en østrigsk økonomisk skole.

I løbet af 1930’erne genopliver von Mises den østrigske skole, og han giver den en ny identitet. Et af de vigtigste karakteristika ved den nye østrigske skole er Mises’ videnskabsteori og metode, som han kaldte for praxeologi. Før Mises eksisterede der ikke nogen videnskabsteori, der var specielt møntet på økonomi, men Mises satte sig for at beskrive den måde, hvorpå den østrigske økonomiske skole i traditionen fra Menger og Böhm-Bawerk udviklede økonomisk teori. Praxeologien er emnet for de to følgende artikler,  grundlag” af Sebastian Køhlert, der mere går i dybden med det filosofiske grundlag for von Mises videnskabsteori.

Ifølge Merrild og Ejlersen ligger praxeologiens styrke i, at den beskriver, hvordan en lang række økonomiske love kan udledes logisk-deduktivt alene ud fra handlingsaksiomet, der siger, at mennesker handler, og at menneskets handlinger per definition er rationelle og mål­orienterede.

Praxeologien er et interessant alternativ til mainstream økonomis måde at angribe økonomisk teori på metodologisk. Substansen i østrigsk økonomisk teori adskiller sig ikke fra neoklassisk økonomisk teori. Hovedforskellen ligger i metoden. Hvor neoklassikere – dvs. alle mainstream økonomer og alle standardlærebøger i mikroøkonomi – tager udgangspunkt i en række antagelser om eksempelvis forbrugernes præferencer og nyttemaksimering, der giver praxeologien et bud på, hvordan individernes præferencer og nyttemaksimering følger med nødvendighed af handlingsaksiomet.

I sig selv fører det ikke til nogen anderledes økonomisk teori, men Mises’ insisteren på en Mengersk realisme fører til, at den østrigske skole i traditionen fra Mises og Rothbard afviser at anvende matematik og den tankekonstruktion, som abstrakte økonomiske modeller er.

Sebastian Køhlert graver et spadestik dybere i det filosofiske grundlag for von Mises’ praxeologi og kommer ind på betydningen af Kants erkendelsesteori. Køhlert ser påvirkningen fra Kant i Mises’ rationalisme og i hans anvendelse af aprioriske kategorier. Artiklen kommer også ind på Mises reaktion på kritikken, der blev rejst af den logiske positivist, Carnap. Mises lægger vægt på, at vi altid må have en teori og en teoretisk forståelse af virkeligheden, før vi kan fortolke data.

Socialismekritikken regnes af mange som det vigtigste bidrag fra den østrigske skole, og det har da også været et gennemgående tema fra Böhm-Bawerks første kritik af Marx til moderne østrigere som Hans-Hermann Hoppe.

Socialismekritikken er emnet for artiklen om ”Den østrigske kritik af socialismen” af Kristoffer Mousten Hansen, og den kommer hele vejen rundt fra Böhm-Bawerk over Mises og Hayeks kritik af effektiviteten af socialistisk planlægning til Hoppes socialismekritik og Rothbards anvendelse af socialismekritikken til at imødegå kritikken af monopoler som en trussel mod markedsøkonomien.

Den østrigske skole har tidligere været tema i LIBERTAS, nemlig i nr. 51 fra februar 2012. LIBERTAS har også i tidens løb bragt talrige artikler om og af personer fra den østrigske skole, senest artiklen om Rothbards anarkokapitalisme i LIBERTAS nr. 64 og om Hayek i LIBERTAS nr. 59.

Den synlige hånd er skrevet af Otto Brøns-Petersen og handler om identitet som et fællesgode.

 

God læselyst

 

På redaktionens vegne

Torben Mark Pedersen

 

Medlemskab af Libertas for 2018 koster 100 kr. og kan tegnes her: http://bit.ly/2lm0cLG

 

 

 

Bladet LIBERTAS

Thomas Jefferson og pressefrihed

september 8, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Thomas Jefferson står for mange som den ubetingede forkæmper for individuel frihed og oplysning, men når det kommer til ytrings- og pressefrihed, var Jefferson ikke nogen frihedskæmper. Thomas Jefferson delte samtidens opfattelse af pressefrihed som fravær af forhåndscensur, og han var tilhænger af, at staterne (men ikke den føderale regering) kunne håndhæve common law krænkelsesparagraffer om seditious libel, så borgere kunne straffes for oprørske ytringer, hån, spot og latterliggørelse af offentlige myndigheder.[i]

 

“Where the press is free and every man able to read, all is safe.” Jefferson to Colonel Yancey, 6. januar 1816.

“If there be any among us who would wish to dissolve this Union, or to change its republican form, let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated, where reason is left free to combat it.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“The diffusion of information and arraignment of all abuses at the bar of the public reason; freedom of religion; freedom of the press, and freedom of person under the protection of the habeas corpus, and trial by juries impartially selected. These principles form the bright constellation which has gone before us and guided our steps through an age of revolution and reformation.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.

“No government ought to be without censors; and where the press is free no one ever will.” Jefferson to Washington, 9. september 1792.

“I am (…) for freedom of the press, and against all violations of the Constitution to silence by force and not by reason the complaints or criticisms, just or unjust, of our citizens against the conduct of their agents.” Jefferson til Elbridge Gerry, 26. januar 1799.

“The only security of all is in a free press. The force of public opinion cannot be resisted when permitted freely to be expressed. The agitation it produces must be submitted to. It is necessary, to keep the waters pure.” Jefferson til Lafayette, 4. november 1823.

“Our liberty cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it.” Jefferson til John Jay, 1786.

“To preserve the freedom of the human mind… and freedom of the press, every spirit should be ready to devote itself to martyrdom; for as long as we may think as we will and speak as we think, the condition of man will proceed in improvement.” Jefferson til William Green Munford, 18. juni 1799.

 

Ovenstående citater er blot et lille udpluk fra Thomas Jeffersons brevvekslinger og taler, hvori han gør sig til talsmand for pressefrihed og ytringsfrihed, men man må forstå, hvad Jefferson mente med “freedom of the press” og lignende udtryk for ikke at misfortolke Thomas Jeffersons opfattelse af og holdning til ytrings- og pressefrihed.

Thomas Jefferson er med rette berømmet som en konsekvent fortaler for personlig frihed. Han var hovedforfatter til USA’s Uafhængighedserklæring, hvori det hedder, at “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.” Jefferson var også konsekvent i sin kamp for religionsfrihed, men ikke pressefrihed. For det første betød Jeffersons ord om pressefrihed ikke det samme dengang, som de gør for os i dag, og for det andet var der en modstrid mellem Jeffersons ord og hans handlinger som præsident.

For Jefferson – som for de fleste i hans samtid – betød pressefrihed alene fravær af forhåndscensur. Det betød derimod ikke, at man ikke kunne straffes efterfølgende for seditious libel,[ii] ifølge hvilken enhver kritik af, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik (herunder skattepolitik) eller kirken samt falske nyheder kunne straffes for at true staten. Common law-definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt efterfølgende.

Jefferson accepterede denne konsensusopfattelse af pressefrihed, og han var ikke imod, at borgere kunne blive retsforfulgt for regeringskritiske ytringer, så længe det var staterne og ikke den føderale regering, der retsforfulgte dem.

I hans udkast til Virginias forfatning i 1783 foreslog han som en tilføjelse, at pressen ”shall be subject to no other restraint than liableness to legal prosecution for false facts printed and published.”

I 1788 skriver Jefferson i et brev til James Madison (hovedforfatter af forfatningen og Bill of Rights), at: “A declaration that the federal government will never restrain the presses from printing any thing they please, will not take away the liability of the printers for false facts printed. The declaration that religious faith shall be unpunished, does not give impunity to criminal acts dictated by religious error.”

Efter at Madison havde sendt sit udkast til Bill of Rights til Jefferson, ønskede Jefferson at få tilføjet: ”the people shall not be deprived or abridged of their right to speak or write or otherwise to publish anything but false facts affecting injuriously the life, liberty, property, or reputation of others or affecting the peace of the confederacy with foreign nations.”

 

Bill of Rights

Den første tilføjelse til den amerikanske menneskerettighedserklæring, Bill of Rights, fra 1791 er berømmet for at beskytte religionsfriheden, pressefriheden, ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, og den lyder som følger:

”Kongressen skal ikke vedtage nogen lov, der respekterer etableringen af en religion eller forbyde den frie udøvelse heraf; eller mindske ytringsfriheden eller pressefriheden; eller folkets ret til fredeligt at forsamle sig og til at henvende sig til regeringen for at få klager hørt”.

I dag opfattes First Amendments beskyttelse af ytrings- og pressefriheden som næsten absolut, men det var ikke forfatningsfædrenes opfattelse eller intention i 1791.

For det første beskyttede First Amendment kun mod, at Kongressen kunne vedtage love, der begrænsede pressefriheden. Den begrænsede ikke staternes ret til at vedtage love, der krænker pressefriheden.[iii]

For det andet betød First Amendment kun, at Kongressen ikke kunne vedtage censurlove, men det betød ikke, at det var straffrit at skrive hvad som helst. Ingen af forfatningsfædrene gik på dette tidspunkt ind for at afskaffe common law kriminaliseringen af seditious libel, heller ikke Jefferson og Madison.

Denne konsensusopfattelse kom under pres under den såkaldte Alien and Sedition Act krise, hvor flertallet i Kongressen og præsident John Adams, der begge tilhørte “Federalist” partiet, i 1798 vedtog Sedition Act der kriminaliserede kritik af præsidenten, regeringen og Kongressen, og kontroversen omkring den lov udviklede sig til en krise, der var tæt på at kaste USA ud i en borgerkrig, se Pedersen (2017b).

Jefferson og Madison, der ledede oppositionen, var ikke i tvivl om, at Sedition Act var i strid med First Amendment, men First Amendment udelukkede ikke, at man kunne blive straffet for sine ytringer. Hidtil havde forfatningsfædrene ikke forstået andet ved pressefrihed end fravær af forhåndscensur, men den forståelse kom under pres under Sedition Act-krisen, for gav det mening at forbyde forhåndscensur for blot efterfølgende at kunne retsforfølge borgerne for deres skriverier? Og hører den slags lovgivning overhovedet til i et politisk system med en republikansk forfatning? Og giver det mening at tale om, at man kan skade en regering med rene ytringer?

Vedtagelsen af Sedition Act var reelt et forsøg på at skabe en ét-parti presse og ultimativt et ét-parti system, og det kunne ligne en tanke, at loven beskyttede præsidenten, regeringen og begge Kongressens kamre men ikke vicepræsidenten, Thomas Jefferson, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at loven indeholdt en solnedgangsklausul, så den udløb den 3. marts 1801 med udløbet af John Adams’ præsidentperiode. På den måde sikrede føderalisterne sig imod, at de selv kunne blive retsforfulgt efter Sedition Act i tilfælde af, at John Adams ikke skulle blive genvalgt.

 

Mod en ny opfattelse af ytringsfrihed

Vedtagelsen af Sedition Act tvang oppositionen til at gennemtænke, hvad de egentlig mente med ytringsfrihed og pressefrihed, og hvad First Amendment skulle beskytte.

Som ledere af oppositionen var Madison og Jefferson dem, der skulle lede kampen, men Jeffersons rolle i Sedition Act kontroversen var ikke just glorværdig. Det var Jeffersons parti, der var den primære genstand for Sedition Act, men Jefferson trak sig tilbage til Monticello for at skrive en historie om Angelsaksisk grammatik, og hans modstand kom kun til udtryk i privat korrespondance. Offentligt holdt han sin mund.

Ikke en eneste gang i sin politiske karriere satte Jefferson sin egen karriere eller omdømme på spil for at kæmpe for ytringsfrihed – eller for den sags skyld nogen anden frihedsrettighed, Levy (1999). Ifølge Jon Meacham (2012, 318) var Jefferson “always in favor of whatever means would improve the chances of his cause of the hour. (…) He was not intellectually consistent, but a consistent theme did run through his politics and statecraft: He would do what it took, within reason, to arrange the world as he wanted it to be.”

Madison skiftede opfattelse af ytringsfrihed i løbet af 1799, og i slutningen af året, hvor han skriver “Report on the Alien and Sedition Acts” gør Madison op med definitionen af ytringsfrihed som blot og bar fravær af forhåndscensur. Madison gør sig til talsmand for, at en folkevalgt regering ikke kan blive bagvasket, at den føderale regering ikke har nogen jurisdiktion over common law forbrydelser, at First Amendment står over common law, og at beskyttelsen i First Amendment er absolut.

Det bemærkelsesværdige er, at Jefferson fastholder sin opfattelse af ytringsfrihed i mange år, og han ændrede ikke opfattelse af ytringsfrihed, som Madison gjorde. Det var ifølge Jefferson kun den føderale regering, der ikke måtte begrænse pressefriheden. Staterne måtte godt.

I et brev til Abigail Adams i 1804, da Jefferson var præsident, skriver han, at: “While we deny that Congress have a right to control the freedom of the press, we have ever asserted the right of the states, and their exclusive right to do so.” Som præsident afholdt Jefferson sig heller ikke fra at opfordre staterne til at retsforfølge kritikere af regeringen.

Madison var i øvrigt ikke den eneste, der gjorde op med grundlaget for common law om seditious libel. Der var en række liberale stemmer i debatten, der er mindre kendte i dag, men som dengang faktisk gjorde op med hele common law kriminaliseringen af seditious libel. Det gælder den senere højesteretsdommer, George Hay (1765-1830), advokaten Tunis Wortman, John Thomson, dommeren og juraprofessoren St. George Tucker, Thomas Cooper, James Sullivan, John Nicholas, m.fl. Levy (1985, kapitel X), Feldman (2008, kapitel 4).

 

Jefferson som præsident

Federalist Party tabte ikke bare præsidentvalget i 1800 men også regeringsmagten for altid. Det republikanske parti dominerede i de næste to årtier.[iv]

Sedition Act udløb den 3. marts 1801 med Adams afgang som præsident, og Jefferson gav amnesti til fængslede efter Sedition Act, og Kongressen tilbagebetalte flere af de dømtes bøder.

Jeffersons gamle allierede, James Thomson Callender, som Jefferson havde betalt for at skrive smædeskriverier om John Adams under Sedition Act kontroversen, fik amnesti den 16. marts 1781, men Callender fik ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt sin bøde. Callender tog hævn ved at offentliggøre en i hovedtræk sand historie om, hvordan Thomas Jefferson havde fået flere børn med sin kvart-sorte slave, Sally Hemings, der som 14-årig havde fulgt hans datter, Polly, til Paris i 1786.

I sin tiltrædelsestale som præsident, havde Jeffersons givet et blændende forsvar for ytringsfrihed: ”If there be any among us who would wish to dissolve this Union or change its republican form let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated where reason is left free to combat it.”

Jeffersons principielle forsvar for pressefrihed blev imidlertid ikke fulgt op af handling, og da Jefferson indtog præsidentembedet, viste han ingen tegn på at være imod at retsforfølge politiske modstandere for seditious libel. Det viser noget om Jefferson dobbeltstandarder i politik, og er et eksempel på afstanden mellem Jeffersons højstemte hyldester til abstrakte principper om frihed og hans ageren som politiker.

Jefferson var opmærksom på, at republikanernes nylige modstand mod retsforfølgelser ville forekomme hyklerisk, hvis de straks efter magtovertagelsen indledte retsforfølgelsen af politiske modstandere, så i et brev til guvernør McKean dateret den 19. februar 1803 beder Jefferson først om, at “what I say must be entirely confidential”. Han beklager sig dernæst over pressens løgnagtighed: “the fact is that so abandoned are the tory presses in this particular that even the least informed of the people have learnt that nothing in a newspaper is to be believed. This is a dangerous state of things, and the press ought to be restored to it’s credibility if possible.”

Jefferson fortsætter med at efterlyse et par velvalgte retsforfølgelser: “And I have therefore long thought that a few prosecutions of the most prominent offenders would have a wholesome effect in restoring the integrity of the presses. Not a general prosecution, for that would look like persecution: but a selected one. The paper I now enclose appears to me to offer as good an instance in every respect to make an example of, as can be selected.” Jefferson vedlagde en kopi af den lille avis, Port Folio, der havde offentliggjort flere af historierne om Sally Hemings, og kort tid efter blev bladets redaktør retsforfulgt i en sag om seditious libel.

Samme år blev avisredaktør Harry Croswell arresteret og tiltalt for at sprede rygter om, at Jefferson skulle have betalt Callender (at Callender var betalt af Jefferson er bevisligt) for at kalde George Washington for en forræder og John Adams for “a hoary-headed incendiary”. De fornærmende ytringer havde allerede kostet Callender en tur i fængsel. Croswell tabte sagen, og i appelretten var han repræsenteret af ingen ringere end Alexander Hamilton, der holdt en historisk tale om vigtigheden af en fri presse. Alligevel blev Croswell dømt igen.

Retssagen førte imidlertid til, at New York ændrede loven, så sandhed blev frifindelsesgrund, og så juryen skulle bestemme skyldsspørgsmålet, og en ny retssag fulgte.

 

Afslutning

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den danske straffelovs § 266b (“racismeparagraffen”) minder om den gamle engelske common law lov om seditious libel, for begge er krænkelsesparagraffer, der kriminaliserer krænkende ytringer rettet mod regeringsmagten eller kirken hhv. mod minoritetsgrupper, og i begge tilfælde er eller var sandhedsbevis ikke frifindelsesgrund. Sandhedsbevis blev dog frifindelsesgrund i sager om seditious libel, men er det stadig ikke i sager om § 266b.

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget senere vi i Vesten fik reel ytrings- og pressefrihed end religionsfrihed, og hvor modvillige selv oplysningstidens mest liberale tænkere ofte var til at anerkende retten til at kritisere regeringsmagten. Både den danske grundlov og den amerikanske Bill of Rights (og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789) beskyttede kun mod indførelse af censur, men gav ikke nogen substantiel beskyttelse af ytrings- og pressefriheden derudover, hvilket straffelovens § 266b vidner om. Senere tilføjelser til den amerikanske forfatning har dog udvidet beskyttelsen af ytrings- og pressefriheden i USA.

Thomas Jeffersons holdning til ytrings- og pressefrihed var således repræsentativ for hans samtid, men det kan alligevel undre, at han, der var en foregangsmand for religionsfrihed og personlig frihed i det hele taget, ikke ændrede holdning til ytrings- og pressefrihed samtidig med James Madison og andre liberale i årene umiddelbart efter 1798 i forbindelse med Sedition Act-krisen – og inden, han selv blev præsident i 1801.

 

Litteratur

Feldman, Stephen M. (2008): Free Expression and Democracy in America. Chicago.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

Levy, Leonard W. (1999): Origins of the Bill of Rights. New York.

Meacham, Jon (2012): Thomas Jefferson. The Art of Power. N.Y.

Pedersen, Torben Mark (2017a): “1791 – Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

Pedersen, Torben Mark (2017b): “1798 – Ytringsfriheden under angreb.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.

 

Noter

[i] Artiklen her er baseret på to artikler fra det seneste nummer af LIBERTAS, Pedersen (2017a,b). Artiklen har også været offentliggjort på www.trykkefrihed.dk

[ii] Loven om seditious libel gik tilbage til engelsk common law fra 1275 om Scandalum Magnatum, hvor enhver diskussion af kongen eller regeringen var forbudt, og kun sandheden af en udtalelse kunne fritage en person fra straf. I en dom i Court of the Star Chamber fra 1606 fjernedes sandhedsforsvaret, så enhver udtalelse, der kritiserede eller latterliggjorde kongen, regeringen eller kirken var strafbar, og såvel forfatteren som trykkeren kunne straffes. Sandhed var ikke en formildende omstændighed: ”the greater the truth, the greater the libel.” Forbrydelsen lå i at nedsætte offentlighedens respekt for myndighederne.

[iii] Den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 ifølge en Højesteretsdom fra 1940, så First Amendment i dag omfatter alle dele af den lokale, statslige og føderale regering.

[iv] Jeffersons og Madisons Democratic-Republican party er en forløber for det senere demokratiske parti, der blev stiftet i 1828 af Andrew Jackson. Det nuværende republikanske parti blev stiftet i 1854 af aktivister, der var modstandere af slaveriet, hvor det demokratiske parti dengang var partiet for tilhængere af slaveriet.

Bladet LIBERTAS

LIBERTAS nr. 63: Ytringsfrihed og tolerance II

september 1, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

LIBERTAS nr. 63, der er anden del af dobbeltnummeret om Ytringsfrihed og tolerance, er udkommet

Temaindledning

LIBERTAS nr. 63 fortsætter temaet om Ytringsfrihed og tolerance fra LIBERTAS nr. 62.

Det er første gang i LIBERTAS’ historie, at der har været planlagt et temanummer i to dele, men alligevel er der mange aspekter af temaet, som vi gerne ville have dækket – men ikke har fundet skribenter til.

Første del af temanummeret dækkede perioden fra efter reformationen til og med John Locke i slutningen af det 17. århundrede, og dette nummer dækker oplysningstiden med den amerikanske og franske revolution.

Idehistorisk var det i det 17. og 18. århundrede, at der først blev formuleret religiøse og filosofiske begrundelser for tolerance, religionsfrihed og ytringsfrihed, og med den amerikanske first amendment, der garanterede religionsfrihed og ytringsfrihed som rettigheder, var disse rettigheder blevet alment accepteret, i hvert fald i USA, selv om de ikke i praksis var realiseret fuldt ud.
USA var år foran de fleste europæiske lande, men selv i USA gik der mange år, før first amendments ord i praksis fik den betydning, den har i dag som værn om religionsfriheden, ytringsfriheden, pressefriheden og forsamlingsfriheden.

Voltaire er om nogen indbegrebet af den franske oplysning, og han var den fremmeste forkæmper for religiøs tolerance i Frankrig før revolutionen. Personligt udviste han dog ingen tolerance over for litteraturkritikere, der ikke beundrede hans skriverier lige så meget, som han selv gjorde, skriver Torben Mark Pedersen.

Opfattelsen af religionsfrihed og ytringsfrihed som menneskerettigheder stammer fra den franske revolutions Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra august 1789, men det er lidt paradoksalt i og med, at Erklæringen ikke ydede nogen substantiel beskyttelse af hverken religions- eller ytringsfrihed, og forsamlingsfrihed slet ikke er nævnt. Det skulle også vise sig i løbet af ganske kort tid – og ikke kun under terrorregimet – at både religionsfriheden og ytringsfriheden blev krænket, og præster blev udsat for forfølgelser, fængslet, sendt i galejerne og henrettet. Og modstandere af revolutionen led samme skæbne, hvis de ytrede kritik af revolutionen, Nationalforsamlingen eller ”almenviljen”.

At det blev i USA, at religionsfrihed for første gang blev beskyttet forfatningsmæssigt, lå ikke i kortene, da de første engelske kolonister slog sig ned i den nye verden, for de var absolut ikke tolerante. I artiklen om “Religionsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment” beskrives en række faktorer, der ledte frem til first amendments beskyttelse af religionsfriheden.

Artiklen om “Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til first amendment” dækker samme problematik, blot for ytrings- og pressefrihed. Hvor alle de amerikanske founding fathers var tilhængere af religionsfrihed, havde de et problematisk forhold til pressefrihed, og oprindelig var de ikke af den opfattelse, at first amendment beskyttede mod, at man kunne blive straffet for sine ytringer.

Ytringsfriheden kom under angreb i USA allerede i 1798, kun syv år efter vedtagelsen af Bill of Rights, da præsident Adams underskrev “Sedition Act”, der kriminaliserede enhver form for kritik af regeringen. Jefferson og Madison, der var ledere af oppositionen, var af den opfattelse, at loven var forfatningsstridig, men federalist party havde flertal i Kongressen, så loven blev først ophævet, da den udløb ved udgangen af Adams præsidentperiode.

Uden for tema bringer LIBERTAS denne gang en artikel om Venezuela og deres fejlslagne økonomiske politik i årene før Hugo Chavez kørte Venezuelas økonomi helt i sænk. Artiklen er skrevet af Niels Westy.

Ryan Smith skriver om frihandel, der er kommet under angreb fra visse borgerliges side, der ellers traditionelt har været tilhængere af frihandel og anden form for økonomisk frihed.
Den synlige hånd er skrevet af Johan J.R. Espersen

Redaktøren beklager forsinkelsen med udgivelsen af dette nummer, men regner fortsat med at udgive de næste to numre af 2017-årgangen inden udgangen af året.

God læselyst

På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen

 

 

Page 2 of 2«12

Selskabet Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke-partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Redaktør (ansv.)

Torben Mark Pedersen
torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær

Claes Theilgaard
claestheilgaard@protonmail.com

Forretningsfører

Rasmus Ole Hansen

Seneste indlæg

  • DEN SYNLIGE HÅND
  • Boganmeldelse: Søren Mau: Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt
  • Boganmeldelse: Eva og Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske.
  • Ytringsfriheden og dens nyautoritære fjender
  • Adam Smith, Ovid og den usynlige hånd

Arkiver

  • februar 2025
  • marts 2024
  • oktober 2023
  • marts 2023
  • januar 2023
  • oktober 2022
  • maj 2022
  • april 2022
  • august 2021
  • december 2020
  • juli 2020
  • juni 2020
  • maj 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • juli 2019
  • januar 2019
  • november 2018
  • oktober 2018
  • juni 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • juli 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • december 2016

Kategorier

  • Arrangementer
  • Bladet LIBERTAS
  • Blogindlæg
  • Generelle nyheder
  • Ikke kategoriseret
  • Religionsfrihed

Libertas.dk | Alle rettigheder forbeholdes