Statsborgerskab til frihedens fjender?
Torben Mark Pedersen
Hvis man mener, at vi i Danmark skal tildele indfødsret og stemmeret til antidemokrater, der ikke ønsker at blive integreret i det danske samfund, som ikke deler vores værdier, som ikke samtykker til vores love, forfatning og frihedsrettigheder, men som tværtimod ønsker at indføre et kalifat og sharialovgivning, og som med stor sandsynlighed en gang i fremtiden vil benytte deres stemmeret til at bekæmpe det politiske demokrati, religions- og ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og homoseksuelles og jøders lige rettigheder, så bør man have nogle 100 pct. skudsikre argumenter for det standpunkt.
Bevisbyrden må ligge på dem, der mener, at vi andre – inklusiv endnu ufødte generationer – skal leve med risikoen for, at et stort antal antidemokrater får stemmeret, som de måske på et tidspunkt i fremtiden vil benytte til at afskaffe vores demokrati og frihedsrettigheder.
Det ville være et skudsikkert argument i en liberal optik, om det var en (negativ) rettighed at opnå indfødsret i det land, man bor i og måske er født i, men det er det ikke. Tildeling af indfødsret er en positiv rettighed. Det er ikke en negativ frihedsrettighed.
Det implicerer, at det ikke vil udgøre en rettighedskrænkelse, hvis en herboende udenlandsk statsborger nægtes indfødsret – uanset grund.
Ifølge grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov, og i modsætning til mange andre steder i grundloven, står der intet om, at de nærmere betingelser for tildeling af indfødsret skal fastsættes ved lov. Derfor er der alene tale om en individuel og konkret vurdering af den enkelte ansøger, og afgørelsen om tildeling af indfødsret eller ej kan være fuldstændig arbitrær uden at stride mod grundloven. Og da folketingsmedlemmer alene er bundet af deres overbevisning, jf. grundlovens § 56, så kan folketingsmedlemmerne stemme efter deres overbevisning uden at være bundet af nogen andre hensyn. Ingen forskrifter eller konventioner står over grundloven.
Men er det ikke et grundlæggende liberalt princip, at staten kun bør lovgive med generelle regler, der er ens for alle? Jo, men tildeling af positive eller sociale rettigheder har aldrig en sådan generel karakter, og i øvrigt har betingelserne for at blive optaget på lovforslag om naturalisation en generel karakter, idet den politiske aftale om indfødsret specificerer en række formelle krav for at blive optaget på lovforslaget. Betingelserne omfatter krav om beskæftigelse, selvforsørgelse, gæld til det offentlige, strafbare forhold, ophold i Danmark, bopæl, beståelse af en indfødsretsprøve – og så skal vedkommende sværge troskab og loyalitet til Danmark, de danske love og det danske samfund.
Det sidste punkt er det vigtigste og fortjener at blive citeret: ”Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati,” aftalens § 2.
Det er faktisk et meget Lockesk krav, om end henvisningen til ”danske værdier” nok mere er Grundtvig end Locke. John Locke mente ikke, at man skal tolerere dem, der føler, at de har en lydighedspligt over for en fremmed fyrste (paven). Lockes tid var også præget af religiøse konflikter: Trediveårskrigen begyndte som en religionskrig, de engelske borgerkrige i 1640’erne handlede (også) om religion, og The Glorious Revolution i 1688 handlede om at afsætte en katolsk konge til fordel for en protestant. Hvis fremmede ønsker at være undersåtter i et andet land end deres fædreland, så må de ifølge Locke give deres (stiltiende) samtykke til den pagt, som Locke forestiller sig, var oprindelsen til etableringen af staten, og dermed må de anerkende alle andre borgeres naturlige rettigheder, statsmagtens legitimitet, statsforfatningens indretning og egen lydighedspligt over for statsmagten. Locke er tavs om, hvad man skal stille op med dem, der ikke vil give deres stiltiende samtykke til samfundskontrakten, men i princippet stilles samme krav til udlændinge som til senere generationer af landets egne borgere, der ikke selv har været med til at indgå den oprindelige pagt.
Det burde således være helt ukontroversielt for liberalister, at enhver stat kan stille krav til, hvem de vil tildele indfødsret. Alligevel har det skabt røre i den liberale lejr, at tre personer på lovforslaget om naturalisation blev indkaldt til samtaler i Folketingets Indfødsretsudvalg, og det har afstedkommet anklager om brug af ”antidemokratiske midler”, ”sindelagskontrol” der er ”lån fra det totalitære system” og at det vil ”sætte det demokrati, vi vil redde, ud af funktion” og en krænkelse af tankefriheden.
Nu er det frivilligt, om man vil ansøge om indfødsret, og håndteringen af ansøgningerne er i overensstemmelse med grundloven, så det bliver ikke mere frit og demokratisk. Kravene i den politiske aftale er heller ikke arbitrære. De er generelle betingelser, der gælder for alle ansøgere, og det er krav, der implicit antages at være opfyldt af alle indfødte danske statsborgere.
Ved tildeling af positive rettigheder, kontrollerer statsmagten altid, om modtageren opfylder lovens krav: Man kan ikke få SU uden at være aktiv studerende, få børnefamilieydelse uden at have børn, osv. Alt andet ville føre til et enormt spild af skatteborgernes penge. Det samme gælder med betingelserne for at få indfødsret. De fleste betingelser kan kontrolleres ved opslag i folkeregistret, tjek af straffeattester, skattebetaling osv. Kun den første – og vigtigste – betingelse, erklæringen om at love troskab og loyalitet, kan kun kontrolleres ved at undersøge ansøgerens sindelag på den ene eller anden måde. Det er tvivlsomt, om indkaldelse til en samtale i Folketingets Indfødsretsudvalg er den bedste eller mest effektive måde at gøre det på, men hvis man ikke vil undersøge, om ansøgerne kan tænkes at ville afgive en falsk tro og love-erklæring, så kan man lige så godt droppe betingelsen og med åbne øjne give statsborgerskab til salafister og terrortilhængere.
De tre, der blev indkaldt til ”sindelagssamtale” fik i øvrigt alle indfødsret, selv om den ene havde givet udtryk for sin støtte til terrorgruppen Hezbollah, og en anden havde glædet sig over Muhammedtegneren Lars Vilks død.
Den største trussel mod den personlige frihed stammer ikke fra, at tre udlændinge helt undtagelsesvist er blevet kaldt til en samtale i Indfødsretsudvalget, hvor de ikke engang har udtalt sig under ed. Det udgør ikke en krænkelse af deres rettigheder. Den største trussel mod friheden består i, at Folketingets flertal ikke har viljen til at håndhæve deres egen politiske aftale og beskytte Danmark og danskerne mod, at antidemokrater, terrorsympatisører og fjender af personlig frihed opnår indfødsret og måske en dag vil kunne stemme sig til at indskrænker ytringsfriheden, indføre sharialovgivning og afskaffe det liberale demokrati.