Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemsskab
  • Kontakt
Forside
Arkiv
Adam Smith prisen
Om Libertas
Medlemsskab
Kontakt
Libertas.dk - Selskabet Libertas
  • Forside
  • Arkiv
  • Adam Smith prisen
  • Om Libertas
  • Medlemsskab
  • Kontakt
Blogindlæg

På flugt fra religiøs forfølgelse

marts 23, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Det er ikke nyt, at dybt religiøse flygtninge, der flygter fra religiøs og politisk forfølgelse, ikke nødvendigvis er tilhængere af religionsfrihed.

Puritanerne, der drog til Amerika og etablerede Massachusetts Bay Colony i 1630, var selv flygtet fra religiøs forfølgelse i England, der var blevet strengere under James I og biskop Laud. Kolonien blev etableret af præsten John Winthrop ifølge med 1.000 mænd, kvinder og børn, og den “shining city upon a hill”, som Winthrop omtalte, var bestemt ikke et religiøst fristed men derimod ”a new Jerusalem” dedikeret til Guds ære og baseret på Guds love og i Guds billede.

Massachusetts Bay Colony tiltrak en del kvækere, der ikke anerkendte andre religiøse autoriteter end deres eget ”indre lys”, og det chokerede puritanerne. Først forsøgte de at fordrive dem, kom de tilbage skulle de have deres venstre øre skåret af. Ved anden forseelse det højre øre. Ved tredje blev tungen gennemboret af en rødglødende jernstang, og da alle disse torturmetoder ikke hjalp, blev det forbundet med dødsstraf for udviste at vende tilbage til kolonien. Adskillige blev hængt, indtil den engelske konge greb ind og satte en stopper for barbariet.

I Plymouth Rock etableret i 1620 lidt sydligere end Massachusetts Bay Colony etablerede pilgrimmene, der kom med Mayflower til Amerika, ligeledes et strengt religiøst samfund med en statskirke og obligatorisk kirkegang, og hvor kun medlemmer af kirken kunne få et offentligt embede. Vælgere skulle erklæres at være “orthodox in the fundamentals of religion”. De indførte love mod kvækere og kættere, og da en anglikansk præst ønskede at etablere en alternativ søndagsgudstjeneste, blev han deporteret. En generation senere forbød kolonien fejring af jul, som de betragtede som en katolsk højtid.

Tolerance og religionsfrihed var ikke en arv, de første engelske migranter bragte med sig til Amerika, selv om de selv var flygtet fra religiøs forfølgelse. Deres mål var at etablere et religiøst samfund, hvor de selv kunne leve i overensstemmelse med deres tro, men uden at ville give andre troende samme ret.

Det lå således ikke i kortene, at det netop skulle blive i Amerika, at religionsfriheden for første gang skulle blive forfatningsmæssigt sikret for alle trosretninger i 1791, men puritanerne bragte også en frihedstrang og en engelsk frihedstradition med sig, og de slog sig ned i den nye verden. Religiøs forfølgelse som i Europa var ikke en mulighed, når dissidenter let kunne finde plads til at stifte deres egen koloni. Der var heller ikke nogen fælles statsreligion for alle kolonierne, og der opstod hurtigt konkurrerende trossamfund i næsten alle kolonier.

Puritanerne indførte også en form for institutionel adskillelse mellem kirke og stat. Ifølge puritanerne er både kirken og staten indstiftet af Gud, men for at tjene forskellige mål, og de skulle være adskilte men dog tæt forbundne. Kolonien var indrettet efter religiøse forskrifter, men det politiske styre var ikke et teokrati, og det var forbudt religiøse ledere at besidde politiske embeder eller varetage hverv som nævninge, ligesom de politiske ledere ikke kunne varetage religiøse funktioner. Endelig udviklede Puritanerne demokratiske processer inden for deres kirker. Selv om Massachusetts var en af de kolonier, der i ringest omfang respekterede religionsfrihed, var de blandt de første til at beskytte andre rettigheder med Massachusetts Body of Liberties fra 1641, der beskyttede bl.a. (en begrænset) ytringsfrihed, ret til jury retssager, frihed fra grusom og usædvanlige straffe, forbud mod værnepligt bortset fra ved territorialforsvar m.m.

Den første koloni med fuld religionsfrihed var Providence Plantations and Rhode Island etableret af Roger Williams i 1636 – i øvrigt flygtet fra Massachusetts Bay Colony. Der var ikke nogen officiel religion, kirke og stat var adskilt, og øvrigheden havde kun magt i civile spørgsmål. Der var religionsfrihed for alle religioner, og jøder fik snart fulde politiske rettigheder. Og kolonien fungerede stort set uden religiøse stridigheder.

Det er en længere historie, hvordan frihedstraditionen udviklede sig i de amerikanske kolonier, og hvordan USA fik religionsfrihed og en adskillelse af kirke og stat med First Amendment. Om det og meget andet om religions- og ytringsfrihedens historie kan du (som abonnent) læse mere om i næste nummer af LIBERTAS, der udkommer i næste måned.

– – –

Blogindlæg står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Blogindlæg

Er Trumps migrationspolitik (virkelig) i strid med forfatningen?

marts 16, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

For anden gang har præsident Trump lidt nederlag i sit forsøg på at begrænse indvandringen fra en række overvejende muslimske lande. En dommer på Hawaii har afsagt kendelse, der blokerer for præsidentens reviderede indrejsedekret, jf. omtalen i Berlingske.

Præsident Trump har ifølge avisen kaldt kendelsen for »dårlige og sørgelige« nyheder og betegnet det som udtryk for »magtfuldkommenhed uden fortilfælde.«

Hvilket igen har fået kritikere til at hævde, at Trump ikke respekterer at være præsident i en retsstat.

Men er Trumps politik virkelig i strid med forfatningen? Eller er der tale om en politiserende dommer, der fortolker forfatningen politisk og på en måde, der ikke var forfatningsfædrenes hensigt? I dommen henvises – igen ifølge pressen – til “frihed for diskrimination”, og at loven derfor “kan” være i strid med forfatningen.

I betragtning af, at USA i Uafhængighedserklæringen begrunder løsrivelsen fra den engelske konge bl.a. med henvisning til, at kongen har hindret dem i selv at bestemme, hvem der måtte migrere til landet, forekommer det usandsynligt, at forfatningsfædrene skulle have ønsket, at Kongressen eller præsidenten ikke skulle have suverænitet til at bestemme migrationspolitikken.

Spørgsmålet er, om den første tilføjelse til forfatningens “free exercise clause” virkelig begrænser Kongressens ret til at lovgive om migration ved at give udenlandske statsborgere i udlandet ret til ikke at blive diskrimineret i forhold til religion?

Der er den sjove teknikalitet, at “1st. amendment” kun begrænser “Kongressen” fra at lovgive om at “…or prohibiting the free exercise thereof” (om religion), men faktisk ikke omhandler præsidentielle dekreter. Alene det burde gøre, at “1at. Amendment” ikke er relevant i denne sag, men jeg skal ikke kunne sige, om der er senere “amendments”, der udvider begrænsningen til at gælde for præsidentielle dekreter, ligesom den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 – ifølge en (tvivlsom) Højesteretsdom fra 1940.

Spørgsmålet er snarere, om “1st. amendment” beskytter udenlandske statsborgere, der bor og befinder sig i udlandet. Det er svært at se, at det skulle være tilfældet.

Forfatningen indledes med, at “We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquility, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity.” Det vil sige, at forfatningen eksplicit sikrer friheden for “ourselves”, “we the people” og ikke for udlændinge.

De amerikanske “founding fathers” opfattede indstiftelsen af en stat nærmest som en Lockesk samfundskontrakt, jf. Uafhængighedserklæringen, hvori det hedder: “At regeringen er indstiftet iblandt mennesker for at sikre disse rettigheder, der udleder deres retmæssige magt fra de regeredes samtykke…” Og en Lockesk samfundskontrakt er afgrænset til at omfatte de kontraherende parter og vel alle de borgere, der bor på den ejendom, som de kontraherende parter ejer i forening. Det ville ikke give nogen mening, om et individ i Lockes naturtilstand skulle indgå en samfundskontrakt med andre individer i naturtilstanden, der overdrager suveræniteten til at værne om de ydre grænser til staten, og som giver udlændinge, der ikke er part i kontrakten, nogle rettigheder, der begrænser den statslige suverænitet, som de kontraherende parter selv har afgivet. Det ville sige, at de kontraherende parter skulle give udlændinge nogle rettigheder, som de selv har afskrevet sig. Det ville ikke give nogen mening.

Det er også svært at forstå den amerikanske forfatning på anden måde end, at den beskytter rettighederne for “We, the people” alene og ikke for udlændinge, der er bosat i udlandet og pt. befinder sig i udlandet.

Som lægmand skal jeg ikke gøre mig klog på, om der findes nogen højesteretsdomme, der udstrækker Bill of Rights til at beskytte i udlandet boende udenlandske statsborgere rettigheder, men det forekommer usandsynligt, at det skulle have været “the framers'” hensigt, og det ville stride mod den kontrakttankegang, der ligger bag forfatningen. Derfor forekommer dommen politisk og ikke udtryk for nogen højere retsstatsprincipper, imho.

Blogindlæg

Trump, Wilkes og pressens vilkår

februar 27, 2017by Torben Mark PedersenIngen kommentarer

Det er blevet en stor historie, at præsident Trump i fredags udelukkede journalister fra store medier som The New York Times, Politico, CNN, Buzzfeed og The Los Angeles Times fra en pressebriefing med talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, i Det Hvide Hus.

De venstreorienterede medier er kommet helt op i det røde felt, og det har ikke skortet på brugen af sproglige forstærkerord om angreb på demokratiet.

Man kan diskutere, om det ligefrem er en ret for medier, at præsidenten overhovedet holder pressemøder, eller at alle medier har lige adgang til alle pressebriefinger, men det er i hvert fald et vigtigt træk ved et folkestyre, at borgerne og pressen kan stille regeringen til ansvar for dens politik, og kan skrive om politikernes beslutninger og udtalelser. Sådan var det gennemgående ikke i England før 1771 (og dermed i de amerikanske kolonier), og det var en mand, der hed John Wilkes, der fik gennemtrumfet, at den engelske presse fik lov til at rapportere fra parlamentsdebatter.

1771 – John Wilkes og retten til at rapportere fra parlamentet

I 1689 havde medlemmer af parlamentet med Bill of Rights fået ytringsfrihed for ytringer fremsat i parlamentet, og “freedom of speech” refererede primært til dette parlamentariske privilegie, Levy (1985). Common law definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt for krænkende ytringer.

Myndighedernes kontrol med pressen foregik primært ved at håndhæve common law forbrydelsen om seditious libel, ifølge hvilken enhver kritik, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik eller kirken kunne straffes.

Parlamentarikerne håndhævede strengt deres privilegium, men de ville ikke tillade folket at få indblik i, hvad de debatterede. Det var forbudt for pressen at rapportere fra parlamentsdebatter.

I 1771 indledte John Wilkes (1725-97) en kamp for retten til at rapportere fra parlamentet. Wilkes mente, at vælgerne havde en ret til at vide, hvad deres valgte repræsentanter i parlamentet sagde og gjorde, og at det var en skandale, at kritiske rapportager fra debatterne bragte udgiveren for domstole, der var i lommen på regeringen.

Wilkes erklærede nu sin beskyttelse til alle trykkere, der rapporterede fra parlamentet, inden for sit magistrat i London, hvor han var Oldermand, og det betød pga. Londons særlige privilegier, at parlamentet ikke havde ret til at lade trykkere fængsle.

Sagen endte på typisk engelsk vis med, at selv om parlamentet aldrig anerkendte retten til at trykke debatter fra parlamentet, så tog de aldrig siden hen skridt for at retsforfølge dem, der rapporterede fra debatterne.

Debatterne om de amerikanske koloniers forhold i 1775 blev rapporteret i pressen, og det blev gradvist accepteret, at offentligheden havde en forfatningsmæssig ret til at vide, hvad deres repræsentanter udtalte sig om i parlamentet.

Wilkes and liberty

John Wilkes var ikke en hr. hvem-som-helst, og det var ikke første gang, Wilkes havde sat sig op mod myndighederne i en sag, der handlede om pressens frihed.

Wilkes havde i 1762 lanceret avisen The North Briton, hvor den første sætning i det første nummer lød:

“The liberty of the press is the birthright of a Briton, and is justly esteemed the firmest bulwark of the liberties of this country.”

Så var temaet slået an.

I den 45. udgave af avisen angreb Wilkes kongens tale ved åbningen af parlamentet, som alle parlamentarikere vidste, var skrevet af regeringen. Men at afsløre det udgjorde ”sedition” og muligvis endda forræderi. Niogfyrre personer med tilknytning til The North Briton blev arresteret, deriblandt Wilkes.

Nummer 45 havde en særlig betydning, fordi 45 var synonym med den Jacobinske opstand i 1745, almindeligvis kendt som “The 45”. I offentlighedens øjne knyttedes Bute, der havde skrevet kongens tale, og som var skotte og kongens rådgiver, til jacobinisme.

Da Wilkes var medlem af parlamentet, kunne han ikke anklages, medmindre der var tale om forræderi, og dommeren mente nok, at han var skyldig i bagvaskelser, men det var ikke nok til at fængsle et medlem af parlamentet. Da han kom ud fra retsbygningen, blev han mødt af begejstrede tilråb ”Wilkes and Liberty” fra en stor folkemængde, og ”Wilkes and Liberty” markerede fødslen for den britiske bevægelse for demokratisk reform, Hargreaves (2006, 126).

I første omgang endte sagen med, at nr. 45 blev erklæret for seditious libel (oprørske bagvaskelser) og beordret brændt, og efterfølgende blev Wilkes smidt ud af House of Commons og erklæret fredløs i januar 1764. Wilkes flygtede i eksil i Frankrig, men vendte tilbage til England i 1768 presset af sine franske kreditorer. Kirkeklokkerne ringede i Dover ved nyheden om deres helts tilbagevenden.

Med to domme hængende over hovedet risikerede han at blive skudt på stedet af politiet, men regeringen undlod at arrestere ham for ikke at opildne hans offentlige støtte. Han stillede op til parlamentsvalg for Middlesex og blev valgt.

Wilkes blev fængslet i maj 1768, og hans støtter mødte op ved retten og råbte “No liberty, no King”. Tropper åbnede ild mod den ubevæbnede folkemængde og dræbte syv og sårede 15. Begivenheden blev senere kendt som St. George’s Fields Massacre.

Mens Wilkes sad fængslet, blev han valgt til Oldermand i London, han blev igen smidt ud af House of Commons i februar 1769 med den begrundelse, at han var fredløs, da han vendte tilbage. Middlesex’s vælgere genvalgte imidlertid Wilkes i samme måned til parlamentet, hvilket blev fejret med fyrværkeri og musikalske processioner over alt i London, og i de amerikanske kolonier blev han fejret for sin kamp for frihed. Folk i South Carolina tilbød at betale hans gæld, og flere byer blev navngivet efter ham. Ironisk nok bar Lincolns morder navnet John Wilkes Booth.

House of Commons smed igen Wilkes ud af parlamentet og ville vedtage en erklæring om, at udelukke Wilkes fra at blive valgt på livstid, og at enhver, der stemte på ham, kunne smides i fængsel.

Det var nu ikke bare en personlig kamp men en kamp for borgernes fundamentale rettigheder, retten til at vælge egne repræsentanter til parlamentet. Wilkes vandt nyvalget i marts med et overvældende flertal: 1.143 stemmer for Wilkes, 296 for Luttrell. Regeringen erklærede Luttrell som vinder.

En af engelsk histories store frihedshelte

John Wilkes er en af den engelske histories store frihedshelte. Han sikrede vælgerkorpset (og ikke partiet) ret til at vælge deres egne repræsentanter, og han sikrede pressen ret til at rapportere fra parlamentet og endda kritisere regeringen. Wilkes banede vejen for Fox’s “Libel Act” fra 1792, der gav en jury ret til at dømme og altså tage juridisk stillingtagen i sager om “seditious libel” – og ikke kun tage stilling til sagens fakta.

Wilkes ledte også vejen for ophævelsen af fredløshed som straf og til en bedre beskyttelse af privatlivets fred mod vilkårlige ransagninger og beslaglæggelser.

 

Litteratur

Hargreaves, Robert (2002): The First Freedom. A History of Free Speech. Sparkford.

Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.

 

Alle indlæg på bloggen står alene for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis Selskabet Libertas’ holdninger.

Generelle nyheder

Nyt website

december 1, 2016by klausIngen kommentarer

Velkommen til den nye version af Libertas.dk

Vi har længe arbejdet på at få et nyt site på benene, og dette er nu blevet aktualiseret.

Websitet er sponsoreret af Det danske e-handelsbureau YouWe.dk

 

Page 4 of 4«1234

Selskabet Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Redaktør (ansv.)

Torben Mark Pedersen
torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær

Niels Westy
niels.westy@gmail.com

Forretningsfører

Rasmus Ole Hansen

Seneste indlæg

  • Var Hobbes liberal eller konservativ?
  • Kommende temanummer om Muhammedtegninger i undervisningen
  • Kan et styre være legitimt, der har erobret magten?
  • Liberalisme og kollektivisme i den franske revolution
  • Folkets revolution og stormen på Bastillen

Arkiver

  • maj 2022
  • april 2022
  • august 2021
  • december 2020
  • juli 2020
  • juni 2020
  • maj 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • juli 2019
  • januar 2019
  • november 2018
  • oktober 2018
  • juni 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • juli 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • december 2016

Kategorier

  • Arrangementer
  • Bladet LIBERTAS
  • Blogindlæg
  • Generelle nyheder
  • Ikke kategoriseret
  • Religionsfrihed

Libertas.dk | Alle rettigheder forbeholdes