På Libertaskonferencen i lørdags sammenlignede flere talere truslen fra Sovjetunionen under den kolde krig med truslen fra islam/indvandring.
Men hvordan kan man sammenligne så forskellige størrelser?
Det er klart, at under den kolde krig var der en reel trussel om sovjetisk besættelse eller atomar udslettelse. Der var kommunister i Danmark, tilmed repræsenteret i Folketinget, der modtog penge fra Moskva, og hvis loyalitet over for Danmark, man i høj grad kunne stille spørgsmål ved. Sovjetunionen og DDR forsøgte sig også med påvirkningskampagner og havde mange journalister og forfattere på lønningslisten. Og der var titusinder af borgere samt politikere fra Socialdemokratiet, Radikale og længere ud på fløjen, der velvilligt fungerede nyttige idioter for landets fjender.
Omvendt var Danmark beskyttet af USA’s atomare paraply og af verdens største militærmagt, og netop militære trusler findes der svar på. Og selv om Warszawapagtlandene var overlegne på konventionelle våben i Europa, var NATOlandene beskyttet af en atomar paraply, og den kolde krig blev da heller aldrig varm, selv om Sovjetunionen prøvede grænserne af i Berlin og på Cuba.
Truslen i dag er af en helt anden karakter. Det er en blanding af indvandring, som visse imamer og politikere i MØ omtaler som en erobringsstrategi, blandet med terror og understøttet af voldelige bander, og der er etableret regulære no go zoner i mange europæiske byer, især i Sverige, Frankrig, England og Tyskland. Der bygges moskeer over alt, finansieret af islamistiske regimer i udlandet. Der er ingen steder i Vesten, hvor islamiske partier har nogen politisk indflydelse af betydning, men det er muligvis kun et spørgsmål om tid. Og Qatar, Iran, Saudiarabien og Tyrkiet vil have langt bedre råd til at støtte et islamisk parti økonomisk, end Sovjetunionen havde, hvis det skulle komme dertil. Der er heller ikke færre nyttige idioter i dag, end under den kolde krig. Kommunismen vandt tilhængere med ideologisk kamp, marxismens indtog på universiteterne osv, og det er ikke en måde, hvorpå islam udbredes på. Antallet af konvertitter er forsvindende lille. Til gengæld er demografien en nærmest irreversibel faktor, der kan forandre befolkningssammensætningen i alle de nordeuropæiske lande til ukendelighed i løbet af de næste 50 -100 år, og hvad vil det betyde? I de seneste 40 år har vi ingen erfaringer fra noget nordvesteuropæisk land, der peger på, at integrationsproblemerne bliver mindre. Tværtimod stiger de med en stigende indvandring, og selv hvis grænserne blev hermetisk lukket for muslimsk indvandring i dag, ville der i 2050 være knap en halv gang flere muslimer i Danmark end i dag, ifølge PEW.
Jeg var lidt forundret i lørdags over, hvor let nogen synes at man kan fælde en dom over, at truslen under den kolde krig var meget større. Jeg synes, det er svært at sammenligne, fordi truslerne er så forskellige. Og vi overvandt også truslen fra Warszawapagtlandene? De kommunistiske regimer i Øst brød sammen, men der er ikke umiddelbart udsigt til, at de muslimske lande i Mellemøsten vil ophøre med at være muslimske. De har en 1400 års historie og kultur bag sig, og det er ikke som i DDR, Polen, Ungarn eller Tjekkiet, at en meget stor del af befolkningen bare ønskede at kaste kommunismen af sig, når de fik chancen. De politiske systemer kan bryde sammen i Mellemøsten, men de ophører næppe med at være muslimske af den grund. Warszawapagten eksisterede kun i 34 år. Vil truslen fra islam være væk om 34 år? Eller være vokset?
Jeg var 31 år, da Sovjetunionen gik i opløsning, men jeg oplevede aldrig nogen konkret følelse af fare i min dagligdag i hele mit voksne liv indtil da. Jeg oplevede ikke kommunister som en fysisk trussel. Jeg kunne gå og cykle frit på gaden uden at frygte for at blive overfaldet af kommunistiske bander. De eksisterede ikke. Man skulle selvfølgelig holde sig fra de voldelige BZ’ere, når de aktionerede, men det er helt anderledes i dag, hvor truslen fra vilkårlig vold begået af indvandrere er meget reel, hvilket enhver der færdes i nattelivet ved af erfaring. Der er næsten ikke en dag, hvor vi ikke kan læse i medierne om nye voldtægter eller voldelige overfald begået af grupper af “unge”, og der er langt flere episoder, der aldrig omtales i medierne. Der er opstillet koranklodser overalt i indre by. Sikkerhedstjek ved flyrejser er blevet langt mere omstændelige. Og politikerne på Christiansborg forskanser sig bag flere lag sikkerhedsforanstaltninger, der var ukendte under den kolde krig. Dengang kunne kommunister gå lige ind af døren på Christiansborg uden noget sikkerhedstjek. De blev ikke anset for at udgøre nogen trussel mod den personlige sikkerhed, selv om PET givetvis holdt øje med en del af dem. Og så er der “hverdagsterroren” med bilafbrændinger, stenkast fra motorvejsbroer, løsnede hjulbolte og hvad har vi. Det er sikkert i langt fra alle tilfælde begået af nogen, der (direkte eller indirekte) har ladet sig inspirere af Al Qaeda og IS’s opfordringer til den slags hverdagsterror, men alene mistanken bidrager til at skabe frygt. Vi mindes hver dag om nogle meget reelle trusler mod vores liv, frihed og førlighed. Og som heteroseksuel og irreligiøs er jeg endda langt mindre udsat end jøder og homoseksuelle.
Hvordan sammenligner man en abstrakt trussel om atomdød med en konkret trussel om at blive slået fordærvet på Nørreport station en sen aften? Hvordan kan man sige, at den ene trussel er større end den anden?
Det hele handler om fortolkning af virkeligheden. At det billede medierne – og de alternative medier – tegner. Af personlige erfaringer og erfaringer fra familie, venner og bekendte.
Libertaskonferencen viste, at der er meget forskellige opfattelser af virkeligheden. Vi fortolker og forstår den tid, vi lever i, meget forskelligt. Også om, hvorvidt det er truslen fra islam/indvandring eller truslen fra politiske eller folkelige modreaktioner, der er størst. Det sidste er der ingen grund til at bagatellisere, selv om vi indtil nu ikke har set meget af det i Danmark, så det indtil videre er en hypotetisk fremtidig trussel. Og hvordan sammenlignes mulige fremtidige trusler med konkrete nutidige?