De store kriser er temaet for dette nummer af LIBERTAS. Med ”De store kriser” henvises til krisen i 1930’erne og finanskrisen i 2007-09. Det er de to største økonomiske kriser i de seneste over 100 år uden for krigstid.
Begge kriser var globale, og begge kriser havde deres udspring i USA og begyndte med en stramning af den amerikanske pengepolitik.
Det betyder ikke, at det alene var pengepolitikken i USA, der var årsag til Den Store Depression og Den Store Recession, som finanskrisen kaldes i USA.
Historiske begivenheder har sjælden monokausale årsager, og økonomiske kriser bliver kun store, når der forekommer et sammenfald af mange uheldige omstændigheder på samme tid. Kriser afslører ofte nogle underliggende strukturproblemer og opbyggede ubalancer i økonomien, og uden undtagelse er store kriser blevet store, fordi de er blevet forværret af en fejlslagen økonomisk politik og regulering.
Hverken Den Store Depression eller Den Store Recession er kapitalismens kriser forstået som et resultat af almindelige konjunktursvingninger i markedsøkonomier forstærket af markedsfejl. Tværtimod har de begge primært været resultatet af fejlslagne økonomiske politikker i stor skala, på mange områder og i flere lande.
Temanummeret indledes med en artikel om krisen i 1930’erne skrevet af cand. polit. Finn Ziegler, der er en af Libertas’ grundlæggere. Artiklen tager spørgsmålet op om politikfejl som årsag til krisen i 1930’erne. Selv om Feds fejlslagne pengepolitik i årene 1929-33 er en hovedårsag til, at krisen blev så dyb og så langvarig i USA, som fremhævet af Friedman og Schwartz, så er det bestemt ikke den eneste politikfejl, der bidrog til at forværre krisen.
Finn Ziegler nævner Smoot-Hawley toldloven fra 1930, som en forværrende faktor. Skattestigninger var en anden forværrende faktor. Under præsident Hoover blev de højeste marginalskatter hævet til 63 pct. i 1932, og under præsident Roosevelt forhøjet yderligere til 79 pct. Forsøget på at holde lønningerne kunstigt oppe bidrog også til faldet i beskæftigelsen. Endelig var den meget restriktive regulering af bankerne med til at eksponere dem over for koncentrationsrisiko, der var en medvirkende årsag til, at så mange små banker gik konkurs under bankkriserne.
I de seneste 30 år har økonomiske historikere i stigende grad fokuseret på betydningen af mellemkrigstidens guldstandard for spredningen og forværringen af krisen i 30’erne. Og netop guldstandarden og Frankrigs guldpolitik er emnet for den anden artikel om Den Store Depression, skrevet af Torben Mark Pedersen.
Guldstandarden var den primære transmissionsmekanisme mellem landene, og som et fastkurssystem var alle lande tvunget til at stramme pengepolitikken, når USA som det dominerende land strammede pengepolitikken, og dermed blev de tvunget til at føre en pengepolitik, der forværrede og forlængede krisen i stedet for at modvirke den.
Frankrigs guldpolitik spillede også en central rolle for forværringen og spredningen af krisen i Europa. I årene 1928-32 ophobede Frankrig en enorm mængde guld, der ikke førte til en tilsvarende stigning i pengemængden i Frankrig, så det påførte alle andre lande på guldstandarden et fald i pengemængden, hvilket lagde et deflationært pres på alle guldlande, der tvang dem til at føre en mere kontraktiv pengepolitik end ellers.
Amerikansk og fransk pengepolitik var en hovedårsag til Den Store Deflation i 1930’erne, der førte til bankkriser og yderligere indskrænkninger i pengemængden og kreditgivningen. I sidste ende var det bankkriser, der tvang Østrig, Ungarn og Tyskland fra guldet, og som smittede og skabte en likviditetskrise, så også England måtte gå fra guldet i 1931. I 1933 tvang en bankkrise USA fra guldet.
Aksel Tarras Madsen skriver om politikfejl og markedsfejl i forbindelse med finanskrisen i 2007-09.
En af de store fejl under finanskrisen i USA var, at de amerikanske myndigheder lod Lehman Brothers gå konkurs. Eller rettere: Fejlen bestod i, at de med redningen af LTCM og Bear Stearns havde skabt en forventning i markedet om, at myndighederne ville redde systemiske institutter fra at gå konkurs Det skabte moral hazard problemer, og da myndighederne overraskede markedet ved ikke at redde Lehman Brothers, skabte det panik på de finansielle markeder, og der opstod en alvorlig likviditetskrise, der også gik ud over ellers solvente og veldrevne finansielle institutioner.
I Danmark var bankernes evne til at imødegå en kreditkrise blevet svækket som følge af en rigid implementering af nye, fælles EU-regnskabsregler for opgørelsen af hensættelser.
Uden for tema bringes en debat om Rothbards anarkokapitalisme. I LIBERTAS nr. 64 skrev Torben Mark Pedersen en artikel om grundlaget for Rothbards anarkokapitalisme, hvor hovedpointen var, at selvejerskabet må være ufortabeligt i den forstand, at ingen ufrivilligt kan fortabe ejerskabet til sig selv. Konsekvensen af det må være, at det er illegitimt at udøve nogen form for vold mod andre, og det gælder også i selvforsvar, som straf eller i forsvar mod militære angreb.
Kristoffer Mousten Hansen går i rette med den kritik og kommer med en række modargumenter i artiklen ”Om Rothbards Naturret”. Hovedbudskabet er, at Rothbard må anskues i lyset af andre naturretstænkere for at forstå, hvad han må mene med, at selvejerskabet er absolut. I forlængelse heraf indeholder artiklen en diskussion af krig i et anarkokapitalistisk perspektiv.
Torben Mark Pedersen svarer på kritikken i en replik, og der følger en duplik fra Kristoffer Mousten Hansen.
De to forfattere er ikke enige om, hvorvidt en aggressor kan fortabe sine rettigheder ufrivilligt ved at krænke andres rettigheder, hvis man som Rothbard tager udgangspunkt i selvejerskabet.
Hvis andre læsere mener, at de har det ultimative argument i den sag, er de meget velkomne til at skrive om det i et af de kommende numre af LIBERTAS.
Også uden for tema skriver Filip Steffensen om den tidligere tjekkiske præsident, Václav Havel, der i et essay The Power of the Powerless skriver om den slavementalitet, som Anders Fogh Rasmussen henviste til i Fra socialstat til minimalstat. Havel omtaler slavementaliteten som at ”leve i løgnen” og kontrasterer den med at ”leve i sandheden”, hvor man lever i værdighed og bevarer sin personlige integritet.
Den synlige hånd handler om kapitalismens vækst og kriser og er skrevet af Torben Mark Pedersen.
Krisen i 1930’erne har tidligere været behandlet i LIBERTAS. Lars Christensen har skrevet to artikler om emnet, nemlig i LIBERTAS nr. 17 fra 1993 og i nr. 51 fra 2012.
God læselyst
På redaktionens vegne
Torben Mark Pedersen
