Det er overset, hvordan Brexit lægger sig i forlængelse af tidligere engelske oprør mod tyranniske herskere, der retter sig mod at beskytte historiske engelske rettigheder, der er ved at gå tabt, men det er rent faktisk en hovedbegrundelse for Brexit ifølge Theresa May, at historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, har været truet som følge af, at mere og mere af regeringsmagten er blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde friheder om national selvbestemmelse, parlamentet suverænitet og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig.

England har en lang historisk tradition for oprør mod tyranniske konger, og den engelske friheds historie er grundlæggende historien om, hvordan oprør mod tyranni fører til stadig større frihed og udviklingen af ideer om frihed, der kulminerede med den klassiske engelske liberalisme.

Brexit kan betragtes som det seneste i denne række af engelske oprør, der i modsætning til den franske revolution, altid har været konservative i den forstand, at målet altid har været at sikre historiske friheder, som var ved at blive trampet under fode at et tyrannisk politisk system.

Også Brexit handlet om at generobre historiske friheder, som briterne har nydt i århundreder, og som var ved at gå tabt efter, at mere og mere af regeringsmagten var blevet overdraget til EU, og Brexit handler om at genvinde de friheder: national selvbestemmelse og muligheden for at holde regeringsmagten direkte ansvarlig. Med Theresa Mays ord:

“Our vote to leave the European Union (…) was a vote to restore, as we see it, our parliamentary democracy, national self-determination…”

“The public expect to be able to hold their governments to account very directly, and as a result supranational institutions as strong as those created by the European Union sit very uneasily in relation to our political history and way of life.”

Man kan måske ligefrem anskue Brexit som en Whig-revolution båret af Whig-idealer i forlængelse af den puritanske revolution I 1640’erne, the Glorious Revolution i 1688 og den amerikanske revolution i 1776.

Ja, den puritanske revolution er fra før, der var noget, der hed Whig og Tory, men The Glorious Revolution var en revolution for at sikre de friheder, som puritanerne havde kæmpet for, og for de idealer, som de liberale Levellers udviklede under den puritanske revolution, og John Lockes retfærdiggørelse af retten til oprør i Second Treatise on Government er stort set en teoretisk begrundelse for de frihedsideer, der havde udviklet sig under den puritanske revolution. Det er derfor ikke for meget at kalde dem for Whig-ideer, selv om Whig-partiet først blev stiftet i 1678.

Men Englands revolutionære historie starter med baronernes oprør mod den tyranniske King John i 1215 fra den franske Plantagenetslægt, og med våbenhvilen og Magna Carta blev “rule of law” slået fast som princip, ligesom retten til ikke at blive beskattet uden samtykke blev bekræftet. Den ideologiske baggrund for Magna Carta var en forestilling eller myte om en ældgammel “ancient constitution” ifølge hvilken, kongen skulle stå til regnskab over for folket og regere i overensstemmelse med allerede eksisterende love, og at kongen stod under loven – rule of law.

Den puritanske revolution i 1640’erne var et opgør med Stuartkongernes mere og mere enevældige styre og med den katolske (ikke romersk-katolsk) Church of England og dens religiøse undertrykkelse. Parlamentet så sig selv som beskytter af common law og folkets ældgamle rettigheder, og Stuartkongernes stræben efter absolut magt blev betragtet som en katolsk uskik. Undervejs i opgøret med kongen og biskopvældet vandt puritanerne en betydelig grad af religionsfrihed og ytringsfrihed, og i den konstitutionelle krise, der opstod med kongens fængsling, inden han mistede hovedet i 1649, udviklede Levellers ideer om et politisk system uden arvelige privilegier, hvor regeringen står til ansvar over for parlamentet, og hvor parlamentet alene står til ansvar alene over for borgerne.

En stor del af religionsfriheden og trykkefriheden gik tabt efter restorationen og monarkiets genindførelse i 1660, men ideerne døde ikke, og de blev bærende for The Glorious Revolution fire årtier senere. Her var det Whig mod Tory, og det var på mange måder en gentagelse af den puritanske revolution. Det frygtedes, at den katolske James II ville genindføre katolicismen og regere uden om parlamentet, men med the Glorious Revolution og Bill of Rights fik England en “forfatning” med magtdeling mellem konge og parlament, hvor lovgivningsmagten og skatteudskrivningsretten lå hos parlamentet, og hvor de kongelige domstole blev afskaffet. I 1689 indførtes en udstrakt grad af religionsfrihed for protestanter, og i 1695 afskaffedes censuren.

For John Locke var The Glorious Revolution et selvforsvar for og en bevarelse af “the people of England’s (…) just and natural rights”, og ligeledes for Burke: ”The Revolution was made to preserve our ancient, indisputable laws and liberties, and that ancient constitution of government which is our only security of law and liberty.”

Den amerikanske revolution var fra starten en engelsk borgerkrig, og den baserede sig på almene Whig-ideer, som Thomas Jefferson beskrev som bærende for Uafhængighedserklæringen. Den amerikanske revolution var som de foregående engelske revolutioner et oprør for at bevare kolonisternes historiske “rights as Englishmen” – herunder retten til ikke at betale skat uden repræsentation og den nationale suverænitet til bl.a. at bestemme sin egen handels- og migrationspolitik og andre love, der naturligt hører en suveræn stat til.

Alle de engelske oprør har flere træk til fælles. De handler alle om at beskytte ældgamle engelske friheder, og i alle de nævnte oprør er der et element af at gøre oprør mod en “fremmed” konge. King John var fransk og der taltes fransk ved hoffet, James I var af skotsk oprindelse og var katolsk gift, og Church of England var mere katolsk end protestantisk, ligesom Charles I og James I’s ønske om enevældig magt blev betragtet som noget fremmed og katolsk. James II var katolik, og hans far Charles II havde konverteret til katolicismen på sit dødsleje efter aftale med Englands ærkefjende, Louis af Frankrig. Den amerikanske revolution handlede selvfølgelig også om at frigøre sig fra at blive regeret fra hovedstaden i et fremmed land og for retten til selv at bestemme sin handels- og migrationspolitik og beskatning, og for repræsentation og for at kunne stille politikerne til ansvar.

Brexit lægger sig fint i forlængelse af denne engelske historiske tradition for oprør mod tyranniske konger; for folkets selvbestemmelse, og for at kunne stille statsmagten til regnskab. Det er ikke muligt i EU, så det er tro mod britiske Whig-traditioner, at UK stemte sig ud af EU.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.